Anna Lyttiger fortalte 29.1.07 på sin blog om bekymringerne i Colle Val d`Elsa i Toscana. Her kommer mere:
Moskéer og polygami.
Det der springer i øjnene er den stadige eftergivenhed hos politikerne og myndighederne over for de islamiske extremister og integrationsforkæmpere.
Lad os begynde med moskéerne: Parlamentsmedlem Franco Ceccuzzi fremsendte en presserende forespørgsel til indvandrernævnet, underskrevet af yderligere 30 parlamentsmedlemmer fra venstrefløjen, hvori man krævede at moskébyggeriet i Colle Val d`Elsa ved Siena, indkobles i regeringens integrationspolitik.
Det vil sige med statskaution til den omtvistede moské, som borgmester Paolo Brogioni vil have
Idet man bryder sig katten om den kendsgerning at bag ved det såkaldte ”Sienas og omegns muslimske Selskab” står ”De forenede islamiske Fællesskaber i Italien”.
Stik imod demokratiets grundsætning, som giver borgerne ret til at udtrykke sig om vitale spørgsmål, har indbyggerne i Colle Val d´Elsa to gange fået afslag af kommmunen på deres henvendelse, skønt huspriserne i kvarteret Abbadia faldt, så snart moskébyggeriet begyndte.
Et forvarsel om, at italienerne vil fortrække og kvarteret blive en islamisk ghetto.
Lad os se på en anden varm sag: polygami.
Lad os begynde med den 4. december, hvor Marco Boato fra De Grønne kaldte Michela Biancofiores (partiet Forza Italia) kritik af § 11 i udkastet til lov om religionsfrihed for
”latterlig”. Hun sagde nemlig, at ”teksten peger i retning af at legitimere polygami”. Boato forsikrede, at ”Polygamibegrebet er i fuldkommen modstrid med vort samfundssystem, og ingen parlamentsmedlem af nogen som helst politisk observans, drømmer om at ville indføre det eller gøre det legitimt i nogen som helst form.”
Men i denne utvetydige principholdning fornægter man virkeligheden: polygami findes allerede i Italien og bliver fejret i moskéerne. Man vil ikke indse, at et islamisk ægteskab kan indebære polygami. Ligesom man ikke vil indse, at man vil blive ved at indgå polygame ægteskaber i moskéerne, selvom de ikke er anerkendte af staten. Dette er ikke godt for de muhammedanske kvinder, som måske forlades eller voldtages af deres polygame ægtemænd. Med drammatiske følger for børnene. Og alligevel lader det til at den aktuelle regering accepterer det.
Vi er nået til det punkt, hvor islamiske extremister og integrationsforkæmpere kræver
moskéer, og de italienske myndigheder vil betale dem.
Islamiske extremister og integrationsforkæmpere ønsker polygami og selvom det formelt benægtes
godtages det i virkeligheden af venstrefløjen.
Set fra ideologiernes top er det et Italien som blindt fortsætter mod det multikulturelle utopia.
Set nedefra med befolkningens øjne er det et Italien, som ubønhørligt er dømt til selvmord.
Kilde: frit efter Magdi Allam i ”Corriere della sera”, 11.12.06
januar 31, 2007
januar 30, 2007
Utroligt, hvad "forskning"
giver sig af med i vore moderne tider.
Jeg kan ikke med min bedste vilje se, at den amerikanske forfatter Alfie Kohn kan bevise noget som helst om virkning eller ikke virkning af lektielæsning.
Skoleelev X var så og så dygtig, da han sluttede skolen 14 år gammel.
Var det fordi han havde læst lektier?
Eller var han så veludrustet fra naturens side, at han ikke behøvede læse lektier og aldrig havde gjort det.
Da mennesker ikke er ens, og forsøget ikke kan laves om med samme dreng, er den amerikanske forfatter Alfie Kohns snak ligegylding og ikke ordet ”forskning” værdig.
Han må vente med sin forskning af lektielæsning til han får to helt ens drenge - klonede drenge.
Indtil da vil jeg holde mig til det gamle ordsprog ”Øvelse gør mester”.
Jeg kan ikke med min bedste vilje se, at den amerikanske forfatter Alfie Kohn kan bevise noget som helst om virkning eller ikke virkning af lektielæsning.
Skoleelev X var så og så dygtig, da han sluttede skolen 14 år gammel.
Var det fordi han havde læst lektier?
Eller var han så veludrustet fra naturens side, at han ikke behøvede læse lektier og aldrig havde gjort det.
Da mennesker ikke er ens, og forsøget ikke kan laves om med samme dreng, er den amerikanske forfatter Alfie Kohns snak ligegylding og ikke ordet ”forskning” værdig.
Han må vente med sin forskning af lektielæsning til han får to helt ens drenge - klonede drenge.
Indtil da vil jeg holde mig til det gamle ordsprog ”Øvelse gør mester”.
januar 29, 2007
Polygami
Med teknikkens fremskridt halter vore love bagefter.
Se på begrebet polygami! Forbud mod polygami i vor del af kulturverdenen skulle naturligvis beskytte kvinder og børn juridisk. Der skulle være orden i ægteskabet. Fader var den, der var gift med hustruen (pater est qvem nuptiæ denonstrant). Utroskab var en alvorlig forbrydelse, som i Chr. 5´s Danske Lov ikke bare krævede åbent skrifte i kirken, men også kunne straffes med fængsel i jern eller med spindehuset. Den velbeslåede kunne klare det med pengemidler.
Men verden ændredes og endte i kaotisk frigjorthed.
Gamle moralbegreber kastedes over bord efter sidste krig. Intet var helligt længre. Den såkaldte ”kulturelite” gik i spidsen, bakket op af massemedierne. Libertinere prædikede løsagtighed. Ansvar og respekt for andres og eget ægteskab og børn vejredes bort. Man diskuterede, om vielsesformularen ”- til døden skiller jer” skulle ændres. Den viktorianske tids lumre psyke i herreværelserne godtoges i dagligstuen. Det vovede havde ikke længre et strøg af pikanteri. Det blev grovt og ucharmerende. Man væltede sig i gruppesex, hor og prostitution. Man beskyttede sig med præventiver og kastede uønskede undfangelser i skraldebøtten. Man indrettede ”bollerum” i børnehaverne, folkeskolelærere indførte pornohefter i dansktimerne, og børnebogsforlag prisbelønnede liderlige beskrivelser. Lokummernes tarvelige indskrifter blev hverdagssprog.
Med præventiver og fri abort blev den hele herlighed uvæsentlig. Det gjaldt sex mere end kærlighed. Med blodprøver og DNA-test afgøres faderskabet. Giftermål blev intetsigende. Ægtepagten muligvis indgået længe efter brylluppet – for børnenes skyld. Dine, mine og vore børn.
Under disse opløste samfundsforhold er det meningsløst at tale om ”bigami” eller ”polygami”. En mand med flere elskerinder eller en kvinde med flere elskere lever jo i et uforpligtende polygami.
”Død over familien” erklærede Sveriges tidligere kommunistleder, Gudrun Schyman. En afdeling af Svensk socialdemokratisk ungdom har foreslået at lovliggøre polygami, mens et dansk ugeblad har skrevet om en ”gammeldansk” kvinde, som blev tredje eller fjerde kone til en neger. Når hun tog med manden til Afrika, delte hun vilkår med sine medhustruer ved landbrugsarbejdet.
Sidste skud på giftermålsdebatten er forvrøvlet snak om ægteskab mellem homosexuelle. Det har ikke meget med ægteskab at gøre, men er en juridisk sikring af boligret, arv og lignende, som man nok kan unde dem. Men kalde det ”ægteskab” eller ”vielse” er en ordforvrængning og begrebsforvirring.
Det ender vel med, at teknikken gør det muligt for mænd at få indplanteret en livmoder, så de kan befrugtes.....
Se på begrebet polygami! Forbud mod polygami i vor del af kulturverdenen skulle naturligvis beskytte kvinder og børn juridisk. Der skulle være orden i ægteskabet. Fader var den, der var gift med hustruen (pater est qvem nuptiæ denonstrant). Utroskab var en alvorlig forbrydelse, som i Chr. 5´s Danske Lov ikke bare krævede åbent skrifte i kirken, men også kunne straffes med fængsel i jern eller med spindehuset. Den velbeslåede kunne klare det med pengemidler.
Men verden ændredes og endte i kaotisk frigjorthed.
Gamle moralbegreber kastedes over bord efter sidste krig. Intet var helligt længre. Den såkaldte ”kulturelite” gik i spidsen, bakket op af massemedierne. Libertinere prædikede løsagtighed. Ansvar og respekt for andres og eget ægteskab og børn vejredes bort. Man diskuterede, om vielsesformularen ”- til døden skiller jer” skulle ændres. Den viktorianske tids lumre psyke i herreværelserne godtoges i dagligstuen. Det vovede havde ikke længre et strøg af pikanteri. Det blev grovt og ucharmerende. Man væltede sig i gruppesex, hor og prostitution. Man beskyttede sig med præventiver og kastede uønskede undfangelser i skraldebøtten. Man indrettede ”bollerum” i børnehaverne, folkeskolelærere indførte pornohefter i dansktimerne, og børnebogsforlag prisbelønnede liderlige beskrivelser. Lokummernes tarvelige indskrifter blev hverdagssprog.
Med præventiver og fri abort blev den hele herlighed uvæsentlig. Det gjaldt sex mere end kærlighed. Med blodprøver og DNA-test afgøres faderskabet. Giftermål blev intetsigende. Ægtepagten muligvis indgået længe efter brylluppet – for børnenes skyld. Dine, mine og vore børn.
Under disse opløste samfundsforhold er det meningsløst at tale om ”bigami” eller ”polygami”. En mand med flere elskerinder eller en kvinde med flere elskere lever jo i et uforpligtende polygami.
”Død over familien” erklærede Sveriges tidligere kommunistleder, Gudrun Schyman. En afdeling af Svensk socialdemokratisk ungdom har foreslået at lovliggøre polygami, mens et dansk ugeblad har skrevet om en ”gammeldansk” kvinde, som blev tredje eller fjerde kone til en neger. Når hun tog med manden til Afrika, delte hun vilkår med sine medhustruer ved landbrugsarbejdet.
Sidste skud på giftermålsdebatten er forvrøvlet snak om ægteskab mellem homosexuelle. Det har ikke meget med ægteskab at gøre, men er en juridisk sikring af boligret, arv og lignende, som man nok kan unde dem. Men kalde det ”ægteskab” eller ”vielse” er en ordforvrængning og begrebsforvirring.
Det ender vel med, at teknikken gør det muligt for mænd at få indplanteret en livmoder, så de kan befrugtes.....
januar 28, 2007
Misbrug af holocaust-tragedien
Hitlers jødeudryddelse er blevet meget fremhævet i Sverige, måske som en slags modaktion mod det tyskvenlige billede, udlandet fik af Sverige og svenskerne under sidste krig. Og det kan også være anledning til den noget - synes mange danskere - overdimensionerede straffefremfærd, som retssystemet i Sverige lægger for dagen over for skoleelever, som provokerer samfundet med et hagekors eller en hitlerhilsen.
Men etablisementet manifesterer ikke bare, at man nu i dag er imod Hitles naziideer.
Nej, man brugte (læs: misbrugte) holocausten for at påvirke EU´s politikere til at bekæmpe ytringsfriheden:
År 2000 holdt Sverige en holocaustkonference. Inspireret af konferencen indbød den svenske rigsadvokat dommere, anklagere og politi fra hele EU til et tættere europæisk samarbejde mod nazistisk og racistisk kriminalitet. Også EU-kandidaterne, Tjekkoslovakiet og Polen samt Norge deltog. Mødet indledtes med en film om holocausten, så stemningen kom på plads. Efter fire dages diskussioner enedes man om at oprette et internt informationsnet og gå videre med sagen.
Man stillede en række krav til EU-kommissionen, EU-rådet og EU-landene: effektivere retsudleveringsprocedurer, øget direktkontakt mellem retssystemerne og intensivering af kampen mod nazismen og fremmedfjendtligheden. Man krævede, at al information om afsender og modtager af e-post, samt besøg på hjemmesider skulle registreres og bevares så længe, at retssystemet kunde sikre sig bevismateriale for racistisk og nazistisk kriminalitet. Desuden skulle anonymiteten på internet indskrænkes.
Store datorer med specialprogram kan efter sigende censurere og filtrere enorme informationsmængder, og teknikken forbedres stadig.
Den franske rigsadvokat Francois Cordier foreslog desuden, at man udnytter skattelovgivningen til at slå ned på de internetfirmaer, som giver deres kunder for stor frihed på internettet.
At stoppe information til store befolkningsgrupper er et velkendt magtmiddel. De ældre husker det fra krigens støjsendere, men i dag findes der andre tekniske muligheder. Ifølge indvandrerbladet ”Sesam” (februar/marts 2001) findes der i dag 45 lande, hvor staten censurerer dele af informationsudbudet på internet.
Nu arbejder EU så videre på begrænsning af ytringsfriheden. Det endelige resultat er ikke nået endnu, men det kommer helt sikkert.
Det drejer sig ikke om Hitlers vanvid og holocaust.
Det drejer sig om at indføre censur i massemedierne og i privat kommunikation. En alvorlig begrænsning af ytringsfriheden, og det gælder om at fastsætte straffe for lovovertræderne.
Men de er ikke færdige endnu.
Uden ytringsfrihed, ingen demokrati!
EU-love står over alle vasalstaternes egne love. Uden dem styres vi som dhimmier eller robotter under EU´s fremadskridende diktatur.
Men etablisementet manifesterer ikke bare, at man nu i dag er imod Hitles naziideer.
Nej, man brugte (læs: misbrugte) holocausten for at påvirke EU´s politikere til at bekæmpe ytringsfriheden:
År 2000 holdt Sverige en holocaustkonference. Inspireret af konferencen indbød den svenske rigsadvokat dommere, anklagere og politi fra hele EU til et tættere europæisk samarbejde mod nazistisk og racistisk kriminalitet. Også EU-kandidaterne, Tjekkoslovakiet og Polen samt Norge deltog. Mødet indledtes med en film om holocausten, så stemningen kom på plads. Efter fire dages diskussioner enedes man om at oprette et internt informationsnet og gå videre med sagen.
Man stillede en række krav til EU-kommissionen, EU-rådet og EU-landene: effektivere retsudleveringsprocedurer, øget direktkontakt mellem retssystemerne og intensivering af kampen mod nazismen og fremmedfjendtligheden. Man krævede, at al information om afsender og modtager af e-post, samt besøg på hjemmesider skulle registreres og bevares så længe, at retssystemet kunde sikre sig bevismateriale for racistisk og nazistisk kriminalitet. Desuden skulle anonymiteten på internet indskrænkes.
Store datorer med specialprogram kan efter sigende censurere og filtrere enorme informationsmængder, og teknikken forbedres stadig.
Den franske rigsadvokat Francois Cordier foreslog desuden, at man udnytter skattelovgivningen til at slå ned på de internetfirmaer, som giver deres kunder for stor frihed på internettet.
At stoppe information til store befolkningsgrupper er et velkendt magtmiddel. De ældre husker det fra krigens støjsendere, men i dag findes der andre tekniske muligheder. Ifølge indvandrerbladet ”Sesam” (februar/marts 2001) findes der i dag 45 lande, hvor staten censurerer dele af informationsudbudet på internet.
Nu arbejder EU så videre på begrænsning af ytringsfriheden. Det endelige resultat er ikke nået endnu, men det kommer helt sikkert.
Det drejer sig ikke om Hitlers vanvid og holocaust.
Det drejer sig om at indføre censur i massemedierne og i privat kommunikation. En alvorlig begrænsning af ytringsfriheden, og det gælder om at fastsætte straffe for lovovertræderne.
Men de er ikke færdige endnu.
Uden ytringsfrihed, ingen demokrati!
EU-love står over alle vasalstaternes egne love. Uden dem styres vi som dhimmier eller robotter under EU´s fremadskridende diktatur.
januar 27, 2007
Skal det väre strafbart
at mene noget andet om holocaust end de fleste?
Gammel artikel om: EU-strid om jødeudryddelse
Jyllands-Posten 5 juli 2002
EU vil forbyde folk at sige, at nazisternes jøde-udryddelse aldrig fandt sted.
Unionsmodstandere og venstreorienterede protesterer over forslaget.
Af Pierre Collignon
Bruxelles Rollerne er byttet om i den europæiske debat om racisme.
Forleden kritiserede Socialistisk Folkepartis EU-parlamentariker, Pernille Frahm, den danske regering for at føre en racistisk udlændingepolitik, men nu tager hun afstand fra EU's forslag om bekæmpelse af racisme og fremmedhad – et forslag,
EU-forslaget vil nemlig gøre den såkaldte holocaust-benægtelse strafbar i alle Unionens medlemslande, og det mener Pernille Frahm er at gå for vidt. "Man skal passe på med at forbyde politiske ting, som ikke har med racisme at gøre. Jeg mener i det hele taget, at landene selv bør definere deres straffelov. Det skal EU ikke blande sig i," siger hun.
Strenge straffe
I dag er der strenge straffe for at benægte eller negligere Anden Verdenskrig jødeudryddelser i lande som Tyskland og Østrig, hvor man af historiske årsager slår hårdt ned på alle tilløb til nynazisme, men der findes ingen særlig holocaust-paragraf i den danske straffelov.
Ytringsfrihed
Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EU er også imod forslaget. "Det er problematisk i forhold til ytringsfriheden, fordi det går i retning af at kriminalisere politiske standpunkter. Jeg har den dybeste afsky for folk, der benægter Auschwitz, men det er ikke op til domstolene at definere historiske sandheder," siger han.
Dansk mål
Justitsminister Lene Espersen (K) har lovet at arbejde ihærdigt for at opnå politisk enighed om EU's racismeforslag under det danske formandskab - bl.a. for at tilbagevise det billede af Danmark som et fremmedhadsk land, der er blevet tegnet i den udenlandske presse siden regeringens magtovertagelse.
Lene Espersen vil imidlertid ikke svare éntydigt på, om hun personligt går ind for at forbyde holocaust-benægtelse ved lov.
"Kommissionen har fremlagt et forslag, som nu forhandles på ekspertniveau. Under de forhandlinger vil forslaget utvivlsomt blive ændret på en række punkter, og det danske EU-formandskab vil arbejde på at sikre, at vi hurtigst muligt kan nå til enighed om regler, som ikke blot er effektive, men også afbalancerede i forhold til ytringsfriheden. Det gælder også i forhold til spørgsmålet om benægtelse af holocaust," siger hun.
Stort flertal
Et stort flertal i EU-Parlamentet støtter forslaget, men samtidig ønsker den folkevalgte forsamling et lille forbehold skrevet ind i EU's regelsæt. En betænkning fra Parlamentet opfordrer til at præcisere, at f.eks. en historieprofessor ikke må blive straffet, hvis han i sin undervisning skal distribuere racistisk materiale.
Derfor mener Parlamentet, at det kun skal forbydes at benægte
holocaust, hvis det sker ud fra et racistisk motiv - og hvis det virker truende eller krænkende.
Ole B. Sørensen, medlem af EU-Parlamentet for Venstre, har blandede følelser over for forslaget om at forbyde benægtelse af holocaust. "Mit udgangspunkt er, at vi i Danmark ikke har haft de store problemer med de synspunkter, og derfor er der ikke umiddelbart brug for sådan en bestemmelse, men det er ikke helt skidt, at vi nærmer os noget fælles. Vi bygger EU på nogle fundamentale demokratiske principper, og det her
er endnu et led til at bekræfte den fælles ramme," siger han.
"Vanvid"
En af Italiens radikale medlemmer af EU-Parlamentet, løsgængeren Marco Cappato, vender sig klart mod forslaget. Han henviser til det kendte Voltaire-citat om tolerance: Jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil indtil døden forsvare din ret til at sige det. "Den ånd er ved at blive trampet ned af et eurobureaukratisk vanvid,
som er langt farligere end det monster, som det påstår at bekæmpe," skriver Cappato i en pressemeddelelse.
pierre.collignon@jp.dk
Loven om ytringsfriheden er lavet af hensyn til de mennesker, som ikke er politisk korrekte, men i opposition til magthaverne. Ytringsfriheden gælder for ALLE, til højre og tilvenstre!
Gammel artikel om: EU-strid om jødeudryddelse
Jyllands-Posten 5 juli 2002
EU vil forbyde folk at sige, at nazisternes jøde-udryddelse aldrig fandt sted.
Unionsmodstandere og venstreorienterede protesterer over forslaget.
Af Pierre Collignon
Bruxelles Rollerne er byttet om i den europæiske debat om racisme.
Forleden kritiserede Socialistisk Folkepartis EU-parlamentariker, Pernille Frahm, den danske regering for at føre en racistisk udlændingepolitik, men nu tager hun afstand fra EU's forslag om bekæmpelse af racisme og fremmedhad – et forslag,
EU-forslaget vil nemlig gøre den såkaldte holocaust-benægtelse strafbar i alle Unionens medlemslande, og det mener Pernille Frahm er at gå for vidt. "Man skal passe på med at forbyde politiske ting, som ikke har med racisme at gøre. Jeg mener i det hele taget, at landene selv bør definere deres straffelov. Det skal EU ikke blande sig i," siger hun.
Strenge straffe
I dag er der strenge straffe for at benægte eller negligere Anden Verdenskrig jødeudryddelser i lande som Tyskland og Østrig, hvor man af historiske årsager slår hårdt ned på alle tilløb til nynazisme, men der findes ingen særlig holocaust-paragraf i den danske straffelov.
Ytringsfrihed
Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EU er også imod forslaget. "Det er problematisk i forhold til ytringsfriheden, fordi det går i retning af at kriminalisere politiske standpunkter. Jeg har den dybeste afsky for folk, der benægter Auschwitz, men det er ikke op til domstolene at definere historiske sandheder," siger han.
Dansk mål
Justitsminister Lene Espersen (K) har lovet at arbejde ihærdigt for at opnå politisk enighed om EU's racismeforslag under det danske formandskab - bl.a. for at tilbagevise det billede af Danmark som et fremmedhadsk land, der er blevet tegnet i den udenlandske presse siden regeringens magtovertagelse.
Lene Espersen vil imidlertid ikke svare éntydigt på, om hun personligt går ind for at forbyde holocaust-benægtelse ved lov.
"Kommissionen har fremlagt et forslag, som nu forhandles på ekspertniveau. Under de forhandlinger vil forslaget utvivlsomt blive ændret på en række punkter, og det danske EU-formandskab vil arbejde på at sikre, at vi hurtigst muligt kan nå til enighed om regler, som ikke blot er effektive, men også afbalancerede i forhold til ytringsfriheden. Det gælder også i forhold til spørgsmålet om benægtelse af holocaust," siger hun.
Stort flertal
Et stort flertal i EU-Parlamentet støtter forslaget, men samtidig ønsker den folkevalgte forsamling et lille forbehold skrevet ind i EU's regelsæt. En betænkning fra Parlamentet opfordrer til at præcisere, at f.eks. en historieprofessor ikke må blive straffet, hvis han i sin undervisning skal distribuere racistisk materiale.
Derfor mener Parlamentet, at det kun skal forbydes at benægte
holocaust, hvis det sker ud fra et racistisk motiv - og hvis det virker truende eller krænkende.
Ole B. Sørensen, medlem af EU-Parlamentet for Venstre, har blandede følelser over for forslaget om at forbyde benægtelse af holocaust. "Mit udgangspunkt er, at vi i Danmark ikke har haft de store problemer med de synspunkter, og derfor er der ikke umiddelbart brug for sådan en bestemmelse, men det er ikke helt skidt, at vi nærmer os noget fælles. Vi bygger EU på nogle fundamentale demokratiske principper, og det her
er endnu et led til at bekræfte den fælles ramme," siger han.
"Vanvid"
En af Italiens radikale medlemmer af EU-Parlamentet, løsgængeren Marco Cappato, vender sig klart mod forslaget. Han henviser til det kendte Voltaire-citat om tolerance: Jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil indtil døden forsvare din ret til at sige det. "Den ånd er ved at blive trampet ned af et eurobureaukratisk vanvid,
som er langt farligere end det monster, som det påstår at bekæmpe," skriver Cappato i en pressemeddelelse.
pierre.collignon@jp.dk
Loven om ytringsfriheden er lavet af hensyn til de mennesker, som ikke er politisk korrekte, men i opposition til magthaverne. Ytringsfriheden gælder for ALLE, til højre og tilvenstre!
januar 26, 2007
Mere om Bilderberggruppen
som står bag EU-projekterne. Indlägget er fra 2004, skrevet af nordmanden Jarle Johansen
Newsgroups: no.samfunn.politikk.diverse
Sent: Friday, June 18, 2004 8:05 PM
Subject: Bilderberger - grunn til uro - hvem er våre politikere tjenere for?
Vi lønner dem. Idet de er valgt, så går de øyeblikkelig igang med
å tale næringslivets sak, og ikke vår sak. De tjener
næringslivseliten. Den verdensomspennende. Splitt og hersk.
Strategien er Brock Chrisholm, direktør for Verdens
Helseorganisasjon (WHO) i bladet SCP JOURNAL, 1991: «For å oppnå
en verdensregjering er det nødvendig å fjerne menneskers
individualisme, lojalitet overfor familietradisjoner, nasjonal
patriotisme og religiøse dogmer fra deres sinn.»
Pat Robertsen:
«Den nye verdensorden», s.16 /17 Splitt og hersk. Det eldgamle
oppskrift. Splitt nasjoner, splitt folk, splitt familier, splitt
religioner, sett dem opp i mot hverandre, gi folket
sirkus og brød med fotball og spørreleker/underholdning i alle TV
kanaler (som alle er eid av de samme) som bedøvelse, og de får
herske i fred.
>
Makteliten fra en rekke vesteuropeiske land og USA som har planer
om Den Nye Verdensordning møtes i hemmelighet 4 dager hvert år.
Ingen notater eller referater fra møtene.
Media og presse er helt fraværende i dekningen av disse møtene.
Gruppen har og har hatt følgende norske medlemmer som sitter
sammen med Rockefeller (Sjefen), Peter Carrington, Paul Wolfowitz,
Kissinger > (gjenganger), m.v.:
>
Juni-2004; Arild Underdal - Rektor - Universitetet i Oslo.
Juni-2004; Svein Aaser - Adm. Direktør - DNB NOR ASA.
Juni-2004; Egil Myklebust - Styreformann SAS.
N - Reiten, Eivind; Executive Vice-President, Corporate
Management, Norsk Hydro SA. 2000. N - Bernander, John G. -
Director General, Norwegian Broadcasting Corporation. 2002. N -
Stoltenberg, Jens - Leader of the Opposition (Social Democratic Party).
2002.
N - Gro Harlem Brundtland. Partileder og statsminister.
N - Hambro, Christian; Director-General, Research Council of
Norway. 2000. N - Westye Hoegh, Ship Owner, Leif Hoegh & Co AS,
Oslo N - Myklebust, Egil - Chairman of the Board, Norsk Hydro ASA.
1996. 1997. 2002. 2003 ++ N - Hauge, Jens N - Heyerdahl, d.y.,
Jens P. - Group president and CEO, Orkala ASA. 2001. N - Bergesen,
Jr. Finn - Administrative director, NHO (Confederation of
Norwegian Business and Industry). 2001. N - Hoegh, Leif N - Arne
Ola Brundtland (Professor). 1991. N - Per Dilev-Simonsen > (Businessan). 1991. N - Niels Warring (Banker).1991 N - Thorveld > Stoltenberg, Co Chair Steering Committee on Fmr Yugoslavia.
1994.1995. N - Tidemand, Otto Grieg N - Udgaard, Nils M. - Foreign
Editor, Aftenposten. 1998. N - Niels Werring; Director, Wilh.
Wilhelmson Limited AS.1993 N - Clemet, Kristin - Deputy Director
General, Confederation of Business
and
Industry. 1999.
N - Erik G.; Managing Director and CEO, Braathens SAFE. 1993. N -
Gjedrem, Svein - Governor, Central Bank of Norway. 2003. N -
Storvik, Kjell - Governor, Bank of Norway. 1998.
>
Første møtet var i Holland i 1954. Som vi ser en salig samrøre
mellom politikere, media og næringsliv. Medlemmene kommer hjem og
er programforpliktet til å jobbe for gruppens konklusjoner i sine
respektive hjemland. Ha derfor ingen illusjoner om at deltakende
politikere jobber for
norske folks interesser. I de fleste tilfeller tvertimot. de er
bundet til gruppen, ikke til velgerne sine. Og de andre som møter
har igjen makt og innflytelse over politkerne VI velger, så ha
heller ingen illusjoner om hvem som egentlig styrer landet.
Alle de som er med i gruppen blir på en eller annen måte svært
velholden økonomisk etter hvert. Det er prisen for å holde kjeft
sannsynligvis.
>
Pussig hvordan det lønner seg karrieremessig og økonomisk å bli
invitert
til
Bilderberger møtene og delta i konsensusen. Se nedenfor.
kilde: http://www.bilderberg.org/bilder.htm#wand
1.. Bill Clinton - Head of State - USA
Attends Bilderberg meeting, Germany, 1991 - gets Presidential
Nomination
Aug 1992
2.. Tony Blair - effective Head of State - UK
Attends Bilderberg meeting, Greece, 1993 - becomes party leader
Jul
1994 -
becomes Prime Minister May 1997
3.. Jack Santer - previous Head of State (sacked for corruption)
-
Europe
Attends Bilderberg, Germany, 1991 - becomes European President
Jan 1995 4.. Romano Prodi - present Head of State - Europe On
Bilderberg Steering Committee mid 1980’s, attends Bilderberg
meeting,
Portugal, Jun 1999 - sworn in as President of Europe Sep 1999 > (term lasts until Jan 2005)
5.. George Robertson - CEO - NATO
Attends Bilderberg meeting, Scotland, 1998 - sworn in as
Secretary
General
of NATO Aug 1999
Med mange flere eksempler for de som gidder å grave. Rart hva?
Statistisk sett et mirakel.
Newsgroups: no.samfunn.politikk.diverse
Sent: Friday, June 18, 2004 8:05 PM
Subject: Bilderberger - grunn til uro - hvem er våre politikere tjenere for?
Vi lønner dem. Idet de er valgt, så går de øyeblikkelig igang med
å tale næringslivets sak, og ikke vår sak. De tjener
næringslivseliten. Den verdensomspennende. Splitt og hersk.
Strategien er Brock Chrisholm, direktør for Verdens
Helseorganisasjon (WHO) i bladet SCP JOURNAL, 1991: «For å oppnå
en verdensregjering er det nødvendig å fjerne menneskers
individualisme, lojalitet overfor familietradisjoner, nasjonal
patriotisme og religiøse dogmer fra deres sinn.»
Pat Robertsen:
«Den nye verdensorden», s.16 /17 Splitt og hersk. Det eldgamle
oppskrift. Splitt nasjoner, splitt folk, splitt familier, splitt
religioner, sett dem opp i mot hverandre, gi folket
sirkus og brød med fotball og spørreleker/underholdning i alle TV
kanaler (som alle er eid av de samme) som bedøvelse, og de får
herske i fred.
>
Makteliten fra en rekke vesteuropeiske land og USA som har planer
om Den Nye Verdensordning møtes i hemmelighet 4 dager hvert år.
Ingen notater eller referater fra møtene.
Media og presse er helt fraværende i dekningen av disse møtene.
Gruppen har og har hatt følgende norske medlemmer som sitter
sammen med Rockefeller (Sjefen), Peter Carrington, Paul Wolfowitz,
Kissinger > (gjenganger), m.v.:
>
Juni-2004; Arild Underdal - Rektor - Universitetet i Oslo.
Juni-2004; Svein Aaser - Adm. Direktør - DNB NOR ASA.
Juni-2004; Egil Myklebust - Styreformann SAS.
N - Reiten, Eivind; Executive Vice-President, Corporate
Management, Norsk Hydro SA. 2000. N - Bernander, John G. -
Director General, Norwegian Broadcasting Corporation. 2002. N -
Stoltenberg, Jens - Leader of the Opposition (Social Democratic Party).
2002.
N - Gro Harlem Brundtland. Partileder og statsminister.
N - Hambro, Christian; Director-General, Research Council of
Norway. 2000. N - Westye Hoegh, Ship Owner, Leif Hoegh & Co AS,
Oslo N - Myklebust, Egil - Chairman of the Board, Norsk Hydro ASA.
1996. 1997. 2002. 2003 ++ N - Hauge, Jens N - Heyerdahl, d.y.,
Jens P. - Group president and CEO, Orkala ASA. 2001. N - Bergesen,
Jr. Finn - Administrative director, NHO (Confederation of
Norwegian Business and Industry). 2001. N - Hoegh, Leif N - Arne
Ola Brundtland (Professor). 1991. N - Per Dilev-Simonsen > (Businessan). 1991. N - Niels Warring (Banker).1991 N - Thorveld > Stoltenberg, Co Chair Steering Committee on Fmr Yugoslavia.
1994.1995. N - Tidemand, Otto Grieg N - Udgaard, Nils M. - Foreign
Editor, Aftenposten. 1998. N - Niels Werring; Director, Wilh.
Wilhelmson Limited AS.1993 N - Clemet, Kristin - Deputy Director
General, Confederation of Business
and
Industry. 1999.
N - Erik G.; Managing Director and CEO, Braathens SAFE. 1993. N -
Gjedrem, Svein - Governor, Central Bank of Norway. 2003. N -
Storvik, Kjell - Governor, Bank of Norway. 1998.
>
Første møtet var i Holland i 1954. Som vi ser en salig samrøre
mellom politikere, media og næringsliv. Medlemmene kommer hjem og
er programforpliktet til å jobbe for gruppens konklusjoner i sine
respektive hjemland. Ha derfor ingen illusjoner om at deltakende
politikere jobber for
norske folks interesser. I de fleste tilfeller tvertimot. de er
bundet til gruppen, ikke til velgerne sine. Og de andre som møter
har igjen makt og innflytelse over politkerne VI velger, så ha
heller ingen illusjoner om hvem som egentlig styrer landet.
Alle de som er med i gruppen blir på en eller annen måte svært
velholden økonomisk etter hvert. Det er prisen for å holde kjeft
sannsynligvis.
>
Pussig hvordan det lønner seg karrieremessig og økonomisk å bli
invitert
til
Bilderberger møtene og delta i konsensusen. Se nedenfor.
kilde: http://www.bilderberg.org/bilder.htm#wand
1.. Bill Clinton - Head of State - USA
Attends Bilderberg meeting, Germany, 1991 - gets Presidential
Nomination
Aug 1992
2.. Tony Blair - effective Head of State - UK
Attends Bilderberg meeting, Greece, 1993 - becomes party leader
Jul
1994 -
becomes Prime Minister May 1997
3.. Jack Santer - previous Head of State (sacked for corruption)
-
Europe
Attends Bilderberg, Germany, 1991 - becomes European President
Jan 1995 4.. Romano Prodi - present Head of State - Europe On
Bilderberg Steering Committee mid 1980’s, attends Bilderberg
meeting,
Portugal, Jun 1999 - sworn in as President of Europe Sep 1999 > (term lasts until Jan 2005)
5.. George Robertson - CEO - NATO
Attends Bilderberg meeting, Scotland, 1998 - sworn in as
Secretary
General
of NATO Aug 1999
Med mange flere eksempler for de som gidder å grave. Rart hva?
Statistisk sett et mirakel.
januar 25, 2007
Dansk lov underkendt af EG-domstolen
Den danske lovbestemmelse, at ejeren af en bondegård, skal bo på gården, er nu blevet underkendt af EG-domstolen. Loven skulle ellers sikre, at landbruget blev på danske hænder og ikke blev opkøbt fra udlandet eller af byfolk og velhavere, som så ansatte personale til at drive landbruget. Sådan som man kan se det i andre lande. Det bliver mere og mere tydeligt, at de enkelte EU-lande ikke har noget at skulle have sagt i deres egne lande.
Det var af hensyn til ”kapitalens frie bevægelighed i EU”, at den danske lov nu blev underkendt.
Det er den ene af EU´s ”såkaldte” 4 frihedsrettigheder.
Det var af hensyn til ”kapitalens frie bevægelighed i EU”, at den danske lov nu blev underkendt.
Det er den ene af EU´s ”såkaldte” 4 frihedsrettigheder.
Superstatens grundlov
Den tyske forbundskansler Angela Merkel, som netop har overtaget formandsposten i EU er meget ivrig for at få genoplivet EU-konstitutionsforslaget og få det vedtaget som EU-grundlov så hurtigt som muligt.
Er det en ideologisk reminisens fra hendes stærke engagement i et tidligere diktatur, DDR´s kommunistiske parti?
Hun er - som hendes fornavne næsten røber (Angela= Engel. Dorothea = Guds gave) - datter af en præst, født i Hamborg, men opvokset i DDR. Hun var sekretær i propagandaafdelingen for kommunistisk ungdom, Agitprop. Da Berlinmuren faldt, skyndte hun sig over til Kristeligt Demokratisk Union (CDU).
Og nu er hun så i gang med opbygningen af storstaten, EU. Indbyggerne forstår ikke deres eget bedste, men skal narres eller med snuhed tvinges til at indordne sig. Projektet har umiskendelige lighedspunkter med DDR, Sovjet eller andre diktaturer. Man tager ingen hensyn til folkeafstemninger, men vender bare tilbage igen med de samme idéer, indtil befokningerne giver efter, og et Nej bliver vredet om til et JA. Vi har set det flere gange.
Anders Fogh Rasmussen forklarede i TV 24/1, at han personlig syntes godt om konstitutionsforslaget, og at man måske ikke behøvede en folkeafstemning i Danmark…
Så er vi forberedt. Så ved vi det. Fogh og andre EU-politikerne vil undgå afstemning, så de ikke risikerer at få det Nej, de ved ligger og lurer i befolkningerne. Måske mener Fogh ligesom den nu afgåede svenske statsminister, at forfatningsforslaget er for indviklet for befolkningen! Politikerne kan selv afgøre sagen. Han nævnte, at 18 (var det atten?) lande havde stemt Ja, men ikke, at der ikke var tale om folkeafstemninger.
I mere end halvtreds år har EU-toppolitikerne, verdens storindustri og storkapital holdt hemmelige møder og aftalt politiske tiltag henover hovedet på befolkningerne.
Er det ikke på tide, at få klare linjer?
Er det en ideologisk reminisens fra hendes stærke engagement i et tidligere diktatur, DDR´s kommunistiske parti?
Hun er - som hendes fornavne næsten røber (Angela= Engel. Dorothea = Guds gave) - datter af en præst, født i Hamborg, men opvokset i DDR. Hun var sekretær i propagandaafdelingen for kommunistisk ungdom, Agitprop. Da Berlinmuren faldt, skyndte hun sig over til Kristeligt Demokratisk Union (CDU).
Og nu er hun så i gang med opbygningen af storstaten, EU. Indbyggerne forstår ikke deres eget bedste, men skal narres eller med snuhed tvinges til at indordne sig. Projektet har umiskendelige lighedspunkter med DDR, Sovjet eller andre diktaturer. Man tager ingen hensyn til folkeafstemninger, men vender bare tilbage igen med de samme idéer, indtil befokningerne giver efter, og et Nej bliver vredet om til et JA. Vi har set det flere gange.
Anders Fogh Rasmussen forklarede i TV 24/1, at han personlig syntes godt om konstitutionsforslaget, og at man måske ikke behøvede en folkeafstemning i Danmark…
Så er vi forberedt. Så ved vi det. Fogh og andre EU-politikerne vil undgå afstemning, så de ikke risikerer at få det Nej, de ved ligger og lurer i befolkningerne. Måske mener Fogh ligesom den nu afgåede svenske statsminister, at forfatningsforslaget er for indviklet for befolkningen! Politikerne kan selv afgøre sagen. Han nævnte, at 18 (var det atten?) lande havde stemt Ja, men ikke, at der ikke var tale om folkeafstemninger.
I mere end halvtreds år har EU-toppolitikerne, verdens storindustri og storkapital holdt hemmelige møder og aftalt politiske tiltag henover hovedet på befolkningerne.
Er det ikke på tide, at få klare linjer?
januar 24, 2007
Kun utilpassede om fredagen?
Den 21/7 bragte jeg et indlæg om, hvordan grønlændere i Gellerup bliver mishandlede, skrevet på basis af flere artikler i Århus Stiftstidende. Østjysk radio skyndte sig at dysse sagen ned:
”Forstanderen for Det Grønlandske Hus i Århus Svend Kolte afviser, at grønlændere
systematisk bliver forfulgt i Gellerup-området.”
Det er rart at høre, men lyder nærmest som en politisk korrekt beroligelse.
For hvad menes der med ordet ”systematisk”? Kolte siger jo selv videre: ”de svageste grønlændere med misbrugsproblemerr er lette ofre for agressive og utilpassede unge, men det er ikke rigtigt at fremstille det som en systematisk, racistisk forfølgelse”.
Nå ja, så gør det måske ikke noget? De ”utilpassede unge” kaster måske kun med sten om fredagen?
Eller i ramadanen?
”Forstanderen for Det Grønlandske Hus i Århus Svend Kolte afviser, at grønlændere
systematisk bliver forfulgt i Gellerup-området.”
Det er rart at høre, men lyder nærmest som en politisk korrekt beroligelse.
For hvad menes der med ordet ”systematisk”? Kolte siger jo selv videre: ”de svageste grønlændere med misbrugsproblemerr er lette ofre for agressive og utilpassede unge, men det er ikke rigtigt at fremstille det som en systematisk, racistisk forfølgelse”.
Nå ja, så gør det måske ikke noget? De ”utilpassede unge” kaster måske kun med sten om fredagen?
Eller i ramadanen?
EU handler hen over hovedet på befolkningerne
Da EU-politikerne var kommet sig oven på chocket over det franske og hollandske NEJ til grundlovsforslaget til den ny storstat EU, arrangerede de en tænkepause. Man skulle i denne tænkepause forsøge at komme nærmere på befolkningerne, internt kaldet ”PlanD” (for Dialog). Nødtvungent måtte politikerne nemlig indse, at EU temmelig udemokratisk havde undladt vigtige oplysninger til folket og nærkontakt. Det skulle der nu hals over hoved rådes bod på. I Danmark opfordrede man befolkningen til at give lyd fra sig og indsende sine tanker og ønsker om EU til regeringen som ”Borgernes Dagsorden”. Opfordringen virkede halvhjertet, så den bemærkedes næppe af andre end dem, der i forvejen var engageret, men aktionen skulle vel bevise, at man da tog hensyn til menigmand og spurgte ham til råds.
Gertrud
Her er et brev fra en borger til ”Borgernes dagsorden” 11.02.06
EU må holde op med at lave skjulte dagsordener og
manipulationer for at drive politik, som er uønsket af
EU-borgerne. Og i hvert fald sørge for, at borgerne
bliver orienterede om projekter, der vil påvirke deres
identitet og hverdag. Hidtil har EU forsøgt at bluffe og
holde borgerne hen i uvidenhed om sådanne
gigantprojekter, som EU så forsøger at manipulere
igennem. Det er udemokratisk og farligt, fordi EU derved
udelukker en demokratisk debat - i frygt for at
EU-borgerne ønsker noget andet end de fjerne og
enerådende EU-spidser. Nogle eksempler:
1. EU-regeringscheferne har lige været med til at fejre
Euro-Mediterraniens (EMs) [1] 10-års jubilæum sammen med
partnerskabslandenes regeringschefer. Alligevel ved
ingen, at EM er EUs afløser, en sammensmeltning af de 25
EU-lande + Marokko, Algeriet, Tunesien, Ægypten, Det
Palæstinensiske Selvstyre, Israel, Libanon, Jordan,
Syrien og Tyrkiet. Ingen ved, at disse lande er
associerede og på EM-Udenrigsministermødet i Neapel 2003
er lovet fuldt EU-medlemsskab.
2. Ingen har fået kendskab til oprettelsen af EMs
propagandaapparat, Anna Lindh Foundation [2], som er
stiftet af Europarådet, EU og Den Arabiske Liga. Dens
formål er at skabe kulturel basis for islamisk kultur i
hele Europa, som skal være uden "dem" og "os". Det skal
ske ved at fjerne vore "stereotype fordomme" - læs
kultur og religion. Motivet er at fjerne vor identitet,
fordi man ved, at islams identitet ikke lader sig
fjerne. Derved håber man at undgå ellers uundgåelige
kultursammenstød. Identitetstyveriet skal ske ved
ændring af skolebøger, så islam bliver tilfreds, styring
af kunst i islamisk retning, styring af journalistik i
retning at sympatiskabende kulturjornalistik i stedet
for nyhedsjournalistik med de hæslige kendsgerninger -
samt sammenfletning med islamiske medier.
3. I Danmark sørger Udenrigsministeriet gennem Dansk
Center for Kultur og Udvikling (CKU) [3] for
administrationen af dette tyveri af dansk identitet (Se
Olaf G. Hansens tale i Rabat 13.06.05). CKU har i 2005
indgået en samarbejdsaftale med ISESCO, der iflg. sit
Charter skal sikre den islamiske tanke mod besmittelse
med fremmedkultur, sikre at muslimer i ikke-islamiske
lande forbliver muslimer samt sikre, at islam udbredes
til hele Verden. Ingen har hørt om CKU. Et skridt i
islamiseringen af DK er CKUs gigantfestival med islamisk
kultur i TV og alle større danske byer 12.08.-20.09-2006
med Prins Joachim som protektor.
4. Når man prøver at få medierne til at beskæftige sig
med ovenstående, er der fuldstændig tavshed. Ens
henvendelser bliver ikke engang afvist!!! Man har her
virkelig et tabu. Hvorfor? Vel fordi EU også
kontrollerer medierne ovenfra!!
5. EU fortier sin tilslutning til World Forum Culture
Alliance (WCFA), en underafdeling under den amerikanske
Council on Foreign Relations - Verdens egentlige
magthaver og fortaler for Én-Verdensstaten. WCFA
prædiker identitet som roden til alle onder og
konflikter. Hvorfor vor identitet skal væk. Men s man
realistisk erkender, at islams ikke kan fjernes. Derfor
skal man tækkes islam!!!
Skam jer i EU. Hvordan kan I tro, at vi overhovedet kan
nære tillid til jer? EU må ophøre med sine
manipulationer og få disse og andre skjulte ting frem
til fri debat, hvis EU-borgerne skal fatte tillid til
den udemokratiske og farlige størrelse, som EU i dag er.
Anders Bruun-Laursen
Gertrud
Her er et brev fra en borger til ”Borgernes dagsorden” 11.02.06
EU må holde op med at lave skjulte dagsordener og
manipulationer for at drive politik, som er uønsket af
EU-borgerne. Og i hvert fald sørge for, at borgerne
bliver orienterede om projekter, der vil påvirke deres
identitet og hverdag. Hidtil har EU forsøgt at bluffe og
holde borgerne hen i uvidenhed om sådanne
gigantprojekter, som EU så forsøger at manipulere
igennem. Det er udemokratisk og farligt, fordi EU derved
udelukker en demokratisk debat - i frygt for at
EU-borgerne ønsker noget andet end de fjerne og
enerådende EU-spidser. Nogle eksempler:
1. EU-regeringscheferne har lige været med til at fejre
Euro-Mediterraniens (EMs) [1] 10-års jubilæum sammen med
partnerskabslandenes regeringschefer. Alligevel ved
ingen, at EM er EUs afløser, en sammensmeltning af de 25
EU-lande + Marokko, Algeriet, Tunesien, Ægypten, Det
Palæstinensiske Selvstyre, Israel, Libanon, Jordan,
Syrien og Tyrkiet. Ingen ved, at disse lande er
associerede og på EM-Udenrigsministermødet i Neapel 2003
er lovet fuldt EU-medlemsskab.
2. Ingen har fået kendskab til oprettelsen af EMs
propagandaapparat, Anna Lindh Foundation [2], som er
stiftet af Europarådet, EU og Den Arabiske Liga. Dens
formål er at skabe kulturel basis for islamisk kultur i
hele Europa, som skal være uden "dem" og "os". Det skal
ske ved at fjerne vore "stereotype fordomme" - læs
kultur og religion. Motivet er at fjerne vor identitet,
fordi man ved, at islams identitet ikke lader sig
fjerne. Derved håber man at undgå ellers uundgåelige
kultursammenstød. Identitetstyveriet skal ske ved
ændring af skolebøger, så islam bliver tilfreds, styring
af kunst i islamisk retning, styring af journalistik i
retning at sympatiskabende kulturjornalistik i stedet
for nyhedsjournalistik med de hæslige kendsgerninger -
samt sammenfletning med islamiske medier.
3. I Danmark sørger Udenrigsministeriet gennem Dansk
Center for Kultur og Udvikling (CKU) [3] for
administrationen af dette tyveri af dansk identitet (Se
Olaf G. Hansens tale i Rabat 13.06.05). CKU har i 2005
indgået en samarbejdsaftale med ISESCO, der iflg. sit
Charter skal sikre den islamiske tanke mod besmittelse
med fremmedkultur, sikre at muslimer i ikke-islamiske
lande forbliver muslimer samt sikre, at islam udbredes
til hele Verden. Ingen har hørt om CKU. Et skridt i
islamiseringen af DK er CKUs gigantfestival med islamisk
kultur i TV og alle større danske byer 12.08.-20.09-2006
med Prins Joachim som protektor.
4. Når man prøver at få medierne til at beskæftige sig
med ovenstående, er der fuldstændig tavshed. Ens
henvendelser bliver ikke engang afvist!!! Man har her
virkelig et tabu. Hvorfor? Vel fordi EU også
kontrollerer medierne ovenfra!!
5. EU fortier sin tilslutning til World Forum Culture
Alliance (WCFA), en underafdeling under den amerikanske
Council on Foreign Relations - Verdens egentlige
magthaver og fortaler for Én-Verdensstaten. WCFA
prædiker identitet som roden til alle onder og
konflikter. Hvorfor vor identitet skal væk. Men s man
realistisk erkender, at islams ikke kan fjernes. Derfor
skal man tækkes islam!!!
Skam jer i EU. Hvordan kan I tro, at vi overhovedet kan
nære tillid til jer? EU må ophøre med sine
manipulationer og få disse og andre skjulte ting frem
til fri debat, hvis EU-borgerne skal fatte tillid til
den udemokratiske og farlige størrelse, som EU i dag er.
Anders Bruun-Laursen
januar 23, 2007
Åbent Brev til Justitsministeren
Åbent brev
til justitsministeren.
Jeg er dybt bekymret over den afvikling af vore grundlovssikrede
demokratiske rettigheder, som finder sted i Deres embedsperiode.
Mit Spørgsmål er : Hvad vil De gøre for at genoprette gyldigheden af
Danmarks Riges Grundlov?
:
1. Jeg ser gennem Danmarks deltagelse i EU og Euromediterranien
projektet (EMP) Grundlovens § 77 om ytringsfrihed ugyldiggjort.
A: Trods 11 års eksistens og vor statsministers deltagelse i EMPs
10-års jubilæum har hverken regering eller medier blot så meget som
nævnet det projekt for befolkningen. Og det på trods af, at
statsministeriet i korrespondancer har oplyst mig om, at EMP fra år
2010 betyder integration af 9 muslimske lande + Israel i EUs økonomi
og indre marked. Hvortil kommer skabelsen af et fælleskulturelt
område uden "dem" og "os". Statsministeriet bekræfter, at EU på
Napolimødet 02.-03.12.2003 har lovet disse partnerlande EUs 4
fundamentale rettigheder - herunder fri bevægelighed for islams
folkemasser ind i EU.
Endvidere har EU oprettet Anna Lindh Foundation, der sammen med
det af den danske regering oprettede Dansk Center for Kultur og
Udvikling (CKU) skal afvikle vor kultur og religion, som det
udenrigsministerielle CKU kalder "stereotypier og fordomme". I
stedet bestræber regeringen sig gennem CKU på at fremme islam gennem
omlægning af journalistik, styring af kunsten og revision af
børnenes undervisningsmateriale i islamvenlig retning[1]. Og gennem
store ungdomsfestivaler som "Images of the Middle East" i 2006. Ja,
CKU har sågar 27.05.2005 indgået en samarbejdsaftale med ISESCO [2],
hvis mål er at hindre muslimsk integration i ikke-muslimske lande
- samt at udbrede islamisk tankegang og levevis til hele verden! [3]
Gennem disse fortielser og fortiede anslag mod vor 1000-årig kultur
og religion nægtes vi på udemokratisk vis en debat om vor fremtidige
identitet.
Så vidt er det kommet, at læserbreve om emnet Euromediterranien ties
ihjel. Fremsendt baggrundsmateriale til medierne ligeså.
B: Og dette har desværre en forklaring: Selvcensur. Denne har længe
undertrykt medierne - vel efter diktat fra Europarådet fra år 2000
[4] samt forudgående eurabiske hemmeligholdte aftaler fra 1970´ erne
og 80 érne (Bat Ye`or - Eurabia). At vore parlamentarikere i
Europarådet kan acceptere et sådant dekret og fortsætte med at tale
om demokrati i Europa er utroligt hyklerisk.
D. 22.-23.2006 blev situationen endnu mere grotesk. EU-kommissionens
kommissær for udenrigsanliggender og naboskabspolitik,Benita Ferrero
Waldner, holdt en tale [5] for over 100 ledende mediefolk fra alle
35 euromediterranske land på "Seminar on Racism, Xenophobia and the
Media", som var arrangeret af EUs østrigske EU-formandskab,
EU-kommissionen og Racismeovervågningscentret i Wien, der jo ledes
af gammelkommunisten Beate Winkler . Heri pålagde Ferrero Waldner i
forskrækkelse over reaktionerne på Muhammed-tegningerne medierne
selvcensur. Og hun krævede, at mediefolkene håndhævede denne
selvcensur i egne rækker, hvis man ville undgå lovindgreb mod
ytringsfriheden. Hun tilføjede truende: "Ganske vist er
ytringsfriheden en del af vor tradition. Men den kan kun bevares ,
hvis enkeltpersoner omgås den med ansvarlighed" (over for vor
nord-syddialogen)! Man henvendte sig til alle 35 landes
medieorganisationer med krav om gennemførelse af lovbeskyttelse af
regulationsmekanismer mod ytringsfriheden, om
medieovervågningsinstitutioner -sågar mod internettet. Endvidere en
lang række af metoder til undertrykkelse af ytringsfriheden - og
fremstilling af islam som vor dagligdag [6].
2. Jeg ser Grundlovens § 79 ugyldiggjort gennem Deres forbud mod
foreningen SIADs demonstrationer i Gjellerup, Vollsmose og på
Nørrebro.
Derved tilkendegiver De jo, at Danmark reelt har afstået dele af
riget til en fremmed magt, som ikke anerkender den danske grundlov.
Deres henvisninger til nødret gælder kun dem, som anvender vold,
hvad SIAD absolut ikke gør. Det gør den fremmede besættelsesmagt
imidlertid atter og atter - sågar over for politi og brandvæsen.
[1]
http://www.dccd.dk/DCCD/cku.nsf/doc/olafg.hansens
speechjune2005rabat?OpenDocument.
[2] http://www.dccd.dk/dccd/cku.nsf/doc/isescoaftale?
OpenDocument.
[3] http://www.isesco.org.ma/English/presentation/
ISESCO/Charter.asp
(articles 4 og 5a).
[4]
http://www.coe.int/t/e/human_rights/ecri/2-european
_conference/1-doc
uments_adopted/02-general_conclusions.asp
[5]
http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?
reference=SPEECH/06/321&format=HTML&
aged=0&language=EN&guiLanguage=en
[6]
http://eumc.europa.eu/eumc/material/pub/
general/euromed_conference_report_220506_en.pdf
(især ss. 20-25)
Venlig hilsen
Anders Bruun Laursen
tidl. overlæge
Toftevej 3
Nr. Dalby
4140 Borup
til justitsministeren.
Jeg er dybt bekymret over den afvikling af vore grundlovssikrede
demokratiske rettigheder, som finder sted i Deres embedsperiode.
Mit Spørgsmål er : Hvad vil De gøre for at genoprette gyldigheden af
Danmarks Riges Grundlov?
:
1. Jeg ser gennem Danmarks deltagelse i EU og Euromediterranien
projektet (EMP) Grundlovens § 77 om ytringsfrihed ugyldiggjort.
A: Trods 11 års eksistens og vor statsministers deltagelse i EMPs
10-års jubilæum har hverken regering eller medier blot så meget som
nævnet det projekt for befolkningen. Og det på trods af, at
statsministeriet i korrespondancer har oplyst mig om, at EMP fra år
2010 betyder integration af 9 muslimske lande + Israel i EUs økonomi
og indre marked. Hvortil kommer skabelsen af et fælleskulturelt
område uden "dem" og "os". Statsministeriet bekræfter, at EU på
Napolimødet 02.-03.12.2003 har lovet disse partnerlande EUs 4
fundamentale rettigheder - herunder fri bevægelighed for islams
folkemasser ind i EU.
Endvidere har EU oprettet Anna Lindh Foundation, der sammen med
det af den danske regering oprettede Dansk Center for Kultur og
Udvikling (CKU) skal afvikle vor kultur og religion, som det
udenrigsministerielle CKU kalder "stereotypier og fordomme". I
stedet bestræber regeringen sig gennem CKU på at fremme islam gennem
omlægning af journalistik, styring af kunsten og revision af
børnenes undervisningsmateriale i islamvenlig retning[1]. Og gennem
store ungdomsfestivaler som "Images of the Middle East" i 2006. Ja,
CKU har sågar 27.05.2005 indgået en samarbejdsaftale med ISESCO [2],
hvis mål er at hindre muslimsk integration i ikke-muslimske lande
- samt at udbrede islamisk tankegang og levevis til hele verden! [3]
Gennem disse fortielser og fortiede anslag mod vor 1000-årig kultur
og religion nægtes vi på udemokratisk vis en debat om vor fremtidige
identitet.
Så vidt er det kommet, at læserbreve om emnet Euromediterranien ties
ihjel. Fremsendt baggrundsmateriale til medierne ligeså.
B: Og dette har desværre en forklaring: Selvcensur. Denne har længe
undertrykt medierne - vel efter diktat fra Europarådet fra år 2000
[4] samt forudgående eurabiske hemmeligholdte aftaler fra 1970´ erne
og 80 érne (Bat Ye`or - Eurabia). At vore parlamentarikere i
Europarådet kan acceptere et sådant dekret og fortsætte med at tale
om demokrati i Europa er utroligt hyklerisk.
D. 22.-23.2006 blev situationen endnu mere grotesk. EU-kommissionens
kommissær for udenrigsanliggender og naboskabspolitik,Benita Ferrero
Waldner, holdt en tale [5] for over 100 ledende mediefolk fra alle
35 euromediterranske land på "Seminar on Racism, Xenophobia and the
Media", som var arrangeret af EUs østrigske EU-formandskab,
EU-kommissionen og Racismeovervågningscentret i Wien, der jo ledes
af gammelkommunisten Beate Winkler . Heri pålagde Ferrero Waldner i
forskrækkelse over reaktionerne på Muhammed-tegningerne medierne
selvcensur. Og hun krævede, at mediefolkene håndhævede denne
selvcensur i egne rækker, hvis man ville undgå lovindgreb mod
ytringsfriheden. Hun tilføjede truende: "Ganske vist er
ytringsfriheden en del af vor tradition. Men den kan kun bevares ,
hvis enkeltpersoner omgås den med ansvarlighed" (over for vor
nord-syddialogen)! Man henvendte sig til alle 35 landes
medieorganisationer med krav om gennemførelse af lovbeskyttelse af
regulationsmekanismer mod ytringsfriheden, om
medieovervågningsinstitutioner -sågar mod internettet. Endvidere en
lang række af metoder til undertrykkelse af ytringsfriheden - og
fremstilling af islam som vor dagligdag [6].
2. Jeg ser Grundlovens § 79 ugyldiggjort gennem Deres forbud mod
foreningen SIADs demonstrationer i Gjellerup, Vollsmose og på
Nørrebro.
Derved tilkendegiver De jo, at Danmark reelt har afstået dele af
riget til en fremmed magt, som ikke anerkender den danske grundlov.
Deres henvisninger til nødret gælder kun dem, som anvender vold,
hvad SIAD absolut ikke gør. Det gør den fremmede besættelsesmagt
imidlertid atter og atter - sågar over for politi og brandvæsen.
[1]
http://www.dccd.dk/DCCD/cku.nsf/doc/olafg.hansens
speechjune2005rabat?OpenDocument.
[2] http://www.dccd.dk/dccd/cku.nsf/doc/isescoaftale?
OpenDocument.
[3] http://www.isesco.org.ma/English/presentation/
ISESCO/Charter.asp
(articles 4 og 5a).
[4]
http://www.coe.int/t/e/human_rights/ecri/2-european
_conference/1-doc
uments_adopted/02-general_conclusions.asp
[5]
http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?
reference=SPEECH/06/321&format=HTML&
aged=0&language=EN&guiLanguage=en
[6]
http://eumc.europa.eu/eumc/material/pub/
general/euromed_conference_report_220506_en.pdf
(især ss. 20-25)
Venlig hilsen
Anders Bruun Laursen
tidl. overlæge
Toftevej 3
Nr. Dalby
4140 Borup
januar 22, 2007
Skal vi opgive vor grundlov?
Eftersom EU i Bryssel ikke har skrottet idéen om en fælles forfatning, men agter at fremlægge et forslag igen, så er det måske en god idé at kikke tilbage på professor i jura, Ole Hasselbalchs artikel i Berlingeren den 21. oktober 2003:
Om EU forfatningen
Ikke bare en ny Tvind-lov
Af Ole Hasselbalch, Professor & h.c., jur.dr.
Tankegangen i EUs forslag til forfatning nærmer sig den, som kendes fra politisk eller religiøst totalitære stater. Det er alvorligt nok. Men det mest interessante ved EU-forfatningen er ikke engang, om dens vedtagelse kræver en dansk grundlovsændring. Det er derimod, om Folketingets flertal tør snakke sig uden om dette forhold, og om Højesteret i givet fald tør sætte samme flertal på plads.
Grundloven giver den overordnede ramme for, hvad den danske lovgiver kan vedtage, og hvordan vedtagelsen skal finde sted. Overskrider Folketinget rammen, kan domstolene tilsidesætte den grundlovsstridige lov. Skal rammen ændres, må det ske på den måde, der anvises i Grundlovens § 88: Et forslag herom skal vedtages af Folketinget, der skal dernæst udskrives nyvalg, og forslaget til grundlovsændring skal vedtages af Tinget på ny. Dernæst skal det ud til en folkeafstemning, hvor det også vedtages, men af minimum 40 pct. blandt de stemmeberettigede. Grundlovsændringer kræver med andre ord massiv tilslutning hos vælgerne. Grundloven hjemler borgerne nogle opregnede frihedsrettigheder. Endvidere - og det fylder hovedparten af paragrafferne - bestemmer den, hvordan statens magt varetages, herunder hvordan de forskellige magtbeføjelser er fordelt mellem folketing, domstole og regering. Hvis man vil have en anden ordning, kræver det grundlovsændring. Dog kan beføjelser, som Grundloven henlægger til »rigets myndigheder«, ved lov og under iagttagelse af en særlig vedtagelsesprocedure overlades til mellemfolkelige instanser »i nærmere bestemt omfang«, som det hedder i § 20. Forbeholdet er logisk. Véd man ikke med sikkerhed, hvad der er overladt, er den statslige suverænitet jo sådan set gået tabt. Uden et klart mandat er der heller ingen garanti for, at de pågældende mellemfolkelige myndigheder ikke kan føle sig berettiget til at træffe beslutning om noget, som målt efter dansk alen vil være grundlovsstridigt.
I henhold til Grundlovens § 20 har Folketinget overdraget sine beføjelser i en række henseender til EU. EF og senere EU er igennem årene kommet ind på at regulere medlemsstaternes anliggender langt mere omfattende, end det var tilfældet, da Danmark indmeldte sig i 70ernes begyndelse. Herunder er man også kommet ind på at beskæftige sig med livsforhold, der slet ikke var dækket af dansk lovgivning førhen.
Det almindelige udgangspunkt er, at en folkeretlig regulering, f.eks. en konvention, kun er bindende for den danske stat i forholdet til den fremmede stat eller internationale organisation, med hvem den er indgået. For tillige at blive bindende på dansk grund mellem danske borgere, skal den gøres bindende i Danmark. Det vil typisk ske gennem vedtagelse af en lov herom. En række af de regler, EU har skabt, er imidlertid umiddelbart bindende i de enkelte lande, dvs. bindende for borgerne også uden om det danske folketing. Dette kan lade sig gøre, fordi den danske lovgiver har accepteret en sådan ordning. Forudsætningen for konstruktionens grundlovsmæssighed er dog selv sagt, at det har været muligt at forudse, hvad det var, EF/EU ville begynde at lave forskrifter om i henhold til det mandat, Danmark gav ved tiltrædelsen af EF/EU-traktaterne. Det forudsættes også, at EF/EU ikke har fået mandat til at lave noget, der indebærer tilsidesættelse af Grundloven.
Efterhånden som EUs regelkomplekser blev mere og mere omfattende, opstod der diskussion om, hvorvidt Folketinget havde givet slip på mere, end det efter Grundloven har ret til. Da det sjældent lader sig aflæse med matematisk sikkerhed, hvad Grundloven kræver, har denne diskussion som regel ingen sikker konklusion. F.eks. er det ikke lige til at sige, om en beføjelse er overladt EU i et »nærmere bestemt omfang« eller ej. Den enkelte vil derfor fristes til at konkludere sådan, som hans eller hendes personlige holdning til EU tilsiger.
Der er nu tale om at lade Danmark tilslutte sig en samlet forfatning for Europa, som det såkaldte Europæiske Konvent har lavet udkast til. Hvis man læser dette udkast, overvældes man af regelsættets komplicerede struktur, mængden af paragraffer og den rummelige sprogbrug. De fleste vil nok have ganske vanskeligt ved at overskue, hvad det foreslåede indebærer. Selv de mest fintmærkende jurister vil for øvrigt også nok kunne få problemer med mange af de foreslåede regler, allerede fordi disses konsekvenser i kraft af deres programmæssige udformning ikke umiddelbart lader sig aflæse. Det indebærer, at det i sidste ende bliver EF-domstolen, der kommer til at bestemme, hvordan de skal forstås.
EF-domstolen er i modsætning til, hvad navnet lader formode, ikke nogen rent juridisk instans i dansk forstand. Som det siges af en af Danmarks førende eksperter på området, professor, dr.jur. Hjalte Rasmussen i bogen »EU-ret i kontekst« (3. udgave s. 522): »Der var ting, som man ... helst undgik at tale om. Det var, at EF-domstolen i sin iver efter at føderalisere EU og gøre Unionens retsorden mest mulig modstandsdygtig over for disintegrative tendenser ... ikke sjældent traf »mærkelige afgørelser«. Den baserede herved sine domme på grunde, som kun fremviste et fjernt slægtskab med mere gængse og velkendte juridiske argumentationsmønstre«. Sagt mere direkte (jf. samme forfatter s.521): Domstolen inddrager politiske hensyn i sine domme.
I Danmark skal love altid tolkes ud fra juridiske grunde. Dommerne må ikke - dvs. de er forpligtet til i al fald at forsøge at undgå - at lade sig inficere af politiske synspunkter. Grundlovsfædrenes klare forudsætning for, at noget kan være overladt i »nærmere bestemt omfang« er derfor utvivlsomt, at det bestemmes ud fra juridiske kriterier, hvilke beføjelser EU har fået overladt med hjemmel i Grundlovens § 20.
Allerede den omstændighed, at det ikke altid er muligt at sige, hvad der følger af de nye EU-bestemmelser, gør det svært at se, at er tale om overdragelse af beføjelser i et »nærmere bestemt omfang«. Disse vanskeligheder øges derved, at EF-domstolen altså kan finde på at tolke EUs regler på en anden måde, end juridiske overvejelser tilsiger. På den måde bliver det jo retligt uforudseeligt, hvad vi kommer ind i.
Nogle eksempler hentet fra det, der nu tiltænkes europæerne: Unionen skal efter artikel 2 fremme et samfund præget af pluralisme, solidaritet og ikke-forskelsbehandling. Men hvor går grænsen i så henseende? Er vi forpligtet til solidaritet med Langtbortistan, og skal vi acceptere menneskeæderkulturer inden for vore grænser? Unionen respekterer efter artikel 5 også medlemsstaternes nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres politiske og forfatningsmæssige strukturer. Men hvad er det for strukturer, som skal respekteres? Er der f.eks. tale om, at EF-domstolen fremtidig forpligtes til i sager, der har betydning for os - og det har jo vel i en eller anden grad de fleste - at dømme efter udelukkende juridiske kriterier? Endvidere skal de grundlæggende rettigheder, som garanteres ved Menneskeretskonventionen, efter artikel 7 være generelt princip for EU-retten. Betyder det, at konventionen ikke kan ajourføres senere, uden at EU-forfatningen også skal laves om? Og efter artikel 10 har den ret, der vedtages af Unionens institutioner, forret frem for medlemsstaternes ret. Indebærer det, at den danske Højesteret ikke mere er landets øverste domstol? Eller griber forbeholdet i artikel 5 ind? Eller hvad?
Forfatningen vil med andre ord forpligte os på værdier og efter principper, som er beskrevet i positivt ladede og ofte også særdeles vidtfavnende vendinger. Dette gør dem svære at modsige. Ikke desto mindre vil de altså kunne give store vanskeligheder, hvis de tolkes i bestemte retninger.
Hertil kommer så et til forfatningsforslaget knyttet såkaldt charter, der allerede er vedtaget, men kun som ikke-forpligtende hensigtserklæringer. Disse tænkes nu indskrevet som del af selve EU-forfatningsværket, hvorved de bliver definitivt retligt bindende. I charteret slår tanken igennem om Unionen rolle ikke blot som værner af visse frihedsrettigheder, men som indpisker i relation til nogle bredere principper for menneskelivet.
Også disse kan i kraft af deres positivladede form vanskeligt modsiges - såsom når charteret bestemmer, at ingen må underkastes tortur eller nedværdigende behandling eller holdes i slaveri eller trældom. Men alligevel opstår der rundt om tankevækkende problemer. F.eks. hedder det i charterets artikel II, 21 at enhver forskelsbehandling pga. etnisk oprindelse, formueforhold, alder og religion er forbudt. Vil det sige, at ulovlige immigranter skal behandles på linje med unionsborgere, at banker skal give kredit til hvem som helst, og at unge skal have rettigheder på linje med pensionister? Og hvordan ligger det med Grundlovens § 4 om, at den evangelisk lutherske kirke er folkekirke, der støttes af staten?
Der er visselig brug for en restrukturering og klarificering af det retlige grundlag for EU. Men hvor meget vindes der med et regelværk, som er præget af programerklæringer og glimmerplatheder i en sådan udstrækning, at det læst efter teksten gang på gang ender i det rent ud meningsløse? Det eneste, man kan se med sikkerhed, er, at den påtænkte forfatning vil gennemtvinge værdier, der hidtil efter dansk tradition har været forbeholdt den enkelte borgers egen personlige vurdering og beslutning. Unionen har dermed bundet sig til idealer, den opfatter som uimodsigelige, og som den derfor vil gøre almengyldige. Og den forbeholder sig selv ud fra politiske grunde at bestemme, hvad der skal lægges i disse værdier.
Tankegangen nærmer sig derved den, som kendes fra politisk eller religiøst totalitære stater, hvor politiske kommissærer eller præster mener sig berettiget til at trække en bestemt, af dem påstået eviggyldig tankemodel for, hvordan menneskelivet skal leves, ned over menneskeheden. Dette er en helt anden grundholdning end den, der kommer til udtryk i vor nuværende grundlov. Rent bortset fra, at i al fald én af de påtænkte bestemmelser altså er i klokkeklar modstrid med samme.
Hvordan skal EU-forfatningen under disse forhold kunne trækkes ned over hovedet på danskerne uden overholdelse af regler, der gælder for grundlovsændringer? Og hvordan i alverden venter man sig at få vælgerne med på den galej?
Det mest interessante er derfor måske ikke, om EU-forfatningen kræver grundlovsændring hos os. Det er derimod, om Folketingets flertal tør snakke sig uden om dette forhold, og om Højesteret i givet fald tør sætte samme flertal på plads. Der er jo ikke bare tale om at tilsidesætte en ny Tvind-lov.
http://www.berlingske.dk/kronikker/
Om EU forfatningen
Ikke bare en ny Tvind-lov
Af Ole Hasselbalch, Professor & h.c., jur.dr.
Tankegangen i EUs forslag til forfatning nærmer sig den, som kendes fra politisk eller religiøst totalitære stater. Det er alvorligt nok. Men det mest interessante ved EU-forfatningen er ikke engang, om dens vedtagelse kræver en dansk grundlovsændring. Det er derimod, om Folketingets flertal tør snakke sig uden om dette forhold, og om Højesteret i givet fald tør sætte samme flertal på plads.
Grundloven giver den overordnede ramme for, hvad den danske lovgiver kan vedtage, og hvordan vedtagelsen skal finde sted. Overskrider Folketinget rammen, kan domstolene tilsidesætte den grundlovsstridige lov. Skal rammen ændres, må det ske på den måde, der anvises i Grundlovens § 88: Et forslag herom skal vedtages af Folketinget, der skal dernæst udskrives nyvalg, og forslaget til grundlovsændring skal vedtages af Tinget på ny. Dernæst skal det ud til en folkeafstemning, hvor det også vedtages, men af minimum 40 pct. blandt de stemmeberettigede. Grundlovsændringer kræver med andre ord massiv tilslutning hos vælgerne. Grundloven hjemler borgerne nogle opregnede frihedsrettigheder. Endvidere - og det fylder hovedparten af paragrafferne - bestemmer den, hvordan statens magt varetages, herunder hvordan de forskellige magtbeføjelser er fordelt mellem folketing, domstole og regering. Hvis man vil have en anden ordning, kræver det grundlovsændring. Dog kan beføjelser, som Grundloven henlægger til »rigets myndigheder«, ved lov og under iagttagelse af en særlig vedtagelsesprocedure overlades til mellemfolkelige instanser »i nærmere bestemt omfang«, som det hedder i § 20. Forbeholdet er logisk. Véd man ikke med sikkerhed, hvad der er overladt, er den statslige suverænitet jo sådan set gået tabt. Uden et klart mandat er der heller ingen garanti for, at de pågældende mellemfolkelige myndigheder ikke kan føle sig berettiget til at træffe beslutning om noget, som målt efter dansk alen vil være grundlovsstridigt.
I henhold til Grundlovens § 20 har Folketinget overdraget sine beføjelser i en række henseender til EU. EF og senere EU er igennem årene kommet ind på at regulere medlemsstaternes anliggender langt mere omfattende, end det var tilfældet, da Danmark indmeldte sig i 70ernes begyndelse. Herunder er man også kommet ind på at beskæftige sig med livsforhold, der slet ikke var dækket af dansk lovgivning førhen.
Det almindelige udgangspunkt er, at en folkeretlig regulering, f.eks. en konvention, kun er bindende for den danske stat i forholdet til den fremmede stat eller internationale organisation, med hvem den er indgået. For tillige at blive bindende på dansk grund mellem danske borgere, skal den gøres bindende i Danmark. Det vil typisk ske gennem vedtagelse af en lov herom. En række af de regler, EU har skabt, er imidlertid umiddelbart bindende i de enkelte lande, dvs. bindende for borgerne også uden om det danske folketing. Dette kan lade sig gøre, fordi den danske lovgiver har accepteret en sådan ordning. Forudsætningen for konstruktionens grundlovsmæssighed er dog selv sagt, at det har været muligt at forudse, hvad det var, EF/EU ville begynde at lave forskrifter om i henhold til det mandat, Danmark gav ved tiltrædelsen af EF/EU-traktaterne. Det forudsættes også, at EF/EU ikke har fået mandat til at lave noget, der indebærer tilsidesættelse af Grundloven.
Efterhånden som EUs regelkomplekser blev mere og mere omfattende, opstod der diskussion om, hvorvidt Folketinget havde givet slip på mere, end det efter Grundloven har ret til. Da det sjældent lader sig aflæse med matematisk sikkerhed, hvad Grundloven kræver, har denne diskussion som regel ingen sikker konklusion. F.eks. er det ikke lige til at sige, om en beføjelse er overladt EU i et »nærmere bestemt omfang« eller ej. Den enkelte vil derfor fristes til at konkludere sådan, som hans eller hendes personlige holdning til EU tilsiger.
Der er nu tale om at lade Danmark tilslutte sig en samlet forfatning for Europa, som det såkaldte Europæiske Konvent har lavet udkast til. Hvis man læser dette udkast, overvældes man af regelsættets komplicerede struktur, mængden af paragraffer og den rummelige sprogbrug. De fleste vil nok have ganske vanskeligt ved at overskue, hvad det foreslåede indebærer. Selv de mest fintmærkende jurister vil for øvrigt også nok kunne få problemer med mange af de foreslåede regler, allerede fordi disses konsekvenser i kraft af deres programmæssige udformning ikke umiddelbart lader sig aflæse. Det indebærer, at det i sidste ende bliver EF-domstolen, der kommer til at bestemme, hvordan de skal forstås.
EF-domstolen er i modsætning til, hvad navnet lader formode, ikke nogen rent juridisk instans i dansk forstand. Som det siges af en af Danmarks førende eksperter på området, professor, dr.jur. Hjalte Rasmussen i bogen »EU-ret i kontekst« (3. udgave s. 522): »Der var ting, som man ... helst undgik at tale om. Det var, at EF-domstolen i sin iver efter at føderalisere EU og gøre Unionens retsorden mest mulig modstandsdygtig over for disintegrative tendenser ... ikke sjældent traf »mærkelige afgørelser«. Den baserede herved sine domme på grunde, som kun fremviste et fjernt slægtskab med mere gængse og velkendte juridiske argumentationsmønstre«. Sagt mere direkte (jf. samme forfatter s.521): Domstolen inddrager politiske hensyn i sine domme.
I Danmark skal love altid tolkes ud fra juridiske grunde. Dommerne må ikke - dvs. de er forpligtet til i al fald at forsøge at undgå - at lade sig inficere af politiske synspunkter. Grundlovsfædrenes klare forudsætning for, at noget kan være overladt i »nærmere bestemt omfang« er derfor utvivlsomt, at det bestemmes ud fra juridiske kriterier, hvilke beføjelser EU har fået overladt med hjemmel i Grundlovens § 20.
Allerede den omstændighed, at det ikke altid er muligt at sige, hvad der følger af de nye EU-bestemmelser, gør det svært at se, at er tale om overdragelse af beføjelser i et »nærmere bestemt omfang«. Disse vanskeligheder øges derved, at EF-domstolen altså kan finde på at tolke EUs regler på en anden måde, end juridiske overvejelser tilsiger. På den måde bliver det jo retligt uforudseeligt, hvad vi kommer ind i.
Nogle eksempler hentet fra det, der nu tiltænkes europæerne: Unionen skal efter artikel 2 fremme et samfund præget af pluralisme, solidaritet og ikke-forskelsbehandling. Men hvor går grænsen i så henseende? Er vi forpligtet til solidaritet med Langtbortistan, og skal vi acceptere menneskeæderkulturer inden for vore grænser? Unionen respekterer efter artikel 5 også medlemsstaternes nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres politiske og forfatningsmæssige strukturer. Men hvad er det for strukturer, som skal respekteres? Er der f.eks. tale om, at EF-domstolen fremtidig forpligtes til i sager, der har betydning for os - og det har jo vel i en eller anden grad de fleste - at dømme efter udelukkende juridiske kriterier? Endvidere skal de grundlæggende rettigheder, som garanteres ved Menneskeretskonventionen, efter artikel 7 være generelt princip for EU-retten. Betyder det, at konventionen ikke kan ajourføres senere, uden at EU-forfatningen også skal laves om? Og efter artikel 10 har den ret, der vedtages af Unionens institutioner, forret frem for medlemsstaternes ret. Indebærer det, at den danske Højesteret ikke mere er landets øverste domstol? Eller griber forbeholdet i artikel 5 ind? Eller hvad?
Forfatningen vil med andre ord forpligte os på værdier og efter principper, som er beskrevet i positivt ladede og ofte også særdeles vidtfavnende vendinger. Dette gør dem svære at modsige. Ikke desto mindre vil de altså kunne give store vanskeligheder, hvis de tolkes i bestemte retninger.
Hertil kommer så et til forfatningsforslaget knyttet såkaldt charter, der allerede er vedtaget, men kun som ikke-forpligtende hensigtserklæringer. Disse tænkes nu indskrevet som del af selve EU-forfatningsværket, hvorved de bliver definitivt retligt bindende. I charteret slår tanken igennem om Unionen rolle ikke blot som værner af visse frihedsrettigheder, men som indpisker i relation til nogle bredere principper for menneskelivet.
Også disse kan i kraft af deres positivladede form vanskeligt modsiges - såsom når charteret bestemmer, at ingen må underkastes tortur eller nedværdigende behandling eller holdes i slaveri eller trældom. Men alligevel opstår der rundt om tankevækkende problemer. F.eks. hedder det i charterets artikel II, 21 at enhver forskelsbehandling pga. etnisk oprindelse, formueforhold, alder og religion er forbudt. Vil det sige, at ulovlige immigranter skal behandles på linje med unionsborgere, at banker skal give kredit til hvem som helst, og at unge skal have rettigheder på linje med pensionister? Og hvordan ligger det med Grundlovens § 4 om, at den evangelisk lutherske kirke er folkekirke, der støttes af staten?
Der er visselig brug for en restrukturering og klarificering af det retlige grundlag for EU. Men hvor meget vindes der med et regelværk, som er præget af programerklæringer og glimmerplatheder i en sådan udstrækning, at det læst efter teksten gang på gang ender i det rent ud meningsløse? Det eneste, man kan se med sikkerhed, er, at den påtænkte forfatning vil gennemtvinge værdier, der hidtil efter dansk tradition har været forbeholdt den enkelte borgers egen personlige vurdering og beslutning. Unionen har dermed bundet sig til idealer, den opfatter som uimodsigelige, og som den derfor vil gøre almengyldige. Og den forbeholder sig selv ud fra politiske grunde at bestemme, hvad der skal lægges i disse værdier.
Tankegangen nærmer sig derved den, som kendes fra politisk eller religiøst totalitære stater, hvor politiske kommissærer eller præster mener sig berettiget til at trække en bestemt, af dem påstået eviggyldig tankemodel for, hvordan menneskelivet skal leves, ned over menneskeheden. Dette er en helt anden grundholdning end den, der kommer til udtryk i vor nuværende grundlov. Rent bortset fra, at i al fald én af de påtænkte bestemmelser altså er i klokkeklar modstrid med samme.
Hvordan skal EU-forfatningen under disse forhold kunne trækkes ned over hovedet på danskerne uden overholdelse af regler, der gælder for grundlovsændringer? Og hvordan i alverden venter man sig at få vælgerne med på den galej?
Det mest interessante er derfor måske ikke, om EU-forfatningen kræver grundlovsændring hos os. Det er derimod, om Folketingets flertal tør snakke sig uden om dette forhold, og om Højesteret i givet fald tør sætte samme flertal på plads. Der er jo ikke bare tale om at tilsidesætte en ny Tvind-lov.
http://www.berlingske.dk/kronikker/
Er det ligesådan i Danmark?
Da Hodjas blog omtaler problemet med omskæring af pigebørn i Norge, bringer jeg her en artikel fra 2001 om samme problem i Sverige:
Da svenske massemedier undviger at røbe ubehagelige forhold i samfundet, blev den svenske TV-dokumentarfilm af Oscar Hedin den 6. september 2001 om kvindelig omskærelse i Sverige en pinlig oplevelse.
En kvindegruppe, ”Göteborgprojektet”, havde forgæves forsøgt at få imamer til at tage afstand fra denne kvindelige lemlæstelse, men uden resultat.
Filmens hemmelige kamera afslørede, at imamer anviste mødre, hvor de kunne få omskåret deres døttre. En koptisk præst, fader Bachdumidus, var ikke bedre. Han mente, at traditionen var nødvendig, hvis kvinderne ville giftes i Gambia. På filmen så man en lille negerpige på 2-3 år blive omskåren. NB til og med uden bedøvelse! Barnet skreg i vilden sky. Det var ækelt at se på. Den rene tortur både for barnet og seerne.
Sverige vigter sig over at have vedtaget forbud mod kvindelig omskærelse 1982 med strafferamme op til 10 års fængsel.
I 1999 udvidedes loven til også at gælde omskærelser ved rejse til udlandet. Det svenske lovforbud er det rene hykleri! Der er ikke foretaget een eneste anmeldelse i alle disse år, selvom socialforsorgen og visse læger, ja til og med børneombudsmanden, har haft kendskab til sådan omskærelse. Man har negliceret loven og undgået retssag. Man lukker øjnene og lader stå til og mente ikke at have ansvar, Havde det været svenskere, som på analog måde mishandlede børn, havde piben fået en anden lyd. Så havde de siddet bag lås og slå.
Gamle negerkvinder kommer til Sverige for at omskære pigebørn. De er uden uddannelse, og operationen er livsfarlig. De får 2.200.- svenske kroner per barn.
TV-udsendelsen gav genlyd i aviserne: Sveriges Muslimske Råd mente ifølge indvandrerbladet ”Sesam”, at TV-filmen slet ikke burde være vist!
Eftermiddagsavisen ”Aftonbladet” bragte et billede af et spædbarn, der blev holdt fast af stærke hænder og omskåret uden bedøvelse, sammen med et læserbrev, som spurgte om imamer ville korrigere Allah, siden de ville skære noget af hans skaberværk væk???
Samme dag tog Sveriges muslimske Råd afstand fra denne kvindelemlæstelse (Smålandsposten 10.9.01), men hvormeget skal man lægge i det - i betragtning af deres taquia-system?
Og hvordan går det med samme problem i Danmark?
Da svenske massemedier undviger at røbe ubehagelige forhold i samfundet, blev den svenske TV-dokumentarfilm af Oscar Hedin den 6. september 2001 om kvindelig omskærelse i Sverige en pinlig oplevelse.
En kvindegruppe, ”Göteborgprojektet”, havde forgæves forsøgt at få imamer til at tage afstand fra denne kvindelige lemlæstelse, men uden resultat.
Filmens hemmelige kamera afslørede, at imamer anviste mødre, hvor de kunne få omskåret deres døttre. En koptisk præst, fader Bachdumidus, var ikke bedre. Han mente, at traditionen var nødvendig, hvis kvinderne ville giftes i Gambia. På filmen så man en lille negerpige på 2-3 år blive omskåren. NB til og med uden bedøvelse! Barnet skreg i vilden sky. Det var ækelt at se på. Den rene tortur både for barnet og seerne.
Sverige vigter sig over at have vedtaget forbud mod kvindelig omskærelse 1982 med strafferamme op til 10 års fængsel.
I 1999 udvidedes loven til også at gælde omskærelser ved rejse til udlandet. Det svenske lovforbud er det rene hykleri! Der er ikke foretaget een eneste anmeldelse i alle disse år, selvom socialforsorgen og visse læger, ja til og med børneombudsmanden, har haft kendskab til sådan omskærelse. Man har negliceret loven og undgået retssag. Man lukker øjnene og lader stå til og mente ikke at have ansvar, Havde det været svenskere, som på analog måde mishandlede børn, havde piben fået en anden lyd. Så havde de siddet bag lås og slå.
Gamle negerkvinder kommer til Sverige for at omskære pigebørn. De er uden uddannelse, og operationen er livsfarlig. De får 2.200.- svenske kroner per barn.
TV-udsendelsen gav genlyd i aviserne: Sveriges Muslimske Råd mente ifølge indvandrerbladet ”Sesam”, at TV-filmen slet ikke burde være vist!
Eftermiddagsavisen ”Aftonbladet” bragte et billede af et spædbarn, der blev holdt fast af stærke hænder og omskåret uden bedøvelse, sammen med et læserbrev, som spurgte om imamer ville korrigere Allah, siden de ville skære noget af hans skaberværk væk???
Samme dag tog Sveriges muslimske Råd afstand fra denne kvindelemlæstelse (Smålandsposten 10.9.01), men hvormeget skal man lægge i det - i betragtning af deres taquia-system?
Og hvordan går det med samme problem i Danmark?
januar 21, 2007
Danmark skulle skamme sig!
Det er dybt forargerligt og oprørende, at ”velfærdsstaten” Danmark ikke tager sig af de grønlændere, der lider ondt hernede, men lader dem sejle deres egen sø. De undskylder sig med, at de ikke har modtaget klager, ikke har hørt noget og ikke har set noget…
Mens andre, som ikke har noget her at skaffe, råber op og kræver ind og truer deres omgivelser.
Hodjas blog omtaler de forhold, som nogle grønlændere må leve under i Gellerupparken. Der er henvisninger til mange artikler i Århus Stiftstidende, så ingen politikere i Århus kan undskylde sig med, at ”det vidste de ikke”. De skulle skamme sig, politkerne.
Grønlændere er stort set fredelige folk. Før Anden verdenskrig levede de fredsommeligt deroppe under Nordlyset, tvunget til at holde sammen i den barske natur. De kendte så at sige ikke til konflikter og slet ikke til at slå hinanden ihjel i krigshandlinger. Men så kom amerikanske soldater, som ikke havde fået undervisning om dette (eller andre) naturfolk, og siden, da Grønland blev åbent land, kom danske arbejdere!
Alkohol og narkotika og sex havde de med sig!
Man siger nok, at Jeppe drikker, men man siger ikke hvorfor!
Danmark skulle skamme sig!
For fire år siden skrev professor i sociologi ved Århus Universitet, Lise Togeby, en hvidbog om ”Grønlænderne i Danmark. En overset minoritet”.
Mange grønlændere klarer sig fint hernede, men der er desværre også en gruppe, som har haft dårlige skole- og arbejdsmuligheder, og som ender på samfundets bund. Men derfra at skulle hundses med af fremmede, drives væk med hånsord og stenkast, overfaldes og jages som dyr, så de ikke tør gå udenfor deres dør i Gellerup Parken, det er dog for galt.
Hvem er de mennesker, der udvælger de svageste til deres barbariske mishandlinger?
Tror de fremmede, at de er så meget mere værd som mennesker? Har de alle sammen arbejde og er integrerede og loyale mod danskerne, som har taget imod dem og i vid udstrækning forsørger dem.
Mon ikke flere af de alkoholiserede grønlændere har noget, som både danskere og mange andre savner: at kunne læse og skrive f.eks. for ikke at nævne det allervigtigste: at have hjertet på rette sted.
Mens andre, som ikke har noget her at skaffe, råber op og kræver ind og truer deres omgivelser.
Hodjas blog omtaler de forhold, som nogle grønlændere må leve under i Gellerupparken. Der er henvisninger til mange artikler i Århus Stiftstidende, så ingen politikere i Århus kan undskylde sig med, at ”det vidste de ikke”. De skulle skamme sig, politkerne.
Grønlændere er stort set fredelige folk. Før Anden verdenskrig levede de fredsommeligt deroppe under Nordlyset, tvunget til at holde sammen i den barske natur. De kendte så at sige ikke til konflikter og slet ikke til at slå hinanden ihjel i krigshandlinger. Men så kom amerikanske soldater, som ikke havde fået undervisning om dette (eller andre) naturfolk, og siden, da Grønland blev åbent land, kom danske arbejdere!
Alkohol og narkotika og sex havde de med sig!
Man siger nok, at Jeppe drikker, men man siger ikke hvorfor!
Danmark skulle skamme sig!
For fire år siden skrev professor i sociologi ved Århus Universitet, Lise Togeby, en hvidbog om ”Grønlænderne i Danmark. En overset minoritet”.
Mange grønlændere klarer sig fint hernede, men der er desværre også en gruppe, som har haft dårlige skole- og arbejdsmuligheder, og som ender på samfundets bund. Men derfra at skulle hundses med af fremmede, drives væk med hånsord og stenkast, overfaldes og jages som dyr, så de ikke tør gå udenfor deres dør i Gellerup Parken, det er dog for galt.
Hvem er de mennesker, der udvælger de svageste til deres barbariske mishandlinger?
Tror de fremmede, at de er så meget mere værd som mennesker? Har de alle sammen arbejde og er integrerede og loyale mod danskerne, som har taget imod dem og i vid udstrækning forsørger dem.
Mon ikke flere af de alkoholiserede grønlændere har noget, som både danskere og mange andre savner: at kunne læse og skrive f.eks. for ikke at nævne det allervigtigste: at have hjertet på rette sted.
Lille sorte Sambo
I de såkaldte ”multikulturelle” samfund går man ivrigt på jagt efter kulturlevn, der afspejler en anden tid og tankegang. Man pådutter tidligere tiders forfattere moderne politisk-korrekte tanker og voldtager dermed deres værker. Nu har man kastet sig over ”Lille sorte Sambo”. Skal vi anrette en kæmpeautodafe på Rådhuspladsen og brænde den lille charmerende negerdreng?
Denne krig mod indbildt og påduttet racisme kan føres tilbage til 68´ernes virksomhed bl.a. gennem Mellemfolkeligt Samvirke og det marxistisk-påvirkede ”Kirkernes Raceprogram” o.l.
Docent Johannes Aagaards minikirkedagsseminarium i Rønde i 1978 viste sig temmelig venstreorienteret med foredrag af Rudi Dutschke, Henning Tjørnehøj, Niels Helveg Petersen m.fl. på baggrund af diverse socialistisk materiale. Man drog i felten mod alt fra Robinson Kruse til Onkel Tom og Tarzan, og enhver tegning af en neger i bananskjørt udlagdes som en nedvurdering af den sorte race, således at både Politikens illustrerede sangbøger og tegneren Jørgen Clevin blev angrebsmål.
Deltagerne i seminaret fik praktiske opgaver at løse ude i byen. De skulle bl.a. kontrollere Rønde Biblioteks bogbestand for racistiske bøger, og drog af sted med ”Bugivugi og hans fire sønner”, ”Baba Mitras Familie kommer til Danmark”, ”Robinson Kruse”, ”Onkel Toms Hytte”, ”Tintin i Afrika”, ”Sambo og Tvillingerne” og ”Kaptajn Grants Børn” til nærmere undersøgelser for ”racisme”.
Formålet var åbenbart at opelske had mod enhver, der endnu var besjælet af samme gemytlige opfattelse af jord og himmel, mennesker og dyr som minikirkedagslederen Johannes Aagaard selv havde været det i sin studietid, da han på kristelig gymnasiesommerlejr sang for på ”Negerkong Tamika, boed i Afrika, spiste negerbørn med smør, det er der ingen her, der gør. Negerkong Tamika”.
Denne krig mod indbildt og påduttet racisme kan føres tilbage til 68´ernes virksomhed bl.a. gennem Mellemfolkeligt Samvirke og det marxistisk-påvirkede ”Kirkernes Raceprogram” o.l.
Docent Johannes Aagaards minikirkedagsseminarium i Rønde i 1978 viste sig temmelig venstreorienteret med foredrag af Rudi Dutschke, Henning Tjørnehøj, Niels Helveg Petersen m.fl. på baggrund af diverse socialistisk materiale. Man drog i felten mod alt fra Robinson Kruse til Onkel Tom og Tarzan, og enhver tegning af en neger i bananskjørt udlagdes som en nedvurdering af den sorte race, således at både Politikens illustrerede sangbøger og tegneren Jørgen Clevin blev angrebsmål.
Deltagerne i seminaret fik praktiske opgaver at løse ude i byen. De skulle bl.a. kontrollere Rønde Biblioteks bogbestand for racistiske bøger, og drog af sted med ”Bugivugi og hans fire sønner”, ”Baba Mitras Familie kommer til Danmark”, ”Robinson Kruse”, ”Onkel Toms Hytte”, ”Tintin i Afrika”, ”Sambo og Tvillingerne” og ”Kaptajn Grants Børn” til nærmere undersøgelser for ”racisme”.
Formålet var åbenbart at opelske had mod enhver, der endnu var besjælet af samme gemytlige opfattelse af jord og himmel, mennesker og dyr som minikirkedagslederen Johannes Aagaard selv havde været det i sin studietid, da han på kristelig gymnasiesommerlejr sang for på ”Negerkong Tamika, boed i Afrika, spiste negerbørn med smør, det er der ingen her, der gør. Negerkong Tamika”.
januar 20, 2007
Selvforsvar?
Holdt helt for nar
Så gjorde politiet sig igen til grin. For få dage siden opgav
de at rydde det besatte Faderhuset. Det var for risikabelt.
Man skulle jo ikke provokere. Det har man heller ikke skullet
i snart 40 år i Christiania, og vi kunne jo passende i samme
åndedrag nævne Nørrebro, Vollsmose og Gellerup.
I går var det en besat fabrik, der skulle ryddes. Politiet
mødte talstærkt op i fuld kampuniform. De skulle jo forsøge at
se skrækindjagende ud ligesom de gamle "harniskklædte kæmper".
De blev mødt med sang, musik, dans og balloner af grinende
unge, der igen trak politiet rundt ved næsen og demonstrerede
dets latterlige afmagt.
Jamen politiet kunne jo ikke vide, at det ikke var alvorligt.
Nej, det kunne urmageren heller ikke da røverne pegede på ham
med en pistol. Derfor havde han fornuftigt en skarpladt pistol
liggende under disken.
Hvornår træder myndigheder og politi i karakter i Danmark og
sørger for lov og orden?
Den 18.1.2007
Jørgen D. Grønbæk,
Skive
- - - - - - - - - - - - -
På tale om urmageren i Kompagnistræde, der forsvarede sig mod røveri, fortalte man i fredagsnyhederne i TV-DR1, at 65 % af de adspurgte i en rundspørge tog afstand fra at man forsvarer sig med våben.
Gud ved, om de alle er villige til at lade sig skyde ned, hvis de selv skulle komme ud for problemet?
Hvordan var journalistens spørgsmål formuleret? Med vinklede spørgsmål kan man styre svarene.
I Sverige, hvor man har så utrolig mange voldtægter - over 4000 om året - har en politimand fra politiledelsen i Stockholm foreslået, at man skulle åbne for muligheden at lade kvinder have peberspray i lommen.
Så gjorde politiet sig igen til grin. For få dage siden opgav
de at rydde det besatte Faderhuset. Det var for risikabelt.
Man skulle jo ikke provokere. Det har man heller ikke skullet
i snart 40 år i Christiania, og vi kunne jo passende i samme
åndedrag nævne Nørrebro, Vollsmose og Gellerup.
I går var det en besat fabrik, der skulle ryddes. Politiet
mødte talstærkt op i fuld kampuniform. De skulle jo forsøge at
se skrækindjagende ud ligesom de gamle "harniskklædte kæmper".
De blev mødt med sang, musik, dans og balloner af grinende
unge, der igen trak politiet rundt ved næsen og demonstrerede
dets latterlige afmagt.
Jamen politiet kunne jo ikke vide, at det ikke var alvorligt.
Nej, det kunne urmageren heller ikke da røverne pegede på ham
med en pistol. Derfor havde han fornuftigt en skarpladt pistol
liggende under disken.
Hvornår træder myndigheder og politi i karakter i Danmark og
sørger for lov og orden?
Den 18.1.2007
Jørgen D. Grønbæk,
Skive
- - - - - - - - - - - - -
På tale om urmageren i Kompagnistræde, der forsvarede sig mod røveri, fortalte man i fredagsnyhederne i TV-DR1, at 65 % af de adspurgte i en rundspørge tog afstand fra at man forsvarer sig med våben.
Gud ved, om de alle er villige til at lade sig skyde ned, hvis de selv skulle komme ud for problemet?
Hvordan var journalistens spørgsmål formuleret? Med vinklede spørgsmål kan man styre svarene.
I Sverige, hvor man har så utrolig mange voldtægter - over 4000 om året - har en politimand fra politiledelsen i Stockholm foreslået, at man skulle åbne for muligheden at lade kvinder have peberspray i lommen.
Hvem står bag globaliseringen?
Når EU-landenes befolkninger ikke har fået og stadig ikke får oplysning om, hvad politikerne foretager sig i EU, så skyldes det ikke mindst de mennesker, erhverv og organisationer, som stod bag hele idéen med en ”ny verdensorden” . Verdens storkapital havde udtænkt et projekt for én verden, en verdensomfattende globalisering, hvor handel og industri ville vokse yderligere og give endnu mere afkast end nogensinde.
Menneskene bag disse planer gik under navnet ”Bilderberggruppen” og omgav sig med megen hemmelighedskræmmeri. Rygterne gik, men man var i begyndelsen temmelig skeptisk. Kunde det virkelig være rigtigt, at der var en sådan gruppe, som tilranede sig magt uden at tage hensyn til befolkningerne og uden at journalister gravede i sagerne??????
Men der er ingen grund til skepsis længere.
Bilderberg Organisationnen, der også kaldes ”Globaliseringens ypperstepræster” består af en også i andre koordinationer forankret inderkreds, som trækker i snorene, og passanter, der ofte oplever møderne som kedelige. Organisationen udvikler idéer og strategier samt koordinerer international politik i kapitalistisk interesse. Møderne tilstræber enstemmighed om vigtige emner i verden. Sådanne vedtagelser bliver i regelen gennemført.
Organisationen opkaldtes efter det hollandske hotel, hvor den stiftedes 1954 af Unilevers præsident og den hollandske prins Bernhard - samt bl.a. af den danske udenrigsminister Ole Bjørn Kraft og David Rockefeller. Den skal bringe Vesteuropa og Nordamerikas politiske, financielle, industrielle og medieledere sammen, så de kan diskutere verden, stifte venskaber- og bage rævekager i fællig.
Der er angiveligt få regeringsmedlemmer i Vesteuropa og Nordamerika, som ikke har deltaget i et eller flere Bilderbergmøder, der altid er omgivet med dybeste hemmelighed. David Rockefeller sagde 1991 (http://www.mega.nu:8080/ampp/bilderberg.html): ”Vi er taknemlige mod medierne, hvis direktører har overværet vore møder og i 40 år overholdt deres løfte om diskretion. Ellers ville det have været umuligt for os at udvikle vor plan for Verden.
Iflg det kanadiske medlem, Conrad Black, vælger ”Seidenfaden” danske medlemmer (http://www.mega.nu:8080/ampp/bilderberg.html). Så Bilderbergs meninger stemmer nok med Seidenfadens og Politikens! Unilevers chefrådgiver, David Mitrany, lancerede allerede under 2. Verdenskrig en plan om funktionalisme, d.v.s. overnational integration gennem internationalisering, som ville gøre nationalstaterne overflødige. Den tanke lever stadig i Bilderberg. Fra Bilderberg kom i 1960´erne begrebet ”Transatlantic Partnership”. Måske stod Bilderberg også bag Rom-Traktaten.
Bilderbergerne synes at samarbejde tæt med såkaldte NGO´er (=ikke-statslige organisationer).
(Kilde: "De binder os på mund og hånd", forskningsforlaget Rafael)
Menneskene bag disse planer gik under navnet ”Bilderberggruppen” og omgav sig med megen hemmelighedskræmmeri. Rygterne gik, men man var i begyndelsen temmelig skeptisk. Kunde det virkelig være rigtigt, at der var en sådan gruppe, som tilranede sig magt uden at tage hensyn til befolkningerne og uden at journalister gravede i sagerne??????
Men der er ingen grund til skepsis længere.
Bilderberg Organisationnen, der også kaldes ”Globaliseringens ypperstepræster” består af en også i andre koordinationer forankret inderkreds, som trækker i snorene, og passanter, der ofte oplever møderne som kedelige. Organisationen udvikler idéer og strategier samt koordinerer international politik i kapitalistisk interesse. Møderne tilstræber enstemmighed om vigtige emner i verden. Sådanne vedtagelser bliver i regelen gennemført.
Organisationen opkaldtes efter det hollandske hotel, hvor den stiftedes 1954 af Unilevers præsident og den hollandske prins Bernhard - samt bl.a. af den danske udenrigsminister Ole Bjørn Kraft og David Rockefeller. Den skal bringe Vesteuropa og Nordamerikas politiske, financielle, industrielle og medieledere sammen, så de kan diskutere verden, stifte venskaber- og bage rævekager i fællig.
Der er angiveligt få regeringsmedlemmer i Vesteuropa og Nordamerika, som ikke har deltaget i et eller flere Bilderbergmøder, der altid er omgivet med dybeste hemmelighed. David Rockefeller sagde 1991 (http://www.mega.nu:8080/ampp/bilderberg.html): ”Vi er taknemlige mod medierne, hvis direktører har overværet vore møder og i 40 år overholdt deres løfte om diskretion. Ellers ville det have været umuligt for os at udvikle vor plan for Verden.
Iflg det kanadiske medlem, Conrad Black, vælger ”Seidenfaden” danske medlemmer (http://www.mega.nu:8080/ampp/bilderberg.html). Så Bilderbergs meninger stemmer nok med Seidenfadens og Politikens! Unilevers chefrådgiver, David Mitrany, lancerede allerede under 2. Verdenskrig en plan om funktionalisme, d.v.s. overnational integration gennem internationalisering, som ville gøre nationalstaterne overflødige. Den tanke lever stadig i Bilderberg. Fra Bilderberg kom i 1960´erne begrebet ”Transatlantic Partnership”. Måske stod Bilderberg også bag Rom-Traktaten.
Bilderbergerne synes at samarbejde tæt med såkaldte NGO´er (=ikke-statslige organisationer).
(Kilde: "De binder os på mund og hånd", forskningsforlaget Rafael)
januar 19, 2007
Camre om globaliseringstruslen
Som lovet bringer jeg flere gamle artikler om EU og hvad der foregår bag kulisserne.
Flere af dem er egentlig for lange til at lægge ud på bloggen, men det er vigtigt at vide
besked med EU. EU´s love står jo over vore egne.
Kronik om Globaliseringstruslen 12/08-2000
Af Mogens Camre, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti
En globaliseret verden uden grænser, uden folkenes og nationernes styring af
deres egne forhold vil blive en kaotisk og ulykkelig verden. Sammenhold og
forståelse forudsætter fælles kultur, fælles værdinormer, fremhæver dagens
kronikør med den tilføjelse, at globaliseringen ikke er et upåvirkeligt
fænomen. Vi er endnu herrer over vore egne nationer, selvom
socialdemokraterne har travlt med at fremme deres Internationale ved at
flytte magten over til et centralstyret EU
Globaliseringen er et fremherskende træk i verdens udvikling gennem de seneste to årtier, og vi taler mere og mere om dens betydning.
På grund af globaliseringen må vi lave vores samfund om, siges det. På grund af globaliseringen må vi acceptere at magten over Danmark og danskerne flyttes væk fra det danske folketing, den danske regering, de danske byråd og over til et ugennemskueligt, udemokratisk EU-system, hvor hovedsageligt ikke-danske embedsmænd bestemmer, hvordan hele Europa skal indrettes, og hvordan vi skal leve, tænke og arbejde.
På grund af globaliseringen skal vi acceptere, at vi ikke mere må føle, at Danmark er vores land - de venstreorienterede vil helst have det forbudt at synge nationalsange. Vi skal være åbne for, at fremmede mennesker, der åbenlyst udtrykker foragt for vores kultur og som modarbejder selve demokratiet, strømmer ind i landet og kræver forsørgelse og særrettigheder.
Ja, vi skal forstå, at globaliseringen medfører, at de kunstigt korrekte uddeler modersmålsprisen til folk, som taler dansk med accent, for derved klart at vise os, at dansk ingen ret har mere; de fremmede skal have landet og det er diskrimination, hvis vi kræver vort sprog respekteret.
Men hvad er denne mystiske globalisering, der anskues, som var der tale om en naturkraft, noget der bare er, og som vi intet kan gøre ved?
Ret beset er globaliseringen et udtryk for, at den tekniske udvikling har gjort det nemmere at flytte mennesker, kapital og varer kloden rundt og at staterne i meget vidt omfang har åbnet for fri bevægelighed - det, der med et fint ord hedder deregulering af kapital- og varebevægelser.
Deregulering og liberalisering indebærer nogle klare gevinster. Større frihed giver øget verdenshandel og større specialisering fører til øget vækst og rigdom. Spørgsmålet er imidlertid, hvem der har fordel af den form, globaliseringen har. Det er en primitiv, men udbredt opfattelse, at globaliseringen er til fordel for de fattige lande. Denne opfattelse kan ikke begrundes i nogen officiel statistik. Alle analyser viser, at skellene mellem de fattige lande og de rige øges, at de rige lande tilegner sig en voksende andel af jordens ressourcer og, at manglen på hæderlig, offentlig styring og regulering af de økonomiske forhold i de fattige lande bevirker, at deres sociale og politiske strukturer ikke udvikles af den øgede samhandel. Mere præcist kan det fastslås, at globaliseringen gavner de meget store multinationale virksomheder og banker - nogle økonomer taler direkte om cocacoliseringen i stedet for globaliseringen, fordi et fåtal af megastore virksomheder kommer til at dominere verdens produktion og handel og dermed opnår en magtposition, der politisk har interesse i at opretholde uligheden og de lave ulandslønninger.
I Europa medfører ændringerne, at små og mellemstore virksomheder bukker under og dermed tabes først og fremmest arbejdspladser for den del af befolkningen, som har kortvarige uddannelser og står konkurrencemæssigt svagt overfor de store virksomheders krav om højtuddannet, højfleksibel arbejdskraft, der kan klare hurtige, vedvarende forandringer. Der skabes måske en højere samlet økonomisk vækst, men derved følger ikke nødvendigvis et mere stabilt samfund eller lykkeligere mennesker.
Virkningen af mere åbne grænser og øget samkvem i en verden, der for hovedpartens vedkommende endnu er uudviklet, udgør i høj grad en trussel mod de samfundsstrukturer, de europæiske lande har opbygget. Et rigt Europa i en uudviklet verden udgør ligesom det rige USA en magnet, der trækker påvirkninger, vi måske ikke kan styre, ind over vore grænser. Overalt i EU er der en øget voldskriminalitet - i England alene 16% mere i det seneste år. Røverier er samtidig i England steget 26 %, præcis som i Danmark - det danske politi har klart erklæret, hvem der står bag. I hele EU er den økonomiske kriminalitet i vækst under klar påvirkning af de østeuropæiske og fjernøstlige mafiaer.
Det må vi helst ikke tale om. Vi må ikke kende og forstå vores samfunds forudsætninger, dets udviklingshistorie og ej heller de fremmedes. Derfor er historieundervisningen afskaffet i folkeskolen. De venstreorienterede og en god del af de såkaldte liberale synes at mene, at Vesten er uovervindelig. Vi er de rigeste, vi har den højeste teknologi, de bedste våben. Vi kan derfor tåle enhver påvirkning, mener de, og skulle vi lide skade, er det velfortjent, fordi vi gennem kolonitiden har været så onde ved folk i den tredje verden.
»Føler du ikke skyld for kolonialismens forbrydelser?« spurgte en midaldrende mand mig for nylig under et møde på et seminarium. Efter hans alder kunne han ikke være studerende. Måske var han lærer. Jeg måtte bedrøve ham med, at ingen i min familie havde været kolonisatorer og, at jeg selvfølgelig ikke følte nogen skyld for begivenheder, der skete før jeg blev født.
Den skyld, jeg kunne pådrage mig, ville være skylden for ikke at advare mod den godtroenhed, at indvandringen fra den 3. verden til Vesten er en løsning på verdens alvorlige udviklingsproblemer.
De vestlige civilisationer rummer 13 pct. af jordens befolkning. Det er ikke muligt for Vesten at løfte de to problemer, overbefolkningen og den manglende udvikling og modernisering af den 3. verden og den tidligere østblok, hvis der ikke sker en fundamental nytænkning og egenindsats i de fattige lande. Den kunne skabes, hvis de bedst begavede fra udviklingslandene blev uddannet i Vesten og derpå systematisk sendt tilbage.
Tænk hvad 10.000 vestligt uddannede kvindelige læger kunne udrette i Pakistan både for kvindesynet, den ødelæggende befolkningsspiral og sundhedstilstanden i almindelighed. Fortsæt tankegangen med andre erhvervsgrupper - også kioskejeren, der her har lært at regne - og forstå hvor absurd det er, at de fremmede, der uddannes, har ret til at slå sig ned i Vesten og glemme alt om solidaritet med deres hjemland.
Når det åbenbart er så svært at forstå, skyldes det, at mange tror, at den fattige verdens manglende udvikling kun er en følge af mangel på materielle ressourcer, teknologi og kapital. Det er en afgørende misforståelse. Fraværet af den udvikling, som kan løse landenes problemer, skyldes frem for noget en forskel i kultur. Den altdominerende faktor i den vesterlandske kultur er bekendelsen til arbejde, flid, fremdrift, rationalitet og demokrati. Det er den islamiske, den hinduistiske, den afrikanske m.fl. kulturers ulykke, at de ikke har samme værdinormer. Det er derfor, de er fattige, uudviklede og udemokratiske, og det er derfor en så stor del af vores udviklingsbistand går tabt.
Det er absurd, når direktøren for EU’s overvågningscenter mod racisme og fremmedhad, Beate Winkler siger, at europæerne må indstille sig på en betydelig indvandring, fordi EU i 2025 har behov for 35 millioner indvandrere for at holde sine strukturer i gang (dagbladet Kurier, Wien, 2/7 ). Det er for det første uendeligt utiltalende, hvis verdens hvide overklasse skulle holde sine strukturer i gang ved at tage egnede mennesker fra de fattigere lande i så stort tal. Europa har fungeret udmærket med en meget mindre befolkning end i dag. Den eksplosive udvikling i teknologien vil indebære, at vi uanset den ændrede aldersfordeling har arbejdskraft nok, og i øvrigt har EU i dag 15 millioner ledige. Erhvervsfrekvensen for 20 til 60 årige er kun 57% i EU men 75% i USA - og 79% i Danmark, så hvis der bliver mangel på arbejdskraft, må Sydeuropa øge sin erhvervsfrekvens.
En forøgelse af befolkningstallet i Europa vil kun skabe større problemer - overfyldte byer, voldsomt trafikpres, øgede miljøproblemer, øget kriminalitet. Medens vi kan styre en langsom befolkningsudvikling blandt europæerne, forholder det sig helt anderledes, hvis indvandringen fra de fremmede kulturers underklasse fortsætter endsige forøges.
Det er en fuldstændig undervurdering af forskellige kulturers stabilitet at tro, at alle indvandrere vil overtage Vestens kultur. En kultur som Islam er i sit grundindhold stabil gennem mere end tusind år og er fra totalt afvisende til direkte fjendtlig overfor den kristne kultur. Enhver kan konstatere det ved at se muslimers krav om særbehandling i Danmark, for ikke at tale om de multietniske samfund udenfor Vesten, hvor Islam hærger:
Indonesien, Filippinerne, Pakistan, Sudan etc. Da indvandrerkulturerne har langt højere fødselshyppighed end europæerne, vil deres andel øges drastisk og det betyder, at Europa vil blive totalt forandret - vi vil glide ind i en gradvis udslettelse af den europæiske kultur og vores verdensdel vil forfalde som alle lande, der beherskes af muslimsk og afrikansk kultur - et forhold som regeringen og EU vil forbyde befolkningerne at erkende.
En globaliseret verden uden grænser, uden folkenes og nationernes styring af deres egne forhold vil blive en kaotisk og ulykkelig verden. Sammenhold og forståelse forudsætter fælles kultur, fælles værdinormer. Vores kultur er udviklet i en vestlig verden, hvis religiøse grundlag er kristendommen. Kulturpåvirkningen er kommer fra højere eller ligeværdige kulturer, aldrig fra mindre udviklede. Det er mere end uklogt at søge at afvise denne kendsgerning med de venstreorienteredes nye skældsord: racist.
Mulighederne for at hele verden kan fungere i en global multikultur forudsætter en helt anden mennesketype, hvis fremkomst må anses for utopisk.
Forsøg på at påtvinge nogen en anden kultur, end de selv ønsker, må anses for en sikker vej til at skabe krig.
Globaliseringen er ikke et upåvirkeligt fænomen. Vi er endnu herrer over vore egne nationer, selvom socialdemokraterne har travlt med at fremme deres Internationale ved at flytte magten over til et centralstyret EU. Verden kan alene blive mere stabil ved at styrke demokratiske strukturer, der er tæt på borgerne, og det gælder ikke EU. Vejen til en mere bæredygtig fremtid er ikke en åben verden med kapitalens, våbnenes, narkoens, forbrydernes, epidemiernes og menneskenes frie bevægelighed, men en gennemskuelig, planlagt udvikling for at fremme demokrati og folkelig selvbestemmelse.
Flere af dem er egentlig for lange til at lægge ud på bloggen, men det er vigtigt at vide
besked med EU. EU´s love står jo over vore egne.
Kronik om Globaliseringstruslen 12/08-2000
Af Mogens Camre, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti
En globaliseret verden uden grænser, uden folkenes og nationernes styring af
deres egne forhold vil blive en kaotisk og ulykkelig verden. Sammenhold og
forståelse forudsætter fælles kultur, fælles værdinormer, fremhæver dagens
kronikør med den tilføjelse, at globaliseringen ikke er et upåvirkeligt
fænomen. Vi er endnu herrer over vore egne nationer, selvom
socialdemokraterne har travlt med at fremme deres Internationale ved at
flytte magten over til et centralstyret EU
Globaliseringen er et fremherskende træk i verdens udvikling gennem de seneste to årtier, og vi taler mere og mere om dens betydning.
På grund af globaliseringen må vi lave vores samfund om, siges det. På grund af globaliseringen må vi acceptere at magten over Danmark og danskerne flyttes væk fra det danske folketing, den danske regering, de danske byråd og over til et ugennemskueligt, udemokratisk EU-system, hvor hovedsageligt ikke-danske embedsmænd bestemmer, hvordan hele Europa skal indrettes, og hvordan vi skal leve, tænke og arbejde.
På grund af globaliseringen skal vi acceptere, at vi ikke mere må føle, at Danmark er vores land - de venstreorienterede vil helst have det forbudt at synge nationalsange. Vi skal være åbne for, at fremmede mennesker, der åbenlyst udtrykker foragt for vores kultur og som modarbejder selve demokratiet, strømmer ind i landet og kræver forsørgelse og særrettigheder.
Ja, vi skal forstå, at globaliseringen medfører, at de kunstigt korrekte uddeler modersmålsprisen til folk, som taler dansk med accent, for derved klart at vise os, at dansk ingen ret har mere; de fremmede skal have landet og det er diskrimination, hvis vi kræver vort sprog respekteret.
Men hvad er denne mystiske globalisering, der anskues, som var der tale om en naturkraft, noget der bare er, og som vi intet kan gøre ved?
Ret beset er globaliseringen et udtryk for, at den tekniske udvikling har gjort det nemmere at flytte mennesker, kapital og varer kloden rundt og at staterne i meget vidt omfang har åbnet for fri bevægelighed - det, der med et fint ord hedder deregulering af kapital- og varebevægelser.
Deregulering og liberalisering indebærer nogle klare gevinster. Større frihed giver øget verdenshandel og større specialisering fører til øget vækst og rigdom. Spørgsmålet er imidlertid, hvem der har fordel af den form, globaliseringen har. Det er en primitiv, men udbredt opfattelse, at globaliseringen er til fordel for de fattige lande. Denne opfattelse kan ikke begrundes i nogen officiel statistik. Alle analyser viser, at skellene mellem de fattige lande og de rige øges, at de rige lande tilegner sig en voksende andel af jordens ressourcer og, at manglen på hæderlig, offentlig styring og regulering af de økonomiske forhold i de fattige lande bevirker, at deres sociale og politiske strukturer ikke udvikles af den øgede samhandel. Mere præcist kan det fastslås, at globaliseringen gavner de meget store multinationale virksomheder og banker - nogle økonomer taler direkte om cocacoliseringen i stedet for globaliseringen, fordi et fåtal af megastore virksomheder kommer til at dominere verdens produktion og handel og dermed opnår en magtposition, der politisk har interesse i at opretholde uligheden og de lave ulandslønninger.
I Europa medfører ændringerne, at små og mellemstore virksomheder bukker under og dermed tabes først og fremmest arbejdspladser for den del af befolkningen, som har kortvarige uddannelser og står konkurrencemæssigt svagt overfor de store virksomheders krav om højtuddannet, højfleksibel arbejdskraft, der kan klare hurtige, vedvarende forandringer. Der skabes måske en højere samlet økonomisk vækst, men derved følger ikke nødvendigvis et mere stabilt samfund eller lykkeligere mennesker.
Virkningen af mere åbne grænser og øget samkvem i en verden, der for hovedpartens vedkommende endnu er uudviklet, udgør i høj grad en trussel mod de samfundsstrukturer, de europæiske lande har opbygget. Et rigt Europa i en uudviklet verden udgør ligesom det rige USA en magnet, der trækker påvirkninger, vi måske ikke kan styre, ind over vore grænser. Overalt i EU er der en øget voldskriminalitet - i England alene 16% mere i det seneste år. Røverier er samtidig i England steget 26 %, præcis som i Danmark - det danske politi har klart erklæret, hvem der står bag. I hele EU er den økonomiske kriminalitet i vækst under klar påvirkning af de østeuropæiske og fjernøstlige mafiaer.
Det må vi helst ikke tale om. Vi må ikke kende og forstå vores samfunds forudsætninger, dets udviklingshistorie og ej heller de fremmedes. Derfor er historieundervisningen afskaffet i folkeskolen. De venstreorienterede og en god del af de såkaldte liberale synes at mene, at Vesten er uovervindelig. Vi er de rigeste, vi har den højeste teknologi, de bedste våben. Vi kan derfor tåle enhver påvirkning, mener de, og skulle vi lide skade, er det velfortjent, fordi vi gennem kolonitiden har været så onde ved folk i den tredje verden.
»Føler du ikke skyld for kolonialismens forbrydelser?« spurgte en midaldrende mand mig for nylig under et møde på et seminarium. Efter hans alder kunne han ikke være studerende. Måske var han lærer. Jeg måtte bedrøve ham med, at ingen i min familie havde været kolonisatorer og, at jeg selvfølgelig ikke følte nogen skyld for begivenheder, der skete før jeg blev født.
Den skyld, jeg kunne pådrage mig, ville være skylden for ikke at advare mod den godtroenhed, at indvandringen fra den 3. verden til Vesten er en løsning på verdens alvorlige udviklingsproblemer.
De vestlige civilisationer rummer 13 pct. af jordens befolkning. Det er ikke muligt for Vesten at løfte de to problemer, overbefolkningen og den manglende udvikling og modernisering af den 3. verden og den tidligere østblok, hvis der ikke sker en fundamental nytænkning og egenindsats i de fattige lande. Den kunne skabes, hvis de bedst begavede fra udviklingslandene blev uddannet i Vesten og derpå systematisk sendt tilbage.
Tænk hvad 10.000 vestligt uddannede kvindelige læger kunne udrette i Pakistan både for kvindesynet, den ødelæggende befolkningsspiral og sundhedstilstanden i almindelighed. Fortsæt tankegangen med andre erhvervsgrupper - også kioskejeren, der her har lært at regne - og forstå hvor absurd det er, at de fremmede, der uddannes, har ret til at slå sig ned i Vesten og glemme alt om solidaritet med deres hjemland.
Når det åbenbart er så svært at forstå, skyldes det, at mange tror, at den fattige verdens manglende udvikling kun er en følge af mangel på materielle ressourcer, teknologi og kapital. Det er en afgørende misforståelse. Fraværet af den udvikling, som kan løse landenes problemer, skyldes frem for noget en forskel i kultur. Den altdominerende faktor i den vesterlandske kultur er bekendelsen til arbejde, flid, fremdrift, rationalitet og demokrati. Det er den islamiske, den hinduistiske, den afrikanske m.fl. kulturers ulykke, at de ikke har samme værdinormer. Det er derfor, de er fattige, uudviklede og udemokratiske, og det er derfor en så stor del af vores udviklingsbistand går tabt.
Det er absurd, når direktøren for EU’s overvågningscenter mod racisme og fremmedhad, Beate Winkler siger, at europæerne må indstille sig på en betydelig indvandring, fordi EU i 2025 har behov for 35 millioner indvandrere for at holde sine strukturer i gang (dagbladet Kurier, Wien, 2/7 ). Det er for det første uendeligt utiltalende, hvis verdens hvide overklasse skulle holde sine strukturer i gang ved at tage egnede mennesker fra de fattigere lande i så stort tal. Europa har fungeret udmærket med en meget mindre befolkning end i dag. Den eksplosive udvikling i teknologien vil indebære, at vi uanset den ændrede aldersfordeling har arbejdskraft nok, og i øvrigt har EU i dag 15 millioner ledige. Erhvervsfrekvensen for 20 til 60 årige er kun 57% i EU men 75% i USA - og 79% i Danmark, så hvis der bliver mangel på arbejdskraft, må Sydeuropa øge sin erhvervsfrekvens.
En forøgelse af befolkningstallet i Europa vil kun skabe større problemer - overfyldte byer, voldsomt trafikpres, øgede miljøproblemer, øget kriminalitet. Medens vi kan styre en langsom befolkningsudvikling blandt europæerne, forholder det sig helt anderledes, hvis indvandringen fra de fremmede kulturers underklasse fortsætter endsige forøges.
Det er en fuldstændig undervurdering af forskellige kulturers stabilitet at tro, at alle indvandrere vil overtage Vestens kultur. En kultur som Islam er i sit grundindhold stabil gennem mere end tusind år og er fra totalt afvisende til direkte fjendtlig overfor den kristne kultur. Enhver kan konstatere det ved at se muslimers krav om særbehandling i Danmark, for ikke at tale om de multietniske samfund udenfor Vesten, hvor Islam hærger:
Indonesien, Filippinerne, Pakistan, Sudan etc. Da indvandrerkulturerne har langt højere fødselshyppighed end europæerne, vil deres andel øges drastisk og det betyder, at Europa vil blive totalt forandret - vi vil glide ind i en gradvis udslettelse af den europæiske kultur og vores verdensdel vil forfalde som alle lande, der beherskes af muslimsk og afrikansk kultur - et forhold som regeringen og EU vil forbyde befolkningerne at erkende.
En globaliseret verden uden grænser, uden folkenes og nationernes styring af deres egne forhold vil blive en kaotisk og ulykkelig verden. Sammenhold og forståelse forudsætter fælles kultur, fælles værdinormer. Vores kultur er udviklet i en vestlig verden, hvis religiøse grundlag er kristendommen. Kulturpåvirkningen er kommer fra højere eller ligeværdige kulturer, aldrig fra mindre udviklede. Det er mere end uklogt at søge at afvise denne kendsgerning med de venstreorienteredes nye skældsord: racist.
Mulighederne for at hele verden kan fungere i en global multikultur forudsætter en helt anden mennesketype, hvis fremkomst må anses for utopisk.
Forsøg på at påtvinge nogen en anden kultur, end de selv ønsker, må anses for en sikker vej til at skabe krig.
Globaliseringen er ikke et upåvirkeligt fænomen. Vi er endnu herrer over vore egne nationer, selvom socialdemokraterne har travlt med at fremme deres Internationale ved at flytte magten over til et centralstyret EU. Verden kan alene blive mere stabil ved at styrke demokratiske strukturer, der er tæt på borgerne, og det gælder ikke EU. Vejen til en mere bæredygtig fremtid er ikke en åben verden med kapitalens, våbnenes, narkoens, forbrydernes, epidemiernes og menneskenes frie bevægelighed, men en gennemskuelig, planlagt udvikling for at fremme demokrati og folkelig selvbestemmelse.
Voldtägter i Oslo 6 gange flere end i New York i forhold til indbyggerantal
http://oslopuls.no/nyheter/article1567134.ece
Voldtektsmottaket ved Oslo legevakt behandler flere voldtektsofre
enn noen gang. Nå er kapasiteten sprengt, og lederen frykter det vil
føre til at færre overgripere blir tatt.
Voldtektsmottaket ved Oslo legevakt får inn tre ganger så mange
voldtektsofre som hvert av de 11 voldtektsmottakene i millionbyen
New York. Sett i forhold til antall innbyggere er det registrerte
antallet voldtekter ved mottaket i Oslo seks ganger høyere enn det
som registreres i New York.
http://fjordman.blogspot.com/2005/06/krav-om-justisminister-drums-avgang.html
5. september 2001 presenterte Aftenposten tall fra Oslopolitiet som
viste at ikke-vestlige innvandrere var kraftig overrepresentert i
voldtektssaker. I hele 65 prosent av de anmeldte voldtektene i Oslo
var de anmeldte av ikke-vestlig opprinnelse, og i 80 prosent av
tilfellene var offeret en etnisk norsk kvinne. Til sammenligning
utgjorde ikke-vestlige innvandrere bare 14 prosent av befolkningen i
Oslo. Danmark offentliggjorde nesten identiske tall samtidig.
I Dagbladet 6. september 2001 sa professor Unni Wikan at hun ikke
var overrasket over tallene som viste at 65 prosent av
voldtektsanmeldte menn i Oslo var ikke-vestlige menn. Hun ba norske
kvinner kle seg mindre dristig. "Jeg vil ikke legge skylden for
voldtektene på de norske kvinnene. Men norske kvinner må innse at vi
lever i et flerkulturelt samfunn, og innrette seg deretter." Hun
pekte også på at voldtektsmenn i de fleste muslimske land knapt blir
straffet. "De fleste steder mener man at det er kvinnen som har
skylden for voldtekten. Og det er rimelig at innvandrere tar med seg
slike holdninger når de flytter hit til landet", sa professoren.
Undertegnede har forgjeves forsøkt å finne nyere tall som viser
andelen av innvandrere på voldtektsstatistikken i Oslo, men har
hittil ikke lykkes.
Det er meget nærliggende å tro at norske myndigheter skjuler
statistikker som viser voldtekter begått av innvandrere mot norske
kvinner i deres egen hovedstad fordi man ikke vil "bidra til
rasisme".
Voldtektsmottaket ved Oslo legevakt behandler flere voldtektsofre
enn noen gang. Nå er kapasiteten sprengt, og lederen frykter det vil
føre til at færre overgripere blir tatt.
Voldtektsmottaket ved Oslo legevakt får inn tre ganger så mange
voldtektsofre som hvert av de 11 voldtektsmottakene i millionbyen
New York. Sett i forhold til antall innbyggere er det registrerte
antallet voldtekter ved mottaket i Oslo seks ganger høyere enn det
som registreres i New York.
http://fjordman.blogspot.com/2005/06/krav-om-justisminister-drums-avgang.html
5. september 2001 presenterte Aftenposten tall fra Oslopolitiet som
viste at ikke-vestlige innvandrere var kraftig overrepresentert i
voldtektssaker. I hele 65 prosent av de anmeldte voldtektene i Oslo
var de anmeldte av ikke-vestlig opprinnelse, og i 80 prosent av
tilfellene var offeret en etnisk norsk kvinne. Til sammenligning
utgjorde ikke-vestlige innvandrere bare 14 prosent av befolkningen i
Oslo. Danmark offentliggjorde nesten identiske tall samtidig.
I Dagbladet 6. september 2001 sa professor Unni Wikan at hun ikke
var overrasket over tallene som viste at 65 prosent av
voldtektsanmeldte menn i Oslo var ikke-vestlige menn. Hun ba norske
kvinner kle seg mindre dristig. "Jeg vil ikke legge skylden for
voldtektene på de norske kvinnene. Men norske kvinner må innse at vi
lever i et flerkulturelt samfunn, og innrette seg deretter." Hun
pekte også på at voldtektsmenn i de fleste muslimske land knapt blir
straffet. "De fleste steder mener man at det er kvinnen som har
skylden for voldtekten. Og det er rimelig at innvandrere tar med seg
slike holdninger når de flytter hit til landet", sa professoren.
Undertegnede har forgjeves forsøkt å finne nyere tall som viser
andelen av innvandrere på voldtektsstatistikken i Oslo, men har
hittil ikke lykkes.
Det er meget nærliggende å tro at norske myndigheter skjuler
statistikker som viser voldtekter begått av innvandrere mot norske
kvinner i deres egen hovedstad fordi man ikke vil "bidra til
rasisme".
januar 18, 2007
Buitenen fortsatte Connollys afsløringer af EU
Som lovet fortsättes der her med oplysninger om "EU´s rådne hjerte"
Fra år 2004:
Hollænderren Paul van Buitenen fortsatte Connollys afsløringer i EU´s højborg i Bryssel. Han var blevet ansat som revisor i EU-kommissionen 1990 og opdagede snart både skinfakturaer og nepotisme.
Da han i 1992 fik ansvar for statistik og analyser af de EU-ansattes forhold, gjorde han nye opdagelser.
Det forargede Buitenen, at ingen tog notits af forholdene, så han begyndte selv. Stabler af bevismnateriale om korruption voksede på hans skrivebord. Nogen anede uråd og fik ham fyret fra revisorjobbet, men han fortsatte i EU-Finanskontrollen. Flere sager dukkede op. Buitenen følte sig ret hjælpeløs. En officiel undersøgelse ville blive langtrukken, og han selv ville blive holdt udenfor.
Hans chef antydede, at han skulle passe på, hvis han ønskede at beholde sit arbejde.
Forhørene med de indblandede i korruptionen begyndte endelig i marts 1998. En fyldig rapport på 300 sider fra finanskontrollen forelå den 17. juli 1998, men lederen af finansafdelingen, Francois Petit, trak sin sommerferie i langdrag. Da der endnu ikke forelå noget svar fra Petit i september, gik Buitenen til sin chef, Gabrielle Speculani, som lovede at tage sig af sagen, samtidigt som hun gjorde ham klart, at han selv ikke havde lov at henvende sig til parlamentet, og at han kunne risikere at blive fyret.
Der skete stadig ingenting. Ulovlige kontrakter kørte upåtalt videre.
Dokumenterne blev flere og flere. Buitenen fortsatte at skrive breve til kommissionens ledelse og til revisionsretten, men man spændte ben for ham.
Til sidst lykkedes det dog. Han sendte brev til Magda Aeelvoet fra partiet De Grønne, og lavinen begyndte at rulle. Selvom mange parlamentsmedlemmer var ligeglade med korruptionen, endte det dog med, at man med 270 stemmer mod 225 underkendte kommissionens budget fra 1996. Buitenen var i mellemtiden blevet suspenderet med halv løn. 1999 fulgte offentliggørelsen af den økonomiske rapport, og massemedierne kastede sig over skandalen. Buitenen fik et andet job i EU-kommissionen. Selvom de skyldige og hele Santer-kommissionen blev fyret i 1999, måtte Buitenen se sin hæderlighed kastet i smudsen: kommissionens formand antydede, at han ikke var mentalt frisk, mens andre kaldte ham en religiøs fanatiker etc.
Buitenen lod sig ikke stoppe.
Efteråret 2001 har han igen afleveret et omfattende materiale til EU´s interne bedrageriafdeling, men man har næppe foretaget sig noget, skønt man i 1999 lovede bod og bedring. Der var stadig noget galt i Bryssel. Man oprettede ganske vist et ”servicekontor”, hvor de ansatte kunne henvende sig, hvis de havde mistanke om noget, men ”servicekontoret” var ikke uafhængigt. Det sorterede under kommissionen. Det er de ansatte forbudt at gå til nogen uafhængig instans. I henhold til EU`s sekretesregler må de kun henvende sig til sine overordnede angående misforhold.
Åbenhed i EU er en illusion. Åbenhed skulle generelt kræve ytringsfrihed for alle ansatte, dog med visse specielle undtagelser, siger Buitenen.
Vi er nu i 2004. Har tingene ændret sig? Det var Buitenens håb, at EU-kommisionen ville gøre en reel indsats og rense ud i egne rækker. Har EU-kommissionen rettet misforholdene? Eller fortier den stadig de uhæderligheder, der foregår bag kulisserne?
------
- også fra 2004:
Ærlighed havde stadig dårlige kår i EU
Paul van Buitenen, som i årevis havde kæmpet for åbenhed i EU-højborgen (herunder også større ytringsfrihed for personalet), måtte atter se sine afslørende revisioner om udbredt mafialignende bedragerier ignoreret af EU-kommissionen! Buitenens redegørelse og bevismateriale på 5000 sider afleveredes i 2001. Bl.a. havde chefer i EU´s statistiske afdeling formøblet 8 millioner euro. På pressekonferencerne i EU talte man udenom og hævdede at der var fuld kontrol med alt.
Den svenske EU-parlamentariker Sacrédeus krævede sommeren 2003 en uvildig undersøgelse, men dette afvistes. Derpå afgav han sammen med 63 andre EU-parlamentarikere et mistillidsvotum til de suspekte EU-kommissionærer, i håb om at fremtvinge et ansvar i kommissionen. Men – EU havde andre regler, hed det: enten måtte dette mistillidsvotum omfatte alle kommissionærer eller ingen!
Svindel i EU koster skattebetalerne omkring 8 milliarder danske kroner hvert år, - ingen klatskilling, men det værste er, at de uhæderlige personer i EU frit kan fortsætte deres virksomhed.
Buitenen blev valgt ind i EU-kommissionen fra Holland ved EU-valget 2004.
Fra år 2004:
Hollænderren Paul van Buitenen fortsatte Connollys afsløringer i EU´s højborg i Bryssel. Han var blevet ansat som revisor i EU-kommissionen 1990 og opdagede snart både skinfakturaer og nepotisme.
Da han i 1992 fik ansvar for statistik og analyser af de EU-ansattes forhold, gjorde han nye opdagelser.
Det forargede Buitenen, at ingen tog notits af forholdene, så han begyndte selv. Stabler af bevismnateriale om korruption voksede på hans skrivebord. Nogen anede uråd og fik ham fyret fra revisorjobbet, men han fortsatte i EU-Finanskontrollen. Flere sager dukkede op. Buitenen følte sig ret hjælpeløs. En officiel undersøgelse ville blive langtrukken, og han selv ville blive holdt udenfor.
Hans chef antydede, at han skulle passe på, hvis han ønskede at beholde sit arbejde.
Forhørene med de indblandede i korruptionen begyndte endelig i marts 1998. En fyldig rapport på 300 sider fra finanskontrollen forelå den 17. juli 1998, men lederen af finansafdelingen, Francois Petit, trak sin sommerferie i langdrag. Da der endnu ikke forelå noget svar fra Petit i september, gik Buitenen til sin chef, Gabrielle Speculani, som lovede at tage sig af sagen, samtidigt som hun gjorde ham klart, at han selv ikke havde lov at henvende sig til parlamentet, og at han kunne risikere at blive fyret.
Der skete stadig ingenting. Ulovlige kontrakter kørte upåtalt videre.
Dokumenterne blev flere og flere. Buitenen fortsatte at skrive breve til kommissionens ledelse og til revisionsretten, men man spændte ben for ham.
Til sidst lykkedes det dog. Han sendte brev til Magda Aeelvoet fra partiet De Grønne, og lavinen begyndte at rulle. Selvom mange parlamentsmedlemmer var ligeglade med korruptionen, endte det dog med, at man med 270 stemmer mod 225 underkendte kommissionens budget fra 1996. Buitenen var i mellemtiden blevet suspenderet med halv løn. 1999 fulgte offentliggørelsen af den økonomiske rapport, og massemedierne kastede sig over skandalen. Buitenen fik et andet job i EU-kommissionen. Selvom de skyldige og hele Santer-kommissionen blev fyret i 1999, måtte Buitenen se sin hæderlighed kastet i smudsen: kommissionens formand antydede, at han ikke var mentalt frisk, mens andre kaldte ham en religiøs fanatiker etc.
Buitenen lod sig ikke stoppe.
Efteråret 2001 har han igen afleveret et omfattende materiale til EU´s interne bedrageriafdeling, men man har næppe foretaget sig noget, skønt man i 1999 lovede bod og bedring. Der var stadig noget galt i Bryssel. Man oprettede ganske vist et ”servicekontor”, hvor de ansatte kunne henvende sig, hvis de havde mistanke om noget, men ”servicekontoret” var ikke uafhængigt. Det sorterede under kommissionen. Det er de ansatte forbudt at gå til nogen uafhængig instans. I henhold til EU`s sekretesregler må de kun henvende sig til sine overordnede angående misforhold.
Åbenhed i EU er en illusion. Åbenhed skulle generelt kræve ytringsfrihed for alle ansatte, dog med visse specielle undtagelser, siger Buitenen.
Vi er nu i 2004. Har tingene ændret sig? Det var Buitenens håb, at EU-kommisionen ville gøre en reel indsats og rense ud i egne rækker. Har EU-kommissionen rettet misforholdene? Eller fortier den stadig de uhæderligheder, der foregår bag kulisserne?
------
- også fra 2004:
Ærlighed havde stadig dårlige kår i EU
Paul van Buitenen, som i årevis havde kæmpet for åbenhed i EU-højborgen (herunder også større ytringsfrihed for personalet), måtte atter se sine afslørende revisioner om udbredt mafialignende bedragerier ignoreret af EU-kommissionen! Buitenens redegørelse og bevismateriale på 5000 sider afleveredes i 2001. Bl.a. havde chefer i EU´s statistiske afdeling formøblet 8 millioner euro. På pressekonferencerne i EU talte man udenom og hævdede at der var fuld kontrol med alt.
Den svenske EU-parlamentariker Sacrédeus krævede sommeren 2003 en uvildig undersøgelse, men dette afvistes. Derpå afgav han sammen med 63 andre EU-parlamentarikere et mistillidsvotum til de suspekte EU-kommissionærer, i håb om at fremtvinge et ansvar i kommissionen. Men – EU havde andre regler, hed det: enten måtte dette mistillidsvotum omfatte alle kommissionærer eller ingen!
Svindel i EU koster skattebetalerne omkring 8 milliarder danske kroner hvert år, - ingen klatskilling, men det værste er, at de uhæderlige personer i EU frit kan fortsætte deres virksomhed.
Buitenen blev valgt ind i EU-kommissionen fra Holland ved EU-valget 2004.
Islamiske "Fredsagenter" skal ud på skoler!
Olaf Gerlach Hansen, tidligere leder af CKU, - Center for Kultur og Udvikling, som hører under udenrigsministeriet - holdt en tale i Rabat i Marokko den 13. juni 2005.
Han forklarede, hvordan man i praxis skulle få gennemført det projekt, EU allerede havde aftalt i traktaten ”Den arabiske-europæiske dialog” med de arabiske lande i 70´erne: en sammensmeltning af de islamiske lande og EU til et EURABIA.
Muhammedanerne kunne og ville ikke integreres. Så måtte man ”genopdrage” europæerne og få dem til at gå ind for islamisering.
Dette skulle stort set gennemføres i det multikulturelle år 2006. Alle ved, at skal man ændre et samfund, går det lettest gennem børneopdragelsen. Se på Maos Kina, Nordkorea og Vietnam, Sovjetunionens pionerer, Hitlerjugend m.m.
Derfor arrangerede Udenrigsministeriet og CKU et større arrangement: udstillingen ”The Images of The Middle East”, som lagde an på unge og børn, lavede noget skolepropagandamateriale og skaffede islamiske lærere adgang til danske skoler!
Udover 10 danske byer, deltog også Helsingborg i arrangementet.
Og nu afsløres det, at projektet for islamiseringen går videre i samme skure: nu skal man uddanne muslimske ”fredsagenter”, som skal drive propaganda i Sverige og siden i Norge og Danmark.
15 unge muslimer fra Sverige rejser til Ægypten fredag 19.1.07 til et pilotkursus under Anna Lindh Fondens Institut i Alexandria. Dette Institut er blot en videreførsel af EU´s såkaldte ”Barcelonaproces”, som skal skaffe alle Nordafrikas islamiske befolkninger de samme gode vilkår i EU som Mellemøstens lande fik med ovennævnte ”Dialog”.
Kurset skal lære de unge deltagende fredsapostle at ”sprede forståelse for islam og forståelse mellem muslimer, kristne og sekulære”.
”Vi kommer til at træffe store navne dernede”, bl.a. den tidligere våbeninspektør Hans Blix, en ægyptisk mufti og religionsministeren, fortæller Instituttes leder, Jan Henningsson yderst begejstret. (Mufti er en retslærd embedsmand i det muslimske samfund og den som udsteder fatwaer).
Der bliver mange forelæsninger bl.a. på Al Azhar-Universitetet i Kairo. ”De nyuddannede fredsagenter skal ud på skolerne og til myndighederne for at fortælle om islam og
imødegå forskellige modsætninger”.
”Vi vil lægge grunden til en muslimsk fredsbevægelse i Sverige. Vi har en hundrede unge mennesker mellem 16 og 25 år, som er med. I Helsingborg har to unge allerede meldt sig, og vi
begynder i februar eller marts”.
Fredsagenterne skal ”uddanne nye agenter, så fredsbevægelsen kan spredes som ringe i vandet. Vi er begyndt at tage kontakt med muslimer i Danmark og Norge og håber på et netværk for en nordisk fredskultur”.
Kilde: Helsingborg Dagblad 18.1.07
Han forklarede, hvordan man i praxis skulle få gennemført det projekt, EU allerede havde aftalt i traktaten ”Den arabiske-europæiske dialog” med de arabiske lande i 70´erne: en sammensmeltning af de islamiske lande og EU til et EURABIA.
Muhammedanerne kunne og ville ikke integreres. Så måtte man ”genopdrage” europæerne og få dem til at gå ind for islamisering.
Dette skulle stort set gennemføres i det multikulturelle år 2006. Alle ved, at skal man ændre et samfund, går det lettest gennem børneopdragelsen. Se på Maos Kina, Nordkorea og Vietnam, Sovjetunionens pionerer, Hitlerjugend m.m.
Derfor arrangerede Udenrigsministeriet og CKU et større arrangement: udstillingen ”The Images of The Middle East”, som lagde an på unge og børn, lavede noget skolepropagandamateriale og skaffede islamiske lærere adgang til danske skoler!
Udover 10 danske byer, deltog også Helsingborg i arrangementet.
Og nu afsløres det, at projektet for islamiseringen går videre i samme skure: nu skal man uddanne muslimske ”fredsagenter”, som skal drive propaganda i Sverige og siden i Norge og Danmark.
15 unge muslimer fra Sverige rejser til Ægypten fredag 19.1.07 til et pilotkursus under Anna Lindh Fondens Institut i Alexandria. Dette Institut er blot en videreførsel af EU´s såkaldte ”Barcelonaproces”, som skal skaffe alle Nordafrikas islamiske befolkninger de samme gode vilkår i EU som Mellemøstens lande fik med ovennævnte ”Dialog”.
Kurset skal lære de unge deltagende fredsapostle at ”sprede forståelse for islam og forståelse mellem muslimer, kristne og sekulære”.
”Vi kommer til at træffe store navne dernede”, bl.a. den tidligere våbeninspektør Hans Blix, en ægyptisk mufti og religionsministeren, fortæller Instituttes leder, Jan Henningsson yderst begejstret. (Mufti er en retslærd embedsmand i det muslimske samfund og den som udsteder fatwaer).
Der bliver mange forelæsninger bl.a. på Al Azhar-Universitetet i Kairo. ”De nyuddannede fredsagenter skal ud på skolerne og til myndighederne for at fortælle om islam og
imødegå forskellige modsætninger”.
”Vi vil lægge grunden til en muslimsk fredsbevægelse i Sverige. Vi har en hundrede unge mennesker mellem 16 og 25 år, som er med. I Helsingborg har to unge allerede meldt sig, og vi
begynder i februar eller marts”.
Fredsagenterne skal ”uddanne nye agenter, så fredsbevægelsen kan spredes som ringe i vandet. Vi er begyndt at tage kontakt med muslimer i Danmark og Norge og håber på et netværk for en nordisk fredskultur”.
Kilde: Helsingborg Dagblad 18.1.07
januar 17, 2007
EU´s rådne hjerte
Eftersom EU ikke har opgivet tanken om en fælles forfatning, men pønser på at fremkomme med et forfatningsforslag igen, så er det nok på tide at kikke tilbage på forskellige artikler fra tidligere. Der er stadig mange, som ikke har rede på, hvad der er foregået bag kulisserne. Og givetvis er der foregået meget mere end det, som fremlægges her i den kommende tid.
Er råddenskaben forbi i Bryssel?
Da de nye øststater blev optaget i EU, udtalte en græsk politiker håb om, at EU fremover skulle blive mere åbent.
Lad os tage et kik tilbage. Læser man Jean Monnets og Jacques Delors tanker om det EU, de arbejdede på, ser man, at det fra begyndelsen gjaldt at nedbryde nationalstaternes suverænitet og smelte alt sammen til en fælles enhedsstat.
Bernhard Conolly ansattes i EU-kommissionen 1978. Han blev leder for kommissionens afdeling for monetære opgaver, men blev så chockeret over hemmelighedskræmmeriet og hændelserne i magtens elfenbenstårn, at han anså sig tvungen til at afsløre det.
1995 udkom hans bog ”The rotten heart of Europe” (Europas rådne hjerte) om det ”økonomiske og politiske perverterede samarbejde”, som skulle lede til EMU.
Bogen vakte opsigt. Udsnit citeredes i engelske massemedier den 4. september 1995 - samme dag som EU-kommissionen holdt sin første pressekonference efter sommerferien. Naturligvis rettede journalisterne en række spørgsmål til kommissionen angående Conollys afsløringer.
De kunde ikke svare, eftersom de ikke havde læst bogen. Men et var klart: manden skulle omgående smides ud. Samtlige dørvagter fik hans foto og nægtede ham adgang, allerede inden man havde angivet nogen disciplinær begrundelse. Den kom dog, og resultatet var på forhånd givet.
Connolly havde skrevet bogen uden tilladelse fra kommissionen. Han forsvarede sig med, at den ikke indeholdt nyt eller utilgængeligt materiale.
På 400 sider berettede Connolly velbegrundet om ”Europas rådne hjerte”, valutasamarbejdet og det politiske rævespil. Euron skulle efter hans argumentation løfte den politiske union på plads. Eliten i Frankrig og Tyskland skulle dele magten. De europæiske politikere lagde ikke skjul på, at de ville skabe ”The United States of Europe”, specielt ikke når de talte indbyrdes eller var udenfor valgperioden.
Connolly skrev:
”Allerede fra de første forberedelser til Romtraktaten argumenterede Jean Monnet ihærdigt for at nationalstaterne skulle overlade magt til en gradvis opbygning af en enhed og en samling af den effektive buraukratiske elite i Europas lande, så at man skabte et kraftfelt, hvor en union ikke længere kunne stoppes. Overgivningen af magt skulle begynde med relativt kontroversielle økonomiske funktioner og stålproduktionen for på den måde at mindske uroen for at den nationale suverænitet blev nedbrudt. Man skulle se til at magten ikke skulle kunne føres tilbage igen. Dette garanteredes gennem traktatdoktrinen ”acquis communitaire”, som sikrede, at al magt, som overførtes til EU´s samfundsinstitutioner, gjordes til permanent EU-lov, mens man samtidigt strøg den i medlemslandenes nationale lovsamlinger.”
”I det ny Europa er magt og ansvar tydeligt adskilt. Selv der, hvor der findes formelt offentligt ansvar, er det ikke lovfæstet.”
Glem alt om den hårde, stabile Euro. Det var kun lokkemad for noget helt andet. Nationalstaterne skulle fratages sin suverænitet og EU-staten skulle gennemtrumfes. Den økonomiske stabilitetspagt, indført uden at landene har orden i deres økonomier, vil lede til politisk ustabilitet.
Den 12. februar 1998 meddelte 154 tyske økonomiprofessorer med Wilhelm Hankel som talsmand, at Europaprojektet var fuldkommen udsigtsløst. Det omtaltes samme dag på TV-programmet ”Tagesschau” (fra ARD TV). Hankel er professor i pengepolitik og udviklingsøkonomi ved Göthe Universitetet i Frankfurt am Main.
Connolly forlod EU-kontoret og blev økonomisk rådgiver for en række internationale selskaber og europæiske nationalbanker.
Her kommer mere næste gang…
Er råddenskaben forbi i Bryssel?
Da de nye øststater blev optaget i EU, udtalte en græsk politiker håb om, at EU fremover skulle blive mere åbent.
Lad os tage et kik tilbage. Læser man Jean Monnets og Jacques Delors tanker om det EU, de arbejdede på, ser man, at det fra begyndelsen gjaldt at nedbryde nationalstaternes suverænitet og smelte alt sammen til en fælles enhedsstat.
Bernhard Conolly ansattes i EU-kommissionen 1978. Han blev leder for kommissionens afdeling for monetære opgaver, men blev så chockeret over hemmelighedskræmmeriet og hændelserne i magtens elfenbenstårn, at han anså sig tvungen til at afsløre det.
1995 udkom hans bog ”The rotten heart of Europe” (Europas rådne hjerte) om det ”økonomiske og politiske perverterede samarbejde”, som skulle lede til EMU.
Bogen vakte opsigt. Udsnit citeredes i engelske massemedier den 4. september 1995 - samme dag som EU-kommissionen holdt sin første pressekonference efter sommerferien. Naturligvis rettede journalisterne en række spørgsmål til kommissionen angående Conollys afsløringer.
De kunde ikke svare, eftersom de ikke havde læst bogen. Men et var klart: manden skulle omgående smides ud. Samtlige dørvagter fik hans foto og nægtede ham adgang, allerede inden man havde angivet nogen disciplinær begrundelse. Den kom dog, og resultatet var på forhånd givet.
Connolly havde skrevet bogen uden tilladelse fra kommissionen. Han forsvarede sig med, at den ikke indeholdt nyt eller utilgængeligt materiale.
På 400 sider berettede Connolly velbegrundet om ”Europas rådne hjerte”, valutasamarbejdet og det politiske rævespil. Euron skulle efter hans argumentation løfte den politiske union på plads. Eliten i Frankrig og Tyskland skulle dele magten. De europæiske politikere lagde ikke skjul på, at de ville skabe ”The United States of Europe”, specielt ikke når de talte indbyrdes eller var udenfor valgperioden.
Connolly skrev:
”Allerede fra de første forberedelser til Romtraktaten argumenterede Jean Monnet ihærdigt for at nationalstaterne skulle overlade magt til en gradvis opbygning af en enhed og en samling af den effektive buraukratiske elite i Europas lande, så at man skabte et kraftfelt, hvor en union ikke længere kunne stoppes. Overgivningen af magt skulle begynde med relativt kontroversielle økonomiske funktioner og stålproduktionen for på den måde at mindske uroen for at den nationale suverænitet blev nedbrudt. Man skulle se til at magten ikke skulle kunne føres tilbage igen. Dette garanteredes gennem traktatdoktrinen ”acquis communitaire”, som sikrede, at al magt, som overførtes til EU´s samfundsinstitutioner, gjordes til permanent EU-lov, mens man samtidigt strøg den i medlemslandenes nationale lovsamlinger.”
”I det ny Europa er magt og ansvar tydeligt adskilt. Selv der, hvor der findes formelt offentligt ansvar, er det ikke lovfæstet.”
Glem alt om den hårde, stabile Euro. Det var kun lokkemad for noget helt andet. Nationalstaterne skulle fratages sin suverænitet og EU-staten skulle gennemtrumfes. Den økonomiske stabilitetspagt, indført uden at landene har orden i deres økonomier, vil lede til politisk ustabilitet.
Den 12. februar 1998 meddelte 154 tyske økonomiprofessorer med Wilhelm Hankel som talsmand, at Europaprojektet var fuldkommen udsigtsløst. Det omtaltes samme dag på TV-programmet ”Tagesschau” (fra ARD TV). Hankel er professor i pengepolitik og udviklingsøkonomi ved Göthe Universitetet i Frankfurt am Main.
Connolly forlod EU-kontoret og blev økonomisk rådgiver for en række internationale selskaber og europæiske nationalbanker.
Her kommer mere næste gang…
januar 16, 2007
Gæve Kvinder
Angantyrs Hjørne slog for en uges tid siden til lyd for, at unge mennesker trængte til nye idoler ud over deres sports- og musikidoler. Han foreslog 12 brave kvinder, som - trods angreb og mordtrusler - kæmper for kvinders rettigheder og tilværelse imod islamiseringens nedgøring og tvang. Det er en kamp, som siger sparto til blåstrømper og rødstrømper! Den kræver ikke bare mod og mandshjerte men megen kyndighed.
Den, han nævnte først, kender vi alle: Ayaan Hirsi Ali. Og den italiensk parlamentsmedlem Daniela Santanchè nævntes fornylig her på bloggen.
Serap Cileli skriver på sin hjemmeside:
Vi er jeres Døttre, ikke jeres Ære.
Kvinderettigheder er menneskerettigheder.
Kære besøgere på min hjemmeside: mandlig vold rundt om i verden mod kvinder og børn er ikke nogen ”privatsag”.
Vi må ikke tillade, at ”Beskyttelsen af privatlivet” bliver til beskyttelse af voldsmændene.
Der findes inden religiøs eller kulturel retfærdiggørelse for vold og voldsanvendelse mod
kvinder og børn.
Derfor må der heller ikke findes accept af vold, som begrundes med kultur eller religion.
Fælles mod vold!
Serap Cileli.
Den, han nævnte først, kender vi alle: Ayaan Hirsi Ali. Og den italiensk parlamentsmedlem Daniela Santanchè nævntes fornylig her på bloggen.
Serap Cileli skriver på sin hjemmeside:
Vi er jeres Døttre, ikke jeres Ære.
Kvinderettigheder er menneskerettigheder.
Kære besøgere på min hjemmeside: mandlig vold rundt om i verden mod kvinder og børn er ikke nogen ”privatsag”.
Vi må ikke tillade, at ”Beskyttelsen af privatlivet” bliver til beskyttelse af voldsmændene.
Der findes inden religiøs eller kulturel retfærdiggørelse for vold og voldsanvendelse mod
kvinder og børn.
Derfor må der heller ikke findes accept af vold, som begrundes med kultur eller religion.
Fælles mod vold!
Serap Cileli.
januar 13, 2007
Strømafbrydelse
derfor postes ikke på bloggen pt. Forhåbentlig kortvarigt.
Politianmeldelsen af imamerne...
I forbindelse med den såkaldte Muhammedkrise i 2006 politianmeldtes nogle af de involverede muslimer. Man havde næppe forventet sig noget resultat. Her følger selve anmeldelsen samt Statsadvokatens svar.
Vi har jo desværre ingen love, der tager rigtig sigte på 5.-kolonne-virksomhed.
den 20. februar 2006
POLITIANMELDELSE
Til Københavns Politi, Politigården
Islamisk Trossamfund repræsenteret af følgende islamister: imamerne Abu Laban, Abu Bashar og Kassan Ahmad samt islamprædikanten Ahmed Akkari har ikke bare opildnet Mellemøstens befolkninger, men gennem verdenspressen også muhammedanere i hele verden mod Danmark ved falske og løgnagtige handlinger:
De har spredt uanstændige tegninger af Muhammed blandt muslimer på en sådan måde, at disse har fået det indtryk, at tegningerne var identiske med de tegninger Jyllands-Posten offentliggjorde den 30. september 2005 som svar på den muslimske trussel og provokation mod vor grundlovssikrede ytringsfrihed, hvorved ingen tegner med navns nævnelse turde illustrere Bluitgens bog om Muhammed.
Ved denne opgejling af folkemasserne har ovennævnte imamer fremprovokeret
1) Forhånelse og ringeagt for den danske stat i store dele af verden.
2) Handelsboykott mod det dansk-svenske mejerifirma Arla og andre skandinaviske firmaer.
3) Trusler mod skandinaviske statsborgeres gods og liv.
4) Angreb på og besættelse af dansk statsområde - nemlig besættelse af den danske ambassade i
Indonesien, besættelse og afbrænding af den danske ambassade i Damaskus og afbrænding af det
danske generalkonsulat i Beirut.
5) Gennem ovennævnte provokationer punkt 1-4, har man med udenlandsk bistand,
magtanvendelser og trusler forsøgt at påtvinge Danmark en ændring af statsforfatningen ved
indskrænkning af grundlovens ytringsfrihed.
På denne baggrund indgiver jeg følgende politianmeldelse i henhold til straffelovens kapitel 12 12 § 99, der omhandler forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, og § 100 om offentlige udtalelser, der tilskynder til fjendtligheder samt endvidere politianmeldelse i henhold til straffelovens kapitel 13 13, § 111, der omhandler forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v.
§ 99:
Den, som foretager en handling, der sigter til at påføre den danske stat
eller nogen med den for krigstilfælde forbunden stat krig,
besættelse eller andre fjendtligheder såsom blokade eller anden
tvangsforanstaltning, eller som i øvrigt virker for, at den danske
stats bestemmelsesfrihed ved udenlandsk bistand krænkes, straffes
med fængsel indtil på livstid.
§ 100.
Den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til, eller som fremkalder
øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat,
straffes med fængsel indtil 6 år.
Stk. 2.
Den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til, eller som fremkalder
øjensynlig fare for fremmed magts indblanding i den danske stats
anliggender, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Straffeloven kap. 13 13. § 111.
Den, som foretager en handling, der sigter til ved udenlandsk bistand,
ved magtanvendelse eller trussel derom at forandre statsforfatningen
eller sætte den ud af kraft, straffes med fængsel indtil på livstid.
(Underskrevnes navn er fjernet her)
- - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Kopi af svar fra) Statsadvokaten.
Statsadvokaten for særlige internationale straffesager
Jens Kofods Gade 1, 1268 Kbh. K
Telefon 33 30 72 50
Fax 33 30 72 70
E-Mail. SICO@ANKL.DK
http://www.sice.ankl.dk/
Dato 09.01.2007
Journal Nr. SAIS-2006-6200-0001
Bedes anført ved svarskrivelser
Sagsbehandler: FO
(Til X)
Vedr. anmeldelse om strafbart forhold.
Ved brev af 20. februar 2006 til Poltidirektøren i København har De indgivet anmeldelse mod Abu Laban, Abu Bashr og Ahmed Akkari for strafbart forhold begået i forbindelse med de pågældendes deltagelse i delegationer af herboende muslimske imamerns besøg i Mellemøsten i anledning af den såkaldte Muhammed-krise.
Det meddeles, at jeg i dag i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, har indstillet efterforskningen i sagen, idet der ikke er begrundet mistanke om, at et strafbart foorhold, der forfølges af det offentlige, er begået. Om begrundelsen for denne afgørelse henvises til vedlagte redegørelse for efterforskningens resultater.
Jeg kan oplyse, at der i alt er indkommet 110 anmeldelser svarende til Deres i anledning af de omtalte rejser og forskellige herboende muslimers udtalelser i øvrigt under krisen. Politiet har videresendt anmeldelserne til behandling i statsadvokaturen, der har til opgave at behandle sager om alvorlig kriminalitet begået i udlandet af personer med bopæl i Danmark. Af praktiske årsager har de anmeldelser, der vedrører udtalelser fremsat her i landet, ligeledes indgået i efterforskningen.
Om muligheden for at klage over afgørelsen for at få ændret den henvises til klagevejledningen. Der foreligger ikke oplysning om forhold, der viser, at De er klageberettiget.
Hvis de mener at være klageberettiget, kan eventuel klage sendes hertil eller til Rigsadvokaten, Frederiksholms Kanal 16, 1220 København K.
Fristen for indsendelse af klage er 4 uger efter, at De har fået meddelelse om afgørelsen. De bedes nærmere begrunde, hvorfor De mener Dem klageberettiget.
Med venlig hilsen
Birgitte Vestberg.
- - - - - - - - - - - - - -
Nedenstående er en afskrift af et stykke af statsadvokatens 4-sider lange juridiske redegørelse for de forskellige paragraffer i straffeloven, som der henvistes til i politianmeldelsen mod imamerne.
”På denne baggrund har efterforskningen været koncentreret om at belyse, hvad de omtalte muslimske delegationer har forsøgt at opnå ved besøgene i mellemøstlige lande.
Der foreligger i sagen en oversættelse af den mappe med materiale om sagen på arabisk, som delegationerne medbragte på rejserne og angiveligt udleverede til samtalepartnere i Mellemøsten. Materialet i mappen, hvis oversættelse er offentliggjort i dagbladet Politiken, indeholder en redegørelse for sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger samt oplysning om forhold i Danmark generelt. Mappens indhold fremstår på en række punkter ukorrekt eller upræcist, men der er ikke i mappen indeholdt nogen form for opfordring til fjendtligheder mod den danske stat.
Der har været gennemført afhøringer af en række af de anmeldte personer.
Mohamad Al Khaled Samha (kaldet Abu Bashar), Zeki Kocer og Ahmed Mohamad Mostafa Harby, der deltog i den delegation, som besøgte Ægypten den 4.-11. december 2005 har i det væsentlige samstemmende forklaret, at baggrunden for rejsen var en tiltagende bekymring blandt fremtrædende danske muslimer for, at der skulle opstå voldelige konflikter i Danmark i kølvandet på Jyllands-Postens offentliggørelse af tegninger af profeten Muhammed. Delegationen skulle derfor søge politisk vejledning hos den ægyptiske regering og religiøs vejledning dels på Al-Azhar universitetet i Cairo, der anses for en af de førende muslimske uddannelsesinstitutioner, dels hos den ægyptiske stormufti. Ved møder med ægyptiske embedsmænd kunne delegationen konstatere, at den ægyptiske regering var i besiddelse af et væsentligt mere detaljeret materiale om sagen end indholdet af den ovenfor omtalte mappe. Der blev ikke med den ægyptiske regering drøftet iværksættelse af fjendtligheder mod Danmark.
På et møde med stormufti Ali Jumaa blev der af denne fremlagt et udkast til fatwa (religiøs erklæring eller påbud), der krævede en undskyldning fra Danmark og pålagde troende muslimer at boykotte Danmark, såfremt en sådan ikke fremkom. Delegationen fandt, at en sådan fatwa ville være ødelæggende for dialogen i Danmark, hvorfor man overtalte stormuftien til at undlade at udstede fatwaen.
Ahmed Sami Abu-Laban har forklaret, at han ikke deltog i rejsen til Ægypten, men han har forklaret i overensstemmelse med ovenstående om baggrunden for delegationens udsendelse.
Ahmed Akkari har forklaret, at han deltog i den delegation, der besøgte Libanon og Syrien i perioden 14.-31. december 2005. Der blev holdt møder med politiske og religiøse ledere, hvorunder disse udtrykte tilfredshed med, at danske muslimer havde valgt at forfølge sagen af juridisk vej (politianmeldelse mod Jyllands-Postens redaktører). Der blev ikke drøftet nogen form for fjendtlighed rettet mod Danmark.
Abdul Wahid Pedersen har forklaret, at han ikke deltog i de nævnte delegationer til Mellemøsten, men alene i en konference i Bahrain i marts 2006 om beskyttelse af profetens omdømme.
Der er fra udenrigsministeriet modtaget et omfattende skriftligt materiale vedrørende presseomtale af Muhammed-krisen i mellemøstlige lande. Dette materiale giver ikke belæg for at antage, at delegationerne eller enkeltperonser har fremsat opfordringer som omtalt i straffelovens § 99 eller § 100.”
(Underskrevet: Birgitte Vestberg)
Politianmeldelsen af imamerne...
I forbindelse med den såkaldte Muhammedkrise i 2006 politianmeldtes nogle af de involverede muslimer. Man havde næppe forventet sig noget resultat. Her følger selve anmeldelsen samt Statsadvokatens svar.
Vi har jo desværre ingen love, der tager rigtig sigte på 5.-kolonne-virksomhed.
den 20. februar 2006
POLITIANMELDELSE
Til Københavns Politi, Politigården
Islamisk Trossamfund repræsenteret af følgende islamister: imamerne Abu Laban, Abu Bashar og Kassan Ahmad samt islamprædikanten Ahmed Akkari har ikke bare opildnet Mellemøstens befolkninger, men gennem verdenspressen også muhammedanere i hele verden mod Danmark ved falske og løgnagtige handlinger:
De har spredt uanstændige tegninger af Muhammed blandt muslimer på en sådan måde, at disse har fået det indtryk, at tegningerne var identiske med de tegninger Jyllands-Posten offentliggjorde den 30. september 2005 som svar på den muslimske trussel og provokation mod vor grundlovssikrede ytringsfrihed, hvorved ingen tegner med navns nævnelse turde illustrere Bluitgens bog om Muhammed.
Ved denne opgejling af folkemasserne har ovennævnte imamer fremprovokeret
1) Forhånelse og ringeagt for den danske stat i store dele af verden.
2) Handelsboykott mod det dansk-svenske mejerifirma Arla og andre skandinaviske firmaer.
3) Trusler mod skandinaviske statsborgeres gods og liv.
4) Angreb på og besættelse af dansk statsområde - nemlig besættelse af den danske ambassade i
Indonesien, besættelse og afbrænding af den danske ambassade i Damaskus og afbrænding af det
danske generalkonsulat i Beirut.
5) Gennem ovennævnte provokationer punkt 1-4, har man med udenlandsk bistand,
magtanvendelser og trusler forsøgt at påtvinge Danmark en ændring af statsforfatningen ved
indskrænkning af grundlovens ytringsfrihed.
På denne baggrund indgiver jeg følgende politianmeldelse i henhold til straffelovens kapitel 12 12 § 99, der omhandler forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, og § 100 om offentlige udtalelser, der tilskynder til fjendtligheder samt endvidere politianmeldelse i henhold til straffelovens kapitel 13 13, § 111, der omhandler forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v.
§ 99:
Den, som foretager en handling, der sigter til at påføre den danske stat
eller nogen med den for krigstilfælde forbunden stat krig,
besættelse eller andre fjendtligheder såsom blokade eller anden
tvangsforanstaltning, eller som i øvrigt virker for, at den danske
stats bestemmelsesfrihed ved udenlandsk bistand krænkes, straffes
med fængsel indtil på livstid.
§ 100.
Den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til, eller som fremkalder
øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat,
straffes med fængsel indtil 6 år.
Stk. 2.
Den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til, eller som fremkalder
øjensynlig fare for fremmed magts indblanding i den danske stats
anliggender, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.
Straffeloven kap. 13 13. § 111.
Den, som foretager en handling, der sigter til ved udenlandsk bistand,
ved magtanvendelse eller trussel derom at forandre statsforfatningen
eller sætte den ud af kraft, straffes med fængsel indtil på livstid.
(Underskrevnes navn er fjernet her)
- - - - - - - - - - - - - - - - - -
(Kopi af svar fra) Statsadvokaten.
Statsadvokaten for særlige internationale straffesager
Jens Kofods Gade 1, 1268 Kbh. K
Telefon 33 30 72 50
Fax 33 30 72 70
E-Mail. SICO@ANKL.DK
http://www.sice.ankl.dk/
Dato 09.01.2007
Journal Nr. SAIS-2006-6200-0001
Bedes anført ved svarskrivelser
Sagsbehandler: FO
(Til X)
Vedr. anmeldelse om strafbart forhold.
Ved brev af 20. februar 2006 til Poltidirektøren i København har De indgivet anmeldelse mod Abu Laban, Abu Bashr og Ahmed Akkari for strafbart forhold begået i forbindelse med de pågældendes deltagelse i delegationer af herboende muslimske imamerns besøg i Mellemøsten i anledning af den såkaldte Muhammed-krise.
Det meddeles, at jeg i dag i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, har indstillet efterforskningen i sagen, idet der ikke er begrundet mistanke om, at et strafbart foorhold, der forfølges af det offentlige, er begået. Om begrundelsen for denne afgørelse henvises til vedlagte redegørelse for efterforskningens resultater.
Jeg kan oplyse, at der i alt er indkommet 110 anmeldelser svarende til Deres i anledning af de omtalte rejser og forskellige herboende muslimers udtalelser i øvrigt under krisen. Politiet har videresendt anmeldelserne til behandling i statsadvokaturen, der har til opgave at behandle sager om alvorlig kriminalitet begået i udlandet af personer med bopæl i Danmark. Af praktiske årsager har de anmeldelser, der vedrører udtalelser fremsat her i landet, ligeledes indgået i efterforskningen.
Om muligheden for at klage over afgørelsen for at få ændret den henvises til klagevejledningen. Der foreligger ikke oplysning om forhold, der viser, at De er klageberettiget.
Hvis de mener at være klageberettiget, kan eventuel klage sendes hertil eller til Rigsadvokaten, Frederiksholms Kanal 16, 1220 København K.
Fristen for indsendelse af klage er 4 uger efter, at De har fået meddelelse om afgørelsen. De bedes nærmere begrunde, hvorfor De mener Dem klageberettiget.
Med venlig hilsen
Birgitte Vestberg.
- - - - - - - - - - - - - -
Nedenstående er en afskrift af et stykke af statsadvokatens 4-sider lange juridiske redegørelse for de forskellige paragraffer i straffeloven, som der henvistes til i politianmeldelsen mod imamerne.
”På denne baggrund har efterforskningen været koncentreret om at belyse, hvad de omtalte muslimske delegationer har forsøgt at opnå ved besøgene i mellemøstlige lande.
Der foreligger i sagen en oversættelse af den mappe med materiale om sagen på arabisk, som delegationerne medbragte på rejserne og angiveligt udleverede til samtalepartnere i Mellemøsten. Materialet i mappen, hvis oversættelse er offentliggjort i dagbladet Politiken, indeholder en redegørelse for sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger samt oplysning om forhold i Danmark generelt. Mappens indhold fremstår på en række punkter ukorrekt eller upræcist, men der er ikke i mappen indeholdt nogen form for opfordring til fjendtligheder mod den danske stat.
Der har været gennemført afhøringer af en række af de anmeldte personer.
Mohamad Al Khaled Samha (kaldet Abu Bashar), Zeki Kocer og Ahmed Mohamad Mostafa Harby, der deltog i den delegation, som besøgte Ægypten den 4.-11. december 2005 har i det væsentlige samstemmende forklaret, at baggrunden for rejsen var en tiltagende bekymring blandt fremtrædende danske muslimer for, at der skulle opstå voldelige konflikter i Danmark i kølvandet på Jyllands-Postens offentliggørelse af tegninger af profeten Muhammed. Delegationen skulle derfor søge politisk vejledning hos den ægyptiske regering og religiøs vejledning dels på Al-Azhar universitetet i Cairo, der anses for en af de førende muslimske uddannelsesinstitutioner, dels hos den ægyptiske stormufti. Ved møder med ægyptiske embedsmænd kunne delegationen konstatere, at den ægyptiske regering var i besiddelse af et væsentligt mere detaljeret materiale om sagen end indholdet af den ovenfor omtalte mappe. Der blev ikke med den ægyptiske regering drøftet iværksættelse af fjendtligheder mod Danmark.
På et møde med stormufti Ali Jumaa blev der af denne fremlagt et udkast til fatwa (religiøs erklæring eller påbud), der krævede en undskyldning fra Danmark og pålagde troende muslimer at boykotte Danmark, såfremt en sådan ikke fremkom. Delegationen fandt, at en sådan fatwa ville være ødelæggende for dialogen i Danmark, hvorfor man overtalte stormuftien til at undlade at udstede fatwaen.
Ahmed Sami Abu-Laban har forklaret, at han ikke deltog i rejsen til Ægypten, men han har forklaret i overensstemmelse med ovenstående om baggrunden for delegationens udsendelse.
Ahmed Akkari har forklaret, at han deltog i den delegation, der besøgte Libanon og Syrien i perioden 14.-31. december 2005. Der blev holdt møder med politiske og religiøse ledere, hvorunder disse udtrykte tilfredshed med, at danske muslimer havde valgt at forfølge sagen af juridisk vej (politianmeldelse mod Jyllands-Postens redaktører). Der blev ikke drøftet nogen form for fjendtlighed rettet mod Danmark.
Abdul Wahid Pedersen har forklaret, at han ikke deltog i de nævnte delegationer til Mellemøsten, men alene i en konference i Bahrain i marts 2006 om beskyttelse af profetens omdømme.
Der er fra udenrigsministeriet modtaget et omfattende skriftligt materiale vedrørende presseomtale af Muhammed-krisen i mellemøstlige lande. Dette materiale giver ikke belæg for at antage, at delegationerne eller enkeltperonser har fremsat opfordringer som omtalt i straffelovens § 99 eller § 100.”
(Underskrevet: Birgitte Vestberg)
januar 12, 2007
Systematisk, kritisk overvågning af massemedierne!
Man hører om og om igen, at folk spørger med undren i stemmen: jamen, hvorfor skriver avisen ikke det? Hvorfor har TV-ikke nævnt det? Og så videre…
Jamen…Da land efter land indmeldte sig i EU, lokket af økonomiske fordele, gik de med på det, som EU på det tidspunkt enten allerede havde aftalt, eller var i gang med det.
EU havde i 70´erne - uden at spørge befolkningerne - sluttet traktat med de arabiske lande: araberne skulle levere olje til EU. Til gengæld skulle EU tage imod al overskydende arbejdskraft fra de arabiske lande og fremme islam i EU.
For at undgå spektakler over sådanne aftaler, fortiede man aftalernes indhold, men papirerne ligger i EU-landenes rigsarkiver.
For at gennemføre aftalerne så ubemærket som muligt, oprettede man et overvågningskontor, EUMC, i Wien, hvorfra man gennem et netværk skulle kontrollere EU-landene og holde øje med evt. oppositionelle meninger:
”en systematisk, kritisk overvågning af mediernes nyhedsinformation”. Ikke bare de trykte medier, men også TV og radio.
EU opfordrede EU-landene til et journalistprogram: en udarbejdelse af et opførselskodex for etisk journalistik som et instrument til frivillig selvregulering (=selvcensur). Ved udarbejdelsen af sådanne retningslinjer skal man overveje visse effektive sanktionsmekanismer, som man skal søge støtte for inden for faget, hed det.
Man rekommenderede, at en europæisk pris gives for tolerance og forståelse ud over den allerede existerende journalistpris mod racisme (indstiftet af EU-kommissionen och Europarådet i samarbejde med Det Internationale Journalistforbund.
Ser vi på Sveriges massemedier, så accepterede de tydeligt nok EU´s diktatoriske nedgøring og bekæmpning af oppositionen, mens Danmark indtil en vis grad har søgt at modsætte sig disse overgreb.
Jamen…Da land efter land indmeldte sig i EU, lokket af økonomiske fordele, gik de med på det, som EU på det tidspunkt enten allerede havde aftalt, eller var i gang med det.
EU havde i 70´erne - uden at spørge befolkningerne - sluttet traktat med de arabiske lande: araberne skulle levere olje til EU. Til gengæld skulle EU tage imod al overskydende arbejdskraft fra de arabiske lande og fremme islam i EU.
For at undgå spektakler over sådanne aftaler, fortiede man aftalernes indhold, men papirerne ligger i EU-landenes rigsarkiver.
For at gennemføre aftalerne så ubemærket som muligt, oprettede man et overvågningskontor, EUMC, i Wien, hvorfra man gennem et netværk skulle kontrollere EU-landene og holde øje med evt. oppositionelle meninger:
”en systematisk, kritisk overvågning af mediernes nyhedsinformation”. Ikke bare de trykte medier, men også TV og radio.
EU opfordrede EU-landene til et journalistprogram: en udarbejdelse af et opførselskodex for etisk journalistik som et instrument til frivillig selvregulering (=selvcensur). Ved udarbejdelsen af sådanne retningslinjer skal man overveje visse effektive sanktionsmekanismer, som man skal søge støtte for inden for faget, hed det.
Man rekommenderede, at en europæisk pris gives for tolerance og forståelse ud over den allerede existerende journalistpris mod racisme (indstiftet af EU-kommissionen och Europarådet i samarbejde med Det Internationale Journalistforbund.
Ser vi på Sveriges massemedier, så accepterede de tydeligt nok EU´s diktatoriske nedgøring og bekæmpning af oppositionen, mens Danmark indtil en vis grad har søgt at modsætte sig disse overgreb.
- bagerst i køen?
Den franske revolutions slagord var ”Frihed, lighed og broderskab”. Politikere elsker sådanne slagord, som mængden sluger råt uden nærmere tankevirksomhed, og som de kan råbe med på i scanderet takt.
Skal man have lighed, så har man ingen frihed!
I lighedens navn bestemte man i moderne tid, at man i annoncer skulle søge personer af begge køn. ”m/k” hed det, men m står foran k. Altså er de ikke lige! Det bliver de heller ikke, om vi skriver ”k/m”. Personnumre kan jo heller aldrig blive lige. Rækken begynder med et ulige tal. Dem har man så tildelt mændene, og de lige tal gælder kvinderne. Er der nogen, der er fornærmede? Så kan de skændes om det, så galt de vil. De bliver aldrig lige.
Lighedssnakken er noget fordømt sludder, som vi alle sammen i virkeligheden godt ved. Også de selvglade humanister og politikerne. De anser næppe sig selv som lige med hvem som helst.
Jamen, sådan skal det ikke forstås, siger man så: det gælder lige muligheder i verden.
Sludder. Ligegyldigt hvor mange millioner man vil smide ud på at få folk klemt ned i samme form, så vil vi aldrig få lige muligheder, da vi er født forskellige.
Eller skal vi klones?
I Sverige har de fået ”kønslighed” på hjernen. Det er naturligvis dejligt, hvis der er nogenlunde lige
antal mænd og kvinder i politik og i firmabestyrelser etc., men det vigtigste må vel stadigvæk være, hvem der er mest egnet. Det er jo lige vanvittigt om man vælger en dum mand i stedet for en klog kvinde eller en uduelig kvinde frem for en dygtig mand.
Frilanceskribent Zoran Alagic og indvandrerdebattør Kurdo Baksi foreslår (for spøgs ?) i Sydsvenskan (9.1.07 ?), at man i fem år skal lade alle hvide, høje, heterosexuelle, blonde og blåøjede mænd mellem 40 og 50 komme længst ned i køen ved ansættelser, universitetsstudiepladserne, avisredaktionerne, firmabestyrelser etc. og så lade de resterende: kvinder, homosexuelle, invalidiserede, indvandrere og de over 55 prioriteres højere i fem år, så vi får rettet lidt op på al ulighed i samfundet. Dette er en opfordring både til den offentlige sektor og erhvervslivet.
Men selvfølgelig vil det svenske samfund som helhed blive mere ligestillet med de islamiske samfund, hvorfra der kommer så mange analfabeter.
Skal man have lighed, så har man ingen frihed!
I lighedens navn bestemte man i moderne tid, at man i annoncer skulle søge personer af begge køn. ”m/k” hed det, men m står foran k. Altså er de ikke lige! Det bliver de heller ikke, om vi skriver ”k/m”. Personnumre kan jo heller aldrig blive lige. Rækken begynder med et ulige tal. Dem har man så tildelt mændene, og de lige tal gælder kvinderne. Er der nogen, der er fornærmede? Så kan de skændes om det, så galt de vil. De bliver aldrig lige.
Lighedssnakken er noget fordømt sludder, som vi alle sammen i virkeligheden godt ved. Også de selvglade humanister og politikerne. De anser næppe sig selv som lige med hvem som helst.
Jamen, sådan skal det ikke forstås, siger man så: det gælder lige muligheder i verden.
Sludder. Ligegyldigt hvor mange millioner man vil smide ud på at få folk klemt ned i samme form, så vil vi aldrig få lige muligheder, da vi er født forskellige.
Eller skal vi klones?
I Sverige har de fået ”kønslighed” på hjernen. Det er naturligvis dejligt, hvis der er nogenlunde lige
antal mænd og kvinder i politik og i firmabestyrelser etc., men det vigtigste må vel stadigvæk være, hvem der er mest egnet. Det er jo lige vanvittigt om man vælger en dum mand i stedet for en klog kvinde eller en uduelig kvinde frem for en dygtig mand.
Frilanceskribent Zoran Alagic og indvandrerdebattør Kurdo Baksi foreslår (for spøgs ?) i Sydsvenskan (9.1.07 ?), at man i fem år skal lade alle hvide, høje, heterosexuelle, blonde og blåøjede mænd mellem 40 og 50 komme længst ned i køen ved ansættelser, universitetsstudiepladserne, avisredaktionerne, firmabestyrelser etc. og så lade de resterende: kvinder, homosexuelle, invalidiserede, indvandrere og de over 55 prioriteres højere i fem år, så vi får rettet lidt op på al ulighed i samfundet. Dette er en opfordring både til den offentlige sektor og erhvervslivet.
Men selvfølgelig vil det svenske samfund som helhed blive mere ligestillet med de islamiske samfund, hvorfra der kommer så mange analfabeter.
De bedst egnede bagerst i køen?
Den franske revolutions slagord var ”Frihed, lighed og broderskab”. Politikere elsker sådanne slagord, som mængden sluger råt uden nærmere tankevirksomhed, og som de kan råbe med på i scanderet takt.
Skal man have lighed, så har man ingen frihed!
I lighedens navn bestemte man i moderne tid, at man i annoncer skulle søge personer af begge køn. ”m/k” hed det, men m står foran k. Altså er de ikke lige! Det bliver de heller ikke, om vi skriver ”k/m”. Personnumre kan jo heller aldrig blive lige. Rækken begynder med et ulige tal. Dem har man så tildelt mændene, og de lige tal gælder kvinderne. Er der nogen, der er fornærmede? Så kan de skændes om det, så galt de vil. De bliver aldrig lige.
Lighedssnakken er noget fordømt sludder, som vi alle sammen i virkeligheden godt ved. Også de selvglade humanister og politikerne. De anser næppe sig selv som lige med hvem som helst.
Jamen, sådan skal det ikke forstås, siger man så: det gælder lige muligheder i verden.
Sludder. Ligegyldigt hvor mange millioner man vil smide ud på at få folk klemt ned i samme form, så vil vi aldrig få lige muligheder, da vi er født forskellige.
Eller skal vi klones?
I Sverige har de fået ”kønslighed” på hjernen. Det er naturligvis dejligt, hvis der er nogenlunde lige
antal mænd og kvinder i politik og i firmabestyrelser etc., men det vigtigste må vel stadigvæk være, hvem der er mest egnet. Det er jo lige vanvittigt om man vælger en dum mand i stedet for en klog kvinde eller en uduelig kvinde frem for en dygtig mand.
Frilanceskribent Zoran Alagic og indvandrerdebattør Kurdo Baksi foreslår (for spøgs ?) i Sydsvenskan (9.1.07 ?), at man i fem år skal lade alle hvide, høje, heterosexuelle, blonde og blåøjede mænd mellem 40 og 50 komme længst ned i køen ved ansættelser, universitetsstudiepladserne, avisredaktionerne, firmabestyrelser etc. og så lade de resterende: kvinder, homosexuelle, invalidiserede, indvandrere og de over 55 prioriteres højere i fem år, så vi får rettet lidt op på al ulighed i samfundet. Dette er en opfordring både til den offentlige sektor og erhvervslivet.
Men selvfølgelig vil det svenske samfund som helhed blive mere ligestillet med de islamiske samfund, hvorfra der kommer så mange analfabeter.
Skal man have lighed, så har man ingen frihed!
I lighedens navn bestemte man i moderne tid, at man i annoncer skulle søge personer af begge køn. ”m/k” hed det, men m står foran k. Altså er de ikke lige! Det bliver de heller ikke, om vi skriver ”k/m”. Personnumre kan jo heller aldrig blive lige. Rækken begynder med et ulige tal. Dem har man så tildelt mændene, og de lige tal gælder kvinderne. Er der nogen, der er fornærmede? Så kan de skændes om det, så galt de vil. De bliver aldrig lige.
Lighedssnakken er noget fordømt sludder, som vi alle sammen i virkeligheden godt ved. Også de selvglade humanister og politikerne. De anser næppe sig selv som lige med hvem som helst.
Jamen, sådan skal det ikke forstås, siger man så: det gælder lige muligheder i verden.
Sludder. Ligegyldigt hvor mange millioner man vil smide ud på at få folk klemt ned i samme form, så vil vi aldrig få lige muligheder, da vi er født forskellige.
Eller skal vi klones?
I Sverige har de fået ”kønslighed” på hjernen. Det er naturligvis dejligt, hvis der er nogenlunde lige
antal mænd og kvinder i politik og i firmabestyrelser etc., men det vigtigste må vel stadigvæk være, hvem der er mest egnet. Det er jo lige vanvittigt om man vælger en dum mand i stedet for en klog kvinde eller en uduelig kvinde frem for en dygtig mand.
Frilanceskribent Zoran Alagic og indvandrerdebattør Kurdo Baksi foreslår (for spøgs ?) i Sydsvenskan (9.1.07 ?), at man i fem år skal lade alle hvide, høje, heterosexuelle, blonde og blåøjede mænd mellem 40 og 50 komme længst ned i køen ved ansættelser, universitetsstudiepladserne, avisredaktionerne, firmabestyrelser etc. og så lade de resterende: kvinder, homosexuelle, invalidiserede, indvandrere og de over 55 prioriteres højere i fem år, så vi får rettet lidt op på al ulighed i samfundet. Dette er en opfordring både til den offentlige sektor og erhvervslivet.
Men selvfølgelig vil det svenske samfund som helhed blive mere ligestillet med de islamiske samfund, hvorfra der kommer så mange analfabeter.
januar 10, 2007
Dødstrusler
Det italienske parlamentsmedlem Daniela Santanché fik mandag aften (8/1) dødstrusler fra London. Brevets to sider, en på arabisk og en på engelsk, var suppleret med fotos af Theo van Gogh og Hirsi Ali.
Over og under billederne var der skrevet i hånden på arabisk: ”Dette er timen for min befrielse” og nedenunder: ”Nu er din time kommen”.
Under billederne var der et tredje af en fuldkommen tilsløret kvinde, som mindede om omslagsbilledet på Santanchés bog ”Den bandlyste kvinde. Fra omskærelse til befrielse”. Brevets engelske tekst var fra BBC den 23. oktober: Santanché ”har sagt, at sløret ikke er et krav i Koranen”, og at ”hun er blevet kaldt vantro af en imam.”
I virkeligheden har Santanché allerede levet under beskyttelse siden 20. oktober som følge af udsendelsen ”Modstrøms”, hvor hun af imamen Ali Abu Shwaima blev skældt ud for at være ”en vantro”, som ”spreder had”. Imamen er en af grundlæggerne af Foreningen af islamiske samfund og organisationer i Italien.
Efter hans mening er Santanché ”ignorant”, når hun hævder, ”at sløret ikke er et religiøst symbol og ikke er foreskrevet i Koranen.” For Abu Shwaima, som drømmer om at islamisere Italien i løbet af ti år og som lever polygamt, ”er sløret en lov fra Allah. Det er Allah, som siger det, mennesker kan ikke nægte det.”
Så Santanché risikerer livet for at hævde, at sløret ikke er et islamisk krav og forsvarer kvinders rettigheder til ikke at bære det. En rettighed, som 85% af de muslimske kvinder i Italien tilslutter sig ifølge en undersøgelse offentliggjort under hendes rubrik i ”Il Giornale”.
Den arabiske tekst i brevet til Santanché angriber naturligvis, at muslimske kvinder i Vesten lægger sløret og tager arbejde på alle områder. Hvad er resultatet? de styrter ned på den laveste trin af udsvævelser og prostitution.
Den moderne kvinde er et værktøj og en leg i hænderne på perverterede og onde mænd. Oh, unge muslinske kvinde, islam er oprettet som en barriere for at beskytte dig med liderlighed. Din Hijab er din skønhed og skal beskytte din ære.” - ”Adskillelsen mellem mænd og kvinder er en moralsk nødvendighed. Sammenblanding er kilden til alt ondt og anledning til al elendighed.
Oh, unge muslimske kvinder, vær som Allah og hans profet har ønsket det, ikke som forførerne og de degenererede ønsker det.
Også en italiener af ægyptisk oprindelse, Mohamed Ahmed, sætter livet på spil. Han er leder for en privat TV i Padova, som anmelder islamisk extremisme og terrorisme. Forleden nat satte de ild på hans bil uden for hans hus. Han er blevet truet flere gange, men giver ikke op. ”Det er min pligt at fortsætte for Italiens vel”.
Kilde: Corriere della sera, Milano 10.1.07
Over og under billederne var der skrevet i hånden på arabisk: ”Dette er timen for min befrielse” og nedenunder: ”Nu er din time kommen”.
Under billederne var der et tredje af en fuldkommen tilsløret kvinde, som mindede om omslagsbilledet på Santanchés bog ”Den bandlyste kvinde. Fra omskærelse til befrielse”. Brevets engelske tekst var fra BBC den 23. oktober: Santanché ”har sagt, at sløret ikke er et krav i Koranen”, og at ”hun er blevet kaldt vantro af en imam.”
I virkeligheden har Santanché allerede levet under beskyttelse siden 20. oktober som følge af udsendelsen ”Modstrøms”, hvor hun af imamen Ali Abu Shwaima blev skældt ud for at være ”en vantro”, som ”spreder had”. Imamen er en af grundlæggerne af Foreningen af islamiske samfund og organisationer i Italien.
Efter hans mening er Santanché ”ignorant”, når hun hævder, ”at sløret ikke er et religiøst symbol og ikke er foreskrevet i Koranen.” For Abu Shwaima, som drømmer om at islamisere Italien i løbet af ti år og som lever polygamt, ”er sløret en lov fra Allah. Det er Allah, som siger det, mennesker kan ikke nægte det.”
Så Santanché risikerer livet for at hævde, at sløret ikke er et islamisk krav og forsvarer kvinders rettigheder til ikke at bære det. En rettighed, som 85% af de muslimske kvinder i Italien tilslutter sig ifølge en undersøgelse offentliggjort under hendes rubrik i ”Il Giornale”.
Den arabiske tekst i brevet til Santanché angriber naturligvis, at muslimske kvinder i Vesten lægger sløret og tager arbejde på alle områder. Hvad er resultatet? de styrter ned på den laveste trin af udsvævelser og prostitution.
Den moderne kvinde er et værktøj og en leg i hænderne på perverterede og onde mænd. Oh, unge muslinske kvinde, islam er oprettet som en barriere for at beskytte dig med liderlighed. Din Hijab er din skønhed og skal beskytte din ære.” - ”Adskillelsen mellem mænd og kvinder er en moralsk nødvendighed. Sammenblanding er kilden til alt ondt og anledning til al elendighed.
Oh, unge muslimske kvinder, vær som Allah og hans profet har ønsket det, ikke som forførerne og de degenererede ønsker det.
Også en italiener af ægyptisk oprindelse, Mohamed Ahmed, sætter livet på spil. Han er leder for en privat TV i Padova, som anmelder islamisk extremisme og terrorisme. Forleden nat satte de ild på hans bil uden for hans hus. Han er blevet truet flere gange, men giver ikke op. ”Det er min pligt at fortsætte for Italiens vel”.
Kilde: Corriere della sera, Milano 10.1.07
Abonner på:
Opslag (Atom)