Gammel artikel
Folkeskolens sørgelige tilstand bunder i
den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensens Blå
Betænkning i 1958, som introducerede begrebet: holdningsopdragelse i
folkeskolen. Dermed åbnedes vejen for de kommunistbegejstrede
68´eres politiske børneopdragelse fra vuggestue til universitet.
Tidsskrifter som BUPL´s ”Børn og Unge”,
BRIS, ”Unge Pædagoger”, ”Hug!”, ”Skub” m.m. fyldtes med
revolutionær optimisme udbasuneret af navne som Jesper Florander,
Steen Achton, Egon Clausen, Jesper Jensen, Søren Vinterberg, Torben
Weinreich, Ole Lindboe, Agnete Diderichsen m.m.fl.
En af de store landvindinger var psykolog
Jesper Jensens 4-punkts-plan til afskaffelse af disciplin i skolen og
nedgøring af karakterbog og eksamen. Uden ro og orden i timerne er
det umuligt at undervise og lære noget, men ingen i dagens regering
synes at ville rette op på forholdene.
Marxismens fremgang gik slag i slag: ”Det
nødvendige Seminarium” (Tvind),
Proletariatets Friskole, Det Fri Gymnasium, Den
røde højskole – og en sovjet-sympatiserende
undervisningsminister: Ritt Bjerregaard.
Hendes
holdning stammede fra forældrene, men hun indså at DKP ikke havde
større chancer. ”Grunden til, at jeg netop går ind i
socialdemokratiet er, at det er det eneste parti, hvor man kan få
gennemført noget” (citat fra Ritt Bjerregaard o. 1968 refereret i
Ekstrabladet 11.11.80).
Samfundet
skulle ændres: Skolen afspejlede det kapitalistiske samfundssystem
og skulle tilpasse børnene til det kapitalistiske system og
klassesamfundet. Skolen nedvurderede og latterliggjorde
arbejderklassen og dens værdier, hævdede hun.
Hun blev undervisningsminister 1973 og igen 1975-78. Hun vidste at
samfundsændringer
lettest sker gennem børneopdragelsen. Børnene er fremtidens politik
og forsvarsløse over for enhver indoktrinering og manipulation.
Straks efter revolutionen i Rusland lagde man skolingen i faste
rammer.
Omkring sig havde Ritt B. en aktiv kvindegruppe, bestående af Jytte
Hilden, Eva Bendix, Kika Mølgård, Lise Sørensen og Bente Ørum.
Med deres forskellige berøringsflader, privat som offentligt, fin
kontakt til massemedierne og engagement i marxistiske projekter som
”Berufsverbot”, ”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”
m.m. havde de gode muligheder for massepåvirkning.
Jytte Hilden
og hendes daværende mand underviste på gymnasium og universitet.
Hun var aktiv i Mellemfolkeligt Samvirke og i den sovjetstyrede
fredsbevägelse, hvilket hendes välgere ikke accepterede. Også
hendes senere virke som kulturminister fik megen kritik.
Eva Bendix
og hendes mand var ansat på avisen Aktuelt; han blev chefredaktør
for bladet og for udenrigsministeriets pressekontor; hun blev medlem
af Uddannelsesrådet for Grundskolen under CUR (Statens centrale
Uddannelsesråd), der udformede ”U 90”.
Kika Mølgård
og hendes mand var ansat ved DR; han blev næstkommanderende ved TV,
sad i bestyrelsen for journalisthøjskolen, Danidas oplysningsudvalg,
repræsentantskabet for filminstituttet og i Det faglige landsudvalg
for de humanistiske uddannelser; hun var medarbejder ved bladet ”NB”,
aktiv i KULU (Kvindernes U-landsudvalg), skrev om kvindetiåret
1976-85 og bidrog til en lærebog til DR´s skoleradio/TV 1973. Hun
stod også for en række interviews med venstrefløjen og et skrift
om ”U 90”.
Forfatter Lis Sørensen
skrev i Politiken og Aktuelt og i det socialistiske tidsskrift ”Hug!”
(Forlag: Tiderne skifter); hun var med i Filminstituttets bestyrelse,
hvor hun bl.a. gik i brechen for Solvognsmedlem Nils Vest´s film ”Et
undertrykt folk har altid ret”, der viste hvordan arabere i Libanon
trænede deres børn militært til krig; hendes mand, forfatter
Erik Knudsen (VS), var inviteret
med til top-venstrefløjsmødet på Esplanaden 5 i Kbh. i 1977, som
skulle have ændret Danmark!
Psykolog Bente Ørum
var knyttet til den lukkede forening, Mentalhygiejnisk
Forening for Børne og Ungdomsforsorg,
en slags marxistisk femte kolonne-virksomhed. Hun blev
forskningsassistent på Socialforskningsinstituttet under cand.polit.
Erik Jørgen Hansen.
Begge var medlemmer af CUR, der barslede med ”U 90”. Også han
var budt med til top-venstrefløjsmødet på Esplanaden 1977. Ligesom
”Statens børnekommission” og ”U 90” gik Bente Ørum ind for
samfundets ret til børnene, noget vi stadig døjer under, jvf. TV´s
udsendelse 3.9.03 om det overvældende antal tvangsfjernelser af
børn, tit uden nogen anledning.
Pigegruppen udgav 3 bøger om kønsroller.
Ritt
Bjerregaard stod også for en ”kaffeklub” 1971-84 med Jimmy
Stahr, Inge Fischer Møller, Svend Auken, Karl Hjortnæs, Svend
Jacobsen, Helle Degn, Dorte Bennedsen, Ole Løvig Sørensen, Kaj
Poulsen og Ejler Koch. Her var VS´eren Henning Prins Kløvedal
undertiden en kærkommen gæst.
Kaffeklubben
afløstes af ”Ritts samtalekreds” med håndplukkede kvinder,
bl.a. Helle Degn og Inge Nesgaard (BT 4.12.84). ”Politik er krig,
ikke damete med blødt brød og sød snak” (citat fra Ritt
Bjerregaard, refereret af redaktør Annelise Bistrup i BT 11.12.84).
Under
Ritt Bjerregårds styre begyndte undervisningsministeriet at udgive
et blad, ”Klub 1000”, for skolebørn i de mindste klasser. Det
blev lavet af journalister ved Danmarks Radio. De fremhævede bl.a.
børnenes ret til at være med at bestemme, hvad man skal lære,
hvordan og hvornår, ret til elevråd etc. og skrev: De voksne har
ret til at gå i seng, når de har lyst; at lade deres børn blive
passet af andre; at ryge cigaretter”... ”at slå deres egne børn;
at drikke øl (og fremhævet med rødt:) Skal
børn være med til at bestemme noget af dette?”
Hvad var
meningen med sådant umodent vrøvl? Har voksne ret til at gå i
seng, ryge eller drikke i arbejdstiden? Hvad med alkohol og
bilkørsel? Slå deres børn? Mishandle, nej! Man ville åbenbart
gøre de 6-7-8-årige misfornøjede. Revolutioner opstår ved
utilfredshed. Altså måtte man gøre
dem utilfredse.
Porno og
narko benyttedes af marxistfløjen som effektive midler til
nedbrydning af moralnormerne. Snuskede børne- og skolebøger
tryktes, ikke mindst af Borgens Forlag. Til og med porno
introduceredes i danskundervisningen, f.ex. i ”Triviserien” fra
Munksgaards Forlag, hvor heftet ”Pornografi” indleder med
følgende opfordring til eleverne: ”Køb i fællesskab nogle
pornoblade og kig dem igennem. Det vil være praktisk hvis I alle har
et eksemplar af det samme nr. af Weekend-Sex...”.
Undervisningsminister
Bjerregaard ignorerede forældreklager. Hun accepterede
pornoundervisningen.
Den
marxistiske indoktrinering i skolen og nedprioriteringen af visse fag
og faglige krav, afskaffelse af karakterbøgerne, etc. rejste debat
i massemedierne Ikke mindst CD´s Erhard Jacobsen var meget kritisk.
Det ville Ritt Bjerregaard sætte en stopper for: man skulle
”udrydde” ”misforståelserne” og ”myterne” om, at børnene
ikke lærte noget. Forældrene måtte ganske simpelt orienteres om
skolens fortræffelighed på kurser på folkeskoleseminarierne landet
over. Det ansås for så vigtigt, at kurserne undtagelsesvis skulle
være – gratis! Altså på skatteborgernes regning!
Det første kursus var på Zahles Seminarium i København. ”Aldrig
har jeg oplevet sådan en gang indoktrinering”, skrev en deltager.
”De, der indoktrinerer børnene, er faktisk uden skyld, for de er
selv blevet hjernevaskede på seminariet, så de ikke kan tænke
selvstændigt.” De bøger man anbefalede på kurset, var
ensrettede, tit udgivet på røde forlag. De lærere, der holdt ro i
skoleklasserne og fik det faglige stof fra hånden, blev hånligt
omtalt. Lærere burde arrangere spændende aktiviteter og snakke med
børnene om alt muligt.
I
samfundsorientering hørte forældrene om hungersnød i den
afrikanske stat Niger. Der er korn nok i verden, forklarede
seminarielæreren, men Niger har ingen penge. Han foreslog at Danmark
hjalp ved at gå over til korndyrkning i stedet for kvæg- og
svineavl.
Måben!
Hvordan
skal Niger uden penge kunne købe korn i Danmark? spurgte man.
Jamen
- Danmark kan forære det til Niger! mente læreren.
Hvad
skal man så leve af i Danmark?
Svar:
landbruget er kun en del af vor produktion!
En
anden lærer fortsatte emnet: i vesten dør man snarere af forædelse
end af sult. Borgerskabet begyndte æderiet ved den franske
revolution i 1789: da den forhadte adel blev henrettet, begyndte
borgerskabet at æde – i had til adelen! (sic!)
Denne ”undervisning” fandt sted i 1975 ! Det er mig uvist om Ritts
politiske kursusplaner fortsatte.
Under
Ritt Bjerregaards tid som undervisningsminister nedkom Det Centrale
Uddannelsesråd (CUR) med ”U 90”, et stykke ideologisk arbejde
med det mål at opelske marxisme i skolen - i tråd med Ritt
Bjerregaards indstilling. Børn og unge skulle frigøres fra en række
traditionelle forestillinger, som bl.a. fandtes hos forældrene. Med
andre ord: børnenes tilknytning til hjem og forældre skulle
mindskes til fordel for statens pædagogopdragelse. Forældrene
skulle fratages opdragerrollen og retten til at præge deres børn.
Man foreslog etablering af børnehaveklasser, da de havde
”socialiserende virkning”. Ritt Bjerregaard mente de skulle være
obligatoriske og at der også burde oprettes skolepasningsordninger
mellem kl.7-17. Det hele modsvarede Statens Børnekommissions ord:
”Jeres børn er ikke jeres børn”.
Børneopdragelsen
skulle være ensartet. Alle skulle være lige.
Der kunne skrives betydeligt mere om Ritt Bjerregaards indsats i
samfundet, men det må vente til en anden gang.
Gertrud Galster fra 2003