februar 28, 2011

11-årige piger skändet i svömmehal i Stockholm af såkaldte "ensomtkommende indvandrer"börn"".


Hvor er myndigheder dog naive og ukyndige i Sverige!!!


Jeg håber alle kan läse nedenstående referat:



Nu kan svenske foräldre ikke väre trygge ved, at deres börn er i svömmehallen.
Referat fra Husbybadet

Jeg håber, at I kan så meget svensk, at I kan klare den her meget forurolignede artikel fra bloggen Politisk Inkorrekt

Her er en svensk glose i teksten, som man let kan tage fejl af:  ökänt. Det betyder ikke

ukendt, men ”berygtet”

 

Sverige: Uledsagede flygtningebørn forgriber sig på piger: Mørkelægning i svenske medier








Återpostning: Ensamkommande sexbrottsanmälda – ofredade badande flickor


Sverige: Udledsagede flygtningebørn forgriber sig på piger: Mørklægning i svenske medier







Återpostning: Ensamkommande sexbrottsanmälda – ofredade badande flickor


BARNSEXBROTT 

Uppföljning

Klargörande: Personen vi benämner som ”närstående”, vars dotter blev sexuellt ofredad, var inte med på barnkalaset på Husbybadet. Den anhörige har fått händelsen återberättad dels från sin dotter och dels från den pappa som anordnade barnkalaset. Den pappan har även blivit förhörd av polisen. PI fick i sin tur mail av den närstående där vi i neutral form återberättade allt i sin väsentlighet. PI har ej utelämnat relevanta detaljer ej heller har vi vässat händelsen. Vi har fått godkännande av den anhörige att vår post är korrekt återgiven så som framförd i mailutskicket. Vi har även den personens fulla namn och står i kontakt när nya uppgifter framkommer. Däribland mer om den upptagna polisanmälan.
Västerortspolisen bekräftar även att en sådan är gjord och Erik Santos, verksamhetsansvarig för Husbybadet, bekräftar att händelsen ägt rum men ger inga detaljer. Vi vet nu också att det handlar om ensamkommande påBjörkuddens transitboende i Solna, vilken drivs av det privata Attendo.
Postad på PI onsdagen den 23 februari
Följande har massmedia inte vågat/velat ta upp. Men det finns en polisanmälan och utredning pågår. PI kontaktades i början av veckan av en närstående som redogjorde för vad som hände med dennes unga dotter och hennes kompisar när de befann sig på Husbybadet i Stockholm under söndagen den 20 februari 2011. Badet är ökänt (= berygtet på dansk) för sina våldtäkter och sexuella övergrepp under årens lopp.
Barnkalas
En pappa anordnade ett kalas för sitt 12-åriga barn på Husbybadet. Med på kalaset fanns bland annat två elvaåriga killar och fyra 11-åriga flickor från samma klass. Barnen hade roligt som sig bör – tills det anlände nya badgäster. Det blev starten på en mardröm för flickorna och de två killarna. Tillsammans med en ledsagare ankom nämligen drygt 20 st ensamkommande s k ”flyktingbarn”, i de övre tonåren och möjligen äldre än så.
Försök till sexuella övergrepp mot barn
Enligt den närstående har dennes dotter berättat att hon och de tre tjejkompisarna snabbt blev utsatta för gängets trakasserier och fula kommentarer. Flickorna blev då förmodligen rädda och tillsammans med de två elvåriga pojkarna drog man sig undan till en badgrotta för att få vara i fred. Men majoriteten av de ensamkommande följde efter.

 Väl inne i badgrottan slet man av de 11-åriga flickorna deras badkläder och tog på dem på ett mycket osmakligt sätt. När de två elvaåriga killarna försökte skydda sina tjejkompisar blev dessa utsatta för misshandel. En av tjejerna lyckades ta sig därifrån och tillkallade genast vakten på badhuset. Denna fick stopp på det som närmast kan kallas för försök barnvåldtäkt och tillkallade omedelbart polisen. Under tiden låstes de 20 ensamkommande in i ett stort omklädesrum tillsammans med sin ledsagare dvs personal från deras asylboende. Polisen var snabbt på plats och förhörde de ensamkommande om det skedda. De gjorde medgivanden och ledsagaren förklarade att de ensamkommande innan besöket på badhuset t o m gått igenom svenska seder och bruk, att man inte får våldsföra sig på flickor även om de är lättklädda.

Polisanmälan
En polisanmälan är upprättad och rubriceringen skall nu inledningsvis vara sexuellt ofredande (vilket nästan alltid blir våldtäkt då det gäller barn) samt misshandel.
Föräldrarna till barnen är förtvivlade över det som hänt men värst är det med barnen. Flickorna är mycket chockade där en av dem känner sig oerhört förnedrad och äcklad av det skedda och är rädd för att behöva gå igenom en polisprocess. Mest rädd är hon för att någonsin behöva vara med om något liknande igen. Den tösen är nu sjukskriven från skolan. De andra vill heller inte prata om det och alla skäms något oerhört för vad de varit utsatta för, berättar den närstående för PI.
De ensamkommande gärningsmännen
Polisen har hållit förhör med ledsagaren och denne påstår att gärningsmännen är 15-17 år. Men barnen säger att de såg ut att vara äldre. Den närstående berättar även att polisen har mycket svårt för att finna ut rätt identiteter på alla de misstänkta. Ingen kan svenska och ingen har tilldelats svenskt samordningsnummer eller personnummer ännu.
Den närstående skriver
Jag gissar att denna händelse inte kommer att tas upp av ordinarie nyhetstidningar eller ens uppmärksammas eftersom det gäller ensamkommande flyktingbarn. Hade detta hänt med svenska förövare så hade det varit på löpsedeln direkt. Men nu får tjejerna skämmas i det tysta istället. Det som skett är inte ok.
PI bevakar
Vi bevakar detta noga och ämnar finna ut vilket boende det handlar om och namnen på samtliga misstänkta. Vi återkommer när det finns fler uppgifter om polisanmälan, utredningen, åtalet och framförallt hur barnen mår.
Media och myndigheter läser posten

Spydpigens kommentar:
Eftersom disse "ensomt kommende börn" endnu ikke har fået svenske papirer, så send dem omgående hjem. Sådan nogle svin!




Nabolandet Sverige

Journalist Mikael Jalving har skrevet en meget rost bog om vort naboland Sverige og dets befolkning. Han har især heftet sig ved den ”rungende tavshed” omkring landets problemer og ekstreme konflikter, et samfund, hvor stadigt færre har noget til fælles.
Det Sverige, vi kender, det gamle blå og gule Sverige er allerede fortid, siger han, og det er da også det indtryk, man får, når man ser på det offentlige Sverige, politikernes og journalisternes.

Men på landsbygden lever man i nostalgi efter en tid, der ikke bare forsvandt i Sverige, men sandelig også i Danmark – og mon ikke i største delen af Europa. Nu om stunder er der andre ting på tapetet, og man skal åbenbart have ord som ”lokum” og ”das” med i skriveriet for at vise, at man er med på noderne. Erhard Jacobsen levede åbenbart forgæves, da han i 70´erne gik imod strømmen og angreb venstrefløjen, der savlede over egen omdigtning af gode gamle børnesange til snuskede viser om alt, der lå neden for navlen.

Nostalgien efter det blågule Sverige lever endnu i den svenske landbefolkning, selvom staten efter krigen havde det med at se ned på den arvede kultur og opmuntrede folk til at rive traditionens harmoniske huse ned og bortauktionere antikviteterne. Danskere havde Gud ske lov mere sans for det gamle og købte rødfarvede ”ødegårde”, brudekister og amerikakufferter og hjalp således nostalgien at overleve efterkrigstidens ”moderniseringsperiode”.

Og nu endelig - har man i Sverige opdaget, at ikke bare naturen, men også de gamle ting og traditioner har turistmæssig interesse og at turisterhvervet kan udbygges langt mere, end man havde forstået.
De gammeldags ”husforhør”, hvor præsten overhører sine sognefolk i katekismus,  skoleafslutning i kirken, påskebål og kalvdans er ganske vist næsten helt forsvundne, men surstrømming og køttbullar med lingon findes da. Ligesom rigsspillemændene og  Valborg Kvæld. Og midsommer fejrer Svenskerne stadig med ”små grodorna”, selvom Sveriges Måna hånede både den og dem -  til fordel for muhammedanerne. Der hersker ingen tvivl om, at den blågule nostalgi har givet mange stemmer til Sverigedemokraterne ved sidste valg.


februar 27, 2011

Syng dog på dansk!

Manden bag Dansk folkepartis valgsang, Herfra min verden går, Kim Christiansen, har ikke mange rosende ord til overs for resultatet af det danske Melodi Grand Prix lørdag aften.
- Jeg finder det helt uforståeligt, at Danmark endnu en gang skal repræsenteres af en engelsk sang ved et Europæisk Melodi Grand Prix.. Melodi Grand Prix er blevet til en omgang upersonlig maskinpop, og det er ærgerligt, siger Kim Christiansen.

- Jeg kan huske hvordan det var før i tiden, hvor et Grand Prix var et farverigt miks af vidt forskellige popsange på lige så forskellige sprog. Om vindersangen var på spansk eller norsk, så kunne vi alle sammen gå rundt og synge med på det udenlandske omkvæd dagen efter. Det gjorde på en eller anden måde Europa lidt mindre, siger Kim Christiansen.

- Det er som om det europæiske Melodi Grand Prix har udviklet sig til en falden på maven for dårlig musiksmag, hvor landene kappes om at lave det mindst nationale og kønsløse stykke musik. Østeuropa har i flere år været stemmeslugerne, og et eller andet sted bærer alt for mange af bidragene præg af, at de forsøger at lyde som noget fra en østeuropæisk natklub. Danmark burde gå foran med et godt eksempel. I stedet for at hente kunstnere og komponister ind fra udlandet, burde vi holde fast i at synge dansk producerede sange med danske tekster, siger Kim Christiansen.

- Vindersangen, A New Tomorrow, er faktisk en fin lille ørehænger, men den ville kun have været endnu bedre, hvis teksten havde været på dansk, fastslår Dansk Folkepartis sangskriver.


Kilde: pressemeddelelse fra DF, Christiansborg 26.2.2011.

I skammekrogen!

Brev fra Norge  11.2.2011

Norge i skammekroken

Så står vi i skammekroken igjen. En norsk statsråd er innkalt på teppet til FNs kommisjon mot ”rasisme” og diskriminering, og hun møter ydmykt opp for å stå til rette for våre angivelige synder og forsømmelser.

Begriper ikke lederne våre at vi aldri vil få fred for disse apekattene? Uansett hvor mye vi gir dem, av materielle goder og medborgerlige rettigheter, vil de alltid kreve mer, så lenge her er noe å ta. De er overbevist om at vi egentlig har stjålet det vi har fra dem, og uansett så plikter vi å dele vår smule velstand med dem som trenger den mest. For øvrig legger vi oss aldri flat nok, og vi som har hatt nærkontakt med de øvre lag i den 3. verden, vet at de syder av hat og mindreverdighetskomplekser, og skaffer seg utløsning ved å presse europeerne ned i dritten, som kompensasjon for den urett de påstår at de led under kolonistyre. De kommer til å fortsette å presse, og skrike om ”rasisme” til folkevandringene har omskapt Europa til en filial av den 3. verden.

Det er et ubestridelig faktum at innvandrerne i Norge, og Europa for øvrig, har det uendelig mye bedre enn dem som, foreløpig, har måttet bli igjen i elendigheten. Derfor forsøker de med list og lempe å komme seg hit, og vel etablert setter de himmel og helvete (les ”advokatene”) i sving for å få hele slekten og halve nabolaget hit. Har noen hørt om innvandrere som frivillig har reist hjem igjen, og frasagt seg sitt tiltuskede norske statsborgerskap?

Innvandrerne betraktes som herrefolk straks de er vel over grensen. Ingen norsk myndighetsperson, enn si en norsk arbeidsgiver, våger å behandle dem slik de blir behandlet av sine egne. Besøkende i den 3. verden må uvilkårlig spørre seg selv om ikke slaveriet er opphevet, om enhver øvrighet fortsatt har hånd og halsrett over sine undersåtter.

Når nordmenn saktmodig påpeker at de fremmede som lever på norske trygdeytelser har en høyere levestandard enn middelklassen der de kommer fra, svarer de med å vise til beboerne i Holmenkollåsen. Talsmennene deres, som Abid Raja, krever at det norske samfunnet plikter å ”løfte dem ut av fattigdommen”, selv om de ikke kan norsk og er halvt eller helt analfabeter, og uten annen faglig kompetanse enn som sauegjetere og eseldrivere. Det er denne komplette mangel på forståelse av årsak og virkning som gjør at landene deres fortsatt står på middelalderstadiet. Men uansett, inntektsforbedringen må nødvendigvis skje i form av ”overføringer”, her som overalt ellers i Europa, i Norge bare mer enn ellers. Om så noen skatteflådde innfødte knurrer, skrikes det opp om ”rasisme”.

Allerede på 90-tallet, før norske medier var tuktet til taushet, fikk vi i små glimt vite hvordan inntrengerne ble mottatt, i beste norsk grindguttradisjon: De fikk husvære, fullt utstyrt og møblert, fargefjernsyn, garderobe for alle årstider og virkefelt, sykler og sportsutstyr, de skulle ha alt som en veletablert norsk familie gjennom års arbeid og sparing hadde skaffet seg. Ikke rart de trodde Norge var Alladins hule. Arbeidsgiverne fikk tilskudd til lønnen, 20 % om jeg ikke husker feil, for å ansette ”nye landsmenn” til fortrengsel av de gamle. Innvandrerne fikk eget rettsvern, hevdvunne rettsregler ble endret for å kuste nordmenn til å legge seg flat.

Diskrimineringen i Norge var, og er, reell, og den er rettet mot landets rettmessige innbyggere. Det er en frekkhet, en provokasjon når disse pavene i FN-organisasjonene setter seg til doms over påstått norsk utilstrekkelighet. Jeg vet hva jeg ville svart, om jeg fikk tale på vegne av Norge. Det passer ikke på trykk!

Bjarne Dahl
Høvik




februar 26, 2011

Uriasposten skriver 25/2 om journalistfamilien Lars, Ove og Birte Weiss (tidl. minister, S). Jeg husker bedst Birte Weiss for hendes nabos træer. Det er 33 år siden.
Birthe Weiss havde et sommerhus på Vestsjælland med udsigt over Store Bælt og solnedgangen. Det vil sige sådan da, for naboen havde et træ, som stod lidt i vejen, og det holdt han så meget af. Det havde affektionsværdi på en eller anden måde. ”Det gamle træ, oh, lad det stå…”


Tiden gik og træet blev ikke mindre.
Kunde naboen ikke tage nogle grene i hvert fald…, styne det…?
Hun skulde da nok selv ordne det. Han behøvede ikke mase med det. Og sådan blev det.

En dag, da naboens ikke var hjemme, blev træet savet ned.
Man kan så let misforstå hinanden, når man ikke har tingene på tryk.


Kilde: Familievärnets telefonavis juni 1978.

februar 25, 2011

EU´s fælles råd

Som læserne så i gårsdagens indlæg har Københavns Byråd inviteret samfundskritiske borgere til et møde
på rådhuset 3. marts, kl. 10.30 angående en ny rapport om, hvordan muslimer og ikke muslimer har det på Nørrebro. Mødet foregår desværre i arbejdstiden, hvor de fleste borgere har travlt med at tjene til kommunens og statens pengeforbrug. Man har (igen desværre) ikke offentliggjort den rapport, der skal tales om. Måske for at de indbudte ikke skal kunne gennemlæse den før mødet?



Den vil blive forelagt af 3 muselmænd med samme efternavn, Hussain, hvoraf en fra projektets bagland, ”Open Society Foundation, en fra Muslimsk Fællesråd, mens den tredje er lektor på det røde universitet RUC samme sted som professor John Andersen, der er rådgiver for projektet ”At home in Europe”. Og så naturligvis Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev (radikal V). Hun har ved tidligere møder angående mosképlaner tydelig vist, at hun ikke brød sig om kritiske kommentarer mod moskébyggeri. De var bandlyst. Man måtte alene tale om byplan, trafik, parkeringsplads o.l.

I invitationen oplyses, at den aktuelle rapport hedder ”Muslimer i København: Jeg hører til” og er en del af et projekt fra ”The Open Society Foundation”, kaldet ”At home in Europe”, som ”arbejder på at øge social inklusion af minoriteter og marginaliserede grupper i Vesteuropa” (muslimer og zigøjnere). – ”Open Society Foundation følger rapporten op med konkrete aktiviteter i København i samarbejde med lokale aktører”.
Se i øvrigt oplysninger på internettet om ”Open Society Foundation” og dens ophavsmand, den George Soros, der snart fremstår som en engel snart som en dævl, men først og sidst er pengespeculant og umådelig rig.



Tilmeldelse til mødet senest 28. februar til Rune Kier, E-mail: WK07@bif.kk.dk, tlf: 33 17 34 31

februar 24, 2011

Kalder de det demokrati?

At Nordafrikas og Mellemøstens folk har rejst sig mod deres enevældige regenter, tyder mange skandinaver umiddelbart som et ønske om demokrati. Men hvad véd arabere og berbere om demokrati? Vil de ikke ved det første valg vælge det, de er vant til, en eller anden form for teokrati? Islamister fabler om et kalifat, og EU har leget med tanken om at gøre Middelhavet til et Mare Nostrum ved at slå EU og arabverden sammen til et ”Eurabia”.

Men der findes endnu større utopiske drømme. Det tågede globale mål er én verden, alle jordens lande smeltet sammen under lighed og broderskab. Der skal dannes regioner uden hensyn til tidligere nationale grænser, og senere kan flere regioner støbes sammen og så fremdeles. Det kan kun ske ved at frihed og demokrati indskrænkes, sådan som vi kender det fra EU allerede fra begyndelsen..

Ved oljekrisen i 70´erne lovede EU - uden folkeafstemning - araberne fri invandring i EU og samme sociale betingelse som europæerne, samt fremme af arabisk kultur (d.v.s. islam). Denne aftale, ”den arabiske-europeiske Dialog” fik vind i sejlene ved en konference i Marokkos hovedstad, Rabat den 13. juni 2005. Her afslørede Olaf Gerlach Hansen, direktør for det danske Center for Kultur og Udvikling, som hører under udenrigsministeriet, hvordan man skulde islamisere Europa gennem indvandring, ligeret, arabisk kultur samtidigt med at EU-landene overgav deres landes selvstændighed og grundlove til EU.

Vor udenrigsminister Lene Espersen er en begejstret EU-fan, som i maj sidste år skrev en hyldest til Robert Schuman. Hun mener, at med hans vision i 1950 – om et fælles EU - blev en ny europæisk storkrig ”ikke alene utænkelig, men også fysisk umulig”. Hun begejstres over det ”politisk stabile Europa, som vi lever i nu om dage”(sic!) – med bandekrige, overfald, mord, mishandlinger, påsatte brande, røverier, voldtægter, æresdrab etc. etc.

Og nu har hun skrevet en kronik: ”Vi må kæmpe for Det lykkelige Arabien!” - ”Hvis vi undlader at støtte demokrati i Mellemøsten af frygt for islamister, giver vi islamisterne sejren”. Véd Lene Espersen hvor der gemmer sig nogle demokrater? Kender hun dem? Eller vil hun falde for første og bedste taquia-taler og betale milliardbeløb af skatteborgernes penge til Det muslimske Broderskab eller til terroristers bombebælter? Hun er klar over, at ændring fra diktatur til demokrati ikke sker på en dag. At det kræver en fri presse og et uafhængigt retsvæsen og parlamentarisk kontrol.

Men EU vil kunne hjælpe de muslimske lande til demokrati, mener hun. Jamen EU er jo ikke selv demokratisk! Som vi jo alle har set, fortier de vigtige hændelser og beslutninger, retter ikke op på uorden i regnskaberne, afviser folke-afstemninger eller lader befolkninger stemme om og om igen, indtil de får det ”rigtige” resultat.
”Gennem ”Partnerskab for Dialog og Reform”, som tidligere kaldtes ”Det arabiske Initiativ” har Danmark siden 2003 støttet de kræfter, der aktivt involverer sig i gennemførelse af reformer i de arabiske lande. Mange af de grupper, der med succes nu kræver, at deres stemmer bliver hørt i Tunesiens og Egyptens gader, er blandt de 440 organisationer og institutioner, som foreløbig har deltaget i de mange dansk-arabiske samarbejdsprojekter.
Det er blandt andet menneskerettighedsgrupper, unge, mediefolk og kvinder. Vores støtte har altid baseret sig på de ideer og ønsker, som de arabiske partnere selv er kommet med, og begivenhederne de seneste uger har yderligere styrket dette samarbejde.”
Om nogle dage skal et af de mange projekter forelægges pressen og byens borgere på Købehavns Rådhus. Det drejer sig om koloniseringen og islamiseringen af EU med muselmænd og zigøjnere, som vi bør tolerere uafhængigt af deres opførsel og vore midler. Projektet er baseret på den kendte ungarnske kommunist, George Soros, rigmanden, der ikke mindst huskes for at have sprængt Bank of England 1992.

En time og tre kvartér vil muslimer og kommunistiske lærerkræfter fra RUC
udmale projektet og i et sidste kvarter – ét sølle kvarter – vil nogle kritiske borgere kunne stille spørgsmål. Altså den sædvanlige kommunistiske taktik med en sikker overvægt af frelste i panelet og så allernådigst tid til et pip fra oppositionen.

Skal det kaldes demokrati? 

Hvem har ansvaret for de seneste § 266B-sager?

Fra Sappho  

23. February 2011 - klumme af Mogens Camre


Hvem er det, der har ansvaret for de seneste §266b-sager, spørger Mogens Camre. I sidste ende er ansvaret regeringens.

Ingen fjerde statsmagt
Det danske demokrati bygger på princippet om magtens tredeling i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. En række sager om straffelovens § 266b, ”racismeparagraffen” kunne give anledning til at tro, at vi har en fjerde statsmagt, nemlig anklagemyndigheden, repræsenteret ved rigsadvokaten og under ham statsadvokaterne.
Sådan forholder det sig ikke. Rigsadvokaten og hans underordnede er embedsmænd, som sorterer under justitsministeren. De hører til den udøvende magt og justitsministeren kan beslutte, hvordan deres arbejde skal udføres.
Det giver anledning til at spørge, om det er landets borgerlige regering, der har så travlt med at retsforfølge borgere og politikere, som tillader sig at påpege alvorlige problemer, som beviseligt følger med en fremmed kultur, hvis adfærd afviger fra den europæiske.


Hvem tillader det?

Det burde være umuligt, at en konservativ justitsminister lader anklagemyndigheden rejse en yderst tvivlsom sag mod folketingsmedlem Jesper Langballe, som faktisk er en del af denne regerings parlamentariske grundlag.
Naturligvis gælder straffeloven for medlemmer af folketinget som for andre borgere, hvis den pågældende politiker har begået en forbrydelse.
Det havde Jesper Langballe som bekendt ikke – han havde spydigt sagt nogle bemærkninger om et alvorligt problem i den muslimske kultur og nogle af de sædvanlige stikkere mente at kunne ramme ham ved at anmelde ham til det system, som altså har travlt med at bruge § 266b til at lukke munden på kritikere af den islamiske kulturs problematiske værdibegreber.
Men hvem er det, som tillader, at § 266b bliver udnyttet på den måde? Officielt er det rigsadvokaten, men hvem har bedt ham om det? Handler han af egen drift, burde han instrueres anderledes, men spørgsmålet er, om han ikke lige netop er instrueret, måske ikke af justitsminister Lars Barfod så måske af hans departementschef eller andre embedsmænd.
I sagen mod Lars Hedegaard afsagde Frederiksberg ret en frifindelsesdom, som er lige efter bogen – Hedegaard havde ikke udtalt sig til offentligheden, og måtte derfor frikendes. Alligevel har statsadvokaten anket sagen til Landsretten.
Hvem er så ivrig efter at få Hedegaard straffet? Statsadvokaten? Rigsadvokaten? Justitsministeriets departementschef? Justitsministeren? Hvad er formålet? At tilfredsstille anmelderne? At genere Trykkefrihedsselskabets formand? At få Frederiksberg rets dom stadfæstet for i fremtiden at kunne afvise tilsvarende anmeldelser?


En lodret ordre
Jeg har selv været ude for en noget tilsvarende sag. I september 2001 blev jeg anmeldt af de sædvanlige anmeldere for indholdet af en tale, jeg holdt ved Dansk Folkepartis årsmøde i Vejle. Politimesteren i Vejle afviste at rejse tiltale ud fra den betragtning, at sagen ikke kunne føre til domfældelse.
Men daværende rigsadvokat Henning Fode var ikke tilfreds. Han ville have sagen prøvet igen og sendte den til min politikreds, Gladsaxe. Her kom politiet til samme konklusion, der var ikke grundlag for domfældelse.
Den dag Poul Nyrup udskrev folketingsvalget i 2001 afgjorde rigsadvokaten personligt, at der skulle rejses sag mod mig. Det var fuldt forståeligt – Henning Fode var embedsmand under Nyrup-regeringen og har vel fået en lodret ordre.
Dansk Folkeparti skulle under valgkampen hænges ud som ikke-stuerent, hvis det var muligt.


Europa Parlamentet beskyttede ytringsfriheden

Men først skulle min parlamentariske immunitet hæves af Europa Parlamentet og det var ikke så let. Parlamentets juridiske udvalg sagde, at en tiltale ville være en krænkelse af min ytringsfrihed og afviste at hæve immuniteten.
Det gjorde især socialdemokrater og radikale meget sure. De viste deres modvilje mod en parlamentarisk afgørelse ud fra devisen intet over og intet ved siden af en embedsmand: rigsadvokaten.
I Europa Parlamentet skal en sådan sag til afstemning i plenum. Det skete også – og ulig sædvanen forlangte de danske socialdemokrater skriftlig afstemning. Ved afstemningen i Europa Parlamentet stemte 492 medlemmer for retsudvalgets indstilling om at fastholde min immunitet.
Kun 48 stemte imod. Det var Helle Thorning-Schmidt, Torben Lund, Lone Dybkjær, to tyske socialdemokrater og deres venner fra kommunistgruppen, medens socialdemokraterne og de borgerlige fra alle andre lande stemte for at beskytte ytringsfriheden.


Regeringens ansvar
Man kan slå fast, at det ikke er efter krav fra EU, at Danmark retsforfølger politikere efter § 266b. Ingen andre har pålagt os at bruge § 266b som det sker.
Den ansvarlige er helt åbenbart regeringen – enten fordi den har givet en instruks til rigsadvokaten om at rejse tiltale for alt hvad medlemmer af krænkelseskulturen kan føle sig krænket over, eller fordi den har forsømt at give rigsadvokaten en instruks om at undlade tiltalerejsning, som kun tjener ytringsfrihedens fjenders interesser.
Endelig har Folketinget også lov at tænke selv, og kunne ligesom Europa Parlamentet have nægtet at ophæve Jesper Langballes immunitet.
Det er nok anbefalelsesværdigt at afholde en forespørgselsdebat om brugen af § 266b, så det kan afklares, om der står et folketingsflertal bag ønsket om at lukke munden på danskerne.









Stop også den humanitære hjælp til Somalia

Dansk Folkepartis fungerende udenrigsordfører, Kenneth Kristensen Berth, reagerer positivt på udviklingsminister Søren Pinds udmelding om at stoppe ulandsbistanden til Somalia, da landet er faldet i kløerne på den ekstreme islamistiske sekt, Al Shabaab. Dansk Folkeparti kan således ikke længere støtte at sende midler til Somalia, herunder nødhjælp, da dette bliver misbrugt i Al Shabaabs kamp for at islamisere Somalia.

- Dansk Folkeparti mener nu, at tiden er kommet til helt at stoppe for hjælpen til Somalia, da enhver form for hjælp reelt vil gå til at brødføde de voldelige militser, der arbejder for islamisering af Somalia ved at gennemføre en brutal undertrykkelse af civilbefolkninger, ikke mindst kvinderne. Det er selvklart, at også nødhjælpen til Somalia nu konfiskeres og inddrages af Al Shabaab, hvorfor det giver langt mere mening at overføre denne nødhjælp til andre nødlidende mennesker i den tredje verden, der får reel gavn af vores støtte, siger Kenneth Kristensen Berth.

- Udviklingsminister Søren Pind har jo helt ret i, at Danmark ikke kan støtte Somalia med ulandsbistand, når vi ved, at pengene går til Al Shaabab, der beviseligt er involveret i terror og massiv undertrykkelse af den somaliske civilbefolkning i organisationens nådesløse kamp for at indføre sharia-styre i Somalia, siger Kenneth Kristensen Berth.

- Det var som bekendt en tilhænger af den somaliske terroror-ganisation Al Shabaab, der forrige år forsøgte at slå Kurt Wester-gaard ihjel i forbindelse med et bestialsk økseangreb på tegnerens privatadresse, slutter Kenneth Kristensen Berth.

Kilde: Pressemeddelelse fra Christiansborg 24.2.2011.

februar 22, 2011

Et ry plejer at være noget godt, modsat rygte

Det er sjældent, at et ry kan holde et gode på afstand eller ligefrem ødelægge noget godt.
Men det er der jo heller ikke tale om. Tvært imod. Indvandringen i Malmö er så sandelig ikke noget at råbe hurra for, og det syntes den estiske borgmester Reepalu (fot) da heller ikke for nogle år siden, da han jamrede over ikke at kunne klare den enorme indvandring. Men den islamglade Måna støttede ham, så han kom på benene igen.

Havde Malmö-borgerne ikke samme mening om indvandring og Rosengård og svenske 98-årige borgeres evne til at klare sig selv fysisk og psykisk, så kunde de risikere at blive afskediget på gråt papir, som f.eks. politichef Bengt Lindström…

Malmö var tidligere kendt som en hyggelig by med mange gamle fine huse og minder om dygtige skåninger. Nu hører man næsten kun om Rosengårds spektakler, stenkastninger og hærværk på biler, overfald på gaderne, en højst mærkelig ildebrand inde i moskéen,
alvorligt valgfusk ved sidste valg, skoleelevernes elendige resultater etc. etc., så det er jo ikke så sært, at den øverste ansvarlige, borgmester Reepalu, føler voldsom trang til en syndebuk, og det har han fundet nu.
Det er Danmarks skyld alt sammen. Danmarks ry har ødelagt øresundsregionens overdimensionerede projekt

Men – jeg har lige set svenske TV-nyheder og hørt Gadaffi tale, og så tænkte jeg: kan Reepalu ikke få hjælp af Gadaffi. Den libiske general har jo foden indenfor i Malmö, eftersom han købte Malmömoskéen omkring 2008. Han stikker ikke halen mellem benene, men opfordrer rask væk sine undersåtter at slå hinanden ihjel. 

Demokrati kræver ALSIDIGHED

Apropos kritikken af den manglende alsidighed, som bibliotekerne lovmæssigt er forpligtede til. Flere exempler er blevet nævnt. Her kommer et til:

I oktober 1984 arrangerede Gentofte Kommunes Hovedbibliotek en miniatureudstilling  med bøger om forskellige græsrodsbevægelser, rimeligvis inspireret af – eller på opfordring fra -  Bibliotekscentralen i Ballerup, der havde udgivet en bogliste over dette emne. Deri fortælles indledningsvis, at betegnelsen græsrødder stammer fra Amerika. ”Græsrødder betegner den almindelige ”anonyme” befolkning eller de menige medlemmer af en forening eller et politisk parti”, står der. Græsrodsbevægelser er ”ofte i opposition til den etablerede politik og magtelite. De står for holdninger og ønsker, som det politiske system ikke kan opfange, men som udspringer af folks hverdag.”
Boglisten var delt op i hovedgrupper som ”teori”, ”håndbøger”, ”vejvisere”, ”alternative miljøer”, ”bolig”, ”Byggeren”, ”BZ”, ”Fred, ”Køn” og ”Miljø”. At det var ræverødt, var ikke nogen overraskelse, da det jo var venstrefløjen, som var de mest aktive græsrødder, mens borgerfløjen stort set slumrede (ikke mindst de konservative!). De anti-marxistiske kræfter anså gerne sig selv for ”fine” til at bruge disse eller hine metoder. Det er forståeligt, når det drejede sig direkte om uparlamentariske og ulovlige metoder som hos VS´ere. hvor både psykisk og fysisk vold kunde anvendes. Men at folk på den anti-marxistiske fløj kunde gøre sig skrupler over at markere sig ved fredelig demonstration og lignende, er latterligt. Mens de gjorde sig skrupler, voksede græsset og græsrødderne.

Bibliotekscentralens bogliste om græsrødder, der blev udgivet 1983 - (d.v.s. i det sidste Sovjetpropaganda-decennium inden Murens fald, hvor alle sejl var sat til!) - opregnede kun én eneste ikke-rød bog. Den alene skulde altså gøre det ud for biblioteksvæsenets ALSIDIGHED! Denne ensomme bog hed ”Fredsbevægelser” og var ikke som man skulde tro fra venstrefløjen, skønt de netop det tiår havde utrolig travlt med at viderebringe enhver kommunistisk fredssnak! Den nævnte ensomme bog var en såkaldt pilotstudie under redaktion af P.H.Bering og udgivet af Dansk Institut for Kritisk Fredsforskning. Rimeligvis var Bibliotekscentralen hoppet på limpinden og havde troet at den var venstreorienteret. 

Bibliotekscentralens bogliste var udarbejdet af to bibliotekarer, nemlig Carsten Frederiksen og Erling Pedersen. De to hørte naturligvis hjemme på venstrefløjen og gik med denne bogliste deres eget ærinde. De havde f.eks. været med til at udarbejde ”Håndbog for Aktivister”, udgivet af Politisk Revy i 1982 med diverse tips og råd om, hvordan aktioner løber af stablen. Bogen kunde selvsagt også med fordel bruges af dem, der arbejdede i stik modsat retning, og det kan den givetvis stadig! NB Nutidens anti-islamiseringsbevægelser bør sætte sig ind i datidens græsrodsstrategier! Man bør kende metoderne og taktik. Det er meget billigere og lettere at bryde et land ned indefra end at erobre det med våben.
Hvordan har de to nævnte bibliotekarer kunnet ”glemme” de andre borgerlige græsrodsbevægelser, som der trods alt var? Hvad med REO = Reel Energi Oplysning – for alsidighedens skyld, når de nu nævner det røde OOA? Hvad med ”Pindsvinebevægelsen – Værn om Danmark” – Har den ikke et blad?, Hvad med de bøger, som Forældrenes Børnekommission udgav? Eller Artikel 16-Udvalget? Og 20. Novembernävnet ikke at forglemme? Hvad med tidsskriftet AKTION i 70´erne? Hvad med bogudstillingen L.I.B.E.R. (Landeværn Imod Børns Ensretning)?  Hvorfor var AKTION-tidsskriftet ikke lagt frem ved Gentofte Hovedbiblioteks miniatureudstilling om græsrodsbevægelser, når nu netop dette bibliotek (en af de få i landet) havde tidsskriftet? Havde en rød bibliotekar eller besøgende taget det og/eller tilintetgjort det?
Hvad med Frie Fagforeningers blad? Hvad med foreningen LIV´s tidsskrift imod Fri Abort?

Man kunde blive ved med exempler. Når man har sat ALSIDIGHEDEN på porten i massemedierne (herunder bibliotekerne) og indbilder skoleeleverne, seminarierne, universiteterne, bibliotekarerne etc. at man – værsgo´ - kan studere bibliotekernes litteratur,  samt fortier, at der findes andet, gør man befolknigen indskrænket og ensrettet, så den kan ende i det kommunistiske diktatur, som røde bibliotekarer og lærere stilede – og stadig synesd at stile – imod.


februar 21, 2011

Konventionstjek nu!

Fremover skal konventioner have en udløbsdato.

Sidste halvdel af vinterferien gik med at finde ud af, hvem der vidste hvad om behandlingen af mellem 400 og 500 statsløse palæstinenseres ret til dansk statsborgerskab. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech lagde sig pladask ned og kaldte det ubegribeligt, at en fejl kunne finde sted, mens Institut for Menneskerettigheder hævder at have gjort opmærksom på problemerne siden 2006.

Sagen er, at Danmark ved at tilslutte sig en FN-konvention om statsløse fra 1954 angiveligt har forpligtet sig til at tildele statsborgerskaber til statsløse på lempeligere vilkår end ved ordinære indfødsretsbehandlinger. Det indebærer blandt andet, at også kriminelle personer har ”krav” på at blive danske statsborgere – og dermed krav på at blive danskere.

Uanset, hvor synd det er for de statsløse, at de er statsløse, er dette jo det rene, grænseoverskridende vanvid!

Imens et ellers hæderligt menneske synes at have svært ved at opnå et dansk statsborgerskab på grund af de love og regler, vi nu en gang har, så kan en kriminel palæstinenser overhale ham inden om og ”tiltuske” sig et statsborgerskab på baggrund af en konvention, der blev til i en verden, der var traumatiseret af to verdenskriges rædsler, og som oplevede forfærdelige etniske udrensninger og fordrivelser af mennesker.

I Danmark må vi nødvendigvis stille os dette spørgsmål: Skal en FN-konvention være hævet over Grundloven, der fastslår, at dansk indfødsret kun kan tildeles ved lov - altså af Folketinget - eller skal FN udstede danske statsborgerskaber?

Ikke overraskende afviser professor i forfatningsret fra Københavns Universitet, Henning Koch, at der er tale om grundlovsbrud, fordi Danmark har tilsluttet sig konventionen.

Hans rationale er, at det jo formelt set stadig er Folketinget, der tildeler statsborgerskaber, men han glemmer at tilføje, at Folketinget dermed er reduceret til et rent ekspeditionskontor for FN. Desuden anfører han, at Folketinget jo har givet sit samtykke til konventionerne, og at der derfor ikke er noget at komme efter.

Nu har jeg aldrig haft den store fidus til Henning Koch. Det var Henning Koch, som allerede før valget i 2001 deltog i hylekoret mod Dansk Folkeparti og mente, at mine udtalelser mod fundamentalistisk islam skulle bekæmpes, og at han i øvrigt hørte ”toner fra 1930”. Da det i 2008 forlød, at to tunesere havde haft til hensigt at myrde tegneren Kurt Westergaard, bekæmpede Henning Koch med næb og kløer den såkaldte meldepligt for udviste udlændinge på tålt ophold. En sådan meldepligt var, ifølge Henning Koch, i strid med menneskerettighederne.

Det fik mig dengang til at skrive, at Henning Koch ikke er andet end ”en omvandrende politisk meningsmaskine forklædt i videnskabelige gevandter”. Og det mener jeg stadig. Henning Koch er permanent rasende over, at det lykkedes for Dansk Folkeparti og den nuværende regering at vende kursen på udlændingeområdet uden at krænke en eneste international konvention.

Så meget desto større er hans glæde nu over at kunne sætte en finger på regeringens og Dansk Folkepartis politik.

Mit ærinde er ikke nogen udførlig analyse af, hvorvidt vi i den aktuelle sag har brudt FN-konventionen om statsløse. Mit ærinde er sund fornuft og logik. Jeg vil helt enkelt ikke finde mig i, at nogen som helst konvention skal kunne tvinge Danmark til at give indfødsret til kriminelle mennesker.

Vi skal have et grundigt eftersyn af de konventioner, vi har tilsluttet os. Opfylder de deres formål? Er de tidssvarende? Gavner de Danmark?

Samtidig vil vi foreslå regeringen, at Danmark fremover tilslutter sig konventioner på åremål. Konventioner skal simpelt hen have en udløbsdato.

Når udløbsdatoen er nået, gælder konventionen ikke længere. Vi skal så evaluere konventionens fingeraftryk på konkrete, danske beslutninger, der med afsæt i konventionen er blevet truffet af Folketinget – eller afgjort af danske myndigheder. Vi skal undersøge, hvilke konsekvenser i stort og småt, det har haft at tiltræde konventionen. Har det været godt eller skidt for Danmark?
Har det været godt – eller uden betydning – kan Folketinget igen tilslutte sig for et nyt åremål.
Har det være skidt, ja så er sidste salgsdato jo overskredet, konventionen ude af kraft og Folketinget skal i så fald jo selvsagt ikke på ny tiltræde den.

Konventionerne og deres fortolkning er i flere tilfælde komplet forældede. De blev til i kølvandet på to verdenskrige og to morderiske politiske ideologier med flere millioner menneskeliv på samvittigheden. Men også en verden præget af angst for fremtiden, af frygten for en ødelæggende atomkrig og naturligvis med et stærkt ønske om en bedre og mere retfærdig verden.

1950erne var én tid – 2010erne er, mildt sagt, en anden.

Sagt på anden vis: Tiden og realiteterne er løbet fra konventionerne.

Levende, nærværende politik i et nationalt folkestyre kan, bør og skal ikke lade sig begrænse af internationale konventioner.

Konventionerne tager udgangspunkt i abstrakte idealer, mens nationernes virkelighed er konkret.
I Danmark er det politikernes opgave at varetage danskernes interesser i stedet for at bøje sig for abstrakt tankegang. Danskernes og Danmarks interesser ændrer sig løbende, ligesom verden er i hastig forandring – derfor skal vi have tjekket konventionerne nu.

Og må jeg så i øvrigt være fri, når integrationsminister Birthe Rønn Hornbech undskyldende siger, ”hellere en for meget end en for lidt” i forhold til uddeling af statsborgerskaber. Sådan taler en ansvarlig politiker ikke. Den ansvarlige politiker vil i stedet ændre loven, således at disse fejl ikke kan finde sted.


Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Kilde: Pia Kjærsgaards ugebrev. 21.2.2011

Indvielse af slaver

Apropos de forbryderiske imamer, som vier små nordiske piger til muselmænd.

Husker I massebrylluppet i Gaza august 2009, hvor 450 pigebörn blev gift med voksne mænd
(omtalt her på Spydpigen  8.8.2009). Da sagen vakte forargelse i Vesten, benægtede man fra Hamas side, at det var sandt, men det var det tilsyneladende alligevel!

Læste du, hvordan sprogtolkning førte til dom over Sabaditsch-Wolf ?

Se indlægget 17. February 2011 - Henrik Ræder Clausen

 http://www.sappho.dk/domt-for-at-kalde-muhammed-padofil.htm


:
Her en lægmands-kommentar angående dommen i Østrig:
  
”Pædofili skal forstås rigtigt” og ”rigtigt” betyder sådan som ”experter” udlægger det. Experterne er psykiatere og psykologer, og man bør i den sammenhæng huske, at den psykologiske videnskab ikke er nogen exakt sådan med præcise og begrænsede begreber.
Ifølge disse ”experter” bør der – som dommeren sagde – skelnes mellem pedofili, der angiver trangen til sex med børn og pederasti som er selve handlingen: at dyrke sex med børn.

Disse ”experter” mener, at en mand ”ikke nødvendigvis er særligt tiltrukket af børn (og dermed pedofil), fordi han dyrker sex med et barn”. Og derfor kan Muhammed ikke betegnes pedofil, selvom han dyrkede sex med den niårige Aisha. Man kan ikke vide om han havde trangen eller bare handlede.

”For folk flest betegner pedofil en person, der aktivt krænker børn sexuelt.” Betegnelsen pederasti er ukendt for almenheden og hører dermed ikke hjemme i en retssag, der ikke gælder en psykiatrisk doktordisputats eller lignende.

Den af ”experter” og dommeren - påberåbte skelnen mellem pedofili som værende alene trangen til sex med børn, og pederasti som selve sexhandlingen fører til konklusionen, at pedofili er fuldt ud lovligt, eftersom en usynlig tilbageholdt og undertrykt trang jo ikke kan udgøre en lovovertrædelse, da den jo netop er usynlig. Kun når pedofilien går over i handling (pederasti) bliver den synlig og dermed kriminel.

Når dommeren pointerede experternes skelnen mellem pedofili og pederasti og bemærkede ”at det kan være strafbart at bruge et begreb forkert, uanset at det bruges i tråd med almindelig forståelse af ordet”, får man det indtryk, at den anklagede skulde rammes – ligegyldigt hvordan. For hvem afgør til syvende og sidst, om begrebet er forkert?

Med EU´s Lissabon-traktat åbnede man for lovliggørelse af pedofili, og med den

af ”experter” her givne tolkning, er pedofili altså allerede fuldt ud lovlig, da det kun er trangen, det gælder.


Analogt: det er forbudt at indtage visse narkotika, men det er ikke forbudt at føle trangen.

Man skal passe på med disse pseudovidenskaber og ikke tillægge dem alt for megen vægt. De har allerede rigeligt bidraget til nedbrydning og ødelæggelse af de vestlige samfund, jævnfør psykologiens politiske tiltag i 7o´erne og videre.



(Retssagen i Østrig minder om nedenstående politiske retssag i Danmark, hvor man fik nytolket et gammelt ord:

I 2003 tabte Pia Kjærsgaard i Højesteret en injuriesag mod Karen Sunds, efter at have vundet i både byret og landsret. Karen Sunds havde i 1999 i forbindelse med diskussion om nej-kampagnen mod euroen udtalt at:
Jeg vil meget nødig identificeres med Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter.
I dommens præmisser udtalte Højesteret[8] at
(Karen Sunds)' anvendelse af udtrykket »racistiske synspunkter« kunne ikke under de foreliggende omstændigheder anses for utilbørlig, og (Karen Sunds) havde derfor ikke overtrådt straffelovens § 267, stk. 1
Højesteret anvendte dermed Dansk Sprognævns definition af racisme, der dækker tre betydninger i nutidig sprogbrug:
§         som relateret til nazismens racelære og dens følger for jøderne,
§         som sigtende til en races overlegenhed over andre, især med henblik på forholdet mellem sorte og hvide, og
§         som sigtende til forskelsbehandling og undertrykkelse af eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker, som godt kan være af samme race som en selv.
Især den sidste definition er et omstridt nybrud i definitionen af racisme.)