april 19, 2011

DF: Finsk valg godt for nordisk samarbejde

Dansk Folkepartis medlem af Nordisk Råd, Henrik Brodersen, er begejstret over resultatet af det finske valg søndag. Partiet Sannfinländarne fik cirka 19 procent af stemmerne og er dermed Finlands tredjestørste parti.

- Jeg mener, at de finske vælgere nu vender EU ryggen og i stedet ønsker mere nordisk samarbejde, og det er bestemt glædeligt. I Dansk Folkeparti ønsker vi det nordiske samarbejde udbygget, og det håber jeg meget, at Sannfinländarne vil være med til, siger Henrik Brodersen.

Henrik Brodersen hæfter sig desuden ved det yderst positive skudsmål, som partifælle Morten Messerschmidt, medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti, har givet Sannfinländarnes leder Tomi Sioni.

- Det er meget positive ord, og jeg er sikker på, at vi kan få et godt samarbejde med Timo Soini og Sannfinländarne, som jeg hermed byder velkommen i Nordisk Råd, siger Henrik Brodersen.

Kilde: Pressemeddelelse fra DF, Christiansborg, mandag den 18. april 2011