august 17, 2014

Jeres børn er ikke jeres børn", sagde Statens Børnekommission

Man presser stadig hårdere på for at få afskaffet Forældremyndigheden. Nu ved hjælp af EU.

Men er det ikke i høj grad vor egen skyld, at det er kommet så vidt?



HVOR - er de ønskede børn?

”Ingen uønskede børn!” hed det ved demonstrationerne for fri abort i sin tid.


Jamen, hvor er de ønskede børn? Er det alle dem på heldagsvuggestuerne og i børnehaverne? Er de ønskede? Eller var de det kun før deres fødsel og nu nogle timer til tidsfordriv efter fyraften?

”Hvorfor vil vi have børn, når vi ikke vil være sammen med dem?” For 50-60 år siden var det galt nok, og der kom med rette bebrejdelser fra den yngre generation, men er det blevet bedre? I årtier har man gennem massemedierne rynket på næsen af den ”hjemmegående husmor”. Produktionen var åbenbart vigtigere end familien, og socialsektoren gik samme vej: der blev en stadig voksende arbejdsplads til socialrådgivere, psykologer, børnepædagoger o.s.v. der kunde tumle sig i havererede børnesjæle og forældres splittede sind.

”Hvorfor vil vi have børn, når vi ikke vil være sammen med dem?” Der er noget selvmodsigende ved forhåndsglæden og handlingen derpå: man ønsker sig et barn, og når det er avlet, glæder man sig i måneder i forventningsfuldhed. Man fryder sig over de spark, man får indefra, og man drømmer om alt det, man skal sammen: være, vugge, varme, vejlede, tørre tårer, føle en næve i sin, fortælle, genopdage verdenshavet og stjernevrimlen... Og næppe er barnet født, så proppes det på vuggestue og fra vuggestue i børnehave og fra børnehave til skole...

Ræset, samlebåndet...

Hvorfor?

Spørger man forældrene, får man den sædvanlige svada, at det er man pisket tvunget til for økonomiens skyld. Det er så dyrt at leve. Jamen ER det det? - Jeg mener dyrt?

Man må vælge her i verden? Vil man have børn, må man tage konsekvensen, Det er ulogisk og umenneskeligt at sælge det engang så attråede barn for et TV-apparat, et sommerhus, en bil, en dyr lejlighed. Er det prisen værd?
Et barn har behov for menneskelig varme og uendelig kærlighed. Det findes ikke på institution. Det er der ikke tid til, ikke personale til, ikke forståelse for.

De unge, der for 6-7 årtier siden bebrejdede forældregenerationen dens jag og kundgjorde, at de da selv vilde stå af ræset, stod ikke af! Tvært imod. De jagter videre og vildere. Ræset og samlebåndet... De baner vej for de kræfter, der – mere eller mindre tilsløret – arbejder på, at FORÆLDRERETTEN SKAL VÆK. Barnet passes ikke af forældrene. Det formes af pædagoger.
Forældrene tager ikke fuldt ansvar for barnet. Barnet er statens!


Kilde: tidsskriftet AKTION nr. 1, 1979