juli 03, 2010

Svensk "DEMOKRATI"

I en artikel tidligere på ugen noterede den svenske blogg ”Politisk Incorrect” sig flere udtalelser fra rigsdagskammeret om multikulturen. Et af citaterne kom fra tidligere rigsdgaspolitiker Mauricio Rojas (Folkpartiet), født i Chile, Han måtte betale en høj pris for at kritisere Sveriges indvandringspolitik – han blev selv tvunget ud af Sverige!
Født i Chile og vokset op under Pinochet-regimes fascisme kom han som 24-årig som politisk flygtning til Sverige 1974. Mange år senere måtte han atter flygte på grund af sine meninger, men denne gang fra Sverige! En skandale, man forsøgte at tysse ned. Den handler om en af det sidste årtis mest omtalte politiker. Ikke en hvem som helst, men en.rigsdagspolitiker, som var på tale, da den ny ”borgerlige” regering dannedes i 2006.

Bloggen ”Politisk Inkorrekt” gransker her Rojas-skandalen (oversat):


”Racist er bare en af de ting, jeg har måttet høre”.
Hvis nogen kunne kaldes mønsterindvandrer, så var Mauricio Rojas. Et synbol på god og positiv indvandring. Et lovlydigt menneske som lærer sig svensk, værner om svensk kultur, uddanner sig, arbejder hårdt og engagerer sig politisk for at skabe et bedre samfund. Han blev desværre også en god skydeskive for det politiske etablissements hadske hetzkampagne.

”Det er krænkende at beskrive sverigedemokraternes vælgere som ubodelige racister. Sverigedemokraterne er snarere et parti, som appellerer til ”folkhems”følelser ligesom dem Per Albin Hansson satte i gang.”
Mauricio Rojas har et fyldigt CV. Flere års jurastudier, doktor i økonomisk historie ved Lunds Universitet og mange år som universitetslektor. Sidst i 90´erne engagerede han sig stadig mere politisk og i 2002 indvalgtes han i rigsdagen for Folkepartiet liberalerne. Men partiets frisindede liberalisme kom snart på prøve. Røjas tilhørte Lars Leijonborgs falang i Folkepartiet, som ville stille krav til indvandrere.

Men Rojas gik et skridt videre. Han angreb den politiske elitens multikulturideal og blev hurtigt besværlig for det politiske etablissement. I rigsdagen og andetsteds talte han ofte åbent imod den ansvarsløse indvandrerpolitik. Han forsvarede til og med Sverigedemokraterne åbent, og i en debatartikel i Expressen med overskriften ”SD er ikke højreextremister og ikke indvandrringfjendtlige” uddelte han svidende kritik mod det politiske etablissement.

En indvandrer som kritiserede indvandringen det blev for meget! Rojas frystes ud af partikammeraterne og hånedes i massemedierne. Sveriges statstelevision (SVT) begyndte en hadkampagne imod ham. Han fortalte åbent om kampagnen til en journalist ved Svenska Dagbladet:

”Til sidst kunne jeg ikke engang købe ind med min familie uden at have vagt fra Säpo, og jeg måtte have livvagt når jeg skulle stemme.”
SVT´s programserie, Faktum, afsluttede afsnittene med, at en hund, der hed Mauricio, løb rundt og sagde tossede ting med udenlandsk accent. Tænk hvilke reaktioner det ville have vakt, hvis det havde handlet om visse andre personer med udenlandsk baggrund! Men når det gjaldt mig, mente public service at det var helt OK. Det var ondt nok, men det værste var, at hetzen gejlede en masse gale mennesker og extremister op. Til sidst kunne jeg ikke engang købe ind med min familie uden at have vagt fra Säpo, og jeg måtte have livvagt når jeg skulle stemme. Sådan kunne vi ikke leve.

Efter valget 2006 skulle Mauricio Rojas være indgået i den ny regering. Integrationsminister Nyamko Sabuni ville have ham med på en eller anden måde. Men det gik ikke. Erhvervsminister og partileder Maud Olofsson (Centern) vægrede sig ved at tage en indvandrer som ikke ville rette ind i geledet.
”Jeg var selvsagt interesseret, men alt gik hurtigt i stå, eftersom Maud Olofsson nedlagde veto”
Jeg vidste at jeg ikke ville blive minister. Andre stod foran i køen. Men på folkepartiets julefest 2006 blev jeg af Nyamko Sabuni spurgt, om jeg eventuelt ville tage ansvar for en betænkning om forbedret asylmodtagning. Jeg var selvsagt interesseret, men alt gik hurtigt i stå, eftersom Maud Olofsson nedlagde veto. Lars Leijonborg forsøgte at lirke noget igennem, men det gik ikke. Nyamko, som var ansvarlig minister, ville have mig, men en af partilederne sagde altså stop. Beskeden var tydelig: Rojas kommer ikke på tale i noget, der har med integration at gøre.
Måske havde hans appel til rigsdagen en måned før julefesten vakt ondt blod. Som suppleant i rigsdagen gik han på talerstolen i kammeret og sagde:

”Så devalueredes de facto det svenske sprog og Sveriges kulturarv til et blandt mange andre. Det var som om landeet pludselig var blevet et ubeskrevet blad som nu skulle fyldes med alle mulige kulturelle indslag.”
- Multikulturalismen
bygger på et utopisk syn på et mangkulturelt samfund, hvor der ikke kan opstå nogen grundlæggende konflikt mellem forskellige værdisystemer og kulturer. Sådan opfattes alle kulturelle ytringer som både ligeværdige og berigende. En sådan vision inspirerede den indvandrerpolitik, som Sverige antog i 1970´erne. Den kulturelle valgfrihed blev nøglebegrebet!. Man reflekterede end ikke over den åbenbare konflikt som kunne opstå mellem kulturelle traditioner fra førmoderne samfundssystemer og det sekulariserede, ligestillede og demokratiske samfumds værdifællesskab.
Situationen forbedredes knappest med overgangen fra indvandrerpolitik til intergationspolitik sidst i 90´erne, hvor en upræciseret mangfoldighed ophøjedes til grundlaget for samfundsfællesskabet. Det var en velmenende vilje til at sige ja til alt udefrakommende, som på denne måde forvandledes til en kontraproduktiv selvfornægtelse af det som Sverige har været og endnu er.

Et år tidligere havde Rojas desuden skrevet en meget kontroversiel debatartikel i Dagens Nyheter angående det Krimnalpræventiv Råds nye indsigt om kriminalitet blandt indvandrere: Kulturarv ligger bag indvandrerkriminaliteten.

Foråret 2008 besluttede familien Rojas at flytte fra Sverige. Mauricio Rojas følte sig tvunget til at forlade det land, hvor han havde søgt tilflugt i 1974.
- Jeg har ofte taget svære problemer op, ikke mindst om national identitet og været vant til hård debat. Men efterhånden udartede det til personforfølgelse og smudskastning. Inden for (kommunistpartiet) Vänstern - men desværre også blandt visse liberale - blev jeg en, man ikke behøvede argumenter imod, men kunne affærdige med krænkelser.
”Racist” er bare en af alle de ting, jeg har måttet høre.
Men det var ikke ordene, men de fysiske trusler som fik familien Rojas til at flytte. At behøve livvagter fra Sæpo for noget så simpelt som at købe ind blev helt enkelt for meget. Efteråret 2008 blev familien fordrevet fra Sverige med trusler. Endnu en kritisk røst var blevet tysset ned. Og som rigsdagsmedlem Fredrik Malm fra Folkepartiet skrev på Newsmill var der nok mange som glædede sig over beskeden.