Manipulering i det skjulte

Verdensregering

Ved Bilderbergs hemmelige møde i juni 1991 i Baden Baden i Tyskland under overværelse af bl.a. daværende guvernør BillClinton udtalte en af Bilderbergs absolutte topfolk,industrimagnaten David Rockefeller, bl.a. følgende:

"Vi er taknemlige over for Washington Post, New York Times, Time Magazin og andre store nyhedsblade, hvis ledere har deltaget i vore møder, og som har holdt deres løfte om tavshed i omkring fyrretyve år."

Han fortsatte med at forklare: "Det ville have været umuligt for os at udvikle vor plan for hele Verden, hvis vi havde været genstand for befolkningens lys i alle disse år. Men Verden er nu mere avanceret og forberedt til at gå videre mod en Verdensregering. En overnational magt af en intellektuel elite og Verdensbank er helt at foretrække frem for de selvstændige, nationale beslutninger, som det er praktiseret i de forløbneårhundreder."

Bilderbergs mål er åbenbart en Verdensregering, og Verdens befolkning bliver kynisk ført frem til Verdensdiktatur - "Verdensherskeren i dette Mørke" står skjult bag skjulte beslutninger.

I stedet for at spørge, hvad jeg havde imod Bilderberg, kunne Anders Fogh Rasmussen ærligt have oplyst dette ved mødet den18.9.2000 i Skive Hallerne, hvor jeg stillede følgende spørgsmål:

Hvad er Bilderbergs ærinde og opgave?

Hvad betyder Bilderberg for Danmark? og

Hvad er din funktion i Bilderberg?

Spørgsmålene er lige så aktuelle i dag som dengang, og jeg spørger yderligere: Hvilken rolle spillede Bilderberg i optakten til krigene i Bosnien, Hezegovina og Kosovo? Og hvilken rolle spiller den nu i Israels nye kamp for overlevelse? Som deltager i Bilderbergs møder kunne og kan Anders Fogh Rasmussen ikke være uvidende.

Jeg beder om dit svar Anders Fogh Rasmussen.

Yderligere oplysninger om Bilderberg kan hentes på under overskriften The Architecture of Modern Political Power, hvor også navne på deltagerne i Bilderbergs møde den 15.-18. maj 2003 i Versailles iFrankrig kan læses.

27.7.2006

Venlig hilsen -

Jørgen D. Grønbæk

EU´s overvågningscenter i Wien,

EUMC, driver ”forskning” i racisme og fremmedhad med informationer fra deres netværk i EU-landene. Men al videnskabelig forskning kræver faktisk exakt definition og planlægning, ellers er det ikke videnskab.

Så er det propaganda.

I henhold til EUMC kontrolleres massemedierne. De er allerede underkastet ”frivillig” censur (selvcensur) gennem etiske regler, bl.a. om race, nationalitet og religion. En journalistisk EU-pris findes til formålet og ønskes suppleret med en mediepris for tolerance. (Tolerance! At være tolerant betyder at acceptere noget, som ellers er uacceptabelt.)

EUMC driver ”systematisk, kritisk overvågning” af massemedierne.

Sverige er nok det land, som helst efterkommer kravene. Måske fordi Sverige har en forkærlighed for forbud og kontrol, eller fordi Sverige ville gøre sig til under statsminister Perssons EU-formandsskab. Han drømte jo åbenbart om at blive præsident for EU-staten.

Svenske massemedier vil åbenbart helst slippe alt besvær angående ”racisme” etc. etc. De

undgår derfor konsekvent at nævne, at forbrydelser er begået af indvandrere. Det kan let resultere i modsat effekt, nemlig at man tillægger indvandrerne endnu flere forbrydelser end dem, de reelt har begået, og dermed skaber yderligere vrede i befolkningen. I hvert fald giver fortielserne et helt falsk billede af kriminaliteten, og holder befolkningen i uvidenhed om landets rette tilstand.

Det kan give bagslag en dag.

På svensk initiativ skal også internettet overvåges i EU. Inspireret af en stor holocaust-konference efteråret 2000 og den evige fokusering på nynazister inviterede den svenske statsadvokat jurister og politi fra EU´s medlemslande til 4 dages konference i Sverige i februar 2001 angående brugen af internet. Man enedes om at danne et netværk for intern information og rejse krav i EU om indskrænkninger i ytringsfriheden på internet. Desuden krævede man, at oplysninger om, hvor e-mailene går hen, og hvad man søger på internet, skal opbevares så længe, at retssystemet kan nå at bevise, at man har overskredet reglerne for de udefinerede ord: racisme, fremmedfjendtlighed og diskriminering.

Kilde: EU´s ”Rapport fra den rådgivende kommission til bekæmpelse af racisme og fremmedhad af 23. maj 1995 (6906/1/95)” m.m.

mere demokratisk? Ha, ha!

Efter Frankrigs og Hollands NEJ til EU-forfatningsforslaget og aflysning af folkeafstemning herhjemme startede EU en kampagne: man ville høre befolkningernes mening. På bibliotekekerne er opsat plakater med opfordring til at skrive til ”Borgernes Dagsorden” *, hvordan vi ønsker EU.

Så kan EU bagefter sige, at de har spurgt befolkningerne! Der er jo ingen forpligtelse fra deres side til at følge råd eller ønsker.

Tvært imod kan man med god samvittighed sige, at alle, der besvarede opfordringen var positiv stemt for et EU (- ellers havde de jo ingen grund til at fremføre ønsker for indretningen af en sådan storstat).

Heftet ”EU-konventet om Europas fremtid” (Folketingets EU-Oplysning) skriver indledningsvis, at EU-landenes stats- og regeringschefer ved mødet i Laeken i Belgien 2001 nedsatte et EU-konvent og fastsatte rammer for dets arbejde.

Konventet skulle fremsætte forslag til, hvordan EU kan ”bringes tættere på borgerne” og ”gøres mere demokratisk”.

Dermed indrømmer man, at EU hverken er eller har været tæt på borgerne. EU er ikke skabt af befolkningerne, men er blevet trukket ned over hovederne på dem. De har ikke haft noget at sige ved planlægningen og udformningen af EU. Man undlader objektiv information og lokker og lurer med propagandaløfter. Man ignorerer folkeafstemninger og gentager dem efter ny massiv agitation, - indtil det bliver et JA.

EU´s lukkethed med hemmeligholdte dokumenter, skumle affærer med nepotisme og korruption, angreb på ytringsfriheden, islamvenlige fortiede aftaler og hele diktatoriske tilsnit er milevidt fra nordiske demokratiers spilleregler, så hvordan skulle man dog kunne gå ind for en fælles forfatning?

Nej, lad os få nedlagt EU så hurtigt som muligt.

*) EU-landenes stats- og regeringschefer besluttede på et møde 16.-17. juni 2005 at holde en tænkepause, som skulle bruges til bred debat i befolkningerne om EU´s fremtid. Under overskriften ”Borgernes Dagsorden” har Folketingets Europaudvalg og en række bevægelser/organisationer ("planlægningsgruppen") samarbejdet om at skabe debat om Europas fremtid.

Knapt så god som Sovjet!

Enten ved mavepusteren ingenting om Sverige, eller også er han varm tilhænger af Stalinisme og andre socialistiske diktaturer.

Han berømmer Sveriges officielle ”godhed”.

I Nordsverige har man ikke glemt, hvordan det gik svenskere fra det fattige Nordland, der så ofte var blevet ramt af hungersnød. Under falske blomstrene løfter blev arbejdere, håndværkere og småbønder lokket til Sovjet i 30´erne af det kommunistiske partis bannerførere (der under bordet blev betalt for hver person, de sendte derover).

Ligesom udvandrerne til Amerika drømte udvandrerne til Sovjet om en lysere fremtid for sig selv og deres børn.

Det blev i stedet for et helvede.

De, der lykkedes at komme helskindet hjem igen, blev hånede, sparket til og udstødt af deres ”egne” tidligere partikammerater.

Der skulle for alt i verden ikke rejses nogen tvivl om kommunismens gode hensigter og virkelighed.

Der var ”godhed”, så det forslog!

Ligesom i Sverige, uden dog at komme på højde med Sovjet!

Hysterisk fokus på kvindens kønsorganer.

Hvordan kan islam komme ud af sin tilbageståenhed? spurgte Hirsi Ali fornylig. Hun foreslår, at man analyserer sexualmoralen i forhold til virkeligheden.

Hun har sikkert ret. Islam synes i den grad fokuseret på kvindens mødom og jomfruelighed, at religionen er blevet rent forkvaklet. Hvis deres gud, Allah, skabte kvinden, så har han vel skabt hende helt med de legemsdele, vi mennesker nu engang har, og med de funktioner, som disse legemsdele er skabt til. Så er det vanvid at ville rase over Allahs værk og f.eks. korrigere det ved at omskære pigerne, som det bruges i visse lande.

Sig nu bare igen og igen, at omskæring ikke har noget med islam at gøre, men beror på kulturel tradition. Javel, men det passer ind i islamisk kvindeundertrykkelse som hånd i handske og anbefales af nogle imamer. . Hvis muhammedanerne er imod omskæring, så må de vise det i handling, for ”den der tier, samtykker, hedder det”

At man håndhæver en sexualmoral og ikke lader stå til i ligegyldighed, er al ære værd, men

”For lidt og for meget er Fandens Mål.”

Selvfølgelig skal de tjekkes!

Det er ynkeligt at se venstrefløjens fordømmelse af tjekning af libanesiske danskeres eventuelle ”forglemmelse” med hensyn til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet etc., når de ellers altid har prædiket ”solidaritet”: man skulle ikke snyde sig til lavere skat, personlige fordele i socialsektoren og arbejdssektoren, udføre sort arbejde eller benytte sort arbejdskraft o.s.v.

Hvad var det i øvrigt for en mærkelig historie med et fly med flygtninge, som startede fra Cypern med Kastrup som mål, men vendte om, fordi passagarerne var blevet grebet - af angst for at flyve!

Der må da ligge noget andet bag? Var det angst for terrorisme? Eller var det måske angst for at blive arresteret i Kastrup for urent mel i posen?

Ham, Akkari, bør hældes ud med én gang med familie og hele pibetøjet. Han har gjort ondt nok.

Det er trist, at samarbejdsregeringen er svag i koderne og giver efter på alle punkter. Ministrene må stramme sig op. Trojanske heste skal ikke have staldplads og foder.

Hvis man havde oprettet Göbbels-lprofessorater...

Som bekendt har EU-højborgen i Bryssel og lokale EU-kontorer været ramt af store skandaler angående nepotisme, fusk og svindel til millionbeløb. Rimeligvis var det kun toppen af isbjerget, som kom til offentlighedens kundskab gennem Bernhard Connollys bog ”The rotten heart of Europe” (Europas rådne hjerte), og nogle større konsekvenser for EU fik det ikke. Man fyrede Connolly på gråt papir, satte Edith Cresson og hendes ven og ”videnskabelige rådgiver”, tandlæge Berthelot på porten og gik videre, som om intet var hændt. EU-personalet har mundkurv på, og EU-dokumenter offentliggøres først efter 30 års forløb, når alt er glemt eller er blevet borte eller forvansket!

Connolly fortæller bl.a. om hovedpersonen bag hele EU-projektet, bankmanden Jean Monnet:

`Helt fra starten i forberedelsesperioden før Rom-traktaten i 1957 talte Jean Monnet kraftfuldt og præcist for at man skulle overføre magt direkte til en gradvis opbygning af en enhed og samle den funktionelle bureaukratiske elite på tværs af Europa, så der skabtes et kraftfelt, hvor en union ikke kunne stoppes.

Overførslen af magt fra EU-landene til et centralt EU skulle begynde med ret ukontrovertielle økonomiske funktioner og stålproduktionen, for således at mindske bekymringerne for, at den nationale suverænitet blev brudt ned. Man skulle sikre sig, at den funktionelle overførsel af magt ikke kunne føres tilbage igen til de enkelte lande. Det sikredes ved traktat-doktrinen ”acquis communautaire”: al magt, der afgives til EU´s samfundsinstitutioner, bliver gjort til permanent EU-lov, idet den samtidigt tages ud af medlemslandenes nationale love.`

Men Europa skulle også have en fælles sjæl, mente formand for EU-kommissionen, Jacques Delors. I hver af Europas stater findes der en fællesnævner for folket: først og fremmest fælles historie, men i reglen også fælles sprog og religion.

Delors´s embedsmænd gik i gang med at finde en fælles åndelig dimension for enhedsstaten EU. Ensartet børneopdragelse og undervisning giver fælles fodslag. Da EU-kommissionen ikke direkte kunne praktisere dette, satsede den på universiteterne og lancerede i 1990 det såkaldte Monnet-program, som skulle ”fremme undervisningen i europæisk integration”.

EU-kommissionen udvælger EU-positive akademikere, som er villige til at undervise på EU´s præmisser. Der er oprettet mange hundreder Jean Monnet professorater ved Europas universiteter og man har financieret over halvandet tusinde ”undervisnings- og forskningsprojekter inden for europæisk integration”. EU-landene betaler således til en bevidst indoktrinering af deres studerende ungdom.

Jean Monnet-professorerne - også kaldet ”EURO-professorerne” - lønnes helt eller delvist af EU. Deres opgave er at agitere for EU-storstaten i Jean Monnets ånd igennem undervisning, foredrag og artikler. For at få et sådant professorat, skal man nemlig ”fuldt ud stå inde for og fuldstændigt hellige sig europeisk integration”.

En ensidig propaganda betalt af skatteborgerne!

Altså sanktionerer EURO-professorerne på forhånd en fælles EU-forfatning ligesom de har godtaget den politiske overvågningscentral i Wien (EUMC) og dens censur-netværk.

Den 9.2.99 stillede MF Christian H. Hansen (DF) følgende spørgsmål til forskningsminister Jan Trøjborg

»Vil ministeren bekræfte eller afkræfte oplysninger om, at forskere, som ønsker at blive udnævnt til Jean Monnet-professorer, inden ansættelsen skal indordne sig kravene fra »Action Jean Monnet«, hvori det hedder: »Oprettelsen af en Jean Monnet-lærestol er et symbolsk udtryk for en fuldtidsstilling til en underviser, der fuldt ud står inde for og fuldstændig helliger sig europæisk integration«, og vil ministeren i bekræftende fald redegø re for, hvorledes ministeren stiller sig til denne form for politisk styring inden for den højere forskning?«

Ministerens ”svar” 24.2.99 bekræftede formålet med Jean Monnet-lærestolene.

Timetallet ligger mellem 180 og 250 timer og de højere læreanstalter forpligter sig til ”at opretholde "Jean Monnet lærestolene" i mindst 4 år efter ophøret af samfinansieringen fra Europa-Kommissionens side; dvs. i alt 7 år”.

”Der kan ydes indtil 20.000 ECU pr. år for en maksimumsperiode på tre år, dvs. 60.000 ECU i alt”.

Trøjborg så ingen problem i EU-støtte til undervisning i europæisk integration. Han havde ikke fået oplysning om, at disse lærere ”fuldt ud skal stå inde for og fuldstændig hellige sig europæisk integration.” De ønskede selv at undervise ”i emner inden for europæisk integration”, og der stod ikke noget ”i tilskudsordningen om, at den pågældende lærers forskning herigennem styres politisk”, så han ville hilse ”redelig videnskabelig forskning” angående europæisk integration velkommen.

Udenomssnak!

Hvis Tyskland - via samarbejdsvenlige danskere - havde oprettet lærestole ved universitetet i København for tyske DM og under navn af Göbbels-professorater med krav om, at de pågældende lærere ”fuldt ud skulle stå inde for og fuldstændig hellige sig emner inden for integration i ”Das dritte Reich”, så havde man nok uden vanskelighed kunnet få öje på den politiske styring.

Sverige som giftetante

Antallet af danskere, der flytter til Malmø, er 7-doblet siden 1999 skriver JyllandsPosten

En del flytter sikkert på grund af besværet med at finde bolig i København – og helst til rimelig pris. Men hver femte tager derover på midlertidigt ophold for at få familiesammenføring med en udlænding eller flere. Man kan vel gætte på, at størstedelen af disse ”danskere” selv er udlændinge, som har opnået statsborgerskab eller permanent opholdstilstand. De gifter sig jo fortrinsvis med en landsmand, måske en kusine eller fætter, som de har været forlovet med siden børneårene – måske uden at have set vedkommende.

Sverige virker altså som giftetante og skaffer Danmark flere udlændinge på halsen.

Vore blåøjede politikere har nok ikke forudset, at dette flytteri ville blive så stort.

Nogle kunne mene, at ”Hvem Sverige gør til svenskere, er deres eget problem!”, men er

det nu også det? I betragtning af de gamle nordiske konventioner om, at man frit kan bosætte sig og arbejde i et andet nordisk land, kan Sveriges hurtigt accelererende islamisering blive en slem bet for Danmark. Det er ikke rart at have et socialistisk muhammedansk land med diktatoriske metoder i ryggen.

Sagen burde faktisk rejses i Nordisk Råd.

Barcelonaprocessen skal føre til et "EURABIA"

Artiklen skrevet 18. juli 2003

I et program i Sveriges Radio P 1 i sommer sagde programlederen

at EU “givetvis ikke skal udvikles til lande uden for Europa”.

Men sådan er det ikke. EU er allerede udviklet uden for Europa gennem den såkaldte Barcelonaproces eller Det Europæiske Middelhavssamarbejde. Dette er på sin side en fortsættelse af 70´ernes europæisk-arabiske dialog der – som det plejer at hedde i andre sammenhæng – har skiftet til et mere stuerent navn. Barcelonaprocessen oprettedes i november 1995 ved en deklaration fra EU´s udenrigsministre og de 12 deltagerlande: Marokko, Algieriet, Tunisien, Ægypten, Israel, Jordanien, Syrien, Libanon, PLO (for de palestinensiske myndigheder), Tyrkiet, Cypern og Malta. Indenfor Barcelonaprocessen har man ifølge en svensk regeringspromemoria 21.5.03 sluttet associeringsaftaler med en halv snes arabiske stater. Af de otte som hidtil er blevet underskrevet og ratificeret af samtlige EU-lande inklusiv Danmark og Sverige er fem trådt i kraft, nemlig aftalerne med Tunisien, Marokko, Israel, Jordanien og PLO (for de palestinensiske myndigheder).

Sverige gik i spidsen med at ratificere aftalen med Ægypten i juni 2001, med Algeriet i april 2002 og med Libanon i juni 2002.

Malta, Cypern og Tyrkiet er nu udenfor, idet de bliver nye EU-lande. Der er dog opstået problemer med Jordanien og Syrien, som nægter at godkende EU´s krav om demokrati og menneskerettigheder. De modsætter sig også at NGO`s (Non Govermental Organizations – ikke statslige organisationer) skal kunne indgå i samarbejdet. De arabiske stater som allerede har associeringsaftaler med EU kræver at Jordanien og Syrien skal blive fuldværdige medlemmer trods deres nej til at acceptere demokrati og menneskerettigheder. De mener også at samarbejdet er altfor europacentreret og kræver større respekt for arabiske vurderinger.

Omkostningerne for solidariteten

Solidariteten med araberlandene kommer bl.a. til udtryk i EU´s Middelhavsbistand (MEDA). Den hidtidigt bevilligede bistand for perioden 2000-06 er på 5.35 milliarder euro plus krediter på 7 milliarder euro fra den Europæiske Investeringsbank. Yderligere 1 milliard euro er afsat som reserve. For hele perioden 2000-06 vil EU´s Middelhavsbistand løbe op til næsten 13 milliarder euro. Tidligere var støtten noget lavere, nemlig 3,425 miliarder euro for 1995-99.

Bistandshjælpen skal bruges til omlægning af økonomien, styrkelse af den socioøkonomiske balance, støtte til regionalt arbejde samt til udviklingen af det ”civile samfund”. Dette skal foregå ved samarbejde mellem netværk, foreninger og organisationer for på den måde at modarbejde racisme, intolerance og fremmedfjendtlighed både privat og i fællesskab. Dette kan bl.a. gøres ved at udvide og fordybe dialogen mellem forskellige kulturer og civilisationer. Landene skal samarbejde på sundheds- og velfærdsområdet samt på det audiovisuelle gebet og i mediebranchen.

Ved et udenrigsministermøde i Valencia tog man en principbeslutning om at oprette en middelhavsinstitution til afholdelse af dialoger mellem kulturer og civilisationer. Samtidigt besluttede man at man skulle se nøjere på institutionens virksomhed, organisation og financiering. Der råder stadig uenighed i EU angående institutionen, navnlig hvad angår financieringen. Tidligere forslag bl.a. fra Spanien og EU-kommissionen om at oprette en ny organisation med et omfattende eget sekretariat har ikke vundet alment gehør.

Ved mødet i Athen den 6. maj 2003 erklærede EU-kommissionen sig villig til at give 5 millioner euro til institutionen under forudsætning af at de deltagende stater inden for Barcelona-processen gav mindst lige så meget.

Yderligere 6 millioner euro er afsat til samarbejde inden for retslige spørgsmål og indenrigsproblemer bl.a. på familierettens område, hvor sharia skal respekteres ifølge de deltagende arabiske stater. De er i øvrigt misfornøjede med den anslåede sum på 6 millioner euro for 2002-04, som de mener er for lille. I den handlingsplan som blev antaget ved udenrigsministermødet i Valencia talte EU-parlamentet om at oprette en parlamentarisk forsamling for Middelhavsområdet, d.v.s. for de arabiske stater (”the creation of a Euro Mediterranean Parliamentary Assembly as proposed by the European Parliament”). I sine associeringsaftaler stiller de forskellige araberstater forskellige krav til EU. Algeriet kræver for eksempel lettelser for de arabiske landes statsborgere med hensyn til viseringer og liberale regler for besøg i EU-landene. Jordanien lægger vægt på den økonomiske bistand og kræver foranstaltninger mod den økonomiske uensartethed og arbejdsløshed i de arabiske lande

Samtlige såkaldte samarbejdslande kræver en betydelig forhøjelse af EU´s bistandshjælp. Samt forbedrede levevilkår for de indvandrere, der opholder sig legalt i EU. I associeringsaftalerne med de enkelte lande har man også indføjet at der skal være de samme sociale rettigheder eksempelvis for marokkanske statsborgere og deres familier, som arbejder i et europæisk land, som for EU´s egne statsborgerne. Og ligeledes de samme goder som for EU-statsborgere hvad angår sygdom, graviditet, invaliditet, alderdom, erstatning til efterlevende og ved ulykkestilfælde på arbejdspladserne, erhvervssygdomme, dødsfald og arbejdsløshed. Familiebidrag, pensioner og forskellige former for livrente skal kunne overføres til hjemlandet f.ex. Marokko.

Meningen med samarbejdet er et frihandelsområde omkring Middelhavet fra og med 2010. Kan nogen svare på hvorfor man ikke har hørt noget om denne Barcelonaproces? Jeg tror at mange mennesker i EU-landene ville være interesserede i en redegørelse for disse associeringsaftaler med de arabiske stater eftersom det - som sædvanligt - er EU´s skatteborgere der skal betale gildet med nedskæringer i egen velfærd og døje med de tusindvis af andre problemer de vil få på halsen.

Med vänlig hälsning Inger-Siv Mattson,

f d internationell sekreterare

Hvad med en dansk Argusrapport om socialt bedrageri mod staten?

Selvom Sveriges regering hævdede, at integrationen gik godt, bestilte den alligevel en undersøgelse hos Migratrionsverket (indvandrervæsenet) for at få alt under kontrol.

Redegørelsen - ”Projekt ARGUS” - spænder over to år og afleveredes 31.12.2000. Den afslørede uhyrlige svindelmetoder og millionbedragerier over for staten. En slem overraskelse og projektet blev tiet ihjel. For det kunne skabe ”fremmedhad”!

Millionbeløb ødsles bort, mens der er stadig færre resurcer til skoler, ældreforsorg, hospitaler, politi, postvæsen, landets forsvar etc.

Argusrapporten blotlagde statens slendrian:

De mest almindelige bedragerier gjaldt illegalt ophold i Sverige. Personer som var blevet udvist eller savnede opholdstilladelse blev boende og udnyttede velfærdssystemet, når blot de een gang var indført i folkeregistret.

Mange med opholdstilladelse fik alderspension, socialbidrag, børnebidrag, forældrepenge, flerbørnstillæg, boligstøtte, m.m., skønt de opholdt sig i udlandet, angiveligt på grund af ”bedre klima”, ”sørge for slægten” og ”tage sig af huset derhjemme”. Svensk opholdstilladelse beholdt de af økonomiske grunde! Men hvordan kan man bo i et land, man efter eget udsagn er flygtet fra på grund af ”undertrykkelse og forfølgelse”?

Fingerede tilknytninger, som kunne give permanent opholdstilladelse, købtes og solgtes på det frie marked: pro forma ægteskaber blev indgået med den højstbydende eller mod en fast pris fra 75.000 kr. og opefter.

Personer med opholdstilladelse optrådte undertiden med flere identiteter. De søgte asyl under nyt navn for at ”forbedre økonomien” samt ”muliggøre yderligere indvandring”.

Konklusion af Argusrapporten: staten havde fuldkommen ansvarsløst forsømt opsyn med de fremmede til skade for den svenske befolkning

”Argusrapporten” handler alene om svindel og bedrageri mod staten. Hertil kommer megen anden kriminalitet, som rammer skatteborgerne.

PLO-Pagten, ukendt af mange

Palæstinensiske National-Charter

Det Palæstinensiske Charter mod Israel bliver ofte nævnt.

Her er det i sin helhed.

Her er ingenting ændret sådan som mange hævder.

I modsætning til det, som påstås af medier og mellemøst-eksperter, er det palæstina-arabiske national-charter, også kaldet PLO-pagten, aldrig blevet ændret. Sidst sagen var oppe til drøftelse var i forbindelse med Oslo-aftalen, hvor der blev indgået en aftale om, at chartret skulle ændres. Der blev aldrig sat nogen deadline/tidsfrist for ændringen.

I sidste paragraf af charteret står der for øvrigt, at ¾ af et fuldtalligt palæstinensist nationalråd (PNC) skal stemme bekræftende vedrørende et ændringsforslag for dets vedtagelse. Et samlet palæstinensisk nationalråd består af 594 medlemmer. Af disse skal altså mindst 446 gå ind for ændringen. PNC har imidlertid aldrig været samlet fuldtalligt, siden før Oslo-processens begyndelse.

Forudsætningen, for at Oslo-processen kunne komme i gang, var, at charteret blev ophævet, at terroren mod Israel blev standset.

Artikel 1. Palæstina er et palæstinsk-arabisk folks hjemland, og er en

udelelig part af det arabiske hjemland, og det palæstinske folk er en integreret del af den arabiske nation.

Artikel 2. Palæstina med de grænser, som stod ved magt under det britiske mandat, er en udelelig territoriel enhed.

Artikel 3. Det palæstinsk-arabiske folk har den juridiske ret til sit hjemland og vil, når frigørelsen af hjemlandet er fuldført, udøve selvbestemmelse i henhold til sit eget samtykke og vilje.

Artikel 4. Den palæstinske identitet er et medfødt, iboende karakteristika. Den overføres fra forældre til børn. Den zionistiske okkupation og spredningen af det palæstinsk-arabiske folk som følge af de katastrofer, det har været udsat for, fører ikke til, at det taber sin palæstinske identitet og sit medlemskab i det palæstinske samfund eller ophæver den.

Artikel 5. Palæstinenserne er de arabiske borgere, som normalt boede i Palæstina indtil 1947, enten de blev udvist eller blev tilbage. Enhver, som er født af en palæstinensisk-arabisk far efter dette tidspunkt, i eller uden for Palæstina, er også palæstinenser.

Artikel 6. Jøderne, som normalt havde boet i Palæstina frem til begyndelsen af den zionistiske invation, vil blive betragtet som palæstinenser.

Artikel 7. At der er et palæstinensisk samfund, og at det har materielle, åndelige og historiske bånd til Palæstina, er indiskutabel faktum. Det er en national pligt at opdrage individuelle palæstinensere på en arabisk, revolutionær måde. Alle informations- og uddannelsesmidler må bruges for at gøre ham kendt med sit land på den grundigste måde, åndeligt og materielt. Han må være forberedt på den væbnede kamp og være rede til at ofre sit liv og sin ejendom for at genvinde sit fædreland og sørge for dets frigørelse.

Artikel 8. Det palæstinensiske folk lever nu i en fase af dets historie med national kamp for at frigøre Palæstina. Derfor er modsætningerne mellem de nationale palæstinensiske styrker af sekundær betydning og må fjernes til fordel for en fundamental modsætning mellem zionisme og imperialisme på den ene side og det palæstinensisk-arabiske folk på den anden. På dette grundlag udgør de palæstinensiske masser, enten de befinder sig i deres hjemland eller i eksil, både deres organisationer og enkeltindivide, en national front, som handler for at genvinde Palæstina og frigøre det ved væbnet kamp.

Artikel 9. Væbnet kamp er det eneste middel til frigørelse af Palæstina og må derfor betragtes som en strategi og ikke blot som en taktisk fase. Det palæstinensisk-arabiske folk befæster sin absolutte bestemmelse og faste beslutning om at fortsætte sin væbnede kamp og arbejde for den væbnede folkerevolution for at frigøre sit land og vende tilbage til det. Det forsikrer også om sin ret til et normalt liv i Palæstina og til at udøve sin ret selvbestemmelse og suverænitet over det.

Artikel 10. Kommando-aktion udgør kærnen i den palæstinensiske folkekrig for frigørelse. Dette nødvendiggør en omfattende optrapning og mobilisering af alle de palæstinensiske folkelige og uddannelsesmæssige anstrengelser, deres organisation og engagement i den væbnede palæstinensiske revolution. Der kræves også, at man opnår enhed i den nationale kamp dem og de arabiske masser, for at sikre kontinuitet i revolutionen, dens optrapning og sejr.

Artikel 11. Palæstinenserne har tre mottoer: National enhed, national mobilisering og frigørelse.

Artikel 12. Det palæstinensisk-arabiske folk tror på arabisk enhed. For at opgaven kan lykkes og for at opnå denne målsætning må de i denne fase af deres kamp bevare deres palæstinensiske personlighed og udvide bevidstheden om dens eksistens og modstå enhver plan, som tager sigte op at opløse eller svække den.

Artikel 13. Arabisk enhed og frigørelse af Palæstina er to sammenfaldende mål. Hvert af dem baner vejen for realisering af det andet. Arabisk enhed fører til frigørelse af Palæstina, og frigørelse af Palæstina fører til arabisk enhed. Arbejdet med realisering af det ene mål må gå side om side med realisering af det andet.

Artikel 14. Den arabiske nations skæbne, ja selve den arabiske eksistens, er afhængig af Palæstina-spørgsmålets skæbne. Den arabiske nations bestræbelser og indsats for at frigøre Palæstina, er et resultat af denne forbindelse. Palæstinas folk påtager sig den førende rolle under realiseringen af denne hellige nationale opgave.

Artikel 15. Frigørelsen af Palæstina udgør, set fra en arabisk synsvinkel, en national pligt til at slå den zionistiske og imperialistiske aggression mod det arabiske hjemland tilbage og at eliminere zionismen i Palæstina. Det fulde ansvar for dette påhviler den arabiske nation, dens folk og regeringer, med det palæstinensisk-arabiske folk i spidsen. For denne opgave må den arabiske nation mobilisere sine militære, menneskelige, materielle og åndelige resurser i et aktivt samarbejde med det palæstinensiske folk i frigørelsen af Palæstina. De må, specielt i den nuværende fase af væbnet revolution, give det palæstinensiske folk al mulig hjælp og enhver materiel og menneskelig støtte, og give det alle muligheder og anledninger til at fortsætte og påtage sig dets ledende rolle, når det gælder at fremme den væbnede revolution, indtil det frigør dets hjemland.

Artikel 16. Set fra et åndeligt synspunkt vil befrielsen af Palæstina sikre en tilstand af ro og fred for Det helligeland, og som vil sikre landets helligdomme, og frihed til tilbedelse og besøg af alle grupper vil blive garanteret, uden skillelinier eller diskriminering på grund af race, farve, sprog eller religion. Af denne grund forventer det palæstinensiske folk støtte fra alle åndelige kræfter i verden.

Artikel 17. Set fra et humanistisk synspunkt vil befrielsen af Palæstina give det palæstinensiske individ dets værdighed, stolthed og frihed tilbage. Af denne grund forventer det palæstinensiske folk støtte fra alle i verden, som tror på mennesket frihed og værdighed.

Artikel 18. Set far et internationalt synspunkt er befrielsen af Palæstina en defensiv handling, som er gjort nødvendig af kravene om selvforsvar. Af denne grund forventer det palæstinensiske folk, som ønsker at have et venskabeligt forhod til alle folk, støtte fra de stater, som elsker frihed, retfærdighed og fred, for at kunne genoprette dets dets legitime rettigheder i Palæstina, opretholde fred og sikkerhed inden for dets grænser, og sætte dets folk i stand til at udøve national suverænitet og frihed.

Artikel 19. Delingen af Palæstina i 1947 og oprettelsen af Israel er at betragte som fundamentalt ugyldig, uanset hvor lang tid der går, fordi den var i strid med det palæstinensiske folks ønske og dets naturlige ret til deres hjemland og uforenelig med principperne i FNs charter, særlig retten til selvbestemmelse.

Artikel 20. Balfour-deklarationen, mandat-dokumentet og alt, som er baseret på disse, er at betragte som ugyldige. Påstanden om historiske og åndelige bånd mellem jøder og Palæstina stemmer hverken overens med de historiske realiteter eller den sande opfattelse af, hvad der er en stat. Jødedommen, som er en religion, er ingen uafhængig nationalitet. Jøderne er heller ikke en enkelt nation med sin egen identitet. De er borgere i de stater, som de tilhører.

Artikel 21. Det palæstinensisk-arabiske folk, således som det fremstår gennem den væbnede palæstinensiske revolution, forkaster alle løsninger, som er en erstatning for fuld befrielse af Palæstina, og forkaster alle forslag, som sigter mod at likvidere det palæstinensiske problem eller en internationalisering af dette.

Artikel 22. Xionisme er en politisk bevægelse, som er organisk forbundet med verdensimperialismen og fjentlig mod alle bevægelser i verden. I sin form er den en racistisk og fanatisk bevægelse. I sine mål er den er den aggressiv, ekspansiv og kolonialistisk og fascistisk (betænk dette!) i sine metoder. Israel er den zionistiske bevægelses redskab, placeret strategisk i hjertet av det arbiske hjemland, som et slag mod drømmene om en frigjort arabisk nation, enhed og fremgang.

Israel er en konstant trussel mod fred i Mellemøsten og hele verden. Efter som befrielsen af Palæstina vil ødelægge den zionistiske og imperialistiske tilstedeværelse og vil bidrage til oprettelse af fred i Mellemøsten, forventer det palæstinensiske folk støtte fra alle liberale mennesker i verden og fra alle progressive og fredelige kræfter.

Det palæstinensiske folk bønfalder dem alle uanset deres sympatier og forbindelser om at tilbydehjælp og støtte til det palæstinensiske folk i dets retfærdige kamp for at befri sit hjemland.

Artikel 23. Kravene til sikkerhed og fred, og kravene til sandhed og retfærdighed, kræver at alle stater ser på zionismen som en illegitim bevægelse og forbyder dens eksistens og virksomhed, for at venskabelige forbindelser mellem folkene kan blive bevaret og indbyggernes loyalitet mod sine respektive hjemlande blive sikret.

Artikel 24. Det palæstinensisk-arabiske folk tror på principperne om retfærdighed, frihed, suverænitet, selvbestemmelse, menneskelig værdighed og folkets ret til at udøve dette.

Artikel 25. For at realisere målene i dette charter og dets principper vil Den palæstinensiske befrielsesorganisation gennemføre sin rolle i befrielsen af Palæstina i overensstemmelse med denne organisations konstitution.

Artikel 26. Den palæstinensiske befrielsesorganisation, som repræsenterer de revolutionære palæstinensiske kræfter, er ansvarlig for den palæstinensisk-arabiske folkebevægelsei dens kamp for at udøve sin ret til selvbestemmelse over det i alle militære, politiske og finansielle sager og alt andet, som det palæstinensiske spørgsmål kræver på det inter-arabiske og det internationale plan.

Artikel 27. Den palæstinensiske befrielsesorganisation vil samarbejde med alle arabiske stater, hver i henhold til dens ressourcer, og vil bevare neutralitet i deres gensidige forbindelser i ly af og på baggrund af befrielseskampens behov og vil ikke indblande sig i andre forhold i nogen arabisk stat.

Artikel 28. Det palæstinensisk-arabiske folk vil fastholde oprindelsen og uafhængigheden i sin nationale revolution og forkaster alle former for indblanding, dirigering og underkastelse.

Artikel 29. Det palæstinensisk-arabiske folk har den fundamentale og juridiske ret til at befri og genoprette sit hjemland. Det palæstinensiske folk vil bestemme sin holdning i forhold til alle stater og magter på basis af deres stillingtagen til spørgsmålet om Palæstina og omfanget af deres støtte til den palæstinensiske revolution for at opfylde Det palæstinensisk-arabiske folks målsætning.

Artikel 30. De kæmpende – og de som bærer våben i kampen for befrielsen – udgør kærnen i folkearméen, som vil blive den beskyttende arm om det, som Det palæstinensisk-arabiske folk har opnået.

Artikel 31. Denne organisation skal have et flag, en ed og en nationalsang, og alt dette vil blive udformet i overensstemmelse med en speciel regulering.

Artikel 32. Til dette charter er knyttet en lov, kendt som Konstitutionen for Den palæstinensiske befrielsesbevægelse, i hvilken organisationen hovedorganer og institutioner er fastslået, den respektive kompetence for hver af dem og nødvendige forpligtelse i hewnhold til Chartret.

Artikel 33. Dette charter kan ikke ændres uden ved to trediedels flertal i blandt samtlige medlemmer af Nationalrådet (PNC) i Den palæstinensiske befrielsesorganisation, sammenkaldt i en speciel session i henhold til Chartret.

Red Europas kunst og kultur

Fitzgerald: Who will save the monuments?

Jihad Watch Board Vice President Hugh Fitzgerald discusses the threat to Western art posed by the Islamization of Europe:

Already statues have been vandalized by Muslims in public places, and in churches, in both France and Italy. The destruction of the monuments and artifacts and hence part of the histories of Infidels, that so many Christians, Jews, Zoroastrians, Hindus, and Buddhists in the Middle East, in North Africa, in the Balkans and southeastern Europe, in Central Asia and Hindustan and in southeast Asia know well, now has come to Western Europe. What will happen in Italy, where every street corner in Rome has something that could be damaged by determined Muslims? What will happen to the churches, to the frescoes (including that which Muslims have been taped planning to destroy in Bologna), to the paintings in the Louvre, the Prado, the National Gallery, the Rijksmuseum, the Alte Pinakothek, the Uffizi? Has any organized association of museum curators, or of art scholars, even dared to think of organizing a conference on the protection of art in Europe, and the prohibitions of Islam against sculpture of all kinds, against paintings of living creatures?

Is anyone at all thinking about this, and contacting others? What about Philippe de Montebello or J. Carter Brown or Anne d'Harnoncourt or any other museum directors or retired directors, or any celebrated collectors, or those who already belong to such groups as Save Venice or Save Florence or FAI or Save Art here and there and everywhere? What about those who fund foundations that will pay to rescue Roman mosaics from the rising man-made floods that covered Zeugma, or the Temples near Aswan, but have a new kind of inundation to deal with, the flood-tide of Islam's adherents, who to the extent that they take their Islam seriously, can only threaten Western art, as they once not only threatened, but managed to destroy, so much of Christian, Jewish, Hindu, Buddhist, Greco-Bactrian monuments, stupas, manuscripts, temples, artifacts, to erase, or to appropriate as their own, the signs and symbols of anything pre-Islamic or non-Islamic?

This matter cannot wait. Raising the matter publicly, noisily, so that everyone is made aware of the problem, so that Muslims themselves (the same ones who pretended to be outraged by the destruction of the Bamiyan Buddhas but in truth helped the Taliban, as those Pakistani and Saudi engineers did, and were secretly pleased at the result) are put on the defensive, and forced either to admit to or to change their ways.

Raising the issue will offend Muslims -- or at least, many will feign indignation. But why? The issue is real. The prohibition is real. Any Muslim can find it in Qaradawi's handy guide to what is halal and what haram. Any Muslim can read what the Egyptian Grand Muft said recently about this. Muslims have been acting on those prohibitions for 1350 years. Now they exist, in large numbers, within the Lands of the Infidels, the Bilad al-kufr. This poses many problems for Infidels, their laws, customs, understandings, political and social institutions, physical security -- and for their artistic heritage, the heritage that, supposedly, belongs to everyone.

Time to bring it all out into the open. Who will be brave enough to discuss it? If not the heads of American or European museums (who, for all I know, are eager to obtain Arab money for some pathetic "Islamic art" wing and as craven in their pursuit of such money, and hence in their willingness to remain silent on all sorts of questions, as college and university presidents whose every statement is cleared with the Development Office, that beating heart of the modern university) then who?

It could be one of those scholars grateful for the training he received, perhaps at the Warburg or at the Courtauld, in the days when that instruction would have been given by some unforgettable, irreplaceable Jewish refugee from another totalitarian belief-system, that which ruled Germany and almost wrecked European civilization.

There is one celebrated art historian whose clashes with the Belle Arti in Italy have been based not on any deliberate damage inflicted, but rather on the unintentional damage that may have been caused by well-intentioned cleaning that may have removed what the artists in question (Michelangelo, Jacopo della Quercia) foresaw, and intended to be, the pleasing effects created by the patina of time on the Sistine Chapel, on the giant statue of Ilaria del Carretto in Lucca.

So perhaps someone will kindly pass on this suggestion to Professor James Beck of Columbia. He would at once grasp the gravity of the problem that large numbers of Islam's adherents, now in Western Europe, pose to our civilization and its artifacts, as the behavior of Muslims who conquered initially through the sword, and completed their dominance through demographic conquest demonstrates.

And as the boys from the Belle Arti, and some Japanese businessmen who were awarded proprietary rights in the Cappella Sistina reproductions have discovered to their own great dismay, nothing and nobody intimidates James Beck.

Posted at June 14, 2006 09:17 AM

Jihad watch

"Jeres tolerance vil dræbe os"

Mens man snakker om, hvad man skal kalde den uhyggelige islamiske ”kultur”foreteelse, ”æres”drab, bør vi nok lytte til de kvinder, som mod deres vilje tvinges af famuiliens mandlige medlemmer til at gifte sig, optræde som hættemåger, leve isolerede og under evig overvågen etc.

Den tyrkiskfødte tyske Serap Çileli blev tvangsgiftet som 15-årig i Tyrkiet. Efter 7 års ægteskab flygtede hun tilbage til Tyskland, hvor hun gemte sig for familiens hævn i et kvindehus. I bogen “Vi er jeres døtre - ikke jeres ære” beskriver hun sin skæbne. Hun kæmper nu imod tvangsægteskaber og for muslimske kvinders rettigheder. Hun har modtaget det tyske Bundesverdienstkreuz og en pris for civilkourage. Hun holder foredrag under politibeskyttelse og har ingen kontakt med sin familie.

Çileli er ked af Vestens tåbelige tolerance og uforstand: “Jeres tolerance vil dræbe os…” Den naive tolerance fra mange politiske “søndagssnakkere” skader os tyrkiske kvinder. Vi ville være sparet for mange lidelser, hvis man i højere grad afslørede vores hverdag.

Çilelis udsagn svarer helt til de oplevelser, som den tyrkiskfødte Sengül Güvercile i Danmark beskriver i sin bog ”Æresdrab”. Som fjortenårig forelskede hun sig i den tyrkiske dreng Hassan. Men uden forældrenes accept kunne de forvente hvad som helt. De slog Hassan ihjel for øjnene af hende. Vildt og hævntørstigt huggede faderen kniven i den døende krop over 40 gange, og moderen greb en økse…

De efterfølgende år tilbragte den chockerede og disillusionerede Sengül under dansk socialforsorg, hvilket ikke gjorde hendes verden lysere.

Måske har de kuede muhammedanske kvinder ret i, at vor ”tolerance” gør os medskyldige, men skylden ligger først og fremmest hos EU-politikerne i alle EU-lande.

De havde ikke læst på lektien, da de fik den skøre idé at ville omforme Europas lande til én stat og slå den sammen med de arabiske lande (jvf. Den arabisk-europeiske dialog, underskrevet 1978).

De troede blindt og dumt på muhammedanerne, beordrede menigmand til ”tolerance” og lagde låg på sandheden om islam.

Kilde: Abendblatt via Politisch Incorrect in Deutschland fundet på Hodjas blog 14.7.06

"Jeres tolerance vil dræbe os"

Mens man snakker om, hvad man skal kalde den uhyggelige islamiske ”kultur”foreteelse, ”æres”drab, bør vi nok lytte til de kvinder, som mod deres vilje tvinges af famuiliens mandlige medlemmer til at gifte sig, optræde som hættemåger, leve isolerede og under evig overvågen etc.

Den tyrkiskfødte tyske Serap Çileli blev tvangsgiftet som 15-årig i Tyrkiet. Efter 7 års ægteskab flygtede hun tilbage til Tyskland, hvor hun gemte sig for familiens hævn i et kvindehus. I bogen “Vi er jeres døtre - ikke jeres ære” beskriver hun sin skæbne. Hun kæmper nu imod tvangsægteskaber og for muslimske kvinders rettigheder. Hun har modtaget det tyske Bundesverdienstkreuz og en pris for civilkourage. Hun holder foredrag under politibeskyttelse og har ingen kontakt med sin familie.

Çileli er ked af Vestens tåbelige tolerance og uforstand: “Jeres tolerance vil dræbe os…” Den naive tolerance fra mange politiske “søndagssnakkere” skader os tyrkiske kvinder. Vi ville være sparet for mange lidelser, hvis man i højere grad afslørede vores hverdag.

Çilelis udsagn svarer helt til de oplevelser, som den tyrkiskfødte Sengül Güvercile i Danmark beskriver i sin bog ”Æresdrab”. Som fjortenårig forelskede hun sig i den tyrkiske dreng Hassan. Men uden forældrenes accept kunne de forvente hvad som helt. De slog Hassan ihjel for øjnene af hende. Vildt og hævntørstigt huggede faderen kniven i den døende krop over 40 gange, og moderen greb en økse…

De efterfølgende år tilbragte den chockerede og disillusionerede Sengül under dansk socialforsorg, hvilket ikke gjorde hendes verden lysere.

Måske har de kuede muhammedanske kvinder ret i, at vor ”tolerance” gør os medskyldige, men skylden ligger først og fremmest hos EU-politikerne i alle EU-lande.

De havde ikke læst på lektien, da de fik den skøre idé at ville omforme Europas lande til én stat og slå den sammen med de arabiske lande (jvf. Den arabisk-europeiske dialog, underskrevet 1978).

De troede blindt og dumt på muhammedanerne, beordrede menigmand til ”tolerance” og lagde låg på sandheden om islam.

Kilde: Kilde: Abendblatt via Politisch Incorrect in Deutschland fundet på Hodjas blog 14.7.06.

- fra det islamvenlige Sverige

I Sverige er der tradition for, at skoleafslutningerne henlægges til kirken.

Da Sveriges diskrimineringsombudsmand, Ann-Christin Hartman, ved skoleårets afslutning i år påtalte, at højtideligheden fandt sted i kirkerne, fik man det indtryk, at hun havde modtaget flere klager fra forældre. Men det viser sig nu, at hverken skolevæsenet eller ombudsmanden havde fået en eneste klage.

Det var ombudsmanden selv, der var gået i aktion og havde givet udtryk for, at skoleafslutning i kirken var upassende.

- lad dem slippe, siger Bettina

Socialrådgiverforeningens næstformand, Bettina Post, kalder det “ondskabsfuldt” at ville tjekke, om de 4100 danskere fra Libanon har rent mel i posen. Indvandrere har notorisk meget sværere ved at overholde lovene end de etniske danskere, og der foregår til stadighed en masse kriminalitet, uforklarlige pengeoverførelser over grænserne, fremstilling af falske pas, m.m. fup og snyderi, som andre skatteborgere må undgælde for.

Selvom man skulle have været udsat for rædsomme hændelser, fritages man vel ikke for ansvar? Eller skal forbrydere fritages for straf, hvis de har overværet nogle rædsomme hændelser med skudepisoder, overfald og grove mishandlinger eller grimme ulykker i trafikken, på badestranden, i circus…

Bedrageritjek ”må jo vække vrede hos alle dem, der ikke har gjort noget”, mener hun. Ja, det er selvfølgelig ærgerligt, hvis ens landsmænd gør livet surt for en.

Og ”arbejdet for socialrådgiverne bliver sværere” siger Bettina Post. Er det det, der gælder? Hendes egen lille Hassan?

Socialrådgiverforeningen og familien Post er gamle kendinge på venstrefløjen bl.a. i den kommuniststyrede ”Mentalhygiejne” og i ræverøde medier som f.eks. ”Hug!” og ”Bixen”.

"Jeres Børn er ikke jeres børn"

2006 er udråbt til et ”Multikulturelt år”

Vi har før haft sådanne ”år”, hvor den politisk korrekte ”expertise” satte sig på den høje hest for at overbevise den dumme befolkning. Tænk bare på ”Fredsåret 1986” med et utal af marxistiske fredsbevægelser: lærere for fred, cyklister for fred, kristne for fred, kvinder for fred, fagforeninger for fred etc. etc, fredskonferencer, -møder, -udstillinger, -marcher, festivaler etc. etc. Det meste under den kommunistisk-styrede paraplyorganisation ”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”.

Var det kommunismens dødskramper før murens fald?

Eller tænk på ”Det internationale Børneår” 1979.

Det gjaldt ikke børnene som sådan.

Det gjaldt for 68`erne at få drevet en kile ind mellem den ældre og yngre generation. Tanken var – gennem påvirkning af børnene uden forældrenes viden og indblanding – at ændre samfundet i marxistisk retning.

”Dansk Nationalkomité for Internationalt Børneår 1979” bestod næsten udelukkende af personer og organisationer på venstrefløjen og deres naive medløbere.

”Statens Børnekommission” hamrede løs med slagordet: ”Jeres børn er ikke jeres børn”. Pædagoger, psykologer, forfattere og socialarbejdere i alle kategorier bakkede op. Budskabet skulle ud i hver krog af landet. Kun de politisk-korrekte kunne få deres forslag igennem. Man vågede over, at ingen andre initiativer for børn kom med. Man fyldte ungerne med lokumsudtryk og sexsnak. Man lærte dem at det var acceptabelt at hugge varer i forretningerne, ødelægge biler, skulke fra skolen. BRIS opfordrede børn til at løbe hjemmefra. Undervisningen skulle lægges om, disciplinen skulle væk, og hash var ikke noget at bryde sig om.

Subkulturen invaderede børnehaverne, skolerne, universiteterne, museerne, teatrene, bibliotekerne – ja hele ”kultursektoren”. Alt blev befængt. Vi døjer med de marxist-begejstrede radikale 68´eres subkultur den dag i dag. De, der mente noget andet end det, man skulle mene, holdt klogeligt mund af hensyn til examen, stilling og karriere.

Men uden subkulturens nedbrydning af vort samfund og vor kultur, havde islam næppe fået den magt, de allerede har tilranet sig.

Hvorfor EU bør ødelægges og det snart afsnit 4

af Baron Bodissey, Östrig

Mandag, 05. Juni 2006

Oversat fra engelsk af Anders Bruun-Laursen

Afsnit 4

Vladimir Bukovksy advarer også om, at det ser ud, som om vi lever i en tid med hurtig, systematisk og meget konstant afvikling af demokratiet. ”Se på dette Legislative and Regulatoriske Reform Lovforslag”. Det gør ministre til lovgivere, som kan indføre nye love uden at bekymre sig om at sige det til parlament eller andre.” ”I dag er situationen virkelig dyster. De større politiske partier er hoppet fuldstændig på det nye EU projekt. Ingen af dem er rigtigt imod det. De er blevet meget korrupte. Hvem skal forsvare vor frihed?” Han har ikke megen tiltro til, at institutionerne, sådan som det valgte men stort set afmægtige Europæiske parlament, kan indskrænke denne udvikling. ”Det Europæiske Parlament vælges på basis af proportional repræsentation, hvilket ikke er sand representation. Og hvad stemmer det om? Fedtprocenten i yoghurt, og den slags ting. Det er latterligt.” ”Det er ikke nogen tilfældighed , at f.eks. det Europæiske Parlament, minder mig om Øverste Soviet. Det ligner Øverste Soviet, fordi det blev designet som den. Ligeledes, når man ser på Europa-kommissionen, så ligner den Politburoet”, som var det virkelige magtcenter i USSR, som ikke skulle stå til regnskab for nogen - og ikke valgtes af nogen overhovedet.

En anden tidligere USSR-borger ,Vilius Brazenas, har også bemærket nogle af disse ligheder mellem EU og Soviet institutioner. ”Da den tidligere Soviet diktator Mikhail Gorbachev besøgte Storbritannien i 2000, beskrev han træffende den Europæiske Union som ”den nye Europæiske Soviet.” Han sagde dette med tydelig anerkendelse , idet han ser EU som opfyldelsen af hans vision om et fælles ”Europæisk hjem”, der strækker sig ”fra Atlanterhavet til Ural”, som han beskrev det i sin bog fra 1987 Perestroika. Gorbachev er kommunist på livstid.” ”Det er meget betydningsfuldt, at en top-marxist-leninist som Mikhail Gorbachev kunne finde sådan åndsbeslægtethed med vestlige ledere om et ”fælles europæisk hjem” og så, 13 år senere anerkendende bemærke, at det fælles hjem rykkede stadig nærmere til den sovjetiske model.” ”Booker og North skriver, at den belgiske premierminister Paul-Henri Spaak, kendt i Europa som ”Mr. Socialist,” var ansvarlig for at overbevise sine medstiftende EU-fædre om, at ”den mest effektive måde at tilhylle deres prrojekts politiske formål, var at skjule det bag foregivende af, at det kun drejede sig om økonomisk samarbejde, der baseredes på at afvikle handelsbarrierer : et ”fælles marked”.

Imidlertid stikker det enorme og oppustede EU bureaukrati sine følehorn i regulering af mindste detalje af hvert tænkeligt emne i Europa , ikke blot fedtprocenten i yoghurt. Øldrikkere i Tyskland skummede om munden i sommeren 2005 over EUs planer om at få bajerske barpiger til at tildække sig. Hensigten med det foreslåede direktiv var at beskytte dem mod solens skadelige stråler. Men den såkaldte ”tan ban” blev fordømt som absurd af bryggerierne, politikere og barpigerne. Det blev til sidst trukket tilbage. I Sverige, indeholder det meste tøj, som sælges i butikkerne, lapper med vaskeinstrukser washing instructions. Men lapperne sås på EU-plan som en hindring for frihandel, idet det var skadeligt for udenlandsk tøj, som solgtes i Sverige uden at have lapperne. En afstemning bestilt af den Svenske Forbrugerstyrelse viste , at 8 ud af 10 svenskere læser vaskeinstruktionerne før de vasker nyt tøj, og 6 ud af 10 læser dem, før de køber nyt tøj.

Dette er eksempler på de mere latterlige eller morsomme aspekter i EU-maskineriet. Men der er også en mere dyster side af det:

Fremningen af en officiel ”Euro-arabisk føderal ideologi, som fremmer multikuturalismen, “Eurabian” federal ideology promoting Multiculturalism, og som fordømmer alle dem, der ønsker at bevare deres demokrati på nationalstatsniveau som ”xenophobe” og dem, der ønsker at begrænse indvandringen fra Den 3. Verden som ”racister.” En rapport fra EU’s racisme-vagthund sagde, at Europa måtte gøre mere for at bekæmpe racisme og ”Islamophobia.” Nye anti-diskriminationslove til at bekæmpe islamophobi skal vedtages , som de allerede er i Norge, hvor nordmændene skal bevise deres egen uskyld, hvis muslimske indvandrere anklager dem for diskrimination i nogen som helst form, inklusive diskriminerende tale. EU ønsker også at fremme et officielt leksikon an official lexicon , der bandlyser krænkende og kulturelt ufølsomme vendinger som ”Islamisk terrorisme.”

3. verdenskrig er i gang

World War III has begun, and the nation´s leadership is failing to deal with this reality, former House of Representatives Speaker Newt Gingrich concludes.

Appearing on NBC´s Meet the Press with Tim Russert Sunday, Gingrich explained that “today is not the fifth day of the war, it´s the 58^th year of the effort by those who want to destroy Israel. As Ahmadinejad, the head of Iran, says, he wants to defeat the Americans and eliminate Israel from the face of the earth. So we should not see this event in isolation. There is an ... Iran/Syria, Hezbollah and Hamas alliance trying to destroy Israel.”

“. . . the Israelis withdrew from Gaza to create the circumstance of peace. The Israelis withdrew from south Lebanon to create the circumstance of peace,” Gingrich continued. “They now have a thousand missiles fired from Gaza, they´ve had hundreds of missiles fired from south Lebanon. You clearly have Iranian involvement. There are at least 400 Iranian guards in south Lebanon. Apparently it was an Iranian missile fired by Iranians which hit an Israeli warship yesterday. The United States should be saying to Syria and Iran, ‘South Lebanon is going to be cleared out. We are for Israel and the Lebanese government breaking the back of Hezbollah, getting rid of all 10,000 to 13,000 missiles, and we will decisively stop any effort by Syria and Iran to intervene´.

Gingrich says the current crisis facing Israel is part of a larger world war that involved the U.S.

I mean, this is absolutely a question of the survival of Israel, but it¹s also a question of what is really a world war,” Gingrich said.

He then cited a litany of events that confirm this conclusion.

“North Korea firing missiles. We say there´ll be consequences, there are none. North Koreans fire seven missiles on our Fourth of July; bombs going off in Mumbai, India; a war in Afghanistan with sanctuaries in Pakistan - the Iran/Syria/Hamas/Hezbollah alliance.”

In addition, he said “there is the war in Iraq funded largely from

Saudi Arabia and supplied largely from Syria and Iran”

Other evidence of the war, Gingrich argues, includes:

The British home secretary saying that there are 20 terrorist groups with 1200 terrorists in Britain.

Seven people in Miami videotaped pledging allegiance to al-Qaeda

Eighteen people in Canada being picked up with twice the explosives that were used in Oklahoma City, with an explicit threat to bomb the Canadian parliament, and saying they¹d like to behead the Canadian prime minister.

In New York City, reports that in three different countries people were plotting to destroy the tunnels of New York.

Gingrich explained: “We are in the early stages of what I would describe as the third world war, and frankly, our bureaucracies aren´t responding fast enough. We don´t have the right attitude about this . . . And frankly, the Israelis have every right to insist that every single missile leave south Lebanon and that the United States ought to be helping the Lebanese government have the strength to eliminate Hezbollah as a military force, not as a political force in the parliament, but as a military force in south Lebanon.”

Asked host Tim Russert “This is World War III?”

“I believe if you take all the countries I just listed, that you´ve been covering, put them on a map, look at all the different connectivity, you‘d have to say to yourself this is, in fact, World War III,” Gingrich said.

Hvorfor EU bør ødelægges og det snart afsnit 3

af Baron Bodissey, Östrig

Mandag, 05. Juni 2006

Oversat fra engelsk af Anders Bruun-Laursen

Afsnit 3

Jo.Det lugter virkelig af sammensværgelse. Dette var i 1980´erne, da de fleste medier stadig afviste snak om en politisk union til at knægte nationalstaterne som skrækkampagne. Valéry Giscard d’Estaing, tidligere fransk præsident og hovedforfatter til den forfærdelige EU-Forfatning, en uigennemtrængelig murstensbog på hundreder af sider uden nogen af den amerikanske forfatnings kontrolmekanismer eller afbalanceringer, hævdede, at forkastelsen af forfatningen ved de franske og hollandske afstemninger i 2005 ”var en fejl, som skal rettes.” ”Forfatningen skal gives en ny chance.” Han sagde, at det franske folk stemte nej p.g.a.”manglende dømmekraft”og ”uvidenhed” og stod fast på, at ”Teksten vil blive vedtaget til sidst”. ”Det var en fejl at bruge afstemningsprocessen, men når man laver en fejl, kan man rette den!” .Giscard d’Estaing antydede, at traktaten kunne forelægges de franske vælgere igen eller ratificeres af det franske parlament. ”Folk har ret til at skifte mening. Folket kunne indse, at de tog fejl,” sagde han om en mulig ny afstemning. Enhver, der stadig sætter spørgsmålstegn ved, om Euro-Arabien - den planlagte sammenslutning mellem Europa og den Arabisk-islamiske verden, som er beskrevet af Bat Ye’or - ”blot er en sammensværgelsesteori”, skulle læse disse erklæringer af Giscard d’Estaing. Hvorfor skulle vi blive overrasket, hvis ledende EU-embedsmænd laver studehandeler bag kulisserne, som påvirker hele kontinentets fremtid, men intet siger herom til offentligheden eller ligefrem lyver om deres dagsorden? Således har EU arbejdet i årtier, ja fra den første begyndelse.

Fra sin begyndelse har den europæiske integration været et fransk-ledet foretagende . Den kendsgerning, at den franske politiske elite stadig ønsker at opretholde deres ledelse over Europa blev til fulde demonstreret under Iraq krigen. President Chirac sagde berømmeligt i 2003, efter at Polen,Ungarn og den Tjekkiske Republik havde støttet USAs position: ”De gik glip af en god chance for at holde kæft og han tilføjede: ”Disse lande har ikke opført sig særligt velopdragent snarere dumdristigt med fare for at slutte sig for hurtigt til den amerikanske side.” Jean Monnet, en fransk økonom, som aldrig valgtes til et offentligt hverv, betragtes af mange som den europæiske integrations arkitekt. Monnet var en pragmatiker med gode forbindelser, som arbejdede bag kulisserne - hen imod den gradvise skabelse af europæisk enhed. Richard North, der offentliggjorde bloggen EU Referendum og var medforfatter til bogen The Great Deception: Can the European Union Survive? sammen med Christopher Booker, beskriver, hvordan Monnet i årevis , i det mindste fra 1920erne, havde drømt om at bygge en ”Europas Forenede Stater.” Skønt det, som Monnet virkelig havde i sinde var skabelsen af Europæisk identitet med alle en stats attributter, valgtes med overlæg en ”beroligende talemåde” med henblik at gøre det vanskeligt at udvande den ved blot at ændre den til et nyt organ for ligeberettigede regeringer. Den blev også affattet på denne måde, så at den ikke skulle skræmme nationale regeringer ved at understrege, at dens formål var at tilsidesætte deres suverænitet”. I deres analyse af EUs historie, hævder forfatterne, at EU ikke fødtes ud af 2. Verdenskrig, som mange synes at tro. Den var planlagt mindst en generation tidligere.

Schuman Dekarationen af 9 Maj 1950, som i regelen præsenteres som begyndelsen på bestræbelserne hen imod en Europæisk Union og som mindes i ”Europe Day”, indeholder talemåder, som fastslår, at den er ”et første skridt mod en europæisk føderation”, og at ”dette forslag vil lede til virkeliggørelsen af den første konkrete stiftelse af en eropæisk føderation. Som kritikere af EU har noteret, undlades disse kritiske hensigter sædvanligvis, når der henvises til deklarationen, og de fleste kender ikke engang deres eksistens. En føderation er naturligvis en stat, og alligevel har forkæmperne for EC/EU integration i årtier svoret blindt på, at de ikke har kendskab til sådanne planer overhovedet. EEC/EC/EU har støt erhvervet stadig flere af en overnational føderations træk: flag, nationalsang, parlament, højesteret, møntfod, love. ”EU grundlæggerne”var omhyggelige med kun at vise deres borgere de godartede træk i deres projekt. Det var designet til at blive iværksat gradvist, som en løbende proces, så at ingen enkeltfase i projektet ville kunne vække tilstrækkelig modstand til at stoppe eller afspore det.” Booker og North kalder den Europæiske Union ”et slow-motion statskup, historiens mest iøjnefaldende,” designet til gradvist og omhyggeligt at sætte den demokratiske proces ud af spillet og underkue Europas gamle nationalstater uden at sige det til offentligheden.

I 2005 opfordrede en hidtil uset deklaration fra lederne af alle britiske politiske grupper i Bruxelles premierminister Tony Blair til at få gjort ende på den ”middelalderlige” praksis, at europæisk lovgivning bliver afgjort bag lukkede døre. Kritikere hævder, at Ministerrådet, EUs øverste lovgivende organ, som afgør to tredjedele af alle Storbritanniens love (og størstedelen af alle vestlige landes love) ”er den eneste lovgivning uden for de kommunistiske diktaturer i Nord Korea og Cuba, som hemmeligt vedtager love.” Som en af underskriverne udtrykte det:: ”Vi har stadig denne middelalderlige måde at træffe beslutninger i EU”. Man skjuler sig bag andre medlemstater og giver dem skylden. Det øger folks fornemmelse af kynisme, men vi har behov for, at der tales rent ud af posen.” Ifølge den britiske konservative politiker Daniel Hannan, er det således, at EU blev designet. ”Dens stiftende fædre forstod fra første færd, at deres dristige plan om at sammensmelte Europas ældgamle folk til en enkelt politisk enhed aldrig ville få succes, hvis hver enkelt magtoverførsel skulle forelægges vælgerne til billigelse. Så de udtænkte snedigt en struktur, hvor den øverste magt var i hænderne på udnævnte funktionærer, som var ufølsomme over for den offentlige mening.” ”Faktisk er EU’s struktur ikke så meget udemokratisk som anti-demokratisk.”