Europarådet afgør menneskerettigheder for os Europæere
Europarådet til sine 47 medlemsstater:
Tillad minareter, tillad burka
Council of Europe urges end to minaret ban
http://www.swissinfo.ch/eng/news_digest/Council_of_Europe_urges_end_to_minaret_ban.html?cid=9154764
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx
Council of Europe opposes bans on Muslim face veils
Wed Jun 23, 2010
http://af.reuters.com/article/worldNews/idAFTRE65M4SD20100623
Alt for islam. Islam længe leve!
Tillad minareter, tillad burka, tillad koranen, tillad halalslagtning, tillad polygami, tillad prygleri af konerne, tillad voldtægt af kvinder, tillad stening, tillad omskæring af drenge, tillad lemlæstelse af piger, tillad slaveri, tillad tortur, tillad piskning og hængning, tillad afhugning af hænder og fødder, tillad brudekøb, tillad barnebrude, tillad pædofili, tillad sodomi, tillad ”æresdrab”, tillad kamouflerede mord….etc.
juni 30, 2010
.jpg)
Har du selv lært dit barn ABC?
Jeg har adskillige gange – ud fra den kristelige avis ”Världen i dag” - omtalt den horrible svenske sag fra Gotland, hvor et ægtepar med deres 8-årige søn ville udvandre til moderens hjemland, Indien.Om Sverige følte sig ”fornærmet” eller var bange for, at deres opreklamerede godhjertede anseelse i udlandet skulle slå revner, er uklart. Med hjælp af politiet kidnappede socialmyndighederne drengen på flyvepladsen i Arlanda uden anden begrundelse end at han havde fået hjemmeundervisning og ikke havde været til tandlæge!
Det er mere end uhyggeligt, at man på så tyndbenet et grundlag kan bortføre et barn i Sverige og fjerne det fra forældrene, idet man totalt ignorerer forældremyndighed.
Forældrene valgte en topjurist, Ruby Harrold-Claesson, til assistance, og der tændtes et håb om at alt ville gå i lave igen, for nævnte jurist var netop expert i denne slags sager og havde angiveligt kunnet hjælpe forældre at få deres børn igen i 40 tilfælde. NB bemærk tallet! Det siger noget om, hvor galt det er fat i socialsektoren.
Den gav sig da heller ikke. Den meddelte omgående, at nævnte jurist var ”olämplig”.
Nu er tilfældet ”Dominic” så blevet anmeldt til Europadomstolen af to amerikanske organisationer, baserede på forældremyndighed.
Da det af socialsektoren på Gotland angivne grundlag for fjernelsen forekommer helt uhørt, må man formode, at den finder på andre begrundelser.
Om ikke andet kan den vel – som jeg har set eksempel på i Danmark – hævde, at nu har fjernelsen fra forældrene varet et år, og dermed har Dominic i den grad vænnet sig til at være hos socialforvaltningens plejeforældre, at det vil kunne give Dominic psykiske bekymringer at komme tilbage til forældrene.
Kære læsere. Prøv lige at tænke jer ind i forældrenes og drengens situation!
Desværre er sådanne sager ikke ukendt – heller ikke i Danmark. Måske har forældrene forkerte holdninger (?), religiøst og/eller politisk ???????
Kære læsere. Prøv lige at tænke jer ind i forældrenes og drengens situation!
Desværre er sådanne sager ikke ukendt – heller ikke i Danmark. Måske har forældrene forkerte holdninger (?), religiøst og/eller politisk ???????
Hvad sagde Knud Lundberg!
Bibliotekscentralen, der som alle andre i massemedie-branchen gjorde sit for at fremme kommu-nistiske synspunter under den kolde krig udgav også et såkaldt ”bogmærke” om sport i 1973. Det var skrevet af bibliotekar Inge Margrethe Ejsing. Der står bl.a.: ”Idrætten har i den seneste tid været genstand for debat: Man har beskyldt den for politisk infil-trering og for at fremme nationalisme og heltedyrkelse”.
Læge og fodboldsspiller Knud Lundberg var ikke enig. I et interview i Politiken sagde han: ”Som man i Victoriatiden søgte at udrydde kønsdriften, forsøger pædagogerne i dag i børnehaven og skolen at udrydde børnenes kampdrift og konkurrencelyst. Det er ligeså umuligt, og undertrykkelsen af disse drifter er ofte direkte skadelig. Den er en af årsagerne til f.eks. den stigende vold blandt unge.”
Pædagogerne havde sine idéer fra psykologerne. Således stod der i psykolog Eggert Petersens trivselsprogram, udgivet af Socialdemokratiet i 1969, at konkurrenceindholdet i folkeskolen skulle ”afsvækkes” og samme princip så vidt muligt overføres på alle andre uddannelsessystemer.
Knud Lundberg hævdede derimod, at ”Kamp-driften er funda-mental og ligeså umulig at fjerne som menne-skets andre med-fødte drifter. Man kan ikke fjerne en mands sult ved at sulte ham”, og ”hvad er der i vejen med at stræbe efter at blive den bedste, når der blot ikke er tale om noget ræs?”, - ”Jeg tror, at mange af de unge, som ikke har konkurreret, ikke har lært at tabe. Det kommer til at svie til dem selv, når de slippes ud i erhvervslivet. Det øvrige samfund er realistisk nok til at erkende kampdriften, selvom nogle ideologier vil afskaffe den”.
Kun psykologer kan i deres forvrøvlede tankespindsverden forestille sig, at de (hvilken storhedsvanvid!) kan lave om på universet. Konkurrence er en naturlov. Alt levende deltager, en kappestrid om at leve og overleve.
Læge og fodboldsspiller Knud Lundberg var ikke enig. I et interview i Politiken sagde han: ”Som man i Victoriatiden søgte at udrydde kønsdriften, forsøger pædagogerne i dag i børnehaven og skolen at udrydde børnenes kampdrift og konkurrencelyst. Det er ligeså umuligt, og undertrykkelsen af disse drifter er ofte direkte skadelig. Den er en af årsagerne til f.eks. den stigende vold blandt unge.”
Pædagogerne havde sine idéer fra psykologerne. Således stod der i psykolog Eggert Petersens trivselsprogram, udgivet af Socialdemokratiet i 1969, at konkurrenceindholdet i folkeskolen skulle ”afsvækkes” og samme princip så vidt muligt overføres på alle andre uddannelsessystemer.
Knud Lundberg hævdede derimod, at ”Kamp-driften er funda-mental og ligeså umulig at fjerne som menne-skets andre med-fødte drifter. Man kan ikke fjerne en mands sult ved at sulte ham”, og ”hvad er der i vejen med at stræbe efter at blive den bedste, når der blot ikke er tale om noget ræs?”, - ”Jeg tror, at mange af de unge, som ikke har konkurreret, ikke har lært at tabe. Det kommer til at svie til dem selv, når de slippes ud i erhvervslivet. Det øvrige samfund er realistisk nok til at erkende kampdriften, selvom nogle ideologier vil afskaffe den”.
Kun psykologer kan i deres forvrøvlede tankespindsverden forestille sig, at de (hvilken storhedsvanvid!) kan lave om på universet. Konkurrence er en naturlov. Alt levende deltager, en kappestrid om at leve og overleve.
Kilde: Tidsskriftet AKTION nr. 3 1977
juni 29, 2010
Den perverse profet
Her er endnu et lille bidrag til kendskabet til den forunderlige skikkelse, som Muslimer betragter som det højeste forbillede og værd at efterligne i enhver henseende.Har I muslimske venner og bekendte, så giv dem en kopi. I behøver ikke at ulejlige Abdul Wahid Petersen, ham har vi sørget for at orientere.
Dette er en fortsættelse af Fader Zakaria Botros’ undersøgelse af Muhammeds sexualmoral (eller mangel på samme). Sidst vi forlod den koptiske præst var han i gang med at læse rapporter fra en hadith, som udtalte at islams profet "beundrede" en lille 2-3 års pige (og sagde at han håbede at leve længe nok til at gøre hende til sin hustru). Desuden fik vi at vide at profeten "lå" i graven med en død kvinde. I den episode begyndte han med profetens "transvestit"-tilbøjeligheder. Han læste fra flere hadiths, også Sahih Bukhari.
Fader Botros hævder at der er ikke mindre end 32 forskellige referencer til dette fænomen i islams bøger - hvori Muhammad ofte lå i sengen iført kvindetøj, specielt hans barnebrud Aishas.
Fader Botros: “Måske tror muslimerne at han kun klædte sig i Aishas tøj? Hun var jo hans yndling, måske ville han, efter intimt samvær bare ligge i sengen med hendes tøj? (Her skjulte præsten ansigtet i hænderne og jamrede over at han var nødt til at tale om så skammelige ting.) Så røbede han en interessant og afslørende hadith fra Sahih Bukhari (2/911), som har optegnet at Muhammed har sagt: "Åbenbaringerne (dvs. Koranen) kommer aldrig til mig når jeg er klædt i kvindetøj - undtagen når jeg er klædt i Aishas," hvilket antyder at det måske ligefrem var en vane for profeten at være klædt i kvindetøj. Fader Botros gik herefter til nogle kommentarer i Tafsir of al-Qurtubi — an authoritativ exegese (skriftudlægning) i islam. Han læste én anekote hvor Aisha sagde, at en dag, da Muhammed lå nøgen på sengen kom Zaid og bankede på; uden at klæde sig på åbnede Muhammed døren og "omfavnede og kyssede ham" - nøgen som han var. Andetsteds konkluderer Qurtubi at profeten - bønner og velsignelser over ham - "konstant var optaget af kvinder. "Henvendt til muslimske seere og lyttere: sagde Fader Botros: "Så dette er jeres profet - den allermest moralsk retlinede mand? I stedet for at være optaget af bønner og gode gerninger var han optaget af kvinder" (fortsættes).
(Oversat fra Raymond Ibrahims engelske tekst af P.H. Bering)
juni 28, 2010
300 pågrepet i narkoaksjoner i Oslo.
Ti lagre avslørt. 20 kg heroin og 800 kg cannabis beslaglagt.To mill.kroner er tatt. Det er resultatet etter Oslo-politiets fem siste aksjoner mot det organiserte narkotikamiljøet i hovedstaden.
http://www.aftenposten.no/nyheter/iriks/article3707521.ece
Kilde: Aftenposten, Norge 25/6
http://www.aftenposten.no/nyheter/iriks/article3707521.ece
Kilde: Aftenposten, Norge 25/6
Mere om Gerlev Idræthøjskole
På sin væg hænger man, hvad man kan lide. I mit klasseværelse på Gerlev Højskole i 70´erne havde man hængt plancher op i stor størrelse, affotograferet fra en svensk bog om idræt (direkte citater i citationstegn, resten er resumé):”Idræt er politik”. Idræt kan aldrig blive upolitisk. ”Idrætsforbundet forsøger derfor at sætte idrætten ind i et mønster for kampen mod kapitalismen. Og det kan kun blive en kamp for socialisme”. Derfor var det naturligt at deltage i Båstad og demonstrere mod Chile-tennisspillerne.
”Det vigtigste for en kapitalist er at tjene penge på de varer, som produceres i hans fabrikker”. – Også den borgerlige idræt er blevet en vare. Der er konkurrence. Og der er megen reklame om idrætsredskaber og reklame i forbindelse med idræt. Idrætsforbundet stræber efter at udvikle nye og mere demokratiske former. Idrætten bør indgå i vor hverdag og liv. ”Kampen for et socialistisk samfund vil forandre idrættem”. ”Tendensen i den borgerlige idræt går imod ensidigt trænede individer”. Den opdeler os i køn, alder, vægt o.s.v. ligesom på arbejdspladsen.
”En socialistisk idræt må stræbe efter at formidle betydningen af to dominerende principper i idrætten: det maximale præstationskrav og konkurrenceprincippet.
I stedet må glæden ved at udføre forskellige bevægelser anses for det vigtigste. Sammen med arbejde og solidaritet”. Ved sportsstævner hejer man nationalt, men ”vi skal glemme, at Sverige ikke er en enig nation, men består af forskellige klasser, som ikke har fælles interesser.”
I begyndelsen af dette århundrede og ved første genoplivede olympiade i 1896 kunne alle deltage, men ”den moderne idræt er et produkt af det kapitalistiske samfund. I begyndelsen var det bare borgere, som havde tid til at drive idræt. Først da arbejderklassen havde tilkæmpet sig kortere arbejdsdag kunne idrætten blive en massebevægelse.”
Kilde: tidsskriftet AKTION nr. 10, 1979Mere om Gerlev Idræthøjskole
Hvad gør vi, når euroen bryder sammen?
Dansk Folkepartis ugebrev ved/ næstformand Peter Skaarup- mandag den 28. juni 2010
Hvad gør vi, når euroen bryder sammen?Jeg ved godt, at spørgsmålet i overskriften er provokerende. Men nogle gange er det nødvendigt at stille tingene på spidsen. Euroen eksisterer stadig, og tilhængerne forsøger krampagtigt at overbevise os om, at den har det godt igen, efter at EU-landene stablede en hjælpepakke til svimlende 750 milliarder euro på benene.
Men for nyligt bebudede EU-præsident Herman Van Rompuy, at der måske ville blive brug for en yderligere milliardgaranti til de trængte spanske banker, og flere eksperter slår alarm. Og eksperterne er ikke hvem som helst. I det anerkendte tyske nyhedsmagasin ”Der Spiegel” udtalte den tidligere direktør for den tyske forbundsbank, Karl Otto Pöhl, for nyligt, at den eneste rigtige løsning havde været at smide Grækenland ud af eurozonen, og at euroen har udsigt til at blive en ”svag valuta”, og herhjemme har tidligere direktør for Nationalbanken, Erik Hoffmeyer, advaret mod euroens sammenbrud, fordi befolkningerne i EU ikke vil acceptere de alvorlige nedskæringer, som er prisen for at forblive i eurozonen.
Foruden Grækenland kæmper særligt eurolandene Spanien, Portugal, Irland, Belgien ligeledes med store budgetunderskud og står over for gennemgribende økonomiske reformer, som i værste fald truer med at udløse alvorlig social uro. Vil EU og de ramte lande kunne leve med dette, og i givet fald, hvor længe? Og hvor længe vil den mere velstående del af EU, herunder Danmark, finde sig i at hjælpe svage lande, hvis økonomiske morads er selvforskyldt, fordi de ikke har sat tæring efter næring? Især Tyskland kræver forståeligt nok øget EU-kontrol med medlemslandenes budgetter, og den danske regering har mærkværdigvis erklæret sig særdeles indforstået med at underkaste sig denne form kontrol – også selv om der efter Dansk Folkepartis opfattelse er tale om afgivelse af suverænitet, hvis EU skal se med over skulderen, når den danske finanslov præsenteres. Og i forbindelse med suverænitetsafgivelse skal befolkningens accept altid indhentes gennem en folkeafstemning.
Jeg forstår godt Tyskland – det er de hårdtprøvede tyske skatteydere, der nu betaler en stor del af gildet for de sydeuropæiske landes overforbrug, samtidig med at de har betalt regningen for genrejsningen af det tidligere DDR. Og for den sags skyld forstår jeg også den menige græker, som nu må betale prisen for inkompetente politikeres manglende evne til at forvalte den græske økonomi. Men jeg forstår ikke de mennesker, der nogensinde troede på - eller stadig tror på - en fremtid for euroen. Som den hollandske forfatter Leon de Winter peger på i et interview i Morgenavisen Jyllands Posten den 27. juni, så burde Europas politikere have holdt sig til EF.
Forskellene mellem landene i EU er alt for store – forskelle, som den politiske elite valgte at ignorere ved at indføre en fælles valuta. Det er for eksempel den helt indlysende – men tabubelagte – forskel, at de nordeuropæiske lande i reglen arbejder og producerer mere end de sydeuropæiske, og at europæernes holdning og tillid til staten er vidt forskellig fra nord til syd. Men hvis man gør opmærksom på virkeligheden, bliver man, som de Winter peger på, udskreget som populist. Euroens fald udstiller mere end noget andet enhedstankens fallit.
Europas lande er alt for forskellige – og heldigvis for det. Bemærk i øvrigt, at Leon de Winter ikke afviser et europæisk samarbejde – faktisk synes han, at det gamle EF var fremragende. Men unionstanken er en hån mod forskelligheden i Europa og en hån mod Europas ældgamle nationalstater. Det ærgerlige er, at man med euroen nu er i fuld gang med at grave grøfter og genoplive fortidens konflikter. Vi oplever en ny modsætning mellem nord og syd, ligesom vi oplever, at det historisk gode forhold mellem Tyskland og Frankrig har fået dybe ridser. Uden euroen var det aldrig sket.
Men i længden nytter det ikke at sidde og ruge over, hvad der gik galt. Vi må videre. I Danmark må vi forberede os på den situation, at euroen måske ikke eksisterer i sin nuværende form om 5-10 år. Hvilket svar har den danske regering på denne udfordring? Skal Danmark eksempelvis fastholde fastkurspolitikken over for euroen og i fremtiden være tilknyttet en ”nord-euro”, eller skal den danske valuta være flydende som den svenske? Hvad er regeringens bud på en plan B, hvis euroen krakker?
Hvad gør vi, når euroen bryder sammen?Jeg ved godt, at spørgsmålet i overskriften er provokerende. Men nogle gange er det nødvendigt at stille tingene på spidsen. Euroen eksisterer stadig, og tilhængerne forsøger krampagtigt at overbevise os om, at den har det godt igen, efter at EU-landene stablede en hjælpepakke til svimlende 750 milliarder euro på benene.
Men for nyligt bebudede EU-præsident Herman Van Rompuy, at der måske ville blive brug for en yderligere milliardgaranti til de trængte spanske banker, og flere eksperter slår alarm. Og eksperterne er ikke hvem som helst. I det anerkendte tyske nyhedsmagasin ”Der Spiegel” udtalte den tidligere direktør for den tyske forbundsbank, Karl Otto Pöhl, for nyligt, at den eneste rigtige løsning havde været at smide Grækenland ud af eurozonen, og at euroen har udsigt til at blive en ”svag valuta”, og herhjemme har tidligere direktør for Nationalbanken, Erik Hoffmeyer, advaret mod euroens sammenbrud, fordi befolkningerne i EU ikke vil acceptere de alvorlige nedskæringer, som er prisen for at forblive i eurozonen.
Foruden Grækenland kæmper særligt eurolandene Spanien, Portugal, Irland, Belgien ligeledes med store budgetunderskud og står over for gennemgribende økonomiske reformer, som i værste fald truer med at udløse alvorlig social uro. Vil EU og de ramte lande kunne leve med dette, og i givet fald, hvor længe? Og hvor længe vil den mere velstående del af EU, herunder Danmark, finde sig i at hjælpe svage lande, hvis økonomiske morads er selvforskyldt, fordi de ikke har sat tæring efter næring? Især Tyskland kræver forståeligt nok øget EU-kontrol med medlemslandenes budgetter, og den danske regering har mærkværdigvis erklæret sig særdeles indforstået med at underkaste sig denne form kontrol – også selv om der efter Dansk Folkepartis opfattelse er tale om afgivelse af suverænitet, hvis EU skal se med over skulderen, når den danske finanslov præsenteres. Og i forbindelse med suverænitetsafgivelse skal befolkningens accept altid indhentes gennem en folkeafstemning.
Jeg forstår godt Tyskland – det er de hårdtprøvede tyske skatteydere, der nu betaler en stor del af gildet for de sydeuropæiske landes overforbrug, samtidig med at de har betalt regningen for genrejsningen af det tidligere DDR. Og for den sags skyld forstår jeg også den menige græker, som nu må betale prisen for inkompetente politikeres manglende evne til at forvalte den græske økonomi. Men jeg forstår ikke de mennesker, der nogensinde troede på - eller stadig tror på - en fremtid for euroen. Som den hollandske forfatter Leon de Winter peger på i et interview i Morgenavisen Jyllands Posten den 27. juni, så burde Europas politikere have holdt sig til EF.
Forskellene mellem landene i EU er alt for store – forskelle, som den politiske elite valgte at ignorere ved at indføre en fælles valuta. Det er for eksempel den helt indlysende – men tabubelagte – forskel, at de nordeuropæiske lande i reglen arbejder og producerer mere end de sydeuropæiske, og at europæernes holdning og tillid til staten er vidt forskellig fra nord til syd. Men hvis man gør opmærksom på virkeligheden, bliver man, som de Winter peger på, udskreget som populist. Euroens fald udstiller mere end noget andet enhedstankens fallit.
Europas lande er alt for forskellige – og heldigvis for det. Bemærk i øvrigt, at Leon de Winter ikke afviser et europæisk samarbejde – faktisk synes han, at det gamle EF var fremragende. Men unionstanken er en hån mod forskelligheden i Europa og en hån mod Europas ældgamle nationalstater. Det ærgerlige er, at man med euroen nu er i fuld gang med at grave grøfter og genoplive fortidens konflikter. Vi oplever en ny modsætning mellem nord og syd, ligesom vi oplever, at det historisk gode forhold mellem Tyskland og Frankrig har fået dybe ridser. Uden euroen var det aldrig sket.
Men i længden nytter det ikke at sidde og ruge over, hvad der gik galt. Vi må videre. I Danmark må vi forberede os på den situation, at euroen måske ikke eksisterer i sin nuværende form om 5-10 år. Hvilket svar har den danske regering på denne udfordring? Skal Danmark eksempelvis fastholde fastkurspolitikken over for euroen og i fremtiden være tilknyttet en ”nord-euro”, eller skal den danske valuta være flydende som den svenske? Hvad er regeringens bud på en plan B, hvis euroen krakker?
Med venlig hilsen Peter Skaarup
Idræt er politik
Hvordan kan vor kultur være blevet så degenereret? sukker ældre ofte.
Selv under verdenskrigens rædsler fortsatte livet tilsyneladende med de nedarvede vurderinger.
Vi glemmer, at vi selv har skylden, hvis vi overså den snigende kommunistiske samfundsundergravning. Med anmassende indoktrinering tonede en politisk radikal-rødagtig farve frem i den unge generation. Skønt ureligiøse tog de i himmelråbende brugbar naivitet imod islam for at vinde magt.
- - - - - - - - - - -
Selv under verdenskrigens rædsler fortsatte livet tilsyneladende med de nedarvede vurderinger.
Vi glemmer, at vi selv har skylden, hvis vi overså den snigende kommunistiske samfundsundergravning. Med anmassende indoktrinering tonede en politisk radikal-rødagtig farve frem i den unge generation. Skønt ureligiøse tog de i himmelråbende brugbar naivitet imod islam for at vinde magt.
- - - - - - - - - - -
For tiden ”er” mange mennesker på TV´s fodboldsbaner. Sport skaber venskaber og sammenhold, hedder det.
Men i tidsskriftet AKTION nr. 10, 1979 kritiserer en kursusdeltager Gerlev Idrætshøjskole. Deres kortkursus ”Krop og Bevægelse, Sundhed og Samfund” er - hvad foredragene angår - på alt for lavt plan, og har tilmed en politisk holdning, som på mange virker anstødeligt og som ikke var nævnt i forhåndsreklamen.
Var kritikken fra en ”hattedame”, havde jeg næppe hæftet mig ved den, men Karen var ansat i forsorgen og afholdt på sin arbejdsplads.
Jeg meldte mig ind på et pensionistkursus for selv at orientere mig.
Vi gamle skulle tilsyneladende ”bruges” som en letkøbt basis for indtægt og skulle vi påvirkes lidt i den ”rigtige” retning, var det ingen skade til.
Rektoren - Ove - forklarede, at politiske ideologier i fremtiden ville betyde meget mere end menneskelige relationer. Han var ganske vist forundret over, at lande med samme ideologi – f.eks. kommunisme – kunne bekrige hinanden. Han var begejstret for Maos Kina, som han havde besøgt på studietur sammen med andre højskolefolk, delvist betalt af skatteborgerpenge. Og han sværmede for Villy Sørensens ”Oprør på Midten”* Den var oversat til mange sprog, internationalt kendt. Man så H.C.Andersen, Søren Kierkegaard og – Villy Sørensen – for sit indre blik i evighedens stråleglans.
Men i tidsskriftet AKTION nr. 10, 1979 kritiserer en kursusdeltager Gerlev Idrætshøjskole. Deres kortkursus ”Krop og Bevægelse, Sundhed og Samfund” er - hvad foredragene angår - på alt for lavt plan, og har tilmed en politisk holdning, som på mange virker anstødeligt og som ikke var nævnt i forhåndsreklamen.
Var kritikken fra en ”hattedame”, havde jeg næppe hæftet mig ved den, men Karen var ansat i forsorgen og afholdt på sin arbejdsplads.
Jeg meldte mig ind på et pensionistkursus for selv at orientere mig.
Vi gamle skulle tilsyneladende ”bruges” som en letkøbt basis for indtægt og skulle vi påvirkes lidt i den ”rigtige” retning, var det ingen skade til.
Rektoren - Ove - forklarede, at politiske ideologier i fremtiden ville betyde meget mere end menneskelige relationer. Han var ganske vist forundret over, at lande med samme ideologi – f.eks. kommunisme – kunne bekrige hinanden. Han var begejstret for Maos Kina, som han havde besøgt på studietur sammen med andre højskolefolk, delvist betalt af skatteborgerpenge. Og han sværmede for Villy Sørensens ”Oprør på Midten”* Den var oversat til mange sprog, internationalt kendt. Man så H.C.Andersen, Søren Kierkegaard og – Villy Sørensen – for sit indre blik i evighedens stråleglans.
*) ”Oprør på Midten” skulle ifølge venstrefløjen overbevise bedsteborgerne om socialismens herligheder
juni 27, 2010
Hvad skal man tro?
En muslimsk far, hvis barn bor hos sin katolske mor, krævede retslig afgørelse at det katolsk døbte barn skulle træde ud af kirken. Dommerne afviste sagen. Det er ikke statens opgave at afgøre hvilken religiøse opdragelse forældrene giver barnet.
En domstol kan ikke bestemme, hvordan et barn skal opdrages, sagde retsvæsenet i Nürnberg
Kilde: tyske Politically Incorrect 20.4.2010
En domstol kan ikke bestemme, hvordan et barn skal opdrages, sagde retsvæsenet i Nürnberg
Kilde: tyske Politically Incorrect 20.4.2010
Mon de anmelder for hetz mod folkegruppe?
Ligesom foregående år var der megen diskussion omkring skoleafslutningenre i Sverige. For og imod afslutning i kirken, for og imod de påtænkte sange, for og imod at præsten åbner munden o.s.v.
I Uppsala bestemte Tiundaskolen, at niende klasserne skulle besøge byens stormoské inden sommeren. Det foregik i almindelig skoletid, d.v.s. under skolepligt. Ved besøget tvingedes pigerne til at tilhylde hele kroppem, så man hverken så hår eller bare arme og ben.
I Uppsala bestemte Tiundaskolen, at niende klasserne skulle besøge byens stormoské inden sommeren. Det foregik i almindelig skoletid, d.v.s. under skolepligt. Ved besøget tvingedes pigerne til at tilhylde hele kroppem, så man hverken så hår eller bare arme og ben.
Og i moskéeen sammenlignede en muslim homosexualitet med blodskam
I skolens ligestillingsprogram står, at skolen skal ”fremme ligestilling mellem kønnene” samt ”aktivt modvirke alle former for krænkende behandling” samt ”racisme”. Trods det besluttede rektor Ylva Nilsson at sende niendeklasserne på besøg i moskéen, hvor man gav pigerne teltlignende tøj (se fot.) på og lod dem lytte til islamisk propaganda.
I skolens ligestillingsprogram står, at skolen skal ”fremme ligestilling mellem kønnene” samt ”aktivt modvirke alle former for krænkende behandling” samt ”racisme”. Trods det besluttede rektor Ylva Nilsson at sende niendeklasserne på besøg i moskéen, hvor man gav pigerne teltlignende tøj (se fot.) på og lod dem lytte til islamisk propaganda.
Demokratiske Advokater
Ordet ”demokratisk” i ”Demokratiske Advokater” har samme farve som demokratiet i DDR Kina, Nordkorea, Cuba. Her er lidt spredte gamle notater om et par kendte ”demokratiske” advokater. NB det er altså ikke en eksakt og gennemarbejdet redegørelse!
Andre røde jurister er tidligere blevet omtalt på bloggen Spydpigen: Ole Espersen 14.1.2010 og 15.2.2010, Brydensholt 17.11.2008 og 10.6.2009
Chr. Vilhelm Hagens var også medlem af ”International Forening for Demokratiske Jurister”, MB-kandidat for DKP, repræsentant for Dansk-Tjekkoslovakisk Selskab, revisor for Dansk Cubansk Forening og advokat for DDR´s ambassade.
Han blev bl.a. beskikket som forsvarer for Solvognen efter dens indianerballade i Rebild i 1976, men langt vigtigere var den østtyske spionsag. Man var lidt luren ved at beskikke Hagens som forsvarer for Jörg Meyer og forhandlede for lukkede døre, men en afvisning ville være Berufsverbot. Det endte med, at Hagens blev én af to beskikkede advokater.
Hagens krævede at hans klient Jörg Meyer blev helbredsundersøgt af den vestrevredne psykiater Mogens Jacobsen for eventuelle psykiske skader på grund af isolationsfængsling.
Mistanken til Hagens var åbenbart ikke ubegrundet, for han blev grebet i at videregive kildemateriale fra en PET-rapport til et par journalister. Det gav ham det dobbelttydige øgenavn ”Spion-advokaten”. Han blev sigtet og dømt og fik derfor ikke beskikkelse til at forsvare Arne Herløv Petersen. Bent Christiansen, fra Land & Folk, skrev om Hagens i ”Muldvarpekrigen”, hvad der oprørte ham meget og som han til dels dementerede.
”Demokratiske Advokater”, ”Retspolitisk Forening” og ”Komitéen Karen og Rudis venner” arrangerede tilsammen en høring om isolationsfängsling i Grundtvigshus maj 1979 i anledning af den østtyske spionsag. Hvor det gjaldt om at få rejst en stemning imod politiet imod brug af isolationsfængsling.
I et radioprogram anbefalede Hagens varmt den marxistiske ”Dansk Retpolitisk Forening”, som ”alle advokater” ifølge ham var medlem af, og som var aldeles upolitisk.
Advokat Thorkild Høyer var MF-kand. for KAP (Kommunistisk Arbejderparti. Excluderet 1982), og førte flere sager for venstrefløjen: angående Todesgadespektaklerne, ”Byggeren”på Nørrebro, Kollektiverne Kokoo, Berufsverbot, fremmede, der stod til udvisning, blokadesagen fra Info, laboratoriesagen fra Glostrup, BZ-gruppen ved Mekanisk Musikmuseum etc. Det lykkedes ham tilsyneladende at mægle mellem rockergrupperne, selvom rockerfreden ikke holdt i længden. Han blev formand for Beskikkde Advokater Han ville endog føre sag for den sovjetiske systemkritiker Anatoij Marcenkos i Moskva, men afvistes af myndighederne derovre.
Han anmeldte lokalavisen ”Køgeegnen” 1978 for diskriminering , fordi den – så typisk dansk - lavede lidt harmløs sjov med et (angiveligt) tyrkisk skrevet brev. Til trods for anmeldelsen talte han for ytringsfrihed Skt. Hansaften i Fælledparken 1980.
Andre røde jurister er tidligere blevet omtalt på bloggen Spydpigen: Ole Espersen 14.1.2010 og 15.2.2010, Brydensholt 17.11.2008 og 10.6.2009
Chr. Vilhelm Hagens var også medlem af ”International Forening for Demokratiske Jurister”, MB-kandidat for DKP, repræsentant for Dansk-Tjekkoslovakisk Selskab, revisor for Dansk Cubansk Forening og advokat for DDR´s ambassade.
Han blev bl.a. beskikket som forsvarer for Solvognen efter dens indianerballade i Rebild i 1976, men langt vigtigere var den østtyske spionsag. Man var lidt luren ved at beskikke Hagens som forsvarer for Jörg Meyer og forhandlede for lukkede døre, men en afvisning ville være Berufsverbot. Det endte med, at Hagens blev én af to beskikkede advokater.
Hagens krævede at hans klient Jörg Meyer blev helbredsundersøgt af den vestrevredne psykiater Mogens Jacobsen for eventuelle psykiske skader på grund af isolationsfængsling.
Mistanken til Hagens var åbenbart ikke ubegrundet, for han blev grebet i at videregive kildemateriale fra en PET-rapport til et par journalister. Det gav ham det dobbelttydige øgenavn ”Spion-advokaten”. Han blev sigtet og dømt og fik derfor ikke beskikkelse til at forsvare Arne Herløv Petersen. Bent Christiansen, fra Land & Folk, skrev om Hagens i ”Muldvarpekrigen”, hvad der oprørte ham meget og som han til dels dementerede.
”Demokratiske Advokater”, ”Retspolitisk Forening” og ”Komitéen Karen og Rudis venner” arrangerede tilsammen en høring om isolationsfängsling i Grundtvigshus maj 1979 i anledning af den østtyske spionsag. Hvor det gjaldt om at få rejst en stemning imod politiet imod brug af isolationsfængsling.
I et radioprogram anbefalede Hagens varmt den marxistiske ”Dansk Retpolitisk Forening”, som ”alle advokater” ifølge ham var medlem af, og som var aldeles upolitisk.
Advokat Thorkild Høyer var MF-kand. for KAP (Kommunistisk Arbejderparti. Excluderet 1982), og førte flere sager for venstrefløjen: angående Todesgadespektaklerne, ”Byggeren”på Nørrebro, Kollektiverne Kokoo, Berufsverbot, fremmede, der stod til udvisning, blokadesagen fra Info, laboratoriesagen fra Glostrup, BZ-gruppen ved Mekanisk Musikmuseum etc. Det lykkedes ham tilsyneladende at mægle mellem rockergrupperne, selvom rockerfreden ikke holdt i længden. Han blev formand for Beskikkde Advokater Han ville endog føre sag for den sovjetiske systemkritiker Anatoij Marcenkos i Moskva, men afvistes af myndighederne derovre.
Han anmeldte lokalavisen ”Køgeegnen” 1978 for diskriminering , fordi den – så typisk dansk - lavede lidt harmløs sjov med et (angiveligt) tyrkisk skrevet brev. Til trods for anmeldelsen talte han for ytringsfrihed Skt. Hansaften i Fælledparken 1980.
De glemte at ändre tronfølgerloven
Den norske "Fria tider" skrev den 10 juni 2010,
at den svenske tronfølgerlov, Successionsordningen, förbjuder alla ”kätterier” mot den rena evangeliska läran.
GRUNDLAGEN. Det finns ett ämbete i Sverige som ingen muslim i världen kan få. Såväl kronprinsessan som hennes blivande make måste nämligen fördöma islam – annars förlorar de sin plats i successionsordningen. Nu rasar vänsternyhetsbyrån TT mot kravet.
Statsministerkandidat 2010. Har uppenbarligen religionsfrihet.
Enligt 1809 års successionsordning ska kungahuset vara av den ”rena evangeliska läran, sådan som den, uti den oförändrade Augsburgska bekännelsen, samt Uppsala mötes beslut av år 1593, antagen och förklarad är”.
Annars är man ”från all successionsrätt utesluten”.
”Otidsenligt!” skanderar debattörerna… eh jag menar journalisterna på nyhetsbyrån TT och konstaterar i sin ”nyhet” att ”alla kätterier” fördöms, bland annat de som ”muhammedanerna” gör sig skyldiga till.
– Det är klart att i ett land som nu har en stor muslimsk minoritet kan det vara stötande, säger Olof Ruin, professor i statsvetenskap och grundlagsexpert.
TT menar också att ”expertis” frågar sig om man borde ändra i grundlagen.
at den svenske tronfølgerlov, Successionsordningen, förbjuder alla ”kätterier” mot den rena evangeliska läran.
GRUNDLAGEN. Det finns ett ämbete i Sverige som ingen muslim i världen kan få. Såväl kronprinsessan som hennes blivande make måste nämligen fördöma islam – annars förlorar de sin plats i successionsordningen. Nu rasar vänsternyhetsbyrån TT mot kravet.
Statsministerkandidat 2010. Har uppenbarligen religionsfrihet.
Enligt 1809 års successionsordning ska kungahuset vara av den ”rena evangeliska läran, sådan som den, uti den oförändrade Augsburgska bekännelsen, samt Uppsala mötes beslut av år 1593, antagen och förklarad är”.
Annars är man ”från all successionsrätt utesluten”.
”Otidsenligt!” skanderar debattörerna… eh jag menar journalisterna på nyhetsbyrån TT och konstaterar i sin ”nyhet” att ”alla kätterier” fördöms, bland annat de som ”muhammedanerna” gör sig skyldiga till.
– Det är klart att i ett land som nu har en stor muslimsk minoritet kan det vara stötande, säger Olof Ruin, professor i statsvetenskap och grundlagsexpert.
TT menar också att ”expertis” frågar sig om man borde ändra i grundlagen.
juni 26, 2010
Muslimsk kult
I Mexiko har man bevaret en lille, omend helt ændret rest af de indianske toltekeres og aztekernes dødekult, som i oldtiden havde ført til menneske-ofringer i tusindvis.I de arabiske lande derimod har de åbenbart endnu i dag en dødekult, hvor man i TV´s børnetimer forsøger at indbilde børnene at det er dejligt at dø for Allah, så man kommer op i Paradiset.
………………….
Da undervisningsminister Ritt Bjerregaard arrangerede kursus på Zahles Seminarium for at overbevise forældre om skolereformens fortræffelighed, fik eleverne som opgave at undersøge pressens omtale af Døden. ”Dette emne lå i tiden” sagde man. Sludder! Døden lå ikke mere i tiden dengang end før, men man ville manipulere folks holdninger. Det stod på gennem en årrække. Den amerikanske psykiater Elisabeth Kübler-Ross lavede studiekredse med læger, præster og socialrådgivere. Bag én-vejs spejle kunne de belure døende uden selv at blive set. Det blev til en bog i 1969. Den danske Mentalhygiejne kørte løs med Døden i et blad, redigeret af psykiater Bengt Claësson, der især var kendt for en snusket skole-sex-bog.
I 1974 gik radioens ”kultur”afdeling i gang med en større udsendelse om døden og opfordrede uhelbredeligt syge og selvmordskandidater til at skrive indläg, så vi kunne få et ”afslappet forhold” til døden. Flemming Chr. Nielsen skrev et bidende ironisk angreb på denne emsig-syge social-psykolog-terapeut-pædagog-verden, der havde fundet en sidste lille tabu-plet i vort kontrollerede samfund. Hvad med at få ”dødspædagoger”? spurgte han
Politiken bragte artikler om døden i 1973 for at ”gøre den uanstændige død anstændig”, så den ikke længere skulle være ”en slags porno. Eller et tabu.”
Biblioteksvæsenet lavede børnepjecen ”Snak om døden” og tog også emnet op i folderen ”Ung nu” samt holdt debataftener om døden og viste filmen om gamlinger ”Den åbne mund”.
Med kravet om fri abort, kom der nye aspekter i sagen: hvor begyndte livet og hvor var grænsen for liv og død? Og der kom diskussion om eutanasi, hjertedød og hjernedød og brug af fremmede organer,
I 1976 oprettedes Landsforeningen ”Mit Livstestamente”, som ønskede en lov om, at folk selv kunne bestemme, at de ville dø i stedet for at blive holdt kunstigt i live.
I 1978 udkom en tegneserie ”For egen hånd” med anvisninger på, hvordan man kan begå selvmord, mens skoler viste film fra Statens Filmcentral om ”ligbrænding”, hvor børnene lærte, at det tog længere tid at brænde en stor stærk mand end en fed, og endelig viste TV en pjanket happening ved en begravelse.
Hvad var formålet med denne sygelige manipuleren med folks holdninger til døden i 1970´erne?
Forudså man et eller andet vi skulle vænne os til og acceptere? En almen forråelse og nedbrydning af menneskeværdighed? En forråelse, der godtager alle råheder, når den psykologiske krigs sidste fase glider over i terror?
Jura og politik
Retssagen mod Langballe kan næppe betegnes som andet end politisk. I den forbindelse kan det være på sin plads at læse indlægget om retsvæsenets udklædning i Multikulturens Norge.
Og her kommer noget ældre supplerende tekst:
Blandt den kolde krigs mange kommunistiske dækorganisationer og marxiststyrede foreninger i Danmark bør nævnes ”Retspolitisk Forening” og ”Demokratiske Advokater”.
Dansk Retspolitisk Forening blev stiftet den 4. juni 1978. Den omtaltes i bladet ”Juristen og Økonomen” af universitetsadjnkt Noe Munck, der selv sad i bestyrelsen. Han var rekrutteret fra den venstreextremistiske professor Ole Krarups kreds. Bestyrelsen talte også andre fra yderste venstrefløj såsom advokat Jan Schultz-Lorentzen, byretsdommer Ole Bohr og universitetslektor Henrik Zahle, der redigerede tidsskriftet ”Retfærd”. Det blev udgivet af det socialistiske forlag Modtryk og angav selv at være et marxistisk-juridisk tidsskrift. Lektor Jørgen Jepsen fra Århus Universitet var formand for foreningen.
Cand.jur. Jørgen Jepsen, f. 1930, var initiativtager til ”Dansk Retspolitisk Forening”.
Han kastede sig specielt over kriminologi med studier både på hjemmeplan og i USA, bl.a. om prognoser for kriminalitetens udvikling. Han blev desuden engageret i Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi. Han opnåede PH-prisen i 1970 og efter to år som fuldmægtig i Fængselsdirektoratet blev han knyttet til Sydjysk Universitetscenter.
Jørgen Jepsen sad i Landsforeningen for Mentalhygiejnes bestyrelse i en årrække og godtog deres samfundsnedbrydende ideologi. Han skrev flere bøger og artikler om narkomaner og narkotikaproblematikken bl.a. - sammen med psykolog Karen Berntsen - artiklen ”En rationel narkotikapolitik” i Politikken. Som tit berørt her på Spydpigens blog var narkomanien Mentalhygiejnens store levevej med millioner i statsbidrag uden at kunne fremvise bevislige resultater. Man havde jo også i forvejen fortalt, at behandlingen var et experiment – ligesom Christiania var det.
Jørgen Jepsen var med til at udforme socialdemokratiets narko-debatoplæg i 1972! Det gik – lidt tilsløret – ind for fri hash bl.a. ved sammenligning med frokostøllen. (Og iøvrigt afsløredes oplæggets uhæderlighed: man havde frækt væk ladet to politifolk lægge navn til skriftet, skønt de ikke havde været med til at skrive teksten!).
Da den mentalhygiejniske underafdeling, BRIS, oprettede støttefonden ”Børns Vilkår”, blev Jørgen Jepsen sammen med andre kommunistbegejstrede, konsulent for organisationen.
Jørgen Jepsen var modstander af øget politiindsats. JyllandsPosten harcelerede i en leder (25.8.1981) over ”den såkaldte kriminolog”, som havde oprettet en komité, der skulle forhindre at der opstod ”social uro” i direkte konfrontation mod politiet f.eks. i Christiania på ”Byggeren” o.l. Og han foreslog, at politiet ikke altid skulle gribe ind mod ulovligheder.
Han underviste på SFOF i retssikkerhed og retspolitik og lighed for loven etc.
Og her kommer noget ældre supplerende tekst:
Blandt den kolde krigs mange kommunistiske dækorganisationer og marxiststyrede foreninger i Danmark bør nævnes ”Retspolitisk Forening” og ”Demokratiske Advokater”.
Dansk Retspolitisk Forening blev stiftet den 4. juni 1978. Den omtaltes i bladet ”Juristen og Økonomen” af universitetsadjnkt Noe Munck, der selv sad i bestyrelsen. Han var rekrutteret fra den venstreextremistiske professor Ole Krarups kreds. Bestyrelsen talte også andre fra yderste venstrefløj såsom advokat Jan Schultz-Lorentzen, byretsdommer Ole Bohr og universitetslektor Henrik Zahle, der redigerede tidsskriftet ”Retfærd”. Det blev udgivet af det socialistiske forlag Modtryk og angav selv at være et marxistisk-juridisk tidsskrift. Lektor Jørgen Jepsen fra Århus Universitet var formand for foreningen.
Cand.jur. Jørgen Jepsen, f. 1930, var initiativtager til ”Dansk Retspolitisk Forening”.
Han kastede sig specielt over kriminologi med studier både på hjemmeplan og i USA, bl.a. om prognoser for kriminalitetens udvikling. Han blev desuden engageret i Nordisk Samarbejdsråd for Kriminologi. Han opnåede PH-prisen i 1970 og efter to år som fuldmægtig i Fængselsdirektoratet blev han knyttet til Sydjysk Universitetscenter.
Jørgen Jepsen sad i Landsforeningen for Mentalhygiejnes bestyrelse i en årrække og godtog deres samfundsnedbrydende ideologi. Han skrev flere bøger og artikler om narkomaner og narkotikaproblematikken bl.a. - sammen med psykolog Karen Berntsen - artiklen ”En rationel narkotikapolitik” i Politikken. Som tit berørt her på Spydpigens blog var narkomanien Mentalhygiejnens store levevej med millioner i statsbidrag uden at kunne fremvise bevislige resultater. Man havde jo også i forvejen fortalt, at behandlingen var et experiment – ligesom Christiania var det.
Jørgen Jepsen var med til at udforme socialdemokratiets narko-debatoplæg i 1972! Det gik – lidt tilsløret – ind for fri hash bl.a. ved sammenligning med frokostøllen. (Og iøvrigt afsløredes oplæggets uhæderlighed: man havde frækt væk ladet to politifolk lægge navn til skriftet, skønt de ikke havde været med til at skrive teksten!).
Da den mentalhygiejniske underafdeling, BRIS, oprettede støttefonden ”Børns Vilkår”, blev Jørgen Jepsen sammen med andre kommunistbegejstrede, konsulent for organisationen.
Jørgen Jepsen var modstander af øget politiindsats. JyllandsPosten harcelerede i en leder (25.8.1981) over ”den såkaldte kriminolog”, som havde oprettet en komité, der skulle forhindre at der opstod ”social uro” i direkte konfrontation mod politiet f.eks. i Christiania på ”Byggeren” o.l. Og han foreslog, at politiet ikke altid skulle gribe ind mod ulovligheder.
Han underviste på SFOF i retssikkerhed og retspolitik og lighed for loven etc.
Kilde: Tidsskriftet AKTION nr. 1/1979 og Familieværnets jyske telefonavis 8. april 1980
Om "demokratiske Advokater" næste gang.
juni 25, 2010
Theologiske funderinger
Til evt. brug for hvem der har lyst... Ja, jeg ved godt at dette er det højere teologiske skoleridt. Men når landet nu alligevel går i sommer-coma, så går det måske??? P.H.Bering
Den muslimske trosbekendelse er selvmodsigende
Af P.H. Bering
For at blive muslim skal man som bekendt i vidners nærværelse blot erklære "La ilaha illa Allah, wa Muhammadu razul Allah", som på dansk betyder: "Der er ingen gud foruden Allah, og Muhammed er hans profet". Muslimer siger dette hver dag, inden de går i seng. Jo flere gange de siger trosbekendelsen, desto bedre. (Efter Wikipedia).
Men denne selv-påførte hjernevask er egentlig løgn. For muslimer skal også tro på at hvert ord i Koranen er i overensstemmelse med masterkopien, som findes i himlen, og han/hun skal tro på traditionen fra Muhammed, kaldet Hadith - en række fortællinger om hvad denne profet foretog sig mens han levede. Og her har de et særdeles alvorligt problem - eller får det i alt fald, hvis de sætter sig ind i denne "hellige skrift". Det viser sig nemlig at Muhammed har berettet om hvad han oplevede på sin såkaldte Natlige Rejse. Og da han kom til den Syvende Himmel mødte han ærkeenglen Gabriel. Det er beskrevet i en meget afslørende hadith nedskrevet i Kitab Al Sunna af Abdullah bin Ahmad, vol.1, p.272: Da Muhammad nåede den syvende himmel under sin Natlige Rejse (Isra og Mi'raj), traf han på Gabriel, som straks sagde: “Tys! Vent, for Allah er i bøn (Sala).” Muhammad spurgte: “beder Allah virkelig?” hvortil Gabriel svarede, “Ja, han beder.” Muhammad spurgte så, “Hvad beder han?” og Gabriel sagde "Lovpris! Lovpris Herren!”
Det var den koptiske præst Fader Zakaria Botros, der bragte dette frem for åben tv-skærm. Og han spurgte seerne: “Hvordan kan Allah bede, og til hvem?! Hvem gør Allah større?!”
Det blev ikke klart hvad dette retoriske spørgsmål betød. Overfladisk lød det som om han blot var irriteret over at muslimer siger at Allah "beder", (og han kaldte dem kafirs, vantro, for at sige det). Men ser man nærmere efter, synes det næsten som om han faktisk var enig med muslimerne om at Allah faktisk beder til "En Anden". Det betyder jo at Allah blot er en guds skabning -- som Jinnerne (ild-væsener) og Iblis (djævelen). Skabninger der, måske i frygt og bæven, tilbeder den virkelige Gud. Den evindelige frase, som muslimer udtaler hver gang de nævner Muhammeds navn, og som er oversat "Guds fred og velsignelse over ham" antyder også at Allah beder. På arabisk lyder det nemlig "Sala Allah ‘aliyhi we sallam", som ordret oversættes som "måtte Allah bede over ham og fred". Det begrundes på Koranen 33:56 , hvor der står at "Allah og hans engle beder (yi-sal-un) på profeten..." Islamiske såkaldte "lærde" (ulema) bortforklarer dette med at i denne sammenhæng betyder sala ikke “bede”, men snarere “velsigne.” Det er derfor at frasen siger “på ham” (‘aliyhi) ikke “til ham” (iliyhi): Kun det sidste ville klart betyde at Allah beder til Muhammad — hvilket selvfølgelig ville være absurd. Men fader Botros påpeger at der er problemer med denne forklaring. For det første er det meget sjældent at arabiske ordbøger påstår at ordet sala betyder “at velsigne”; den eneste gang sala i ordbøger betyder "at velsigne" er faktisk når Allah gør det, som i det førnævnte vers, som selvfølgelig aldrig bliver oversat som "bede." Ordbøgerne forsøger åbenbart at bortforklare den pinlige kendsgerning at der i selveste koranen står at Allah beder...
Nå, det kan vi vantro selvfølgelig være temmelig ligeglade med. Men for en muslim må det være katastrofalt for den trosbekendelse, han/hun bygger sit liv på. Hvis der kun er én gud, Allah, hvem/hvad pokker er det så han beder til???????
Den muslimske trosbekendelse er selvmodsigende
Af P.H. Bering
For at blive muslim skal man som bekendt i vidners nærværelse blot erklære "La ilaha illa Allah, wa Muhammadu razul Allah", som på dansk betyder: "Der er ingen gud foruden Allah, og Muhammed er hans profet". Muslimer siger dette hver dag, inden de går i seng. Jo flere gange de siger trosbekendelsen, desto bedre. (Efter Wikipedia).
Men denne selv-påførte hjernevask er egentlig løgn. For muslimer skal også tro på at hvert ord i Koranen er i overensstemmelse med masterkopien, som findes i himlen, og han/hun skal tro på traditionen fra Muhammed, kaldet Hadith - en række fortællinger om hvad denne profet foretog sig mens han levede. Og her har de et særdeles alvorligt problem - eller får det i alt fald, hvis de sætter sig ind i denne "hellige skrift". Det viser sig nemlig at Muhammed har berettet om hvad han oplevede på sin såkaldte Natlige Rejse. Og da han kom til den Syvende Himmel mødte han ærkeenglen Gabriel. Det er beskrevet i en meget afslørende hadith nedskrevet i Kitab Al Sunna af Abdullah bin Ahmad, vol.1, p.272: Da Muhammad nåede den syvende himmel under sin Natlige Rejse (Isra og Mi'raj), traf han på Gabriel, som straks sagde: “Tys! Vent, for Allah er i bøn (Sala).” Muhammad spurgte: “beder Allah virkelig?” hvortil Gabriel svarede, “Ja, han beder.” Muhammad spurgte så, “Hvad beder han?” og Gabriel sagde "Lovpris! Lovpris Herren!”
Det var den koptiske præst Fader Zakaria Botros, der bragte dette frem for åben tv-skærm. Og han spurgte seerne: “Hvordan kan Allah bede, og til hvem?! Hvem gør Allah større?!”
Det blev ikke klart hvad dette retoriske spørgsmål betød. Overfladisk lød det som om han blot var irriteret over at muslimer siger at Allah "beder", (og han kaldte dem kafirs, vantro, for at sige det). Men ser man nærmere efter, synes det næsten som om han faktisk var enig med muslimerne om at Allah faktisk beder til "En Anden". Det betyder jo at Allah blot er en guds skabning -- som Jinnerne (ild-væsener) og Iblis (djævelen). Skabninger der, måske i frygt og bæven, tilbeder den virkelige Gud. Den evindelige frase, som muslimer udtaler hver gang de nævner Muhammeds navn, og som er oversat "Guds fred og velsignelse over ham" antyder også at Allah beder. På arabisk lyder det nemlig "Sala Allah ‘aliyhi we sallam", som ordret oversættes som "måtte Allah bede over ham og fred". Det begrundes på Koranen 33:56 , hvor der står at "Allah og hans engle beder (yi-sal-un) på profeten..." Islamiske såkaldte "lærde" (ulema) bortforklarer dette med at i denne sammenhæng betyder sala ikke “bede”, men snarere “velsigne.” Det er derfor at frasen siger “på ham” (‘aliyhi) ikke “til ham” (iliyhi): Kun det sidste ville klart betyde at Allah beder til Muhammad — hvilket selvfølgelig ville være absurd. Men fader Botros påpeger at der er problemer med denne forklaring. For det første er det meget sjældent at arabiske ordbøger påstår at ordet sala betyder “at velsigne”; den eneste gang sala i ordbøger betyder "at velsigne" er faktisk når Allah gør det, som i det førnævnte vers, som selvfølgelig aldrig bliver oversat som "bede." Ordbøgerne forsøger åbenbart at bortforklare den pinlige kendsgerning at der i selveste koranen står at Allah beder...
Nå, det kan vi vantro selvfølgelig være temmelig ligeglade med. Men for en muslim må det være katastrofalt for den trosbekendelse, han/hun bygger sit liv på. Hvis der kun er én gud, Allah, hvem/hvad pokker er det så han beder til???????
SKAL VI HA HIJAB OG SAMEKOFTE PÅ DOMMERNE?
Det går nå fra vondt til verre i dette merkelige landet. I min naivitet har jeg alltid trodd at en dommer som dømmer i en viktig sak, skal opptre helt uavhengig av partene og saken for øvrig. Og de skal ha sin svarte kappe på seg for å markere at de er fullstendig nøytrale til sakens alvorlighet og utfall. Likeså er det viktig at partene i saken ser på dommen de har fått som helt nøytral, og at det er objektivt dømt. Men den tiden er visst også nå forbi? For i går kunne vi lese i avisene at administrasjonen for domsstolene nå har avgjort at en etnisk norsk dommer kan nå møte opp i retten i bunad, og rettsbetjentene kan møte opp i samekofte, om de ønsker det. For nå ser vi ”Det nye Norge” skride fram der hijab og samekofte og andre religiøse og politiske betingede plagg skal kunne brukes i enhver rettssal i dette landet. En meget tragisk avgjørelse som nesten fikk meg til å heise det norske flagget utafor mitt hus, på halv stang. Det mangfoldige og ”flerkulturelle” Norge skal nå endelig på plass. Og enda engang uten å spørre folket…
Hvilke mangfoldig samfunn er det disse folka ønsker? Jo, jeg leste at denne SV-representanten Heikki Holmaas (som også skulle plyndre rederne) mente at dette var et skritt i retning av å anerkjenne at Norge er blitt et mangfoldig samfunn. Jomen sa jeg smør! Ja, enda et skritt i gal retning.. Men slikt forstår ikke folk som Holmaas, dessverre. Så nå kan vi oppleve at en kvinnelig dommer stiller opp i rettssalen i full burka, hvor knapt øynene er synlig. Og hijab og Niqab blir en del av hverdagen? Ja sågar til og med kan noen velge å stille i SS Nazi-uniform eller Ku KLux Klan klær om vi strekker det litt langt? For dette er jo politiske plagg! Ja ja, det er vel det som er et mangfoldig samfunn og det ”nye vi”- som Jonas Gahr Støre brenner for? Og ikke minst forsøker å prakke på oss, og som han mener vi skal være glad for - selv om bare 10 pst av befolkningen er med på dette havariet av landet.
For nå må vi forstå at vi skal leve side om side med de fremmede, i burka og bikini… For dette skal gå seg til, selv om Ola og Kari for lengst har sagt nei til dette eksperimentet. Nå skal en jøde sitte med en kippa og dømme en muslim inntullet i et laken. Og dersom muslimen har et problem med det, så må saken løses under inhabilitetsbestemmelsene. Så enkelt tror disse eventyrerne at det er! Men de glemmer at ingen dommer er ugild bare fordi han er muslim eller jøde eller kristen nordmann. Og derfor må partene i saken bare akseptere de fargesprakende draktene som nå skal erstatte den svarte kappa. For det skal mer til enn noen klesdrakter for å gjøre dommere ugild. Det vil heretter bli viktigere for de som jobber i rettssystemet å vise tilhørighet til sin etniske/politiske gruppe, enn enkeltpersoners følelse av å være i en upartisk domstol, altså et upartisk rettssystem. Og dette mener altså Heikki Holmaas og andre på venstresiden er veien mot fred og fordragelighet i et mangfoldssamfunn? Jeg tror nemlig det motsatte, og at dette vil gå veldig dårlig. For dette er akkurat kimen til en rekke framtidige konflikter i Norge.
Kjære Gud! Fri oss fra et lite mindretall av radisser og nasjonalhatere i den norske befolkning, og som tror de vet hva som er best for oss alle. Som med list og lempe forråder oss alle, og ved hjelp av naive politikere sniker inn vedtak som hele folket er i mot. Bevar vårt land og vårt folk! Amen.
AMUND GARFORS
Ankenes, 16.06.10.
Hvilke mangfoldig samfunn er det disse folka ønsker? Jo, jeg leste at denne SV-representanten Heikki Holmaas (som også skulle plyndre rederne) mente at dette var et skritt i retning av å anerkjenne at Norge er blitt et mangfoldig samfunn. Jomen sa jeg smør! Ja, enda et skritt i gal retning.. Men slikt forstår ikke folk som Holmaas, dessverre. Så nå kan vi oppleve at en kvinnelig dommer stiller opp i rettssalen i full burka, hvor knapt øynene er synlig. Og hijab og Niqab blir en del av hverdagen? Ja sågar til og med kan noen velge å stille i SS Nazi-uniform eller Ku KLux Klan klær om vi strekker det litt langt? For dette er jo politiske plagg! Ja ja, det er vel det som er et mangfoldig samfunn og det ”nye vi”- som Jonas Gahr Støre brenner for? Og ikke minst forsøker å prakke på oss, og som han mener vi skal være glad for - selv om bare 10 pst av befolkningen er med på dette havariet av landet.
For nå må vi forstå at vi skal leve side om side med de fremmede, i burka og bikini… For dette skal gå seg til, selv om Ola og Kari for lengst har sagt nei til dette eksperimentet. Nå skal en jøde sitte med en kippa og dømme en muslim inntullet i et laken. Og dersom muslimen har et problem med det, så må saken løses under inhabilitetsbestemmelsene. Så enkelt tror disse eventyrerne at det er! Men de glemmer at ingen dommer er ugild bare fordi han er muslim eller jøde eller kristen nordmann. Og derfor må partene i saken bare akseptere de fargesprakende draktene som nå skal erstatte den svarte kappa. For det skal mer til enn noen klesdrakter for å gjøre dommere ugild. Det vil heretter bli viktigere for de som jobber i rettssystemet å vise tilhørighet til sin etniske/politiske gruppe, enn enkeltpersoners følelse av å være i en upartisk domstol, altså et upartisk rettssystem. Og dette mener altså Heikki Holmaas og andre på venstresiden er veien mot fred og fordragelighet i et mangfoldssamfunn? Jeg tror nemlig det motsatte, og at dette vil gå veldig dårlig. For dette er akkurat kimen til en rekke framtidige konflikter i Norge.
Kjære Gud! Fri oss fra et lite mindretall av radisser og nasjonalhatere i den norske befolkning, og som tror de vet hva som er best for oss alle. Som med list og lempe forråder oss alle, og ved hjelp av naive politikere sniker inn vedtak som hele folket er i mot. Bevar vårt land og vårt folk! Amen.
AMUND GARFORS
Ankenes, 16.06.10.
juni 24, 2010
Lovligt salg
Der klages i Sverige over, at der helt åbent og lovligt sælges mange stoffer over internettet, som købes som en slags narkotiske stoffer af unge mennesker. Hvis nogen dør af det, eller tolden eller politiet får færten af, at disse stoffer kan være farlige og derfor vil undersøge substansen, laver man omgående om på produktets sammensætning, hvorved det igen bliver lovligt at sælge det indtil næste mistanke om farlighed opstår…..
Svensk TV-nyheder 24.6.2010
Svensk TV-nyheder 24.6.2010
Minde om en søhelt.
Mon man endnu sætter afhuggede hoveder på stager i barbaristan? Man ynder i hvert fald at lade sig fotografere med dem i hånden (- til familiealbummet?).Dette hoved på spidsen af en sabel kan man se i Vor Frue Kirke i København. Det er en del af den norske søhelt Cort Sivertsen Adelers våbenmærke til ihukommelse af hans sagnomspundne bravader og tapperhed mod en uhyggelig fjende.
- - - - - - - -
Cort Sivertsen Adeler stammer fra Brevik i Norge. 15 år gammel kom han til Holland for at lære navigation og mathematik og tog derpå tjeneste i den hollandske flåde under admiral Tromp. Han deltog i slaget ved Dünerlee 1639, hvor Spanierne tabte stort.
Som konstabel gik han siden i venetiansk krigstjeneste mod tyrkerne og avancerede hurtigt. Efter et smut hjem til Norge og bryllup i Holland vendte han tilbage til Venedig og som fører af skibet ”Den store Skt. Georg” udmærkede han sig i flere træfninger mod tyrkerne bl.a. ved Kreta (af Venezianerne kaldet Kandia), hvor tyrkerne havde sat sig fast.
Hans skib blev derfor valgt til admiralskib. Han viste sin dygtighed ved Dardanellerne og erobrede fem tyrkiske skibe fulde med proviant. 1652 deltog han sejrrigt i slag ved Paros og reddede ved uforfærdethed den venetianske admirals liv. Nogle år senere udmærkede han sig igen ved Dardanellerne, hvor han med dygtigt sømandsskab og tapperhed trængte vej midt igennem den tyrkiske flåde. Som erkendtlighed for hans indsats og en delvis erstatning for skaderne på hans skib fik Cort Adeler overrakt en kostbar guldkæde af senatet samt en livsvarig årlig pension på 200 dukater, senere forhøjet til 1400 dukater årlig indtil hans arvinger i 3. led! Endvidere blev han slået til ridder af Skt. Markus Ordenen.
I slutningen af 1660 trådte Cort Adeler ud af venetiansk krigstjeneste og vendte i maj 1661 over land tilbage til Holland, hvor han blev modtaget med stor hæder og digte til hans ære.
Da han var blevet enkemand giftede han sig nu med en datter til den afdøde rige Amsterdam-købmand Pelt. Ved dette bryllup antog han selv navnet Adeler og tog ørnen som sit våbenmærke.
Rygterne om hans fantastiske bedrifter mod tyrkerne - hvis brutale fremfærd udgjorde en trussel mod hele Europa - nåede også Danmark, og Frd. 3 kaldte ham til København. Om Adelers egne beretninger altid var historisk pålidelige, vides ikke. Mest kendt er nok historien om, hvordan han i en træfning egenhændigt have fældet en tyrkisk høvding, Ibrahim Pascha, ved at kløve hans hoved med hans egen krumsabel (nogle sagde endog ”med venstre arm”, eftersom den højre skulle være blevet såret. På en historisk tegning fra 1800-t. kan man se hvordan). Som bevis og sejrstriumf hjemførte han tyrkens sabel og standard, som kom på Kunstkammeret (for til sidst at ende på Nationalmuseet).
Cort Adeler havde fra Venedig fået tilbud om admiralsstilling med høj gage, og derfor måtte Frd. 3 tilbyde ham en ganske god løn, som dog delvis bestod i andre ben – nemlig direktør for et sa
ltkompagni, som kongen oprettede for at forsyne Norge med salt til nedsaltning af fisk. Desuden blev han adlet under navnet Cort Sivertsen Adeler, og tildeltes Dannebrogs-ordenen, så snart denne blev stiftet af Chr. 5.I hans adelsbrev af 7. februar 1666 står, at han er adlet som ret født, fribåren ”turnér- og ridder-mæssig, urgammel adels-mand”,”som på grund af sine mand-haftige, i adskillige victorieuse søslagtninger og hoved-aktioner mod Christendommens Fjende, Tyrken, bevist haver, at han udi den venetianske Republiks Tjeneste med synderlig Reputation og god Renommé adskillige Krigscharger til Søes betjent haver, ja endog Admirals Bestilling over hele Flåden i samme Tjeneste betroet og med Ære forvaltet og igen kvitteret, ja endog med samme Republik for hans gode tappre Forhold med begge des Ridderorden til et Kendetegn regaleret.”
Hans adelsvåben har foruden en halv ørn, en borg, 3 halvmåner og et skib for fulde sejl, samt en arm med en sabel, på hvis spids der dingler et kløvet tyrkerhoved.
Bestyrelsen i Frd. 3´s saltkompagni kunne ikke enes, så Cort Adeler fortsatte ”negotien” alene med bl.a. tilladelse til indførsel af to skibsladninger spansk salt om året til Bergen. Desuden fik han pustet liv i den af Chr.Firtal stiftede koloni i Trankebar i Indien, hvor der stadig sad en dansk mand, Eskild Andersen, og spejdede ud over havet efter et skib med Dannebrog. Der havde ikke været kommunikation i 26 år! Cort Adeler fik oktroi på et ”ostindisk handelskompagni” som første direktør med Frd. 3 og Griffenfeldt som interessenter, og hans søn, Sivert Adeler, førte den udsendte fregat, ”Færø”, til Trankebar for at knytte ny forbindelse. Herfra tog Sivert Adeler videre til Java og oprettede handelsloge i Bantam.
Storkøbmand og vingrosserer Cort Adelers gård ligger i Strandgade 22 på Christianshavn, bygget 1668. Hans våbenskjold skal have siddet over porten. Og inde i gården er der senere opsat en mindeplade for ham.
Ejendommen strakte sig over Wildersgade med et lysthus i en have ned mod kanalen. Cort Adeler var en gourment. Hans hollandske kok kunne fremtrylle ”magnifique Tractement” såvel her som ved udflugt til ”sommerhuset” tæt ved Rosenborg Have. Med den nære tilknytning Cort Adeler havde til Holland kan vi vel gætte på, at han har deltaget i festlighederne, når Frd. 3´s dronning, Sofie Amalie lod de hollandske Amagerbønder underholde med fastelavnsskikke.
Cort Adeler blev ledende admiral ved Skånske Krigs begyndelse, idet Niels Juel led den tort at blive forbigået. Men Adeler døde snart efter - 5.11.1675 – i en epidemi blandt søfolkene, 52 år gammel, og således blev det Niels Juel, der fejrede triumfer på Codans Bølge.
Søhelten blev bisat i Holmens Kirke, men flyttedes siden til Vor Frue. Desværre kun, for derved gik hans store pompøse epitafium ved nedgangen til gravkrypten tabt under byens brand i 1728. Og de to bagbundne tyrkiske slaver, der flankerede monumentet, endte vel i Allahs Paradis
- Måger
- er et stigende problem i Aalborg, skriver Nordjyske.
De angriber folk. Byger af mågeklatter og styrtdyk mod fodgængere.
Der er mange slags måger. Nogle har ligesom tørklæder på og kaldes derfor…. hættemåger.
De slås om herlighederne.
Islams arvegods
Info til kandestøber Jensen.
ADVARSEL: meget ubehageligt læsestof!
Tyrkiets erobring af Cypern på 1500-t.
Grusomme TV-billeder gled forbi mit indre blik, da jeg i Oriana Fallacis bog ”Fornuftens Styrke” læste om den tyrkiske general Lala Mustafas erobring af det kristne Cypern o. 1570. Hun fortæller, hvordan tyrkerne begik en af de mest skændige nedrigheder, som islam – den selvindbildte kultur - nogensinde har besudlet sit navn med: den venezianske patricier og senator Marcantonio Bragadinos pinefulde død. Bragadino var høvedsmand på fæstningen Famagusta, da Cypern blev overfaldet af en overlegen tyrkisk styrke. Han forsvarede øen med sammenbidt udholdenhed, indtil krudtet slap op. Så overgav han sig mod frit at kunne forlade fæstningen. Men tyrkerne overholdt ikke kapitulationsvilkårene! Ifølge islam må man bedrage ”de vantro”.
Efter at have underskrevet kapitulationspapirerne begav Bragadino sig til Lala Mustafa for at diskutere de nærmere bestemmelser for den fremtidige fred. Og da han var en mand, der lagde vægt på formen begav han sig derhen med behørig pomp og pragt. Det vil sige til hest, på en udsøgt pansret ganger og klædt i senatets violette toga, samt ledsaget af fyrre bøsseskytter i gala samt af den meget smukke page Antonio Quirini (søn af admiral Quirini), som holdt en prægtig parasol over hans hoved. Men om fred talte man sandelig ikke. For efter en allerede aftalt plan bemægtigede de tyrkiske janitscharer sig straks pagen Antonio og lukkede ham inde i Lala Mustafas serail, eftersom Mustafa yndede at voldtage unge drenge. Derpå omringede de de fyrre bøsseskytter og huggede dem i stykker med krumsablerne. Bogstavlig talt i stykker. Til sidst smed de Bragadino ud af sadlen og skar straks næsen og ørerne af ham. Lemlæstet på denne måde tvang de ham til at bøje sig for sejrherren, som dømte ham til at blive flået levende. Exekutionen foregik 13 dage efter i overværelse af alle cyprioter, som havde fået ordre på at møde frem. Mens janitscharerne hånede hans skamferede ansigt, måtte Bragadino flere gange drage rundt i byen med sække med affald, samt slikke jorden hver gang han gik forbi Lala Mustafa. Han døde, mens de flåede huden af ham. De blodige rester af kroppen blev parteret. Og Lala Mustafa gav ordre til, at huden skulle udstoppes med strå og laves til en dukke. Den blev anbragt overskrævs på en ko og blev endnu en gang trukket rundt i byen for så at blive hejst op i råen på admiralskibet.
Til islams berømmelse!
Senere blev den udstoppede dukke anbragt på Tøjhuset i Istanbul (tidl. Konstantinopel), indtil Bragadinos sønner købte den.
(Kilde: Fallacis ”La forza della ragione”, Rizzoli 2004)
ADVARSEL: meget ubehageligt læsestof!
Tyrkiets erobring af Cypern på 1500-t.
Grusomme TV-billeder gled forbi mit indre blik, da jeg i Oriana Fallacis bog ”Fornuftens Styrke” læste om den tyrkiske general Lala Mustafas erobring af det kristne Cypern o. 1570. Hun fortæller, hvordan tyrkerne begik en af de mest skændige nedrigheder, som islam – den selvindbildte kultur - nogensinde har besudlet sit navn med: den venezianske patricier og senator Marcantonio Bragadinos pinefulde død. Bragadino var høvedsmand på fæstningen Famagusta, da Cypern blev overfaldet af en overlegen tyrkisk styrke. Han forsvarede øen med sammenbidt udholdenhed, indtil krudtet slap op. Så overgav han sig mod frit at kunne forlade fæstningen. Men tyrkerne overholdt ikke kapitulationsvilkårene! Ifølge islam må man bedrage ”de vantro”.
Efter at have underskrevet kapitulationspapirerne begav Bragadino sig til Lala Mustafa for at diskutere de nærmere bestemmelser for den fremtidige fred. Og da han var en mand, der lagde vægt på formen begav han sig derhen med behørig pomp og pragt. Det vil sige til hest, på en udsøgt pansret ganger og klædt i senatets violette toga, samt ledsaget af fyrre bøsseskytter i gala samt af den meget smukke page Antonio Quirini (søn af admiral Quirini), som holdt en prægtig parasol over hans hoved. Men om fred talte man sandelig ikke. For efter en allerede aftalt plan bemægtigede de tyrkiske janitscharer sig straks pagen Antonio og lukkede ham inde i Lala Mustafas serail, eftersom Mustafa yndede at voldtage unge drenge. Derpå omringede de de fyrre bøsseskytter og huggede dem i stykker med krumsablerne. Bogstavlig talt i stykker. Til sidst smed de Bragadino ud af sadlen og skar straks næsen og ørerne af ham. Lemlæstet på denne måde tvang de ham til at bøje sig for sejrherren, som dømte ham til at blive flået levende. Exekutionen foregik 13 dage efter i overværelse af alle cyprioter, som havde fået ordre på at møde frem. Mens janitscharerne hånede hans skamferede ansigt, måtte Bragadino flere gange drage rundt i byen med sække med affald, samt slikke jorden hver gang han gik forbi Lala Mustafa. Han døde, mens de flåede huden af ham. De blodige rester af kroppen blev parteret. Og Lala Mustafa gav ordre til, at huden skulle udstoppes med strå og laves til en dukke. Den blev anbragt overskrævs på en ko og blev endnu en gang trukket rundt i byen for så at blive hejst op i råen på admiralskibet.
Til islams berømmelse!
Senere blev den udstoppede dukke anbragt på Tøjhuset i Istanbul (tidl. Konstantinopel), indtil Bragadinos sønner købte den.
(Kilde: Fallacis ”La forza della ragione”, Rizzoli 2004)
juni 23, 2010
"Stiltiende"
Nyt fra DANSK SAMLING Nr. 2 – 2010
”En stiltiende aftale” – da Dansk Folkeparti solgte sin sjæl
Af Marianne Wagner
”Kresten solgte ud sin sjæl til Fanden, da han ville være bedst i dette land til violin at spille”. Således lyder en sang af Lars Lilholt, og nogle hændelser vedrørende Dansk Folkeparti de seneste år fik mi g for nylig til at tænke på de mundrette strofer med den iørefaldende melodi. For ganske som Kresten ville være bedst til at spille violin og gik målrettet efter det, ligeså forekommer det mig, at Dansk Folkeparti vil være bedst i dette land til at være politikere, og man kan frygte, at de har betalt samme pris som Kresten Spillemand.
Ladeporten står åben
Som bekendt er en stram udlændingepolitik den siddende regerings varemærke, og støttepartiet, Dansk Folkeparti, står som garanten for, at der ikke slækkes på den.
For små tre år siden fremkom Venstres Eyvind Vesselbo imidlertid på Danmarks Radios P1 med nogle ubehagelige til; i 2006 var der blevet lukket 46.000 fremmede ind i Danmark mod 36.000 i 2001. Af disse 46.000 var 17.000 mennesker fra u-lande. Til trods for diverse stramninger og skærpede krav var der masser af smuthuller i lovgivningen. Mange af indvandrerne omgik 24-årsreglen ved at komme som arbejdere eller som studerende. Efter nogle måneders ophold i landet opfyldte de og deres ægtefælle således tilknytningskravet. Den regel, som var blevet mest diskuteret i den tid, den borgerlige regering havde været ved magten, virkede altså ifølge Vesselbo ikke. Ladeporten stod åben.
Jeg tillod mig i et par læserbreve i Jyllands-Posten at forholde Dansk Folkeparti disse tal, og en gnaven Peter Skaarup kunne belære mig om, at asyltallene aldrig havde været så lave som nu, og med hensyn til indvandrere, ja, så var de altså kommet til landet under den tidligere regering, og VKO måtte bruge alle deres kræfter på at integrere disse.
Jeg påpegede overfor Skaarup, at jeg ikke havde talt om asylansøgere, men derimod om antallet af indvandrere, der jo altså var stærkt stigende, og jeg spurgte ham om følgende:
”Er det tænkeligt, at de 17.000 indvandrere [fra u-lande] kan blive til rigtig mange de kommende år? Er det tænkeligt, at de bliver rigtigt svære og omkostningskrævende at integrere? Og endelig, er det ansvarligt af DF at give sit samtykke til en politik, der stadig har ladeporten stående åben for indvandrere fra ikke-vestlige lande?”
Endelig måtte Skaarup indrømme, at udover asylsøgere, kom der indvandrere til landet, men de kom mestendels fra Kina, Vietnam og Indien, og disse var en ressource for det danske samfund,”mennesker, der for de flestes vedkommende er kommet hertil for rent faktisk at yde en indsats for det danske samfund”, som han skrev.
Jeg fornemmede en vis uvilje mod at diskutere spørgsmålet, men jeg tænkte i mit stille sind, at Dansk Folkeparti ikke spillede med åbne kort.
Vesselbo slår til igen
I april i år skrev Vesselbo en kronik i Berlingske Tidende, hvor han atter tog antallet af indvandrere op, og han kunne fortælle, at der under VK-regeringen er givet næsten 100.000 flere opholdstilladelser end under Nyrup-regeringen. Problemet er det samme som i 2006; ikke-vestlige indvandrere kommer til Danmark under påskud af at studere, men vil i stedet forsøge at blive i landet. Det giver sig selv, at når der stedse kommer tusinder og atter tusinder af indvandrere til landet, vil det snart få uoverskuelige konsekvenser for danskerne som folk og for samfundet s evne til at fungere ordentligt.
Et par vakse medlemmer af Dansk Folkeparti, Morten Uhrskov Jensen og Michael Pihl, tog Vesselbos tal op i en kommentar, som sluttede således:
”Der må føres en politik, der gør det klart, at Danmark er en nation beboet af ét folk, og at der derfor også er klare grænser for, hvor stor en tilstrømning danskerne kan leve med uden netop at gå i opløsning som folk. Ledelsen i Dansk Folkeparti må gøre op med sig selv, om de vil være statsmænd eller politikere?”
Det var Dansk Folkepartis socialordfører Martin Henriksen, der svarede de to, og svaret faldt ganske tæt på det, Peter Skaarup år tilbage havde givet mig, dog med den indrømmelse, at situationen m.h.t. indvandringen ikke var den bedste. Henriksen slog dog fast, at Dansk Folkeparti nøje fulgte udviklingen, at man stedse forsøgte at lukke huller i lovgivningen, at ikke-vestlige indvandrere kom fra Kina, Vietnam og Indien, og at de kom for at yde en indsats for Danmark. Han anerkendte endvidere, at de åbne grænser i EU var et problem, og at Metock-dommen ligeledes havde gjort det svært at føre en stram udlændingepolitik. Regeringen turde ikke lægge sig ud med vennerne i Bruxelles, skrev Henriksen, og derfor kunne man ikke stille noget op mod problemerne.
Hvor blev pressen af?
Nu var der en situation, der burde gære gefundenes fressen for pressen; en højt profileret udlændingepolitik, der var kørt af sporet, kritik af Dansk Folkeparti fra baglandet, en udlændingeordfører fra partiet, der forhlldt sig tavs, og en socialordfører fra selvsamme parti, der indrømmede, at partiet ikke formåede at gøre noget egentligt virksomt, fordi EU alligevel bestemmer det hele. Det skulle vise sig, at pressen ikke fandt det vigtigt.
For Dansk Folkeparti rettede nemlig på denne tid en skarp kritik mod regeringen for manglende lederskab. Denne kritik kastede pressen sig straks over, som om det var noget nyt, at Dansk Folkeparti er blevet vranten over dette eller hint m.h.t. regeringens måde at lede landet på. Dansk Folkeparti har jo ofte brokket sig over forskellige småtterier, men af en eller anden årsag finder pressen det altid interessant. Dansk Folkeparti er i det hele taget dygtig til at håndtere pressen; partiet får altid fuld opmærksomhed på sine kampagner, det være sig tørklædeforbud for dommere, burkaforbud for alle eller tvangsanbringelse af indvandrerbørn i daginstitution. Således lykkes det altid for partiet at fremstå som regeringens strammere, og med kritikken af regeringstoppens manglende ledelse kunne Dansk Folkeparti vise sig som det stabile støtteparti, der formår at bevare overblikket, medens regeringspartierne er ved at gå i opløsning.
Jo, Dansk Folkeparti er i sandhed dygtigt til at drive politik, man har fået magt, og man ynder at bruge den, men hvad gør den godt for, hvis det, partiet oprindeligt så som sin fineste opgave at bekæmpe, nelmig indvandringen og EU, slet ikke er blevet bekæmpet, men derimod taget til i omfang og styrke?
Dansk Folkeparti og EU
For Dansk Folkeparti har fra begyndelsen af sit samarbejde med regeringen lagt sig selv i lænker. Det kom frem kort efter folketingets vedtagelse af Lissabontraktaten, som var det afgørende slag mod nationalstaterne. Dansk Folkeparti var imod traktaten, men kunne ingenting gøre, da det meste af folketinget var for. Mulighedenfor at samle stemmer nok til at udskrive en folkeafstemning forsvandt hurtigt efter folketingsvalget i 2007, da mange af de nyvalgte folketingsmedlemmer, som ellers var gået ind for en afstemning, lynhurtigt ombestemte sig. Kunne partiet så ikke have forlangt en afstemning mod fortsat at støtte regerinen? Det ville ikke have undgået nogens opmærksomhed, vigtigheden af traktaten ville ikke længere kunne skjules, EU ville komme til debat i det ganske land. Men nej, Dansk Folkeparti valgte at bære sit nederlag med ”rejst pande”, og den 4. december 2007 kom forklaringen, da DR’s Pieter Raunwe (PR) til Orientering udspurgte Søren Espersen (SE) om emnet:
PR: Nu er det jo sådan, at I udgør regeringens parlamentariske grundlag forstået på den måde, at I giver regeringen de sidste mandater til, at regeringen kan være, hvor den er, som regering. Kunne I bruge det til at presse regeringen til, at der kommer en folkeafstemning?
SE: Nej, der har vi altid haft en stiltiende aftale med regeringen siden 2001, at når det drejer sig om EU, så foregår det i Europaudvalget og i det brede flertal. Det har vi accepteret, at det er ikke noget, vi gør til et kabinetsspørgsmål. Der kan regeringen regne med os. Det er ikke altid, vi kan regne med regeringen, men her kan regeringen altså regne med os 100%
PR: Det er altså ikke stiltiende mere?
SE: Nej, det er nu sagt helt åbent, men det er også en fair måde at gøre det på, når vi har det ganske specielle standpunkt, som vi har i forhold til EU, så vil vi ikke fraskrive os muligheden for at få en borgerlig statsminister.
En stiltiende aftale! Dansk Folkeparti VILLE have en borgerlig statsminister, den borgerlige statsminister fandt sig ikke i at blive væltet på spørgsmål om EU, og så skulle han da heller ikke udsætter for det! Altsåbandt Dansk Folkeparti sig selv, om ikke fo rmunden, så for hånden, og vi ser nu en regering, der ikke viil gære op med EU og EU’s udlændingeregler, fordi dens støtteparti ikke vil tvinge den til det. Det gode samarbejde og den hyggelige stemning går altså forud for folk og fædreland.
Hvad skete der med Kresten Spillemand? Han døde, da den smukke Rosinante dukkede op og kærlighed blevsået, for ”han havde ingen sjæl at gi’, den havde Fanden fået.” Ligeledes kan man sige om Dansk Folkeparti, at da kærlighed blev sået, da kærligheden til Danmark og danskerne skulle stå sin prøve, da var der ingen sjæl at gi’, den havde EU fået!
--
”En stiltiende aftale” – da Dansk Folkeparti solgte sin sjæl
Af Marianne Wagner
”Kresten solgte ud sin sjæl til Fanden, da han ville være bedst i dette land til violin at spille”. Således lyder en sang af Lars Lilholt, og nogle hændelser vedrørende Dansk Folkeparti de seneste år fik mi g for nylig til at tænke på de mundrette strofer med den iørefaldende melodi. For ganske som Kresten ville være bedst til at spille violin og gik målrettet efter det, ligeså forekommer det mig, at Dansk Folkeparti vil være bedst i dette land til at være politikere, og man kan frygte, at de har betalt samme pris som Kresten Spillemand.
Ladeporten står åben
Som bekendt er en stram udlændingepolitik den siddende regerings varemærke, og støttepartiet, Dansk Folkeparti, står som garanten for, at der ikke slækkes på den.
For små tre år siden fremkom Venstres Eyvind Vesselbo imidlertid på Danmarks Radios P1 med nogle ubehagelige til; i 2006 var der blevet lukket 46.000 fremmede ind i Danmark mod 36.000 i 2001. Af disse 46.000 var 17.000 mennesker fra u-lande. Til trods for diverse stramninger og skærpede krav var der masser af smuthuller i lovgivningen. Mange af indvandrerne omgik 24-årsreglen ved at komme som arbejdere eller som studerende. Efter nogle måneders ophold i landet opfyldte de og deres ægtefælle således tilknytningskravet. Den regel, som var blevet mest diskuteret i den tid, den borgerlige regering havde været ved magten, virkede altså ifølge Vesselbo ikke. Ladeporten stod åben.
Jeg tillod mig i et par læserbreve i Jyllands-Posten at forholde Dansk Folkeparti disse tal, og en gnaven Peter Skaarup kunne belære mig om, at asyltallene aldrig havde været så lave som nu, og med hensyn til indvandrere, ja, så var de altså kommet til landet under den tidligere regering, og VKO måtte bruge alle deres kræfter på at integrere disse.
Jeg påpegede overfor Skaarup, at jeg ikke havde talt om asylansøgere, men derimod om antallet af indvandrere, der jo altså var stærkt stigende, og jeg spurgte ham om følgende:
”Er det tænkeligt, at de 17.000 indvandrere [fra u-lande] kan blive til rigtig mange de kommende år? Er det tænkeligt, at de bliver rigtigt svære og omkostningskrævende at integrere? Og endelig, er det ansvarligt af DF at give sit samtykke til en politik, der stadig har ladeporten stående åben for indvandrere fra ikke-vestlige lande?”
Endelig måtte Skaarup indrømme, at udover asylsøgere, kom der indvandrere til landet, men de kom mestendels fra Kina, Vietnam og Indien, og disse var en ressource for det danske samfund,”mennesker, der for de flestes vedkommende er kommet hertil for rent faktisk at yde en indsats for det danske samfund”, som han skrev.
Jeg fornemmede en vis uvilje mod at diskutere spørgsmålet, men jeg tænkte i mit stille sind, at Dansk Folkeparti ikke spillede med åbne kort.
Vesselbo slår til igen
I april i år skrev Vesselbo en kronik i Berlingske Tidende, hvor han atter tog antallet af indvandrere op, og han kunne fortælle, at der under VK-regeringen er givet næsten 100.000 flere opholdstilladelser end under Nyrup-regeringen. Problemet er det samme som i 2006; ikke-vestlige indvandrere kommer til Danmark under påskud af at studere, men vil i stedet forsøge at blive i landet. Det giver sig selv, at når der stedse kommer tusinder og atter tusinder af indvandrere til landet, vil det snart få uoverskuelige konsekvenser for danskerne som folk og for samfundet s evne til at fungere ordentligt.
Et par vakse medlemmer af Dansk Folkeparti, Morten Uhrskov Jensen og Michael Pihl, tog Vesselbos tal op i en kommentar, som sluttede således:
”Der må føres en politik, der gør det klart, at Danmark er en nation beboet af ét folk, og at der derfor også er klare grænser for, hvor stor en tilstrømning danskerne kan leve med uden netop at gå i opløsning som folk. Ledelsen i Dansk Folkeparti må gøre op med sig selv, om de vil være statsmænd eller politikere?”
Det var Dansk Folkepartis socialordfører Martin Henriksen, der svarede de to, og svaret faldt ganske tæt på det, Peter Skaarup år tilbage havde givet mig, dog med den indrømmelse, at situationen m.h.t. indvandringen ikke var den bedste. Henriksen slog dog fast, at Dansk Folkeparti nøje fulgte udviklingen, at man stedse forsøgte at lukke huller i lovgivningen, at ikke-vestlige indvandrere kom fra Kina, Vietnam og Indien, og at de kom for at yde en indsats for Danmark. Han anerkendte endvidere, at de åbne grænser i EU var et problem, og at Metock-dommen ligeledes havde gjort det svært at føre en stram udlændingepolitik. Regeringen turde ikke lægge sig ud med vennerne i Bruxelles, skrev Henriksen, og derfor kunne man ikke stille noget op mod problemerne.
Hvor blev pressen af?
Nu var der en situation, der burde gære gefundenes fressen for pressen; en højt profileret udlændingepolitik, der var kørt af sporet, kritik af Dansk Folkeparti fra baglandet, en udlændingeordfører fra partiet, der forhlldt sig tavs, og en socialordfører fra selvsamme parti, der indrømmede, at partiet ikke formåede at gøre noget egentligt virksomt, fordi EU alligevel bestemmer det hele. Det skulle vise sig, at pressen ikke fandt det vigtigt.
For Dansk Folkeparti rettede nemlig på denne tid en skarp kritik mod regeringen for manglende lederskab. Denne kritik kastede pressen sig straks over, som om det var noget nyt, at Dansk Folkeparti er blevet vranten over dette eller hint m.h.t. regeringens måde at lede landet på. Dansk Folkeparti har jo ofte brokket sig over forskellige småtterier, men af en eller anden årsag finder pressen det altid interessant. Dansk Folkeparti er i det hele taget dygtig til at håndtere pressen; partiet får altid fuld opmærksomhed på sine kampagner, det være sig tørklædeforbud for dommere, burkaforbud for alle eller tvangsanbringelse af indvandrerbørn i daginstitution. Således lykkes det altid for partiet at fremstå som regeringens strammere, og med kritikken af regeringstoppens manglende ledelse kunne Dansk Folkeparti vise sig som det stabile støtteparti, der formår at bevare overblikket, medens regeringspartierne er ved at gå i opløsning.
Jo, Dansk Folkeparti er i sandhed dygtigt til at drive politik, man har fået magt, og man ynder at bruge den, men hvad gør den godt for, hvis det, partiet oprindeligt så som sin fineste opgave at bekæmpe, nelmig indvandringen og EU, slet ikke er blevet bekæmpet, men derimod taget til i omfang og styrke?
Dansk Folkeparti og EU
For Dansk Folkeparti har fra begyndelsen af sit samarbejde med regeringen lagt sig selv i lænker. Det kom frem kort efter folketingets vedtagelse af Lissabontraktaten, som var det afgørende slag mod nationalstaterne. Dansk Folkeparti var imod traktaten, men kunne ingenting gøre, da det meste af folketinget var for. Mulighedenfor at samle stemmer nok til at udskrive en folkeafstemning forsvandt hurtigt efter folketingsvalget i 2007, da mange af de nyvalgte folketingsmedlemmer, som ellers var gået ind for en afstemning, lynhurtigt ombestemte sig. Kunne partiet så ikke have forlangt en afstemning mod fortsat at støtte regerinen? Det ville ikke have undgået nogens opmærksomhed, vigtigheden af traktaten ville ikke længere kunne skjules, EU ville komme til debat i det ganske land. Men nej, Dansk Folkeparti valgte at bære sit nederlag med ”rejst pande”, og den 4. december 2007 kom forklaringen, da DR’s Pieter Raunwe (PR) til Orientering udspurgte Søren Espersen (SE) om emnet:
PR: Nu er det jo sådan, at I udgør regeringens parlamentariske grundlag forstået på den måde, at I giver regeringen de sidste mandater til, at regeringen kan være, hvor den er, som regering. Kunne I bruge det til at presse regeringen til, at der kommer en folkeafstemning?
SE: Nej, der har vi altid haft en stiltiende aftale med regeringen siden 2001, at når det drejer sig om EU, så foregår det i Europaudvalget og i det brede flertal. Det har vi accepteret, at det er ikke noget, vi gør til et kabinetsspørgsmål. Der kan regeringen regne med os. Det er ikke altid, vi kan regne med regeringen, men her kan regeringen altså regne med os 100%
PR: Det er altså ikke stiltiende mere?
SE: Nej, det er nu sagt helt åbent, men det er også en fair måde at gøre det på, når vi har det ganske specielle standpunkt, som vi har i forhold til EU, så vil vi ikke fraskrive os muligheden for at få en borgerlig statsminister.
En stiltiende aftale! Dansk Folkeparti VILLE have en borgerlig statsminister, den borgerlige statsminister fandt sig ikke i at blive væltet på spørgsmål om EU, og så skulle han da heller ikke udsætter for det! Altsåbandt Dansk Folkeparti sig selv, om ikke fo rmunden, så for hånden, og vi ser nu en regering, der ikke viil gære op med EU og EU’s udlændingeregler, fordi dens støtteparti ikke vil tvinge den til det. Det gode samarbejde og den hyggelige stemning går altså forud for folk og fædreland.
Hvad skete der med Kresten Spillemand? Han døde, da den smukke Rosinante dukkede op og kærlighed blevsået, for ”han havde ingen sjæl at gi’, den havde Fanden fået.” Ligeledes kan man sige om Dansk Folkeparti, at da kærlighed blev sået, da kærligheden til Danmark og danskerne skulle stå sin prøve, da var der ingen sjæl at gi’, den havde EU fået!
--
juni 22, 2010
Islam's "Public Enemy # 1 "
Den koptiske præst Zakaria Botros bekæmper ild med ild.Skønt han kun er lidt kendt i Vesten, har den koptiske præst Zakaria Botros kaldet Islam's "Public Enemy # 1" af den arabiske avis al-Insan al-Jadid - skabt røre i den islamiske verden. Sammen med kolleger/missionærer - for det meste muslimske konvertitter - ses han ofte på arabisk kanal al-Hayat (dvs. "Life TV"). Der addresserer han kontroversielle emner af teologisk betydning - fri for censur pålagt af islamiske autoriteter eller selvpålagt gennem frygt for den nidkære pøbel, der flammede op mod de berygtede Muhammedtegninge. Botros' udsendelser om mindre kendte, men pinlige aspekter af islamisk lov og tradition er blevet en torn i øjet på islamiske ledere i hele Mellemøsten.
Botros gør en usædvanlig figur på skærmen: i præstekjole med et stort kors om halsen sidder han med både Koranen og Bibelen indenfor rækkevidde. Egyptens koptere - medlemmerne af ét af de ældste kristne samfund i Mellemøsten - er i mange henseender kommet til at personificere den nedværdigende islamiske institution "dhimmitude" (som kræver lydighed fra ikke-muslimer, i overensstemmelse med Koranen 9:29). Men den iltre Botros underkaster sig ikke, og han taler ikke med uld i mund. Han har som bekendt rettet " ti krav " til islam, krav, hvis radikale karakter han bruger til at fremhæve islams egne radikale krav til ikke-muslimer.
Resultatet? Masse-konverteringer til kristendommen - omend ofte hemmelige. Den meget offentligt omtalte konvertering af den højt profilerede italienske redaktør ved den store italienske avis, Corriere della sera, Magdi Allam - som blev døbt af pave Benedikt i Rom påsken 2008 - er kun toppen af isbjerget. Faktisk erklæredee den islamiske gejstlige Ahmad al-Qatani for et stykke tid siden på al-Jazeera TV, at omkring seks millioner muslimer konverterer årligt til kristendommen, mange af dem overtalt af Botros' offentlige præstegerning. Fornylig bemærkede al-Jazeera Life TV's "evangeliske raid" på den muslimske verden som var "uden fortilfælde". Flere faktorer forklarer Botros-fænomenet.
For det første har de nye medier - især satellit-tv og internettet (de vigtigste kanaler for Life TV) - gjort det muligt at rejse spørgsmål om islam, der kan offentliggøres uden frygt for repressalier. Det er uden fortilfælde at høre muslimer fra hele den islamiske verden - selv fra Saudi-Arabien, hvor importerede bibler bliver konfiskeret og brændt - ringe ind til showet for at diskutere med Botros og hans kolleger, og nogle gange også at acceptere Kristus.
For det andet er Botros' udsendelser på arabisk - sproget for omkring 200 millioner mennesker, de fleste af dem muslimer. Flere vestlige forfattere har offentliggjort overbevisende kritik af islam, men deres argumenter er stort set forblevet ubemærket i den islamiske verden. Botros' beherskelse af klassisk arabisk tillader ham ikke alene at nå frem til et bredere publikum, den gør det også muligt for ham at dykke dybt ned i den voluminøse arabiske litteratur - meget af denne er uudnyttet af vestlige forfattere, der er afhængige af oversættelser - og så fortælle den almindelige muslim om de modsigelser og de krænkelser af den sunde moralske fornuft, som man finder inden for dette enorme skrift-korpus.
En tredje årsag til Botros succes er, at hans polemiske teknik har vist sig uafviselig. Hver af hans udsendelser har et tema - fra det aktuelle og presserende til det esoteriske. Ofte udtrykkes det som et spørgsmål (f.eks "er jihad en pligt for alle muslimer?" "Står kvinder lavere end mænd i islam?", "Sagde Mohammed, at utro hun-aber skal stenes? " " Er det ifølge sharia gavnligt at drikke profeters urin? "). For at besvare spørgsmålet fremfører Botros meget omhyggeligt citater - er altid omhyggelig med at give kilder og referencer - fra autoritative islamiske tekster om emnet, begyndende med Koranen, så fra de kanoniske udtalelser af profeten - Hadith'en, og endelig fra ordene fra fremtrædende muslimske teologer i fortid og nutid - den hæderkronede Ulema.
Typisk er Botros præsentation af det islamiske materiale tilstrækkeligt detaljeret til at det kontroversielle emne viser sig at være et vandtæt aspekt af islam. Men uanset hvor overbevisende hans beviser er, konkluderer Botros ikke blankt, at den universelle jihad eller at det kvindelige mindreværd er grundlæggende principper i islam. Han behandler spørgsmålet som stadig åbent - og opfordrer ydmygt ulemaen, de højt agtede fortolkere af sharialovgivningen, til at reagere og vise fejlen i hans metode. Men han forlanger, at deres svar er baseret på "al-dalil vi al-burhan," - "uigendrivelige tegn og beviser," ét af hans hyppige omkvæd - ikke råben eller sofisteri.
I de fleste tilfælde er svaret fra ulema øredøvende tavshed - som kun har gjort Botros og Life TV mere tiltrækkende for de muslimske seere. De ulema'er der offentligt har svaret på Botros konklusioner er ofte tvunget til at erklære sig enig med ham - hvilket har ført til nogle morsomme (og pinlige) øjeblikke på levende arabisk TV.
Botros brugte tre år på at gøre en bred offentlighed opmærksom på en skandaløs - og autentisk - hadith om, at kvinder skal "amme" fremmede mænd, hvis de er nødt til at opholde sig med dem i kort eller længere tid. En førende hadith-lærd, Abd al-Muhdi, blev konfronteret med dette spørgsmål på live talkshow af den populære arabiske vært Hala Sirhan. Idet han valgte at sige sandheden, bekræftede al-Muhdi at amning af voksne mænd ifølge sharia er en legitim måde at gøre gifte kvinder "forbudt" for de mænd, som de er tvunget til at have kontakt med. Logikken er, at ved at have "ammet mændene" bliver de som "sønner" for kvinderne, og kan derfor ikke længere have seksuelle motiver overfor dem.
For at gøre det endnu værre, gik Ezzat Atiyya, leder af Hadith-afdelingen på al-Azhar Universitet - sunni-islams mest autoritative institution - så vidt som til at udstede en fatwa som legitimerer "Rida" al-Kibir "(sharia's betegnelse for "amme den voksne " ), hvilket fremkaldte en sådan harme i den islamiske verden, at den senere blev tilbagekaldt .
Botros spillede hovedrollen i at afsløre dette dunkle og pinlige spørgsmål og tvang ulemaen til at reagere. En anden gæst på Hala Sirhan's show, Abd al-Fatah, antydede snedigt, at hele kontroversen var foranlediget af Botros: "Jeg ved at alle mine med-paneldeltagere ser denne kanal, og den præst og at ingen af jer [peger på Abd al-Muhdi ] nogensinde kan svare ham, da han altid dokumenterer sine kilder! "
Ude af stand til at gendrive Botros, er den eneste strategi, der er tilbage for Ulema'en, at ignorere ham (bortset fra et rygte om en fem millioner dollars dusør på hans hoved). Når hans navn bliver nævnt, affærdiger de ham som en urostifter og løgner, som bakkes op af - hvem ellers? - den internationale "Jødedom." De påstår at de nemt kan tilbagevise hans punkter, men vil ikke nedværdige sig til at gøre det. Denne strategi kan tilfredsstille nogle muslimer, men andre kræver ærlige og ligefremme svar fra ulema'en.
Det mest dramatiske eksempel på dette fandt sted på et andet berømt show på den internationale station, iqra. Værten, Basma - en konservativ muslimsk kvinde i fuld hijab - bad to fremtrædende ulema'er, herunder Sheikh Gamal Qutb, tidigere stormufti ved al-Azhar Universitet, forklare lovligheden af det vers fra Koranen (4:24), der giver mænd ret til frit at parre sig med fangne kvinder. Hun spurgte gentagne gange: "Er slave-sex stadig gældende ifølge sharia?" De to ulema'er ville ikke give noget klart svar - de snakkede udenom, misforstod, løb ud ad tangenter. Basma forblev ubøjelig: Muslimske unge var forvirrede og havde brug for et svar, da "der er en vis kanal og en vis mand, der har diskuteret dette spørgsmål over tyve gange og ikke har fået nogen reaktion fra jer."
Den forvirrede Sheikh Qutb brølede, "den slags undermennesker bør ignoreres totalt!" Og stormede ud af studiet. Han vendte senere tilbage, men nægtede at indrømme, at Islam faktisk tillader sex-slaver og brugte i stedet sin taletid på at angribe Botros. Når Basma sagde "Halvfems procent af muslimer, mig selv inklusive, forstår ikke spørgsmålet om konkubiner i islam og har svært ved at sluge det," svarede sheiken: "Du behøver ikke at forstå." Hvad angår muslimer, der ser og påvirkes af Botros, bjæffede han: "Det er værst for dem! Hvis min søn er syg og vælger at besøge en mekaniker, i stedet for en læge - så er det hans problem! "
Men den ultimative årsag til Botros' succes er, at han primært er interesseret i at frelse sjæle - i modsætning til hans vestlige kolleger, som kritiserer islam fra et politisk standpunkt. Tit begynder og slutter han sine programmer med at fastslå, at han elsker alle muslimer som medmennesker og ønsker at styre dem væk fra løgn og til sandhed. Med et formål afslører han ikke bare bekymrende aspekter af islam. For før han afslutter hvert program, citerer han relevante bibelske vers og opfordrer alle sine seere til at komme til Kristus.
Botros's motiv er ikke at tilskynde Vesten til vrede mod islam, fremme "israelske interesser", eller "dæmonisere" muslimer, men at drage muslimer væk fra sharia'ens døde legalisme hen imod kristendommens åndelighed. Mange vestlige kritikere kan ikke fatte, at for at tage magten fra den radikale islam, skal noget theocentrisk og åndeligt tilfredsstillende tilbydes i stedet - ikke sekularisme, demokrati, kapitalisme, materialisme, feminisme osv. Én religions sandheder kan kun udfordres og erstattes af sandhedern i en anden. Og derfor har Fader Zakaria Botros bekæmpet ild med ild.
Oversat fra engelsk af P.H.Bering
"Jeg løftede hendes hoved op i hårene...
På tale om islams mange mord på deres familiemedlemmer:
Den 17. juni bragte jeg en lille smagsprøve fra bogen ”Levende brændt”, erindringer fra en palæstinensisk bondepiges barndom og første ungdom. Hun fortæller, hvordan landsbyens unge piger i samlet trop køres ud for at høste blomkål på en mark under opsyn af en ældre kvinde. På vejen tilbage giver chaufføren dem lov til hurtigt at hoppe ud og plukke sig en appelsin fra vejtræerne.
Da han bakker tilbage, kører han en af pigerne ned.
”Hun havde fået hovedet kørt over af hjulet. Og da jeg stod lige foran hende, bukkede jeg mig ned, løftede hendes hoved op i hårene i den tro, at hun stadig levede. Men hovedet blev liggende fast på jorden, og jeg besvimede af skræk.”
Bilen kørte pigerne hjem til landsbyen og satte hver især af ved deres hjem, for de måtte ikke gå alene selv i deres egen landsby. Den tilsynsførende kvinde fortalte min mor om ulykken og at jeg var syg. ”Mor lagde mig i seng og gav mig noget at drikke. Hun var sød ved mig den aften.”
”Det var mærkeligt, at det var sket netop for den pige.” Hun syntes ligesom overvåget, og de andre piger måtte hverken tale med eller ”kikke på hende, for hun var ”charmuta”, og hvis vi talte med hende, ville vi også selv blive opfattet som ”charmuta”. Havde chaufføren kørt hende over med vilje? Rygterne gik meget længe i landsbyen.
Politiet holdt syn på åstedet. ”Chaufføren kom i fængsel. For os og alle andre i byen handlede det ikke om en ulykke.
Jeg lå syg meget længe. Jeg så mig selv løfte op i pigens knuste hoved, og jeg var bange for mine forældre på grund af alle de ting, de sagde om hende. Hun måtte have gjort noget dårligt, men jeg véd ikke hvad. I hvert fald sagde de, at hun var ”charmuta”. Jeg kunde ikke sove om natten, men så hele tiden det knuste hoved og hørte lyden af hjulene, da bilen bakkede. Jeg glemmer aldrig den pige…”
Den 17. juni bragte jeg en lille smagsprøve fra bogen ”Levende brændt”, erindringer fra en palæstinensisk bondepiges barndom og første ungdom. Hun fortæller, hvordan landsbyens unge piger i samlet trop køres ud for at høste blomkål på en mark under opsyn af en ældre kvinde. På vejen tilbage giver chaufføren dem lov til hurtigt at hoppe ud og plukke sig en appelsin fra vejtræerne.
Da han bakker tilbage, kører han en af pigerne ned.
”Hun havde fået hovedet kørt over af hjulet. Og da jeg stod lige foran hende, bukkede jeg mig ned, løftede hendes hoved op i hårene i den tro, at hun stadig levede. Men hovedet blev liggende fast på jorden, og jeg besvimede af skræk.”
Bilen kørte pigerne hjem til landsbyen og satte hver især af ved deres hjem, for de måtte ikke gå alene selv i deres egen landsby. Den tilsynsførende kvinde fortalte min mor om ulykken og at jeg var syg. ”Mor lagde mig i seng og gav mig noget at drikke. Hun var sød ved mig den aften.”
”Det var mærkeligt, at det var sket netop for den pige.” Hun syntes ligesom overvåget, og de andre piger måtte hverken tale med eller ”kikke på hende, for hun var ”charmuta”, og hvis vi talte med hende, ville vi også selv blive opfattet som ”charmuta”. Havde chaufføren kørt hende over med vilje? Rygterne gik meget længe i landsbyen.
Politiet holdt syn på åstedet. ”Chaufføren kom i fængsel. For os og alle andre i byen handlede det ikke om en ulykke.
Jeg lå syg meget længe. Jeg så mig selv løfte op i pigens knuste hoved, og jeg var bange for mine forældre på grund af alle de ting, de sagde om hende. Hun måtte have gjort noget dårligt, men jeg véd ikke hvad. I hvert fald sagde de, at hun var ”charmuta”. Jeg kunde ikke sove om natten, men så hele tiden det knuste hoved og hørte lyden af hjulene, da bilen bakkede. Jeg glemmer aldrig den pige…”
Antislam 2
Poul Bergs Antislam 1, vistes her 19. juni. (Spydpigen er desværre ikke humoristisk nok til at forstå fasanen, men andre gør).Antislam 2
”Nå, Paulus, så er det galt med mælkebøtterne igen, kan jeg se.”
”Altså, Gabriel! Du må ikke forskrække mig sådan. - Jeg havde næsten glemt dig, for det er jo et par år siden, du var her sidst. - Du er stadig forklædt som en fasan, ser jeg.”
”Ja, det påkalder mindst opmærksomhed her på dine breddegrader. Jeg har dog været her ofte, men du går ikke meget i haven, har jeg erfaret. Men vi skal videre med vort projekt!”
”Hvad har du nu på programmet?”
”Vi skal tage stilling til det med at stene kvinder. Vor største konkurrent har det på programmet, og det er en meget populær forlystelse hos hans tilhængere. Vi undgår ikke at have noget lignende.”
”Undskyld, Gabriel, men jeg finder det næsten umenneskeligt, selv om det kun er kvinder.”
”Jeg kender godt dine følelser, Paulus, og det har jeg taget højde for. Nu skal du høre: Mændene må i vor nye religion højst kaste to sten hver, og de får kun lov at deltage én gang i livet. De skal selv medbringe stenene, som de må betale af egen pung.”
”Der var lige noget, jeg ikke forstod. Sten ligger der da nok af – lige til at samle op. De koster da ikke noget.”
”Paulus, Paulus, hvor er du tungnem! Stenene kommer fra deres egen pung. Når mændene ankommer til steningspladsen, sidder der en række gamle kvinder, der er blevet arbejdsløse, fordi de ikke længere skal ødelægge små pigers kroppe og liv med glasskår eller barberblade. De har øvelsen i fingrene, så de kan hurtigt tømme posen på den ivrige testikelkasteraspirant.
Vi vil også undgå at skulle grave kvinden ned, og kasterne må ikke komme nærmere end 13 favne. Hvis kvinden udånder under steningen, skyldes det sandsynligvis, at hun dør af grin over de stakkels mænd, der resten af livet må leve som eunukker.
- Hvis hun ikke udånder, kan hun ånde lettet op ved tanken om alle hendes veninder, der nu undgår at blive voldtaget og senere stenet.”
”Det lyder jo som en fremragende ide, Gabriel. Hvad siger den store mester til det?”
”Hør her, Paulus. Vi behøver ikke blande Vor Herre ind i dette her. Gør vi det, kan vi jo aldrig ændre skrifterne i vor hellige bog »TYRANEN«. Det problem har vor konkurrent ikke tænkt på, og han hænger for alvor på den. Nu skal du, Paulus Montanus, råbe vor nye åbenbaring ud fra bjergene, så folk lytter og forstår det! Allah sammen.”
”Der er lige en ting, Gabriel, jeg kommer til at tænke på. Når der nu tilsyneladende kommer flere åbenbaringer, må vi have dem ordnet i rækkefølge, som de andre bruger opdeling i kapitler eller suraer.”
”Som du ved, Paulus, så er jeg jo en engel, oven i købet en ærke af slagsen, så derfor vil jeg finde et ord på mit eget sprog. Som danskere taler dansk, arabere arabisk, taler en engel engelsk. Vi kalder vore afsnit »captious«! Denne åbenbaring er derfor Captious 2. Skriv den ned og vent mig her igen.”
Poul Berg
Maj 2009
juni 21, 2010
For meget og for lidt er Fandens mål
I går viste det svenske TV en dokumentarfilm om hetitternes kongedømme i Lilleasien på tusindtallet f.Kr. Dette mystiske folk levede under meget strenge love, som endog regulerede kønsdriften.
De havde ikke læst Ulla Dahlerups udmærkede artikel i Fyens Stiftstidende 2/6 om ”puritanismens vogtere”. Hun angreb den tossede svenske lov, der gør det kriminelt for mænd at benytte sig af ludere. De mænd, der vælger denne udvej, gør det næppe uden anledning, eftersom det jo trods alt må være et sørgeligt surrogat i forhold til en kærlighedsaffære. Og man kan da sagtens tænke sig flere rimelige begrundelser.
Den svenske lov skyldes sikkert noget autoritært i den svenske folkesjæl. Helt uhyrligt var justitsminister Beatrice Asks forslag at man offentligt skulle afsløre ægtemænd på gale veje ved information til familien i en stærkt farvet kuvert (sic!)!
At bilde sig selv og vælgerne ind, at socialdemokratiet kan afskaffe verdens ældste erhverv, er rystende naivt. I århundreder har man straffet pigerne, pisket dem ved kagen (retterstedet) og drevet dem ud af byerne med hån og spot.
”En stat skal ikke lovgive om kønsdriften”, skriver Ulla Dahlerup.
Nej, ingen dyneløfteri her.
Og dog! På nogle punkter må staten blande sig: I Sverige har et socialdemokratisk rigsdagsmedlem, Monica Green foreslået, at man ændrer loven imod incest (blodskam) og lovliggør sex mellem voksne (f.eks. søskende). Det kan imidlertid resultere i defekte børn og er således ikke i samfundets interesse. Altfor løsagtigt sex er heller ikke i samfundets interesse, da det kan give epidemier af könssygdomme.
Psykolog Eggert Petersen skrev i sit udkast til partiprogram for socialdemokratiet i 1969, at forældremyndigheden skulle begrænses (læs: afskaffes!) og at man fra sin sexuelle modenhedsalder (hvilket vil sige fra 11-12-13 år) selv må bestemme sit sexualliv.
Da børn i den alder næppe kan bedømme verdens brogethed, vil de i høj grad være prisgivet voksne.
Det er derfor vigtigt, at staten beskytter børnene mod udnyttelse og præmatur introduktion til voksenlivet.
Det gælder ikke bare korporlige handlinger, men også psykiske overgreb. I revolutionens navn kastede 68´erne sig over disse endnu ikke voksne børn og fyldte dem med uetisk læsestof både i skolebøger og børnebøger.
I Sverige har vi en meget aggressiv sexorganisation, RFSL, Riksførbundet før sexuellt likaberættigande, for alle mulige og umulige sexformer, herunder homosexualitet.
Denne organisation fik foden indenfor i regeringen og opnåede -
trods årelang modstand - obsevatørstatus i FN 2007. Dermed kan RFSL som ”eksperter” påvirke beslutninger i menneskerettigheds- og sundhedsspørgsmål i FN angående homosexualitet, bisexualitet og ”transpersoner” (tilsammen kaldet HBT). De har i deres blad vist fotos af småbørn med tekst i stil med ”Her er Lise på 4. Hun er lesbisk”, og de går ind for at lære småbørn sexlege og for bevidst at gøre drenge til piger - og omvendt. De samme idéer finder vi i andre europæiske lande og i USA
Så er vi efterhånden tæt på problemet pædofili, noget der er helt legalt og ikke ualmindeligt i islam. I Indonesien har en af verdens største islamiske organisationer, Nahdlatul Ulama, udstedt en Fatwa (religiøs retningslinje), at mindreårige piger kan gifte sig, hvis de ønsker at stifte lykkelige familier.
Måske var det af hensyn til de mange indvandrede muslimer, at EU´ med sin gennemtrumfede Lissabontraktat åbnede for muligheden at lovliggøre pædofili i Europa. De fleste politikere orkede nok ikke at læse sig igennem hele traktaten, men godtog den som den var på godt og ondt, og så må vi se, hvad det udvikler sig til. I går viste det svenske TV en dokumentarfilm om hetitternes kongedømme i Lilleasien på tusindtallet f.Kr. Dette mystiske folk levede under meget strenge love, som endog regulerede kønsdriften.
juni 20, 2010
Prinsessen og det halve Kongerige.
Det var præmien for gæve bejlere i vor barndoms eventyrsverden. Tit var det tre brødre, der kappedes med hinanden, og han, som alle anså for dummest, viste sig at være den kvikkeste, og han vandt prinsessen!
Eventyrene blev virkeliggjort for børnene på de mange børneteatre, som vældede frem i 70´erne. Man ville sandelig gøre noget for den opvoksende generation! Og selvfølgelig skulle ens lille Peter og lille Lise se både dit og dat. Man behøvede ikke selv at gå med som forælder og behøvede heller ikke noget program. Man kendte jo titlen og vidste, hvad det handlede om.
Troede man.
Prinsessen og det halve kongerige gik på Fiolteatret, og som det meste af teatrets repertoire var det ”bygget på en marxistisk analyse”, som dramaturg Biba Schwoon sagde, men det fremgik ikke af Børne- og Ungdomsteaterbrochuren. Heller ikke, at prinsessen sluttede sig til folkets røde revolution.
Forældre hørte i det hele taget ikke meget om, hvad man lærte deres børn. De nærede overdreven tillid til pædagogerne uden at kende deres slagord ”Pædagogik er Politik”.
Det fremgår af datidens tidsskrifter og bøger om børneteater, at formålet med børneteatret var at informere om og støtte socialistisk teaterbevægelse. Folk som Elin Andersen, Olav Harsløf, Tage Hind, Jørn Langsted, Janne Risum med flere gav dér anvisninger på politisk opdragelse og skoling.
Kilder: Tidsskriftet ”Teaterarbejde”, bogen ”Børneoffentlighed. Teater i børne- og ungdomsarbejde”, Tidsskriftet AKTION nr. 3 og nr. 9 i 1979, ”Familieværnets telefonavis” m.m.
Eventyrene blev virkeliggjort for børnene på de mange børneteatre, som vældede frem i 70´erne. Man ville sandelig gøre noget for den opvoksende generation! Og selvfølgelig skulle ens lille Peter og lille Lise se både dit og dat. Man behøvede ikke selv at gå med som forælder og behøvede heller ikke noget program. Man kendte jo titlen og vidste, hvad det handlede om.
Troede man.
Prinsessen og det halve kongerige gik på Fiolteatret, og som det meste af teatrets repertoire var det ”bygget på en marxistisk analyse”, som dramaturg Biba Schwoon sagde, men det fremgik ikke af Børne- og Ungdomsteaterbrochuren. Heller ikke, at prinsessen sluttede sig til folkets røde revolution.
Forældre hørte i det hele taget ikke meget om, hvad man lærte deres børn. De nærede overdreven tillid til pædagogerne uden at kende deres slagord ”Pædagogik er Politik”.
Det fremgår af datidens tidsskrifter og bøger om børneteater, at formålet med børneteatret var at informere om og støtte socialistisk teaterbevægelse. Folk som Elin Andersen, Olav Harsløf, Tage Hind, Jørn Langsted, Janne Risum med flere gav dér anvisninger på politisk opdragelse og skoling.
Kilder: Tidsskriftet ”Teaterarbejde”, bogen ”Børneoffentlighed. Teater i børne- og ungdomsarbejde”, Tidsskriftet AKTION nr. 3 og nr. 9 i 1979, ”Familieværnets telefonavis” m.m.
Modersmålsundervisning hæmmer integration
(Jamen det siger da sig selv! mener Spydpigen. En rapport fra skolerne i Berlin har netop været omtalt her på bloggen 18. juni)
Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe, er ikke spor overrasket over resultatet af en ny undersøgelse som viser, at de såkaldt tosprogede elever i Københavns kommune rutsjer ned ad karakterskalaen, som omtalt i Politiken lørdag. Marlene Harpsøe mener ikke man skal bebrejde lærerne til de svage tosprogede elever, men i stedet bør fokusere på særtiltag, og i særdeleshed modersmålsundervisningen, som Københavns kommune hidtil har forsøgt sig med.
- Det siger jo sig selv, at man ikke kan blive integreret ordentligt i et samfund, hvis man ikke er 100 procent indstillet på at lære det sprog, der tales i landet. Undersøgelsen fra København viser også, at det netop er de tosprogede drenge, som ikke taler eller skriver et ordentligt dansk, når de forlader folkeskolen. Så kan man vist roligt sige, at muligheden for en velfungerende integration er meget begrænset, siger Marlene Harpsøe. Hun undrer sig over, hvordan rejseholdet, som regeringen har sat i arbejde med et 360 graders eftersyn af den danske folkeskole, i dén grad har overset problemerne med integration, og det faktum, at modersmålsundervisning til de tosprogede elever er slået fejl.
- Undersøgelsen fra København bør være en øjenåbner for regeringen, så der kan blive taget initiativ til, at der sættes en stopper for modersmålsundervisningen. Det er jo tydeligvis en bjørnetjeneste mod de tosprogede børn, og derfor spild af ressourcer, siger Marlene Harpsøe.
Kilde: Pressemeddelelse søndag den 20. juni 2010
Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe, er ikke spor overrasket over resultatet af en ny undersøgelse som viser, at de såkaldt tosprogede elever i Københavns kommune rutsjer ned ad karakterskalaen, som omtalt i Politiken lørdag. Marlene Harpsøe mener ikke man skal bebrejde lærerne til de svage tosprogede elever, men i stedet bør fokusere på særtiltag, og i særdeleshed modersmålsundervisningen, som Københavns kommune hidtil har forsøgt sig med.
- Det siger jo sig selv, at man ikke kan blive integreret ordentligt i et samfund, hvis man ikke er 100 procent indstillet på at lære det sprog, der tales i landet. Undersøgelsen fra København viser også, at det netop er de tosprogede drenge, som ikke taler eller skriver et ordentligt dansk, når de forlader folkeskolen. Så kan man vist roligt sige, at muligheden for en velfungerende integration er meget begrænset, siger Marlene Harpsøe. Hun undrer sig over, hvordan rejseholdet, som regeringen har sat i arbejde med et 360 graders eftersyn af den danske folkeskole, i dén grad har overset problemerne med integration, og det faktum, at modersmålsundervisning til de tosprogede elever er slået fejl.
- Undersøgelsen fra København bør være en øjenåbner for regeringen, så der kan blive taget initiativ til, at der sættes en stopper for modersmålsundervisningen. Det er jo tydeligvis en bjørnetjeneste mod de tosprogede børn, og derfor spild af ressourcer, siger Marlene Harpsøe.
Kilde: Pressemeddelelse søndag den 20. juni 2010
Gældsfællesskabet i EU
Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlmentet, Morten Messerschmidt, opfordrer regeringen til at lade spørgsmålet om en EU-kontrol af finansloven prøve ved en folkeafstemning. ”Eurozonen er med milliard-hjælpepakkerne blevet forvandlet til et gældsfællesskab hen over hovedet på befolkningerne og i åbenlys strid med EU´s traktatmæssige grundlag. Både Tysklands forbundskansler Angela Merkel og den franske præsident Nicolas Sarkozy har peget på, at en traktatændring kan blive nødvendig, hvis den øgede kontrol med medlemslandene skal hvile på et lovligt grundl
ag”, siger Morten Messerschmidt.Han mener, at den danske regering har været alt for ivrig efter at underlægge sig EU i spørgsmålet om kontrol af finansloven – specielt fordi Danmark er det førende dydsmønster, og fordi Danmark ikke har indført euroen:”I Storbritannien har premierminister David Cameron udtalt, at han vil nedlægge veto mod enhver traktatændring, som overfører mere magt fra London til Bruxelles. Danmark bør indtage en langt mere offensiv holdning over for en øget kontrol. Ifølge Grundloven skal befolkningen konsulteres i spørgsmål om suverænitetsafgivelse, og efter min opfattelse er der med EU-kontrollen af finansloven samt den bebudede underkastelse i forhold til sanktioner tale om en afgivelse af suverænitet”, siger Morten Messerchmidt. Morten Messerschmidt peget på, at såvel den franske som den tyske model for et økonomisk fællesskab er uspiseligt for Danmark. ”Franskmændene ønsker en egentlig økonomisk EU-regering, som skal føre til en harmonisering af økonomierne i eurozonen, mens Tyskland ønsker at udbrede kontrol og sanktioner til samtlige 27 medlemslande. Ingen af delene er til Danmarks fordel, og ingen af delene kan gennemføres uden en traktatændring. Den danske regering bør under alle omstændigheder spørge danskerne, om de ønsker at sige ja til EU-kontrol”, siger Morten Messerschmidt.Kilde: PRESSEMEDDELELSE fra DF i EU: Danskerne skal stemme om EU-finanskontrol. København, søndag den 20. juni 2010/kaho
Abonner på:
Opslag (Atom)