" - en helt anden kultur"

En gammel, men stadigvæk aktuel tekst:

http://www.b.dk/danmark/politi-rumaenere-er-topkriminelle

Berlingske Tidende

Politi: Rumænere er topkriminelle

Drabet på den 42-årige norske stewardesse Vera Vildmyren får flere chefer i Københavns Politi til at advare om, at problemet med kriminelle østeuropæere - særligt rumænere - bliver stadig større

5. marts 2010

Drabet på den 42-årige norske stewardesse Vera Vildmyren får flere chefer i Københavns Politi til at advare om, at problemet med kriminelle østeuropæere - særligt rumænere - bliver stadig større, skriver Politiken lørdag.

»De åbne grænser gør, at vi bliver overrendt af østeuropæere. Det er et kæmpe problem. De begår bankrøverier, hjemmerøverier, grove tyverier, tiggeri, butikstyverier - alt«, siger drabschef i Københavns Politi, Ove Dahl, til Politiken.

Ifølge Ove Dahl bor nogle af de kriminelle østeuropæere i Danmark, mens andre tager frem og tilbage. Han advarer specielt mod de rumænske kriminelle og opfordrer folk til at gøre, hvad de bliver bedt om, hvis de bliver udsat for et røveri.

»Rumænerne er skrupelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden kultur«, siger Ove Dahl.

Samme erfaring har Rene Hansen, der leder den særlige afdeling for bekæmpelse af kvindehandel i Københavns Politi:

»Jeg vil tro, at rumænere i dag sidder på omkring en tredjedel af gadeprostitutionen i København«, siger Rene Hansen til Politiken.

»Pigerne bliver lokket hertil fra Rumænien, og når de så er her, bliver de sendt på gaden. Tjener de for lidt penge, er bagmændene ikke tilbageholdende med at slå dem. Liv betyder ikke det samme for dem som for os«, siger han.

Dan Sørensen, vagtleder i efterforskningsafdelingen på Station City, siger til Politiken, at:

»Rumænerne er overrepræsenteret i forhold til andre udlændinge, som begår tyveri, bedrageri og anden form for kriminalitet. Problemet med rumænerne er steget, efter at Rumænien kom med i EU. De har nemmere ved at komme herop, de er blevet sværere at udvise, og de har nemmere ved at komme igen, efter at de er blevet udvist«.

Kilde: Politiken

Gud fri os for skråleri!

Die Bremer Stadtmusikante gav 

et forskrækkeligt skrål fra sig!

Fremgangsmåden er gerne sådan lidt uærlig...! - -
- når islam ansøger om noget. Salamitaktik på listesko! Moskèprojekter fremviser først et mere enkelt billede, f.ex. uden minareter, og med begrænsede mål for bygningen. Men når de føler at myndighederne giver efter begynder bygningen at vokse i højde og drøjde.
Man vil nok dække sig ved at hævde, at det skyldes sproglige misforståelser

Ved den første omtale af byggeriet i Stockholmsforstaden Fittja i Bodkyrka fablede man lidt sløret om et "alt-aktivitets-hus", et multikulti-projekt for både muslimer og ikke-muslimer. Så en del politikere forstod det som en bygning hvor flere religioner kunde mødes. Havde de sat sig ind i islams ideologi og taktik, vilde de have forstået, at dette ikke kunde være det endelige mål!.

Skønt der altså ved byggeansøgningen ikke havde været mindste antydning af minaret, maste muslimerne åbenbart på ad bagdøren gennem socialdemokratiet, som udgjorde majoriteten i kommunens byggenævn. Ganske  uansvarligt og uden anelse om konsekvenserne bifaldt disse naivt de foreslåede minareter på 28 m. , skønt en første aftale kun havde givet tilladelse til byggeri op til  højst 11 m. og blottet for minareter.
Nu var det så ikke længere "multikultur", og det stod klart for de indviede, hvad "alt-aktivitetshuset" skulde bruges til:  Al islamisk "Islamik", med eller imod svensk lov og levevis!  Det islamvenlige byggenævn kaldte det en afvigelse "af mindre omfang". skønt det både materielt og åndelig set var den sædvanlige kolbøtte. Lokale beboere brokkede sig og kommunens borgerfløj mente, at minareterne i hvert fald skulde holde sig inden for de 11 m.

Hvad angik ansøgning om bønneråberi, sagde Ismail Okur, formand for Botkyrka islamiske kulturforening:

“Der er jo ikke noget politisk i det, blot at ‘Gud er størst og Muhammed er hans profet, det er tid til bøn.’ Ikke noget der kan støde nogen.”

“Ikke noget politisk!". Hvad bilder han sig ind? Hvad ved han om det støder nogen? Det støder mig. Det støder mig, at nogen er så indbilsk, at han tager Guds navn forfængeligt til støtte for sig selv. Hans Gud er Allah og ikke den Gud, som kristendommen gav menneskeheden til mere menneskelighed end islams brutale tankegang nogensinde har givet nogen. Når han omtaler Allah som "Gud", må det være i det forfængelige håb, at han kan bruge sprogmanipulationer til at få ukyndige til at tro, at det er en og samme Gud, men der er Fanden til forskel!

"Ikke noget politisk!" sagde han. Det er ikke andet end politik helt igennem! Magtbrynde! Føj!

OK at din datter får alverdens sexinfo?

Med 45 langtidsmål skulde kommunisterne ødelæggee Vestens demokratiske stater overalt ved at nedbryde myndighedernes og de enkelte individers moral og psyke.
Langtidsmålene viste sig uhyre effektive i Vesten med dens overfladiske tankegang
Et af dem - Nr.26 lyder: "Omtal homosexualitet, degeneration og sexuel omgang i flæng som ”normale, naturlige og sunde”.

Denne paragraf fandt god grobund i 70'ernes nye skolefag: sexualundervisning. Undervisningen kunde være reel og meget sober, men den behøvede ikke nødvendigvis at være det. Der var uanstændige skolebøger og børnebøger, ja selv pornoblade fandt indpas i skoleundervisningen. Sex syntes ikke at have noget med følelser at gøre, men var nærmest kold og klam som en bordelsag. Vestens unge faldt for den med  68'ernes sexrevolution og indoktrinering. Al sex - også den perverse - var "normal,naturlig og sund".


Nu skriver "Hammersmedens blog":
"Det russiske parlament, dumaen, har næsten enstemmigt vedtaget et lovudkast, som skal gøre det strafbart at udsprede homoseksuel propaganda overfor mindreårige. 388 medlemmer af dumaen stemte for lovforslaget, kun et enkelt stemte imod(!!) Hvis loven bliver endeligt vedtaget senere, vil det indebære, at eksempelvis foranstaltninger såsom »gay parades« ikke vil kunne finde sted i Rusland og at reklame og »propaganda« til fordel for homoseksualitet i det offentlige rum vil være forbudt. Ved overtrædelse truer der bødestraffe."

Læs gerne hele artiklen på Hammersmedens blog::

http://hammersmeden.wordpress.com/2013/01/27/det-russiske-parlament-naesten-enstemmigt-imod-homoseksuel-propaganda/


Rimeligvis har Hammersmeden ikke tænkt sagen igennem!

Den kommunistiske målsætnings punkt 26, der var beregnet på at ødelægge fjendens befolkninger (de ikke-kommunistiske stater), vendte tilbage til Rusland som en bommerang. Men russerne holdt fast ved deres gamle småborgerlige moral og den ortodoxkirkelige forkyndelse trods den snart hundredårige kommunisme.

Det er næppe meningen, at vi skal læse meddelelsen fra dumaen som vi har fået den af vore journalister. Vi skal nok ved en hurtig kik på linjerne tro, at russerne nu vil straffe homosexualitet, men det står der ikke!

Der står heller ikke, at man ikke må sprede propaganda for homosex - kun ikke over for børn!
Og der tales om udøvelse af homosex "i det offentlige rum".

Personligt synes jeg jo, at det vilde være velgørende at blive fri for noget af al det overdrevne sexhalløj, ligegyldigt af hvilken slags. Har vi ikke snart fået nok? Bliver folk mere lykkelige af overflod?!
Sex kan desuden tage meget uheldige former. Politikerne har påtvunget os nærkontakt med en ganske fremmed kultur, hvor pædofili er tilladt og accepteret helt ned til babystadiet og hvor mænd opfatter voldtægt som en fritidsspas.

Den fejge tavshed

Læserbrev fra mr. Cain:

I den vestlige verden er der en kedelig tendens til at bebrejde sig selv for ting, andre har gjort. Er der for eksempel et terrorangreb i en lufthavn, er man straks ude med riven efter lufthavnens svigtende sikkerhed. Man siger nødigt noget bebrejdende om gerningsmændene, (det kunne virke "grøftegravende" ikke sandt?), og man tager det som en naturgiven ting, at folk med baggrund i Fredens Religion laver den slags. "Herregud, de har vel deres grunde?" tænker man, og det er også det indirekte budskab i Ole Birk Olesens ætsende kommentar til de passagerer, der passivt sad og overværede unge indvandreres angreb på en etnisk kineser.

Danskere er kujoner, siger Birk Olesen, men når han ikke tør bebrejde overfaldsmændene noget, falder kujonbeskrivelsen mest tilbage på ham selv.

Det faktum, at det var et racemotiveret angreb på en etnisk kineser, kommenterer han ikke. Meget mærkeligt, for manden har ellers et skarpt øje for "racisme", og når danskerne en sjælden gang forfalder til den slags, springer Birk Olesen og andre retlinede antiracister op som trolde af en æske. Det gør de dog nødig, når det - som det lader til at være tale om her - er indvandrere fra Mellemøsten, der er tale om. Og i slige tilfælde er Birk Olesen og hans "antiracistiske" apostler tavse som østers.

Ved han ikke, at hele Nordeuropa lider under en massiv indvandring fra Mellemøsten? Og at den medfører jævnlige angreb på bøsser, jøder og grønlændere? Og at det fortsætter generation efter generation? Det må han og andre frelste antiracister have opdaget, når de kortvarigt tager de politisk korrekte briller af.

Men de siger ikke noget. Tværtimod. De sidder som skrækslagne passagerer i den bus, hvor overfaldet fandt sted og tænker, at det er klogest at holde mund.

Med robotter går det endnu hurtigere

- men flere og flere bliver arbejdsløse

Dansk robot luger salatmarker i rasende tempo

Robotter kan efterhånden luge ukrudt fra marker langt mere effektivt end mennesker, og en danskudviklet robot er allerede godt i gang på udenlandske salatmarker.

Af Thomas Boel, lørdag 26. jan 2013 kl. 12:00 i "Ingeniøren"

'Alle jer med hakkejernet, I kan godt holde fri eller gå til hånde med andre opgaver. Nu har vi en robot, der kan gøre det meget hurtigere end jer.'

Sådan kan det have lydt ud over markerne på efterhånden en del udenlandske salatmarker, for den danske ingeniørvirksomhed F. Poulsen Engineering har gang i forretningen. Den fire mand store virksomhed udvikler verdens største 'robotiserede' hakkejern, der kan erstatte hen ved 100 sæt hænder.

Markrobotten spændes efter en traktor, der trækker robotten med op til fire kilometer i timen, og den nyeste model kan scanne og luge 31 rækker ad gangen.

»Indtil videre går den rigtig godt til salatmarker, for der er den mest rentabel,« siger Frank Poulsen.

Det skyldes blandt andet, at salatproducenterne ikke dyrker hele deres jord på én gang, så robotten kan komme i spil på flere marker over hele sæsonen. Men salat er også en af de afgrøder, som robotten foreløbig har nemmest ved at skelne fra ukrudt, forklarer Frank Poulsen:

Salaten har et godt forspring
»Den nuværende software kan skelne afgrøder fra ukrudt, når vi taler om forkultiverede og udplantede afgrøder, for der har planternes størrelse et godt forspring i forhold til ukrudtet.«

Ud over salatmarker handler det om marker med kål eller purløg. Den fremtidige softwareudvikling skal imidlertid give robotten mulighed for at genkende flere afgrøder.

»Vi arbejder på at få karakteriseret mange flere planter: solsikker, majs, selleri, ris, sojabønner, bomuld, gulerødder osv. Robotten skal kunne skelne mellem, hvad der er afgrøde, og hvad der ikke er, så vi forsøger matematisk at beskrive, hvordan de forskellige plantetyper tager sig ud,« siger Frank Poulsen.

At salat er nemt skyldes, at planten er rund og allerede fem cm stor, når den plantes ud - meget større end ukrudtet. Derfor er det let at skelne afgrøde fra ukrudt. Men når det gælder eksempelvis gulerødder, er det en større softwaremæssig udfordring at skrive algoritmer, som specifikt kan genkende gulerodsplantens små fligede blade. Tilmed sås gulerødder ude i marken og opnår derfor ikke det samme størrelsesmæssige forspring i forhold til ukrudtet som f.eks. salat.

»Majs derimod er lige om hjørnet, fordi den plante gror så stærkt, at den også hurtigt vil kunne skelnes fra det noget mindre ukrudt,« forklarer Frank Poulsen.

Efterhånden som nye versioner af softwaren udvikles, vil den blive tilgængelig for de allerede arbejdende robotter.

Der kører i alt 11 robotter til fem rækkers bredde rundt i en håndfuld europæiske lande, og et enkelt eksemplar af den nye model til 31 rækker holder markerne fri for ukrudt hos Gemüsegarten, en af Tysklands største salatproducenter.


Kilde: Ingeniøren

http://ing.dk/artikel/135869-dansk-robot-luger-salatmarker-i-rasende-tempo?utm_medium=email&utm_source=nyhedsbrev&utm_campaign=ingformiddag

 

Hurtigt klaret!

Det tyske ugeblad "Bild" fortæller om en afstraffelse i Irans hovedstad, Teheran: Manden t.v. i billedet mellem de to hætteklædte bødler bærer fængslets lysgrønne fangedragt, men noget lysegrønt håb har han næppe. Om få minutter vil han være tre fingre kortere, så han ikke så let får noget under neglene.  Dommeren har dømt ham for bandemæssigt tyveri, og med en el-sav vil straffen hurtigt være exekveret. Han mister desuden alt, hvad han måtte eje samt skal siddde 3 år i fængsel.

Kilde: Den tyske Politically Incorrect 25.1.2013

assassin

Forleden (21/1) fortalte Den korte Avis, hvor usikker trafikken er blevet, når man nu ikke blot har alkohol at tage vare på, men også flere forskellige narkotika og mediciner.

Ny teknik er på trapperne for at hjælpe politiet med at finde de påvirkede bilister.

Alt dette skyldes den politiske slendrian for nu næsten 50 år siden, da narkotika holdt sit indtog i landet og venstrefløjens ansvarsløse ungdom provokerede (eller måske havde aftalt med (?)) kulturministeren at ryge hash på trappen til ministeriet.

De fleste mennesker vidste ikke rigtig noget om hash eller andre stoffer, og dem, der burde vide noget - lægerne og politikerne - vidste åbenbart heller ikke noget, og således begyndte et langvarigt politisk tovtrækkeri om skadelighed, idet man så vidt muligt fra narkovenlig side undgik at komme ind på selve sagens kerne: Narkotika var et våben, der kunde påvirke og ændre folks tankegang, fremkalde utilfredshed og politiske omvæltninger, nedbryde samfundet...
Venstrefløjen propaganderede for den ny mode og VS-gruppen "Zenith" spredte efter sigende narkotika gennem uvidende skoleelever, mens journalist Jacob Ludvigsen delte hash ud på Strøget. Narkoproduktionen foregik mestendels i kommunistiske lande, som brugte de store indtægter til propaganda og lokale krige. Særlig groft optrådte Nordkorea, der lod sine ambassadefolk indsmugle
hash med kurirposten i de skandinaviske lande i fint pakkede jutesække med Nordkoreas statsstempel
udenpå. Ambassadefolkene blev udvist fra Skandinavien, men modtaget som helte i deres hjemland.
Venstrevredne læger, psykologer og psykiatere bakkede op om hash ved at fortælle, hvor ufarligt det var, og de støttede Christiania med dets hashsalg. Det var bare en tilfældig mode, som ville gå over af sig selv. "Hash var ikke farligere end et glad vand", sagde psykiater Mogens Jacobsen, og den statsansatte narkokonsulent, Tine Bryld, opfordrede forældre til at ryge hash sammen med deres pubertetsbørn!

De venstrevredne politikere gentog de venstrevredne lægers narkoforklaringer. Langt ind i socialdemokratiert fæstede men lid til dem, idet en del af partiets politikere tydelig nok var påvirket af kommunistisk tankegang. Ole Espersen var inden sin ministertid sekretær i foreningen "Støt Christiania" og provokerede Svenskerne med selv at ryge hash ved et besøg i Stockholm.
I socialdemokratiets narkodebatoplæg om eventuel lovliggørelse af hash ligestillede man hash med frokostøllen!- altså ingenting at bryde sig om!

Det arabiske ord "ashish" tog korstogsfarerne med hjem. Det blev til"assassino" på italiensk, assassin på fransk og assassin på engelsk - i betydningen "morder". Etymologien  siger noget om, hvad stoffet brugtes til.

Uvidenskabelig videnskab

For nogle dage siden (15.1.2013) nævnte jeg her på bloggen "Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut" som exempel på den moderne slørede snikke-snakke "forskning" inden for sociologi, som kom til fadet med 68'erne. Den marxistiske pseudo-videnskab fik overtaget på universitetet og lykkedes at beholde det, og det turde være tvivlsom, om studerende med en anden og renere holdning til videnskab kan komme igennem lydmuren.

Her er et gammelt indlæg fra BT 1973 skrevet af professor, mag. scient. Jørgen Kofoed imod lederen af ovennævnte "Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut":


"Orakler
Hele Eggert Petersens indstilling til begrebet forskning synes at afspejle en uhyggelig og desværre udbredt vrangforestilling om, hvad forskning er, og hvad forskning kan. Det er efterhånden påtrængende nødvendigt, at nogen tager sig på at fortælle skatteydere og folketingsmænd, at forskere ikke er en gruppe folk med mystisk adgang til uanede forråd af hemmelig viden, som de kan afsløre, blot man betaler dem for det med rigelige bevillinger. 

Hvis visse kredse af dem, der kalder sig forskere, har fået etableret sig en position som mirakelmænd eller orakler, så må det være nogen som ikke er forskere i egentlig forstand, men som blot bruger forskeretiketten til at skaffe sig magt, indflydelse og indtægter.

De forskere,som efter bedste evne bestræber sig på at udvide den menneskelige erkendelse ved at arbejde i den videnskabelige tradition, arbejder helst i det stille,  og giver ikke flere løfter om resultater af deres forskning end højst nødvendigt. De tager også nødigt til orde mod andres forskningsplaner, for man kan jo aldrig være helt sikker på, at der ikke kan komme noget interessant ud af det.

Fupmagere.
Så rigtig denne tilbøjelighed til at lader tvivlen komme det nye og ukendte til gode, kan være, når der er tale om forskningsprojekter, der er udsprunget af indre trang til ny indsigt og forståelse, lige så farlig bliver den, når der er tale om fupmagere, der er ude på at udnytte den prestige, der endnu står omkring forskerbegrebet, til at manøvrere sig selv og en gruppe ligesindede ind i nogle gode og lette stillinger.

Hvordan skal man da kende forskel på den ægte og den forlorne forsker? Desværre er der intet let svar på det spørgsmål. En ting man nok kan gå efter, er, at den der vover lette og entydige svar på samfundets og meneskets problemer mod kontant betalning, han er nok en svindler, hvad enten han så lover at frelse menneskeheden over for en fondsbestyrelse eller over for en befolkningsgruppe, som han besnakker til at rekvirere hans undergørende forskning.

Forskning er ingen åbenbaringsreligion, og den har intet frelsesbudskab at tilbyde".


Ovenstående nedsablende kritik af psykolog Eggert Petersen forhindrede ikke, at man oprettede et professorat til ham i "arbejdspsykologi" ved Århus Universitet i 1974, da Landsforeningen for Mentalhygiejne var begyndt at gå ned ad bakke for endelig at opløses i 1976.

Illustrationen øverst t.v.: Københavns Universitets ældste segl. Ved reformationen 1536 afløstes Skt. Peter af Christian den 3.

Forsigtighed

Fra Geoffrey Cains læserbrev i det vestjyske:

Jeg vil gerne give mit besyv  med om det ømtållige spørgsmål: hvordan skal man møde ikke blot islam, men den enkelte muslim?

Skal det være med en pure afvisning eller med åbne arme? Jeg foretrækker en middelvej: forsigtighed. Det er stensikkert, at mange muslimer ikke har rabiate meninger, og derfor er det uretfærdigt at putte dem i samme bås som ekstremister. Men problemet er bare det, at man aldrig kan vide, hvem der er hvem. 

Mange mennesker med et hjerteligt forhold til en muslimsk familie får sig en slem forskrækkelse, når deres venner pludselig kommer med en henkastet bemærkning om Adolf Hitler som "en stor statsmand, der burde have fået lov til at fuldende sit værk". 

Det er ikke en holdning den kære familie går rundt og skilter med til daglig - men den kan meget vel være der og derved udgøre en brudlinje mellem det muslimske verdensbillede og det ikke-muslimske verdensbillede.

Hvor mange muslimer har den holdning så? Det ved man ikke, af den gode grund, at det aldrig er blevet undersøgt. Man tør ikke spørge, fordi som de pæne mennesker vi er, vil vi gerne undgå "grøftegravning". Og derfor fortrækker vi uvidenhed.

Men problemer går ikke væk, bare fordi de er under ens radar,  og der er store mentalitetsforskelle mellem muslimen og ikke-muslimen, der burde mane til forsigtighed. 

I skrivende stund er det kommet frem, at en del af gidseltagerne på olieanlægget i Algeriet var ansat der. 

Man havde bare undladt at få at vide, hvad de stod for. Det var man for pæn til.

Så I den frygtelige historie om en singalesisk barnepige i Saudiarabien?

"Jeg hørte fornylig gennem min kone fra Sri Lanka, at en singalesisk 17-årig pige, der arbejdede som barnepige i Saudiarabien, var blevet dømt til henrettelse for at være skyldig i barnets død. Hun skulde have rusket det ('shaken child syndrom') og blev dømt for mord. Nu læste jeg i Dispatch International, at de havde  halshugget hende på et torv, og at nogle tilskuere var besvimet ved at se den blodige og grusomme forestilling. Hendes hoved var rullet flere meter væk. Bagefter hængte man hendes hovedløse krop op under en helikopter og fløj rundt med liget til advarsel for andre. Hendes familie har ikke kunnet få udleveret hendes krop, som siges at være blevet væk.

Den singalesiske regering havde gjort alt for at redde hendes liv, men saudierne hørte ikke, thi for dem gælder kun sharialoven, for det er Allahs lov, som står over alle andre verdslige love og regler i verden.

Er det dette, vi har i vente i Europa? Åbenbart?"

Bo de Silva 18.1.2013 på den svenske blog "Every kinda people" http://everykindapeople.blogspot.se/


For et par år siden viste de på svensk TV en dokumentarfilm om Dubai
Der er ikke regulerede arbejdsforhold og -rettigheder. De mange mandlige arbejdere fra Indien eller andre lande må arbejde på de usikre og risikofyldte arbejdspladser, man har i Dubai. Åbenbart betyder  gæstearbejdernes liv ikke så meget. 

I Dubai bor rige mennesker. Og hertil strømmer fattige unge piger fra Philippinerne, Indien. Etiopien m.m.

De har ingen penge, men de vil arbejde, slide i det for at redde familien derhjemme, ja nogle vil til og med sælge deres krop, bare de kan hjælpe deres børn og forældre med lidt penge. De ved ikke om de skal tro på de rygter, de hører om arabere, men de har ikke noget valg. I Dubai er der arbejde! Og der er statslige fæste-kontorer, der ved, hvor der er job.

Filmen viser et par kvinder på fæstekontoret. Manden, der expedeer dem, siger, at de indledningsvis må udfylde en blanket med deres data og skrive under for at man kan gå videre og finde dem et job. Knapt har han fået blanketten i hånden igen, før han forklarer, at underskriften nu binder dem til de jobs de får i to år, og ham skal de betale en af ham angiven sum (hvilket ifølge de offentlige udsagn fra Dubai er forbudt). Man tager i øvrigt deres pas fra dem, så de ikke kan stikke af.

De håber naturligvis at havne hos en venlig frue, men mange møder en brutalitet, de aldrig har kunnet forestille sig. Arbejdsdage op til 15-20 timer. Slag og pisk og mishandling. Klager de noget sted, bliver det værst for dem selv, for ingen hører på dem eller tror dem. Flygter de fra pladsen, bliver de om muligt indfanget og straffet, eller går til bunds i samfundet. Kommer de til ulykke eller bliver syge, så dem om det. De er faktisk slaver så at sige uden rettigheder, og selvom ambassaderne fra deres hjemlande gerne vil hjælpe dem, er det begrænset, hvad de kan udvirke.

Det flotte rige Dubai med dets strålende forretninger og dets stolthed over de høje skyskrabere etc. etc. bygger altså i høj grad på slaveagtig udnyttelse af u-landenes store fattige befolkninger. Det hule fatamorgana af opblæsthed hviler på andre menneskers pinefulde livsforløb. Og vore gamle kulturlande og I-lande lader araberne opføre sig så råt og vildt, som de altid har gjort. Hvad rager det os, sålænge det ikke er os, det går ud over.

Men det kan det blive! Hurtigere end som så!

Kilde: dokumentarfilm fra Dubai i Svt 23.1.2011.

Det armenske folkemord

Det Armenske Folkemord er og bliver en løkke, der strammer om Tyrkiets hals, så de ikke kan ånde. Man kan nu engang ikke ændre på fortids gerning, men man kan lægge det åbent frem og beklage den fremfærd, som landet, d.v.s. dets datidige befolkning gjorde sig skyldig i.

Som barn var det svært at sige undskyld, når man havde gjort noget forkert.
Siden opdagede man, at det også indbar en lettelse. Det forstår Tyrkiet åbenbart ikke.
Tyrkiet opfører sig som et fire års barn....

Alle lande har vist nogle sorte pletter af skam over et eller andet fra fortiden, som man i dag ikke er så glade for. Man  kunde for Danmarks (- og flere andre landes) del gerne nævne 1700-tallets slavehandel. At læse om det kan gøre mig ked af det, men det tynger mig ikke, for jeg må erkende, at man på 1700-tallet tænkte i andre baner.

Jeg kan langt lettere harmes over svenskernes uhørt brutale fremfærd over for danskerne under krigene om Skånelandene, fordi det virker som om de ikke har tænkt over det senere.
Går vi derimod i en bred bue uden om spørgsmålet, trives danskere og svenskere i almindelighed godt sammen.

Historiske kendsgerninger kan måske tilgives, men ikke udslettes.

Armensk-dansk fællessang i Gyllinge Kirke ved mindehøjtideligeheden for det armenske folkemord 2012

 

Islams jødehad

Imamen Nehmat Ali Shah og menighedsformanden  Ghu­lam Sar­war, ved Norges største moskè, Cen­tral Jamaat-e Ahl-e Sun­nat (CJAS) i Oslo, som efter sigende tæller 5000 medlemmer, er opfyldt af hjemmelavede fordomme og spreder historier og had mod jøderne. Dette er ikke overraskende, da det er i overensstemmelse med koranens bud. Man husker, at personalet ved moskèen i Stockholm ligefrem solgte bånd eller CD`er med opfordring til at myrde jøder, "disse urene, upålidelige, fejge abe- og grisebrødre".
Nogle af båndenes tekster kunde man høre i Ekot. Man kunde knapt forestille sig mere hadefulde og modbydelige tekster, mente den svenske justitiekansler Göran Lambertz.

Der behøves hverken nogen jødisk eller kristen eller anden propaganda og bagtalelse for at overbevise de vestlige lande om islams barbari. Man behøver bare at iagttage islams opførsel.

Og hvem husker ikke EU's fadæse i 2003:
EU oprettede et kontor i Wien, The European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia (EUMC) der skulde overvåge de europeiske befolkningers holdninger og ytringer angående begreberne "race og fremmedfjendskhed"  Dette center kaldtes populært "Stasicentralen", "angiverkontoret" og lignende og styredes af en østtysk jurist, Beate Winkler. Da hun i 2002 så, at antisemitismen voksede, troede hun i sin naivitet, at det var nynazismen, som bar skylden og for at ramme den, bestilte hun en undersøgelse af sagen. Da hun modtog resultatet, opdagede hun  til sin forskrækkelse, at det stort set var muslimerne, der drev jødehadet videre. Dette måtte for alt i verden ikke komme frem, for det var jo EU, som havde påtvunget europæerne denne invasion. Så hun gemte rapporten.

Men igen jokkede hun i spinaten! Fra danske side vilde man ikke finde sig i denne manipulation, men krævede åbenhed og papirerne på bordet.

Rapporten offentliggjordes i 2003..

Hverdagen i islam

Et klip fra et læserbrev i det jydske til en ukyndig og godtroende sjæl om muslimske forhold:

"Mange (muslimske) børn bliver sendt hjem
til genopdragelse på
madrassaer, hvis d)e falder lidt for godt
til blandt danskerne. Nogle piger falder
af uforklarlige grunde ud fra altaner i
højhuse, hvis de har talt med danske
drenge. Jeg kan betro dig, at de mennesker,
der lider mest under islam, er
muslimer, især kvindekønnet. De lever
hele livet i én lang skræk for hvad deres
fædre, brødre og onkler kan finde på.
Hvad der foregår i vort land, får vi ikke
så meget at vide om officielt, for
man vil nødig genere nogen. Blot en antydning
kan føre til en racismedom, efter at man
har gjort islams tilhængere til en race i stedet
for det, islam i virkeligheden er, et politisk parti,
der kræver, at alle såkaldte vantro udryddes.
 Arabisk kultur og islam har intet sted
 i verden kunnet eksistere i samklang
 med andre opfattelser, herunder den
 vestlige kultur og kristendom.
 Udvandringen til andre lande er helt
 parallel med nazismens Lebensraum-
 ønsker.

 Poul Berg 17.1.2013

Vold på Arveprins Knud ?

Politi i dag og politi i 1978 

Fyns Politidirektør er meget fortørnet. Hans utrolige dumhed og naivitet, som han selv har lagt for dagen ved ansættelse af den extreme islamist, Asmaa, er blevet behørigt kommenteret af politikere, der åbenbart har mere kendskab end han selv til islam, 5.-kolonne-lignende strategi og psykologisk krigsførelse. Som det så tit går, når fornærmethed og vrede får en til at svare igen, dummede han sig yderligere med beklagende brev til borgmester Boye i Odense!

(Jeg har tidligere oplevet lignende håbløs naivitet i en hel anden forbindelse hos en anden politiembedsmand på Fyn. Det var i 1978, da en fagforeningsstrejke inden for restaurations- og rengøringspersonale førte til nedlæggelse af nogle færgeruter på Store Bælt.

Da en selvbestaltet lille gruppe aktivister blev træt af de venstrevredne julelege, som myndighederne ikke kunde (eller vilde) klare, og selv gik i gang med rengøringen på Arveprins Knud, blev gruppen arresteret ved falsk anmeldelse for trusler og vold fra  nogle sømænds side. Hovedmanden (eller rettere -kvinden) slap umiddelbart væk, hvorover politimester Ib Poul Pedersen i Nyborg blev meget oprørt og fornærmet og uden at tænke sig om lagde han sag an mod gruppen. Hovedkvinden meldte sig selvsagt som solidarisk med de andre. Ved retssagen præsenterede politimesteren sit hovedvidne imod gruppens aktion. Da røg det hele på gulvet for den fornærmede politimand. Hans vidne, som han byggede stævningen på, havde ikke noget vidnesbyrd til støtte for den falske anmeldelse om vold og trusler).


Kilde: Gertrud Galsters bog om "5. Kolonne"

http://blogs.jp.dk/messerschmidt/2013/01/08/eus-luftkasteller-vs-den-spanske-virkelighed/ Morten Messerschmidts blog på JP EUs luftkasteller vs. den spanske virkelighed Dato: 8. januar, 2013 Hvis ikke du hører til de 0,002 procent af befolkningen, som slavisk følger med i, hvad EU’s Generaldirektorat for Kommunikation foretager sig, så ved du nok heller ikke, at “Kommissionen kick-starter Borgernes Europa-år 2013″, som der står i den dansksprogede pressemeddelelse. Det må vist kaldes sproglig afsmitning… Men meningen er, at kickstarte EU-borgerne et vist sted, så de “inddrages i opbygningen af en stærkere og mere politisk union”, som det lyder i et communique fra Kommissær Viviane Reding. (Det er hende med tvangs-kønskvoterne). Rundtom i EU har der vist været holdt en masse dynamiske debatmøder, og et foreløbigt klimaks får vi den 10. januar. Da kommer Kommissionens topfolk, Barroso og Reding med entourage, til Dublins rådhus, hvor de skal kickstarte en dødspændende konference sammen med EU’s irske formandskab og gå i dialog med over 200 tilfældige dublinere, som havde held til at tilkæmpe sig billetter for at høre om deres rettigheder. Ifølge EU-propagandaen er EU’s borgere dybt utilfredse med, at de ikke ved nok om deres ekstra-rettigheder som EU-borgere, udover deres rettigheder som nationale statsborgere. EU-kommissærerne gentager igen og igen, at EU-borgernes ret til at flytte og opholde sig i et andet EU-land, hvor de vil, så længe de vil, og til at modtage sociale ydelser på lige fod med værtslandets egne borgere, er en af EU-borgerskabets største resultater. Men denne EU-borgerret har svært ved at modstå virkelighedens syrebad. Knap var “Borgernes Europa-år” kickstartet, før det aller-EU-gladeste land Spanien ødelagde stemningen. Spanien har forlangt, og Kommissionen er modstræbende gået med til, at Spanien for resten af 2013, “Borgernes Europa-år”, slår grænsebommene ned for flere immigranter fra Rumænien. Spanien gav fri adgang for rumænere i 2009, men i 2011 gav Kommissionen det kriseplagede Spanien lov at lukke for rumænske indvandrere indtil udgangen af 2012. Men da det spanske arbejdsmarked er værre nu end dengang, forlænger Spanien sine restriktioner mod Rumænien til resten af 2012. Indvandringsstoppet berører endda ikke de snart en million rumænere, gæstearbejdere og deres familier, som befinder sig i Spanien. Af dem er officielt 37-40 procent arbejdsløse, mens arbejdsløsheden blandt spanierne “kun” er på 26 procent. Rumænerne - og mange andre gæstearbejdere - påtog sig ellers det arbejde, som spanierne ikke selv gad; fra de glade dage, da EU’s milliardgaver og medlemskabet af Euro-zonen bildte spanierne ind, at de var på vej ind i Evighedsriget. Men nød lærer nøgen kvinde at spinde, og den lærer spaniere at tage hårdt arbejde, som de for kort tiden så ned på - men nu i skarp konkurrence med rumænere, bulgarere og afrikanere. Men arbejdskraftens frie bevægelighed er jo en dynamo i Europas vækst, ikke? Så hvorfor vil Spanien skyde sig selv i foden ved at holde rumænerne ude? Fordi en million rumænere er en belastning. Spanien og Italien er blandt de få EU-lande, der har haft en mindre gevinst ved indvandringen fra Rumænien og Bulgarien; for de øvrige lande er værditilvæksten ubetydelig. Tommelfingerreglen er, som selv ikke EU-kommissionen kan komme udenom i rapporten “Employment and Social Development in Europe 2011″, at hvis gæstearbejderne arbejder og rejser hjem, bidrager de lidt; hvis de arbejder og bliver boende, giver de underskud. Og hvis de ikke arbejder, og ikke rejser hjem, så er de meget dyre gæster. Og hvis rigtig mange af dem ikke arbejder, og ikke rejser hjem, men klynger sig til en krisehærget økonomi som Spaniens, ja så er det opskriften på økonomisk og social opløsning, af samfund og af stat. Se bare på Grækenland. EU-kommissionen erklærer, at den spanske undtagelse er en “afvigelse”. Kommissærerne og deres gesandter vil holde nøje øje med Spanien og forbeholder sig ret til når som helst at ophæve sin tilladelse, hvis EU-kommissionen vurderer, at spansk økonomi giver plads til endnu flere rumænere. Og i øvrigt, skriver Kommissionen, kan Spanien intet stille op, for fra 1. januar 2014 kan intet EU-land opstille nogen hindring for indvandring fra de to fuldgyldige medlemmer af EU, Rumænien og Bulgarien. Her bør man spørge: Er det egoistisk og fremmedfjendsk af Spanien at sætte en grænse for indvandring? Har Spanien juridisk ret til at gøre det, eller har Spanien én gang for alle overdraget den ret til EU’s kommissærer og EU-domstolen? Eller har den folkevalgte spanske regering en forpligtelse over for de spanske borgere til at tage mere hensyn til dem og til Spaniens overlevelse? Jeg har besluttet mig: Det giver mening at være spansk, rumænsk, dansk eller britisk statsborger. Men ikke EU-borger. Det giver mening at have et Spanien, et Rumænien, et Danmark og et Storbritannien. Men ikke en EU-stat. Derfor giver det også kun mening, at tunge, svære beslutninger på borgernes vegne træffes af folkevalgte nationale regeringer og ikke af fjerne bureaukrater og dommere med fingrene i døde traktater og protokoller, hvis hellighed stadig flere “EU-borgere” kommer til at betvivle. http://europa.eu/rapid/press-release_IP-13-2_da.htm  http://ec.europa.eu/justice/citizen/files/eu-citizen-brochure_en.pdf  http://europa.eu/rapid/press-release_IP-12-461_da.htm

Bremen overgiver sig til islam

Hamborg kapitulerede over for islam med underskrivelse af et dokument for to måneder siden - den 13. november 2011. Man kunde da forudse, at denne naive overenskomst nok vilde blive taget op af andre tyske delstater. Nu har også den gamle Hansastad Bremen overgivet sig, og sådan fortsætter det vel.

Den tyske blog "Politically Incorrect" skriver

Bremen unterzeichnet Staatsvertrag mit Moslems

Nach Hamburg hat heute auch Bremen einen Staatsvertrag mit den moslemischen Verbänden unterzeichnet. In der Vereinbarung geht es unter anderem um den Bau von Moscheen, Bestattungen nach islamischen Recht und Feiertage. So sind ab sofort drei islamische Feiertage dem christlichen Buß- und Bettag gleichgestellt. Arbeitgeber müssen ihren Beschäftigten Gelegenheit geben, am Gebet teilzunehmen, wenn nichts Dringendes dagegen spricht.

Der Weser-Kurier berichtet:

„Der Islam ist endlich in Bremen angekommen“, sagt der stellvertretende Vorsitzende der Schura Bremen, Ismael Baser, anlässlich der Unterzeichnung des Papiers. Er vertritt neben dem Landesverband der islamischen Religionsgemeinschaften Niedersachsen und Bremen (Ditib) und dem Verband der islamischen Kulturzentren einen der drei islamischen Verbände, die das Papier am Dienstag unterzeichnen. Der Staatsvertrag sei eine wichtige Anerkennung für die jahrzehntelange gute Arbeit der islamischen Gemeinden im kleinsten Bundesland. „Nun fühlen wir uns als vollwertige Partner anerkannt und haben den Grundstein für die Zukunft gelegt“, so Baser.

Auch der Bremer Senat schreibt dem Vertrag eine wichtige symbolische Wirkung zu. „Das wichtigste daran ist, dass es diesen Vertrag überhaupt gibt“, sagt Herrmann Kleen, Sprecher des Senats. Zudem sei es die Gelegenheit für Bremen gewesen, Stellung in umstrittenen gesellschaftlichen Fragen zu beziehen und Vorurteilen entgegenzutreten. „Wir haben uns beispielsweise ausdrücklich für das Recht ausgesprochen, dass die Gemeinden Moscheen bauen dürfen, die Minarette und Kuppeln aufweisen, sofern sie den geltenden Baugesetzen entsprechen.“ Außerdem bekennen sich beide Seiten ausdrücklich zur Gleichstellung von Mann und Frau.

Auf sechs Seiten haben die Beteiligten das Ergebnis von jahrelangen Gesprächen festgeschrieben. Darunter finden sich auch Regelungen zu Bestattungen auf öffentlichen Friedhöfen, die Beteiligung in öffentlichen Gremien und die Absichtserklärung Bremens, dass in öffentlichen Einrichtungen wenn möglich auch die Speisevorschriften für Muslime angeboten werden.

„Konkret verändern wird sich für uns Muslime nun auch, dass wir uns leichter an unseren religiösen Feiertagen frei nehmen können“, sagt Baser. Denn drei davon, wie das Ramadanfest, sind nun wie einige jüdische Feiertage in Bremen dem christlichen Buß- und Bettag gleichgestellt. Wenn betrieblich keine dringenden Gründe dagegen sprechen, muss der Arbeitgeber seinen Mitarbeitern die Möglichkeit geben, an Gebeten teilzunehmen. Muslimische Schüler haben künftig automatisch an diesen Tagen frei und sind nicht mehr von der Zustimmung des Schulleiters abhängig.

Der Sprecher der Senatskanzlei betont, dass die Zusammenarbeit mit den islamischen Glaubensgemeinschaften mit der Vertragsunterzeichnung jedoch nicht beendet sei. „Viele Einzelfragen müssen nun mit den Fachbehörden geklärt werden“, so Kleen.

Viele Alltagsprobleme warten noch auf eine Lösung

Von diesen Alltagsproblemen, mit denen gläubige Muslime sich konfrontiert sehen, gibt es nach Ansicht der beteiligten Religionsgemeinschaften reichlich. So wünschen sie sich zum Beispiel einen eigenen Religionsunterricht für Muslime. Doch ohne die Veränderung der Landesverfassung ist das derzeit nicht möglich. „Außerdem hat man uns in den Gesprächen signalisiert, dass dieses Anliegen noch nicht mehrheitsfähig ist“, bedauert Baser.

Auch andere Fragen, die insbesondere das schulische Leben und Rechte von muslimischen Arbeitnehmern betreffen, stünden noch auf der Agenda. „Wir möchten gern mit Unternehmern eine Regelung finden, wie man Arbeitnehmern auch im Berufsalltag Zeit für das Gebet verschaffen kann“, erklärt Baser eines der Ziele. Auch die fehlende Geschlechtertrennung beim Schwimmunterricht und die Beachtung islamischer Essensvorschriften auf Klassenreisen seien Themen, die noch besprochen werden müssten.

Andererseits bedeute der Vertrag auch eine Herausforderung für die einzelnen Gemeinden. „Aus dem Staatsvertrag heraus entsteht sicherlich die Erwartung, dass wir uns noch mehr gesellschaftlich engagieren und sichtbarer werden“, so Baser. Wie das allerdings ohne regelmäßige öffentliche Fördermittel klappen soll, kann er noch nicht sagen. Bislang finanzieren sich die Glaubensgemeinschaften durch Mitgliedsbeiträge und Spenden. „Aber davon können wir keine großen Aktivitäten bezahlen.“

Finanzielle Zugeständnisse habe der Bremer Senat jedoch bislang nicht gemacht, bedauert Baser. „Aber wir haben uns darauf verständigt, dass wir projektbezogen gemeinsam schauen wollen, ob wir etwas aus verschiedenen Fördertöpfen bekommen können.“

Ohne den Status einer Körperschaft öffentlichen Rechts sei auch eine Regelung, die der Kirchensteuer entspricht, in weiter Ferne. Erst wenn sie diesen Status erreichen, seien auch andere Vorhaben, wie das Betreiben eines eigenen Friedhofes, möglich. Baser: „Da kommt noch sehr viel Arbeit auf uns zu, aber mit dem Staatsvertrag sind wir schon einen ersten Schritt gegangen.“

Es wird wohl nicht lange dauern, bis auch andere Bundesländer dem Beispiel Hamburgs und Bremen folgen werden.

Kategorie: Islamisierung Deutschlands, Scharia | PI, 15. Jan 2013 | Druckversion | | Kommentar schreiben    

Spydpigen: 

Ach, ROLAND, wo stechst Du denn? Mit deinen spitzen Knien....

Trivslernes Hærgen !

Det er godt, at der endelig efter mange årtiers manipulerede og falske påstande, inden for humaniora-feltet øjnes en lysning gennem  de to seriøse universitetsforskere, Henning Bech og Mehmet Umit Necef, som ved hårdt og tålmodigt arbejde har kunnet sætte deres pk-kolleger til vægs. Det er flovt for Danmark, at nedbrydningen har stået på så længe, før der rigtigt skete noget.

At det stod ilde til, anede mange, bl.a. ved iagttagelse af "Mentalhygiejnens Forskningsinstitut", som drev sit politiske spil, støttet af vienstrevredne politikere og uden for det offentliges kontrol. 

Mentalhygiejnebevægelsen, var baseret på den canadiske psykiater Brock Chisholms idèer om en ny verden og et nyt menneske. Bevægelsen  blev ved krigens slutning til "World Federation of Mental Health" og introduceredes i Danmark. Den var en slags fagforening for psykiatere, psykologer og socialrådgivere. Det var dem, det handlede om. Og kun dem, som foreningen interesserede sig for, . Almindelige mennesker var alene med for kontingent og kvantitet.

I 1961 valgtes psykolog Eggert Petersen til formand for foreningen. Han havde gjort sig bemærket i marinen ved at ændre disciplinen i overenstemmelse med psykiater Chisholms forskrifter. Han arrangerede reklamefremstød over hele landet for Mentalhygiejnen, og  oprettede i 1966 "Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut" med ham selv som direktør og forsker, idet han dog samtidigt forblev i moderforeningens bestyrelse, nu ikke som direktør, men som generalsekretær. 

Desuden havde Eggert Petersen - ud over foreningens rådgivningscentre og omfattende person-netværk i alle mulige organer og myndigheder -  fingre i studenterrådgivningen, Ungdomsklinikken, Mellemfolkeligt Samvirke, Kortfilmrådet, Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) m.m. 

Officielt var han socialdemokrat (ligesom Ritt Bjerregaard) og 1969 udarbejdede han et oplæg fra partiet til et helt nyt samfund: "Hvordan skabe trivsel i det moderne industrisamfund". Programmet tilrettelagde danskernes liv fra vugge til grav i Chisholmske og kommunistiske farver 

Formålet med Forskiningsinstituttet var, at man gennem forskningsresultater skulde påvirke politikerne til de rigtige beslutninger og lovforslag. . Og der var nok at tage fat på for man interesserede sig for alle mulige sociale forhold i samfundets hverdag, fra ølejre til fodoldsklubber og vælgerforeninger....Det foregik gerne med spørgeskemaer og debatsnak. Eggert Petersens nøgleord var "Trivsel". Alt drejede sig om det. Vi skulde alle trives i samfundet, hvor vi gik og stod. Spørgeskemaer og rapporter fra Fortskningsinstituttet kaldtes " videnskabeligt", skønt de modsat videnskaben tog udgangspunkt i et ønsket "facit", som så skulde bevises.

Selvom videnskabsmænd skrev imod Eggert Petersen og ikke lagde skjul på deres hån og foragt for hans underlødige "videnskab", fortsatte han ufortrødent, og gennem Landsforeningen for Mentalhygiejne fik man godtaget og spredt de politiske idèer, forskningsprojekt og falske konklusioner. 

Mentalhygiejnens virke blev afsløret af rigsrevisionen i 1974-75. Foreningen og "forskningen" afvikledes. Eggert Petersen fik en - til ham specielt oprettet - professorstilling i "trivsel" ved Århus Universitet samt en retræte post i EU, mens  Københavnerne lå flade af grin over teaterfarcen "Trivslernes Hærgen i de nordlige Provinser" på det intime Cafèteater.

Øverst psykolog Eggert Petersen

Nederste illustration er et flyveblad fra tiden.

Ingen Racisme!!!

En artikel i Weekendavisen den 11. januar af Jesper Vind har vakt opmærksomhed og optimisme, og således nåede rygtet om artiklen også til mig: at den påståede megen racisme i Danmark ikke havde meget på sig (hvad jeg heller ikke havde troet).

Det syntes jeg at have forstået for længe siden, hvorfor jeg kviede mig ved at læse artiklen i min fortravlede hverdag. Men nu har jeg læst den. Det er selvfølgelig vigtigt ikke bare at have visse ting på fornemmelsen og gennem intuition - foruden en del opsnappede exempler og beviser, men til bunds at have så klare beviser som muligt fra reelle videnskabelige forskere. Selv i grove retssager, hvor skyldsspørgsmålet synes indiskutabelt, dømmer man sjældent på de soleklareste indicier alene.

Ifølge artiklen i Weekendavisen har dansk indvandrerforskning de seneste tyve år vurderet, at der er en udbredt, stigende racisme i Danmark. Men antagelsen er uden videnskabeligt belæg, påpeger professor Henning Bech fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet og universitetslektor, Mehmet Umit Necef fra Syddansk Universitet i ny opsigtsvækkende, kildekritisk undersøgelse, som de gør rede for i den nye bog "Er danskerne racister? Indvandrerforskningens problemer", Forlaget Frydenlund.

De har nærlæst store dele af den indvandrerforskning, som i årtier har talt om stigende racisme, for at få afklaret, om der har været solid videnskabelig dokumentation for den gængse antagelse.
Efter fem års grundige studier kan de så nu præsentere to tæt sammenhængende hovedkonklusioner. Den ene en god nyhed, den anden en ubetinget dårlig.
Den gode nyhed er, at Bech og Necef fastslår, at »der er meget mindre videnskabeligt belæg for at tale om racisme i Danmark, end man skulle tro ud fra den mængde af påstande, der florerer i den offentlige debat.«
Til gengæld er den anden en ubehagelig afsløring af forskningsmiljøet.
De to forskere konkluderer nemlig, at »den forskningslitteratur, der taler om udbredt dansk racisme"  mangler videnskabelighed! Konklusionerne når Bech og Necef frem til ved at bruge det mest ubarmhjertige videnskabelige redskab, man kan bruge over for andre forskere: den klassiske kildekritik.

Lidt kulturhistorie

Voldtægt er med indvandringen desværre blevet en mere almindelig og mere grusom forbrydelse.

Det er mærkeligt at primitive mandfolk, der forfølger og voldtager kvinder ligesom galne hanhunde efter tæver i løbetid, ikke kan acceptere hunde. Vi har jo hørt adskillige beretninger om, hvordan muslimer skræmmes af naboens eller politiets hunde, og taxichauffører nægter at køre med blinde, der har førerhund.

Men sagen er naturligvis, at der er mange herreløse hunde i deres hjemlande, som  lever under de mest lurvede forhold i byerne, fordi der ikke er ordnet renovation, men alt ligger smidt åbent hen i smøger og baggårde og rådner. Hunde og katte er tit befængte med sygdomme som skab o.l., og hundegalskab kan man sikkert også møde. De fremmedes angst for hunde skyldes således i høj grad de svinestier og lossepladser, de har derhjemme.
Den norske forfatter, Alexander Kielland, har skrevet en novelle om hunden "Trofast" i "Nordens Athen", d.v.s. Kjøbenhavn, som kandidat Hansen omdøbte til "Nordens Konstantinopel" på grund af de skrækkelig mange hunde. Havde det været nu, havde han sagt "Nordens Istanbul"

Her er Marstrands kendte billede af hunderakkeren
på arbejde.

Svinske gader har der naturligvis også været hos os, når vi ser tilbage i tiden (og man kan da også stadig harmes over weekendgriseriet i København!). I vore middelalderbyer lod man med mellemrum mestermanden eller natmanden aflive de herreløse dyr for nogle skillinger per styk. Dette system fortsatte frem til 1800-tallet, ikke mindst i sommerens "hundedage", som man på grund af varmen anså for særlig farlige. I Helsingør aflivede man på tre år 520 hunde på Frederik den Andens tid, i 1700-tallets Stockholm dræbte man 346 hunde på to år. Selvfølgelig må man regne med at der er røget nogle private "trofaster" med. Læge Heinrich Callisen, som er mindet som gadenavn i Hellerup, gjorde meget for den almindelige sundhedssituation og forklarede bl.a. smittefarligheden ved de mange løsgående hunde.

I 1815 indførte man så efter udenlandsk forbillede hundetegn i København. Et sådant tegn skulde enhver hund have i halsbåndet, hvis ikke den skulde risikere at blive indfanget af "hunderakkeren", der med en kærre færdedes rundt i byen. Havde man en hund, der skulde aflives, kunde man henvende sig til ham eller bringe den ud på veterinærskolen. Man måtte derimod ikke drukne den i søerne. Man får jo først renset drikkevand i København flere årtier senere, - efter den store koleraepedemi!

Herbert Marcuse (død 1979)

Destruktionsgenerationens endelige sejr

http://www.180grader.dk/Politik/destruktionsgenerationens-endelige-sejr180grader.dk
Tilføjet 08/12 til Boblere af Elsebeth Halckendorff

Mange ser den såkaldte 68’er generation som en flok fredelige
blomsterbørn, der dansede gennem gaderne og hyldede friheden og kvinders
ligeberettigelse.

Og vist var der en masse naive mennesker med om bord, selv om 68’er-oprøret
gik hen over hovedet på mange, der bare havde travlt med at få sig en
uddannelse eller stifte familie.

Kun få kendte til den lille hårde kerne, der stod bag og manipulerede
en hel generation med samfundsundergravende propaganda, som bundede i et
brændende had mod det etablerede og et ønske om at omstyrte alt.

Da de studerende i Rom gik på barrikaderne i de omtumlede år, bar de
store plakater, hvor de hyldede de tre store M’er, og tanken bag var: Marx er
vores profet, Marcuse hans fortolker og Mao sværdet.




Karl Marx og Mao behøver nok ingen yderligere præsentation, men kun få ved i dag, hvem Herbert Marcuse var, selv om han var hovedskrædderen bag det såkaldte 68’er oprør. 
Han blev født i Berlin i 1898. Han læste filosofi og kom til at
tilhøre det, der hed Frankfurterskolen. Hans mest kendte værk er ”Der eindimensionale Mensch” fra 1964, som kom til at spille en stor rolle, såvel i Europa som i USA, og i 1960’ernes ungdomsoprør.  
I sit værk plæderer Marcuse for, at det moderne menneske er undertrykt af falske behov, skabt af kapitalismen, og at et (voldeligt) mindretal må gøre oprør for at frigøre menneskeheden fra de falske behov.

Kun få kendte til den lille hårde kerne, der stod bag og manipulerede en hel generation med samfundsundergravende propaganda, som bundede i et brændende had mod det etablerede og et ønske om at omstyrte alt.

Da de studerende i Rom gik på barrikaderne i de omtumlede år, bar de store plakater, hvor de hyldede de tre store M’er, og tanken bag var: Marx er
vores profet, Marcuse hans fortolker og Mao sværdet.


Marcuse kan i dag ses som hovedarkitekt bag den i bund og grund
kommunistiske verdensrevolution, som allerede blev afsløret for 49 år siden,
men som ingen bekymrede sig om. For en hel generation blev opdraget med
kommunistiske idealer, lærte at se østbloklandene som de virkeligt frie, og
deltage i den verdensomspændende revolution, som gik ud på at omstyrte
samfundet og skabe en ”retfærdig” socialstat.

I belysningen af revolutionære midler til ødelæggelse af det etablerede
samfund distancerede Marcuse sig fra Marx, som havde forudset, at
arbejderklassen ville få så urimelige vilkår, at den til sidst ville gøre
oprør.

Men i efterkrigstidens fede år skete det modsatte. Arbejderklassen fik
bedre vilkår, små parcelhuse og bil, og kunne derfor ikke anvendes som trækdyr
for revolutionskærren.

Det var dog stadigvæk nødvendigt at få omstyrtet samfundet, lagt det i
ruiner, så en strålende fugl Fønix kunne rejse sig af asken. Så Marcuse kiggede
sig om efter en anden revolutionær kraft. Og se: ulandenes bondebefolkning. Ved
at importere kæmpe kontingenter af dem, ville velfærdssamfundet bryde sammen,
og idealstaten kunne blive dannet.

I slutningen af ”Der eindimensionale Mensch” peger Marcuse derfor på
dem og skriver koldt og kontant, ”at selv om deres bevidsthed ikke vil være
revolutionær, så vil deres tilstedeværelse være det.”

Det drejede sig bare om at få åbnet grænserne, så de kunne svømme
indenfor i Europa og kræve det, de blev fortalt, var deres ret, nemlig del i
overskuddet.  De blev flittigt fulgt på vej af ideologimagere fra den del af verden, som eksempelvis den algeriske psykiater Franz Fanon, der i sin bog, ”Fordømte her på jorden”, som blev en
bibel mange steder i verden, skrev: ”for Europas skyld, for vor egen skyld og
for menneskehedens skyld, kammerater, må vi vende bladet, udfolde en ny tanke,
søge at oprejse et nyt menneske.” Bogen udkom i Danmark i 1968 på forlaget
Rhodos, og faldt helt i tråd med datidens tanker.

Hele stemningen dengang var revolution for revolutionens skyld, en
ændring af samfundet og en ændring af selve mennesket, så det kunne tilpasse
sig den nye, pragtfulde tid og det skønne kommende Utopia.

I den borgerlige lejr forsøgte mange at imødekomme ønskerne om
forandring. Men det var ikke velset. I 1969 skrev forfatteren Ebbe Kløvedal
Reich i ”Politisk Revy” eksempelvis om rektor ved Københavns Universitet,
Mogens Fog, der var åben for reformer: ”ingenting er farligere for revolutionen
i øjeblikket end universitetsrektorer, der er bedre end universiteterne
fortjener. De skræmmer tusindvis af potentielle frihedskæmpere bort med deres
malplacerede rationalisme og humanisme. Mogens Fog gør et dygtigt arbejde for
at få universitetet til at hænge sammen i fugerne. Derfor bør han bekæmpes.”

Dialog var udelukket. Samfundet skulle omstyrtes, menneskene ensrettes.
Det gik man straks i gang med i skolerne, hvor indoktrinering erstattede
undervisning, og utilpassede forældre kunne få deres børn fjernet af staten, så
der kunne blive sørget for en ”ordentlig” opdragelse af dem, så de tidligt
kunne lære at hylde den almægtige stat.

Men trods massiv indvandring, hvor man under påberåbelse af medmenneskelighed,
antiracisme og indoktrinering, hvor de toneangivende dybest set bare så deres
importerede støtter som brikker i et skakspil og ikke som individuelle
mennesker med behov, gik ødelæggelsen af det etablerede samfund alligevel for
langsomt.

Ensretningen var ikke blevet gennemført. Og den var magtpåliggende,
hvilket Marcuse gjorde opmærksom på i en lang tale om frigørelsens dialektik,
afholdt i London i 1967, og hvor han sluttede af med endnu engang at
understrege nødvendigheden af at ændre mennesket: ”Jeg gentager. Som omslaget
fra kvantitet til kvalitet, indbefatter frigørelsens dialektik således et brud
i repressionens kontinuum, som når helt ned i organismens dybdedimensioner. Eller
vi kan sige, at kvalitativ forandring, frigørelse i dag indbefatter organiske,
instinktmæssige og biologiske forandringer samtidigt med politiske og sociale
forandringer.” (Hele talen kan læses i Frigørelsens dialektik på side 162).

Men hvordan forandrer man så mennesket helt ned i organismens
dybdedimensioner?

Atter var der hjælp at hente, nemlig i psykiatrien, der stod parat med
hjerneændrende piller, som op igennem 1990’erne blev udskrevet til hvem som
helst under talrige påskud, samtidigt med at det blev hemmeligholdt, at pillerne
ændrede hjernens prefrontale netværk, hvorved der skulle skabes et nyt menneske
med en ny bevidsthed.

På den måde blev tusinder af erhvervsaktive mennesker fritaget for ”det
daglige slid” for at få opfyldt deres mest basale, ynkelige behov. Ved at få ændret hjernen,
mistede de deres job og blev anbragt på overførselsindkomst, hvor de kunne lære at hylde
staten, der tog sig så godt af dem.

Antallet er i dag så mange, at rådgivere den 7.12.2012 slog alarm i
netavisen ”Den offentlige sektor.sk” og advarede om, at ”socialsystemet er på
vej mod sammenbrud.”

Den vågne læser vil straks bemærke, at det sandelig også var det, der
var meningen.

Spørgsmålet burde dog være, om ikke tiden er inde til en modrevolution,
for atter at give mennesket  lov til at
være sig selv, og hvor det ikke drejer sig om at omgøre sociale vindere til
sociale tabere ved at skabe organiske, instinktmæssige og biologiske
forandringer, for at styrte velfærdsstaten i grus?

Spørgsmålet kan kun besvares af den enkelte ved at lægge hånden på
hjertet og ærligt svare på, hvor meget vedkommende hader samfundet og sine
medmennesker.