november 30, 2013

Rygterne svarer til Monets oprindelige projekt

B.T.
Messerschmidt afslører rygter: Sådan vil de ændre EU-traktaten
Af Steffen M. Skjærlund
Fredag den 29. november 2013, 13:00


Morten Messerschmidt (DF) beretter om opsigtsvækkende rygter, der er stærkt præget af udtalelser fra formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso (billedet). Foto: EPA / Liselotte Sabroe Se stort billede  
Morten Messerschmidt (DF) beretter om opsigtsvækkende rygter, der på det seneste er begyndt at spredes i EU-parlamentet.
Rygterne siger, at flere af EUs stats- og regeringsleder allerede er enige om, at der skal en traktatændring til, hvis euroen skal overleve. Planen er, at man skabe en føderation af nationalstater, fortæller EU-parlamentarikeren Morten Messerschmidt (DF).
- Der har været plukvis af meldinger fra forskellige sider gennem de seneste år. De går på, at hvis eurozonen skal på rette køl, så er man nødt lave en meget mere omfattende traktat, hvor hele finanspolitikken og skattepolitik og så videre styres over til EU. Kommissionen bliver så den eneste regering, siger Morten Messerschmidt til bt.dk.
Ingen konkrete afsløringer - endnu
Planerne for eurozonen vil man ikke afsløre før det kommende Europa-parlamentsvalg i maj 2014 - og det er der en helt bestemt grund til.
- Det, jeg hører nede i Bruxelles, er, at man ikke vil tale om det på denne side af parlamentsvalget, for det vil gøre europæerne nervøse og skeptiske for, om de nu mister mere magt og penge. Men så snart man er ovre parlamentsvalget, så sætter man processen i gang, og det er både med José Manuel Barroso, Angela Merkel og en stribe af de store stats- og regeringschefer, der har den holdning, siger Morten Messerschmidt.
Idéen til en føderation - en forbundsstat - i Europa luftede formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, allerede sidste år.
- Vi er nødt til at bevæge os i retning af en føderation af nationalstater. Dette er vores politiske horisont, fastslog Barroso den gang.
Den tanke finder Morten Messerschmidt en smule ambivalent.
- Jeg er altid lidt skeptisk, når man laver ny traktat. De seneste 30-40 år har Folketinget og danskerne fået mindre indflydelse på grund af det. Men hvis Storbritannien får ført deres vilje igennem og få flere områder tilbage, så kunne vi lægge os i slipstrømmen, og det kunne ende positivt, da vi måske kunne få mere selvstændighed tilbage.
Kan få betydning for Danmark
Det kan blive både en dreng og en pige for Danmark afhængig af, hvordan traktaten bliver skruet sammen.
- Det kommer lidt an på, hvordan man ændrer traktaten. Hvis man gør det helt klinisk i forhold til euroen, kommer det i udgangspunkt ikke til at betyde noget for Danmark. Men hvis for eksempel dele af bankunionen bliver indskrevet, eller hvis man begynder at ændre på den positionelle fordeling mellem parlamentet og ministerrådet osv., så kunne det meget vel komme til at betyde noget for Danmark, og så skal vi til igennem hele den der traktat-godkendelsesproces igen, lyder det fra Morten Messerschmidt.
En traktatændring, som den Barroso lægger op til, vil efter alt at dømme skulle til folkeafstemning i Danmark. Før det overhovedet kommer så vidt, skal de europæiske statsledere sige god for planerne, og det synes de allerede enige om ifølge rygterne.

Europa-parlamentsvalget finder sted i maj 2014.

---------------------------------------------------------------------------------------------------

Et kik tilbage på en gammel, men Nu meget aktuel artikel fra 2005:

Er råddenskaben i Bryssel overstået?

EU-traktaten om optagelse af 10 nye stater i EU-Unionen undertegnedes den 16. april ved foden af Akropolis. Ved ”demokratiets vugge”, sagde man for at forespejle, at EU er en arvtager til fortidens græske demokrati! En forulempning mod de gamle atenensere! En græsk politiker var mere jordnær i TV og udtalte håb om, at EU skulde blive mere åbent.
Tiden er inde til et tilbageblik. Læser man Jean Monets og Jacques Delors tanker om det EU, de arbejdede på, ser man at det fra begyndelsen gjaldt at nedbryde nationalstaternes suverænitet og smelte alt sammen til en fælles enhedsstat.



Bernhard Connolly blev ansat i EU-kommissionen 1978. Han blev leder for kommissionens afdeling for monetære opgaver, men blev så chockeret over hemmelighedsmageriet og hændelserne i magtens elfenbenstår, at han følte sig tvungen til at afsløre det for enhver pris.
1995 udkom hans bog ”The rotten heart of Europe” (”Europas rådne hjerte”) om det ”økonomiske og politiske perverterede samarbejde”, som skulde lede til EMU.
Bogen vakte opmærksomhed. Uddrag citeredes i engelske massemedier den 4. september 1995 – samme dag som EU-kommissionen holdt sin første pressekonference efter sommerferien. Naturligvis stillede journalisterne en masse spørgsmål til kommissionen angående de afsløringer, som Connolly kom med.
De kunde ikke svare, eftersom de ikke havde læst bogen. Men en ting var de overbeviste om: mandern skulde fyres. Og fyret blev han. Samtlige dørvogtere fik hans foto og nægtede ham adgang, allerede inden man havde angivet nogle disciplinære begrundelser. Disse kom imidlertid og resultatet var på forhånd givet.
Connolly havde skrevet bogen uden tilladelse fra kommissionen. Han forsvarede sig med, at den ikke indeholdt noget nyt eller utilgængeligt materiale.
På 400 sider fortalte Connolly indgående og velbegrundet om ”Europas rådne hjerte”, valutasamarbejdet og det politiske rævespil. Euroen skulde efter hans argumentation løfte den politiske union på plads. Eliten i Frankrig og Tyskland skulde dele magten. De europeiske politikere skjulte ikke, at de vilde skabe ”The United States of Europe”, specielt ikke når de snakkede indbyrdes eller var uden for valgperioden.


Connolly skriver:
Allerede fra de første forberedelser til Rom-traktaten argumenterede Jean Monet ihærdigt for, at nationalstaterne skulde overlade magt til en gradvis opbygning af en enhed og en samling af den effektive bureaukratiske elite i Europas lande, så at man skabte et kraftfelt, hvor en union ikke længere kunde stoppes. Overgivelsen af magt skulde begynde med relativt ukontroversielle økonomiske funktioner og stålproduktionen for på den måde at mindske uroen for at den nationale suverænitet blev brudt ned. Man skulde sørge for, at magten ikke skulde kunne føres tilbage igen. Dette garanteredes gennem traktatdoktrinen ”acquis communitaire”, som sikrede at al magt som overgaves til EU's samfundsinstitutioner gjordes til permanent EU-lov, mens man samtidigt strøg den i medlemslandenes nationale lovsamlinger.
I det nye Europa er magt og ansvar tydeligt adskilt. Også hvor der formelt findes offentligt ansvar, er det ikke lovfæstet. Den europeiske Centralbank (ECB) hævdede for exempel at den er ”den mest gennemsigtige centralbank” i verden, fordi den trykker et kommunikè efter hvert møde i rådet. Men bankens ansvar er ikke lovfæstet - det er helt enkelt en politik, som banken har valgt af bekvemmelighed.

”Frankrig og de fleste andre lande var imod den såkaldte stabilitetspagt, som skulde sikre, at centralbanken holdt tøjlerne fuldkommen stramt.”* ”Kampen om hvem som skulde udse chefen for ECB afgjordes: Det blev indtil videre Frankrig. Der bliver ikke rent automatiske sanktioner imod et land med vedvarende underskud. Der kræves nu 2/3 af stemmerne fra dem, der er tungen på vægtskålen i de aktivt deltagende EMU-lande for at gennemføre sanktioner. Frankrig fik desuden godkendt et såkaldt ”stabilitetsråd” og på den måde en direkte politisk rolle indført i den monetære politik gennem at man nu f.ex. skal formulere retningslinjerne for vexelkurs for Euroen.”
Glem alt om den hårde, stabile Euro. Det var kun lokkemad for noget helt andet. Nationalstaterne skulde fratages deres suverænitet og EU-staten skulde gennemtrumfes. I øvrigt kommer den rene økonomiske stabilitetspakt, indført uden at landene har ordning i sine økonomier, at føre til virkelig ustabilitet.

Den 12. februar 1998 meddelte 154 tyske økonomiprofessorer med Wilhelm Hankel som talsmand, at Europrojektet var fuldkommen udsigtsløst. Det omtaltes samme dag på TV-programmet ”Tagesschau” (fra ARD TV). Hankel er professor i pengepolitik og udviklingsøkonomi ved Göthe Universitetet i Frankfurt am Main.

Til slut skal siges, at Connolly i dag er økonomisk rådgiver for en række multinationale selskaber og europeiske nationalbanker.


*) Emnet faldt allerede til jordenpå Dublin-topmødet 1998.

Opr. Skrevet 4. juni 2005 af Gertrud Galster





Lidt Dansk Kultur: ØL


Denne min blog har ligget stille det meste af ugen, eftersom jeg har været optaget af at lære et andet computerprogram, da jeg - desværre - har klokket slemt i det ved forsendelser, hvilket i nutidens verdenstilstand kan indebære meget ubehagelige følger. Nu håber jeg så, at jeg har mere styr på e-postgangen! Og vover mig forsigtigt frem igen!

Først lidt Dansk Kultur!

Carlsberg kender vi jo alle, men det er ikke sikkert, at vi husker, hvordan det opstod.
Vi skal begynde med unge Christen fra Nørkær ved Dronninglund. Han solgte sin fædrene fæstegård efter landbrugsreformerne og rejste til København for at ”forsøge sin lykke”, som det hed, og blev arbejdskarl på Kongens Bryghus på Slotsholmen og snart bryggersvend. Han startede for sig selv ved at leje bryggeriet i den Gyldensfeldtske gård på hjørnet af Brolæggerstræde og Knabrostræde, men flyttede siden hen til Brolæggerstræde nr. 5.

Retten til at brygge øl var af Christian den Fjerde blevet knyttet til ethundrede bryggergårde i byen, hvor der var ”bedst vand og lejlighed” og altså ikke til nogen person. Kunde ejeren af en bryggergård ikke brygge selv, så lejede han virksomheden ud. Med tiden bestemte lauget, at ingen måtte fremstille mere end de andre og heller ikke bruge andre redskaber end de gængse, så håndværket stod i stanmpe. Nej, tysk øl var noget andet! Goseøl for exempel, brygget på vandet fra floden ved Goslar i Harzen. Man prøvede at efterligne det, mere til navns end til gavns, og gaden, hvor Christian den Tredie anlagde bryggeriet, kaldtes – på københavnsk – Gaasegade. Vor berømmelige søhelt, Herluf Trolle, skrev til sin kone, Birgitte Gjøe (Gøje): ”det hamborger-øl, som du skriver, at jeg skulde købe, er her ikke til fals. Jeg vil tale med gaasebryggeren om gaas.”

Christen Jacobsen fra Nørkær havde en umættelig appetit på kundskaber og besøgte de forelæsninger i fysik og kemi, der på dette tidspunkt blev tilgængelige for håndværkere, kunstnere og fabrikanter. H.C.Ørsted stiftede ”Selskabet til Naturlærens udbredelse”, og Christen Jacobsen ikke bare lyttede, men forbedrede også brygningen, bl.a. ved at bruge termometer. Trods de trange år efter statsbankerotten lykkedes det ham at købe bryggergården, Brolæggerstræde 5, i 1826. Hans eneste arving, Jacob Christian Jacobsen var da 15 år og var begyndt sin læretid med at vaske øltønder i faderens bryggeri.

En halv snes år senere døde Christen fra Nørkær, og sønnen lejede bryggeriet af sin mor til fortsat produktion. En dag smagte han en ny type tysk øl i Waagepetersens vinkælder i Store Strandstræde. Han sporede den til Hamborg og prøvede at efterligne den, men forgæves! Den endte i Brolæggerstrædes rendesten.
Så gik han i lære hos Sedlmayer i München. Det var gæren, der var hemmeligheden. Han fik lov at tage to potter gær med sig hjem til Danmark i sin hatteæske. Rimeligvis anså man dernede, at han aldrig vilde kunne nå hjem med gæren i frisk behold. Det blev en lang tørn. Hver gang postdiligencen standsede sprang han ud og kom frisk vand på sin gær. Han lykkedes. Han kom hjem i tide, og bryggede det første vidunderlige undergærede bayersk øl i sin mors gamle kobbervaskekjeddel. 1. maj 1846 averteredes det første gang til salg


Dermed var grunden lagt. Bryggeriet, opkaldt efter brygger I.C.Jacobsens lille søn, Carl, blev til tre bryggerier og efterhånden verdenskendt industri på Valby Bakke. Hele molovitten ejes af to store fonds, det gamle Carlsberg Fond, stiftet af I.C.Jacobsen til støtte for videnskab, og Ny Carlsbergfondet
stiftet af Carl Jacobsen til støtte for kunst.



Her er en af de fire elefanter fra Elefantporten. De bærer ind mod fortovet navn på Carl Jacobsens
fire børn: Vagn, Helge, Paula og Theodora, men mod kørebanen bryggerienes varemærke, det
indiske svastika. Det valgte Hitler desværre også som sit lykketegn, hvorved det forbandet. Det sad bl.a. i Glyptotheket fine mosaikgulv, hvor Carlsberg så sig nødsaget til at lade det bryde op.

november 25, 2013

Oprør mod islam














Angola er det første land i verden, som lukker moskèer for at sætte stop for udbredning af det extreme islam. I følge The Guardian Express og internetsiderne ”Gateway Pundit” og ”Europäische Werte” har ministeriet for Justits og Menneskerettigheder i det sydvestafrikanske land erklæret, at islamiseringsprocessen ikke kan accepteres. I oktober blev minareten i Viana ødelagt (foto).

På Tahiti råbte 500 mennesker op ved en stor demonstration den 10. november i Papeete i vrede over islamiseringen af deres land: ”Nej til islam. Nej til islam!” ”Vi vil beskytte vore børn mod denne invasion, som ønsker at dræbe os!”, ”Ja til svin, Ja til kvinden”, ”Nej til moskè” og ”Vi vil ikke have dem i Polynesien!”

Her er en oversættelse fra en fransk TV-reportage om demonstrationen på Tahiti, hvor indbyggerene lod hele deres vrede få frit løb. «Vi er ikke racister. Vi er realister.»
Vi vil beskytte vore bøtn mod denne invasion. En religion, som kommer her for at dræbe os, for det er jo til syvende og sidst det shariaen vil. Al dette gisseltageri, alle de terroristiske forbrydelser af denne art udføres for 90% vedkommende af muslimer. Det er nok for mig til at være bange for dem.”

En reporter kommenterer:
Det er et sandt kulturchock. Ingen racister, men realister? Demonstranterne råber "Nej til moskè" og "Sharia må vi ikke tage let på".











Et syn som man ikke havde kunnet forestille sig bare for kort tid siden."
En kvindelig reporter spørger en politibetjent
Havde De kunnet forestille dem at de skulde ledsage sådan en demonstration i det franske Polynesien?
"Jeg lever ikke i drømmeland. Jeg lever i virkeligheden

(«AITA» som står på skiltene, betyder åbenbert «Nej» eller «Væk med»)
Den kvdl. reporter kommenterer:
«Talekorene går løs: "”Nej til islam. Nej til imam!”, ”Ja til svin, Ja til kvinden”, og
«Når Tahitis flag hejses i top, lever grisene godt.»

En mand råber: «Nu skal vi spise grisekød. Det må muslimer ikke!»
«Gør De det for at disse mennesker skal forlade landet?»
«Netop! Vi vil ikke have dem her i Polynesien.
Vi har vor egen religion.»










Den kvindelige reporter:
«Mens politiet afskærmer demonstrationen for muslimerne
lader de den unge generation slippe ud»
Polynesiske piger synger:
«Vi siger Nej til moskèer. Vi vil ikke gå med slør»

En mand siger; «Alle er her i dag. Alle synger her med.
Ord fra Polynesiens hjerte. Det er storslået!»

Den kvindelige reporter:
«Demonstranterne har i dag på marchen gennem hovedstaden fået mange tilråb, da de erindrede folk om deres pakt med Bibelen. Efter deres 3 km lange march nåede demonstrationstoget til byportene, hvor de anbragte deres skilte og gravblomster, som om de sagde farvel til koran og moskè.


(Her kommer en video: - ikke medtaget her. Søg andetsteds).

Det hellige Land

Den opmærksomme Koranlæser støder i spørgsmålet om lande på interessante islamisk-historiske vidnesbyrd. Disse viser, at Koranens forfatter længe før den såkaldte zionisme og længe før den jødiske indvandring i forrige århundred anerkendte det palæstinensiske landområde som jødernes arvegods. Og ikke bare det, han tillægger sågar jøderne langt mere land end de selv mener at have krav på.


I Koranen gives der mange modstridige vers, også hvad angår jøder. Ud af visse vers kan man læse, at Allah er tilfreds med det jødiske folk og roser det som det velsignede folk og profetens efterkommere. En anden gang fornærmer og bagtaler Allah jøderne som aber. Denne ambivalens mellem Israelvenlig og Israelfjendske surer lader sig sikkert fastslå med kronologien for åbenbaringerne. Hvordan den end måtte være, angiver Thoraen det jødiske land med smalle grænser, mens Allah storladent giver jøderne land i rigeligt mål.


I koranens sure 5.20 står: Og da Musa (Moses) sagde til sit folk: ”O mit folk, tænk på Allahs gunst imod jer, da han indsatte profeter imellem jer og gjorde jer til konger og gav jer, hvad han aldrig har givet nogen anden i verden.”


Og i sure 5.21 står: ”Oh, mit folk, træd ind i det hellige land, som Allah har bestemt for jer, og vend ikke ryggen til, for så vil I vende tilbage som tabere.”
Altså ikke Zionismen, men koranens forfatter skænker jøderne det hellige land og opfordrer dem til at holde fast i det. Men hvor ligger det hellige land efter korantolkernes opfattelse? Man lytter og forundres:
Al Qurtobi anfører i sin koranexegese, som er anerkendt af den sunnitiske verden og højt værdsat, nogle udtalelser fra lærde. Den ene hævder, at det hellige land er områderne ved El-Tor på Sinai halvøen. Andre ser det hellige land i Damaskus, Palæstina og dele af Jordanlandet,


Kilde: Politically Incorrect 22.11.2013 fra TV-programmet  
Al Hayat-TV: Islam, Zionismus und Groß-Israel  Oversat fra tysk af Gertrud


























Man pynter på statistikken

Svenskerne tror kun på statistikker de selv forfalsker, skriver Hodjanernes blog spydigt 19.11.2013

I 2012 og 2013 er anmeldelserne for hadefuld gerning med antisemitisk motiv tredobblet i Malmø, så meget, at Brottsförebygganderådet (BRÅ - modsvarer den danske kriminalforsorg) så sig nødsaget til i sin rapport i juni at excludere Malmø fra statistikken, da det vilde påvirke statistikken alt for meget i en uheldig grad.
Inde på politistationen på Davidshallstorg tager politichef Bull imod hadanmeldelser. Han er chef for hadforbrydelsesgruppen, som oprettedes i 2012. Men han har et problem: ikke een eneste hadeforbrydelse mod jøder har ført til fældende dom.

november 24, 2013

Tvungen islam-undervisning i grundskolen?



Lederen af den ikke-statslige skole Littleton Green School i Huntington, Staffordshire, England
skrev en meddelelse til forældrene om besøg af en islam-workshop på Staffordshire Universitet den følgende uge. Besøget er en del af de lovligt foreskrevne læreplaner for grundskolen for at lære andre religioner at kende.
Forældrene fik meddelelse om, at 4. og 6. klasserne ved besøget vilde kikke på religiøse genstande – og truede alle forældre med, at deres børn vilde få en anmærkning i deres skolepapirer, som brændemærkede dem som racister og vilde blive stående gennem hele deres skoletid, hvis ikke de deltog i dette.
Ethvert fravær og enhver mangel vilde blive efterprøvet og kun lægeligt sygefravær vilde blive accepteret.
Da kommunerådet (ved forældrers henvendelse) kom ind i billedet, trak skolen sig dog hurtigt noget tilbage. ”Det er ikke lovligt at tvinge børn til at deltage under trussel om at skrive anmærkning i skolepapirerne og slet ikke at skrive ”racist”.


Kilde: Artikel fra Daily Mail oversat til tysk på Politically Incorrect 23.11.2013. Her er den engelske lærerindes brev til forældrene:

Engelsk_idioti



Bekymrede engelske forældre

Spydpigens kommentar: 
I Littleton Green Community School faldt tingene på plads igen, men vi fik med denne historie et kik
ind i fremtidens tvangsundervisning i islam, som nok ikke ligger så langt borte. Jeg har tidligere omtalt den traktat, som Hamborg har afsluttet med byens muslimer (se indlægget 12. nov. 2012), hvoraf det fremgår, at religionsundervisningen i de statslige skoler skal laves om. Muslimerne får ret til at drive religionsundervisning i samarbejde med den protestantiske kirke. 
Staden Hamborg og de islamiske foreninger skal inden for rammerne af den økonomiske, organisatoriske og retslige mulighed samvirke for, at de islamiske skolers budskab skal nå ud til almenheden i større grad end i dag.
De islamiske foreninger respekterer skolepligten og forpligter sig til, at deres børn deltager uindskrænket. (Detaillespørgsmål som hvorvidt muslimske piger skal deltage i svømmeundervisningen eller i klasserejser lader man dog stå åbent i henhold til et interview med Olaf Scholz i avisen "Frankfurter Allgemeine".)

Spydpigens læsere bedes huske på det islamiske begreb "taquia", som betyder, at man ikke behøver at være ordholden over for os "vantro". Det tillader enhver løgn, forstillelelse, narreri etc. imod os vantro.































november 23, 2013

Lidt Dansk Kultur

Foran Vor Frue Kirke står en statue af Moses, udført af H.W.Bissen. Da Moses havde ført jøderne ud af slaveriet i Ægypten og de på forunderlig vis var kommet over det Røde Hav førte han folket til Sinaibjerget, hvor Gud sluttede pagt med dem. En tyk sky lagde sig over bjerget med torden og lynild, hele bjerget skælvede, og der steg røg og flammer op derfra, og Moses forvandt op på bjerget. Han blev der i fyrretyve dage og nætter og Gud gav ham de ti bud, skrevet på to stentavler.

Her er han, lige kommet ned fra Sinaibjerget med de to lovtavler. Han strækker den første frem mod - Københavnerne, og heldigvis er teksten på dansk, så ingen kan undskylde sig med, at de ikke forstår hebraisk. Det første bud er mere aktuelt i vor tid end det har været i århundreder: "Du skal ikke have fremmede guder for mig". Det næste vender sig til dem, der foragter jødedom og kristendom: "Du skal ikke tage Herrens din Guds navn forfængelig" og det sidste hedder: "Kom i hu, at du holder hviledagen hellig".
Og så får vi lige et par ord fra den anden stentavle, så man kan se, at teksten fortsætter: "Ær din fader og .....  











                                                     

Anklager Abdul Wahid Pedersen

Det fremgår af Dispatch International, at vor elskelige imam og tidligere narkosælger Abdul Wahid Petersen skal holde tale ved den sjette ”Globale Freds- og Enhedskonference” i London, der begynder i dag lørdag den 23. og slutter i morgen 24. november 2013.

I den anledning bringer jeg her et tidligere indlæg fra 19. juli 2010 fra MF Søren Espersen:


Jeg anklager…!

Forleden var imam Abdul Wahid Petersen deltager i et søndag-frokost-program på DR-P1, hvor han på et tidspunkt midt i al den joviale hygge, blev irriteret. For en kort stund drattede han ud af sit selvskabte image som fredelig og gemytlig jeg-taler-skam-århusiansk-imam.
Anledningen til hans irritation var, at han lige med ét følte sig kradset i sin fredelige, djurslandske overflade, da han af en af de andre deltagere blev bebrejdet, at han ikke brugte sine fredags-prædikener til at fordømme islams dårligdomme som stening, tvangsægteskaber, pigeomskæringm kvinde-undertrykkelse, bandevold, æresdrab og jihad-selvmordsbombning.

Abdul Wahid Petersen røg op som trold af en æske, idet han spruttede, at han da virkelig ikke kunne haveansvar for alle mulige ting som folk gik rundt og gjorde, bare fordi han delte religion med dem – og at man da heller ikke ville give en dansk biskop ansvaret for, hvad kristne sådan gik og lavede af ulykker. Og i øvrigt var der jo tusind ting, han gerne ville have sagt i forbindelse med sine fredags-prædikener – og han kunne jo ikke nå det hele…
Eksemplet her er ikke enestående.

For sådan smutter Abdul Wahid Petersen jo altid – dog med skiftende elegance - under gærdet, når det begynder at knibe for ham.
Således undviger han listigt og fornærmet.
Sådan smyger denne religiøse overløber sig altid taktisk uden om, når nogen påpeger hans ansvar.

For dette er jo præcis sagen: Den djurslandske imam har her til lands et ganske særligt personligt ansvar for dagligt at bekæmpe alle de dårligdomme, som hører islam til.
Alene i kraft af, at manden ustandselig af medierne hidkaldes som et muhamedansk orakel, har han i Islamisk Trossamfund og blandt herboende muslimer – og såmænd også af Regeringen (!) - fået status af ayatollah. Yderligere kender Abdul Wahid Petersen – fra dengang han endnu hed Reino Arild Petersen – Danmark og danskerne. Hvad til-ilende imamer ikke gør.

Så, jo, Abdul Wahid Petersen, dit personlige ansvar for dagligt at bekæmpe islams dårligdomme er af en ganske særlig karakter!
Et ansvar er jo ikke alene at gøre noget. Et ansvar er også ikke at gøre noget. Noget sådant beskrives i juraen som ”forsømmelighed”, hvorved menes, at man pådrager sig skyld og medansvar ved ikke markant at gribe ind, når man passivt ser til, mens forbrydelse bliver begået.

Og derfor anklager jeg herved dig, Abdul Wahid Petersen, for forsømmelighed. Jeg anklager dig for aldrig, aldrig nogensinde så meget som at løfte en finger for dog i det mindste at forsøge at standse forbrydelserne. Jeg anklager dig for at holde hånden over forbryderne og for at være moralsk medskyldig i ofrenes smerte.

Jeg anklager dig for ikke klart og tydeligt for din menighed at prædike, at medvirker man til æresdrab, stening, pigeomskæring, tvangsægteskaber, kvinde-undertrykkelse, bandevold og jihad-selvmordsbombning, ja, så er der ingen nåde på dommens dag.
Jeg anklager dig for, at du ikke i moskéen har gjort din menighed klart, at da islam jo er ”fredens religion”, er det med usvigelig sikkerhed givet, at samtlige jihad-selvmordsbombere, som igennem tiderne har taget uskyldige civile med i døden, lige nu, as-we-speak martres i helvedes flammer.

Jeg anklager dig for ved din forsømmelighed at have hovedansvaret for, at det danske folks naturlige respekt for islam, dagligt daler, og nu uvægerligt synes på vej mod nulpunktet.
Endelig anklager jeg dig for, i løbet af hele din gejstlige karriere, arrogant og fornærmet, konsekvent at fralægge dig dit særlige ansvar.
I kraft af, at du af fødsel er dansker og er født og opvokset i dansk tradition, har du muligheden og evnen til at tale til danskerne på et sprog, vi forstår, ligesom du er begunstiget af at have en muslimsk menighed, som faktisk lytter til, hvad du siger.

Du har derfor en enestående, historisk chance for at føre danske muslimer fra middelalderen og ind i det 21. århundrede. Du af alle har muligheden for at bevise din egen påstand om, at islam, frihed og demokrati er forenelige størrelser.
Spørgsmålet er nu om du karrieremæssigt hellere vil stå dig godt blandt islamiske mørkemænd i Yemen, Saudi Arabien og Pakistan, som lever på en anden planet for 600 år siden – eller om du har den tilstrækkelige mentale styrke til at træde i karakter og dermed ind i vor moderne tid. Det haster med dit valg!

Med venlig hilsen
Søren Espersen.

Kilde: Dansk Folkepartis ugebrev -
mandag den 19. juli 2010 v. Søren Espersen

EU afsporet



Godt, at Messerschmidt afslører EU's rævestreger!


EU
Socialistisk ønske om europæisk superstat

En ny gruppe i Europa-Parlamentet
arbejder nu åbenlyst for en forfatning,
der vil indføre en central EU-regering,
en EU-højesteret samt kræve, at med-
lemslandene respekterer EU’s værdier.
Morten Messerschmidt betegner det
som uhyggeligt.
Af Karsten Lorentzen
Husker nogen efterhånden supereuropæeren
Jacques Delors? Han var en fransk socialist
og formand for EU-Kommissionen, da dan-
skerne skulle stemme om unionen i 1992. Det
var ham, der forvandlede EU-modstanden fra
primært at være socialistisk til at blive borger-
lig. I dag er han glemt, mens hans ånd præger
stadig tankegangen i EU.
Socialisterne kan ikke få EU nok. De har
nemlig fundet ud af, at EU fungerer på samme
måde som et kæmpemæssigt socialkontor.
Her er der altid penge nok, for europæerne
betaler via skatten.
Den såkaldte ”Spinelli-gruppe” i EU-Parla-
mentet – opkaldt efter endnu en socialist, itali-
eneren Altiero Spinelli (1907-1986), som også
lægger navn til den største bygning i Parlamen-
tets kompleks i Bruxelles – vil have indført en
ny forfatning for EU. Med en rigtig føderation,
en rigtig regering, højesteret efter amerikansk
forbillede samt fælles finanspolitik.
”Folk er ærgerlige over EU’s mangel på de-
mokrati. Men i virkeligheden handler det om
mangel på regering,” lyder argumentet fra den
britiske liberale MEP Andrew Duff og den tid-
ligere premierminister i Belgien, supereuro-
pæeren Guy Verhofstadt. De mener, at krisen
i Europa primært skal tilskrives manglen på
fælleseuropæisk styring, og det vil de nu råde
bod på.
Planerne, som er blevet til i samarbejde med
den tyske Bertelsmann-Stiftung, kan læses i et
300 sider langt udkast til ”A fundamental Law
of the European Union” – eller med andre ord
”grundlov”, og læsningen kan få det til at løbe
koldt ned af ryggen på enhver med fornuften
nogenlunde i behold.
Som forhenværende premierminister i Belgien
hører begreber som demokrati og nationalfølelse
ikke til Guy Verhofstadts stærke sider. Derfor
ønsker han sammen med en blanding af liberale
og socialister en ny forfatning for Europa, der
sætter nationalstaterne helt ud af spillet. End
ikke kritik af EU skal være tilladt, da dette vil
være i strid med EU’s ”værdier”. Også den
danske socialdemokratiske MEP Britta Thomsen
deltager i det udemokratiske projekt.
Vil nedlægge nationalstadierne
EU skal defineres som en ”føderation” af
medlemsstater, der skal forpligtes til at ”re-
spektere EU’s værdier”. EU-Kommissionen
skal forvandles til en egentlig ”EU-regering”,
og Den Europæiske Centralbanks magt skal
styrkes, og der lægges op et slags fællesskab
om gæld. Hertil kommer, at der ikke længere
skal være enstemmighed mellem medlems-
landene om traktatændringer.
Dansk Folkepartis medlem af EU-Parla-
mentet Morten Messerschmidt glæder sig
over den klare udmelding fra socialisternes
side, fordi det nu må være klart for enhver,
hvad det præcis er, EU-tilhængerne går og
drømmer om. Han har det bedst med ærlig-
hed, og Spinelli-gruppen er hudløst ærlig
”Jeg kan kun glæde mig over, at dette kom-
mer frem i dagens lys inden valget til EU-
Parlamentet i maj. Nu kan danskerne sort på
hvidt se, at socialisterne ønsker at nedlægge
nationalstaterne og fjerne al suverænitet fra
medlemslandene. Det må betegnes som en be-
friende klar udmelding. Og jeg ser meget frem
til at høre mere om regeringens reaktion på
dette meget vidtgående forslag til en ændring
af traktaten”, siger Morten Messerschmidt.
Han advarer mod, at forslaget ikke alene vil
underminere den nationale selvbestemmelse i
medlemslandene, men at det også indeholder
decideret totalitære takter, der leder tanker
hen på de gamle diktaturstater i Østeuropa.
”Jeg hæfter mig ved, at medlemslandene
skal forpligtes til at leve op til ”EU’s værdier”.
Disse værdier kan jo af den ikke-folkevalgte
EU-Kommission og EU-Domstol fortolkes
efter forgodtbefindende og vil naturligvis
også blive det. I realiteten betyder det, at EU-
skeptikere- og modstandere dermed skal ude-
lukkes helt fra at sætte deres præg på debatten.
Det får mig virkelig til at gyse”.
Hellere penge end demokrati
Morten Messerschmidt tilføjer, at pengespil-
det i EU-systemet er omfattende – og at en
del af manøvren med at tilrane sig mere magt
også handler om lettere adgang til europæer-
nes penge.
”EU har pøset milliarder af kroner ud til
nyttesløse projekter på eksempelvis social- og
arbejdsmarkedsområdet. EU-revisionens rap-
porter er hvert år fyldt med den ene rædsels-
beretning efter den anden, og jeg havde aldrig
anet, at jeg hver dag i flere måneder kunne
fylde et indlæg med en ny historie om penge-
spild. Det hele er varm luft og tomme projek-
ter”, siger Morten Messerschmidt.
Spinelli-gruppens forslag skal ifølge ham
ses som en konsekvens af de rød-grønne par-
tiers ønske om, at EU skal komme dem til
undsætning i deres egne medlemslande, hvor
den politiske dagsorden som regel går ud på
at sætte tæring efter næring og spænde livremmen ind.
Men han advarer om, at landene
kommer til at betale en meget dyr pris for
gruppens planer om en føderation.
”Socialisterne i Spinelli-gruppen har vist,
at de er villige til at sælge ud af deres egne
landes suverænitet for en pose penge. At de er
villig til at sætte demokratiet i anden række.
Det er det meget uhyggelige ved gruppens
forslag. Jagten på milliarder og atter milli-
arder har gjort dem blinde for det faktum, at
EU’s planøkonomi måske i sig selv er en del
af årsagen til den strukturelle krise i EU, og at
befolkningerne kommer til at betale en meget
høj pris”, siger Morten Messerschmidt.




november 22, 2013

120 ran (= røverier) i Oslo på een måned




  • Tips en venn
  • Skriv ut artikkelenFerske tall viser at Oslo er ranshovedstaden i Skandinavia. Med 120 ran i oktober overgår tigerstaden Stockholm og København.

VG Nett følger


- Jeg synes det er veldig leit at vi har så mange ran. Det er en tapssituasjon for alle involverte. Ofrene får en traumatisk opplevelse, som kanskje fører til at de uteblir fra skole eller jobb, sier stasjonssjef Kåre Stølen ved Grønland politistasjon.

- Det får også enorme konsekvenser for unge gjerningsmenn, som ofte starter livet med lange fengselsstraffer, påpeker Stølen.

Flest ran i Oslo

Den siste måneden har det vært en rekke grove ran i Oslo. I løpet av ett døgn torsdag var det fire ran. I går ble en 88 år gammel kvinne slått i bakhodet på Majorstua, en mann ble ranet på Tøyen og på natten ble en mann i 20-årene slått ned og ranet i Storgata.

I tillegg ble en kvinne forsøkt ranet inne på toalettet på kjøpesenteret House of Oslo i Vika.

Oslo politidistrikt har som visjon å gjøre byen til verdens tryggeste hovedstad, men har en vei å gå. VG har innhentet fersk ransstatistikk fra politiet i Stockholm, København og Oslo, for oktober:



- Stockholm og København har andre utfordringer som Oslo ikke har. Det kan også være ulike måter å føre statistikk på som gir utslag. Men vi har for mange ran i Oslo, og har satt inn flere tiltak for å bekjempe dette, blant annet med egen ransgruppe og styrket bemanning, sier Stølen.

- Stort problem

I København politidistrikt, som er omtrent på størrelse med Oslo, var det 42 færre anmeldte ran forrige måned. Ranerne opererer ofte i grupper forteller dansk politi til VG.


- VELDIG LEIT: Politistasjonssjef Kåre Stølen påpeker at ran ofte er en traumatisk opplevelse for de som blir rammet. Foto: ROGER NEUMANN
Antallet ran har økt de siste ti årene i København, og det brukes ofte vold og våpen. I september er det registrert flere ran i den danske hovedstaden enn i Oslo.

- Det er et stort problem. Jeg tror ikke det er så store forskjeller på ranene i de skandinaviske hovedstedene. Gjerningsmennene er meget unge, det er de fornærmede også. Ranene skjer ganske ofte i helgene, og det er flere grupperinger som utfører dem, sier Bo Hass Jensen ved tyveri og røveriseksjonen ved City politistasjon i København.

HAR DU BLITT RANET I OSLO?
Kontakt VGs journalister her!

Også i Norge er det ofte flere grupper som står bak, ifølge forsker Ragnhild Bjørnebekk ved Politihøgskolen:

- De er ofte i grupper, så de inspirerer hverandre. Ran er statusbasert krim, både fordi en begynner å klatre oppover, men også fordi en får mye oppmerksomhet. Ranerne er spenningssøkende og har lav empati, sier Bjørnebekk

Stanser ikke før de blir tatt

Oslopolitiet setter altså inn ekstra ressurser i kampen mot de mange ranene. Torsdag viste VG hvordan politiet pågrep fire personer via politihelikopter med varmesøkende kamera.

- Det som er kjempeviktig er å identifisere dem og få oppklart sakene, for da vil det gå ned. Det er ikke enkeltpersoner som gjør ran, men mest grupper, sier Bjørnebekk.

Hun har tidligere intervjuet en person som har utført 48 ran, noe som viser viktigheten av å pågripe slike gjerningspersoner. Forskeren har en teori på hvorfor vi opplever så mange ran i hovedstaden i høst.

- Årsakene til bølger vet vi ikke helt sikkert, men vi vet en del om årsaker til ran. En av tingene som en ser med ran, spesielt personran, er at grupper som begynner å rane og som ikke blir tatt føler en form for belønning. Da kommer de inn i høyaktiv periode, sier Bjørnebekk.



** Den svenske statistikken er hentet fra politikretsen Stockholm City. I Danmark er tallene fra kretsen til Københavns Politi.

** Til tross for gjentatte forespørsler har det ikke vært mulig å få ferske november-tall fra Oslo-politiet. Våre naboland klarte å levere statistikken i løpet av noen timer.


Kilde: Verdens Gang  Publisert 16.11.13 - 09:37, endret 16.11.13 - 09:41 (VG NETT)

Lidt Dansk Kultur (- eller her ukultur)

Jødefejden
Frederik den Tredie, der ligesom sin far ikke mindst manglede penge på grund af ulykkelige krige, fik et større lån af en rig portogisisk jøde, og det førte til, at portugisiske jøder i 1657 fik lov til at drive handel i Danmark, dog uden at bosætte sig i landet. Dermed var de første skridt taget til et mosaisk samfund. Men snart efter lå det danske rige i ruiner som følge af en rasende hård vinter, der
lod Carl 10. Gustav, der kom sydfra op i Jylland, gå over øerne til afsluttende fred i Roskilde med tab af Skånelandene. For at komme på fode igen, lod kongen stifte en særlig asylret for Fredericia By, som i første omgang skulde gælde for gældsbundne personer. Men siden udvidedes til visse kriminelle.

Lidt efter lidt lempedes reglerne for jøders ophold og erhverv i Danmark. Den gamle Jødekirkegård i Møllegade i København kom til i 1684. Mens jøderne i begyndelsen alene havde været henvist til at klare sig ved handel, som tilmed kunde være indskrænket til bestemte varer, så fik de i slutningen af 1700-tallet mulighed for at komme i håndværkerlære. I 1814 opnåede jøderne fuld borgerret i Danmark, skønt man netop på det tidspunkt havde en heftig dispyt i befolkningen for og imod jøder, som kaldtes ”den litterære jødefejde” og havde sin rod i Tyskland. En negativ folkestemning mod jøder spredtes, bl.a. nok fordi situationen i Europa under og efter Napoleonskrigene havde skabt fattigdom og handelskrise. Danmark havde i krigen holdt på den forkerte hest og gik statsbankerot i 1813 og havde ikke held med sig ved fredsforhandlingerne i Wien. Norge gik sine egne veje.


















 Scene fra hjørnet af Stormgade og Frederiksholms Kanal. Til venstre hjælper fem militærfolk en jøde væk. Se billedet nedenfor.  Bag ved i Rådhusstræde kommer ridende politi med dragne stokke.

I september 1819 kom så Jødefejden. Vi vil jo helst tro, at vi danskere ikke har opført os uanstændigt over for jøderne, men så vel var det ikke. Pøbelen samlede sig og løb amok mod jødeforretninger, hvor de knuste ruder og lavede hærværk og nogle steder brød de ind hos jødisk handlende eller vexelerere og overfaldt dem. Politiet havde meget svært ved at styre bølleoptøjeret og måtte have hjælp af soldater fra Hovedvagten på Kongens Nytorv.

Det var netop i en af de urosdage, at en ranglet nykonfirmeret 14-årsdreng fuld af forventninger og tiltro til forsynet kom til byen med postdiligencen og gik til fods fra Frederiksberg Bakke til Vesterport. Knægten Hans Christian så den livlige, travle by uden at forstå, at noget specielt var på færde.



Uroen fortsatte at dukke op sporadisk her og der gennem et helt år, undertiden også i provinsen. Meîr Goldschmidt har skrevet om sine oplevelser i sin onkels købmandsgård i Vordingborg. Gennem Klæstrups tegninger fra Jødefejden i København får vi nok det mest realistiske indtryk af begivenhederne, hvor jøder må flygte for gadebøllers hånlige overfald. Sikkert var det ikke sjovt at stå overfor en oprørt pøbel, thi intet er jo så håbløst som at forsøge at ræsonere med en sådan tomhjernet skare. Mange kender det fra nutidens Danmark, ikke mindre farligt end dengang!