Åbent brev til Danmarks Undervisningsminister den 28. februar 2007.
<vbeha@folketinget.dk>
Kære Bertel Haarder.
Man har i tredive år talt om, at skolebøgerne i EU (tidl. EF) skulle censureres af hensyn til muhammedanerne. Dette krav fremførtes fra arabisk side under forhandlingerne i Damascus i 70´erne mellem araberne og EF, for at sikre stabile olieleverancer til Fællesmarkedets industrier. Disse forhandlinger foregik ret hemmelighedsfuldr, eftersom de ikke blev omtalt i massemedierne, og de europæiske politikere, herunder de danske, ønskede tydeligt nok ikke at indvie befolkningen i, hvad man havde gang i. Uden at spørge eller konferere med undersåtterne skrev EU-politikerne under på traktaten ”Den europæiske-arabiske Dialog” i 1978 og overlod dermed for al fremtid EU´s
Vasalstater og deres indbyggere til islam: EU forpligtede sig til at fremme islamisk kultur i Europa og i den forbindelse at censurere alle skolebøger. De ansvarlige har ingen undskyldning for denne
landsforræderiske adfærd.
Islams krav om censur af skolebøgerne blev med tiden tydeligere i takt med invandringen og politikernes evindelige eftergivenhed.
Alle ved, at det man opdrager børn til, det hænger de ved. Derfor spiller børneopdragelsen og skolelærdommen en uhørt stor rolle. Det var da også noget af det første man ordnede efter den russiske revolution. Og i alle diktaturstater er det herskerne magtpåliggende, at børnene opdrages i den rette ideologi.
Også i demokratierne påvirker man børnene, om end måske knapt så iøjnefaldende. I Norden gjaldt det tidligere Gud, konge og fædreland. Men det kom i miskredit, da 68´erne kom ind på scenen som pædagoger, lærere, socialrådgivere, psykologer etc. med Karl Marx’s ”Kapitalen” i baglommen
Piben fik en anden lyd fra vuggestue til universitet. Du så selv skolebøgerne dengang og de propagandablade, man uddelte til eleverne, ”Klub 1000” og ”En for alle” hed de vist.
Araberne har ikke på noget tidspunkt glemt, hvad de fik EU til i 1978 for at sikre sig olie. De gik i begyndelsen langsomt til værks. Imens voksede deres befolkninger yderligere, vordende besættere og soldater og den islamiske propaganda fik fodfæste i Europas naive sjæle. I Koranskolerne kunne man frit påvirke børnene og dér viste censuren sig først som sorte streger eller klatter hen over sætninger og sider i danskbøgerne og andre bøger.
Invasionen voksede, islams magt tog til. Vore politikere gav stadig efter. For hvert skridt de veg tilbage, gik de andre frem. Myndighederne gav dem våben i hænde imod deres egen befolkning! Dels ved trusler gennem straffelovgivning rettet mod urbefolkningen, dels ved økonomisk og politisk at støtte op om islams tiltag, som nu f.eks. propagandaforestillinge ”Images of The Middleeast” 2006. Både udenrigsministeren og udviklingsministeren hyldede foretagendet, som ikke mindst Saudiarabien stod bag, mens man ignorerede, at der ikke var plads til Israel, skønt det dog var en del af Mellemøsten.
Propagandaforestillingen lagde i sine papirer ikke skjul på, at det egentlig mål med arrangementet var at belære, påvirke og inddrage - først og fremmest - skoleelever og unge mennesker i den islamiske tro og tænkning, men også journalister. Frafalder man senere denne lærdom risikere man at få halsen skåret over, men det talte de ikke om.
Alt dette ved Du naturligvis, Bertel Haarder. Det samme foregår jo i samtlige EU-vasalstater, for at opfylde det, EU-politikerne lovede araberne i 1978, og som man i Vesten stadig søger at fortie.
I Sverige kræver man, at skolebøger med ”krænkende” facts skal smides ud. Det gælder ikke bare svenskbøger, men også lærebøger i historie, samfundskundskab, biologi etc. og i England har det
Det muslimske Råd den 21.2.2007 i et skrift på 72 sider gjort det klart, hvad man forlanger af staten og skolerne angående muslimske elever.
Jeg så, at Du i januar påtalte, at nogle skolebøger var politiserende. Det er klart, at det så at sige er umuligt for en skolebogsforfatter at skrive fuldkomment neutralt og objektivt, selvom man bør stræbe efter det. Og jeg læste, at formanden for gymnasieskolernes rektorforening. Peter Kuhlman, fandt det i orden, at eleverne præsenteredes for politisk propaganda og fordrejede fakta i lærebøgerne. Det kan det naturligvis være, ganske afhængigt af hvordan lærerne bruger materialet.
Men hverdagens snigende islamisering gennem vel tilrettelagte lærebøger er efter min mening langt mere problematisk. Derfor tillader jeg mig at spørge Dig, Bertel Haarder, hvad har Du som undervisningsminister gjort, og hvad vil Du fremover gøre for at sætte en stopper for islamisk indoktrinering af Danmarks skoleelever?
Med venlig hilsen
(Afsenderens navn er redaktionen bekendt)
februar 28, 2007
februar 27, 2007
De giver energi.
Svensk TV viste tirsdag aften 27/2 i programmet ”Existens” situationen
omkring Kristdemokraterne og Sverigedemokraterne.
Ved sidste valg i Sverige viste det sig, at flere Kristdemokrater gik over til Sverigedemokraterne. De følte, at deres parti havde svigtet dem ved ikke
at håndhæve de klassisk kristne vurderinger. Ikke mindst handlede det
om det højaktuelle abortproblem. Partilederen, socialminister Hägglund
vil åbne Sverige for det man kalder ”abortturisme”, hvor kvinder fra
udlandet kan tage til Sverige og få gennemført en fri abort dér. Det vil
sikkert blive brugt af mange polske kvinder, for i det katolske Polen har
man ikke fri abort. Sagen har ført til protester fra Polens side som en
svensk indblanding i Polens indre anliggender. Og det Kristdemokratiske
parti synes at slå revner i indbyrdes uenighed, hvilket udgør en fare for
den nuværende borgerlige regering, den såkaldte Alliance.
Sverigedemokraterne, som nu er det største parti i Sverige uden for
rigsdagen, kan man ikke længere komme helt uden om, selvom det
stadig synes at være en fast politik i venstresnoede medier, at
journalisterne stereotypt SKAL omtale dem som ”fremmedfjendtlige”
og ”racistiske”.
Når en del kristdemokrater stemte på Sverigedemokraterne ved sidste
valg, skyldtes det, at Sverigedemokraterne holdt på de klassiske kristne
livsvurderinger i deres partiprogram. Selvom Sverigedemokraterne
måske kun sjældent ses ved søndagsgudstjenesterne, så bygger deres
ideologi om ”Fädrenes Kyrka” på kernefamilien og de moralske og etiske
værdier, befolkningen er vokset op med. Og disse værdier er ikke
smuldret som i den etablerede kirke, der igennem en generation eller
mere er blevet udsat for såkaldte ”humanistiske” og marxistiske
påtrykninger og infiltration. (Netop det kan jo være en anledning til, at
Sverigedemokraterne ikke kommer til søndagsprædikenen).
Socialminister Hägglund skulle have deltaget i TV-programmet, men
havde gemt sig, og overlod til partisekretæren Lennart Sjögren at svare
på journalistens spørgsmål. For Sjögren var partiets grundsten den
moderne ideologi: det fortærskede slogan om ”alle menneskers lige værd”.
Men fostrene smider vi i skraldeposen. De brændes med andet affald og
giver energi.
omkring Kristdemokraterne og Sverigedemokraterne.
Ved sidste valg i Sverige viste det sig, at flere Kristdemokrater gik over til Sverigedemokraterne. De følte, at deres parti havde svigtet dem ved ikke
at håndhæve de klassisk kristne vurderinger. Ikke mindst handlede det
om det højaktuelle abortproblem. Partilederen, socialminister Hägglund
vil åbne Sverige for det man kalder ”abortturisme”, hvor kvinder fra
udlandet kan tage til Sverige og få gennemført en fri abort dér. Det vil
sikkert blive brugt af mange polske kvinder, for i det katolske Polen har
man ikke fri abort. Sagen har ført til protester fra Polens side som en
svensk indblanding i Polens indre anliggender. Og det Kristdemokratiske
parti synes at slå revner i indbyrdes uenighed, hvilket udgør en fare for
den nuværende borgerlige regering, den såkaldte Alliance.
Sverigedemokraterne, som nu er det største parti i Sverige uden for
rigsdagen, kan man ikke længere komme helt uden om, selvom det
stadig synes at være en fast politik i venstresnoede medier, at
journalisterne stereotypt SKAL omtale dem som ”fremmedfjendtlige”
og ”racistiske”.
Når en del kristdemokrater stemte på Sverigedemokraterne ved sidste
valg, skyldtes det, at Sverigedemokraterne holdt på de klassiske kristne
livsvurderinger i deres partiprogram. Selvom Sverigedemokraterne
måske kun sjældent ses ved søndagsgudstjenesterne, så bygger deres
ideologi om ”Fädrenes Kyrka” på kernefamilien og de moralske og etiske
værdier, befolkningen er vokset op med. Og disse værdier er ikke
smuldret som i den etablerede kirke, der igennem en generation eller
mere er blevet udsat for såkaldte ”humanistiske” og marxistiske
påtrykninger og infiltration. (Netop det kan jo være en anledning til, at
Sverigedemokraterne ikke kommer til søndagsprædikenen).
Socialminister Hägglund skulle have deltaget i TV-programmet, men
havde gemt sig, og overlod til partisekretæren Lennart Sjögren at svare
på journalistens spørgsmål. For Sjögren var partiets grundsten den
moderne ideologi: det fortærskede slogan om ”alle menneskers lige værd”.
Men fostrene smider vi i skraldeposen. De brændes med andet affald og
giver energi.
februar 26, 2007
Tilbage til nogle rødder.
Uriasposten er en knag til granskende journalistik. Nu har han
gravet ned i Journalisthøjskolens virksomhed i 70´erne, hvor
man havde travlt med at engagere de studerende i kampen for
et marxistisk samfund. Til dette formål blev lærebogen ”Ikke
et ord om ytringsfriheden” udgivet på det socialistiske forlag
”Modtryk”, 1978. (Læs om det på Uriasposten 25/2 !).
Jeg har ganske særlige minder knyttet til denne bog. I 1978
mødte jeg en journalistelev ved navn Arne Møller. Han var
praktikant på Sjællands Tidende, og Sjællands Tidende havde
ad omveje fået et tips den 27.4.78 om, at ”noget” ville ske på
færgen ”Arveprins Knud”. En strejke i restaurations- og
rengøringspersonalet havde fået Storebæltsfærgerne til at
ligne flydende skraldecontainere og sømændene truede med
at nedlægge arbejdet på grund af rotte- og sundhedsfare.
Massemedierne var oppe på mærkerne. Landets sårbare
kommunikationssystem mellem Øst- og Vestdanmark kunne
afbrydes når som helst.
Den 27. april havde en kvinde fået nok af myndighedernes
uduelighed. Hun fik fat i en halv snes meningsfæller, og med
koste og spande og affaldssække kørte de ind på færgen med
en varevogn. De fik samlet 28 store affaldssække, der stank
af h… til. De unge mennesker havde været spontant forargede
over publikums situation i al snavset, men havde faktisk ikke
et øjeblik tænkt på fagforeningerne og deres evt. lønnings-
problemer…
Færgen nåede Fyn. Politiet blev tilkaldt af sømændene, der
hævdede, at de var blevet korporligt overfaldet, og fik de
unge mennesker puttet i kachotten.
Og - her er det at journalisteleven Arne Møller kommer
ind i historien. Han så det nok som sin store chance mod
det modbydelige kapitalistiske samfund. Han skrev en
artikel om færgefejningen og ringede Nyborgpoliti op midt
om natten for at give sin version. Man havde fotograferet
et overfald, hvor en sømand var blevet puttet ned i en
affaldssæk! At det var lodret løgn kunne man sige sig selv,
for så havde fotoet ikke bare været på forsiden af Sjællands
Tidende, men det havde været solgt til alle landets aviser!
Deltagerne i aktionen genkendte ikke Arne Møllers beret-
ning i Sjællands Tidende og en berigtigelse hjalp heller ikke.
Politimesteren troede på journalisteleven og sømændene
og anlagde sag, men tabte den pladask på gulvet, da jour-
nalistelevens løgn kom frem i retten.
Måske i irritation over sin mislykkede indsats, anlagde
journalisteleven bagefter en ny retssag. Den løb også
ud i sandet. Forsvarsadvokaten havde blandt andet fat
i bogen ”Ikke et ord om Ytringsfriheden” og Deleurans
leder i Berlingske for i retten at kunne at belyse, hvad
der foregik i tiden inden for journalistikken.
Færgefejningen og retssagerne bagefter er omtalt i
bogen ”5. kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen
af dansk kultur”, udgivet 1995, ISBN 87-985477-O-4
gravet ned i Journalisthøjskolens virksomhed i 70´erne, hvor
man havde travlt med at engagere de studerende i kampen for
et marxistisk samfund. Til dette formål blev lærebogen ”Ikke
et ord om ytringsfriheden” udgivet på det socialistiske forlag
”Modtryk”, 1978. (Læs om det på Uriasposten 25/2 !).
Jeg har ganske særlige minder knyttet til denne bog. I 1978
mødte jeg en journalistelev ved navn Arne Møller. Han var
praktikant på Sjællands Tidende, og Sjællands Tidende havde
ad omveje fået et tips den 27.4.78 om, at ”noget” ville ske på
færgen ”Arveprins Knud”. En strejke i restaurations- og
rengøringspersonalet havde fået Storebæltsfærgerne til at
ligne flydende skraldecontainere og sømændene truede med
at nedlægge arbejdet på grund af rotte- og sundhedsfare.
Massemedierne var oppe på mærkerne. Landets sårbare
kommunikationssystem mellem Øst- og Vestdanmark kunne
afbrydes når som helst.
Den 27. april havde en kvinde fået nok af myndighedernes
uduelighed. Hun fik fat i en halv snes meningsfæller, og med
koste og spande og affaldssække kørte de ind på færgen med
en varevogn. De fik samlet 28 store affaldssække, der stank
af h… til. De unge mennesker havde været spontant forargede
over publikums situation i al snavset, men havde faktisk ikke
et øjeblik tænkt på fagforeningerne og deres evt. lønnings-
problemer…
Færgen nåede Fyn. Politiet blev tilkaldt af sømændene, der
hævdede, at de var blevet korporligt overfaldet, og fik de
unge mennesker puttet i kachotten.
Og - her er det at journalisteleven Arne Møller kommer
ind i historien. Han så det nok som sin store chance mod
det modbydelige kapitalistiske samfund. Han skrev en
artikel om færgefejningen og ringede Nyborgpoliti op midt
om natten for at give sin version. Man havde fotograferet
et overfald, hvor en sømand var blevet puttet ned i en
affaldssæk! At det var lodret løgn kunne man sige sig selv,
for så havde fotoet ikke bare været på forsiden af Sjællands
Tidende, men det havde været solgt til alle landets aviser!
Deltagerne i aktionen genkendte ikke Arne Møllers beret-
ning i Sjællands Tidende og en berigtigelse hjalp heller ikke.
Politimesteren troede på journalisteleven og sømændene
og anlagde sag, men tabte den pladask på gulvet, da jour-
nalistelevens løgn kom frem i retten.
Måske i irritation over sin mislykkede indsats, anlagde
journalisteleven bagefter en ny retssag. Den løb også
ud i sandet. Forsvarsadvokaten havde blandt andet fat
i bogen ”Ikke et ord om Ytringsfriheden” og Deleurans
leder i Berlingske for i retten at kunne at belyse, hvad
der foregik i tiden inden for journalistikken.
Færgefejningen og retssagerne bagefter er omtalt i
bogen ”5. kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen
af dansk kultur”, udgivet 1995, ISBN 87-985477-O-4
februar 25, 2007
En fare ikke bare for Ægypten, men også for Danmark
”Døden for Allahs sag er vort højeste håb”. Sådan hedder det i Det muslimske broderskab, som stiftedes i Ægypten i 1928 som en religiøs vækkelse. Med terrorisme ville de gøre Ægypten til en teokratisk stat. De angreb turister og dermed den for Ægypten vigtige turistindustri. I 1954 blev Broderskabet officielt forbudt, men levede videre. I 70´erne opgav de angiveligt de voldelige metoder, men fortsatte den politiske kamp og er repræsenteret i parlamentet. Inden for de sidste måneder er situationen spidset til med demonstration og anholdelser af forretningsmænd med koplinger til Broderskabet. De anklages for pengevask og har fået deres firmaers og privatkonti fastfrosne En masse studerende er også blevet arresteret og sammen med ledere i Broderskabet anklaget for at ophidse til uroligheder. Præsident Hosni Mubarak udtalte midt i januar 2007, at ”Det Muslimske broderskab udgør en fare for Ægyptens sikkerhed”
Gennem præsteskaberne har broderskabet fået magt over de uvidende folkemasser i de islamiske lande, og da EU åbnede Europa for arabisk invasion oprettede de brohoveder i Europa for at sprede islam. I 1997 stiftede de ”Europæisk Råd for Fatwa og Forskning”, som består af radikale imamer fra bl.a. Sudan, Saudi-Arabien og Europa, 30 i alt.
Ligesom EU bakser med en konstitution, som skal fastcementere EU´s magt over alle EU´s vasalstaterne, er Det muslimske Fatwa-Råd for Europa i gang med at skrive en konstitution for alle Europas muslimer. Deres love skal stå over de europæiske landes love, som jo ikke godtages af islamisterne.
Et svensk TV-program viste i 2006, hvordan broderskabet som selvbestaltet ”moralsk politi” i Sverige hindrede andre muslimer i at afholde en harmløs fest. Desuden har TV-programmet ”Granskning” afsløret nære bånd mellem ”Det muslimske Broderskab” og ”Kristne Socialdemokraters Broderskabsbevægelse” (sic!). Ved at støtte moskébyggeri i Sverige får imamerne menighederne til at stemme på socialdemokratiet ved valg. Den ene hånd vasker den anden. Håndvasken lykkedes ikke ved valget 2006.
Det muslimske broderskab overtaget langsomt Sveriges moskéer og gør krav på at repræsentere alle landets muslimer. Broderskabets strategi med at tilrane sig magten i moskeerne minder om kommunistiske metoder. Godtager menighedsmedlemmerne ikke Broderskabet udelukkes de fra bestyrelsen og/eller mobbes ud af menigheden. I Stockholms Stormoske har imamen endog været udsat for trusler på livet.
I Danmark var det den pakistanske afdeling ad Det muslimske Broderskab, ”Jamaat-e-Islami” som tog affære efter Muhammedtegninger i JyllandsPosten og fik balladen i gang i Mellemøsten.
Se Helle Merete Brix artikel i JyllandsPosten 27. februar 2006 ”De muslimske brødres erobringstogt” http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3581118
Gennem præsteskaberne har broderskabet fået magt over de uvidende folkemasser i de islamiske lande, og da EU åbnede Europa for arabisk invasion oprettede de brohoveder i Europa for at sprede islam. I 1997 stiftede de ”Europæisk Råd for Fatwa og Forskning”, som består af radikale imamer fra bl.a. Sudan, Saudi-Arabien og Europa, 30 i alt.
Ligesom EU bakser med en konstitution, som skal fastcementere EU´s magt over alle EU´s vasalstaterne, er Det muslimske Fatwa-Råd for Europa i gang med at skrive en konstitution for alle Europas muslimer. Deres love skal stå over de europæiske landes love, som jo ikke godtages af islamisterne.
Et svensk TV-program viste i 2006, hvordan broderskabet som selvbestaltet ”moralsk politi” i Sverige hindrede andre muslimer i at afholde en harmløs fest. Desuden har TV-programmet ”Granskning” afsløret nære bånd mellem ”Det muslimske Broderskab” og ”Kristne Socialdemokraters Broderskabsbevægelse” (sic!). Ved at støtte moskébyggeri i Sverige får imamerne menighederne til at stemme på socialdemokratiet ved valg. Den ene hånd vasker den anden. Håndvasken lykkedes ikke ved valget 2006.
Det muslimske broderskab overtaget langsomt Sveriges moskéer og gør krav på at repræsentere alle landets muslimer. Broderskabets strategi med at tilrane sig magten i moskeerne minder om kommunistiske metoder. Godtager menighedsmedlemmerne ikke Broderskabet udelukkes de fra bestyrelsen og/eller mobbes ud af menigheden. I Stockholms Stormoske har imamen endog været udsat for trusler på livet.
I Danmark var det den pakistanske afdeling ad Det muslimske Broderskab, ”Jamaat-e-Islami” som tog affære efter Muhammedtegninger i JyllandsPosten og fik balladen i gang i Mellemøsten.
Se Helle Merete Brix artikel i JyllandsPosten 27. februar 2006 ”De muslimske brødres erobringstogt” http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3581118
februar 24, 2007
Foräldre, læs jeres børns skolebøger.
Jeg ser på Veritatis blog 23/2, at Islamisk Troessamfund pukker på, at danske skolebøger giver forkerte oplysninger om islam og ønsker undersøgt, ”hvorvidt skolernes undervisning i islam er med til at marginalisere muslimer i Danmark”.
Danske skolebørn skal IKKE undervises i islam, da adskillige koranvers og læresætninger strider mod grundloven og god orden. Med taquiabegrebet (tilladt løgn) og smisken kan man indbilde børn hvad som helst. Ingen anden religion optræder så overlegent hånligt og truende som islam. Islam burde aldrig have fået lov at komme ind Europa, da deres religion er imod de værdier og det livssyn, som vi har i Vesten, men EU-politikerne forrådte sine befolkninger og åbnede grænserne. De lod sig bestikke - med olje. Derfor er vi endt i denne smørja.
Det er ikke danske skolebøger, der marginaliserer islam, men muhammedanerne selv. Det fremgår af FN´s rapporter om de arabiske lande. De er NB skrevet af arabere. Der er utrolig høj analfabetisme i de arabiske lande og udviklingen er stagneret, ikke mindst på grund af undertrykkelsen af kvinderne.
Jeg siger som Veritas Universalis: ”Find et andet land! Tag et sted hen, hvor tingene fungerer efter jeres islamiske hoveder.”
Og så opfordrer jeg endnu engang Danmarks forældre til at holde øje med børnenes skolebøger, foredrag og film og alt andet propagandamateriale fra fremmed magt.
Danske skolebørn skal IKKE undervises i islam, da adskillige koranvers og læresætninger strider mod grundloven og god orden. Med taquiabegrebet (tilladt løgn) og smisken kan man indbilde børn hvad som helst. Ingen anden religion optræder så overlegent hånligt og truende som islam. Islam burde aldrig have fået lov at komme ind Europa, da deres religion er imod de værdier og det livssyn, som vi har i Vesten, men EU-politikerne forrådte sine befolkninger og åbnede grænserne. De lod sig bestikke - med olje. Derfor er vi endt i denne smørja.
Det er ikke danske skolebøger, der marginaliserer islam, men muhammedanerne selv. Det fremgår af FN´s rapporter om de arabiske lande. De er NB skrevet af arabere. Der er utrolig høj analfabetisme i de arabiske lande og udviklingen er stagneret, ikke mindst på grund af undertrykkelsen af kvinderne.
Jeg siger som Veritas Universalis: ”Find et andet land! Tag et sted hen, hvor tingene fungerer efter jeres islamiske hoveder.”
Og så opfordrer jeg endnu engang Danmarks forældre til at holde øje med børnenes skolebøger, foredrag og film og alt andet propagandamateriale fra fremmed magt.
Ahmadinejad og hans atomvåben
Irans farlige messiastro.
Irans præsident Ahmadinejad styres helt tydeligt af islamisk tro og ambition. At benægte det ville være både banalt og forkert. Han tror helhjertet på den 12. imams* genkomst , en islamisk Messiasskikkelse som skal skabe et islamisk lykkerige. Men hans genkomst foregås af store omvæltninger, katastrofer, krig og død - en apokalypse (åbenbaring). Og hans genkomst kan man påskynde gennem at medvirke til denne apokalypse.
Når Ahmadinejad holdt sin store tale for FN´s generalforsamling for godt og vel et år siden talte han åbent om denne Messias, kaldet Mahdi. Afslutningsvis bad han Allah at fremskynde genkomsten af den 12. imam. Vel hjemme i Iran rapporterede han til de skriftkloge mullor om sine oplevelser i FN. Ahmadinejad beretter foran filmkameraerne, at han ved sin tale i FN oplevede, at Allah strålede over ham, og at de FN-delegerede sad målløse og beundrende ved talen om Allah og Mahdi. Det er nok mere sandsynligt, at mange ikke fattede, hvad han talte om. Men de som gjorde det, blev sikkert urolige - og det med god grund.
For her var et land, som i praktiken er en af verdens værste diktaturer og som har langt fremskredne planer om at skaffe sig kernevåben. Irans ledelse med Ahmadinejad i spidsen har desuden tydeligt og ofte sagt, at Israel skal udraderes.
Et anfald mod Israel kan kaste hele Mellemøsten og verden ind i en apokalypse. Men det er måske netop det Ahmadinejab vil. For hans islamiske verdensbillede styrer ham. Hans politik påvirkes af troen på den 12. imamog ambitionen at bringe ham ned til jorden. Koste hvad det vil, til og med en atomvåbenkrig.
En af Ahmadinejads første beslutninger som præsident var at bevilge ca. 150 millioner til Jamkaran-moskéen. Den er et populært mål for muslimske pilgrimme, som kommer dér og beder til den 12. imam. Det lyder måske ikke som særligt ortodox islam, men i praxis er muslimverdenen fuld af såkaldt folkeislam, en islam som indblander animisme, forfædredyrkelse og bøn til islamiske helgener og meget andet.
Når omverdenen med al god grund bliver urolig over Irans atomvåbenambitioner må man indse, at det handler om noget mere end politik i traditionel mening. Ahmadinejad motiveres af en fanatisk islamisk messianism. Desuden er det værd at notere, hvem han allierer sig med. Iran har udviklet samarbejde med Nordkorea hvad angår atomvåbenudvikling. Og man har fornyligt allieret sig med en anden skurkestat, nemlig Hviderusland.
Det stadig mere u-demokratiske Hviderusland, der har flere konflikter, leverer både atomteknik og luftværnsmissiler til Iran. Ahmadinejad var for nylig hos den nykfulde diktator Hugo Chavez i Venezuela sammen med en gruppe andre hel- og halvdiktatorer. Iran har i den senere tid også øget sin indflydelse i uroscentrer i Mellemøsten gennem støtte til terroristgrupper som Hizbollah i Libanon og Hamas på Vestbredden samt shiitiske selvmordsbombere i Irak.
Den svenske minister Carl Bildts udenrigsdeklaration var mildt sagt temmelig forsagt over for
truslen fra Iran. USA´s regering synes at forstå alvoren i udviklingen. Og det lille men vigtige land Israel har al anledning at være på vagt. Kernevåben i hænderne på en apokalypsedrømmende Ahmadinejad er et sandt mareridt.
Mats Tunehag i ”Världen i dag” 21.2.07
*) De tolv imamer som efterfulgte profeten Muhammed var:
Ali ibn Abi Taleb
Hassan Modjtaba
Hussein al shahid
Zein al Abedin
Mohammad Bagher
Djafar Sadeq
Mosa al Kazem
Ali al Reza
Mohammad Taqi
Ali al Naqi
Hassan Asqari
Hadi al Mahdi
Shiiterna og en del sunniter tror at al-Mahdi kommer igen en dag för at redde verdenen fra alt ondt.
Irans præsident Ahmadinejad styres helt tydeligt af islamisk tro og ambition. At benægte det ville være både banalt og forkert. Han tror helhjertet på den 12. imams* genkomst , en islamisk Messiasskikkelse som skal skabe et islamisk lykkerige. Men hans genkomst foregås af store omvæltninger, katastrofer, krig og død - en apokalypse (åbenbaring). Og hans genkomst kan man påskynde gennem at medvirke til denne apokalypse.
Når Ahmadinejad holdt sin store tale for FN´s generalforsamling for godt og vel et år siden talte han åbent om denne Messias, kaldet Mahdi. Afslutningsvis bad han Allah at fremskynde genkomsten af den 12. imam. Vel hjemme i Iran rapporterede han til de skriftkloge mullor om sine oplevelser i FN. Ahmadinejad beretter foran filmkameraerne, at han ved sin tale i FN oplevede, at Allah strålede over ham, og at de FN-delegerede sad målløse og beundrende ved talen om Allah og Mahdi. Det er nok mere sandsynligt, at mange ikke fattede, hvad han talte om. Men de som gjorde det, blev sikkert urolige - og det med god grund.
For her var et land, som i praktiken er en af verdens værste diktaturer og som har langt fremskredne planer om at skaffe sig kernevåben. Irans ledelse med Ahmadinejad i spidsen har desuden tydeligt og ofte sagt, at Israel skal udraderes.
Et anfald mod Israel kan kaste hele Mellemøsten og verden ind i en apokalypse. Men det er måske netop det Ahmadinejab vil. For hans islamiske verdensbillede styrer ham. Hans politik påvirkes af troen på den 12. imamog ambitionen at bringe ham ned til jorden. Koste hvad det vil, til og med en atomvåbenkrig.
En af Ahmadinejads første beslutninger som præsident var at bevilge ca. 150 millioner til Jamkaran-moskéen. Den er et populært mål for muslimske pilgrimme, som kommer dér og beder til den 12. imam. Det lyder måske ikke som særligt ortodox islam, men i praxis er muslimverdenen fuld af såkaldt folkeislam, en islam som indblander animisme, forfædredyrkelse og bøn til islamiske helgener og meget andet.
Når omverdenen med al god grund bliver urolig over Irans atomvåbenambitioner må man indse, at det handler om noget mere end politik i traditionel mening. Ahmadinejad motiveres af en fanatisk islamisk messianism. Desuden er det værd at notere, hvem han allierer sig med. Iran har udviklet samarbejde med Nordkorea hvad angår atomvåbenudvikling. Og man har fornyligt allieret sig med en anden skurkestat, nemlig Hviderusland.
Det stadig mere u-demokratiske Hviderusland, der har flere konflikter, leverer både atomteknik og luftværnsmissiler til Iran. Ahmadinejad var for nylig hos den nykfulde diktator Hugo Chavez i Venezuela sammen med en gruppe andre hel- og halvdiktatorer. Iran har i den senere tid også øget sin indflydelse i uroscentrer i Mellemøsten gennem støtte til terroristgrupper som Hizbollah i Libanon og Hamas på Vestbredden samt shiitiske selvmordsbombere i Irak.
Den svenske minister Carl Bildts udenrigsdeklaration var mildt sagt temmelig forsagt over for
truslen fra Iran. USA´s regering synes at forstå alvoren i udviklingen. Og det lille men vigtige land Israel har al anledning at være på vagt. Kernevåben i hænderne på en apokalypsedrømmende Ahmadinejad er et sandt mareridt.
Mats Tunehag i ”Världen i dag” 21.2.07
*) De tolv imamer som efterfulgte profeten Muhammed var:
Ali ibn Abi Taleb
Hassan Modjtaba
Hussein al shahid
Zein al Abedin
Mohammad Bagher
Djafar Sadeq
Mosa al Kazem
Ali al Reza
Mohammad Taqi
Ali al Naqi
Hassan Asqari
Hadi al Mahdi
Shiiterna og en del sunniter tror at al-Mahdi kommer igen en dag för at redde verdenen fra alt ondt.
februar 23, 2007
Kaster de sig på gulvet?
Samtidigt som imamer grisetrynede danskerne og ophidsede Mellemøstens analfabetiske befolkninger til flagafbrænding, ambassadebrande og andet hærværk, gik muhammedanerne mere intenst i gang med det projekt, som var aftalt med EU´s politikere allerede for 30 år siden. EU havde jo lovet at fremme islamisk kultur i Europa, og hvad var der blevet af det? Jo, noget havde araberne da opnået, bl.a. at der undervises i arabisk sprog og kultur på tre universiteter i Danmark, men islamiseringen gik ikke hurtigt nok. Det gjaldt at få fat i børnene så tidligt som muligt.
Det program med at få fat i börnene kender vi i rigt mål fra så at sige alle diktaturstater. Også EU lægger op til diktatur.
Sjovt nok har islams forfægtere ikke lagt skjul på, hvordan islamiseringen af Danmark skulle foregå, men dumt nok troede vi godtroende danskere ikke på deres intentioner. Vi troede på vore politikere. Vi troede på, at de ville befolkningens bedste! At de ligesom vi andre tog afstand fra islam og alt dets væsen. Når vor udenrigsminister gav islamiseringsforanstaltningerne et opmuntrende ord med på vejen, undskyldte vi det for os selv med at være diplomatisk snak uden hold i virkeligheden.
Når statsministeren anbefalede EU-forfatningen, men samtidigt slog det hen som noget, man ikke behøvede at stemme om, fik man umiddelbart indtryk af noget ræveluskeri, men fejede indtrykket til side. Vi vil jo helst tro det bedste. Fogh havde jo selv tidligere sagt sådan noget som, at udgangen af den situation, vi stod i, afhang af hvilken kultur der vandt. Han holdt vel med vor kultur?
Gjorde han?
Danmark gik tidligt med i EU. Vore politikere er forpligtede over for EU´s aftaler, men også over for deres egen befolkning. Derfor taler de med to tunger.
Vor tids mantra for løsning af enhver modsatrettet livsanskuelse er ”dialog”, men det har allerede været påpeget flere gange, at ordet opfattes vidt forskelligt i den arabiske verden og i vor egen.
Politikere og myndigheder har mange gange økonomisk støttet sådanne ”dialoger”, vel vidende at dialogsnakken var ulige og på falsk grundlag.
Nu sidst har der været holdt ”dialoger” i Århus, som mundede ud i et varmt ønske om mere islam i hverdagen, hvis integrationen skal lykkes. Hvis integration? Muhammedanerne vil ikke integreres. Altså er det danskerne, som skal integreres - i islam.
De fremmede kræver øget indflydelse i børnehaver, skoler, kriminalitetsforebyggelse, virksomheder m.m. Og truer samtidigt mod indsigelser mod deres krav ved at betone, at ”ytringsfriheden skal bruges med omtanke”.
Og det lægger vore politikere ryg til?
Må vi få en klar afvisning fra Århus eller fra Christiansborg! Eller kaster vore svage ministre sig næsegrus på gulvet og giver efter endnu en gang?
Det program med at få fat i börnene kender vi i rigt mål fra så at sige alle diktaturstater. Også EU lægger op til diktatur.
Sjovt nok har islams forfægtere ikke lagt skjul på, hvordan islamiseringen af Danmark skulle foregå, men dumt nok troede vi godtroende danskere ikke på deres intentioner. Vi troede på vore politikere. Vi troede på, at de ville befolkningens bedste! At de ligesom vi andre tog afstand fra islam og alt dets væsen. Når vor udenrigsminister gav islamiseringsforanstaltningerne et opmuntrende ord med på vejen, undskyldte vi det for os selv med at være diplomatisk snak uden hold i virkeligheden.
Når statsministeren anbefalede EU-forfatningen, men samtidigt slog det hen som noget, man ikke behøvede at stemme om, fik man umiddelbart indtryk af noget ræveluskeri, men fejede indtrykket til side. Vi vil jo helst tro det bedste. Fogh havde jo selv tidligere sagt sådan noget som, at udgangen af den situation, vi stod i, afhang af hvilken kultur der vandt. Han holdt vel med vor kultur?
Gjorde han?
Danmark gik tidligt med i EU. Vore politikere er forpligtede over for EU´s aftaler, men også over for deres egen befolkning. Derfor taler de med to tunger.
Vor tids mantra for løsning af enhver modsatrettet livsanskuelse er ”dialog”, men det har allerede været påpeget flere gange, at ordet opfattes vidt forskelligt i den arabiske verden og i vor egen.
Politikere og myndigheder har mange gange økonomisk støttet sådanne ”dialoger”, vel vidende at dialogsnakken var ulige og på falsk grundlag.
Nu sidst har der været holdt ”dialoger” i Århus, som mundede ud i et varmt ønske om mere islam i hverdagen, hvis integrationen skal lykkes. Hvis integration? Muhammedanerne vil ikke integreres. Altså er det danskerne, som skal integreres - i islam.
De fremmede kræver øget indflydelse i børnehaver, skoler, kriminalitetsforebyggelse, virksomheder m.m. Og truer samtidigt mod indsigelser mod deres krav ved at betone, at ”ytringsfriheden skal bruges med omtanke”.
Og det lægger vore politikere ryg til?
Må vi få en klar afvisning fra Århus eller fra Christiansborg! Eller kaster vore svage ministre sig næsegrus på gulvet og giver efter endnu en gang?
februar 22, 2007
Svenskere trues til tavshed
Den nye integrations- og ligestillingsminister i Sverige heder Nyamko Sabuni og er af kongolesisk slægt. Hun er ikke-praktiserende muslim og angribes voldsomt af muhammedanere, bl.a. fordi hun vil have forbud mod at piger bærer islamisk tørklæde før de er fyldt 15 år og fordi hun vil have indført en gynækologisk undersøgelse af alle unge piger. Hun finder det urimeligt, at drengebørn bliver undersøgt som små for at se, om de bliver avlsdygtige, mens man ikke interesserer sig for pigebørnenes sundhedstilstand. Desuden ville man have en mulighed for at bekæmpe den uhyggelige barbariske lemlæstelse af pigernes krop, som kaldes kvindelig omskærelse.
Hun mener desuden, at indvandringen skal være ordnet, og at man ikke skal leve på rent socialbidrag. Man må kunde yde noget til gengæld, hvilket også er til hjælp for individet selv.
Hun finder, at ordet ”neger” er nedværdigende. Det er der nok mange, der er uenige i. Ordet er vel i sig selv neutralt, så det kommer nok snarere an på, hvordan det bliver sagt, men Sabuni har måske haft nogle kedelige oplevelser. Der kan nok ikke opstilles generelle retningslinjer for brugen eller opfattelsen af ordet. Sabuni mener, at diskrimineringslovene burde skærpes og at bøderne og skadeserstatningerne er for lave (sic!), og at bekæmpelse af diskriminering af kvinder, indvandrere og homosexuelle må intensiveres. Samtidigt siger hun, at hun ville ønske et mere åbent debatklima i Sverige, så folk turde tænke og debattere frit. Jamen, hvem tør det, når truslen hænger over hovederne på dem, at de bliver beskyldt for at krænke nogen og bliver dømt til fængsel eller høje bøder. Som manden i Malmø, der skrev til kommunen og klagede over, at en araberfamilien fra ghettoen Rosengård skulle flyttes ud i hans villakvartér. Han var godt irriteret og brugte ikke ord i stil med Emma Gad, men derfra og til at skulle betale 50.000 kr….!
For ikke at snakke om politichefen i Malmø, som med rette forargedes over den måde kommunen hundsede med en gammel livstræt svensker på 98 år. Det kostede politimanden hans stilling!
Tror Sabuni at man får friere debat i Sverige ved at true med endnu højere straf og bøder?
Og udlægges ikke det mindste skænderi med en fremmed som et racistisk angreb, fremmedfjendtlighed og diskriminering? Hvilken betydning retsvæsenet lægger i lovens ord er aldrig blevet præciseret.
Hun mener desuden, at indvandringen skal være ordnet, og at man ikke skal leve på rent socialbidrag. Man må kunde yde noget til gengæld, hvilket også er til hjælp for individet selv.
Hun finder, at ordet ”neger” er nedværdigende. Det er der nok mange, der er uenige i. Ordet er vel i sig selv neutralt, så det kommer nok snarere an på, hvordan det bliver sagt, men Sabuni har måske haft nogle kedelige oplevelser. Der kan nok ikke opstilles generelle retningslinjer for brugen eller opfattelsen af ordet. Sabuni mener, at diskrimineringslovene burde skærpes og at bøderne og skadeserstatningerne er for lave (sic!), og at bekæmpelse af diskriminering af kvinder, indvandrere og homosexuelle må intensiveres. Samtidigt siger hun, at hun ville ønske et mere åbent debatklima i Sverige, så folk turde tænke og debattere frit. Jamen, hvem tør det, når truslen hænger over hovederne på dem, at de bliver beskyldt for at krænke nogen og bliver dømt til fængsel eller høje bøder. Som manden i Malmø, der skrev til kommunen og klagede over, at en araberfamilien fra ghettoen Rosengård skulle flyttes ud i hans villakvartér. Han var godt irriteret og brugte ikke ord i stil med Emma Gad, men derfra og til at skulle betale 50.000 kr….!
For ikke at snakke om politichefen i Malmø, som med rette forargedes over den måde kommunen hundsede med en gammel livstræt svensker på 98 år. Det kostede politimanden hans stilling!
Tror Sabuni at man får friere debat i Sverige ved at true med endnu højere straf og bøder?
Og udlægges ikke det mindste skænderi med en fremmed som et racistisk angreb, fremmedfjendtlighed og diskriminering? Hvilken betydning retsvæsenet lægger i lovens ord er aldrig blevet præciseret.
februar 20, 2007
Hvad skal man have gjort?
Sig mig engang: kan man forestille sig nogen mere uhyggelig og modbydelig sexuel sag end Tøndersagen? Hvad skal man have gjort for at nå op paa strafferammens højeste straf, 12 års fængsel?
Statsborgere, men .ikke nordmænd
Aftenposten i Norge bragte sidste efterår et interview med to pakistanere. De omtalte sig selv som nordmænd. De er født i Norge af pakistanske forældre, har norsk uddannelse, snakker norsk og er norske statsborgere. Men det indebærer ikke, at de er nordmænd.
Det skrev en nordmand i ”Verdens Gang”
Nordmænd er sammen med svenskere og danskere et nordeuropæisk folkeslag, men de to pakistanere er født af pakistanske forældre og dermed af pakistansk oprindelse og hører til et helt andet folkeslag. Jeg tror ikke, at nogen i Pakistan ville omtale mig eller andre nordmænd som pakistanere, hvis vi skulle bosætte os i Pakistan og få statsborgerskab dér.
Man bevarer sin nationalitet hele livet, selvom man bosætter sig i et andet land og får statsborgerskab dér. Jeg tror ikke, at nogen nordmand - undtagen for sjov, ville kalde sig for kineser, hvis han bosatte sig i Kina og får statsborgerskab. Jeg tror ikke, at nogen vil kalde sig masai, zulu, hottentot, buskmand eller indianer, hvis man skulle slå sig ned i deres hjemland og få statsborgerskab i deres respektive fædreland.
Det fremgik af interviewet med de to pakistanere, at også deres koner var af samme nationalitet som de selv. Det indebærer, at ikke bare de, men også deres børn vil tilhøre en minoritet i Norge. Først deres efterkommere vil blive nordmænd, hvis de gifter sig med nordmænd eller norske kvinder.
Den bedste definition på nordmand, som jeg har set, er, at man er nordmand, hvis tre af fire bedsteforældre er nordmænd/norske kvinder.
Højesteretsadvokat Erik Gjems-Onstad.
Det skrev en nordmand i ”Verdens Gang”
Nordmænd er sammen med svenskere og danskere et nordeuropæisk folkeslag, men de to pakistanere er født af pakistanske forældre og dermed af pakistansk oprindelse og hører til et helt andet folkeslag. Jeg tror ikke, at nogen i Pakistan ville omtale mig eller andre nordmænd som pakistanere, hvis vi skulle bosætte os i Pakistan og få statsborgerskab dér.
Man bevarer sin nationalitet hele livet, selvom man bosætter sig i et andet land og får statsborgerskab dér. Jeg tror ikke, at nogen nordmand - undtagen for sjov, ville kalde sig for kineser, hvis han bosatte sig i Kina og får statsborgerskab. Jeg tror ikke, at nogen vil kalde sig masai, zulu, hottentot, buskmand eller indianer, hvis man skulle slå sig ned i deres hjemland og få statsborgerskab i deres respektive fædreland.
Det fremgik af interviewet med de to pakistanere, at også deres koner var af samme nationalitet som de selv. Det indebærer, at ikke bare de, men også deres børn vil tilhøre en minoritet i Norge. Først deres efterkommere vil blive nordmænd, hvis de gifter sig med nordmænd eller norske kvinder.
Den bedste definition på nordmand, som jeg har set, er, at man er nordmand, hvis tre af fire bedsteforældre er nordmænd/norske kvinder.
Højesteretsadvokat Erik Gjems-Onstad.
februar 19, 2007
Griseri
Kineserne regner med måneår, og årene har navn efter 12 forskellige dyr. Nu er man fra Hundens år gået ind i Grisens år den 18. februar. Grisen regnes for et særligt godt dyr, som bringer rigdom og lykke.
I anledning af nytåret har Indonesien udgivet et frimærke med de elleve af dyrene.
Det tolvte, grisen selv, er ikke med. Den er blevet trynet og smidt ud, for ikke at fortørne landets respektløse grisefober.
Sikke noget griseri!
I anledning af nytåret har Indonesien udgivet et frimærke med de elleve af dyrene.
Det tolvte, grisen selv, er ikke med. Den er blevet trynet og smidt ud, for ikke at fortørne landets respektløse grisefober.
Sikke noget griseri!
februar 18, 2007
Hvilke skolebøger har dine børn????????????
Det bør alle forældre til hver en tid sætte sig ind i. Man skal ikke lade sig nøje med, at skolelærerne og/eller forældrenævn o.l. siger god for undervisningsmateriale. De kan være engageret i politik, i en religion eller i et livssyn, som du ikke ønsker dine børn indoktrineret i, eller de kan være godtroende og ikke forstå sig på at læse mellem linjerne.
68`erne var selv indoktrinerede med marxisme og indoktrinerer gerne videre. Forældrene troede på skolen og satte sig ikke nærmere ind i Lillepeters undervisningsmateriale. Noget af det kom heller aldrig med hjem i tornystret og meget var løse kopierede sider eller film og teater på skolen,,,
De fleste forældre i 70´erne var totalt uvidende om, hvad der foregik og hvilke bøger børnene skulle læse. De vidste ikke, at de snuskede ord, som Lillepeter brugte, mange gange stod i lærebøgerne. De vidste ikke, at der var lærere, der lod børnene købe pornografiske blade til studier i ”dansk” eller at Ritt Bjerregaard direkte havde godtaget sådan undervisning. Og de vidste helle ikke, at megen børnelitteratur og børneteatre var politisk og anbefalet gennem radioens børnetimer… eller at bibliotekerne udlånte bøger om, hvordan man brugte narkotika…etc. etc.
Bøgerne var som oftest udgivet af venstreorienterede aktivistforlag - fra Borgens Forlag til Demos, Røde Hane, Tiderne skifter, Spar 2, Modtryk etc. etc. - ja, til og med Munksgaard var med på noderne.
En gæv arbejder lavede en udstilling, "L.I.B.E.R.", med masser af disse tvivlsomme børne- og skolebøger for at vise forældrene dem, men sagen blev bevidst fortiet i de p.-k. massemedierne, og forældrene gad ikke sætte sig ind i problemerne eller ville ikke læse snusket og gjorde som strudsene. Og folkekirken, som man skulle have forventet havde nogen etisk sans for, hvad man kunde byde børn, var tilsyneladende ligeglade.
ALTSÅ: forældre i dag, gør ikke som jeres forældre eller bedsteforældre gjorde. Hold øje med, hvad man lærer jeres børn. Undersøg det selv!
Allerede i 1978 aftalte EU med de arabiske lande, at de europæiske skolebøger skulde censureres, så de ikke krænkede islam. Det samme fremgik af den festival avis, som blev udgivet i forbindelse med den islamiske propaganda ”Images of the Middleeast” i 2006.
Og man er langt fremme med projektet.
Vort udenrigsministerium (under den svage konservative leder Per Stig Møller) aftalte på dhimmi-manér gennem sin underafdeling, CKU (Center for Kultur og Udvikling) en samarbejdsaftale med det islamiske ISESCO (= ISlamic Education, Scientific and Cultural Organization (27. maj 2005).
68`erne var selv indoktrinerede med marxisme og indoktrinerer gerne videre. Forældrene troede på skolen og satte sig ikke nærmere ind i Lillepeters undervisningsmateriale. Noget af det kom heller aldrig med hjem i tornystret og meget var løse kopierede sider eller film og teater på skolen,,,
De fleste forældre i 70´erne var totalt uvidende om, hvad der foregik og hvilke bøger børnene skulle læse. De vidste ikke, at de snuskede ord, som Lillepeter brugte, mange gange stod i lærebøgerne. De vidste ikke, at der var lærere, der lod børnene købe pornografiske blade til studier i ”dansk” eller at Ritt Bjerregaard direkte havde godtaget sådan undervisning. Og de vidste helle ikke, at megen børnelitteratur og børneteatre var politisk og anbefalet gennem radioens børnetimer… eller at bibliotekerne udlånte bøger om, hvordan man brugte narkotika…etc. etc.
Bøgerne var som oftest udgivet af venstreorienterede aktivistforlag - fra Borgens Forlag til Demos, Røde Hane, Tiderne skifter, Spar 2, Modtryk etc. etc. - ja, til og med Munksgaard var med på noderne.
En gæv arbejder lavede en udstilling, "L.I.B.E.R.", med masser af disse tvivlsomme børne- og skolebøger for at vise forældrene dem, men sagen blev bevidst fortiet i de p.-k. massemedierne, og forældrene gad ikke sætte sig ind i problemerne eller ville ikke læse snusket og gjorde som strudsene. Og folkekirken, som man skulle have forventet havde nogen etisk sans for, hvad man kunde byde børn, var tilsyneladende ligeglade.
ALTSÅ: forældre i dag, gør ikke som jeres forældre eller bedsteforældre gjorde. Hold øje med, hvad man lærer jeres børn. Undersøg det selv!
Allerede i 1978 aftalte EU med de arabiske lande, at de europæiske skolebøger skulde censureres, så de ikke krænkede islam. Det samme fremgik af den festival avis, som blev udgivet i forbindelse med den islamiske propaganda ”Images of the Middleeast” i 2006.
Og man er langt fremme med projektet.
Vort udenrigsministerium (under den svage konservative leder Per Stig Møller) aftalte på dhimmi-manér gennem sin underafdeling, CKU (Center for Kultur og Udvikling) en samarbejdsaftale med det islamiske ISESCO (= ISlamic Education, Scientific and Cultural Organization (27. maj 2005).
Voldtægt er da normalt
Den krig, som vore egne europæiske politikere har påført os, bevidst eller som landsforræderiske medløbere, da de sluttede skæbnesvangre aftaler med araberne, foregår ikke (endnu ikke?) med missiler og bomber, men som kriminel aktivitet og 5-kolonne-virksomhed.
Til hverdagens terrorpåvirkning af befolkningerne hører de talmæssigt stadigt øgende fysiske overgreb på de oprindelige indbyggere.
Se f.eks. på voldtægter.
I forhold til indbyggerantallet er det registrerede antal voldtægter i Oslo seks ganger højere end det, der registreres i New York.
Man skal tilbage til 2001 for at finde offentliggjorte tal i Norge på hvilke folkegrupper, der står bag kriminaliteten, for myndighederne vil undgå at ophidse urbefolkningen mod indvandrerne.
Tallene i 2001, dengang offentliggjort af Aftenposten på baggrund af Oslopolitiets oplysninger, var 65% af de anmeldte voldtægtsforbrydere fra lande udenfor Europa, mens 80 % af ofrene var norske kvinder. Det skal samtidigt bemærkes, at ikke-europæiske indvandrere dengang udgjorde 14 % af Norges befolkning. Samtidige tal fra Danmark viste lignende resultat.
En dhimmificeret professor Unni Wikan er ikke overrasket over kendsgerningerne. Hun beder de norske kvinder indse, at de nu lever i et multikulturelt samfund og indrette sig efter det. I de muhammedanske lande bliver voldtægt sjældent straffet, og indvandrerne er naturligvis præget af sådanne holdninger, når de kommer til Norge, forklarer hun.
Skulle det væe en undskyldning?
Alt dette kan vi takke EU for. I deres aftale med de arabiske lande (”Den europæiske-arabiske dialog” 1978 m.fl.) lovede de al overskydende arbejdskraft fri adgang til Europa, samt en indsats for at fremme og sprede islamisk kultur.
Til hverdagens terrorpåvirkning af befolkningerne hører de talmæssigt stadigt øgende fysiske overgreb på de oprindelige indbyggere.
Se f.eks. på voldtægter.
I forhold til indbyggerantallet er det registrerede antal voldtægter i Oslo seks ganger højere end det, der registreres i New York.
Man skal tilbage til 2001 for at finde offentliggjorte tal i Norge på hvilke folkegrupper, der står bag kriminaliteten, for myndighederne vil undgå at ophidse urbefolkningen mod indvandrerne.
Tallene i 2001, dengang offentliggjort af Aftenposten på baggrund af Oslopolitiets oplysninger, var 65% af de anmeldte voldtægtsforbrydere fra lande udenfor Europa, mens 80 % af ofrene var norske kvinder. Det skal samtidigt bemærkes, at ikke-europæiske indvandrere dengang udgjorde 14 % af Norges befolkning. Samtidige tal fra Danmark viste lignende resultat.
En dhimmificeret professor Unni Wikan er ikke overrasket over kendsgerningerne. Hun beder de norske kvinder indse, at de nu lever i et multikulturelt samfund og indrette sig efter det. I de muhammedanske lande bliver voldtægt sjældent straffet, og indvandrerne er naturligvis præget af sådanne holdninger, når de kommer til Norge, forklarer hun.
Skulle det væe en undskyldning?
Alt dette kan vi takke EU for. I deres aftale med de arabiske lande (”Den europæiske-arabiske dialog” 1978 m.fl.) lovede de al overskydende arbejdskraft fri adgang til Europa, samt en indsats for at fremme og sprede islamisk kultur.
februar 17, 2007
Et er at love, et andet at holde...
Det norske FOMI (Forum mot islamisering) nr. 1 for 2007 refererer en artikel af journalisten Helene Mo om en nyindført statsborgerceremoni på Oslo Rådhus:
- En sådan fin ceremoni gør, at jeg føler, at Norge ser på mig som norsk”, siger Khalil Mazloum fra Syrien. Han har boet syv år i Norge og sidder nu dér med sin familie og svigerfamilie.
”Ja, vi elsker”, toner igennem Oslo Rådhus og sætter punktum for den første statsborger- i ceremoni i Norge. Fra 2007 skal sådanne ceremonier holdes i hele Norge
163 personer, som er blevet norske statsborger siden 1. august 2006, aflagde søndag 17.12.06 et troskabsløfte til den norske stat, og blev højtideligt budt velkommen: ”Tak for, at I har valgt Norge som jeres nye hjem”, sagde arbeids- og inkluderingsminister Bjarne Håkon Hansen.
I forbindelse med selve aflæggelsen af løftet var der kulturindslag og taler. Bjarne Håkon Hansen pointerede, at det at bytte statsborgerskab ikke var ensbetydende med, at man skal holde op med at være den, man er. ”At blive norsk statsborger indebærer både nye rettigheder og pligter, men hvad man ellers måtte lægge i det, er op til hver enkelt.
Ministeren håber ligesom Mazloum, at sådan en ceremoni vil gøre det lettere at anse de nye statsborgere som norske. Jeg håber, at vi alle bliver mere bevidste om, at Norge er - og bliver - et multikulturelt land. En højtidelig ceremoni vil måske have den virkning.
Mazloum-familien mener, at det i al fald nul bliver lettere at rejse, når de får norske pas og papirer.
FOMIs kommentar til ovenstående:
Alle bevarer deres nationalitet hele livet. Det gælder også, om man skifter statsborgerskab. Indvandrere i Norge kan leve et fuldt ud værdigt liv uden at blive norske statsborgere. Med den indvandring, vi har haft de senere å, bør man sætte et total stop for uddeling af nye statsborgerskaber. Norsk indvandringspolitik bør kun tage imod ægte politiske flygtninge. Al anden hjælp bør ydes på eget kontinent så nær hjemlandet som muligt.
Nej, en dansker bliver jo heller ikke pakistaner, fordi han bosætter sig i Pakistan og måske opnår statsborgerskab.
I øvrigt: ceremoni eller ej. I islam gælder et løfte, der er afgivet til vantro, d.v.s. til ikke-muslimer, til Wandsbeck. Mange af os har set det i den autentiske filmatisering af Betty Mahmoodys bog ”Ikke uden min datter” (”Not without my daughter”), hvor hendes ægtemand sværger højt og helligt ved koranen, at han, hans amerikanske kone og deres lille datter bare skal på kort besøg i hans hjemland og derpå vil vende tilbage til USA.
- En sådan fin ceremoni gør, at jeg føler, at Norge ser på mig som norsk”, siger Khalil Mazloum fra Syrien. Han har boet syv år i Norge og sidder nu dér med sin familie og svigerfamilie.
”Ja, vi elsker”, toner igennem Oslo Rådhus og sætter punktum for den første statsborger- i ceremoni i Norge. Fra 2007 skal sådanne ceremonier holdes i hele Norge
163 personer, som er blevet norske statsborger siden 1. august 2006, aflagde søndag 17.12.06 et troskabsløfte til den norske stat, og blev højtideligt budt velkommen: ”Tak for, at I har valgt Norge som jeres nye hjem”, sagde arbeids- og inkluderingsminister Bjarne Håkon Hansen.
I forbindelse med selve aflæggelsen af løftet var der kulturindslag og taler. Bjarne Håkon Hansen pointerede, at det at bytte statsborgerskab ikke var ensbetydende med, at man skal holde op med at være den, man er. ”At blive norsk statsborger indebærer både nye rettigheder og pligter, men hvad man ellers måtte lægge i det, er op til hver enkelt.
Ministeren håber ligesom Mazloum, at sådan en ceremoni vil gøre det lettere at anse de nye statsborgere som norske. Jeg håber, at vi alle bliver mere bevidste om, at Norge er - og bliver - et multikulturelt land. En højtidelig ceremoni vil måske have den virkning.
Mazloum-familien mener, at det i al fald nul bliver lettere at rejse, når de får norske pas og papirer.
FOMIs kommentar til ovenstående:
Alle bevarer deres nationalitet hele livet. Det gælder også, om man skifter statsborgerskab. Indvandrere i Norge kan leve et fuldt ud værdigt liv uden at blive norske statsborgere. Med den indvandring, vi har haft de senere å, bør man sætte et total stop for uddeling af nye statsborgerskaber. Norsk indvandringspolitik bør kun tage imod ægte politiske flygtninge. Al anden hjælp bør ydes på eget kontinent så nær hjemlandet som muligt.
Nej, en dansker bliver jo heller ikke pakistaner, fordi han bosætter sig i Pakistan og måske opnår statsborgerskab.
I øvrigt: ceremoni eller ej. I islam gælder et løfte, der er afgivet til vantro, d.v.s. til ikke-muslimer, til Wandsbeck. Mange af os har set det i den autentiske filmatisering af Betty Mahmoodys bog ”Ikke uden min datter” (”Not without my daughter”), hvor hendes ægtemand sværger højt og helligt ved koranen, at han, hans amerikanske kone og deres lille datter bare skal på kort besøg i hans hjemland og derpå vil vende tilbage til USA.
februar 16, 2007
Marxistisk strategi
Jeg ser på Annalyttigers blog 15/2, at den tidl. konservative MF Viggo Fischer ikke er så glad for at blive anset for naivist. Den bedømmelse deler han nu med mange andre konservative, der ikke sætter sig tilstrækkeligt ind i tingene.
Jeg kom til at tænke på en generalforsamling i FN-forbundet for over 25 år siden, den 4.-5. oktober 1980. FN-forbundet var ikke et FN-foretagende, men en af de mange venstreorienterede organisationer, som arbejdede for fred og sikkerhed.
KU ønskede at indføre forholdstalsvalg i forbundet, men det afviste forbundets styrelse, der bl.a. talte folk som Arne Stinus, Bent Østergaard og Jørn Boye Nielsen.
KU og meningsfæller mødte talrigt op, og landsformand Arne Stinus udtrykte sarkastisk glæde over de mange nye medlemmer. Siden glemte han glæden og angreb de nye: det var uhørt, at nogen havde indmeldt sig dagen før generalforsamlingen, og man afkrævede dem på stedet 20.- kr. extra udover årskontingentet.
Kandidatlister til bestyrelsen skulle foreligge fuldt færdige lørdag aften. Selve valget skulle foregå søndag kl. 10.30.
Men da klokken blev 10.30 havde dirigenten ”glemt” denne beslutning og nu begyndte den ikke ukendte taktik med at forhale programmet og udtrætte ”fjenden” (de borgerlige). Da dirigentens forglemmelse blev påtalt, forklarede han, at nogle kandidater havde trukket sig, men - fortsatte han - ”så snart listerne er udarbejdet, skrider vi til afstemning”.
Imens kom det ene nye ansigt efter det andet ind i salen - lillablå i tøjet med mærkater med hammer og segl, OOA-mærker o.l.
Forhalingspolitikken var for tyk! Og KU-gruppens leder, Viggo Fischer, sagde stadig ingenting.
En måtte be´ ham tage affære. Han krævede da et eksakt klokkeslæt for afstemningen. Ellers kunde jo ”så snart” betyde hen under aften, når folk skulle hjem….
Endnu nogle krummelurer, manipulationer og krumspring, alt imens man fra talerstolen skelede ud i til forhallen, hvor kassereren tog imod indmeldelser og kontingent på stedet mod dagsdato kvittering!
De er gode socialdemokrater, forsikrede Lasse Bustz! Men i salen hed det, at de var tilkaldt gennem socialdemokratiet, LO og SID og at FN-Forbundet betalte deres kontingent.
Arne Stinus, der timer forinden havde været opbragt over, at nogen havde indmeldt sig dagen før generalforsamlingen, fandt det nu helt i orden, at man ”indmeldte” sig - under mødet! - ja, endog under afstemningen!
Således fik FN-Forbundet den ledelse, som de ønskede. Arne Stinus ville nok kalde den ”tværpolitisk”, om end ”tværsocialistisk” vel var nærmere sandheden.
Da valget var afviklet, besluttede forsamlingen ved hjælp af det nyindmeldte flertal, at man overlod til bestyrelsen at afgøre problemet på dagsordenen: nemlig hvad FN-Forbundet egentlig stod for.
Unge Viggo Fischer var naiv og åbenbart ukendt med marxistisk strategi.
Jeg kom til at tænke på en generalforsamling i FN-forbundet for over 25 år siden, den 4.-5. oktober 1980. FN-forbundet var ikke et FN-foretagende, men en af de mange venstreorienterede organisationer, som arbejdede for fred og sikkerhed.
KU ønskede at indføre forholdstalsvalg i forbundet, men det afviste forbundets styrelse, der bl.a. talte folk som Arne Stinus, Bent Østergaard og Jørn Boye Nielsen.
KU og meningsfæller mødte talrigt op, og landsformand Arne Stinus udtrykte sarkastisk glæde over de mange nye medlemmer. Siden glemte han glæden og angreb de nye: det var uhørt, at nogen havde indmeldt sig dagen før generalforsamlingen, og man afkrævede dem på stedet 20.- kr. extra udover årskontingentet.
Kandidatlister til bestyrelsen skulle foreligge fuldt færdige lørdag aften. Selve valget skulle foregå søndag kl. 10.30.
Men da klokken blev 10.30 havde dirigenten ”glemt” denne beslutning og nu begyndte den ikke ukendte taktik med at forhale programmet og udtrætte ”fjenden” (de borgerlige). Da dirigentens forglemmelse blev påtalt, forklarede han, at nogle kandidater havde trukket sig, men - fortsatte han - ”så snart listerne er udarbejdet, skrider vi til afstemning”.
Imens kom det ene nye ansigt efter det andet ind i salen - lillablå i tøjet med mærkater med hammer og segl, OOA-mærker o.l.
Forhalingspolitikken var for tyk! Og KU-gruppens leder, Viggo Fischer, sagde stadig ingenting.
En måtte be´ ham tage affære. Han krævede da et eksakt klokkeslæt for afstemningen. Ellers kunde jo ”så snart” betyde hen under aften, når folk skulle hjem….
Endnu nogle krummelurer, manipulationer og krumspring, alt imens man fra talerstolen skelede ud i til forhallen, hvor kassereren tog imod indmeldelser og kontingent på stedet mod dagsdato kvittering!
De er gode socialdemokrater, forsikrede Lasse Bustz! Men i salen hed det, at de var tilkaldt gennem socialdemokratiet, LO og SID og at FN-Forbundet betalte deres kontingent.
Arne Stinus, der timer forinden havde været opbragt over, at nogen havde indmeldt sig dagen før generalforsamlingen, fandt det nu helt i orden, at man ”indmeldte” sig - under mødet! - ja, endog under afstemningen!
Således fik FN-Forbundet den ledelse, som de ønskede. Arne Stinus ville nok kalde den ”tværpolitisk”, om end ”tværsocialistisk” vel var nærmere sandheden.
Da valget var afviklet, besluttede forsamlingen ved hjælp af det nyindmeldte flertal, at man overlod til bestyrelsen at afgøre problemet på dagsordenen: nemlig hvad FN-Forbundet egentlig stod for.
Unge Viggo Fischer var naiv og åbenbart ukendt med marxistisk strategi.
februar 15, 2007
Der er vel forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager
Sveriges tidligere statsminister, Göran Persson, og hans kone har ligesom flere af hans ministre brudt sig katten om landets love.
Før Persson måtte give afkald på ministertaburetten, købte han en statelig gård i Sörmland og lod den sætte i stand, men der opstod mistanke om, at arbejdsmiljøloven blev overtrådt. I maj 2006 besluttede statsadvokat Lars Lundin derfor at sætte en undersøgelse i gang. Trods statsadvokatens pressen på har politiet endnu ikke indkaldt Persson til forhør. De undskylder sig med, at de ikke har fundet nogen tid, som passede både Persson og dem.
Der er vel forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Sveriges tidligere statsminister, Göran Persson, og hans kone har ligesom flere af hans ministre brudt sig katten om landets love.
Før Persson måtte give afkald på ministertaburetten, købte han en statelig gård i Sörmland og lod den sætte i stand, men der opstod mistanke om, at arbejdsmiljøloven blev overtrådt. I maj 2006 besluttede statsadvokat Lars Lundin derfor at sætte en undersøgelse i gang. Trods statsadvokatens pressen på har politiet endnu ikke indkaldt Persson til forhør. De undskylder sig med, at de ikke har fundet nogen tid, som passede både Persson og dem.
Der er vel forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager.
februar 14, 2007
Så er våbenkapløbet i gang igen.
Ruslands forsvarsminister Sergej Ivanov meddelte 7.2.07, at man gør en stor indsats for at øge militærets beredskab. I 90´erne havde man en langvarig nedgang på grund af Ruslands dengang dårlige økonomi, men nu har man så store indtjeninger på salg af energi (olie og gas) til de europæiske lande, at man er på vej opad igen. Siden 2001 er militærbudgettet firdoblet, og dette tilsammen med de videnskabelige fremskridt i krigsteknologien er grundlaget for, at man nu vil satse stort: fra 2007 til 2015 et beløb, der svarer til 1.330 milliarder sv. kr. (i 2001 lå det russiske militærbudget på 60 milliarder sv. kr. (= 214 milliarder rubler).
USA planerer at investere et beløb svarende til 70 milliarder sv, kr. årligt på et nyt forsvarssystem i Centraleuropa, og Putins korte kommentar lød, at Rusland ville udvikle endnu mere avanceret udstyr.
Både Norge og Sverige synes noget bekymrede over, hvad de kalder ”truslen fra øst”. Der er som bekendt planer om en russisk gasledning ned gennem Østersøen tæt forbi Gotland, og der har længe været ymtet om, at den ville kunne bruges til russisk overvågning af Sverige. Under den forrige socialdemokratiske regering besluttede man at skære voldsomt ned på det svenske forsvar, næsten i stil med Glistrups forslag om en telefonsvarer, der repeterede ”Vi kapitulerer, vi kapitulerer”.
De landsdele, der mistede militærenheder, kaserner, flyvepladser etc., fik af økonomiske grunde andre statslige enheder placeret ud, men Herregud, hvad skal disse gøre? Forsikringskassen, arbejdsmarkesvæsenet, Folkesundhedsinstituttet, Skattefogeden, Rigsantikvarkontoret, Naturstyrelsen etc. stille op mod russiske våbenrobotter?
Rusland har tilkøbt sig politisk støtte i Europa for sin gasledning gennem Østersøen og i øvrigt har den moderate politiker Carl Bildt selv haft enorme indtægter af sine aktier i det russiske gasfirma Vostok Nafta. Aktierne måtte han sælge (for 4,8 millioner sv. kr.), da han blev udenrigsminister i september 2006, men…
USA planerer at investere et beløb svarende til 70 milliarder sv, kr. årligt på et nyt forsvarssystem i Centraleuropa, og Putins korte kommentar lød, at Rusland ville udvikle endnu mere avanceret udstyr.
Både Norge og Sverige synes noget bekymrede over, hvad de kalder ”truslen fra øst”. Der er som bekendt planer om en russisk gasledning ned gennem Østersøen tæt forbi Gotland, og der har længe været ymtet om, at den ville kunne bruges til russisk overvågning af Sverige. Under den forrige socialdemokratiske regering besluttede man at skære voldsomt ned på det svenske forsvar, næsten i stil med Glistrups forslag om en telefonsvarer, der repeterede ”Vi kapitulerer, vi kapitulerer”.
De landsdele, der mistede militærenheder, kaserner, flyvepladser etc., fik af økonomiske grunde andre statslige enheder placeret ud, men Herregud, hvad skal disse gøre? Forsikringskassen, arbejdsmarkesvæsenet, Folkesundhedsinstituttet, Skattefogeden, Rigsantikvarkontoret, Naturstyrelsen etc. stille op mod russiske våbenrobotter?
Rusland har tilkøbt sig politisk støtte i Europa for sin gasledning gennem Østersøen og i øvrigt har den moderate politiker Carl Bildt selv haft enorme indtægter af sine aktier i det russiske gasfirma Vostok Nafta. Aktierne måtte han sælge (for 4,8 millioner sv. kr.), da han blev udenrigsminister i september 2006, men…
februar 13, 2007
Uden ytringsfrihed ingen demokrati
Vor tids jagt på ytringsfrihed startede ikke med Muhammedkrisen, sådan som nogen synes at tro, men kan spores længere tilbage. Jagten drives stadig mere intensivt og er derved blevet mere tydlig.
Forhold, som i begyndelsen syntes uvirkelige og utroværdige, og som vi gerne afviste som falske rygter eller lignende, blev efterhånden klarere i konturerne. Jeg tænker på idéen om én verdensstat, globaliseringen og multikulturen. Bilderbergorganisationen, som man først ikke tog alvorligt, viste sig at være rigtig nok. Samlingspunkt for alle, der var højt på strå i verden, politisk og økonomisk. Her udvikledes ideer og strategier i storkapitalens interesse på verdensplan. EU indgår som en del af projektet. Bilderbergmøderne foregår altid i hemmelighed.
David Rockefeller udtalte i 1991: ”Vi er taknemmelige mod medierne, hvis direktører har overværet vore møder og i 40 år overholdt deres løfte om diskretion. Ellers ville det have været umuligt for os at udvikle vor plan for Verden”.
http://www.mega.nu:8080/ampp/bilderberg.html
Vi er langt inde i big brother-overvågningen. EU udformede retningslinjerne for kontrollen med befolkningerne i Europa i 1995, og konkretiserede det i 2000 med oprettelse af EUMC-kontoret i Wien. Med et netværk i alle EU-vasalstaterne skulle man holde øje med, at EU`s planer og traktater med de arabiske lande blev overholdt, og at der ikke opstod nogen opposition.
Sveriges tidligere socialdemokratiske regering har fra første færd vist sig meget positive til EU´s projekter. I år 2000 indbød staten ved den svenske Rigsadvokat dommere, anklagere og politi fra hele EU til et tættere samarbejde mod nazistisk og racistisk kriminalitet. Også EU-kandidaterne, Tjekkoslovakiet og Polen samt Norge deltog. Mødet (februar 2001) indledtes med en film om holocausten, så stemningen kom på plads: dér kunne man se, hvad nazisterne havde gjort. Og man kunde på baggrund af nynazisternes hjemmesider forstå, hvor farligt det var med e-mails og hjemmesider. Efter fire dages diskussioner enedes man om at oprette et internt informationsnet og gå videre med sagen.
Den nu afgåede regering i Sverige foreslog en lov, at man skulle aflytte og oplagre al datatrafik i 5 år, så man kunde spore al forbryderisk virksomhed på internettet, og nu er der kommet et nyt og langt mere vidtgående forslag om digital overvågning. Overvågningen skal Forsvarets Radioanstalt (FRA) stå for.
Nu synes man at være nået smertegrænsen hos de undertrykte svenskere. En opinionsundersøgelse, foretaget af opinionsmålingsinstituttet SKOP på basis af 1000 personer viser, at 67 % er imod trafikdatalagring og 60 % imod FRA-aflytning.
Samtidigt forklarer Sveriges post- og telestyrelse, at regeringens bedømmelse af udgifterne ved sådan kontrol ikke er realistisk: der kræves investeringer på mellem 500 millioner og en millliard og derefter en årlig udgift til driften på mllem 150 og 200 millioner kr.
Netværksfremstilleren Cisco gør opmærksom på, at det er umuligt for en teleoperatør at have 100 % kontrol med telenettet. En ting er at følge telefonsamtaler, men noget helt andet at overvåge internet, hvor der er krypteret trafik, trafik fra andre lande og fra masser af aktører, som man ikke har chance for at kontrollere.
(Kilde: Världen idag 9.2.07)
Forhold, som i begyndelsen syntes uvirkelige og utroværdige, og som vi gerne afviste som falske rygter eller lignende, blev efterhånden klarere i konturerne. Jeg tænker på idéen om én verdensstat, globaliseringen og multikulturen. Bilderbergorganisationen, som man først ikke tog alvorligt, viste sig at være rigtig nok. Samlingspunkt for alle, der var højt på strå i verden, politisk og økonomisk. Her udvikledes ideer og strategier i storkapitalens interesse på verdensplan. EU indgår som en del af projektet. Bilderbergmøderne foregår altid i hemmelighed.
David Rockefeller udtalte i 1991: ”Vi er taknemmelige mod medierne, hvis direktører har overværet vore møder og i 40 år overholdt deres løfte om diskretion. Ellers ville det have været umuligt for os at udvikle vor plan for Verden”.
http://www.mega.nu:8080/ampp/bilderberg.html
Vi er langt inde i big brother-overvågningen. EU udformede retningslinjerne for kontrollen med befolkningerne i Europa i 1995, og konkretiserede det i 2000 med oprettelse af EUMC-kontoret i Wien. Med et netværk i alle EU-vasalstaterne skulle man holde øje med, at EU`s planer og traktater med de arabiske lande blev overholdt, og at der ikke opstod nogen opposition.
Sveriges tidligere socialdemokratiske regering har fra første færd vist sig meget positive til EU´s projekter. I år 2000 indbød staten ved den svenske Rigsadvokat dommere, anklagere og politi fra hele EU til et tættere samarbejde mod nazistisk og racistisk kriminalitet. Også EU-kandidaterne, Tjekkoslovakiet og Polen samt Norge deltog. Mødet (februar 2001) indledtes med en film om holocausten, så stemningen kom på plads: dér kunne man se, hvad nazisterne havde gjort. Og man kunde på baggrund af nynazisternes hjemmesider forstå, hvor farligt det var med e-mails og hjemmesider. Efter fire dages diskussioner enedes man om at oprette et internt informationsnet og gå videre med sagen.
Den nu afgåede regering i Sverige foreslog en lov, at man skulle aflytte og oplagre al datatrafik i 5 år, så man kunde spore al forbryderisk virksomhed på internettet, og nu er der kommet et nyt og langt mere vidtgående forslag om digital overvågning. Overvågningen skal Forsvarets Radioanstalt (FRA) stå for.
Nu synes man at være nået smertegrænsen hos de undertrykte svenskere. En opinionsundersøgelse, foretaget af opinionsmålingsinstituttet SKOP på basis af 1000 personer viser, at 67 % er imod trafikdatalagring og 60 % imod FRA-aflytning.
Samtidigt forklarer Sveriges post- og telestyrelse, at regeringens bedømmelse af udgifterne ved sådan kontrol ikke er realistisk: der kræves investeringer på mellem 500 millioner og en millliard og derefter en årlig udgift til driften på mllem 150 og 200 millioner kr.
Netværksfremstilleren Cisco gør opmærksom på, at det er umuligt for en teleoperatør at have 100 % kontrol med telenettet. En ting er at følge telefonsamtaler, men noget helt andet at overvåge internet, hvor der er krypteret trafik, trafik fra andre lande og fra masser af aktører, som man ikke har chance for at kontrollere.
(Kilde: Världen idag 9.2.07)
Wahabismen spredes
Bloggen "Ydmyghed" nævner 12/2, at den arabiske olie spreder gift.
Den saudiarabiske meget strenge form for islamisme er ikke bare rettet mod alle ikke-islamiske trosretninger, men også mod muhammedanere med et mindre barbarisk livssyn.
Vi har jo allerede fået at føle, at saudierne tvang Europa i knæ med oliekrisen i begyndelsen af 70´erne.
De tvang EU til at indgå traktater med dem, hvorefter EU skulle fremme islamisk kultur og religion i Europa og åbne for indvandring fra Mellemøsten. Traktaten blev så vidt jeg husker underskrevet i 1978. Siden da har EU arbejdet på at opfylde de af araberne stillede betingelser.
Tro nu ikke, at det bare er i Storbritanien, at saudierne driver skoler og moskeer.
Det foregår i høj grad i Sverige, hvor man nu har 6 rigtige moskeer, og adskillige flere i tankerne.
Saudiarabien eller rige sheiker tilbyder gerne store summer til byggeri af islamiske centre, moskéer og skoler, men det er altid forbundet med modkrav om at eje eller styre centrene. Nogle menigheder afslår derfor økonomisk hjælp fra Saudiarabien, men andre lader sig friste over evne.
I stormoskéen i Stockholm blev imamen endog truet på livet i sin egen moské.
Malmømosléen er bygget for saudiske oliepenge
Den saudiarabiske meget strenge form for islamisme er ikke bare rettet mod alle ikke-islamiske trosretninger, men også mod muhammedanere med et mindre barbarisk livssyn.
Vi har jo allerede fået at føle, at saudierne tvang Europa i knæ med oliekrisen i begyndelsen af 70´erne.
De tvang EU til at indgå traktater med dem, hvorefter EU skulle fremme islamisk kultur og religion i Europa og åbne for indvandring fra Mellemøsten. Traktaten blev så vidt jeg husker underskrevet i 1978. Siden da har EU arbejdet på at opfylde de af araberne stillede betingelser.
Tro nu ikke, at det bare er i Storbritanien, at saudierne driver skoler og moskeer.
Det foregår i høj grad i Sverige, hvor man nu har 6 rigtige moskeer, og adskillige flere i tankerne.
Saudiarabien eller rige sheiker tilbyder gerne store summer til byggeri af islamiske centre, moskéer og skoler, men det er altid forbundet med modkrav om at eje eller styre centrene. Nogle menigheder afslår derfor økonomisk hjælp fra Saudiarabien, men andre lader sig friste over evne.
I stormoskéen i Stockholm blev imamen endog truet på livet i sin egen moské.
Malmømosléen er bygget for saudiske oliepenge
februar 12, 2007
Det rimer ikke sammen
Islam er officielt et godkendt trossamfund i Danmark. Trossamfundet er altså anerkendt af den danske stat.
Den danske stat har forpligtet sig til overholde Menneskerettighedskonventionen, ifølge hvilken alle mennesker er lige.
Men i islam er kvinder underordnet manden.
Hvordan får politikerne det til at hænge sammen?
Jo, de, der befatter sig med politik (herunder såvel vore egne politikere som præstestyrer i ind- og udland) taler ofte med to tunger. Mange internationale konventioner er uklart formulerede. De vil gerne tilfredsstille alle folkeslag, selvom deres kulturer ikke bare er forskellige, men direkte modsat rettede.
Med en svag formulering, vil forskellige folkegrupper ud fra hvert deres livssyn og opfattelse tolke ordene forskelligt og på den baggrund tilslutte sig dem.
Det samme er tilfældet med de negative ting, der foregår bag kulisserne og aldrig kommer frem i massemedierne, f.eks. de rævekager, som EU har bagt og bager sammen med araberne.
Enkeltindivider og store dele af jordens befolkningerne danner sig deres anskuelser uden at ville eller kunde granske tingene. De handler alene ud fra, hvad de tror og hvem de tror på.
Den danske stat har forpligtet sig til overholde Menneskerettighedskonventionen, ifølge hvilken alle mennesker er lige.
Men i islam er kvinder underordnet manden.
Hvordan får politikerne det til at hænge sammen?
Jo, de, der befatter sig med politik (herunder såvel vore egne politikere som præstestyrer i ind- og udland) taler ofte med to tunger. Mange internationale konventioner er uklart formulerede. De vil gerne tilfredsstille alle folkeslag, selvom deres kulturer ikke bare er forskellige, men direkte modsat rettede.
Med en svag formulering, vil forskellige folkegrupper ud fra hvert deres livssyn og opfattelse tolke ordene forskelligt og på den baggrund tilslutte sig dem.
Det samme er tilfældet med de negative ting, der foregår bag kulisserne og aldrig kommer frem i massemedierne, f.eks. de rævekager, som EU har bagt og bager sammen med araberne.
Enkeltindivider og store dele af jordens befolkningerne danner sig deres anskuelser uden at ville eller kunde granske tingene. De handler alene ud fra, hvad de tror og hvem de tror på.
februar 10, 2007
Nabostrid
Nordboerne er nok de folk i verden, som flager mest. Ikke bare på nationale dage, men også når svigermor kommer på besøg eller naboen har fødselsdag. Så meget flageri kender man ikke i andre lande. Dannebrog er jo særlig gammelt, men det svenske flag har da næsten et halvt årtusinde på nakken.
Men åbenbart kan man også flage for meget! Aftonbladet fortæller om et ægtepar Nilsson i Gustavsberg, som var helt usædvanlig flagende, så meget, at naboen gik til myndighederne i sin fortvivlelse. Nu havde han i årevis døjet med flagets smælden og flaglinens klapren mod en knagende flagstang. De bølgende skygger hen over hans have og inde på verandaen blev et mareridt. Skyggerne på altanens stolper reflekteredes ind i køkkenet og i dagligstuen.
Länsstyrelsen forstod bekymringerne og bestemte, at Nilssons bare måtte flage på de fastsatte flagdage og ved familiehøjtider, dog kun fem gange per måned! Ellers vanker der bøde på 20.000 kr.
Miljødomstolen havde samme synspunkt og tilføjede, at linen skulle være snoet om flagstangen.
Hilsen til Klaus
Uriasposten citerer 8/2 et angreb på Karen Jespersen i Politiken, overfladisk og stereotypt, skrevet af en Klaus Laursen.
Klaus Laursen? Klaus Laursen - journalist? Og meget venstreorienteret? Kan der være flere med den kombination - navn, stilling og holdning?
Det må jo være den Klaus, som chefredaktør Åge Deleuran engang skrev til og trykte brevet som leder i Berlingeren, ”Hilsen til Klaus” 1.12.77 - for nu snart 30 år siden. Anledningen var, at adressaten Klaus, der var ansat halvanden års tid som praktikant på Berlingeren, havde store planer om, hvordan man kunne vælte samfundet. Han havde sammen med otte andre journalistelever og to lærere på Journalisthøjskolen i Århus skrevet en bog om, hvordan man kunne blive ansat på de borgerlige avisers redaktioner og ødelægge dem indefra. Bogen ”Ikke et ord om Ytringsfriheden” blev udgivet på ”Modtryk”.
Nu raser han hysterisk over Karen Jespersen i Politiken. ”Hun er lige så farlig som islamister” tordner han. Jamen… det kan han da ikke mene. Er islamister FARLIGE? Er han islamofob? Han er vel ikke imod EU´s projekt om at slå Europa, Mellemøstens og Nordafrikas stater sammen til en slags storstat, ”Eurabia”, hvor vi alle kan leve solidarisk med hinanden under et herrefolks vælde og uden frihed…
”Karens gamle tolerante socialisme….?” Der ser du, Klaus: Karen er et unikum! Socialisme har jo aldrig været tolerant, som du så tankeløst siger, ligegyldigt om den er rød eller brun.
Det er du jo heller ikke! Du som ville rive samfundet ned.
”Hun får min glæde over at være dansk til at isne”, skriver du. Ja, det er koldt i disse dage. Din glæde ved at være dansk… Jamen mand! Så er du jo ”national”, sådan som man jo er, når Danmark vinder i fodbold…
Ja ja, nogen udvikles, får øjnene op og sætter sig ind i ting og sager. Andre stagnerer i ungdommens utopiske drømme…
Klaus Laursen? Klaus Laursen - journalist? Og meget venstreorienteret? Kan der være flere med den kombination - navn, stilling og holdning?
Det må jo være den Klaus, som chefredaktør Åge Deleuran engang skrev til og trykte brevet som leder i Berlingeren, ”Hilsen til Klaus” 1.12.77 - for nu snart 30 år siden. Anledningen var, at adressaten Klaus, der var ansat halvanden års tid som praktikant på Berlingeren, havde store planer om, hvordan man kunne vælte samfundet. Han havde sammen med otte andre journalistelever og to lærere på Journalisthøjskolen i Århus skrevet en bog om, hvordan man kunne blive ansat på de borgerlige avisers redaktioner og ødelægge dem indefra. Bogen ”Ikke et ord om Ytringsfriheden” blev udgivet på ”Modtryk”.
Nu raser han hysterisk over Karen Jespersen i Politiken. ”Hun er lige så farlig som islamister” tordner han. Jamen… det kan han da ikke mene. Er islamister FARLIGE? Er han islamofob? Han er vel ikke imod EU´s projekt om at slå Europa, Mellemøstens og Nordafrikas stater sammen til en slags storstat, ”Eurabia”, hvor vi alle kan leve solidarisk med hinanden under et herrefolks vælde og uden frihed…
”Karens gamle tolerante socialisme….?” Der ser du, Klaus: Karen er et unikum! Socialisme har jo aldrig været tolerant, som du så tankeløst siger, ligegyldigt om den er rød eller brun.
Det er du jo heller ikke! Du som ville rive samfundet ned.
”Hun får min glæde over at være dansk til at isne”, skriver du. Ja, det er koldt i disse dage. Din glæde ved at være dansk… Jamen mand! Så er du jo ”national”, sådan som man jo er, når Danmark vinder i fodbold…
Ja ja, nogen udvikles, får øjnene op og sætter sig ind i ting og sager. Andre stagnerer i ungdommens utopiske drømme…
februar 09, 2007
Åbent brev
til Kulturministeren
Kære Brian Mikkelsen
Det er kommet os for øre, at det Kgl. Teater hvert år har en række forestillinger til 40 kr. for flygtninge og indvandrere og at disse kan få gratis rundvisning bag kulisserne.
I den anledning vil Den Ukorrekte Avis gerne vide, om det er rigtigt, at der på den måde foregår en grov diskrimination af danskerne for danskernes egne penge.
Men venlig hilsen
Den Ukorrekte Avis
Cand. mag. Åse Clausen Bjerg
Kære Brian Mikkelsen
Det er kommet os for øre, at det Kgl. Teater hvert år har en række forestillinger til 40 kr. for flygtninge og indvandrere og at disse kan få gratis rundvisning bag kulisserne.
I den anledning vil Den Ukorrekte Avis gerne vide, om det er rigtigt, at der på den måde foregår en grov diskrimination af danskerne for danskernes egne penge.
Men venlig hilsen
Den Ukorrekte Avis
Cand. mag. Åse Clausen Bjerg
- asylfiduser
Danmark kan vel ikke forsörge alle de mennesker, der har det skidt, fordi der er krig eller krise eller fordi de har avlet for mange börn…
Alle de, der råber op om, at skatteborgerne skal betale, bör sätte sig ind i alle de fiduser og narrestreger der bruges og alle de penge det koster, ikke bare til madpakker, men til påfölgende familiesammenföringer, hospitalsophold, fängselsophold, etc. etc. etc. etc. etc……..
De fremmede bör bygge deres egne lande op igen
Asylfiduser
En jugoslavisk familie, der kom til Malmø for ti år siden og fik permanent opholdstilladelse, ville flytte til Gävle, hvor de havde slægtninge. Da de ikke kunne finde bolig, flyttede de ind hos sine slægtninge, men lejlighed var for lille til de mange børn. De forlangte så, at kommunen skulle skaffe dem en lejlighed, men blev afvist. De løste problemet ved at slå sig ned i en jordkælder og tænde ild. Så blev de åh, så ”tilfældigt fundet” af en mand, der havde set røgen. Efter sigende lå de som bevidstløse på gulvet, så han tilkaldte redningstjenesten.
På den måde lykkedes det dem at få en lejlighed af socialtjenesten. Journalisten spurgte socialtjenesten om ikke de var bange for, at det ville inspirere andre til samme teaterforestilling.
Kilde: TT og Helsingborg Dagblad 20.1.07.
Studiebesøg
Svenske foretagender får forespørgsler fra udlandet angående studiebesøg på virksomheden. Da det drejer sig om en delegation, beder man det svenske firma ordne visum for deltagerne.
På dagen for studiebesøget kommer der ikke et øje, og hele programmet må aflyses. Men de udstedte viseringer beholder ”delegationens” medlemmer.
De er nyttige, når man søger asyl!
I forhold til den svenske befolkning tager Sverige imod 5 gange flere indvandrere end andre lande i Europa.
Apatiske börn, som slet ikke er apatiske, men som spiller teater
Som en tyrkisk butisindehaver i Rosengård i Malmö sagde: nu må det väre stop. Det er ikke muligt at tage imod flere. Hvis det havde väret en forretning, var den gået fallit… Man kan ikke blive ved på den måde…
Alle de, der råber op om, at skatteborgerne skal betale, bör sätte sig ind i alle de fiduser og narrestreger der bruges og alle de penge det koster, ikke bare til madpakker, men til påfölgende familiesammenföringer, hospitalsophold, fängselsophold, etc. etc. etc. etc. etc……..
De fremmede bör bygge deres egne lande op igen
Asylfiduser
En jugoslavisk familie, der kom til Malmø for ti år siden og fik permanent opholdstilladelse, ville flytte til Gävle, hvor de havde slægtninge. Da de ikke kunne finde bolig, flyttede de ind hos sine slægtninge, men lejlighed var for lille til de mange børn. De forlangte så, at kommunen skulle skaffe dem en lejlighed, men blev afvist. De løste problemet ved at slå sig ned i en jordkælder og tænde ild. Så blev de åh, så ”tilfældigt fundet” af en mand, der havde set røgen. Efter sigende lå de som bevidstløse på gulvet, så han tilkaldte redningstjenesten.
På den måde lykkedes det dem at få en lejlighed af socialtjenesten. Journalisten spurgte socialtjenesten om ikke de var bange for, at det ville inspirere andre til samme teaterforestilling.
Kilde: TT og Helsingborg Dagblad 20.1.07.
Studiebesøg
Svenske foretagender får forespørgsler fra udlandet angående studiebesøg på virksomheden. Da det drejer sig om en delegation, beder man det svenske firma ordne visum for deltagerne.
På dagen for studiebesøget kommer der ikke et øje, og hele programmet må aflyses. Men de udstedte viseringer beholder ”delegationens” medlemmer.
De er nyttige, når man søger asyl!
I forhold til den svenske befolkning tager Sverige imod 5 gange flere indvandrere end andre lande i Europa.
Apatiske börn, som slet ikke er apatiske, men som spiller teater
Som en tyrkisk butisindehaver i Rosengård i Malmö sagde: nu må det väre stop. Det er ikke muligt at tage imod flere. Hvis det havde väret en forretning, var den gået fallit… Man kan ikke blive ved på den måde…
februar 08, 2007
Evig jammer
er en gennemprøvet islamisk taktik. De bliver ikke modtaget med åbne arme, de føler sig krænkede og diskriminerende og Gud ved hvad.
Og minsandten om ikke en skuespillerinde Fadime Turan nu falder over Det Kgl. Teater og dens ualmindelig generøse tilbud til flygtninge. Skønt Teatret mig bekendt kun hænger sammen økonomisk, fordi skatteborgerne betaler en væsentlig del af driften, så tilbyder teatret en rabatordning til ægte og uægte flygtninge: de kan få syv forestillinger á 40.- kr. Jamen hvor flot!
Der er mange danskere, der drømmer om sådanne tilbud og ville være himmel henrykte for at få sådan en appelsin i turbanen.
De indbudte teatergæster bliver før forestillingen vist rundt. En guide fortæller om teatret og traditionerne omkring det at gå i teatret. Fadime opfatter omvisningen som en hån, som en ”talen ned” til dem, som om de ikke kender til teatre og ikke ved noget om kultur i det hele taget.
Selvfølgelig indebærer rundvisningen ikke nogen som helst ”talen ned til” eller ringeagt. Hvordan kan Fadime få sådanne skøre idéer? Som aut. turistguide i mange årtier i København véd jeg nok, hvor attraktivt det altid har været for både danskere og turister at blive vist rundt bag kulisserne på Nationalscenen og høre om teatrets historie og de mange dygtige skuespillere, der har optrådt dér. Emnet er så vidtfavnende, at man - ligegyldigt hvor dygtig og studeret man måtte være, altid kan lære noget mere.
Fadime jamrer over, at ”nydanskerne” åbenbart ”kategoriseres” som mennesker, der ikke går i teatret og ikke ved noget om kultur i det hele taget. Det er selvfølgelig forkert at tro sådan noget (men menneskenes børn tror jo så meget forskelligt, som der ikke er hold i). Det er jo ikke mærkeligt at folk kan få sådan opfattelse, når så og så mange millioner er analfabeter i de islamiske lande, og FN´s egne rapporter, skrevet af arabere, fortæller om mangel på undervisning og forskning, som gør at de islamiske lande er stagneret i udvikling.
Det er muligt at de rige olielande har kulturgoder i luxusklasse, men i demokratiske samfund betyder kulturen nok så meget, at vi gennemgående alle kan læse og skrive - og gør det. Vi skal ikke længere end til Sydeuropa for at se, hvor dårligere udrustet det brede folk er f.eks. med hensyn til kulturgoder som offentlige biblioteker, telefoner, datorer etc.
Jeg kan ikke tro, at danskerne på nogen måde føler sig forpligtet til at invitere dig og dine i teatret,
og en generøs vært vil ikke se surmuleri, så find dit tøj i garderoben og lad være med at plage dine værtsfolk mere.
Med venlig hilsen
Gertrud
Og minsandten om ikke en skuespillerinde Fadime Turan nu falder over Det Kgl. Teater og dens ualmindelig generøse tilbud til flygtninge. Skønt Teatret mig bekendt kun hænger sammen økonomisk, fordi skatteborgerne betaler en væsentlig del af driften, så tilbyder teatret en rabatordning til ægte og uægte flygtninge: de kan få syv forestillinger á 40.- kr. Jamen hvor flot!
Der er mange danskere, der drømmer om sådanne tilbud og ville være himmel henrykte for at få sådan en appelsin i turbanen.
De indbudte teatergæster bliver før forestillingen vist rundt. En guide fortæller om teatret og traditionerne omkring det at gå i teatret. Fadime opfatter omvisningen som en hån, som en ”talen ned” til dem, som om de ikke kender til teatre og ikke ved noget om kultur i det hele taget.
Selvfølgelig indebærer rundvisningen ikke nogen som helst ”talen ned til” eller ringeagt. Hvordan kan Fadime få sådanne skøre idéer? Som aut. turistguide i mange årtier i København véd jeg nok, hvor attraktivt det altid har været for både danskere og turister at blive vist rundt bag kulisserne på Nationalscenen og høre om teatrets historie og de mange dygtige skuespillere, der har optrådt dér. Emnet er så vidtfavnende, at man - ligegyldigt hvor dygtig og studeret man måtte være, altid kan lære noget mere.
Fadime jamrer over, at ”nydanskerne” åbenbart ”kategoriseres” som mennesker, der ikke går i teatret og ikke ved noget om kultur i det hele taget. Det er selvfølgelig forkert at tro sådan noget (men menneskenes børn tror jo så meget forskelligt, som der ikke er hold i). Det er jo ikke mærkeligt at folk kan få sådan opfattelse, når så og så mange millioner er analfabeter i de islamiske lande, og FN´s egne rapporter, skrevet af arabere, fortæller om mangel på undervisning og forskning, som gør at de islamiske lande er stagneret i udvikling.
Det er muligt at de rige olielande har kulturgoder i luxusklasse, men i demokratiske samfund betyder kulturen nok så meget, at vi gennemgående alle kan læse og skrive - og gør det. Vi skal ikke længere end til Sydeuropa for at se, hvor dårligere udrustet det brede folk er f.eks. med hensyn til kulturgoder som offentlige biblioteker, telefoner, datorer etc.
Jeg kan ikke tro, at danskerne på nogen måde føler sig forpligtet til at invitere dig og dine i teatret,
og en generøs vært vil ikke se surmuleri, så find dit tøj i garderoben og lad være med at plage dine værtsfolk mere.
Med venlig hilsen
Gertrud
februar 06, 2007
Barcelonaprocessen
I et program i Sveriges Radio P 1 i sommeren 2003 sagde programlederen, at EU “givetvis ikke skal udvikles til lande uden for Europa”.
Men sådan er det ikke. EU er allerede udviklet uden for Europa gennem den såkaldte Barcelonaproces eller Det Europæiske Middelhavssamarbejde. I virkeligheden er dette blot
en fortsættelse af 70´ernes europeisk-arabiske dialog under et mere kamoufleret navn.
Barcelonaprocessen oprettedes i november 1995 ved en deklaration fra EU´s udenrigsmini-stre og de 12 deltagerlande: Marokko, Algieriet, Tunisien, Ægypten, Israel, Jordanien,
Syrien, Libanon, PLO (for de palæstinensiske myndigheder), Tyrkiet, Cypern og Malta.
Inden for Barcelonaprocessen har man ifølge en svensk regeringspromemoria 21.5.03 sluttet associeringsaftaler med en halv snes arabiske stater. Af de otte som hidtil er blevet underskrevet og ratificeret af samtlige EU-lande inklusiv Danmark og Sverige er fem trådt i kraft, nemlig aftalerne med Tunisien, Marokko, Israel, Jordanien og PLO (for de palæstinensiske myndigheder).
Sverige gik i spidsen med at ratificere aftalen med Ægypten i juni 2001, med Algeriet i
april 2002 og med Libanon i juni 2002.
Malta, Cypern og Tyrkiet er nu udenfor, idet de bliver nye EU-lande. Der er dog opstået problemer med Jordanien og Syrien, som nægter at godkende EU´s krav om demokrati og menneskerettigheder. De modsætter sig også, at NGO`s (Non Govermental Organizations – ikke statslige organisationer) skal kunne indgå i samarbejdet. De arabiske stater som allerede har associeringsaftaler med EU kræver at Jordanien og Syrien skal blive fuldværdige medlemmer trods deres nej til at acceptere demokrati og menneskerettigheder. De mener
også at samarbejdet er altfor europacentreret og kræver større respekt for arabiske vurderinger.
Omkostningerne for solidariteten
Solidariteten med araberlandene kommer bl.a. til udtryk i EU´s Middelhavsbistand (MEDA). Den hidtidigt bevilligede bistand for perioden 2000-06 er på 5.35 milliarder euro plus kredi-
ter på 7 milliarder euro fra den Europæiske Investeringsbank. Yderligere 1 milliard euro er afsat som reserve. For hele perioden 2000-06 vil EU´s Middelhavsbistand løbe op til næsten 13 milliarder euro. Tidligere var støtten noget lavere, nemlig 3.425 miliarder euro for 1995-
1999.
Bistandshjælpen skal bruges til omlægning af økonomien, styrkelse af den socioøkonomiske balance, støtte til regionalt arbejde samt til udviklingen af det ”civile samfund”. Dette skal foregå ved samarbejde mellem netværk, foreninger og organisationer for på den måde at modarbejde racisme, intolerance og fremmedfjendtlighed både privat og i fællesskab. Dette
kan bl.a. gøres ved at udvide og fordybe dialogen mellem forskellige kulturer og civilisationer. Landene skal samarbejde på sundheds- og velfærdsområdet samt på det audiovisuelle
gebet og i mediebranchen.
Ved et udenrigsministermøde i Valencia tog man en principbeslutning om at oprette en middelhavsinstitution til afholdelse af dialoger mellem kulturer og civilisationer. Samtidigt besluttede man at man skulle se nøjere på institutionens virksomhed, organisation og financiering. Der råder stadig uenighed i EU angående institutionen, navnlig hvad angår financieringen. Tidligere forslag bl.a. fra Spanien og EU-kommissionen om at oprette en ny organisation med et omfattende eget sekretariat har ikke vundet alment gehør.
Ved mødet i Athen den 6. maj 2003 erklærede EU-kommissionen sig villig til at give 5
millioner euro til institutionen under forudsætning af at de deltagende stater inden for Barcelona-processen gav mindst lige så meget.
Yderligere 6 millioner euro er afsat til samarbejde inden for retslige spørgsmål og indenrigsproblemer bl.a. på familierettens område, hvor sharia skal respekteres ifølge de deltagende arabiske stater. De er i øvrigt misfornøjede med den anslåede sum på 6 millioner euro for 2002-04, som de mener er for lille. I den handlingsplan som blev antaget ved udenrigsministermødet i Valencia talte EU-parlamentet om at oprette en parlamentarisk forsamling for Middelhavsområdet, d.v.s. for de arabiske stater (”the creation of a Euro Mediterranean Parliamentary Assembly as proposed by the European Parliament”). I sine associeringsaftaler stiller de forskellige arabstater forskellige krav til EU. Algeriet kræver for eksempel lettelser for de arabiske landes statsborgere med hensyn til viseringer og liberale regler for besøg i EU-landene. Jordanien lægger vægt på den økonomiske bistand og kræver foranstaltninger mod den økonomiske uensartethed og arbejdsløshed i de arabiske lande
Samtlige såkaldte samarbejdslande kræver en betydelig forhøjelse af EU´s bistandshjælp.
Samt forbedrede levevilkår for de indvandrere, der opholder sig legalt i EU. I associeringsaftalerne med de enkelte lande har man også indføjet at der skal være de samme sociale rettigheder eksempelvis for marokkanske statsborgere og deres familier, som arbej
der i et europæisk land, som for EU´s egne statsborgerne. Og ligeledes de samme goder som
for EU-statsborgere hvad angår sygdom, graviditet, invaliditet, alderdom, erstatning til efterlevende og ved ulykkestilfælde på arbejdspladserne, erhvervssygdomme, dødsfald og arbejdsløshed. Familiebidrag, pensioner og forskellige former for livrente skal kunne over-
føres til hjemlandet f.ex. Marokko.
Meningen med samarbejdet er et frihandelsområde omkring Middelhavet fra og med 2010. Kan nogen svare på hvorfor man ikke har hørt noget om denne Barcelonaproces? Jeg tror at mange mennesker i EU-landene ville være interesserede i en redegørelse for disse associeringsaftaler med de arabiske stater eftersom det - som sædvanligt - er EU´s skatteborgere der skal betale gildet med nedskæringer i egen velfærd og døje med de tusindvis af andre problemer de vil få på halsen.
Inge-Siv Mattson, f d internationell sekreterare
Men sådan er det ikke. EU er allerede udviklet uden for Europa gennem den såkaldte Barcelonaproces eller Det Europæiske Middelhavssamarbejde. I virkeligheden er dette blot
en fortsættelse af 70´ernes europeisk-arabiske dialog under et mere kamoufleret navn.
Barcelonaprocessen oprettedes i november 1995 ved en deklaration fra EU´s udenrigsmini-stre og de 12 deltagerlande: Marokko, Algieriet, Tunisien, Ægypten, Israel, Jordanien,
Syrien, Libanon, PLO (for de palæstinensiske myndigheder), Tyrkiet, Cypern og Malta.
Inden for Barcelonaprocessen har man ifølge en svensk regeringspromemoria 21.5.03 sluttet associeringsaftaler med en halv snes arabiske stater. Af de otte som hidtil er blevet underskrevet og ratificeret af samtlige EU-lande inklusiv Danmark og Sverige er fem trådt i kraft, nemlig aftalerne med Tunisien, Marokko, Israel, Jordanien og PLO (for de palæstinensiske myndigheder).
Sverige gik i spidsen med at ratificere aftalen med Ægypten i juni 2001, med Algeriet i
april 2002 og med Libanon i juni 2002.
Malta, Cypern og Tyrkiet er nu udenfor, idet de bliver nye EU-lande. Der er dog opstået problemer med Jordanien og Syrien, som nægter at godkende EU´s krav om demokrati og menneskerettigheder. De modsætter sig også, at NGO`s (Non Govermental Organizations – ikke statslige organisationer) skal kunne indgå i samarbejdet. De arabiske stater som allerede har associeringsaftaler med EU kræver at Jordanien og Syrien skal blive fuldværdige medlemmer trods deres nej til at acceptere demokrati og menneskerettigheder. De mener
også at samarbejdet er altfor europacentreret og kræver større respekt for arabiske vurderinger.
Omkostningerne for solidariteten
Solidariteten med araberlandene kommer bl.a. til udtryk i EU´s Middelhavsbistand (MEDA). Den hidtidigt bevilligede bistand for perioden 2000-06 er på 5.35 milliarder euro plus kredi-
ter på 7 milliarder euro fra den Europæiske Investeringsbank. Yderligere 1 milliard euro er afsat som reserve. For hele perioden 2000-06 vil EU´s Middelhavsbistand løbe op til næsten 13 milliarder euro. Tidligere var støtten noget lavere, nemlig 3.425 miliarder euro for 1995-
1999.
Bistandshjælpen skal bruges til omlægning af økonomien, styrkelse af den socioøkonomiske balance, støtte til regionalt arbejde samt til udviklingen af det ”civile samfund”. Dette skal foregå ved samarbejde mellem netværk, foreninger og organisationer for på den måde at modarbejde racisme, intolerance og fremmedfjendtlighed både privat og i fællesskab. Dette
kan bl.a. gøres ved at udvide og fordybe dialogen mellem forskellige kulturer og civilisationer. Landene skal samarbejde på sundheds- og velfærdsområdet samt på det audiovisuelle
gebet og i mediebranchen.
Ved et udenrigsministermøde i Valencia tog man en principbeslutning om at oprette en middelhavsinstitution til afholdelse af dialoger mellem kulturer og civilisationer. Samtidigt besluttede man at man skulle se nøjere på institutionens virksomhed, organisation og financiering. Der råder stadig uenighed i EU angående institutionen, navnlig hvad angår financieringen. Tidligere forslag bl.a. fra Spanien og EU-kommissionen om at oprette en ny organisation med et omfattende eget sekretariat har ikke vundet alment gehør.
Ved mødet i Athen den 6. maj 2003 erklærede EU-kommissionen sig villig til at give 5
millioner euro til institutionen under forudsætning af at de deltagende stater inden for Barcelona-processen gav mindst lige så meget.
Yderligere 6 millioner euro er afsat til samarbejde inden for retslige spørgsmål og indenrigsproblemer bl.a. på familierettens område, hvor sharia skal respekteres ifølge de deltagende arabiske stater. De er i øvrigt misfornøjede med den anslåede sum på 6 millioner euro for 2002-04, som de mener er for lille. I den handlingsplan som blev antaget ved udenrigsministermødet i Valencia talte EU-parlamentet om at oprette en parlamentarisk forsamling for Middelhavsområdet, d.v.s. for de arabiske stater (”the creation of a Euro Mediterranean Parliamentary Assembly as proposed by the European Parliament”). I sine associeringsaftaler stiller de forskellige arabstater forskellige krav til EU. Algeriet kræver for eksempel lettelser for de arabiske landes statsborgere med hensyn til viseringer og liberale regler for besøg i EU-landene. Jordanien lægger vægt på den økonomiske bistand og kræver foranstaltninger mod den økonomiske uensartethed og arbejdsløshed i de arabiske lande
Samtlige såkaldte samarbejdslande kræver en betydelig forhøjelse af EU´s bistandshjælp.
Samt forbedrede levevilkår for de indvandrere, der opholder sig legalt i EU. I associeringsaftalerne med de enkelte lande har man også indføjet at der skal være de samme sociale rettigheder eksempelvis for marokkanske statsborgere og deres familier, som arbej
der i et europæisk land, som for EU´s egne statsborgerne. Og ligeledes de samme goder som
for EU-statsborgere hvad angår sygdom, graviditet, invaliditet, alderdom, erstatning til efterlevende og ved ulykkestilfælde på arbejdspladserne, erhvervssygdomme, dødsfald og arbejdsløshed. Familiebidrag, pensioner og forskellige former for livrente skal kunne over-
føres til hjemlandet f.ex. Marokko.
Meningen med samarbejdet er et frihandelsområde omkring Middelhavet fra og med 2010. Kan nogen svare på hvorfor man ikke har hørt noget om denne Barcelonaproces? Jeg tror at mange mennesker i EU-landene ville være interesserede i en redegørelse for disse associeringsaftaler med de arabiske stater eftersom det - som sædvanligt - er EU´s skatteborgere der skal betale gildet med nedskæringer i egen velfærd og døje med de tusindvis af andre problemer de vil få på halsen.
Inge-Siv Mattson, f d internationell sekreterare
Mon ikke de er for mange i faget?
Skuespillere klager over reglerne for at få dagpenge ind imellem deres job på teatre m.m. og frygter, at det kan gå ud over kulturen, hvis de bliver nödt til at tage andet arbejde.
Sagen skulle vel ikke være, at der er blevet alt for mange skuespillere? I 70´erne og 80´erne havde man jo særdeles travlt med at oprette teatre, lave teaterstykker og få unge mennesker til at optræde.
Teatre er massemedier, og medier er magt.
Arne Skovhus kæmpede for det politiske teater og lagde ikke skjul på formålet. De mange politiske teatre skulle ikke bare gøre det af med ”finkulturen” på de etablerede scener, men ændre samfundssystemet i marxistisk retning. Det mål måtte aldrig tabes af syne! Derfor opstod der også et hav af børneteatre., 65-70 stykker i landet. Børn er et nemt publikum, ukritisk og tilfreds med, hvad ”scenekunstnerne” kunne præstere. I solidaritet med ”arbaj`erne” kaldte ”kunstnerne” sig ”teaterarbejdere”. Titlerne på børnestykkerne var ofte hentet fra den eventyrverden, som børnene kendte i forvejen. På den måde kunne man narre godtroende forældre, som ikke havde anelse om, at indholdet var passet ind i marxistisk ideologi.
Børneteatrene var politiske propagandacentre, og det er ingen hemmelighed, for venstrefløjen har selv skrevet åbenhjertigt om planer og hensigter i kronikker, bøger og tidsskrifter, ligesom en afdeling under Teatervidenskabeligt Institut på Kbh.s Universitet (lønnet af skatteborgerpenge) havde specialiseret sig i at ophjælpe og beskytte disse politiske børneteatre.
Sagen skulle vel ikke være, at der er blevet alt for mange skuespillere? I 70´erne og 80´erne havde man jo særdeles travlt med at oprette teatre, lave teaterstykker og få unge mennesker til at optræde.
Teatre er massemedier, og medier er magt.
Arne Skovhus kæmpede for det politiske teater og lagde ikke skjul på formålet. De mange politiske teatre skulle ikke bare gøre det af med ”finkulturen” på de etablerede scener, men ændre samfundssystemet i marxistisk retning. Det mål måtte aldrig tabes af syne! Derfor opstod der også et hav af børneteatre., 65-70 stykker i landet. Børn er et nemt publikum, ukritisk og tilfreds med, hvad ”scenekunstnerne” kunne præstere. I solidaritet med ”arbaj`erne” kaldte ”kunstnerne” sig ”teaterarbejdere”. Titlerne på børnestykkerne var ofte hentet fra den eventyrverden, som børnene kendte i forvejen. På den måde kunne man narre godtroende forældre, som ikke havde anelse om, at indholdet var passet ind i marxistisk ideologi.
Børneteatrene var politiske propagandacentre, og det er ingen hemmelighed, for venstrefløjen har selv skrevet åbenhjertigt om planer og hensigter i kronikker, bøger og tidsskrifter, ligesom en afdeling under Teatervidenskabeligt Institut på Kbh.s Universitet (lønnet af skatteborgerpenge) havde specialiseret sig i at ophjælpe og beskytte disse politiske børneteatre.
februar 05, 2007
Borgerliges ligegyldighed...
Alle mulige røde grupper løber storm mod den borgerlige regering, lige fra BUPL til BZ´ere.
Mere eller mindre voldeligt. Nogle aviser taler om ”forkælede unge”. Fælles for dem er slagordene Vi vil ha`, Vi kræver, Vi har ret til, Det er samfundets skyld… .
Det sidste kan de på en måde have ret i, for de er resultatet 68´ernes indoktrinering og de borgerliges ligegyldighed over for denne listende politiske udvikling.
Socialdemokratiets chefpsykolog, Eggert Petersen, var direktør for Landsforeningen for Mentalhygiejne og det af ham selv oprettede Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut, hvis formål det var at hans ”forskning” skulle føre til lovforslag. Han skrev i 1969 et oplæg til skabelse af et nyt samfund: ”Hvordan skabe Trivsel i det moderne Industrisamfund”. Da dette projekt til et nyt samfund blev angrebet i pressen, fejede socialdemokratiet det af vejen med, at det kun var tænkt som et ”debatoplæg”.
Men intet parti trykker noget, end ikke til debat, som de ikke er indforstået med.
I ti afsnit førte Eggert Petersen borgerne fra vugge til grav. Et af afsnittede handlede om Familiemiljøet. Et angreb på kernefamilien!
På baggrund af denne ideologi og samme år som Trivselsprogrammet kom på gaden, oprettedes den mentalhygiejniske underafdeling, BRIS (Børns Rettigheder i Samfundet, som meget snart fik øgenavnet ”BarneRov I Samfundet”). Man skulle skabe en kløft mellem børn og forældre, så Mentalhygiejnen fik fri vej frem til formning af børn og unge.
Her er nogle klip fra socialdemokratiets trivsels program om familiemiljøet (NB: de med kursiv satte bemærkninger er Gertruds):
”Lettere adgang til indgåelse og opløsning af ægteskaber”
”Indførelse af retten til fri abort, samt retten til, fra den seksuelle modenhedsalder (10-14-årsalderen) dels selv at bestemme sit seksualliv og dels at anvende passende forebyggende midler, der gratis stilles til rådighed…
”Afskaffelse af forsørgerbegrebet og sikring af kønnenes økonomiske ligestilling”
”Forældremyndighedens begrænsning, bl.a. ved retslig ligestilling af børn og voksne (f.eks. med hensyn til voldsanvendelse (og alt andet). Sikring af børnenes økonomiske uafhængighed af forældrene gennem uddannelsesløn, nedsættelse af den personlige myndighedsalder til 15 år samt etableringen af ungdomspensioner, som børn og unge kan vælge som gruppe i stedet for familiegruppen - for så vidt de synes, at de dér trives dårligt (d.v.s. at de f.ex. kan tilslutte sig politisk voldelige eller kriminelle bander uden at forældrene kan blande sig).
I et andet afsnit af Trivselsprogrammet står ””Der sikres alle fra den personlige myndighedsalder (15 år) en minimumsløn, uanset om man arbejder, uddanner sig eller rekreerer sig, svarende til den til enhver tid gældende folkepension”.
Et par gæve socialdemokrater lavede en strålende teatersatire over Eggert Petersens trivsel: ”Trivslernes hærgen i de nordlige provinser.
Mere eller mindre voldeligt. Nogle aviser taler om ”forkælede unge”. Fælles for dem er slagordene Vi vil ha`, Vi kræver, Vi har ret til, Det er samfundets skyld… .
Det sidste kan de på en måde have ret i, for de er resultatet 68´ernes indoktrinering og de borgerliges ligegyldighed over for denne listende politiske udvikling.
Socialdemokratiets chefpsykolog, Eggert Petersen, var direktør for Landsforeningen for Mentalhygiejne og det af ham selv oprettede Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut, hvis formål det var at hans ”forskning” skulle føre til lovforslag. Han skrev i 1969 et oplæg til skabelse af et nyt samfund: ”Hvordan skabe Trivsel i det moderne Industrisamfund”. Da dette projekt til et nyt samfund blev angrebet i pressen, fejede socialdemokratiet det af vejen med, at det kun var tænkt som et ”debatoplæg”.
Men intet parti trykker noget, end ikke til debat, som de ikke er indforstået med.
I ti afsnit førte Eggert Petersen borgerne fra vugge til grav. Et af afsnittede handlede om Familiemiljøet. Et angreb på kernefamilien!
På baggrund af denne ideologi og samme år som Trivselsprogrammet kom på gaden, oprettedes den mentalhygiejniske underafdeling, BRIS (Børns Rettigheder i Samfundet, som meget snart fik øgenavnet ”BarneRov I Samfundet”). Man skulle skabe en kløft mellem børn og forældre, så Mentalhygiejnen fik fri vej frem til formning af børn og unge.
Her er nogle klip fra socialdemokratiets trivsels program om familiemiljøet (NB: de med kursiv satte bemærkninger er Gertruds):
”Lettere adgang til indgåelse og opløsning af ægteskaber”
”Indførelse af retten til fri abort, samt retten til, fra den seksuelle modenhedsalder (10-14-årsalderen) dels selv at bestemme sit seksualliv og dels at anvende passende forebyggende midler, der gratis stilles til rådighed…
”Afskaffelse af forsørgerbegrebet og sikring af kønnenes økonomiske ligestilling”
”Forældremyndighedens begrænsning, bl.a. ved retslig ligestilling af børn og voksne (f.eks. med hensyn til voldsanvendelse (og alt andet). Sikring af børnenes økonomiske uafhængighed af forældrene gennem uddannelsesløn, nedsættelse af den personlige myndighedsalder til 15 år samt etableringen af ungdomspensioner, som børn og unge kan vælge som gruppe i stedet for familiegruppen - for så vidt de synes, at de dér trives dårligt (d.v.s. at de f.ex. kan tilslutte sig politisk voldelige eller kriminelle bander uden at forældrene kan blande sig).
I et andet afsnit af Trivselsprogrammet står ””Der sikres alle fra den personlige myndighedsalder (15 år) en minimumsløn, uanset om man arbejder, uddanner sig eller rekreerer sig, svarende til den til enhver tid gældende folkepension”.
Et par gæve socialdemokrater lavede en strålende teatersatire over Eggert Petersens trivsel: ”Trivslernes hærgen i de nordlige provinser.
februar 03, 2007
FRI debat . Ingen skal knebles!
Tyskere og Østrigere har allerede i lange tider haft forbud mod offentligt at benægte, at jødeudryddelsen fandt sted.
For to år siden forsøgte Luxenburg under sit EU-formandskab at få en fælles lovgivning på dette område for hele EU. Det lykkedes ikke. Nu vil Angela Merkel prøve. Hendes justitsminister, Brigitte Cypries siger: ”Vi har altid sagt, at det ikke burde være acceptabelt i Europa at sige, at holocausten aldrig har existeret”.
Jamen, man skal ikke - under trusel om bøder og fængselsstraf - TVINGE folk til at lade sig kneble. Ytringsfriheden er grundlaget for ethvert demokrati. Uden ytringsfrihed med fri debat er der simpelthen ingen demokrati.
Kernen i EU´s håndteringen af Europas historiske begivenheder er ikke Hitler eller ikke Hitler, holocaust eller ikke holocaust. Det drejer sig derimod om EU selv. EU-politikernes desperation over ikke hurtigt nok at kunne få vedtaget den ønskede begrænsning af ytringsfriheden bunder i, at denne skulle være det indledende skridt til yderligere begrænsninger til EU´s fordel.
Uden mundkurve på befolkninger, risikerer EU-politikerne, at de ikke kan nå frem til målet, den diktatoriske EU-storstat.
Der er lige nu kommet en lille borgerlig gruppe i EU-parlamantet, som kalder sig ”Identitet, Tradition og Selvstændighed.”. Den ledes af franskmanden Bruno Gollnisch. Han sidder også i ledelsen for Den Nationale Front i Frankrig.
Han blev midt i januar dømt af en domstol i Lyon for ”at have sat spørgsmålstegn ved forbrydelse mod menneskeheden”. Dommen blev tre måneders betinget fængsel samt 5000 Euro i bøder. Desuden skal han betale 55.000 Euro i skadeserstatning til de 9 anmeldere, samt betale aviserne for meddelelse af dommens ordlyd.
Det var ved en pressekonference i 2004, at Gollnisch blandt andet skal have sagt, at det er op til historikerne at diskutere om gaskamrene existerede.
Han er oprørt over dommen, rapporterer EU-Observer. Og finder at denne knægtelse af ytringsfriheden er en skandale.
For to år siden forsøgte Luxenburg under sit EU-formandskab at få en fælles lovgivning på dette område for hele EU. Det lykkedes ikke. Nu vil Angela Merkel prøve. Hendes justitsminister, Brigitte Cypries siger: ”Vi har altid sagt, at det ikke burde være acceptabelt i Europa at sige, at holocausten aldrig har existeret”.
Jamen, man skal ikke - under trusel om bøder og fængselsstraf - TVINGE folk til at lade sig kneble. Ytringsfriheden er grundlaget for ethvert demokrati. Uden ytringsfrihed med fri debat er der simpelthen ingen demokrati.
Kernen i EU´s håndteringen af Europas historiske begivenheder er ikke Hitler eller ikke Hitler, holocaust eller ikke holocaust. Det drejer sig derimod om EU selv. EU-politikernes desperation over ikke hurtigt nok at kunne få vedtaget den ønskede begrænsning af ytringsfriheden bunder i, at denne skulle være det indledende skridt til yderligere begrænsninger til EU´s fordel.
Uden mundkurve på befolkninger, risikerer EU-politikerne, at de ikke kan nå frem til målet, den diktatoriske EU-storstat.
Der er lige nu kommet en lille borgerlig gruppe i EU-parlamantet, som kalder sig ”Identitet, Tradition og Selvstændighed.”. Den ledes af franskmanden Bruno Gollnisch. Han sidder også i ledelsen for Den Nationale Front i Frankrig.
Han blev midt i januar dømt af en domstol i Lyon for ”at have sat spørgsmålstegn ved forbrydelse mod menneskeheden”. Dommen blev tre måneders betinget fængsel samt 5000 Euro i bøder. Desuden skal han betale 55.000 Euro i skadeserstatning til de 9 anmeldere, samt betale aviserne for meddelelse af dommens ordlyd.
Det var ved en pressekonference i 2004, at Gollnisch blandt andet skal have sagt, at det er op til historikerne at diskutere om gaskamrene existerede.
Han er oprørt over dommen, rapporterer EU-Observer. Og finder at denne knægtelse af ytringsfriheden er en skandale.
februar 02, 2007
Det er humlen!
Kronprinsesse Mary bryder sig ikke om mobbning, og det er der forhåbentlig ikke mange, der gør. Ikke desto mindre er det meget udbredt. Ifølge TV-nyhederne gjorde Mary en indsats imod mobbning ved at besøge børnehaven ”Humlebien”, for mobbning skal tages i opløbet…
Børnene fik en tøjbamse hver…
Børnehaven lå i Hellerup.
Børnene så ret ensartede ud. Ikke så sært. Gentofte Kommune er ret homogen, præget af akademikere, embedsmænd, folk fra handelsverdenen…. Mobbning findes nok i meget højere grad i multikulturelle områder, men de er vel for farlige for kongehuset… ?
Tøjbamserne er naturligvis børnene vel undt, men måske er der børn, der trænger mere til legetøj andre steder og vil føle større glæde ved det…?
Børnene fik en tøjbamse hver…
Børnehaven lå i Hellerup.
Børnene så ret ensartede ud. Ikke så sært. Gentofte Kommune er ret homogen, præget af akademikere, embedsmænd, folk fra handelsverdenen…. Mobbning findes nok i meget højere grad i multikulturelle områder, men de er vel for farlige for kongehuset… ?
Tøjbamserne er naturligvis børnene vel undt, men måske er der børn, der trænger mere til legetøj andre steder og vil føle større glæde ved det…?
Nödvendigt at sige NEJ
Kronik Valdemarsdagen 2005: : Europas ødelæggere
Af Bent Jensen, professor, dr. phil., Syddansk Universitet, Odense
Det er ikke franskmændenes og hollændernes nej til eurokraternes fantasiprojekt, der er problemet. Det er den europæiske magtelites tab af virkelighedssans, der er årsag til miseren. Det er en sådan "elite", der skalter og valter med det virkelige Europas fremtid og eksistens. Hvor godt og nødvendigt, at europæerne siger nej, skriver dagens kronikør.
Så har de europæiske borgere endnu engang fået en opvisning i den europæiske politiske klasses grænseløse arrogance. En arrogance, der er lige så omfattende som dens uvidenhed om, hvad de europæiske nationer virkelig er optaget af. Arrogance og uvidenhed er en både ubehagelig og farlig cocktail. Den er allerede godt på vej til at føre de europæiske nationer i ulykke.
Det er ikke franskmændenes og hollændernes nej til eurokraternes fantasiprojekt, der er problemet. Det er den europæiske magtelites tab af virkelighedssans, der er årsag til miseren.
Politikerne omgås tilsyneladende kun hinanden og deres embedsmænd samt ukritiske "eksperter" og journalister. I denne forgyldte uvirkelighed, fjernt fra den almindelige befolknings daglige bekymringer og problemer, bekræfter de hinanden i, hvor vidunderligt deres projekt er - mens de ryster opgivende på hovedet af den tilbagestående befolkning, som ikke har sans for alle de progressive og fremadrettede planer, eurokraterne udtænker. Ifølge EU-ordføreren for landets største parti, Charlotte Antonsen, er det noget "bras", når folk stemmer nej til euroelitens nyeste påhit. Eller som hun frimodigt udtalte i Folketinget - og uden at forstå, hvor fatal hendes udtalelse var: »Det er jo ikke noget problem, når folk stemmer ja. Det er kun et problem, når de stemmer nej!«
Euroeliten har altså udtænkt og tilrettelagt en procedure for en europæisk forfatning, som kun må have ét forløb, og som kun må ende med ét bestemt resultat - en enstemmig vedtagelse.
Hvis befolkningerne i de lande, som det hele jo faktisk drejer sig om, har en anden mening og derfor stemmer forkert, taler eliten om en katastrofe for Europa, hvor "Europa" betyder dem selv og deres projekt - ikke de nationer, der tilsammen udgør det egentlige Europa.
Som høns løber de kaglende rundt i hønsegården, på én gang forvirrede, forurettede og opskræmte: Hvad er det her dog for noget, hvad skal vi dog gøre?
Det eneste, ingen af dem kunne forestille sig at gøre, er at respektere folkets røst. De forsikrer ganske vist lammefromt, når de bliver presset tilstrækkeligt hårdt, at de vil respektere et nej fra en folkeafstemning. Men alt det andet, de siger og gør, modsiger disse tomme løfter.
Selv om det er klart, at blot ét medlemslands nej til forfatningen betyder, at forfatningen ikke kan vedtages, er man straks i gang med alle mulige omgåelsesmanøvrer.
De to førende taskenspillere i dette cirkus er præsident Chirac og kansler Schröder.
Den ene har indkasseret en rungende lussing fra den franske befolkning.
Den anden har end ikke ladet den tyske befolkning få mulighed for at udtale sig om forfatningen - ligesom tyskerne heller ikke fik lov til at tage stilling til, om de ønskede D-marken udskiftet med euroen. Schröder er politiker på lånt tid og synger på allersidste vers. Hans mandat hænger i den tyndeste tråd. Alligevel fremturer de to fallerede politikere, som om intet var hændt. En bagatel som befolkningens forkastelse af deres projekt skal ikke få lov til at forstyrre deres fantasier.
I det hele taget er de to EU-stormagter Frankrig og Tyskland dygtige til at blæse alle principper en lang march.
Stabilitetspagten, som højtideligt blev underskrevet i forbindelse med euroens indførelse, skulle berolige de skeptiske befolkninger ved at skabe garantier mod en letsindig finanspolitik i medlemslandene.
Da småstaten Portugal overtrådte stabilitetspagtens bestemmelser om underskud på statsbudgettet, blev landet straffet, som det skulle. Når Frankrig og Tyskland år efter år lader hånt om udstedte garantier og forbryder sig mod stabilitetspagten - sker der ingenting.
EU siges ellers at være enestående derved, at samarbejdet angiveligt bygger på ret og ikke på magt.
Men når det kommer til stykket, er det alligevel magten, der er trumf. På samme måde, som når det hedder, at et lille land, som stemmer nej, betyder ikke noget, men hvis et stort lands befolkning forkaster projektet, så er det noget helt andet.
Et af unionsprojektets store problemer er naturligvis, at det er dybt udemokratisk. Det eneste organ i EU-appratet, som har lovgivningsinitiativ, er et organ bestående af ikke-folkevalgte embedsmænd - kommissionen med dens kommissærer. EU er kommissærstyret. Hvis man forestillede sig en lignende politisk struktur i Danmark, ville det svare til, at en kommission af embedsmænd havde monopol på lovgivningsinitiativ, og ikke som nu Folketinget og regeringen. Situationen er faktisk så grotesk, at et land, som var styret efter de samme udemokratiske principper, som EU er, ikke ville kunne være medlem af EU! EU-systemet udmærker sig også ved at have hemmelige komiteer. Tænk hvis der fandtes sådan nogle her i landet.
Villy Søvndal, Poul Nyrup Rasmussen og deres ligesindede i Danmark og andre EU-medlemslande mener, at EU skal være mere "socialt" og "skabe mere arbejde". Men EU hverken kan eller skal løse problemer med arbejdsløshed i Frankrig, Tyskland eller andre lande. Det er tværtimod EU's "løsninger" (bl.a. euroen), der har bidraget til at skabe problemerne. EU kan naturligvis ikke "skabe" arbejdspladser og økonomisk vækst. EU kan udvide bureaukratiet og yderligere styrke de planøkonomiske sider af projektet. Egentlige arbejdspladser og økonomisk vækst kan kun skabes af private virksomheder i de enkelte lande i samarbejde med disse landes parlamenter og regeringer, som kan skabe gunstige rammer for erhvervslivet og beskæftigelsen. Frankrig og Tyskland må selv løse deres selvskabte problemer med alt for lav pensionsalder og betonstrukturer på arbejdsmarkedet. Det kan EU ikke.
De mange bestræbelser, der udfoldes på at fortolke afstemningsresultaterne i Frankrig og Holland er blot desperate forsøg på at bortforklare virkeligheden og tale om noget andet end det, sagen drejer sig om. Befolkningerne blev spurgt om deres syn på EU-forfatningen, som ingen har bedt om - og svaret blev et rungende nej, som ikke kan bortforklares, uanset hvor meget man "fortolker". Mærkeligt nok fortolkes ja-stemmerne ikke. Ingen udsætter dem for motivforskning, dvs. gætteri og ønsketænkning.
Euroeliten har meget svært ved at nævne det islamiske Tyrkiet som en faktor bag det folkelige oprør mod elitens projekt. Når Tyrkiet endelig nævnes, er det som regel med henvisning til, at det ikke er Tyrkiets optagelse i EU, der stemmes om. Det er en rent formalistisk betragtning. Reelt drejer afstemningen om forfatningen sig i højeste grad om uviljen mod og frygten for Tyrkiets medlemskab. Og både uviljen og frygten er reel.
Befolkningen i de europæiske lande er ikke så dumme, som politikerne tror. Den politiske elite og dens ideologer spiller hasard med EU-landenes fremtid. Der foregår optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, uden at dette fatale skridt nogensinde har været forelagt de europæiske befolkninger.
Det store befolkningsflertal i Tyskland og Frankrig for ikke at tale om Danmark, Italien og langt de fleste EU-lande er imod tyrkisk medlemskab. Samtidig er det indlysende, at elitens projekt går ud på, at den islamiske stat Tyrkiet skal være medlem.
Endnu har man ikke hørt et eneste seriøst argument for tyrkisk medlemskab. Alle seriøse argumenter imod afvises hånligt nedladende. Tyrkiet skal være "bro til den arabiske verden", lyder en af klicheerne. Hvad det betyder, kan ingen forklare. Men en muslimsk stat hører naturligvis ikke hjemme i et europæisk fællesskab. Vi hører hele tiden, at EU er et fællesskab, der bygger på europæiske værdier. Men europæiske værdier er kristne værdier i den forstand, at europæisk kultur - også politisk kultur - er gennemsyret af kristendommen og er utænkelig uden.. Men EU-eliten tør end ikke nævne den kendsgerning, ja bliver stærkt ophidsede, hvis nogen vover at sige det. Et europæisk samarbejde, som ikke tør se sig selv i øjnene, og som fornægter sin historie, er en dødssejler og dømt til undergang.
Den letsindighed og uvidenhed, der præger euroelitens besynderlige ønske om at få en stor og stærkt voksende muslimsk stat med i fællesskabet, er foruroligende. En ledende dansk EU-politiker (Karin Riis Jørgensen), som uden antydning af argument agiterer for tyrkisk medlemskab, afviser i samme åndedrag, at det europæiske land Ukraine skulle kunne blive medlem. Hvorfor? "Fordi Ukraine ikke er et europæisk land for mig". Hun mente i øvrigt, at Ukraine lå i Sibirien.
En anden dansk ledende EU-politiker (Charlotte Antonsen) mener, at "vi har en masse kultur fælles" med Tyrkiet. Hun tror, at det islamiske Tyrkiet i en eller anden mystisk forstand repræsenter det kristne Østromerske Rige, der som bekendt blev erobret i 1453 og derpå islamiseret som de andre kristne kulturer i middelhavsområdet. Det er en sådan "elite", der skalter og valter med det virkelige Europas fremtid og eksistens. Hvor godt og nødvendigt, at europæerne siger nej.
Af Bent Jensen, professor, dr. phil., Syddansk Universitet, Odense
Det er ikke franskmændenes og hollændernes nej til eurokraternes fantasiprojekt, der er problemet. Det er den europæiske magtelites tab af virkelighedssans, der er årsag til miseren. Det er en sådan "elite", der skalter og valter med det virkelige Europas fremtid og eksistens. Hvor godt og nødvendigt, at europæerne siger nej, skriver dagens kronikør.
Så har de europæiske borgere endnu engang fået en opvisning i den europæiske politiske klasses grænseløse arrogance. En arrogance, der er lige så omfattende som dens uvidenhed om, hvad de europæiske nationer virkelig er optaget af. Arrogance og uvidenhed er en både ubehagelig og farlig cocktail. Den er allerede godt på vej til at føre de europæiske nationer i ulykke.
Det er ikke franskmændenes og hollændernes nej til eurokraternes fantasiprojekt, der er problemet. Det er den europæiske magtelites tab af virkelighedssans, der er årsag til miseren.
Politikerne omgås tilsyneladende kun hinanden og deres embedsmænd samt ukritiske "eksperter" og journalister. I denne forgyldte uvirkelighed, fjernt fra den almindelige befolknings daglige bekymringer og problemer, bekræfter de hinanden i, hvor vidunderligt deres projekt er - mens de ryster opgivende på hovedet af den tilbagestående befolkning, som ikke har sans for alle de progressive og fremadrettede planer, eurokraterne udtænker. Ifølge EU-ordføreren for landets største parti, Charlotte Antonsen, er det noget "bras", når folk stemmer nej til euroelitens nyeste påhit. Eller som hun frimodigt udtalte i Folketinget - og uden at forstå, hvor fatal hendes udtalelse var: »Det er jo ikke noget problem, når folk stemmer ja. Det er kun et problem, når de stemmer nej!«
Euroeliten har altså udtænkt og tilrettelagt en procedure for en europæisk forfatning, som kun må have ét forløb, og som kun må ende med ét bestemt resultat - en enstemmig vedtagelse.
Hvis befolkningerne i de lande, som det hele jo faktisk drejer sig om, har en anden mening og derfor stemmer forkert, taler eliten om en katastrofe for Europa, hvor "Europa" betyder dem selv og deres projekt - ikke de nationer, der tilsammen udgør det egentlige Europa.
Som høns løber de kaglende rundt i hønsegården, på én gang forvirrede, forurettede og opskræmte: Hvad er det her dog for noget, hvad skal vi dog gøre?
Det eneste, ingen af dem kunne forestille sig at gøre, er at respektere folkets røst. De forsikrer ganske vist lammefromt, når de bliver presset tilstrækkeligt hårdt, at de vil respektere et nej fra en folkeafstemning. Men alt det andet, de siger og gør, modsiger disse tomme løfter.
Selv om det er klart, at blot ét medlemslands nej til forfatningen betyder, at forfatningen ikke kan vedtages, er man straks i gang med alle mulige omgåelsesmanøvrer.
De to førende taskenspillere i dette cirkus er præsident Chirac og kansler Schröder.
Den ene har indkasseret en rungende lussing fra den franske befolkning.
Den anden har end ikke ladet den tyske befolkning få mulighed for at udtale sig om forfatningen - ligesom tyskerne heller ikke fik lov til at tage stilling til, om de ønskede D-marken udskiftet med euroen. Schröder er politiker på lånt tid og synger på allersidste vers. Hans mandat hænger i den tyndeste tråd. Alligevel fremturer de to fallerede politikere, som om intet var hændt. En bagatel som befolkningens forkastelse af deres projekt skal ikke få lov til at forstyrre deres fantasier.
I det hele taget er de to EU-stormagter Frankrig og Tyskland dygtige til at blæse alle principper en lang march.
Stabilitetspagten, som højtideligt blev underskrevet i forbindelse med euroens indførelse, skulle berolige de skeptiske befolkninger ved at skabe garantier mod en letsindig finanspolitik i medlemslandene.
Da småstaten Portugal overtrådte stabilitetspagtens bestemmelser om underskud på statsbudgettet, blev landet straffet, som det skulle. Når Frankrig og Tyskland år efter år lader hånt om udstedte garantier og forbryder sig mod stabilitetspagten - sker der ingenting.
EU siges ellers at være enestående derved, at samarbejdet angiveligt bygger på ret og ikke på magt.
Men når det kommer til stykket, er det alligevel magten, der er trumf. På samme måde, som når det hedder, at et lille land, som stemmer nej, betyder ikke noget, men hvis et stort lands befolkning forkaster projektet, så er det noget helt andet.
Et af unionsprojektets store problemer er naturligvis, at det er dybt udemokratisk. Det eneste organ i EU-appratet, som har lovgivningsinitiativ, er et organ bestående af ikke-folkevalgte embedsmænd - kommissionen med dens kommissærer. EU er kommissærstyret. Hvis man forestillede sig en lignende politisk struktur i Danmark, ville det svare til, at en kommission af embedsmænd havde monopol på lovgivningsinitiativ, og ikke som nu Folketinget og regeringen. Situationen er faktisk så grotesk, at et land, som var styret efter de samme udemokratiske principper, som EU er, ikke ville kunne være medlem af EU! EU-systemet udmærker sig også ved at have hemmelige komiteer. Tænk hvis der fandtes sådan nogle her i landet.
Villy Søvndal, Poul Nyrup Rasmussen og deres ligesindede i Danmark og andre EU-medlemslande mener, at EU skal være mere "socialt" og "skabe mere arbejde". Men EU hverken kan eller skal løse problemer med arbejdsløshed i Frankrig, Tyskland eller andre lande. Det er tværtimod EU's "løsninger" (bl.a. euroen), der har bidraget til at skabe problemerne. EU kan naturligvis ikke "skabe" arbejdspladser og økonomisk vækst. EU kan udvide bureaukratiet og yderligere styrke de planøkonomiske sider af projektet. Egentlige arbejdspladser og økonomisk vækst kan kun skabes af private virksomheder i de enkelte lande i samarbejde med disse landes parlamenter og regeringer, som kan skabe gunstige rammer for erhvervslivet og beskæftigelsen. Frankrig og Tyskland må selv løse deres selvskabte problemer med alt for lav pensionsalder og betonstrukturer på arbejdsmarkedet. Det kan EU ikke.
De mange bestræbelser, der udfoldes på at fortolke afstemningsresultaterne i Frankrig og Holland er blot desperate forsøg på at bortforklare virkeligheden og tale om noget andet end det, sagen drejer sig om. Befolkningerne blev spurgt om deres syn på EU-forfatningen, som ingen har bedt om - og svaret blev et rungende nej, som ikke kan bortforklares, uanset hvor meget man "fortolker". Mærkeligt nok fortolkes ja-stemmerne ikke. Ingen udsætter dem for motivforskning, dvs. gætteri og ønsketænkning.
Euroeliten har meget svært ved at nævne det islamiske Tyrkiet som en faktor bag det folkelige oprør mod elitens projekt. Når Tyrkiet endelig nævnes, er det som regel med henvisning til, at det ikke er Tyrkiets optagelse i EU, der stemmes om. Det er en rent formalistisk betragtning. Reelt drejer afstemningen om forfatningen sig i højeste grad om uviljen mod og frygten for Tyrkiets medlemskab. Og både uviljen og frygten er reel.
Befolkningen i de europæiske lande er ikke så dumme, som politikerne tror. Den politiske elite og dens ideologer spiller hasard med EU-landenes fremtid. Der foregår optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, uden at dette fatale skridt nogensinde har været forelagt de europæiske befolkninger.
Det store befolkningsflertal i Tyskland og Frankrig for ikke at tale om Danmark, Italien og langt de fleste EU-lande er imod tyrkisk medlemskab. Samtidig er det indlysende, at elitens projekt går ud på, at den islamiske stat Tyrkiet skal være medlem.
Endnu har man ikke hørt et eneste seriøst argument for tyrkisk medlemskab. Alle seriøse argumenter imod afvises hånligt nedladende. Tyrkiet skal være "bro til den arabiske verden", lyder en af klicheerne. Hvad det betyder, kan ingen forklare. Men en muslimsk stat hører naturligvis ikke hjemme i et europæisk fællesskab. Vi hører hele tiden, at EU er et fællesskab, der bygger på europæiske værdier. Men europæiske værdier er kristne værdier i den forstand, at europæisk kultur - også politisk kultur - er gennemsyret af kristendommen og er utænkelig uden.. Men EU-eliten tør end ikke nævne den kendsgerning, ja bliver stærkt ophidsede, hvis nogen vover at sige det. Et europæisk samarbejde, som ikke tør se sig selv i øjnene, og som fornægter sin historie, er en dødssejler og dømt til undergang.
Den letsindighed og uvidenhed, der præger euroelitens besynderlige ønske om at få en stor og stærkt voksende muslimsk stat med i fællesskabet, er foruroligende. En ledende dansk EU-politiker (Karin Riis Jørgensen), som uden antydning af argument agiterer for tyrkisk medlemskab, afviser i samme åndedrag, at det europæiske land Ukraine skulle kunne blive medlem. Hvorfor? "Fordi Ukraine ikke er et europæisk land for mig". Hun mente i øvrigt, at Ukraine lå i Sibirien.
En anden dansk ledende EU-politiker (Charlotte Antonsen) mener, at "vi har en masse kultur fælles" med Tyrkiet. Hun tror, at det islamiske Tyrkiet i en eller anden mystisk forstand repræsenter det kristne Østromerske Rige, der som bekendt blev erobret i 1453 og derpå islamiseret som de andre kristne kulturer i middelhavsområdet. Det er en sådan "elite", der skalter og valter med det virkelige Europas fremtid og eksistens. Hvor godt og nødvendigt, at europæerne siger nej.
Idealisme
Hele dagen har vi hørt om Karen Jespersen. Nogle undrede sig over hendes usædvanlige løbebane fra VS over socialdemokratiet til partiet Venstre. En utilladelig uorden.
Hvis man ser verden ud fra snæver partipolitik.
Er det Karen Jespersen, som har ændret kurs? Eller er det partierne, hun var i, som har svigtet det, hun troede, at de stod for, og som hun kæmpede for?
Verden i dag er ikke til snak om detaljer i partipolitikken. Vi er i den værste situation, Europa har befundet sig i mange, mange hundred år. Ikke bare Danmark, men hele Europa er på vej ned i afgrunden. Udslettelse af en kultur??? Ikke umuligt. Kulturer er bukket under før. Vi læste om det i skolen, dengang historieundervisningen stadig fandtes.
I sådan en situation må man holde sammen, om man skal gøre sig mindste håb, om at afværge ulykken.
Hvad nytter det at tjene flere penge og flere endnu og endnu flere og have dit og eje dat, hvis vi mister vor frihed?
De, der har set eller mærket trældommens åg, forstår bedst, hvad frihed er værd.
Ytringsfriheden er grundlaget for demokrati og udvikling. Alle meninger skal kunne komme frem og brydes med hinanden uden forbud.
Set med mine øjne er Karen Jespersen en idealist, der kæmper for grundlæggende værdier. Sådanne mennesker behøver vi flere af!
Hvis man ser verden ud fra snæver partipolitik.
Er det Karen Jespersen, som har ændret kurs? Eller er det partierne, hun var i, som har svigtet det, hun troede, at de stod for, og som hun kæmpede for?
Verden i dag er ikke til snak om detaljer i partipolitikken. Vi er i den værste situation, Europa har befundet sig i mange, mange hundred år. Ikke bare Danmark, men hele Europa er på vej ned i afgrunden. Udslettelse af en kultur??? Ikke umuligt. Kulturer er bukket under før. Vi læste om det i skolen, dengang historieundervisningen stadig fandtes.
I sådan en situation må man holde sammen, om man skal gøre sig mindste håb, om at afværge ulykken.
Hvad nytter det at tjene flere penge og flere endnu og endnu flere og have dit og eje dat, hvis vi mister vor frihed?
De, der har set eller mærket trældommens åg, forstår bedst, hvad frihed er værd.
Ytringsfriheden er grundlaget for demokrati og udvikling. Alle meninger skal kunne komme frem og brydes med hinanden uden forbud.
Set med mine øjne er Karen Jespersen en idealist, der kæmper for grundlæggende værdier. Sådanne mennesker behøver vi flere af!
februar 01, 2007
Anslag mod ytringsfriheden
Et gammelt nyhedsbrev fra 2002, men man arbejder stadig videre på samme sag.
EU giver aldrig op. De kommer igen og igen, indtil de får deres vilje...
Date sent: Mon, 18 Nov 2002
Nyhedsbrev fra Den Danske Forening
18. november 2002
Ytringsfriheden afskaffes i 2004
Europarådet kriminaliserer det frie ord
Uden at pressen har opdaget det, har Europarådets ministerkomité den 7. november 2002 vedtaget en protokol “COUNCIL OF EUROPE: ADDITIONAL PROTOCOL TO THE CONVENTION ON CYBERCRIME CONCERNING THE CRIMINALISATION OF ACTS OF A RACIST AND XENOPHOBIC NATURE COMMITTED THROUGH COMPUTER SYSTEMS,” hvorefter man anbefaler medlemslandene at indføre restriktioner imod det frie ord på internettet.
Nøgleordene er de velkendte racisme og fremmedhad.
Men nu skal det også være strafbart at ”benægte, minimere, billige eller retfærdiggøre folkedrab eller forbrydelser mod menneskeheden.” Det vil sige ikke blot en kriminalisering af at sige sandheden om islam, men også et forbud mod at beskrive nazi-forbrydelser og tilsvarende på en ikke autoriseret måde.
Den danske regerings repræsentant har under hele forarbejdet accepteret arbejdet med protokollen, og her ved vedtagelsen stemte man ikke imod. Dermed er sagen på vej mod det danske Folketing.
Så igen, som i 1933, breder sig fra Tyskland totalitarismens mørke over Europa. Igen vinder mørkets kræfter frem i de europæiske hovedstæder. Siden 1985 har det i Tyskland været forbudt at foretage ærlig historisk forskning i nazi-tidens værste hændelser. Oprigtigt arbejdende historikere som f.eks Udo Walendy er sendt i fængsel i 1997, selv om rigtigheden af det skrevne ikke anfægtes. Domfældelse kræver kun, at man undlod at skrive den autoriserede version.
I Danmark har vi fulgt udviklingen med undren. Vi har en grundlovssikret tradition for ytringsfrihed. ”Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres,” står der i § 77. De tyske tilstande har vi ikke fundet det værd at efterligne, idet vi finder, at historikere og ikke dommere skal bestemme, hvad der skal stå i historiebøgerne.
Men vi er på vej mod tyske tilstande med Europarådet vedtagelse i Strassbourg. For vi har som i tilfældet med EU’s charter set, hvordan EU blot kopierer en konvention fra Europarådet og giver den retsvirkning i EU. Chartret blev udarbejdet af en uformel forsamling med Erling Olsen som dansk deltager. Herefter blev det under topmødet i Nice december 2000 blot underskrevet af de tilstedeværende stats- og regeringsledere uden at det gennemgik EU’s formelle procedurer. Alligevel er EF-domstolen begyndt at lægge chartret til grund for afgørelser. Så det samme kan forventes med den nye konvention om ”racisme og fremmedhad.”
Og nu er EU på vej med en fælles europæisk arrestordre fra 2004, og sager om ”racisme og fremmedhad” kan herefter køres hvor som helst uden den hidtidige udleveringsproces i hjemlandet. Det vil sige, at en i Danmark boende dansker, som tyskerne mener forsynder sig mod deres fascistiske regelsæt, kan blive deporteret direkte til tysk retssag og fængsel fra 2004.
Så her i 2002 underlagde den danske regering sig igen de totalitære toner fra syd. Ja det er faktisk på en måde værre end i 1940-45.
Læs mere på Europarådets hjemmeside:
http://www.coe.int/T/E/Communication_and_
Research/Press/Events/3.-Cmmittee_of_
ministers_Sessions/2002-11_Strasbourg/
http://www.dendanskeforening.dk/
danskeren@danskeren.dk
EU giver aldrig op. De kommer igen og igen, indtil de får deres vilje...
Date sent: Mon, 18 Nov 2002
Nyhedsbrev fra Den Danske Forening
18. november 2002
Ytringsfriheden afskaffes i 2004
Europarådet kriminaliserer det frie ord
Uden at pressen har opdaget det, har Europarådets ministerkomité den 7. november 2002 vedtaget en protokol “COUNCIL OF EUROPE: ADDITIONAL PROTOCOL TO THE CONVENTION ON CYBERCRIME CONCERNING THE CRIMINALISATION OF ACTS OF A RACIST AND XENOPHOBIC NATURE COMMITTED THROUGH COMPUTER SYSTEMS,” hvorefter man anbefaler medlemslandene at indføre restriktioner imod det frie ord på internettet.
Nøgleordene er de velkendte racisme og fremmedhad.
Men nu skal det også være strafbart at ”benægte, minimere, billige eller retfærdiggøre folkedrab eller forbrydelser mod menneskeheden.” Det vil sige ikke blot en kriminalisering af at sige sandheden om islam, men også et forbud mod at beskrive nazi-forbrydelser og tilsvarende på en ikke autoriseret måde.
Den danske regerings repræsentant har under hele forarbejdet accepteret arbejdet med protokollen, og her ved vedtagelsen stemte man ikke imod. Dermed er sagen på vej mod det danske Folketing.
Så igen, som i 1933, breder sig fra Tyskland totalitarismens mørke over Europa. Igen vinder mørkets kræfter frem i de europæiske hovedstæder. Siden 1985 har det i Tyskland været forbudt at foretage ærlig historisk forskning i nazi-tidens værste hændelser. Oprigtigt arbejdende historikere som f.eks Udo Walendy er sendt i fængsel i 1997, selv om rigtigheden af det skrevne ikke anfægtes. Domfældelse kræver kun, at man undlod at skrive den autoriserede version.
I Danmark har vi fulgt udviklingen med undren. Vi har en grundlovssikret tradition for ytringsfrihed. ”Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres,” står der i § 77. De tyske tilstande har vi ikke fundet det værd at efterligne, idet vi finder, at historikere og ikke dommere skal bestemme, hvad der skal stå i historiebøgerne.
Men vi er på vej mod tyske tilstande med Europarådet vedtagelse i Strassbourg. For vi har som i tilfældet med EU’s charter set, hvordan EU blot kopierer en konvention fra Europarådet og giver den retsvirkning i EU. Chartret blev udarbejdet af en uformel forsamling med Erling Olsen som dansk deltager. Herefter blev det under topmødet i Nice december 2000 blot underskrevet af de tilstedeværende stats- og regeringsledere uden at det gennemgik EU’s formelle procedurer. Alligevel er EF-domstolen begyndt at lægge chartret til grund for afgørelser. Så det samme kan forventes med den nye konvention om ”racisme og fremmedhad.”
Og nu er EU på vej med en fælles europæisk arrestordre fra 2004, og sager om ”racisme og fremmedhad” kan herefter køres hvor som helst uden den hidtidige udleveringsproces i hjemlandet. Det vil sige, at en i Danmark boende dansker, som tyskerne mener forsynder sig mod deres fascistiske regelsæt, kan blive deporteret direkte til tysk retssag og fængsel fra 2004.
Så her i 2002 underlagde den danske regering sig igen de totalitære toner fra syd. Ja det er faktisk på en måde værre end i 1940-45.
Læs mere på Europarådets hjemmeside:
http://www.coe.int/T/E/Communication_and_
Research/Press/Events/3.-Cmmittee_of_
ministers_Sessions/2002-11_Strasbourg/
http://www.dendanskeforening.dk/
danskeren@danskeren.dk
Abonner på:
Opslag (Atom)