Krav på Samfundets beskyttelse

«Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse»
(Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Artikel 16, punkt 3)


Kernefamilien og forældremyndigheden har længe lidt under både fordulgte og åbne angreb:

Der går en rød tråd fra Franfurterskolen og De kommunistiske
langtidsmål til:
Mentalhygiejnens ideologi – og dets tre faggrupper: psykiatere,
psykologer og socialrådgivere. Samt til pædagoger, lærere,
kirkefolk og børneforsorg.
Eggert Petersens forslag til nyt partiprogram for socialdemokratiet 1969 («Trivselsprogrammet»)
Ritt Bjerregaards U90, skolereform, forældrekursus og kønsrolle-snak.
Eva Gredals: Statens Børnskommission og Christiamia
Etc. Etc.
Og nu sidst EU's angreb på forældremyndigheden 2014. Og "Gender-snakken"

(NB da jeg var færdig med denne artikel opdagede jeg en
meget vigtig redegørelse for hvordan nævnte røde tråd blev knyttet sammen med det mentalhejniske projekt om at skabe "et nyt menneske" og "en ny verden"..
Læs derfor også Post scriptum!)


Kommunisterne opnåede ikke det politiske resultat af krigen, hverken den varme eller den kolde, som de havde forventet i betragtning af deres deltagelse i modstandskampen, men man gav ikke op. Man valgte en anden strategi: den mere uskyldigt udsende, men noget langsommere psykologiske nedbrydning af befolkningens kultur og traditioner under Den kolde Krig. (Læs kapitlet «Den anden Form for Krig» i den schweiziske "Zivilverteidigung").

Allerede under Anden Verdenskrigs afslutning (et velvalgt tidspunkt) stiftedes således «The World Federation of Mental Health» (WFMH), der slog til lyd for en fundamental ændring (forbedring) af samfundskonstruktionen: man skulde bryde med alle gamle normer, idet forældreopdragelsen skulde afløses af professionelle opdragere, godvilligt eller tvungent (idè af psykiater Brock Chisholm). I Danmark oprettedes Landsforeningen for Mentalhygiejne 1948. Tre faggrupper blev indmeldt globalt: psykiatere, psykologer og socialrådgivere. Hertil kom almindelige medlemmer.

«Fri opdragelse» blev en trend i efterkrigstiden. Den har rødder i Rousseaua filosofi, «Laissez faire», som i praxis over for kronprins Frederik (den Sjette) havde vist sig temmelig håbløs, hvilket ikke forhindrede nye forsøg i 1940'erne – 50'erne, som vel gjorde sit til en vis frigjorthed i dagligdagens etikette og påklædning. Men gymnastik i skolerne blev delvis ugleset som en nazi-agtig disciplin og derfor afløst af kollektive boldsspil.

På amerikansk plan skete der her efter krigen forsøg med hjernevask på krigsfanger, bl.a. med den såkaldte Tavistock-metode, der skulde nedbryde offerets psyke og sjælelige styrke og gøre det modtagelig for indoktrinering. Stifteren af denne metode hed J.R.Rees og var den første direktør for det internationale WFMH. Man skulde noget senere opleve, at ellers velfungerende ansatte på erhvervskontorer skulde bryde sammen i de af firmaerne arrangerede «psykologkurser» for personalet.

Den danske afdeling af WFMH udvidede sin virksomhed betydeligt i 60'erne under direktør psykolog Eggert Petersen (se foto) gennem landsdækkende propaganda og ved at oprette et «forskningsinstitut»,
som skulde hjælpe politikere med rapporter om dit og dat. Psykologi blev et eftertragtet studium, som mange af uransagelige grunde følte tillid til.
Brug af psykologer i retssager har senere vist, at psykologi ikke er nogen eksakt videnskab, da den kan føre til fuldkommen modsatte konklusioner.

Nu kom narkotika væltende ind i landet. Skoleungdom slappede af over en chillum, flippede ud og forlod skolen, nogle også forstanden eller livet. Den kommunistiske samfundsnedbrydning slog ud i fuldt flor med 68'ernes «sex-revolution» etc., men de få, der så en sammenhæng, kom ikke til orde. Ingen brød sig. Borgerfløjen sov. (Bortset fra Glistrup, men ham fik man ødelagt med politisk manipuleret retssag).

"Forfaldet i 70'erne
Lena Zavaroni, 12 år - forbløffede med et repertoire af sexede sange.
I marts 1974 optrådte den 12-årige Lena Zavaroni fra Skotland i dansk TV. Hun vakte både henrykkelse og forargelse. Aldrig før havde man set en lille pige som med genneminstruerede , sexede bevægelser sang og skabte sig som en voksen dame. Mange betragtede barnestjernen som et forfaldstegn - det er et kendt træk i flere kulturers forfald, at børn får voksne sexroller.
Stadig flere pornografiske blade viste børn i sexuelle situationer med voksne."                (Kilde: Lademanns Ekko-årsskrift 1975)

Mentalhygiejnens ideologiske underafdeling, BRIS, "Børns Rettigheder I
Samfundet" (populært udlagt som "BarneRov i Samfundet"), lokkede børn hjemmefra eller fra skolen, bl.a. til Christiania eller "Børnemagt".

Så snart socialisterne kom til magten i folketinget gennemførte den
fundamentale ændringer inden for skolevæsenet (Ritt  Bjerregaards
U90 og skolereform 1975), socialvæsenet (mentalhygiejniker Eva Gredals
Småbørnskommission), børneopdragelse og forældremyndighed, i god
overensstemmelse med ovennævnte kommunistiske programmer og med
en fortsat heftig propaganda (bl.a. i Børneåret 1979). Mentalhygiejnen fik
uden ringeste forudsætning velbetalt statsjob som «narko-bekæmpere»
mens Christiania blev «fredlyst» som et «esperiment».

Samtidigt med disse let tilslørede resultater under et magtfuldt

kommunistinficeret socialdemokrati gik kommunismen tilbage.
I 80'erne drev de intensiv propaganda for «fred» under paraplyorganisationen «Samarbejdskomitèen for Fred og Sikkerhed». Danskerne blev overvældede med alverdens forslag om freddemonstrationer. En sidste indsats.. Så faldt muren og alt blev anderledes. Støtten fra øst forsvandt. DKP forsvandt. Slut med aktioner under røde faner. Regnbuens farver var bedre. De vakte mere tillid. De favnede alt og alle, globalt og kollektivt. Borgerfløjen tænkte næppe på, at regnbuen allerede var blevet et symbol for marxismen, som f.ex. ved Christianias regnbueudstilling på Charlottenborg 1976, der som så meget andet støttedes af kulturminister Niels Matthiasen.

I årevis havde man hørt om kvindernes krav om ligeløn. Med 68'ernes «sex-revolution» kom der ekstra gang i diskussionerne om hankøn og hunkøn, kønskamp og kønsroller, ligerettigheder og ligeværdighed. Lød
det ikke godt? Hvorfor var det som det var og hvordan burde det være? Børnene i skolen var ikke længere fredet. De skulde vide besked om kønslivet og kønsroller. Der var politik i det som i alt andet.

I Sverige havde man to magtfulde sex-foreninger.
Den ene interesserede sig især for salg af kondomer. Den anden, RFSL, Rigsforbundet for sexuel ligeberettigelse, stiftet 1950, fik foden indenfor     i regeringen og opnåede trods årelang modstand observatørstatus i FN 2007. Dermed kunde RFSL som ”eksperter” påvirke beslutninger     i menneskerettigheds- og sundhedsspørgsmål i FN angående homosexualitet, bisexualitet og ”transpersoner” (tilsammen kaldet HBT). RFSL-propaganda viste fotos af (hvad de kaldte) ”homosexuelle småbørn” o.l., og gik ind for at lære småbørn sexlege og for bevidst at gøre drenge til piger - og omvendt.
Sex.snak kunde bruges i propaganda og indoktrinering i skolen.
Undervisningsminister Ritt Bjerregård, som var vokset op i et
kommunistisk præget hjem, og som karrierekvinde ikke havde
børn, forstod hvordan forældre burde være, så hun arrangerede
statsbetalt kursus til belæring af forældre i den rette politiske ånd
og accepterede tilmed porno-materiale i skoleundervisningen!

Hun havde flere private «kaffeklubber», men det drejede sig ikke om hygge og venindesnak. «Politik er krig», mente hun, «ikke kaffe med blødt brød». Ritt og fem andre piger interesserede sig for kønsroller og skrev skolebøger om det.  Lad os bare kikke tilbage på deres arbejde i 70'erne:

Eva Bendix, datter af tegneren Hans Bendix. Hun var journalist ved Aktuelt og gift med sin kollega Claus Becker, der avancerede til chefredaktør samt presseattachè ved ambassaden i Stockholm, chef for udenrigsministeriets pressekontor og siden kultur- og presseråd ved ambassaden i Bonn.
Eva Bendix deltog i 1950'erne i mange TV-programmer sammen med Norma Bøgedal, som siden blev programredaktør i TV's Kulturafdeling. Eva Bendix var med i den marxistiske organisation «Samarbejdskomitèen for Fred og Sikkerhed» og repræsenterede den som «dommer» ved den høring, der var arrangeret den 12.10.1979 af det marxistisk styrede DDK (Danmarks Demokratiske Kvindeforbund) om chilenske, tyrkiske og grønlandske børn og unges elendige forhold i Danmark.
Eva Bendix var medlem af Uddannelsesrådet for Grundskolen under CUR (Statens Centrale UddannelsesRåd (U 90!) Follkeskolereformen 1975!).

Jytte Hilden, cand.polyt. i kemi, gift med cand.mag. Johny Leisner ved Historisk Institut ved Kbh.s Universitet. Begge var med i den marxistiisk styrede Landskomitè mod Berufsverbot i Vesttyskland (også aktiv i Danmark).

Kika Mølgård, journalist, gift med journalist Henrik Antonsen ved DR, som avancerede
til næstkommanderende ved TV. Han er i bestyrelsen for Journalisthøjskolen, Danidas Oplysningsudvalg, repræsentantskabet for Filminstituttet og det faglige landsudvalg for de humanistiske uddannelser.
Kika Mølgård, kendt som særdeles aktiv,var ansat ved bladet «NB», som kun klarede sig eet år
(1970). Hun var med i KULU (Kvindernes U-landsudvalg). Sammen med journalist Annette Winding (ved Politiken) har hun skrevet en masse interviews med venstrefløjsfolk som bl.a. Agnete Diderichsen, Erik JørgenHansen, Tore Jacob Hegland, Torben Bo Jansen, Jørgen Jepsen, Bernard Jeune, Boje Katzenelson og Karen Siune.
Mølgaard har videre skrevet resumè om U 90 og CUR's redgørelse og om Verdensaktionsplanen for Kvindetiåret 1976-85, udgivet 1978 af KULU og FN-forbundet med forord af Lise Østergård.  (NB FN-Forbundet har intet med FN at gøre).

Lise Sørensen, forfatter, digte, noveller og essays. Alexander Fossprisen 1964.  Engageret i kvindesagen. Imod besparelser i DR, biblioteker og kunst. Med i det socialisiske tidsskrift «Hug!».
Med i Filmsinstituttets bestyrelse og gik vældigt ind for filmen om palæstinenserne «Et undertrykt Folk har altid ret», lavet af Nils Vest fra  «Christianiateatret Solvognen» for Statens Filmcentral.
(Filmen måtte ændres efter klage over manglende sandfærdighed).
Lise Sørensen var gift med VS'eren Erik Knudsen, som var inviteret med til Top-venstrefløjsmødet 6.11.77 (Kilde: JyllandsPosten), der skulde rette op på samfundet.

Bente Ørum, psykolog, ansat ved Mentalhygiejnisk Forening for Børne- og Ungdomsforsorg !!
Forksningsassistent på Socalforskningsinstituttet angående befolkningens uddannelsesproblemer
og velfærd under ledelse af cand.polit. Erik Jørgen Hansen (fra Mentalhygiejnen!). Begge var medlemmer af CUR (U 90 !). Han var inviteret med til ovennævnte Top-venstrefløjsmøde 6.11.77).
Bente Ørum lagde vægt på samfundets ret til børnene! Hvilket var Mentalhygiejnens ideologi,
som deres tre faggrupper spredte i samfundet.

Pigegruppen skrev flere bøger om kønsroller: «Kønsforskelle blandt skoleungdom» 1973
og skolebøgerne «Du spiller en rolle – også en kønsrolle», «Du skal selv bestemme» og «Bli'r der plads til os?» (sidstnævnte også med bidrag fra andre).

Ritt Bjerregaard havde som politisk karrierekvinde selvsagt mange kontakter, og hendes mand, Søren Trier Mørch, var lektor på Odense Universitet. Man kan nok gøre sig tanker om denne Ritt's røde 6-pigegruppe, der ved egne og ægtefællers stillinger, ben og aktivitet havde forbindelse til ministerierne, uddannelsesrådet, landsudvalget for de humanistiske uddannelser, universiteterne i København og Odense, Socialforskningsinstituttet, Mentalhygiejnen, Journalisthøjskolen, Filminstituttet, KULU, Danida, Mellemfolkeligt Samvirke – for ikke at tale om massemedier som DR, TV, presse, forlag, biblioteker, teatre etc.


"Alla människors lika värde"

Denne frase stammer fra FN's menneskerettighedserklæring fra 1948. Men den er forkert oversat til svensk. Erklæringen henviser til den i mennesket iboende værdighed, dvs. selvagtelse, stolthed, pondus, takt. På engelsk: dignity. På fransk: dignité.
Dette almene hensyn i menneskelivet er dermed gjort  til en politisk doktrin. En doktrin om, at alle mennesker har samme værd og er ligestillede.
I Sverige hedder ligestilling «jämställdhet», og ingen steder går
man vist så meget op i det som netop i Sverige og allermest i
«feminisme»-bevægelsen. Den mande-nedgørende kvindesag fik
sit eget parti, hvis formand Gudrun Schyberg tordnede imod
familie-begrebet. Partiet kom ikke ind i Riksdagen, men er repræsenteret i EU. Ideologien nåede helt ud i det absurde! Jagten gik lystigt for at gribe nogen eller noget, som ikke var med på noderne og dermed «diskriminerende» og"racist". Ikke bare Pippi Langstrømpes far i Söderhavet og negerbollerne i Sjöbo, men også den «mandlige» skiltning ved fodgængerfeltet. Der krævedes nye
skilte med kvinder i skjørt! Åbenbart er man lige så fjollet i Tyskland, hvor man satte kvindelige trafiklys op i Dortmund!

Et firma i byggebranchen, "Betonghåltagarne"(Betonhultagerne)
havde som logo en glad gul kineser, der dukkede op af et betonrør tværs gennem jordkloden. En eller anden galning mente at logoet var "racistisk" og firmaet følte sig tvungen til at fjerne det.
De lavede et nyt logo med en kineser, hvor hans stråhat var gledet ned over hans glade øjne, men det fik de også vrøvl med!!
Man skal sandelig være svensk for at forbinde kineseren med racisme!!
Han er helt sikkert af samme fornøjelige slægt som "di tri smi
kinisiri på Hijbri Plids"

Sexisme (kønsdiskriminering) er undertrykkelse på basis af køn,
tidligere i reglen kvindekøn. Nu nok mest homosexuelle m.m..
I Nantes i Frankrig arrangerede skolevæsenet eller eleverne selv
sidste år en kampagne imod sexisme, hvor piger og drenge i 27
gymnasieskoler skulde have kjole på 16. maj. Slagordet "Kjole:
frihed eller fængsel?" var taget fra en bog af den franske feminist
Christine Bard. Emnet viste sig mere politisk end forudset med
mod-demonstration imod homo-ægteskaber etc. fra organisationen
"Manif pour tous" og folk, der gik ind for kernefamilien.

Plakat, hvormed skoledistriktet i Nantes propaganderede for
"Kjoledagen" imod sexisme.

Man skulde kunne tale om alt, hvor som helst, når som helst. Derved blev der åbnet båd for tidligere tabu'er og for en masse uhøviske ord. Nu skal vi dele WC'er. Samme WC for mænd som for kvinder. Ja man har endda været inde på, at kvinder vel kan stå op og tisse ligesom mænd, hvilket nok kræver undervisning? Nogle har foreslået at man skulde fremstille et særligt tisserør til kvinder. (Apropos denne sære snak mener jeg at kunne huske, at den græske historieskriver Herodot fortalte om Ægyptens kvinder, at de stod op og tissede).

Gennem al dette ævl kom man naturligvis frem til problemerne med dem, der var anderledes, der var udenfor eller midt imellem. Som man altid havde kendt og accepteret i stilhed. Nu blev de halet frem i lyset, omtalt og vist frem. Homosexuelle udgør en minoritet, men blev en majoritet – i massemedierne! Deres antal voksede. Agitationen virkede. Pression og
Følelser voksede. Regnbueflagene blafrede. Og til sidst strømmede gay-
festivaler som floder gennem storbyernes gader. De rev alt med sig i
politisk-korrekt henrykkelse, al tanke, al forstand.

Intellektuelt fordærv havde gjort Vestens intellektuelle modtagelige over
for ethvert skørt påfund - den udflippede neo-marxisme, feminisme,
humanisme, miljø-isme, sexisme mv. ....
Den svenske sexforening RFSL, Riksförbundet för sexuellt likaberättigande, fik foden indenfor i FN 2007 og kan nu som sex-expert globalt påvirke alverdens lande om homosexualitet, bisexualitet og ”transpersoner” (tilsammen kaldet HBT). De viser fotos af ”homo-
sexuelle småbørn" og går ind for at lære småbørn sexlege og for
bevidst at gøre drenge til piger – og omvendt.

Svensk fjernsyn viste lummert pædofil-agtig erotik-program med dreng i puberteten.

At gay-festivals – som meget andet – kunde have en bagtanke stod ikke klart for menigmand. Og at bagtanken kunde være rettet mod samfundets fundament: familien og forplantningen
var naturligvis tilsløret. Hvem kunde ane, at det var en afgørende
målsætning i den kommunistiske ideologis strategi for at nedbryde Vestens demokrati med overdreven sex-snak? Selvom de homosexuelle siger sig at være stolte og glade, så vil de alligevel være som andre. De vil have børn. Hvordan bliver børn, der vokser op i et unormalt miljø med to mødre eller to fædre? Bliver de normale? Jo mere Vesten ændrer samfundet efter homosexuelle og lesbiske m.m., jo mere absurd bliver krav og tiltag. Hvad med adoptionslovgivningen, børneforsorg og børnerettigheder?

Vestens jubel over gay-festivalerne kunde sikkert høres langt ind i Rusland. Den taktik, som kommunismen havde spredt i Vesten for at nedbryde den, kom strygende tilbage mod Moskva som en bommerang med krav og opfordring om at russerne skulde være med i festlighederne og fejre fælles fodslag med Vestens befolkninger.

STOP råbte Putin. Han kendte jo taktikken. Vidste, at gay-strategien skulde give problemer og nedbryde livssyn og samfund, demoralisere og forkvakle. For vist var taktikken oprindelig en kommunistisk recept, men den var ikke beregnet til deres egne, men til "fjenden"! Alle sexforeninger, der stod bag sexarrangementer i Vesten blev rasende over den russiske afvisning og forsøgte at forpurre den internationale World Congress of Families, som skulde afholdes i Moskva den 10. og 11. september 2014 eller i det mindste at forhindre folk fra Vesten at deltage. (Artikel af Janice Shaw Crouse. http://americanthinker.com/2014/09/learning_from_russias_return_to_its_historical_roots.html#ixzz3DkMDGqrb.

I Vesten fortsatte galskaben. Man «forskede» og gravede om køn og arveanlæg. Som om man vilde kønnene til livs. Og det vilde man. Der opstod en politiserende «Genderforskning» (kønsrolleforskning) af lignende art som andre upræcise filosoferende "humaniora"-snakke-forskninger  hvor man starter ud fra et ønsket politiske facit og indretter forskningen derefter.  

"Genderismus» - (en gammel socialistisk idè) har som mål at ødelægge den biologisk begrundede klassiske familie-struktur (kernefamilien). Jo mere Vesten ændrer samfundet efter homosexuelle og lesbiske, jo mere absurd bliver krav og tiltag.


I 2014 kom EU ind i billedet: EU og World Health Organisation (WHO) kræver obligatorisk sexundervisning for småbørn fra børnehavealderen, altså 3-4 år, med omtale af alle former for sex. Hvis lærebøgerne ikke medtager alt, vil de blive afvist, og i øvrigt skal børnene også lære sex-afvigere at kende direkte og kunne snakke med dem eller deres organisation i følge projektet. Sproget og dermed etikken når tilsyneladende (generelt?) ned på samme lavpunkt, som man tidligere har set i Danmark, hvor lærernes frihed til selv at vælge brugbart undervisningsmateriale gjorde, at nogle valgte pornohefter! Jo værre jo bedre mente man åbenbart i undervsiningsbranchen.
Foreningen «Sex og Samfund» fik i 2004 lavet en CD-rom med en sex-oplysende tegnefilm «Sexstarz». Den var af en sådan art, at sundhedsminister Løkke Rasmussen – trods stor pression og ballade fra sexologer etc. – nægtede at give den et blåt rekommandationsstempel.


EU-WHO -projektet er helt klart på beskidte veje. Det lyser ud af alt det hemmelighedskræmmeri, der har været omkring det. Befolkningerne skulde åbenbart ikke vide det mindste om hvad man havde tænkt at gøre med deres børn. Man ignorerer totalt deres forældreret og enhver demokratisk tanke.
 Da projektet afsløredes i foråret 2014 viste det sig omgående, at det ikke stod tilbage for andet snusket sexstof. Man fremviste legetøj til småbørn i form af kønsdele med en hård træ-penis og en blød vagina, fremstillet på den pædagogiske højskole i Luzern.

Dette var mere end forældre vilde finde sig i. Det er brud på almindelig anstændighed og et uhørt angreb på deres naturlige forældremyndighed, idet børnene vil være tvangsindlagt til sex-timer og altså ikke kan fritages. Det medførte adskillige demonstrationer, møder og protest-underskrifter i Schweiz og Tyskland, men EU-projektet skal fortsætte og presses igennem i hele EU i 1915 !

Borgerfløjens fløjmænd reagerer som de plejer. De gemmer sig bag forskellige beroligende synspunkter, som de tror fritager dem for ansvar,
som f.ex.:

1: det forstår småbørn ikke noget af (og dermed er det ligegyldigt).
2: Islam vil nok modsætte sig en sådan undervisning!

Kommentar fra Spydpigen til disse to borgerlige argumenter for at sidde med hænderne i skødet og lade de røde bestemme::
1: hvorfor er det så vigtigt at gennemtrumfe sex-undervisning for 3-4 årige småbørn?? Afskaf det! Det kan sexualisere barnet før dets fysiske modenhed
og evt. bringe det i uføre. Eller påføre det negative og ubehagelige tanker..
2: Islam? Måske, men muslimer ønsker samtidigt, at pædofili bliver accepteret og lovliggjort i EU,
da det er en vigtig del af deres kultur, jvf.
de mange giftermål med små pigebørn

Ovenstående er skrevet ud fra egne oplevelser og erfaringer.
Hvordan denne sex-galskab, den intensive sexpropaganda og den unaturlige premature sexualisering af vore børn skal ende, er ikke godt at vide. Den voksne befolkning bærer et tungt ansvar, som den knappest selv fatter. I hvert fald synes den indtil videre at lade stå til.
Men man gør sig sine tanker, når man gennem 50-60 år har kunnet følge de kommunist-prægede "mentalhygiejniske" tanker og ideologier om, hvordan man skulde demoralisere og ødelægge Vestens kultur indefra ved påvirkning af børnene. Det børn opdrages til, bliver landets kultur og politik en snes år senere. Derfor er sande kommunister (ikke salonkommunister) i de demokratiske lande altid meget ivrige for at påvirke børn så tidligt som muligt - i børnehave, skole og fritidshjem.
Statsopdragelse.


Autoriseret
      kontrolleret
             Statsopdragelse

Tilbage står nu spørgsmålet: hvilke personer står bag det alt omfavnende projekt for at vinde global magt? Set nedefra er det i første omgang vore egne politikere, men over dem er det EU og højere oppe...??
Verdens største finansmænd. Under et kommunistisk diktaturs slavebundne befolkninger mener de åbenbart at kunne styre alverden....

Godt nytår!

PS

http://www.kmr.nu/pdf/den-hemliga-agendan.pdf

Du sköna nya psykiatriska värld

den hemliga agendan

av Peter Anstrin

Clinton og Pædofili

Et råddent Amerika
CLINTON’S FRIFINDELSE AF PÆDOFIL

Daniel Greenfield

The Office of the Inspector General of the State Department fandt i sin seneste efterforskning at Clinton medhjælpere havde “skabt en situation med ikke ønskelig indflydelse og favorisering” i et antal sager herunder den med ambassadør Howard Gutman.

I det store og hele er efterforskningen en gang hvidvask. Der er ingen omtale af den kendsgerning at en af sladrehankene der kan knyttes til sagen, Richard Higbie, fik sine emails slettet af en hacker. Eller at den vigtigste whistleblower Aurelia Fedenisn, blev kraftigt generet i sit hjem, og der blev begået indbrud i hendes advokatfirma.

Man behøver vel næsten ikke at nævne at Richard Nixon blev bragt til fald for meget mindre end det. Der er vel heller ingen grund til at nævne den mere eksplosive beskyldning om at Howard Gutman ikke kun havde købt en prostitueret ved en lejlighed, som rapporten nævner, men man havde fået udeladt detaljen om at han har “købt seksuelle tjenester af mindreårige børn.”

Man overser også den kendsgerning at Gutman sagen blev skubbet ind under gulvtæppet af Cheryl Mills, der ikke kun var Hillary Clintons Chief of Staff, men rådgiver for Det Hvide Hus og som med ildhu beskyttede Bill Clinton da der blev stillet spørgsmål ved hans seksuelle aktiviteter.

Mills er indtil det fanatiske loyal over for Clinton. I den periode hvor Clinton sad i Det Hvide Hus, blev en kollega citeret for at sige, “Hvis noget befinder sig på den anden side af en mur, og Clintons har brug for det så skal hun nok komme over den, rundt om den eller gennem den.”

Det burde ikke overraske nogen at Cheryl Mills også spillede en hovedrolle i at dække for Bengahzigate. Det var Mills der havde givet Gregory Hicks, vicechef for missionen ordre om ikke at tale om, hvad der skete. Hicks vidnede de om at han var blevet straffet for at nægte at tie.

Det at dække for Gutmans seksuelle misbrug af børn ville have været mere end blot den sædvanlige mur af tavshed fra ministeriet. Som mange europæiske ambassadører i den nye administration var Gutman ikke en diplomat - han var sponsor. En mand som Christopher Stevens kunne sendes til Libyen, men stillinger i europæiske hovedstæder blev i stor udstrækning reserveret de større bidragydere til Demokraterne.

Når det drejer sig om penge, rejste Howard Gutman, en top advokat i Washington kontanter på $500,000 til Obama’s kampagnekomite og endnu $275,000 til hans indsættelseskomite. Og Gutman var ikke kun en Obama knægt. Han har doneret det legale maximumbeløb til Hillarys bud som præsident.

Det er altså rigtig mange penge. Nok til at lade en donor molestrere så mange børn kan havde har lyst til. Da han var i Belgien fik Howard Gutman problemer ved at komme med anti-jødisk kommentarer. En ægte diplomat ville være blevet hentet hjem, men Gutman var der jo som donor, og det ville kræve en del at flytte ham. Da Stevens bønfaldt om de mest basale sikkerhedsforanstaltninger til den diplomatiske mission i Benghazi, fik Gutman sit kæmpepalæ i Bruxelles renoveret for at være miljømæssig korrekt.

Om bare Stevens havde været i stand til at stille med et beløb på 6 cifre til en præsidentkandidat da ville missionen i Benghazi kunne være sikret af andet end tomme løfter og ønsketænkning.

Selv ikke beskyldninger om misbrug af børn kunne ‘afmontere’ den groteske Gutman fra hans loppetjans. I stedet for at være kaldt hjem for stedse, besøgte Gutman Washington for at mødes med Cheryl Mills og Patrick Kennedy, begge nøglepersoner i Benghazi tilsløringen, og derpå direkte tilbage til sit luksuspalæ.

Da der så endelige skete noget i sagen, efter Hillary Clinton havde trukket sig som udenrigsminister på grund af den hede ørkenvind fra Libyen, fulgte hendes talskvinde Obama traditionen ved at hævde total uvidenhed. “Vi erfarede om det fra medierne og kender intet til den udover hvad der er blevet rapporteret,” sagde hun.

Obama har erfaret alt om sine skandaler gennem medierne. Hvorfor skulle det være anderledes med Hillary? Dog er det ikke lige præcis første gang at Clintons er kommet ud i en sådan suppedas.

Jeffrey Epstein, en god ven til Clinton, havde seksuelt misbrugt et stort antal børn, herunder tre piger på 12 år. Han havde pralet med at have “købt” endnu en 14 årig pige. Epsteins jetfly fragtede den “næsten fallit” Bill Clinton til hans private ø, hvor nogle af overgrebene fandt ste, og hele vejen over til Afrika. Mindst en af Epsteins “piger” hævder at have mødt Bill Clinton.

Da sagen kom frem, slap Epstein, ligesom Gutman godt fra den. I stedet for de 10 års fængsel som forbundsregeringen havde ønsket, endte det med han kom lidt mere end 3 år i fængsel.

Hvis man kan kalde det fængsel, da Epstein befandt sig i en privat fløj i et fængsel i Palm Beach, og kunne “arbejde seks dage om ugen i op til 16 timer om dagen.” Under hans “husarrest” fløj han landet rundt i sine jets fra hans kontor i New York til hans private ø.

Tidspunket for sagen har været meget lidt belejlig. Epstein sagen overlappede Hillarys Clintons genvalgskampagne. Da Hillary Clinton var travlt optaget i nomineringen hos Demokaterne, vred Jeffrey Epstein sig ud af anklagerne ved at benytte en kombination af ækel taktik og politisk pres.

Meget af skylden blev lagt på State Attorney Barry Krischer, en prominent Demokratder med ildhu have angrebet Rush Limbaugh og Ann Coulter, sidstnævnte for at have stemt i et forkert distrikt. Palm Beach politichefen Michael Reiter havede endog bedt Krischer om at han burde trække sig fra sagen hvilket Krishcer ikke gjorde.  

Nu om stunder har Barry Krischer fået en “humanitær pris” opkaldt efter sig og det er uklart hvilke goder der venter ham hvis Clintons ‘kravler’ ind i Det Hvide Hus.

En sådan forulempelse af børn ville gøre de fleste mennesker rædselsslagne, men vi ved allerede at de i det mindste ikke ville have fået Hillary Clinton fjernet. I den nyeste udgave af et audio tape hvor Clinton lo, mens hun diskuterede sit forsvar af en nederdrægtig voldtægtsudøver der slog en 12 årig pige til koma, se det er et afslørende tegn på den type kvinde der ville deltage i tilsløringen af sådanne forbrydelser mod børn.

Hillary Clintons forsvar af voldtægtsudøveren har omfattet en beskyldning mod den 12 årige pige for at være “følelsesmæssigt ustabil med en tilbøjelighed til at søge ældre mænd, og fantasere sig til forhold.” Trods det har Hillary gjort det klart i et interview at hun ikke var klar over at voldtægtsudøveren var skyldig. Det har hun så moret sig over.

Kilde: Synopsis-bloggen 12.12.2014

I årenes løb har Hillary Clinton gentagne gang løjet om sagen og medierne har hjulpet hende med at dække over nogle af de mere ækle detaljer. Det er på sæt og vis meget den samme historie med sagerne Howard Gutman og Jeffrey Epstein. Hvis Hillary Clinton ingen kvaler har med at anklage en 12 årig pige der var blevet voldtaget og slået til koma for at være en løgner, hvorfor så ikke også dække over Gutman og Epstein?

Pardongate har allerede bevist at Clintons og deres kollaboratører, herunder Attorney General Eric Holder, var villige til at give frifindelser til de som kunne betale dem tilbage. Men Gutman sagen er endnu en påmindelse om at Clintons er villige til at gøre mere en blot få frifundet i finansielle forbrydelser. Der er vel ingen forbrydelse slem nok, intet overgreb rædselsfuldt nok, til at en stor tegnebog ikke kan ordne det.

Vi forventer en vis del korruption hos vore politikere. Det ville være urealistisk at benægte denne uundgåelighed. Men der er steder hvor vi må trække en streg eller blive en republik ledet af uhyrer.

Hvis vi ikke kan trække en streg ved Epstein eller en Gutman, så er det ikke blot korruption vi har, men voldtægslokaler som hos Saddam Hussein og børnefængsler under MSNBC logo. Det betyder at vi lever i et land hvor venstreorienterede milliardærer og millionærer kan købe børn på samme måde som de køber valg.

Gutman sagen fortjener i den grad at blive fuldstændig efterforsket, og ikke som Epstein sagen blev. Og tilsløringen af den skal forfølges uanset, hvor langt op mod toppen man kommer til at gå.

About Daniel Greenfield

Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam. He is completing a book on the international challenges America faces in the 21st century.

http://www.frontpagemag.com/2014/dgreenfield/clintons-pardons-for-pedophiles/

Kilde: Synopsis-bloggen

EU's voksende magt

- mandag den 15. december 2014 Europol som løftestang? Nej, ærlighed i EU-politikken tak! Onsdag i sidste uge blev de såkaldte ja-partier i Folketinget enige om, at danskernes retsforbehold skal sendes til folkeafstemning senest i første kvartal af 2016. Folkeafstemningen er aktualiseret af, at Lissabon-traktaten, som danskerne som bekendt ikke fik lov til at stemme om, betyder, at Europol flytter fra den mellemstatslige del af samarbejdet til den overstatslige del, hvor det danske forbehold træder i kraft. Den udfordring kunne regeringen med lethed have klaret ved at indgå en parallelaftale med de øvrige EU-lande om dansk tilslutning til Europol – akkurat som Norge, Schweiz og Liechtenstein allerede har det i dag og som Danmark i øvrigt selv har i forhold til bl.a. Dublin-forordningen, der betyder, at asylsøgernes sager skal behandles i det første indrejseland. Men det har regeringen afvist uden i øvrigt at give nogen som helst årsag til, hvorfor parallelaftalen ikke skulle være en farbar vej for Danmark. Og hvilken god grund skulle EU-landene i øvrigt også have til at afvise en parallelaftale om Europol med Danmark? Alle EU´s lande er med i Europol. Norge har som nævnt tilsluttet sig Europol via en parallelaftale. Danmark ville altså ligge som en lille brik imellem en masse Europol-lande i hvilket man ikke kunne søge oplysninger om kriminelle. Det har EU selvsagt ikke nogen som helst interesse i. Så selvfølgelig vil Danmark kunne indgå en parallelaftale! Og det ser da også ud til at være lige præcis, hvad danskerne også ønsker. 64 procent af danskerne er nemlig, ifølge en undersøgelse fra Gallup, helt eller delvis enige i, at Danmark skal indgå en parallelaftale med EU-landene for på denne måde at fortsætte i Europol. Men Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Konservative har valgt en anden vej. Alle disse partier vil have, at Danmark skal væreså tæt på kernen i EU som muligt, som der står i aftalen fra sidste uge. Så nytter det ikke noget at have et rets- og udlændingeforbehold. Hvordan får man så afskaffet retsforbeholdet? Jo, man bilder danskerne ind, at hvis ikke de stemmer ja til at afskaffe retsforbeholdet, så glider Danmark ud af Europol og kan ikke længere få oplysninger om narkohandlere, menneskesmuglere og pædofile fra de andre europæiske lande. Dermed får man, hvis planen ellers lykkes, snedigt afskaffet retsforbeholdet – og hvor det tidligere var danskerne, der havde retten til at bestemme, om vi vil afgive suverænitet til EU inden for rets- og udlændingeområdet, så er den ret nu afgivet til fem partier, der ønsker, at Danmark er så tæt på kernen i EU som muligt – altså som ønsker mest muligt EU hurtigst muligt! Det er faktisk temmelig uærligt af de fem partier på denne måde at bruge Europol som løftestang til en afskaffelse af retsforbeholdet, når det langt mindre vidtgående alternativ ligger lige for. Dansk Folkepartis holdning til dette er klar. Vi vil naturligvis have, at Danmark også fremover skal kunne hente og levere oplysninger om børnepornodistributører, narkohandlere og andre kriminelle. Derfor ønsker vi, at der indgås en parallelaftale om Europol. Dette bør regeringen arbejde på nu. I respekt for danskerne. Hvis retsforbeholdet bliver afskaffet ved en folkeafstemning ryger udlændingeforbeholdet med ud ved samme lejlighed. De fem partier har forsøgt at berolige danskerne ved at sige, at alle fem partier skal være enige, før de tiltræder nye retsakter på rets- og udlændingeområdet. Dertil er blot at sige: Stoler du på, at fem partier, der vil have Danmark så tæt på EU´s kerne som overhovedet muligt, vil vogte over Danmarks selvbestemmelse og suverænitet i forhold til EU´s kontinuerlige overførsel af suverænitet fra medlemsstaterne til Bruxelles og Strasbourg? Jeg gør ikke. Og det gør jeg ikke, fordi der simpelthen er en indbygget modsætning i de fem partiers løfte. På den ene side vil de have Danmark så tæt på kernen i EU som muligt. På den anden side forsøger de at give danskerne det indtryk, at når alle fem partier, skal være enige om ny overførsel af suverænitet til EU, så sker det nok ikke… Og vi ved jo, at blandt andet Socialdemokratiet og Venstre aldrig har været tilhængere af Danmarks forbehold! Jeg vil være meget, meget betænkelig ved at overlade det til disse fem partier at diktere Danmarks retning i forhold til rets- og udlændingeområdet på EU-plan. Danskerne kan være stensikre på, at det betyder mere EU og mindre Danmark. Det ønsker jeg og Dansk Folkeparti selvsagt ikke. Vi ønsker, at det fortsat skal være den danske befolkning, der tager stilling til, om Danmark på et tidspunkt skal deltage i EU´s fælles udlændinge- og asylpolitik og ikke de fem såkaldte ja-partier. Der har historisk været for megen uærlighed i dansk EU-politik. Det har været bevidst undervurderet overfor befolkningen, hvor megen magt og indflydelse der har været givet EU. Derfor er det kommet bag på mange danskere, at EU kan bestemme, til hvilke EU-borgere og på hvilke vilkår vi skal give børnecheck, SU, kontanthjælp osv. Eller hvornår andre EU-borgere har ret til behandling på danske sygehuse eller danske sygedagpenge. Denne uærlighed vil fortsætte, hvis de fem partier får deres vilje. Så underspiller de igen, hvad EU skal overlades af beføjelser, og om et antal år vil de så virke overraskede over, hvad EU bestemmer.  Men denne gang skal de stoppes! Med venlig hilsen Kristian Thulesen Dahl

Sexundervisning i Amerika

Sexundervisning, fødsler og Hitler - et tidsbillede

(Ikke helt fri for en befriende humoristisk undertone!)

Susan D. Harris

Det er godt nok vanskeligt at begribe at seksualundervisning nu er et hovedpunkt i det amerikanske skolesystem. Det begyndte ikke godt. og er kun blevet mere kontroversieltfor hvert årti.

Min seksualundervisning begyndte da jeg var 12 år, skønt flertallet af mine klassekammerater havde haft deres 13 års fødselsdag et stykke tid før. (Min mor havde forsøgt at holde mig tilbage et ekstra år så jeg kunne begynde i børnehaven sammen med andre børn i samme alder, men der sejrede så Statens bestemmelser).

Jeg havde netop begyndt seksualundervisningen under dække af “sundhedspensum.” Mine forældre havde ikke mulighed for at framelde mig dette ‘kursus’ de var såmænd heller ikke klar over hvad der sådan set skulle undervises i.

Klassen blev undervist at gymnastiklæreren i lokalområdet. Når jeg tænker efter så var det da ganske soleklart at den stakkels mand var nervøs og hellere ville foretage sig noget andet, end at åbenbare mekanismerne ved de skjulte dele for hans kære unge elever.

Dagen før havde han vist over diagrammer over “de private dele” på et lysbilledapparat. Vi var alle chokerede og kunne næsten ikke vente på at klokken skulle ringe - timen forbi.

 

Ikke som børn i dag, der synes at være bekendt med ethvert aspekt af seksuelle relationer, og det i en meget, meget ung alder, så var de fleste af mine skolekammerater (der ikke havde hjulpet med at skifte ble på deres små brødre og søstre derhjemme) i sandhed ved at lære om anatomiens detaljer for allerførste gang. Eleverne så på hinanden med mistænksomhed. Da læreren så spurgte om der var nogen spørgsmål, så blev disse ikke sagt højt. Vi var i sandhed skidt tilpas når vi så på hinandens bukser.

Videre til næste skoledag og endnu mere mærkelige øjeblikke.

Da jeg gik ind til biologitimen så læreren meget anstrengt ud. Han småtrippede og svedte. I dag, sagde han, skulle han lære os, hvordan babyer blev skabt. (Kendsgerningen at alt dette blev åbenbaret af en mandlig gymnastiklærer gjorde mig noget utilpas. Nu gav jeg ham plads når jeg så ham i gymnastiksalen, som de fleste andre pigeelever.)

Da så tiden var inde var den “store afsløring” slet ikke så rædselsfuld som jeg havde forventet. “Jeg vil ikke sige noget,” sagde læreren. “Jeg ønsker I skal læse det første afsnit på side 10 i jeres bog. I får et kvarter til at læse og tænke over det.” Vi læste stille og roligt. Læreren sad på en stol i hjørnet; bed sig i læben og undgik øjenkontakt. Da tiden var gået spurgte han, “Nogen spørgsmål? Vær ikke nervøs for at stille spørgsmål.” Han bad inderligt til at der ikke ville være nogen, og på vor sædvanlige vis så var der ingen. Vi sad stille og stirrede på ham som om vi var blevet bedt om for sjov at slå hundehvalpe ihjel.

Skønt jeg blev overrasket igen var jeg for det meste overbevist om at det jeg læste bare ikke var  fysisk muligt, selv når man var i en brydekamp. Og jeg blev endnu mere overbevist om at bogen havde udeladt noget om navlens rolle i hele processen. (Da jeg var spædbarn, pressede jeg min finger ind i min navle for at se hvad der så skete. Efter min mor ganske alvorligt havde bedt mig aldrig at gøre det igen blev jeg sikker på at den uden tvivl indeholdt nøglen til et eller andet mysterium). 

 

Der var dog en del at tænke over mens jeg gik til min næste time - Sociale Studier. Der meddelte vor lærer så pludseligt at det var på tide vi så på rædslerne ved Holocaust. Jeg troede helt ærligt hun havde drukket, da vi ikke havde fået megen baggrundsforklaring. I næsten en time, så vi på groteske uhyggelige film og billeder der senere i livet ville blive os så bekendt: Bunker af lig, vansirede mennesker, ubeskrivelige lidelser ... aske i ovne.

Da timen var forbi sagde hun, “Hitler var et frygteligt, et skrækkeligt menneske. Nogen spørgsmål?” Siddende bag mig var søn af en af byens mest prominente advokater han rakte hånden i vejret. “Ja, Todd?” Han rejste sig og reciterede et limerick om Mussolinis “tissemand.” Klassen lo og læreren klappede, og kluklo af glæde, og sagde til ham at det var meget fint. (I dag ville hun helt sikkert have brug for en sagfører.) Stadig i en chocktilstand på grund af billederne fik limericken og lærerens reaktion mig til næsten at kaste op. Hun havde helt sikkert ikke gjort det særlig godt med at forklare, hvad vi skulle se og hvorfor -- skønt det retfærdigvis skal siges, det var de selvsamme spørgsmål som mange af de Allierede soldater der havde været med til at befri koncentrationslejrene måtte kæmpe med resten af livet.

Ligesom det var tilfældet med seksualundervisningen var mine forældre ikke blevet informeret om at vi skulle se nogle af de mest gruopvækkende billeder mennesket kender til. Min mor var helt klart oprørt da jeg fortalte hende, hvor længe og hvor detaljeret Holocaust filmen havde været.

Den aften gik jeg i seng med en masse spekulationer. Mit sind var forstyrret. Jeg gjorde op med mig selv, at jeg ikke ønskede at blive voksen - nogensinde. Jeg faldt i søvn og billeder dukkede frem i mørket som fra en Hitchcock film. Pludselig var der en mand der svævede over min seng og forsøgte at kysse mig. Da hans ansigt blev tydeligt ud af ‘tågen’ kunne jeg se det helt sikkert var Adolf Hitler! Jeg vågnede om morgen og spekulerede over, hvad det skulle betyde. Var jeg mon et ondt menneske. Jeg kan huske drømmen rystede mig, og drog mod skolen i håbet om at ingen kunne læse mine tanker. Jeg besluttede at ‘lukke det ned’ i æsken med “spørg mor senere” ting i min hjerne. Så endelig indså jeg, at de chokerende åbenbaringer fra den skoledag havde overvældet mit unge sind. Min underbevidsthed, der ikke kunne håndtere det, kombinationen af Hitler med seksualundervisningen  - og det foruroligende mareridt var født.

 

Den næste skoledag blev jeg tvunget til at se tegninger med personer med navne som Syfilis og Gonorre der dansede square dans. De fortalte os at det havde noget med sex at gøre, men kunne bare ikke lade være med at le. Jeg blev irettesat. Dette var da et alvorligt emne. Jeg spekulerede på hvorfor, hvis vi partout skulle være voksne i lynfart hvorfor de så krævede vi så tegnefilm?

Takket været mennesker som Dr. Judith Reisman, skulle verden lære af den mand der gav inspiration til moderne sexundervisning, Alfred Kinsey både var pervers og en svindler. Det har dog ikke betydet den store forskel i skolernes pensum. Vi er fortsat med at være i ‘forfald’ og det så slemt at selv vor egen præsident siger at sexundervisning i børnehaveklassen er “det rigtige af gøre.” Det er blevet et dekret: Regeringen har magten til at stjæle barndommen.

Da jeg var 12 år besluttede jeg at ignorere det og fortsætte med at skrive fiktionseventyr om to ægte kaniner der levede i den frodige skove bag vores hus. Jeg var heldig. Kombinationen af mit eget glade sind, mine forældre, og skovene skulle sikre, at min fantasi og barndoms uskyldighed forblev intakt.

Hvad med om vi i dag stod op imod regeringens indblanding i vore små kæres liv således at de kan koncentrere sig om endnu engang at nyde den korte tid Gud tildeler os før voksenlivets tunge byrder lægges på dem.  

Susan D. Harris can be reached at http://susandharris.com/

http://www.americanthinker.com/2014/01/growing_up_american_birth_sex_and_hitler.html#ixzz2qqbODygy

Kilde: fra Synopsis-bloggen 1.2.2014