april 22, 2016

Desværre holdt det ikke

           Kommentar efter læsning af JyllandsPostens kronik af Ole Hyltoft 21.4.2016
           "Da et par drenge fra heden tog fat.."




"Julius Bomholt fra Alderslyst ved Silkeborg og Aage Damgaard fra Vildbjerg ved Herning skabte vor tids kulturpolitik. Unge Ole Hyltoft gik dem til hånde."

Men
"Med Bomholts bortgang forsvandt kraften og perspektivet fra Kulturministeriet. Og den er aldrig kommet igen. Kampmanns og Bomholts mening med det nye ministerium var jo ikke kun, at bibliotekerne skulle have bedre bygninger, teatrene bedre scener og museerne tidssvarende lokaler. Idéen var, at stadig større dele af folket skulle have lyst til at læse de gode bøger, forføres af teatret og indleve sig i museernes genoplivelse af fortiden. Kunstens dimension skulle gennemstrømme hverdagen..."



Og et andet lidt senere kik tilbage....
|NEJ - til, at børn bruges i et beskidt politisk spil.

Fredag den 4. marts 1977 fik vi kulturminister Niels Matthiassens ord for, at børnekultur betød en revolutionær kamp.

Et af de nyeste, præmierede kulturelle kampskrifter for børn blev omtalt i Aalborg Stiftstidende. Borgens Forlag var avantgarde og udskrev i 1976 en børnebogskonkurrence. For at vinde skulde man opfylde visse krav, som forlaget beskrev i et 35 sider stort hefte med råd og vejledning. Heftet var udarbejdet
af Torben Weinreich og Søren Vinterberg fra organisationen BRIS (kaldet BarneRov I Samfundet – og med foden indenfor i Kulturministeriet).
De skrev blandt andet: ”Vel skal der være en ”saglig” og ligesom skrabet faktapræget litteratur om bl.. arbejdsløshed, men der skal også være mord, voldtægt, selvmord (vi må genopvække en slags orgiastisk ekspressionisme/futurisme for børn). Har vi ikke tid til at finde øloplukkeren, så lad os da for fanden smadre halsen på flasken!”

Om sproglige og stilistiske forhold opstillede Torben Weinreich seks bud. Det 4.lyder: ”Gør problemerne konkrete gennem handling og ikke – udelukkende – abstrakte gennem tale og tænken. Hvis en kapitalist er en led skid (og det er han sgu nok), så nøjes ikke med at fortælle det. Lad ham handle som en skid, så enhver kan se det. Og beskriv så de andre efter deres måde at forholde sig til skiden på. - Kønsrolleproblem: de socialistiske bøger kender praktisk talt kun til han-kapitalister (det er typisk – og det skal fremhæves!). Lad os få nogle lede kapitalistkællinger frem på scenen”. Citat slut.

Bent Haller var en lydig dreng. Han opfyldte kravene, og Borgens Forlag belønnede ham.


At minister Niels Matthiassen, Søren Vinterberg og Torben Weinreich kunde forfægte deres revolutionære ideologi blandt medborgernes børn som privatpersoner var vel groft nok, men at sådan samfundsundergravning kunde foregå gennem KULTURMINISTERIET !


Kilde: tidsskriftet AKTION's første prøvenummer 1977 i et læserbrev fra

Ellen Pedersen
Duebrødrevej 11, Aalborg