Folkmordet i Skåne

Tyrkiet vil ikke gerne indrømme, endsige undskylde, deres nådesløse massakre på de kristne armenere på vore bedsteforældres tid, og dog er det en kendsgerning, man ikke kan komme udenom.
Bliver menneskene aldrig bedre?

Vi har også haft folkemord i Norden. I avisen ”Ystads Allehanda” 18.3.2010 skriver redaktøren af læserbrevsrubriken, Carl Johan Engvall, indledningsvis: ”Försvenskningen av Skåne efter freden i Roskilde 1658 är ett sådan exempel. Det har framfør allt satt spår i Gøingebygden och dess historia av snapphanar. En av dagens skribenter vill få detta erkänt som folkmord.”

Og her kommer så læserbrevet (oversat til dansk) med overskriften ”På tide også at erkende overgrebene i Skåne”:
”Jeg har fulgt debatten om rigsdagens erkendelse af folkemordene i Tyrkiet. Det ville være interessant om disse fornuftige rigsdagsmænd – når man nu er dykket ned i historiens syltekrukke – også kan erkende folkemord og overgreb under ”Skånske Krig” i 1678 samt under bondeoprøret i 1811.

I april 1678 beordrede Karl Xl folkemord i Örkenes Sogn ifølge nedenstående ordre til den svenske armé (på datidens svensk, her oversat til dansk):
”Når man når Ørkenø, hvor snapphanerne ikke bare skal have taget sit vigtigste ophold, men også har forvaret det meste af rovet, skal man lade alt mandskab, der kan bære gevær , hugge ned. Kun kvinder og børn skal skånes, men gårdene skal brændes efter at alle dyrene og madvarerne er bragt i sikkerhed, og resten overgivet til plyndring. Dog skal alt ske i god orden, for at Kongelig Majestæts rette hensigt ikke bliver forsømt ved flugt.”

”Flere lignende overgreb forekom i Skåne under Skånske Krig. Så sent som i 1811 foregik der et blodbad i Klågerup på skånske bønder og karle, som ikke ville skrives ud til krigstjeneste i den svenske armé. Blodbadet i Klågerup bør vel også erkendes som folkemord?”

Lars Jeppsson, slægtsforskende Göingerod i Tomelilla.

Ovenstående illustration: turistforklaring ved Brönnestad Kirke i Göingebygden

(Man kan give og modtage nok så mange und-skyld-ninger lande imellem for blodig uret og besti-alske grusom-heder, men der bliver stadig noget siddende, som gnaver på sjælen! Skåning-ernes lidelser forbliver et meget ømtå-leligt emne.

Græs, lyng og skov vokser hen over den svenske

skanse, "Kylhult skans" ved Lagan ved Kvarnaholm.

Kamal Atatürk försökte först

som Ungturkarnas ledare och sedan från 1922 som president för Turkiet och fram till sin död i 1938 - genom radikala reformer att vrida Turkiet i nationell/humanistisk riktning med bl.a. religionsfrihet, men detta är för länge sedan glömt. Turkiets förföljelse av kristna drar blodiga spår.
Armenien var det första land i världen som redan kring år 300 bekände sig till kristendomen med hundratals kyrkor och kloster, och med en rik kultur av litteratur, konst, arkitektur och hantverk som spåras ända ner till Etiopien.

Armenierna fick kämpa för sin tro. Araberna stormade fram med islam och efter flera hundrade års sega strider dukade Armenien under som nation 1375. Folket levde vidare, kuvad under islamiskt herravälde. På 1500-talet erövrade de islamiska osmanerna (turkerna) området och deras råa grymheter övergick vida arabernas. De kristna var en tagg i köttet på de växlande islamiska sultanerna, som gjorde allt för att utrota dem.
Som bönder i Armeniens dalgångar kunde de lätt pekas ut, när turkiska soldater och myndigheter bodde som landminor mitt ibland dem. Och de var ofarliga att gå lös på. Turkarna nerkämpade dem brutalt 1896 under föregivande av att de hade gjort uppror, och likadant 1908. I en påföljande någorlunda fridfull period kom engelska och amerikanska missionärer dit och byggde skolor, sjukhus och barnhem.

Då ljöd för tredje gången sultanens order: ”Slå ner dem!” och under ropet ”Allah är stor” gick förföljelserna åter i gång i 1914-15, där turkarna med samma lätthet i sinnet som när man utrotar flugor och möss, mördade bortåt 1.5 millioner människor. På det mest bestialiska vis blev de bortdrivna från sina hem och med piskar, sparkar, krumsvärd, bajonetter och gevärskolvar blev de tvungna att ge sig ut på olidliga dödsmarscher under stekande sol. De föll ihop av utmattning, hunger och törst. Kanske någon fick nådastöten av en bajonett eller en gevärskolv. De låg och ruttnade längs vägarna, ibland i högar. Några av kvinnorna blev ”skonade” till turkarnas ”privata nöje”.

En rest av ovannämnda engelsk-amerikanska mission blev i mellankrigstiden känd i Danmark som ”Fågelboet”. En modig dansk sjuksköterska, Maria Jakobsen, hade stannat kvar i Armenien. Hon samlade på mirakulöst sätt ihop 3000 misshandlade barn med hjälp av de armeniska kvinnorna.
Efter Versailles-freden 1918 skulle statsminister TalaatPacha och krigsminister Enver Pacha utlämnas av Turkiet till dom och straff men de klarade sig undan genom att fly.
Turkiet har aldrig tagit avstånd från alla sina missgärningar, inte ens under Atatürks styre och i dag stängs och rivs de få kristna kyrkorna som har överlevt förstörelserna en efter en.
Geografisk hör Turkiet inte alls ihop med Europa. Turkiet har aldrig haft någon social, religiös eller kulturell gemenskap med Europa och det har aldrig tillkännagetts någon önskan härom bortsett från Atatürks reformförsök. Därför kan det aldrig bli tal om ”att ge Turkiet en chans”, och Turkiets inträde i NATO var helt enkelt ett strategisk misstag.
Västerlandet ”bär elden i sitt mantelveck”.
(”Kan någon väl hämta eld i sitt mantelveck utan att hans kläder bliva förbrända?”)
(Ordspråksboken kap. 6, 27)

Läkare Jørgen D. Grønbæk

Förkortad

Hvad nytter Grundloven, hvis den ikke bliver brugt?

Tirsdag efter påske kører Vestre Landsret i Århus en meget interessant ankesag. Den handler om skuddramaet på McDonalds-restauranten i Århus, hvor tre AK-81’ere skyder og sårer et medlem af Trillegårdsbanden. Kuglerne fyger om hovedet på børn og voksne, og det er et mirakel, at ingen andre kommer til skade.Det interessante er, at den ene af dem, der affyrer skuddene, vidner imod AK 81 og Hells Angels, og fortæller i øvrigt hvordan tingene er organiseret så snedigt i klubben, at narkopengene går til slikkassen, som betaler indkøb af våben. Det er altså i klubbens regi, at kriminaliteten foregår.

På den baggrund virker det uforståeligt, at Rigsadvokaten og justitsminister Lars Barfoed i begyndelsen af denne måned afviste at undersøge, om rocker- og indvandrerbander kan opløses ved lov, og det giver unægtelig mindelser om dengang, Rigsadvokaten nægtede det samme i forhold til det fanatiske muslimske parti Hizb ut-Tahrir, som på løbesedler blandt andet har opfordret til drab på jøder samt regeringschefer i vesten. Grundloven giver mulighed for at opløse foreninger, som ”virker ved eller opfordrer til vold”, og når man ser på det forgangne års bandekrig, ligger en opløsning lige for. Ikke alene bekriger banderne hinanden. De udsætter ligeledes sagesløse danskere for fare i det offentlige rum, når de skyder vildt omkring sig. Men Rigsadvokaten ser altså ingen grund til et forbud…

Hvor mange lig skal der i grunden på bordet, før regeringen for alvor tager affære? Jeg ved da godt, at hverken rockerbander, supportere eller indvandrerbander har nedfældet skriftlige statutter, hvoraf det sort på hvidt fremgår, at de har til hensigt at være voldelige og kriminelle. Rockerbanderne har i årevis forsøgt at bilde danskerne ind, at de er ”fredelige motorcykelklubber”, mens indvandrerbanderne som årsag til deres asociale adfærd vil pege på, at de mangler ”respekt”, og at de udsættes for racisme. Hertil kommer alle argumenterne om, at en opløsning af – og et forbud mod rocker- og indvandrerbander – vil være ren kosmetik og symbolpolitik. Og hvad så? Er det ikke netop sådan, meget politik begynder? Love skaber ikke gode mennesker, men love udstikker en retningslinje for anstændig og fornuftig adfærd. Når først loven er på plads, har politiet også langt bedre forudsætninger for at gribe ind, ligesom de vil have mulighed for at forbyde rygmærker og andre kendetegn for bandemedlemskaber.Al Capone-metoden har været en succes mod navnlig rockerne. Af skattevæsenet er de blevet lænset for millioner af kroner, motorcyklerne og guldkæderne er i mange tilfælde blevet konfiskeret. Men vi må konstatere, at det ikke forhindrer rockerne i at ruste yderligere op og grundlægge nye foreninger og klubber. Dermed udvides ikke mindst finansieringsmuligheder konstant og løbende. Seneste skud på den afstumpede og kriminelle rockerstamme er Hells Angels-supportklubben ”Devils Choice MC”, som skal være en ”storklub” med 11 ”afdelinger” på Sjælland og i Jylland. I modsætning til Rigsadvokaten synes jeg, at her er rigeligt med beviser på, at der er tale om en egentlig forening. Det er klart, at det ikke sammenlignes med den årlige generalforsamling i Håndarbejdets Fremme, ligesom det er indlysende, at der ikke findes skriftlige vedtægter som i en partiforening. Men der findes en fælles målsætning om at begå kriminalitet og bekæmpe andre bander – også selv om dette ikke er nedfældet i en formålsparagraf. Devils Choice MC er ikke den eneste gevækst på den kriminelle rockerstamme. I forrige uge startede Hells Angel en ”organisation” ved navn ”Viking Defence League”, som specifikt skal hjælpe rockergruppen med at tiltrække unge tilhængere og ”lærlinge” under 18 år. Man kan ligefrem se tilbuddet for sig ”Synes du også, det er besværligt at tage en uddannelse og skabe dig et liv? Så bliv rocker. Her er alt, hvad en frisk ung mand kan drømme om: Narko, vold og damer”. Men åbenbart mener Rigsadvokaten heller ikke her, at der er tale om en organisation eller forening i ordets egentlige forstand.

(.......)

Dansk Folkeparti accepterer på ingen måde regeringens og Rigsadvokatens afslappede holdning til rocker- og bandeuvæsenet. Rockere og bander er ikke kun et dansk problem. Det er internationalt. Også uden for landets grænser ruster specielt banderne op – eksempelvis i Sverige. En formel opløsning af rockergrupper og bander vil ikke alene være en håndsrækning til fredelige danskere, et signal om, at myndighederne faktisk er til for borgerne. Det vil også være et signal til udlandet om, at Danmark tager problemet meget alvorligt. Dansk Folkeparti vil derfor i den kommende tid genfremsætte en lang række forslag i Folketinget om bekæmpelse af rockergrupper og bander, ligesom vi vil undersøge andre muligheder for at besværliggøre tilværelsen for disse afstumpede og kyniske kriminelle. Med Grundloven i hånden vil vi forsøge at værne det danske samfund – hvilken nytte er den ellers til?

Med venlig hilsen Peter Skaarup

Dansk Folkepartis ugebrev v./ næstformand Peter Skaarup- mandag den 29. marts 2010.

Ritt Bjerregaaards fordummende skolereform i mente

Det i sidste indlæg her omtalte svenske lovforslag til skole-reform minder mig om den modstand, det vakte blandt Danmarks 68´ere, da en kvinde, Kirsten Mørch Vaughan fra Uvelse i 1975 kæmpede for bedre skolegang for velbegavede børn. Det kom naturligvis på tværs af Ritt Bjerregaards skolereform, som man havde arbejdet hen imod i flere år, og som nu var blevet en forarmende realitet.

I september 1975 holdtes der en verdenskongres i London angående velbegavede børn. Den samlede ca. 500 delegerede fra 55 lande. Kendte experter fandt, at særundervisning var nødvendig for højt begavede børn. Holder man dem nede på et lavt niveau, bliver skolen kedsomhedens ørkenvandring, eller de søger udfordringer i revolutionær eller kriminel retning. Vi trænger til begavelser, der kan løse verdens kriser, hed det. En taler sagde: fremtiden afhænger af, om vi udvikler disse børns evner.

Et indlæg fra Israel manede: ”Intet demokrati kan overleve med mindre, man respekterer individuelle forskelle”.

Danmarks indlæg vakte forfærdelse: ensretningen, de hastigt dalende fagkrav osv. er ødelæggende for de højtbegavede. De, der har evner, har også pligt til at bruge dem, - - men uden støtte har de evnerige ikke skygge af chance for normal udvikling til samfundsduelige borgere.

Konferencen fastslog, at særundervising for særligt begavede børn var nødvendigt.
Trods modstand fra de politisk korrekte lykkedes det Kirsten Mørch Vaughan at få startet en lørdags-undervisning for særlig begavede børn – men hvordan det videre gik, ved jeg ikke. (Jeg mener at huske, at hun udvandrede???)

Får skolebørn ikke alle den samme p.k. holdning?

I Sverige er man på vej med en skolereform. Fornylig afsløredes det (se Spydpigen 19.3.2010), at ansatte i skolevæsenet havde lavet hemmeligholdte forundersøgelser, der ikke var fine i kanten: man havde uden forældrenes vidende udfrittet elever på privatskoler for eventuelt at finde noget usympatisk, man kunne hænge sin hat på i den p.k. modvilje mod privatskoler. Er privatskoler ildeset, så er det naturligvis endnu værre med de forældrer, der hidtil – helt legitimt - selv har undervist deres børn.

Sidstnævnte kategori er nu uønskede. Hvorfor mon? Får børnene ikke de rigtige politiske holdninger?
”Lovrådet”, som juridisk granskar fremsatte lovforslag, kritiserede forslaget og mente, at det burde formuleres klarere, hvilket dog ikke er sket.

”Særlige grunde” for tilladelse til hjemmeundervisning kan f.eks. dreje sig om børn, der er på rejse eller går i skole i udlandet eller deltager i filmindspilning”Rigsorganisationen for hjemmeundervisning” tror, at mange alligevel vil søge om tilladelse til hjemmeundervisning til efteråret 2011, hvor loven skal træde i kraft, for interessen for hjemmeundervsning er tiltagende, og spørgsmålet engagerer langt flere end de direkte implicerede.

Tyrkiet hører ikke hjemme i EU

Turkiet hör inte hemma i EU

I efterdyningarna av det svenska riksdagsbeslutet att erkänna Turkiets folkmord på kristna minoriteter, hotade Turkiets premiärminister Erdogan från det islamska AKP-partiet nyligen att deportera 100 000 armenier som saknar turkiskt medborgarskap.Man kan tycka vad man vill om Sveriges riksdags kompetens att uttala sig kring historiska händelser eller att klassificera händelser som folkmord eller inte. Reaktionerna från Erdogan är bara ett av många exempel på hur det turkiska samhället byggts på värderingar som befinner sig långt ifrån de allrådande principer om mänskliga rättigheter, jämlikhet inför lagen, jämställdhet, yttrande- och religionsfrihet, som vi i dagens Europa tar för givet och som vi vill ska vara grunden för gemenskapen i Europeiska unionen. Dessa värderingar borde påverka landets möjligheter att bli medlemmar i EU – om man nu anser att EU är en europeisk värdegemenskap.Det är således inte främst på grund av att Turkiet inte geografiskt ligger i Europa som gör att det diskvalificeras för EU-medlemskap, även om det skulle vara smått komiskt att hävda att man är i Europa när man står på den turkiska gränsen till Syrien, Iran och Irak.  Inte heller är de viktigaste argumenten emot Turkiets EU-medlemskap att många européer känner oro inför att ge 75 miljoner turkar fri rörlighet i Europa och därför i alla genomförda opinionsundersökningar är emot turkiskt medlemskap.Nej, debatten kring turkiskt EU-medlemskap måste även inrymma ett kulturellt värderingsresonemang. Europas gemensamma kulturella arv handlar delvis om demokrati och mänskliga rättigheter – någonting som på flera sätt brister i Turkiet i dag. Men Europa är historiskt sett även en kontinent med en gemensam grund i kristendomen och den västerländska humanismen, och detta faktum spelar roll för den folkliga identifikationen med ”Europa”. Turkiet har historiskt aldrig tillhört Europa – eller identifierat sig självt som europeiskt. Det finns skäl att anta att den stora del av Turkiet (96 procent) som ligger i Asien även fortsättningsvis kommer att hämta fler kulturella influenser och värderingar från närområdet och den gemensamma historien man delar med länderna i Mellanöstern. Europas ledare bör därför utifrån den kulturella aspekten överväga om EU:s långsiktiga strävan bör vara en fördjupning av det existerande samarbetet eller en fortsatt expansion vidare in i Asien och Nordafrika – som blir resultatet av ett turkiskt prejudikat.Svenska och europeiska ledare måste nu definiera vad Europa och EU är. Men vare sig man definierar det som en geografisk, historisk eller värderingsbaserad gemenskap, diskvalificeras Turkiet.Turkiet kan och bör vara en viktig partner till EU men ett samarbete med EU:s grannländer kan ske på andra sätt än genom fullt medlemskap – exempelvis genom privilegierat partnerskap.

Martin Källstrand, debattör och

PR-konsult

Världen idag 26.3.2010

Illustration øverst: armniernes

dødsmarch

FN´s absurde legestue.

Svensk Tv´s "Kunskapskanalen" viste dokumentarfilm om det iranske folkeoprør mod Ahmadinejad sommeren 2009, hvor den unge NEDA blev skudt ned på åben gade og som martyr blev symbol for hendes generations kamp mod det islamiske diktatur - for frihed og demokrati.

Hvad siger FN? Ingenting!


FN´s absurda lekstuga

För fyra år sedan omskapades FN-organet för mänskliga rättigheter: Kommissionen lades ned och rådet kom till. Uppgiften var densamma, att syna och granska mänskliga rättigheter i olika länder. Kommissionen lades ned eftersom den styrdes av diktaturer, ofta islamska, som bara kunde enas om att kritisera Israel, och se till att ingen eller ringa granskning eller kritik framkom angående världens värstingar – där islamska länder dominerar.

Rådet skulle vara en nystart, felen skulle rättas till och demokratier och mänskliga rättigheter skulle nu få utrymme, sa man. Men icke. Den välbetalda diplomatiska absurda lekstugan fortsätter.I årets session i Genève diskuterades Iran, en av världens värsta förbrytare av mänskliga rättigheter. Demokratier förde med rätta fram de otaliga övergrepp som den islamska regimen begår. Men en allians av andra muslimska länder och vänsterstyrda länder försvarade Iran. Nicaraguas representant menade att Iran var ett offer för västerländsk imperialism. Det internationella samfundet ska inte tvinga på sina principer och värden på andra. Nicaraguanen menade att man måste förstå att Iran vill följa sharia.I klartext: när Iran torterar politiska och religiösa fångar så ska andra länder inte försöka stoppa det utan acceptera övergreppen som islamsk kultur.

Venezuelas talesman lovprisade Irans framsteg och det gjorde även Kubas företrädare. Om man räknar mer förtryck och brutalare övergrepp på oliktänkande som framsteg så har dessa vänsterdiktaturer rätt.Pakistan försökte skyla över Irans många brott mot mänskliga rättigheter genom att säga att inget land i världen är felfritt.
Från Algeriets håll ville man heller inte diskutera fakta om Iran utan man försökte – likt Pakistan – lägga ut en patetisk dimridå genom att säga att diskussionen blivit för politiserad och konfrontativ. Iran vill bli medlem av FN:s råd för mänskliga rättigheter och omröstning ska ske maj månad. Även detta visar på hur förfelat detta råd har blivit. Sedan islam blev rättesnöre i Iran 1979 har över 200 ledare för den religiösa rörelsen Bahai avrättats. Iran är en global propagandist av antisemitism, man förnekar att Förintelsen har ägt rum, men planerar samtidigt att utplåna dagens Israel, kanske med hjälp av kärnvapen. Den islamska regimen arresterar godtyckligt araber, azerier, balucher, kurder och turkmener, man håller dem i fängsligt förvar under långa perioder för att marginalisera dem politiskt och ekonomiskt.Domstolar i Iran håller hemliga och summariska rättegångar, en del varar bara i några minuter. Man dömer till spöstraff och amputeringar. Regimen använder regelbundet och rutinmässigt allehanda förfärliga tortyrmetoder. Man diskriminerar och förföljer kristna, särskilt dem som lämnat islam för att följa Jesus.

Hur har Iran svarat på kritiken? Jo, bland annat att man inte kan leva upp till en grundläggande nivå av mänskliga rättigheter eftersom man har sitt juridiska system baserat på islam. Detta kan man kalla ett sällsynt ögonblick av klarsyn och självinsikt.Men frågan är om FN:s råd för mänskliga rättigheter någonsin kommer till besinning, självinsikt och klarsyn? Det kanske kan ske i en vecka i maj – om den veckan har två torsdagar.

Mats Tunehag

Kilde: Lederen i Världen idag 26.3.2010.

En ligegyldig, daglig foreteelse?

Mennesker kan vænne sig til meget. Overfald, bandeskyderi. Læger, sygeplejersker og soldater ser grusomt mishandlede kroppe. Man sløves ved gentagelser.
Er vi nået til det punkt, hvor voldtægt er blevet en ligegyldig, dagligdags foreteelese, som pigerne sikkert får skyld for?

Linnea på fjorten blev voldtaget af den 15-årige Oskar inde på skoletoilettet på Bjästa Skole, syd for Örnsköldsvik i Nordland. Rygtet om det spredtes fantastisk hurtigt på skolen og i byen. De fleste tog parti for drengen. Det hedder sig jo, at han var så reel, og at hun bare ville hævne sig, at hun er letfærdig, at man ikke kan tvinge nogen til ”at sutte den” af, at han er en meget køn dreng, så det skulle han ikke behøve ….
Det er voksne mennesker, der siger disse ting. Det er ikke teenagere, men mennesker i den arbejdsføre alder.

Der findes en troværdig sammenhængende beretning fra pigen, teknisk bevis, et vidne og en indspillet tilståelse fra gerningsmanden i et politiforhør. Knægten bliver dømt og får forbud mod at opsøge Linnea, men - skolen tager endnu ikke parti, men vil holde sig neutral….!
Skønt Oskar efter dommen gik ud af skolen, syntes præsten i Bjästa, at det var fint, at han ville komme til skoleafslutningen i kirken. Til alt held var Linnea ikke dér. Og knægten udnyttede situationen. Inde i kirken ved alterringen gav han hver skoleelev en blomst…

Selvsamme aften voldtog han en anden pige, Jennifer, Også dér var der tekniske bevis og vidner. Han dømdes igen for voldtægt, men sladderen fortsatte – nu mod begge pigerne. Linnea flyttede fra Bjästa til en kostskola i en anden by.

Det svenske TV-program ”Granskning” afslørede sagen i al sin råkolde uhyggelighed: hvordan de ellers så pæne mennesker faldt over ofret, påvirket af skriverier på facebook, på blogge og hjemmesider på internettet, som Oskar benyttede sig af. Man talte ilde om Linnea uden at kende hende. Kun hendes trofaste veninde holdt stand. Rektor vidste ikke, hvad der foregik og hvad man skrev, og ønskede formodentlige heller ikke at vide det. Skolen ville jo være neutral! Præsten filosoferede frem og tilbage om sit umodne syn på knægten…


Så langt er vi altså kommet ud i det mentalhygiejniske pløre, at vi ikke længere kan skelne godt fra ondt i en simpel, grov forbrydelse. Ingen tør have en mening og fremføre en selvstændig holdning.
Hvordan er vi blevet sådan? Mentalhygiejnisk pladderhumanisme! Nikkedukker! Ulddyr!

I dag den 26. marts har Bjästa skole eller kommune lovet at betale Linneas skolegang på kostskolen.
Det bør de ikke slippe med!


Kilde: svensk TV-program "Uppdrag Granskning"

Tyrkisk Femte Kolonne?

Det islamistiske tyrkiske regeringsparti AKP har i al hemmelighed holdt en konference for over 1.500 tyrkiske politikere. Det bemærkelsesværdige er, at de ikke er politikere i Tyrkiet, men i EU-unionen:
parlamentariker fra Tyskland, Holland, Danmark, Belgien m.m., fra Europaparlamentet og kommunalpolitikere af tyrkisk herkomst fra diverse EU-stater.
Statsminister Erdogans budskab var soleklart: Bliv statsborgere i jeres nye lande, bliv politisk aktive, arbejd for Tyrkiet og islamismen, men bliv ikke integrerede…”

Erdogan vakte berettiget opmærksomhed, da han i 2008 ved et besøg i Tyskland
hævdede: Assiilering er en forbrydelse mod menneskeheden. Åbenbart ser han stadig udlandstyrkernes millioner i hjertet af Europa som en tyrkisk femte kolonne. Samtidigt har den tyrkiske regering styrket grebet om religionsministeriet Diyanet, som financierer tyrkiske moskéer og tyrkiske foreninge i hele Europa, kontrollerer udlandstyrkernes virksomhed og ansætter imamer i 400 moskéer - bare i Tyskland.

Erdoga fører netop nu krig på mange fronter og behøver støtte fra udlandstyrkerne og islamister:
Krig (sammen med de nye venner Iran og Syrien) mod Israel.
Krig mod Tyrkiets sekulære kemalister (først og fremmest militæret, som i 60 år var garant for landets sekulære (halv) demokrati).

Krig mod de kristne minoriteter (først og fremmest armenierne og syrianerne, som stædig nægter at ville glemme folkemyrderierne efter Første Verdenskrig

Erdogan siger dog nu og da ubehagelige sandheder, som Bildt og EU vælger at ignorere.
Statsminister Erdogan: Begrebet ”Moderat Islam” er grimt og fornærmende: Der findes ikke noget moderat islam. Islam er islam.
Da Erdogan talte på den tyske TV´s Arena-program 21.8.2007, kommenterede han begrebet
”Moderat islam” som ofte brugt i Vesten for at beskrive AKP og sagde:
”Denne udlægning er meget grim, den er aggressiv og krænker vor religion. Der er ikke noget moderat islam eller umoderat islam. Islam er islam og det er det!


Kilde: fra blogen Jihad i Malmö 26.3.2010

Ca. 100 social-bedragere opdaget i Slagelse

Formanden for Folketingets Socialudvalg, Martin Henriksen (DF) vil skærpe indsatsen mod socialt bedrageri og beder nu beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) om at sikre, at det netop nedsatte tværministerielle udvalg, der er sat i verden for at finde nye metoder til at opdage socialt bedrageri, inddrager erfaringerne fra bl.a. Slagelse Kommune. Siden Slagelse Kommune i juni 2009 oprettede en kontrolenhed, er cirka 100 sociale bedragere blevet opdaget. Disse mennesker har fået inddraget deres sociale ydelser, men de er ikke blevet politianmeldt.

- Det er naturligvis glædeligt, at indsatsen virker i den forstand, at de uretmæssige ydelser bliver stoppet. Men det skal jo være sådan, at hvis man bevidst snyder og bryder loven, så skal man anmeldes til politiet, og pengene skal tilbagebetales, siger Martin Henriksen, der mener at det tværministerielle udvalg i høj grad skal lægge vægt på de manglende politianmeldelser Martin Henriksen peger på, at socialt bedrageri er en form for kriminalitet, der rammer alle danskere, fordi der ved bedrageriet går penge fra velfærden.

- Derfor vil jeg tage kontakt til beskæftigelsesministeren, så vi forhåbentlig kan sikre, at politianmeldelse af socialt bedrageri i højere grad bliver udbredt. Det skal jo ikke være sådan i forbindelse med socialt bedrageri, at man ikke risikerer andet end at få taget den uretmæssige ydelse fra én, siger Martin Henriksen.

Kilde, pressemeddelelse fra Christiansborg, fredag den 26. marts 2010

Lidt repetition før valget i Sverige

Som nævnt tidligere vil jeg genopfriske nogle ældre artikler om Sveriges kæmpeproblem med begrebet D e m o k r a t i. De ved simpelthen ikke, hvad det er. Gennem
socialdemokratiets meget langvarige regeringsmagt er det lykkedes "sosserne" at få folk til at tro, at socialdemokratiet har patent på demokrati og derfor lader man dem indoktrinere børnene i skolen med deres propaganda.

Her er en omtale af svensk valg i 2002 fra den danske avis Kristeligt Dagblad 20.6.02

Svenske journalister skal kritisere højrepartier
Journalister på Sveriges Radio skal betegne højreorienterede partier som fremmedfjendtlige. Dybt problematisk, lyder det fra Danmarks Radio

Af Morten Rasmussen

Efter ordre fra ledelsen i Sveriges Radio bliver journalisterne på samfundsredaktionen Ekot nu pålagt at betegne Sveriges største nationalistiske parti, Sverigedemokraterna, som »fremmedfjendtligt«. Det understreges desuden, at journalisterne ikke skal være objektive, men partiske over for organisationer, som »truer det demokratiske samfunds grundideer«.
De særlige retningslinjer findes i et såkaldt policy-dokument, som ledelsen på Ekot-redaktionen har sendt til samtlige lokalredaktioner. Dokumentet sigter specifikt mod de to nationalistiske partier Sverigedemokraterna samt Nationaldemokraterna. Begge partier betegner sig som nationalistiske og har ved tidligere valg kun fået meget lille opbakning i den svenske befolkning. Sverigedemokraterna står dog til en markant fremgang ved det kommende valg til Riksdagen senere på året.

På Ekot-redaktionen ønsker man dog ikke at give Sverigedemokraterna og Nationaldemokraterna samme sendetid som andre partier. I dokumentet understreges det, at Sverigedemokraterna kun skal have sendetid svarende til stemmetallet ved det seneste valg i 1998.

Rolf Stengård, nyheds-chef på Ekot-redaktionen, har været med til at udarbejde dokumentet og mener ikke, at de særlige retningslinjer er problematiske.
Som statsmedie har vi et ansvar for at forsvare demokratiet og principperne om, at alle mennesker er lige. Det er vores pligt at være partiske og tage afstand fra bevægelser, som truer demokratiet. Når Sverigedemokraterna ikke får mere sendetid, skyldes det, at de er ubetydelige i svensk politik. Vi ønsker ikke at overdrive deres betydning, siger Rolf Stengård, som ikke ser de journalistiske retningslinjer som en trussel mod Sveriges Radios troværdighed.

Vi vil sikre en dækning, som svarer til partiernes opbakning i befolkningen. At partiet skal betegnes som fremmedfjendsk skyldes, at vi vil markere en afstandtagen til holdninger, som går imod principperne om lighed, siger Rolf Stengård.
Adskillige svenske medier og politikere har i den seneste tid langet hårdt ud efter den skarpe indvandrerdebat i Danmark. I Danmark har man derimod betegnet den svenske indvandrerdebat som berøringsangst og uvillig til at tage fat på de virkelige problemer. Og Lisbeth Knudsen, nyhedsdirektør i Danmarks Radio, tager skarpt afstand fra at pålægge journalisterne særlige retningslinjer, som det nu sker i Sverige.

Dybt problematisk
Det vil aldrig ske i Danmarks Radio. At journalisterne skal være partiske over for højreorienterede bevægelser er dybt problematisk for et statsmedie, som skal repræsentere hele befolkningen. Vi vil ikke ukritisk lægge sendetid til yderligtgående bevægelser, som opfordrer til ulovligheder. Men det er ikke ledelsens opgave at fortælle journalisterne, hvordan de skal beskrive bestemte organisationer, siger Lisbeth Knudsen, som også tager afstand fra, at mindre partier skal have mindre sendetid end store partier.

Op til et folketingsvalg får alle opstillede partier samme sendetid og samme mulighed for at præsentere deres budskab i Danmarks Radio. Jeg har netop set det svenske policy-dokument, og må sige, at jeg er meget forundret. Jeg er bange for, at svenskerne gør en stor fejl, hvis de vil forsvare demokratiet ved at undertrykke bestemte holdninger, siger Lisbeth Knudsen.

rasmussen@kristeligtdagblad.dk

Kirkens Korshær

Hodjas udmærkede blog - http://hodja.wordpress.com/ kom til at forvexle Kirkens Korshær med Frelsens Hær på tale om stenkastning i Stengade. Sådant kan ske, men Frelsens Hær gør så vidt jeg kan se et godt stykke arbejde og fortjener ikke at blive forvexlet med Kirkens Korshær.
Set med min øjne er der Fanden til forskel, hvilket nok fremgår af nedenstående.


Kirkens Korshær

I 70´erne: Formand: Pia Kiørbo. Chef: præst Ole Jensen. Forretningsfører: G.E.Gunnersen.
Korshærsbladet: redaktør Ole Jensen, Åse Myhr, Erik Strid, Leif Bonning. Bladet anmeldt i kronik i Kristeligt Dagblad 21.12.73. Bladet positiv til Tine Bryld og meningsfæller i narkospørgsmål.

Da Fanny Truels Jensen fra ”Vesterbros Miljøværn” i Børneåret 1979 ønskede at få sat en stopper for børnepornografi, arrangerede hun et møde om emnet i Nyborg 9.6.1979, som hun håbede kunne munde ud i en positiv indsats. Hun inviterede mennesker, som hun troede havde samme indstilling som hun selv, da de på forskellig vis var knyttet til kirkelige kredse i Folkekirken, den katolske kirke og Kirkens Korshær o.l. Men hun tog fejl. De indtog en
a c c e p t e r e n d e holdning til børneporno og fik forhindret en resolution imod børneporno.

På Spanden!

Muhammed på Spanden !

Snaphanen skrev forleden, at svenske skoler kunne lade ”racistiske” elever dumpe:

”Samfundskundskabslærer” Markus ved Aniara-gymnasiet i Gøteborg siger, ”En elev som systematisk fremfører udemokratiske synspunkter og anvender sig af udemokratiske symboler i mit klasseværelse, og som ikke vil ændre sig, ham er jeg nødt til at lade dumpe i mit fag.” Det fremgår ikke nærmere hvad “udemokratiske synspunkter” endsige “symboler” er. Det afgør Markus åbenbart selv. Da skolen ikke vil lukke Sverigedemokraterna ind til den sædvanlige politisk information før rigsdagsvalget, fordi de ifølge skolen ”er udemokratiske” peger det på, at det drejer sig om SD.

Denne trusel afslører med al tydelighed Sveriges autoritære og dikatoriske fremfærd og totale mangel på demokratiets grundlæggende værdier.

Men det er ikke noget nyt. I den danske udgave af ”Sveriges Tragedie, udgivet af ”Dansk Kultur” på forskningsforlaget Rafael 2007 omtales en lignende historie:

”Politisk-ukorrekte kan dumpe!
Tre elever i niende klasse på Ytterbyskolan i Kungälv gjorde hitlerhilsen og skreg „Sieg Heil“ på gangen foran en halv snes kammerater i februar 2006.
Skoleledelsen kundgjorde da, at hvis elever havde nazisympatier og/eller racistiske holdninger, kunne de risikere at dumpe i faget samfundskundskab. Skolevæsenets chefjurist misbilligede dette tiltag. Men rektor Ann Charlotte Brandberg mente, at man må kunne fremvise demokratisk opførsel for at kunne få godkendt i samfundskundskab. Hun henviste til undervisnings-planen, som siger, at hvis man ikke kan arbejde demokratisk, så lever man ikke op til undervisningsplanen, og så skal det ses på karakterbogen. Man må ikke råbe bøsse eller lesbisk, hore, udlænding, sortskalle eller skrup af herfra, men hun undgik at komme nærmere ind på politiske holdninger.

Truslen om at lade elever dumpe vakte opsigt og debatteredes i de ellers så forsigtige massemedier, ligesom mange hjemmesider fandt det ganske udemokratisk at give karakter efter elevernes politiske holdninger. Var det overhovedet lovligt? Men „sagen“ var også blevet anmeldt til politiet, og i juni blev de tre, hvoraf en på 15 år, dømt til dagsbøder og samfundstjeneste for hetz mod folkegruppe.

Forældreansvar

Christiansborg, den 23. marts 2010/kkb PRESSEMEDDELELSEDF: Forældreansvarsloven er god nok – men administrationen halter.

Dansk Folkepartis familieordfører, René Christensen, er rystet over, at Statsforvaltningen har bestemt, at en far til en syv-årig dreng, der tidligere har bortført barnet til Syrien, nu skal have uovervåget samvær med barnet.- Forældreansvarsloven er god nok, men den bliver administreret helt forkert af Statsforvaltningen. Formålet med loven var blandt andet at give barnet ret til både en mor og en far. Det mål synes jeg vi har nået, men der har desværre været en række eksempler på, at Statsforvaltningen har truffet besynderlige beslutninger. Derfor må ministeren se på om medarbejderne ved Statsforvaltningen har de kompetencer, der skal til for at kunne løse de her besværlige sager, siger René Christensen.



René Christensen understreger, at ikke to sager om forældremyndighed og samvær er ens og derfor er det vanskeligt at indrette lovgivningen på en måde, der præcist tager højde for alle tænkelige situationer.

- Det er derfor, at lovgivningen er formuleret i runde vendinger som, at barnets tarv skal varetages osv. Men jeg forstår ikke, hvordan Statsforvaltningen kan kommen frem til, at barnets tarv varetages bedst ved at give en far, der tidligere har bortført barnet til Syrien, adgang til uovervåget samvær med barnet. Det har i hvert fald aldrig været hensigten med loven, understreger René Christensen.



René Christensen vil derfor nu bede justitsminister Lars Barfoed om at redegøre for, hvordan han har tænkt sig at få sikre en administration af forældreansvarsloven, der lever bedre op til lovens intentioner.- Vi vil ikke fortsat acceptere, at loven administreres så stedmoderligt. Hvis det er mangel på kompetencer i statsforvaltningen, der er problemet, så må det løses. Jeg ser frem til at vi omsider kan få forældreansvarsloven til at fungere efter hensigten, siger René Christensen.

Fra 68´ernes røde front

Jeg ser, at bloggen ”Med deres egne ord” giver en bunke meddelelser, bl.a. i øjeblikket om Bente Hansen. Da også andre måsker er interesserede, så er der yderligere lidt nøgne oplysninger her, som ikke er behandlet i nogen artikel:


Bente Hansen:
Sammen med Hans Henrik Jacobsen red. af ”Studenteroprøret, Gjellerup 1968. /Underviser i litteratur og sociologi på Kbh.s Univ. /Indlæg i Information 4.12.73 pro VS sammen med Jesper Jensen, Peter Ege m.fl. /Redaktør af ”Politisk Revy” (år ?). /Har slrevet ”Den marxistiske litteraturkritik” og ”Forfattere imod Kapitalismen”. /”Kapitalisme, Socialisme, Kommunisme”, en bog for bør nog voksne, 2. rev. og udv. Udgave, 4. oplag, Reitzel 1975. /I Demos´s nye bestyrelse af 27.3.76 og red.chef på Information fra ca. 1.6.1976 og indtil (dato ?) 1977. /Sammen med Ebbe Reich m.fl. i red. af ”Fælleden”, omtalt i bladet ”Købehavn”./
BT-debat 9.11.79: ”Børnene er jordens salt” (red. Af Bente Friis). /BT 27.7.79: ”Jeg er plaget af søvnløshed” – har taget mange sovepiller. /Ved Indokina-ugen 17.4. – 24.4. 1971 talte B.H. –som red. fra Politisk Revy - imod USA foran Chr.borg 24.4.71 kl. 15.30 (annonce i ”Unge Pædagoger” nr.3 1971. /Kammeratlig kritik af skolekampen i ”Vindrosen” 2 1973. /Deltog i Kirkedage 1980, sektion 3. /Helsides interview med Bente Hansen i JP 21.9.1980 ved Alice Vestergaard: B.H. har også arbejdet ved ”Algier frit”, ”Frit Danmark”, ”SF-bladet, Aktuelt og Rødstrømpepjecer. /Skuespillet ”Kvinderne i Herning” (med egne studier som textilfabriksarbejderske). /Digtsamlingen ”I virkeligheden”, 1980, om egne erfaringer som enlig mor, anmeldt af Eva Bostrup Fischer i JP ca. 19.9.80. /Stor art. Om Bente Hansen i Exbl. 18.9.80 af Karen Thisted. /Indlæg i JP 9.11.80: ”Vi kan forsvare os uden militær."./ Foredrag på Jægersborg Bibl. 25.11.81 ”Om Kvindevilkår”. /Engageret i ”Kvinder for Fred” (Pol. 24.5.82). /Debat hver uge i Søndags BT fra okt. 1983. /Om Maria Stenz og Jens Nauntofte i BT 8.12.83. /Sammen med Camilla Skousen, Jesper Høm, Jørgen Schytte, Gregers Nielsen og Roald Pay: ”Dengang i Tresserne”. /
Bente Hansen er søster til Litten Hansen

Horribel forsømmelse ang. sexmisbrug af børn

Undervisningsministeren skal minde lærere om indberetningspligten. Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe, er rystet over, at lærere overhører børns råb om hjælp i forbindelse med seksuelt misbrug. Det er Politiken, der beretter om, at rådgivningscentre i stigende grad oplever, at børn, der bliver misbrugt seksuelt, ikke får noget ud af at henvende sig til deres lærer. - Der er simpelthen ingen undskyldning for ikke at tage affære, hvis man som lærer så meget som har på fornemmelsen, at et barn bliver udsat for seksuelle overgreb. Og hvis et barn direkte henvender sig til læreren, så skal læreren selvfølgelig også leve op til sin pligt og sit ansvar, siger Marlene Harpsøe. Marlene Harpsøe vil derfor rette henvendelse til undervisningsminister Tina Nedergaard (V) for at bede hende om at indskærpe over for lærerne, at de altså har indberetningspligt. - Det er simpelthen at lade et barn i stikken, når man ikke handler på seksuelt misbrug eller mistanke om dette. Jeg forstår, at lærerne gerne vil lære mere om, hvordan man så spotter seksuelt misbrug og seksuelt afvigende adfærd hos børn, og det er jeg villig til at se nærmere på, men i første omgang må og skal vi minde lærerne om, at de altså har indberetningspligt, siger Marlene Harpsøe.


Kilde: pressemeddelelse fra DF Christiansborg, tirsdag den 23. marts 2010. NB Fremhævelserne i teksten skylde Spydpigen

Kamp mod ægteskabet

Pia Kærsgaards ugebrev mandag den 22. marts 2010 .

Homoseksuelle kirke-vielser er ikke en kamp for værdier, men en kamp imod ægteskabet I denne uge skal Folketinget behandle tre forslag om homoseksuelles ret til at blive gift i en kirke - og dermed også forslag om helt grundlæggende at ændre ægteskabsloven. Lad det være sagt med det samme, så det ikke kan misforstås: Dansk Folkeparti er tilhængere af frihed og ligeværd. Det er danske værdier. Vi er tilhængere af det enkelte menneskes frie valg og dermed det enkelte menneskes ret til respekt for den seksualitet, man nu engang har. Så længe den enkeltes seksuelle adfærd er lovlig, skal ingen med retten på sin side dømme eller fordømme, udelukke eller forskelsbehandle andre. Men lad det også være sagt: Denne respekt og denne ligeværd har intet-som-helst med homoseksuelles ret til at blive viet i en kirke! Den socialistiske fløjs ihærdige kamp for at give homoseksuelle ret til at blive gift på linie med mænd og kvinder i en kirke er den rene og skære symbolpolitik. Det er ikke en kamp for ligeværd, men en kamp imod ægteskabet – de pakker blot kampen ind i en flom af snak om ligestilling.

Derfor vil jeg gerne uddybe Dansk Folkepartis holdning til både homoseksuelles krav om at adoptere og de aktuelle forslag om kirke-vielser, for vi ser en sammenhæng.Dansk Folkeparti siger nej til homoseksuelles ret til adoption af børn – et nej, som vi fastholder. Og vi siger lodret nej til kirkelig vielse af homoseksuelle. Og det gør vi af respekt – for børn, for ægteskabet, for loven, for traditionen og for kirken. Ikke af despekt for homoseksuelle - snarere tværtimod! Allerførst vil jeg gerne slå fast, at Dansk Folkeparti er tilhænger af registrerede partnerskaber til homoseksuelle par, herunder den kirkelige velsignelse, som de har mulighed for. Der er ingen som helst objektiv begrundelse for, at et homoseksuelt par ikke skal kunne ligestilles med et heteroseksuelt i teknisk og juridisk henseende. Det har blot intet med en kirke-vielse at bestille. Lad os foretage et lille tankeeksperiment: Hvis vi nu taler ligestilling, burde vi vel kræve, at alle religioner i Danmark tilbyder deres tilhængere en rituel vielse af homoseksuelle i moskeen, valgmenigheden, templet eller synagogen. Men kunne man forestille sig, at en Abdul Wahid Petersen fra Islamisk Trossamfund ville tilbyde vielse af homoseksuelle? Naturligvis ikke. Vi forlanger det heller ikke af dem. Ikke en gang bøsser og lesbiske kunne vel drømme om at spørge.

Ægteskabet er en institution, en ramme for samlivet mellem mand og kvinde og måske børn. Et homoseksuelt ægteskab vil ophæve ægteskabet som sådan, idet det jo ægteskabet netop indgås mellem ”mand og kvinde”. Hertil kommer, at ægteskabet i kirken har en religiøs dimension i den forstand, at evangeliet har sat visse rammer og grænser, som vi ikke kan eller skal lovgive os ud af - ikke en gang i den demokratiske danske folkekirke. Ønsker man ikke denne dimension, skal man ikke lade sig gifte i en kirke – men på et rådhus, i en skov, på et krydstogtskib eller hvad man nu synes. Jeg ved udmærket godt, at vi ikke nødvendigvis længere lever i overensstemmelse med Det Nye Testamente, og at mange vil sige, at kirken er en levende institution, der ændrer sig i takt med tidens krav. Men netop ægteskabet mellem en mand og en kvinde er et så centralt og grundlæggende element i kristendommen, at man ved at ophæve dette nøjagtigt ligeså godt også kan skrotte samtlige hellige skrifter og forvandle både Gud og Jesus til rare julemænd, som giver børnene gaver til jul.

At homoseksuelle i sagens natur ikke er i stand til at få børn på naturlig vis inden for rammerne af et ægteskab, behøver jeg vist ikke at tvære rundt i - og i øvrigt er det også sagen temmelig uvedkommende, da der ligeledes findes mand/kvinde-ægteskaber, som er barnløse. Nej, det drejer sig om hensynet til det ufødte barn og hensynet til ægteskabet som ikke alene en kirkelig, men også en samfundsskabt ramme for samlivet mellem mand, kvinde og børn. Det er i øvrigt underligt, at hensynet til barnet stort set aldrig bliver berørt i forbindelse med homoseksuel adoption, men ikke desto mindre har det en betydning.

Selv om et homoseksuelt par vil kunne være nøjagtigt lige så gode forældre som et heteroseksuelt par, er det slet ikke det, sagen drejer sig om. Det handler om barnets ret til både en far og en mor – barnets ret til at kunne relatere til både en mand og en kvinde. Netop barnets ret til både en far og en mor er jo i øvrigt også grundlaget for den i disse dage omdiskuterede Forældreansvarslov. Jeg kan sagtens høre alle indvendingerne: ”Hvad med alle de børn, som på grund af en skilsmisse kun vokser op med én forælder - eller alle de børn, som bliver slået og mishandlet af deres heteroseksuelle forældre?” Det er fuldstændig rigtigt, men logisk set en forkert indvending, fordi det stadig ikke rokker en tøddel ved barnets grundlæggende rettigheder. At nogle forældre svigter deres ansvar som forældre, berettiger ikke nogen til at legitimere svigt gennem lovgivning. Da homoseksuelles fik ret til at adoptere børn var det reelt Folketingsflertallets blåstempling af, at nogle børn får et dårligere udgangspunkt i tilværelsen. Det betyder ikke, at nogle af disse børn ikke sagtens vil kunne få et godt liv – ja, i visse tilfælde sågar et bedre liv end mange andre. Men det betyder faktisk, at disse børn lige præcis ikke er ligestillet med andre børn. Disse børn må altså give afkald på deres egen ligestilling for at forældrene kan nyde godt af deres. Børnene må med andre ord bøde for deres forældres ligestilling. At homoseksuelle forældre kan være bedre forældre end så mange andre, fordi de virkelig har valgt at være forældre, er altså hævet over enhver tvivl. Men hvad med barnet, som uundgåeligt relaterer til andre børn, og som derfor vil vokse op med en nagende, og reel, fornemmelse af at være anderledes? Hvad med barnets ret til to forskellige rollemodeller – retten til to forældre med to forskellige køn? Et barn har hverken bedt om at blive sat i verden eller adopteret. Et lille barn er ikke andet end krav, krav og atter krav. Det har krav på alt. Men det vil ligestillingsfanatikerne blæse på – barnet må rette ind under to menneskers påståede krav på at være forældre. I mine øjne er reel respekt for homoseksuelle og deres rettigheder også en anerkendelse af deres forskellighed fra heteroseksuelle. Og en af forskellene er altså, at de parvis ikke er mand og kvinde. Det er dén afgørende forskel, der gør, at Dansk Folkeparti stemmer nej på fredag, når forslaget er til førstebehandling, for ægteskab er mellem mand og kvinde, ikke et ritual for ligestillings-mageri.

Med venlig hilsen Pia Kjærsgaard

Vi er for mange på jordkloden

På tale om feminister skrev en læser fra Helsingborg:
”…..den viktigaste verksamheten i samhället är att föda och uppfostra barn, inte att sitta i bolagsstyrelser. Varför gör vi det så komplicerat att föda, att 40.000 foster aborteras, samtidigt som vi tar in tusentals analfabeter ?

Vist er det fuldkommen absurd at udskifte et gennem generationer oplyst og civiliseret folk med en dårligere udrustet erstatning. Men det må man nok ikke sige, så det siger jeg så ikke.
Men en kvægopdrætter, et stutteri, en zoo skulle aldrig gøre noget analogt.

Men sådanne tanker gør kvinder sig næppe, når de kræver abort. I visse lande må det være en lettelse for overbebyrdede kvinde at få stop på avlen, men i Vestens mere udviklede lande hvor vi har adskillige præventive midler til at forhindre graviditet, er omfanget af gennemførte aborter en skandale, der ikke bare viser vor mangel på etik, men også sladrer om kvinders ligegyldighed og sløseri. Abort er ikke godt for kvinden, hverken fysisk eller psykisk. Dertil kommer, at man kan spørge om den ”fri abort” virkelig er ”fri”? ”Kvinden skal selv bestemme over sin krop”, hed det i sin tid. Men skyldes hendes beslutning angst for at miste sin kæreste, hvis hun ikke gør det? Eller har socialrådgiveren rådet hende – eller næsten presset hende - til at vælge abort. Eller forældrene?

Et helt andet spørgsmål: er kvinderne blevet lykkeligere af at gøre sig af med deres fostre og give afkald på at være mødre?
Og hvor mange negative forhold i samfundet skyldes i virkeligheden, at vi mennesker ændrede livsstil efter krigen.

Men ser man på jordkloden som helhed, så er det nok vigtigt at indstille produktionen. Jo flere, jo fattigere.

Mariä Bebådelse

Svenskerne flytter lidt rundt på deres gamle helligdage, så i år er Marie Bebudelsesdag - eller om man vil Jesu undfangelsesdag – i dag, søndag den 21. marts i stedet for den 25. marts.

Der er mange bebudelsesbilleder i vore gamle kalkmalerier, men trods det har jeg ikke fundet noget at gengive her.

Godt med national diskussion af EU-udvidelse.

Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, glæder sig over, at en tysk højesteretsdom sidste år sætter grænser for EU-Kommissionens udvidelsesiver. Det betyder aktuelt, at en eventuel optagelse af Island i EU forinden skal debatteres i det tyske parlament."Det er kun godt og rigtigt, at et nationalt parlament skal tages med på råd fra begyndelsen og ikke først, når en ting allerede er vedtaget og ligger klappet og klar. Den tyske højesteretsdomstol fastslog i juni sidste år, at parlamentet fuldt ud skal deltage i ny EU-lovgivning, når denne har afgørende betydning for EU", siger Morten Messerschmidt.

"Hvis demokratiet i EU overhovedet skal have nogen gang på jorden, burde også danskerne og Folketinget på linje med de øvrige medlemslandes nationale parlamenter og befolkninger tages med på råd i forbindelse med udvidelser af EU. På den måde kunne vi formentligt have undgået den alt for hurtige optagelse af Rumænien og Bulgarien. Udvidelser betyder ikke kun noget for de lande, som optages, men så sandelig også for eksisterende medlemslande og deres befolkninger", siger Morten Messerschmidt. "Der er ingen tvivl om, at forsinkelsen af Islands optagelse vil være en gevaldig kilde til irritation for de fleste føderalister, men de har godt af denne lille lektion i demokrati. Jeg tvivler ikke på, at det næste EU-topmøde den 25.-26. marts vil give grønt lys til en optagelse af Island, men nu må man altså pænt vente på det tyske parlament. Sådan burde også danskerne tages med på råd", siger Morten Messerschmidt.

Yderligere om sagen på:
http://www.theparliament.com/no_cache/latestnews/news-article/newsarticle/lisbon-treaty-delays-iceland-eu-bid/

Kilde: Pressemeddelelse fra DF Bruxelles, søndag den 21. marts 2010/kaho

I Sverige er det kriminelt at købe sex.

Jeg tog mig til hovedet, da jeg nu i TV hørte den svenske justitsminister Beatrice Ask prædike sexmoral på et seminarium i rigsdagen. Og det blev ikke bedre, da jeg på Snaphanens blog så seancen på video. Det virkede forfærdeligt umodent, - overstadigt pubertetstøset. Men også ganske uanstændigt! Er det måske en forsinket reaktion mod Palmeregeringens bordelbesøg lige rundt om hjørnet i pauserne mellem rigsdagsforhandlingerne?

Beatrice Ask vil sætte en stopper for mænds betalte sexudskejelser ved at hænge dem ud. Der er måske stadig nogle mandlige rigsdagsmedlemmer som er på gal galej? I en farvestrålende kuvert kan konen og børnene derhjemme og måske også naboen, under- og overboen få nys om sagen fra Askes embedsmænd i en farvestrålende kurvert. Justitsministeren vil benytte landsbysladder til at ramme mændene med. De kan rammes meget effektivt, hvis man benytter et gammelt tips fra 68-fløjen: man kan klistre den pågældende mands foto og data op på de nærmeste lygtepæle i hans område.

Fra Asken i ilden!



Billedet af "sladderkællinger" er fra Rådhuskælderen i Bremen

Grædekoners hyl og skrig

I Schiedam-Rotterdam Vlietland-Sygehus ville 15 tyrkere holde sørgehøjtid over en afdød slægtning. Sygehuspersonalet afviste dette med den begrundelse, at døde så hurtigt som muligt bringes til lighuset, og at sørgestund kan holdes dér.

Det reagerede ”sørgeselskabet” på med høje skrig og hylen, trusler og kasten med inventaret. Politiet bragte dem til lighuset. Om de andre patienters sundhedstilstand på sygehuset forlyder der intet.

Kilde: Politically Incorrect ca. 1.3.2010

Politiske rævestreger

Her er et godt skoleexempel på rævestreger i myndighederne. Det er fra Sverige, men kunne være fra hvor som helst! Man skal aldrig tro blindt på myndigheder eller på ”folkhemmet”, den gode stat.

Sverige er godt på vej til en større skolereform, og nu opdager man så, at den, der står bag skolelovsforslaget, Mikael Hellstadius, tidligere har deltaget i flere hemmeligholdte undersøgelser imod kristne friskoler. At det autoritære Sverige er negativ til privatskoler, hjemmeundervisning og kristendom er en kendt sag.

Den kristelige avis, ”Världen i dag” har gransket skolevæsenets interne papirer. Det viser sig, at Hellstadius i begyndelsen af 2000-tallet, da han hed Mikael Sandstrøm, sammen med sin sambo Anna Hellstadius, telefonisk gav sig af med at udfritte elever fra Livets Ords kristne privatskole, tilmed mindreårige børn, uden forældrenes vidende eller accept. Nogle elever blev tilmed indkaldt til skolevæsenet.
Metoden var så uhørt, at skolevæsenets chefjurist, Göte Appelberg i de interne papirer meddelte, at man risikerede anmeldelse til justitsombudsmanden.
Efter at have gennemført elevinterviews i al hemmelighed indledte man formelle undersøgelser af de kristne privatskoler. Rapporten herom lå klar i oktober år 2000.

Den følgende måned tog parret Sandstrøm og Hellstadius fat på en intrigant telefonrundringning. Nu til forskellige myndigheder i Uppsala angående Livets Ords skole. En mor havde beklaget sig over skolens behandling af hendes datter. Man oparbejdede nu kritisk holdning til skolen ved at presse på forskellige myndigheder og gav tilmed en journalist den opgave at lave en film om sagen, og også han gik ind i en telefonkampagne for at få elever til at udtale kritik mod deres skole.
I januar 2001 var alt klappet og klart, og Anna Hellstadius, der kun tilfældigt og tidsbegrænset var blevet overladt til skolevæsenet af generaldirektør Bosse Ringholm (S) på Arbejdsmarkedsstyrelsen, vendte tilbage til sit egentlige job. Mikael (Sandstrøm) Hellstadius fik snart efter en stilling i Uddannelsesministeriet, og skolevæsenets chef Per Bergdal besluttede, at det indsamlede materiale skulle ”indgå som beslutningsgrundlag for kommende tilsyn”.
Dette tilsyn begyndte april 2001 samtidigt med at Mikael Hellstadius tiltrådte sin stilling i ministeriet og kort efter at skoleminister Wærnersson havde kundgjort en kommende opstramning imod privatskolerne.

Kilde: Världen idag 15.3.2010

Den svenske konge skal erstattes med en elg!

Den republikanske Forening i Sverige har skrevet åbent brev til Rigsbankens ledelse med krav om, at alle kongelige symboler fjernes fra mønter og pengesedler, da de efter deres mening ikke passer til det moderne Sverige. ”Personligt ser jeg gerne f.eks. Astrid Lindgren eller Alfred Nobel på vore pengesedler eller mønter. Også skovens konge, elgen, ville gøre sig bedre på sedlerne end Gustav Vasa eller Carl Gustaf Bernadotte”, skriver Foreningens formand, Peter Althin.

Hm! Ja, med den historieundervisning, man har i skolen, har det ”moderne Sverige” måske ikke anelse om, hvem de nævnte konger er. Det er noget andet med Emil i Lönneberga!


”Det moderne Sverige” kender nok heller ikke denne historie:
Germanerne fortalte Cæsar om de besyndelige kæmpehjorte og bandt ham en skrøne på ærmet. Elgene har så lange ben, at de ikke kan rejse sig fra liggende stilling. Derfor læner de sig om natten op mod et træ for at hvile. Germanerne savede så et områdes træer halvt igennem, så når elgene stillede sig dér om aftenen, så ramlede de omkuld sammen med træerne, og næste morgen gik germanerne ud og indsamlede de elge, der lå på jorden!

Det er ikke min historie! Det er Cæsars, og Smålænningene kan vist ikke overtales til at prøve denne jagtmetode.


Kilde: Det svenske nyhedsbureau TT (i Världen idag 17.3.2010) - og Cæsar

Religiøs censur

Der tales meget om ytringsfrihed og censur for tiden.

Censur er ikke noget nyt. Her er en pressemedarbejders oplevelse ved Kirkedagene i Aalborg for 30 år siden:

Ved ankomsten til Kirkedagene 1980 viste hun sit pressemedarbejderkort og blev budt velkommen af Kirkedagskomitéens leder, Henning Fogde, der gav hende et program over de mange arrangementer, som om eftermiddagen og aftenen var almindeligt tilgængelige for publikum. (Formiddagens studiekredse og gruppearbejde derimod krævede naturligvis en forud tilmelding, da de fik statstilskud under aftenskoleloven).

Sideløbende med kirkedagene i Aalborg uddelte hun i byens gader en bunke optryk af tidligere artikler fra tidsskriften AKTION, nemlig et angreb på kirketjenestens blad ”Groft Salt”, ”Kristne for Socialisme” og de kirkefolk, der accepterede børnepornografi på mødet i Nyborg i Børneåret 1979. Endvidere en artikel om theologerne Hans Nebel, Johannes Aagaard, Frederik Hjerrild m.fl. samt en opfordring til forældre om at vogte sig for blasfemiske og sjofle børnebøger.

Ved at tilbyde alternative informationer i det offentlige rum ville pressemedarbejderen bidrage til en mere åben og alsidig debat i befolkningen. Er det ikke sådan, de plejer at formulere sig på venstrefløjen? Hvorfor gik de så amok?

Hans Nebels gode ven, rektoren på Falkonérgårdens Gymnasium på Frederiksberg, Walter Dalland, som deltog i et kursus om ”sexualitet” på Kirkedagene, kom brusende ud på gaden og overdængede pressemedarbejderen med ophidsede ord og langede hende en knytnæve ud. Han forsvandt, men kom snart igen og udstødte ubeherskede trusler om at ville ramme hende på levebrødet. Lad det være sagt, at han senere undskyldte sin opførsel.

Et andet sted på åben gade gik en anden kirkedagsdeltager til angreb og rev pjecer ud af hånden på pressemedarbejderen, mens Johannes Aagaard nøjedes med at hvæse ”Psykopatisk” og spærre hende indgangen til Kirkedagenes udstillingstelt, som var åben for almenheden.

Og endelig blev pressemedarbejderen hentet op og stå skoleret ”på rektors kontor” for nogle medlemmer fra den høje kirkedagskomité, nemlig formanden Henning Fogde, præsten ved Jægersbog Kirke i Gentofte, Helge Rasmussen, journalist Annie Jensen og en herre, som efter alle solemærker at dømme ikke kan have været nogen anden end distriktstoldchef Henrik Risom fra Frederikshavn.

Man var oprørt over indholdet af de i byen omdelte artikler, og de i AKTION nævnte kirkefolk
havde klaget. Sådan kunne man ikke skrive! De talte om presseetik! De talte nedladende om Dansk Pressemedarbejder Forbund, som de ikke kendte…o.s.v..

Den anklagede pressemedarbejder foreholdt dem, at de omtalte kirkefolk kunne gå rettens vej, hvis de på nogen måde mente at kunne finde injurier, - men uha, nej, det ville man da rigtignok ikke!

Ville kirkedagskomitéen forhindre angreb på så uetiske ting som børnepornografi og så samtidigt tale om ”presseetik”? – Uha, nej, de to ting kom ikke hinanden ved, sagde de.

Præsten Helge Rasmussen havde den nedladende tone på, som kvinder specielt kan finde hos mænd.

Selvom komitémedlemmerne måtte erkende, at der ikke var så meget som uddelt en lap papir på kirkedagenes område, hverken inde i skolerne eller på de dertil hørende parkeringspladser, - selvom de måtte erkende, at pressemedarbejderen ikke havde foretaget sig noget som helst forkert inde på kirkedagene eller noget lovstridigt udenfor, kundgjorde de at
p r e s s e m e d a r b e j d e r e, der førte pen I stil med tidskriftet AKTIONs artikler eller sympatiserede med disse artikler, var u ø n s k e d e p å k i r k e d a g e n e! Pressemedarbejderkortet kunne derfor ikke fortsat give adgang til de – offentligt tilgængelige!!! – kirkedagsarrangementer.


Kilde: Tidsskriftet AKTION nr. 8/1980

Konstigt att man i Sverige verkar ha ett slags fobi mot föräldraskapet

Det bliver ofte påpeget, at det autoritære Sverige ikke har forståelse for demokrati, - muligvis et resultat af naboskabet til Sovjet, og hvad dermed følger, samt det langvarige socialdemokratiske styre.

Som nævnt tidligere gælder manglen på demokrati ikke mindst skolen.

Ægteparret Jonas og Tamara Himmelstrand i Uppsala har selv undervist deres nu 11-årige datter fra begyndelsen med kommunens tilladelse. En sådan kan gives efter ansøgning i henhold til gældende lov. I 2008 fik forældrene imidlertid afslag, men vandt ved landsretten, men ved næste retsinstans, kammerretten, vandt kommunen, og regeringen ville ikke tage sagen op. For en ny lov var nemlig på vej! Den vil forbyde hjemmeundervisning, for alle skal være ”ligestillet”. Og skønt den nye lov ikke er vedtaget endnu, så forsøger myndighederne ved manipulation at bruge den før tiden

Ægteparret fik altså afslag, ikke fordi man kunne sætte nogen finger på deres undervisning – tvært imod. Nej, det gælder andre aspekter – ligesom ved tidligere omtalte sag om Dominic fra Gotland.

Forældreparret udtrykker deres undren i avisen ”Världen i dag” 17.3.: - mærkeligt, at man i Sverige synes at have en fobi mod forældrer.

ødelægger man kernefamilien, ødelægger man samfundet

Al ting består af mindre dele, små enheder. Har du tænkt på det? Disse små enheder danner basis for opbygningen af større ting. I myretuen er der samlet milliarder af grannåle, i hvepseboet er der klistret papirlag på lag, i vore huse er der lagt mursten ved mursten. Hvis disse enheder er af dårlig kvalitet eller beskadiges, rammer det den helhed, de er bygget op til eller danner basis for. Det gælder ikke bare i materielle sager.

I FN´s menneskerettigheder artikel 16, stykke 3 hedder det:

Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

Her sker nøjagtigt det samme som, hvis du sparker til myretuen. Nedbryder man og ødelægger man kernefamilien, så ødelægger man samfundet. Det går i opløsning.

Men det er netop det, som psykiater Brock Chisholm ønskede efter Anden Verdenskrig. Han troede, at man ad den vej kunne skabe en ny og lykkeligere verden. For at forandre verden, måtte man prøve noget, man aldrig havde prøvet før. Man skulle først nedbryde menneskenes gamle verden i bund og grund og så opbygge den nye, hvor alle kunne trives:

”Den eneste psykologiske kraft, som kan fremkalde ukritiske holdninger er moralitet, - forestillingen om ret og vrang,” sagde Chisholm. ”I mange generationer har vi bøjet nakken under syndsbevidstheden. Vi har slugt de giftige visheder, som vore forældre, søndags- og dagskolelærere har fodret os med. Men det er først i den senere tid, at man har fundet ud af, at sådan noget fremkalder neuroser og manglende følelsesmæssig modenhed til at være borger i et demokrati. Vi må af med vore forældres fejlagtige gamle adfærdsmønstre og opdrage børnene i endrægtighed. Kan det ikke gøres med det gode, må det tvinges igennem.”

Psykiatere og psykologer, og efterhånden social- og sundhedssektoren, uddannelsessektoren, kriminologer etc. blev grebet af Chisholms ideologi og visioner og spredte dem: man måtte af med alt det gamle, forældrenes fejlagtige adfærdsmønstre og opdrage børnene på en helt ny måde. Man måtte nedbryde kernefamilien og slå en brêche mellem forældregenerationen og

børnene for at nå frem til den trivsel og menneskelig lykke, som ventede forude, og som man allerede havde fået smag på gennem de mange populære festivals, lotterier og arrangementer.

Denne psykisk syge ideologi har været prædiket og forherliget i nu mere end et halvthundrede år, og samfundsopløsningen bliver stadig tydeligere. Ikke mindst gennem løssluppen sex: man fratog børnene deres barndom og lærte dem sexlege og pornografi, nu er der ingen barrierer længere, ingen respekt for kernefamilien, uønskede fostre har man allerede længe smidt i skraldeposen, man åbnede for sodomi og alt andet, nu prædiker man pædofili og incest…

Med teknikkens og den medicinske videnskabs fremskridt er vi endt dér, hvor alt synes ligegyldigt. Er det lykken? Er det sådan, vi vil have det? Hvordan ender det?

Mon ikke det er på høje tid, at vi tænker over tingene?

Herunder er nogle mentalhygiejniske opfattelser af familieliv!

Svensk Radios hemmelige policy

Sverige holder valg til rigsdagen i september, og valgkampen er i fuld gang. De 7 partier i rigsdagen er rykket tættere sammen om et nyt designed logo ”Alliansen” for at forsvare deres uudtalte krav på eneret på taburetterne.

På skolerne er man også i fuld gang med at forklare de kommende vælgere, hvad landets partier står for. Med rektors tilladelse kan partierne selv fremføre deres propaganda.
I TV-foranmeldelser til program herom gentog Smålands regionale station flere gange dette spørgsmål:

”Ska skolorna välkomna odemokratiska partier eller inte?”

Som dansker bliver man målløs! Men det ligger i luften, hvad TV-journalisterne mener: de sigter ikke til det gamle kommunistparti ”Vänstern”. De er jo selv venstrevredne ligesom i Danmark, og værre endnu. Vi har ikke glemt pressemeddelelsen om det hemmelige policydokument fra Staffan Sonning ved Sveriges Radio til diverse regionale stationer i valgåret 2002: Sverigedemokraterne skulle helst ignoreres totalt, men var man nødt til at have dem med eller omtale dem, så skulle det være med prædikatet ”fremmedfjendtlige”. De måtte ikke beskrives som ”højrepopulistiske, højreextremistiske, indvandringskritiske, eller lignende forskønnende omskrivning”. Man skulle markere afstand til dem ud fra ”fremmedfjendtlige og racistiske standpunkter”. Fremmedfjendtlighed defineredes som alt det Sverigedemokraterne stod for, eller havde stået for engang.

Massemedierne i Danmark fra Kristeligt Dagblad, BT og Jyllandsposten til Danmarks røde Radio var rystede og tog i artikler til genmæle, talte om hexe og trolde og bålbrænding, for det var netop Skt. Hans.

Nu er der gået 8 – otte år, men trods gentagen kritik fra ind- og udland over Sveriges rystende mangel på demokrati, har landet ikke ændret sig.

Lykke til !

Bloggen ”Uriasposten”s redaktør, Kim Møller, modtog i lørdags 13.3.2010 en hæderspris fra Trykkefrihedsselskabet. Til Lykke med den, Kim! Og her er hans Tak til Selskabet:

Tak for prisen og de pæne ord,
Jeg har blogget dagligt i syv år, men det er først de sidste par år, at truslerne er blevet regelmæssige. En del kommer fra muslimer, enkelte kommer fra højrefløjen, men de fleste er fra venstreradikale. Der er mange eksotiske eksempler. En voldsdømt Fidel Castro-fan citerede sidste år et Bob Dylan-vers: “Jeg håber du dør og at din død kommer snart” og det er om ikke andet, godt tænkt.

For et par måneder siden kommenterede en somalier, der kaldte sig “Bacacas”. Han satte Uriasposten og Trykkefrihedsselskabet i bås med det danske nazistparti og forklarede, at vi er nogle “man holder øje med.” Han ville aldrig acceptere en gentagelse af “Die Endlösung.” Jeg er vant til den slags trusler, og det var ikke noget der ødelagde min nattesøvn. Lørdagen efter blev jeg overfaldet i forbindelse med en venstreradikal demonstration.

Somalierens første kommentar kommer et par uger senere, den 21 februar:
“..jeg håber episoden får dig til at tænke over, hvad det er du vil med din blog. Måske skulle du skrue ned for alle de negative artikler om nydanskere, venstrefløjen og de officielle medier her i landet, “dem imod os indlæggene, etc. og skrive mere om alle de gode ting, der sker her i landet…”

Det kan sagtens være, jeg bliver venligere i årene der kommer, men hvis det sker, så bliver det ikke på grund af konkrete trusler eller høflige opfordringer ledsaget af flasker i nakken. Sådan fungerer det bare ikke.

Endnu en gang tak for prisen.

Kim Møller

Pornoundervisning i skoler i USA, arrangeret af Obama i samarbejde med Kevin Jennings

Uhyggelige Afsløringer af amerikanske FORHOLD
mandag den 15. marts 2010
Sådan oplæres børn til pornografi
Bør især læses af forældre til skolesøgende børn
Undervisning i, hvordan børn kan leve pornografisk: Kevin Jennings
Der er visse grænser der ikke bør overskrides. Obamas' "sikre skoler"-czar skal fyres.
Melissa Clouthier

Hvis du får dine nyheder udelukkende gennem de førende medier, ja, så kender du ikke Kevin Jennings. Og hvis du får dine nyheder udelukkende ved de førende medier, ja, så læser du heller ikke Pajamas Media. Selvom du endog får dine nyheder fra blogverdenen, så kan det meget vel være at du ikke har været opmærksom på Kevin Jennings. Det er nemlig ikke let at skrive om denne mand, selvom du er velinformeret. Kevin Jennings er præsident Obama "sikre skoler"-czar. Her kommer hans historie.
Kevin Jennings, GLSEN’s grundlægger er anerkendt som en leder indfor såvel uddannelse som borgerrettigheds organisationer og tjener for tiden som ordførende direktør for GLSEN, Gay, Lesbian and Stragiht Education Network.(Bøsser, Lesbiske og Hetero Uddannelses Netværket
Kevin Jennings der også har været tavs om et seksuelt forhold til en meget ældre mand og en tidligere elev ønsker af isolere homoseksuelle børn i skolen, har hyldet grundlæggeren af NAMBLA (Northamerican Boy Love Association) og undervist i skoler (med børn) i årevis. Der er meget mere.
Hvorfor har det varet så længe og taget så lang tid at skrive om dette emne? Først og fremmest fordi det gør en målløs. Jeg har læst Jim Hoft's forbavsende, banebrydende beretninger. Den seneste er at Republikanerne nu endelig beder om at Jennings skal afskediges. Men hvad skal det nu sige? Det er rædselsvækkende.
Her er så emnerne: Fisting, udstyr til fisting (jo, som i demonstrationer og 'hvordan man gør), spytte eller sluge?, homoseksuel vejledning for teenagers og meget mere. Denne beretning gør Tipper Gore's kritik af Eminems uartige tekst i musik direkte besynderlig. Venstrefløjen fører de opvoksende unge til en helt ny, afvigende depraveret niveau. Hvad skal man sige?
Dette slam får vore børn undervisning i grund og mellemskolerne. Fatter du hvor vederstyggeligt dette er? I det beskyttede miljø af regeringsdrevne skoler kan en lærer tale om fisting, men en TV reporter skal finde på metoder til at gå udenom FCC censorerne for at rapportere om det.
Nå, hvad pokker.
Jeg har ventet. Siddet ved min computerskærm forundret over hvad Jim har skrevet og ikke anet, hvad jeg skulle stille op med det. Det ser dog ud til jeg ikke er alene.Ed Morrissey, der skriver på Hot Air, giver udtryk for de samme følelser. Han konkluderer: (følg linket og læs det hele)
Næsten alle forældre ønsker at deres børn får god rigelig information om menneskets biologi og reproduktion når de er omkring 14. De ønsker ikke aktivister i deres skoler der forsøger at undervise deres 14-årige børn i fetishagtige teknikker som fisting, rimming, eller andet. Enhver der mener at disse emner er passende for 14-årige i den offentlige uddannelser er en person der ikke bør befinde sig indenfor 500 meter af nogen skole, det gælder især czaren for "sikre skoler."
For 25 år siden lavede Monty Python i filmen Meaning of Life en satire på forældres frygt over undervisning i sex i skolerne med en meget morsom episode i hvilken læreren faktisk demonstrerer sexsual teknikker med sin kone i et lokale fyldt med teenage drenge der keder sig og ikke kan koncentrere sig. Uheldigvis, har virkeligheden i dette tilfælde overtrumfet satiren - når det drejer sig om Obama administrationen. Dette klip er NSFW, ('Forbudt for børn'), men sådan er det med hele affæren.
Der er billeder af litteraturen på Ed's post. Man kan læse mere sobert indhold på hardcore pornografi sites.
Dette føjer sig til alt det andet der udgør det som har kaldt "pornoficeringen af kulturen" - hvor der ikke er nogen grænser overhovedet og aldersbetingede regler bliver nedtonet. På Gateway Pundits, fortæller Jim at lærerne har materialer der glorificerer incest, forulempelse og meget mere.
Ved du hvad det også minder mig om? Hvordan feministerne går ind for abort. Du ved jo, at abort ikke gør skade. Det er jo blot klumper af væv. Man har det jo heller ikke dårligt bagefter. Det er dog yderst sjælden af en kvinde ikke har det dårligt bagefter. Kvinder bliver fyldt med løgn hele tiden og det bliver til sidst sandheden. "Jeg havde det elendig efter denne abort, men jeg fik at vide at det skulle jeg ikke føle. Hvad er der dog galt med mig."
Galningene der ønsker at have let adgang til børn forsøger rent institutionelt af blødgøre dem så de kan misbruges. Det er netop hvad børnelokkere gør. De "plejer" børn så når de overskrider grænsen og det bliver seksuel misbrug, da er det egentlig ikke misbrug; det er blot et andet "valg." Hvis barnet har det dårligt, nuvel, så er det fordi barnet er opvokset i et puritansk samfund. Løsninger er at gøre børn seksuelt bevidste fra det øjeblik de kan gå og tale. Helst tidligere.
Det er en pestbyld hos disse galninge. Deres bestræbelser berøver børn deres barndom og ødelægger uskyldigheden ved at opdage seksualiteten. Det er en vederstyggelighed. Der er ikke en nulevende teenager der ikke har regnet ud, hvilke kropsdel der passer sammen. Hvorfor er seksualundervisning nødvendig? Det er heller ikke seksualundervisning. Det gælder om at retfærdiggøre deres egen opførsel og de forkvaklede oplevelser i deres barndom der førte dem hen til deres nuværende indstilling. For at fjerne deres egen skam, ønsker de at bringe skam over alle. De ønsker at ødelægge de oplevelser der følger med at man bliver ældre til noget profant.
Dette siges ikke for at romantisere ungdommen eller teenage årene. Børn nu om stunder udsættes for billeder og holdninger som mennesker for blot tyve år siden ikke oplevede. Dog er der ingen grund til at offentlige skoler skal deltage og opmuntre denne korruption.
Kevin Jennings bør afskediges. Skribenter og fremførere af dette slam bør drives ud af byen. Helt alvorligt. Der er altså visse grænser der ikke bør overskrides. Beskyttelse for al denne 'udstilling' burde være et absolut minimum for en "skole sikkerheds" czar, har jeg ret?


Kilde: artiklen er hentet fra bloggen ”Synopsis”:

http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/03/sadan-oplres-brn-til-pornografi.html

NB emnet har været omtalt tidligere her på bloggen: 25. 26. 27. og 28. juli 2009, samt
14/10 og 11/11 2009.

Journalistmanipulation

Som tidligere nævnt her på bloggen vakte ”Familieværnets Telefonavis” vrede på venstrefløjen på grund af dens afsløringer af dit og dat. Tie den ihjel kunne man ikke, og svarede man igen i massemedierne gjorde man uønsket reklame for den.

Justitsminister Erling Jensen oplyste MF Ebba Strange (SF) om, at eventuelle injurier i telefonaviser naturligvis ikke angik staten. De måtte retsforfølges privat.
Retssagen kom snart efter.

Den 27. april 1978 – da Storebæltsfærgerne bugnede med skraldeaffald, og færgedriften var truet – gjorde ti mennesker på eget initiativ ”Arveprins Knud” ren. Sjællands Tidende havde til dækning af denne ”happening” sendt en fotograf og en journalistelev, Arne Møller, der var i praktik fra Journalisthøjskolen i Århus. Sidstnævnte bragte en stort opsat forside-artikel med så mange urigtigheder, at de ti ikke kunne genkende situationen. Da det ikke blev rettet i avisen, blev sagen taget op i ”Familieværnets Telefonavis” og korrigeret, hvorved journalisteleven blev så fortørnet, at han anlagde sag med krav om 20.000 kr. i erstatning for telefonavisen.
”ringeagtsytringer”.

Men under de indledende manøvrer til retssagen blev Telefonavisen kontaktet telefonisk to gange.

Den ene opringning kom fra en ”Jørgen Nielsen”. Han ringede igen senere, hvad jeg skal komme tilbage til. Den anden – tænk hvor sært ! – meldte sig som Birthe Weiss. Hun var som bekendt journalist og socialdemokratisk MF. Dertil kom, at hun boede netop i det område, hvor nævnte journalistelev havde sit virke, og kendte selvsagt Sjællands Tidende.

Hvad ville hun?
Hvis det virkelig var hende, så forvrøvlede Birthe Weiss sig så grundigt, at idéen med opringningen faldt til jorden, og hun ringede ikke siden!

Men ”Jørgen Nielsen” ringede igen. Den 28. juni, d.v.s. på et tidspunkt, hvor stævnigen mod Telefonavisen var forkyndt. Særlige omstændigheder gjorde, at opringningen straks måtte anses for at være under falsk navn. ”Jørgen Nielsen” angav at være husmand i landsbyen Lunforlund lige syd for Slagelse. Han boede i hovedgaden, sagde han. Gaden havde ingen husnumre, sagde han. Han havde ingen telefon, sagde han. Han ringede fra naboen, sagde han. Han var ganske tilfældigt komet i snak med en journalist fra lokalavisen, sagde han. En, der havde spurgt ham om vej.

Han må have talt længe med ham, for han vidste en farlig bunke om redaktionen.

Men ”Jørgen Nielsen” var også meget interesseret. Han forsøgte at fritte ud om, hvad Telefonavisens ansvarlige redaktør mente om sagen og om journalisteleven, som om han ønskede at fremprovokere ufordelagtige udtalelser.

Hvem var ”Jørgen Nielsen”? Journalisteleven? Næppe eller måske? Visse ting – som ikke her skal røbes –pegede på, at det var en ung mand fra Danmarks socialdemokratiske Ungdoms kontor i Livjægergade 17, København.

Retssagen løb ud i sandet: der var ikke kød på den. Telefonavisen var i sine ti leveår meget forsigtig med injurier.

Men det var interessant, at telefonavisen – hvor uvæsentlig den end måtte forekomme – politisk vakte så stor ophidselse på venstrefløjen, at man for alt i verden ville knægte dens ytringsfrihed.


Kilde: Artikel fra tidsskriftet AKTION nr. 1/1979.

Er der forskel mellem "censur" og "vælge bort"?

Skal Biblioteket være neutralt eller samfundskritisk?
Bevidstgørende eller kommercielt? Skal vi have

Det politiske Bibliotek
Bibliotekspolitik-mediepolitik.

Ovenstående overskrift er taget fra et opslag om bibliotekarmøde i København 1975.

Massemedierne er den fjerde magt i staten, hedder det – og måske den allervigtigste.
De formidles i høj grad gennem bibliotekerne, der ikke bare er bogsamlinger, men tilbyder aviser, tidsskrifter, foredrag, debat-møder, film, oplæsning, teater, børnelegestue, udstillinger, maleri- og tegnekunst, plakater, musik, brevkasse og et hav af gratis pjecer og bogmærker om aktuelle emner..

Dette betyder ikke bare et kolossalt udbud af oplysninger, men også en rig mulighed - om så ønskes – for påvirkning i en bestemt retning.

Nogle vil måske mene, at man gennem biblioteksloven er sikret en vis lødighed og alsidighed, men hvem afgør disse lovens krav? Skulle det være lykkedes at få en ting på prent, er det næste nåleøje biblioteklektørerne, der anmelder bog eller tidsskrift, og ud fra deres anmeldelser eller ud fra avisanmeldelserne udtager så de enkeltte biblioteker de ting, de ønsker. Lødigheden og alsidigheden beror altså på et skøn.

Mange andre love beror på skøn (f.eks. bistandsloven), og så kommer det rigtignok an på, hvem der skønner. Skønnet er nemlig meget tit lagt i hænderne – ikke på en folkevalgt forsamling efter almindelig demokratis facon – men på nogle få experter eller en faggruppe, som kan have en ret ensidig politisk sammensætning, således at de i fred og ro kan manipulere med folkestyret. Dette behøver ikke at være bevidst arbejde, thi mange er allerede gennem énsidig uddannelse ude af stand til at se ud af øjnene.

Det er også Bibliotekscentralen eller bibliotekarerne, der bestemmer hvilke udstillinger, teaterforestillinger, film m.m. vi skal se og høre, og hvad der findes i avisudklipssamlingen om tidens emner.

Hvis man kun klipper visse aviser eller visse skribenter i aviserne, kan stoffet blive énsidigt. Her er et eksempel:

På et bibliotek vistes en lille orienterende udstilling om et aktuelt emne. Ved hjælp af en bunke avisudklip ville man oplyse befolkningen om en ny lov. Da de ophængte udklip var ret ensidige i omtale og bedømmelse, henvendte en af de faste biblioteksbrugere sig forundret til bibliotekaren. Denne oplyste uhyre elskværdigt, at de viste avisudklip repræsenterede, hvad biblioteket rådede over. Af hensyn til alsidigheden ville biblioteksbesøgeren da skænke biblioteket nogle udklip fra andre aviser. Det drejede sig om en redaktionel artikel fra Sjællands Tidende, et synspunkt fra Frederiksborgs Amtsavis og en kommentar fra JyllandsPosten.

Gaven blev pure afvist!

Kilde: artiklen er fra tidsskriftet AKTION nr. 5, 1978, men lige aktuel i dag, selvom

avisudklipssamlinger muligvis ikke findes længre.

Foto pro integration - fra Hovedbiblioteket i København

Hvad må man sige i telefonen?

Den Ukorrekte Avis skriver om knægtelse af ytringsfriheden. Det er langtfra et nyt problem. Men før islaminvasionen slog man ikke sine medmennesker ihjel for deres ”forkerte” meningers skyld.

Telefonavisen
Inspireret af telefonavisen hos Als (Aktive Lyttere og Seere*, stiftet af MF Erhard Jacobsen), oprettede jeg i 1975 ”Familieværnets Telefonavis”. Nogen måtte gøre noget, ligesom under besættelsen, da duplicerede løbeblade spredtes privat. Begivenheder bag kulisserne måtte ud, uafhængigt af massemediernes politiseren og fortielser. Jeg sigtede ikke på almindelig indenrigs- og udenrigspolitik, men snarere, hvad man kunne kalde småtingsafdelingen. Jeg lod hånt om partipolitik og var blottet for det moralbegreb, som mange er hæmmet af: at man ikke må angribe personer, men kun meninger. Det er nu engang personer, der undfanger idéerne øg derfor måtte man finde frem til hvem, der stod bag. Familieværnet skulle ”danne værn mod utidig og ulovlig indgriben i familielivet udefra”. Det var således vendt mod myndigheders overgreb på personlig frihed, personlig pligt og ansvar inden for hjemmets fire vægge, ja, hele den Fagre ny Verdens big-brother-kontrol. Med sådan målsætning ville telefonavisen være en torn i øjet på den fløj, der kæmpede for 68´ernes ideologi, men også for snæversynede partigængere, der som – åh, så ”pæne borgere” hellere lukkede øjnene for hvad som helst end at imødegå ”deres” partis brugbar-naive. Hvor tit ser man ikke disse ”pæne borgere” bøje sig i støvet for dem, der officielt ”er noget”, selvom de kender deres rævestreger.

Da jeg oprettede den første telefonavis – som snart efter fulgtes af endnu en i provinsen –anede jeg ikke, hvilket fantastisk psykologisk våben det ville blive, trods den begrænsede lytterskare. (Båndet tog 4 minutter, så selv med en spidsbelastning kunne det kun nås af 2500 personer på en uge. Ren teori uden hold i virkeligheden! Begge telefoner skiftede program hver uge). Telefonavisens afsløringer og angreb kunne ikke imødegås andre steder end i pressen, og gjorde man det, reklamerede man samtidigt for telefonavisen. Jeg havde altid mine små sedler med til uddeling: ”Vi mener, der er noget i telefonaviserne (telefonnumrene angivet) i denne uge, som vil interessere Dem! Med venlig hilsen Familieværnet (og postboxadresse)”. Teksten kunne også tage sigte på en konkret sag og være bakket op af en billigannonce i en lokal ugeavis. Sådan gennemførtes mange aktioner, f.eks. inden for et bestemt geografisk område eller i en institution, et firma, et teater, en forening, et møde etc. Ved sådanne mærkesager kunne telefonavisen give dønninger ud i pressen med barske angreb på mig, men hvad – det hørte med, øg dårlig omtale er bedre end ingen omtale! Det gav mig jo mulighed for at fortsætte sagen i avisspalterne.

Af særlige mærkesager bør nævnes: politiangrebet på Beckers Vietnambørn med optagelse direkte fra åstedet, forældrekurset på Zahles Seminarium, Mini-kirkedagene i Rønde, Johannesskolen og Katamaranen, Gentofte Skoles skoleblad, direktør Ernst H. Larsens jubileum i Københavns Børneværn, Juelsmindes byråds hospitalssalg og en borgerlig politikers sympati for Tvind, Thylisten ved valget 1978, IKEAs prisuddeling (delvis på svensk), færgefejningen, Solvognsspektaklerne i Rebild, det østtyske Gripsteater (på tysk), Kvindekongressen (på engelsk og fransk), Nordkoreas narkosalg, den store Fredskongres i Aalborg, UFF-indsamlinger m.m.

En del af disse aktioner er omtalt i bogen ”5. Kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur”.

Året efter oprettelsen af telefonavisen opfordrede MF øg radiorådsmedlem, SF´eren Poul Dam, justitsminister Orla Møller til at ”udforme bestemmelser for de såkaldte telefonaviser”. Selvom Poul Dam ikke refererede til nogen bestemt telefonavis og over for Politiken kun nævnte den, der tilhørte Aktive Lyttere og Seere, så tyder hans pluralis – ”aviser” – på at han også havde kik på Familieværnet, men hvordan det nu var, justitsministeriet svarede, som man kunne forvente, at eventuelle injurier og bagvaskelser i en telefonavis faldt ind under straffeloven og var undergivet privat påtale.

Ved kommune- øg amtsvalget i 1978 sigtede telefonavisen specielt på de såkaldte ”borgerlister” eller ”tværpolitiske” lister, hvis politik ikke umiddelbart var klar. Man opfordrede folk til at se sig for og eventuelt også udskifte brugbar-naive byrådsmedlemmer i de borgerlige rækker med mere vågne, som ikke kunne misbruges i samfundsundergravningen, sådan som det f.eks. havde været tilfældet med Venstre i Juelsminde, der solgte kysthospitalet til Tvindimperiet. Der kunne nævnes utallige analoge sager.
I Thisted var der opstillet en ”Thyliste”, som telefonavisen angreb efter at have tjekket kandidaterne. Dette rejste en storm i Viborg Folkeblad og MF SF´eren Ebba Strange, der netop var valgt deroppe, rejste forespørgsel i folketinget om retsregler for telefonaviser. Hun mente, at telefonavisen med ”anonymitet” kunne ”unddrage sig ansvarlighed”!
Men den nævnte hver gang både adresse og postgironummer og havde ikke hemmeligt telefonnummer, så justitsminister Erling Jensen svarede da også ligesom tidligere minister, at straffelovens injurielovgivning gjaldt for telefonaviser, og at eventuelle sager var underlagt privat søgsmål. Det fulgte så – halvanden måned senere, som man kan læse om i kapitlet om færgerengøringen på Store Bælt i ovennævnte bog ”5. Kolonne”.

Men interessant er det, at ”Familieværnets Telefonavis” - der kørte fra 1975-85 - hvor uvæsentlig den end måtte forekomme – politisk vakte så stor ophidselse og modstand på venstrefløjen, at man ville sætte alt ind på at knægte ytringsfriheden.

*) ALS skulle holde øje med politiserende journalisters manipulationer i DR. Udsendelserne optoges på bånd.

Kilde: Gertrud Galster: "Femte Kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur".