Herbert Marcuse (død 1979)

Destruktionsgenerationens endelige sejr

http://www.180grader.dk/Politik/destruktionsgenerationens-endelige-sejr180grader.dk
Tilføjet 08/12 til Boblere af Elsebeth Halckendorff

Mange ser den såkaldte 68’er generation som en flok fredelige
blomsterbørn, der dansede gennem gaderne og hyldede friheden og kvinders
ligeberettigelse.

Og vist var der en masse naive mennesker med om bord, selv om 68’er-oprøret
gik hen over hovedet på mange, der bare havde travlt med at få sig en
uddannelse eller stifte familie.

Kun få kendte til den lille hårde kerne, der stod bag og manipulerede
en hel generation med samfundsundergravende propaganda, som bundede i et
brændende had mod det etablerede og et ønske om at omstyrte alt.

Da de studerende i Rom gik på barrikaderne i de omtumlede år, bar de
store plakater, hvor de hyldede de tre store M’er, og tanken bag var: Marx er
vores profet, Marcuse hans fortolker og Mao sværdet.




Karl Marx og Mao behøver nok ingen yderligere præsentation, men kun få ved i dag, hvem Herbert Marcuse var, selv om han var hovedskrædderen bag det såkaldte 68’er oprør. 
Han blev født i Berlin i 1898. Han læste filosofi og kom til at
tilhøre det, der hed Frankfurterskolen. Hans mest kendte værk er ”Der eindimensionale Mensch” fra 1964, som kom til at spille en stor rolle, såvel i Europa som i USA, og i 1960’ernes ungdomsoprør.  
I sit værk plæderer Marcuse for, at det moderne menneske er undertrykt af falske behov, skabt af kapitalismen, og at et (voldeligt) mindretal må gøre oprør for at frigøre menneskeheden fra de falske behov.

Kun få kendte til den lille hårde kerne, der stod bag og manipulerede en hel generation med samfundsundergravende propaganda, som bundede i et brændende had mod det etablerede og et ønske om at omstyrte alt.

Da de studerende i Rom gik på barrikaderne i de omtumlede år, bar de store plakater, hvor de hyldede de tre store M’er, og tanken bag var: Marx er
vores profet, Marcuse hans fortolker og Mao sværdet.


Marcuse kan i dag ses som hovedarkitekt bag den i bund og grund
kommunistiske verdensrevolution, som allerede blev afsløret for 49 år siden,
men som ingen bekymrede sig om. For en hel generation blev opdraget med
kommunistiske idealer, lærte at se østbloklandene som de virkeligt frie, og
deltage i den verdensomspændende revolution, som gik ud på at omstyrte
samfundet og skabe en ”retfærdig” socialstat.

I belysningen af revolutionære midler til ødelæggelse af det etablerede
samfund distancerede Marcuse sig fra Marx, som havde forudset, at
arbejderklassen ville få så urimelige vilkår, at den til sidst ville gøre
oprør.

Men i efterkrigstidens fede år skete det modsatte. Arbejderklassen fik
bedre vilkår, små parcelhuse og bil, og kunne derfor ikke anvendes som trækdyr
for revolutionskærren.

Det var dog stadigvæk nødvendigt at få omstyrtet samfundet, lagt det i
ruiner, så en strålende fugl Fønix kunne rejse sig af asken. Så Marcuse kiggede
sig om efter en anden revolutionær kraft. Og se: ulandenes bondebefolkning. Ved
at importere kæmpe kontingenter af dem, ville velfærdssamfundet bryde sammen,
og idealstaten kunne blive dannet.

I slutningen af ”Der eindimensionale Mensch” peger Marcuse derfor på
dem og skriver koldt og kontant, ”at selv om deres bevidsthed ikke vil være
revolutionær, så vil deres tilstedeværelse være det.”

Det drejede sig bare om at få åbnet grænserne, så de kunne svømme
indenfor i Europa og kræve det, de blev fortalt, var deres ret, nemlig del i
overskuddet.  De blev flittigt fulgt på vej af ideologimagere fra den del af verden, som eksempelvis den algeriske psykiater Franz Fanon, der i sin bog, ”Fordømte her på jorden”, som blev en
bibel mange steder i verden, skrev: ”for Europas skyld, for vor egen skyld og
for menneskehedens skyld, kammerater, må vi vende bladet, udfolde en ny tanke,
søge at oprejse et nyt menneske.” Bogen udkom i Danmark i 1968 på forlaget
Rhodos, og faldt helt i tråd med datidens tanker.

Hele stemningen dengang var revolution for revolutionens skyld, en
ændring af samfundet og en ændring af selve mennesket, så det kunne tilpasse
sig den nye, pragtfulde tid og det skønne kommende Utopia.

I den borgerlige lejr forsøgte mange at imødekomme ønskerne om
forandring. Men det var ikke velset. I 1969 skrev forfatteren Ebbe Kløvedal
Reich i ”Politisk Revy” eksempelvis om rektor ved Københavns Universitet,
Mogens Fog, der var åben for reformer: ”ingenting er farligere for revolutionen
i øjeblikket end universitetsrektorer, der er bedre end universiteterne
fortjener. De skræmmer tusindvis af potentielle frihedskæmpere bort med deres
malplacerede rationalisme og humanisme. Mogens Fog gør et dygtigt arbejde for
at få universitetet til at hænge sammen i fugerne. Derfor bør han bekæmpes.”

Dialog var udelukket. Samfundet skulle omstyrtes, menneskene ensrettes.
Det gik man straks i gang med i skolerne, hvor indoktrinering erstattede
undervisning, og utilpassede forældre kunne få deres børn fjernet af staten, så
der kunne blive sørget for en ”ordentlig” opdragelse af dem, så de tidligt
kunne lære at hylde den almægtige stat.

Men trods massiv indvandring, hvor man under påberåbelse af medmenneskelighed,
antiracisme og indoktrinering, hvor de toneangivende dybest set bare så deres
importerede støtter som brikker i et skakspil og ikke som individuelle
mennesker med behov, gik ødelæggelsen af det etablerede samfund alligevel for
langsomt.

Ensretningen var ikke blevet gennemført. Og den var magtpåliggende,
hvilket Marcuse gjorde opmærksom på i en lang tale om frigørelsens dialektik,
afholdt i London i 1967, og hvor han sluttede af med endnu engang at
understrege nødvendigheden af at ændre mennesket: ”Jeg gentager. Som omslaget
fra kvantitet til kvalitet, indbefatter frigørelsens dialektik således et brud
i repressionens kontinuum, som når helt ned i organismens dybdedimensioner. Eller
vi kan sige, at kvalitativ forandring, frigørelse i dag indbefatter organiske,
instinktmæssige og biologiske forandringer samtidigt med politiske og sociale
forandringer.” (Hele talen kan læses i Frigørelsens dialektik på side 162).

Men hvordan forandrer man så mennesket helt ned i organismens
dybdedimensioner?

Atter var der hjælp at hente, nemlig i psykiatrien, der stod parat med
hjerneændrende piller, som op igennem 1990’erne blev udskrevet til hvem som
helst under talrige påskud, samtidigt med at det blev hemmeligholdt, at pillerne
ændrede hjernens prefrontale netværk, hvorved der skulle skabes et nyt menneske
med en ny bevidsthed.

På den måde blev tusinder af erhvervsaktive mennesker fritaget for ”det
daglige slid” for at få opfyldt deres mest basale, ynkelige behov. Ved at få ændret hjernen,
mistede de deres job og blev anbragt på overførselsindkomst, hvor de kunne lære at hylde
staten, der tog sig så godt af dem.

Antallet er i dag så mange, at rådgivere den 7.12.2012 slog alarm i
netavisen ”Den offentlige sektor.sk” og advarede om, at ”socialsystemet er på
vej mod sammenbrud.”

Den vågne læser vil straks bemærke, at det sandelig også var det, der
var meningen.

Spørgsmålet burde dog være, om ikke tiden er inde til en modrevolution,
for atter at give mennesket  lov til at
være sig selv, og hvor det ikke drejer sig om at omgøre sociale vindere til
sociale tabere ved at skabe organiske, instinktmæssige og biologiske
forandringer, for at styrte velfærdsstaten i grus?

Spørgsmålet kan kun besvares af den enkelte ved at lægge hånden på
hjertet og ærligt svare på, hvor meget vedkommende hader samfundet og sine
medmennesker.

To tanter Sofie

Derfor blev de som de blev

68'ernes revolution  blev startsignal til den mest intensive politiserende propaganda, man kunde tænke sig, rettet mod børn og unge fra vuggestue til universitet af kommunistbegejstrede pædagoger og skolefolk, i Danmark såvel som i Sverige.

Den svenske forfatter, Kalle Lind, der som barn i en børnehave i Lund oplevede denne periodes værste malstrøm, har kikket tilbage på den indoktrinering, han var udsat for i datidens "proggiga barnböcker" (provokerende børnebøger). "Derfor blev vi som vi blev": "Innehållet var sjukt och perverst", men opfattedes den gang som "normalt" af de kyndige experter og deres medløbere, skriver Lind og fratager dem således en (eventuel) dårlig samvittighed. Samvittighed? Mon dog? Selvfølgelig var disse "experter" selv fuldt ud bevidste om, hvad de gjorde mod andres dem tillidsfuldt betroede børn og deres uvidende forældre. De havde ikke samvittighedsnag. Målet helligede midlet. Var børn tidligere ligeså stillle blevet påvirket med “Gud, konge og fædreland”, så gjaldt det nu at få indarbejdet “de kommunistiske langtidsmål” i ungerne i håb om at få ændret samfundet til en kommunistisk stat.

I Sverige udkom der ligefrem en "Handbok i barnindoktrinering", skrevet af Frances Vestin. Intet i menneskeheden skulde forties for børnene. Børnene skulde ikke beskyttes mod nogle som helst indtryk. De skulde få alt at vide, både om politik og om sex, alle bagsider af menneskelivet som f.ex. i bogen «Hvad sker der i Grækenland?» med ækle billeder af vold, tortur og likvideringer, som hvad angst angår langt overgik Grimms eventyr. Og den danske «Elle, belle, bolle»-bogen, skrevet specielt for småbørn, blev naturligvis oversat til svensk med de rette vulgære ord for kønsdele.

Massemedierne undlod enhver kritik af denne kulturnedbrydning. Mange journalister - måske de fleste ? 

var indforståede med udviklingen eller interesserede sig ikke for børnebøger.

Propagandaen foregik naturligvis ikke bare i børne-og skolebøger, men nok så meget i børneteatrene (ligesom i de voksnes politiske teatre). Børneforestillingerne skiltede gerne med en titel, som forældregenerationen huskede som et dejligt eventyr fra deres egen barndom, men som nu skulde dække over stykkets marxistiske propaganda. Altså falsk varedeklaration!

Derfor blev hun som hun blev

Den svenske regissør, Sophia Jupither blev født i 1974, da al denne demoraliserende og snuskede propaganda var i vild udvikling. Og hun blev trukket med op på vognen eller hoppede selv på. Måske har man ikke tænkt på det før. Men nu tog hun med sin søn hen for at se Thorbjørn Egners dejlige børnevenlige stykke om røverne i Kardemomme By på Oslo Nationalteater, men ak, ligesom mange af hendes marxist-prægede sammenbidte samtidige synes hun at være uden evne til at kunne le.  

Hun undrede sig over den begejstring og megen klappen, som stykket fik af jublende børn og deres forældre og har i den norske Aftenposten og Verdens Gang forklaret, at -  stykket skader børn!

http://www.aftenposten.no/meninger/kronikker/Kardemomme-by-skader-barna-7086101.html

Den svenske regissør Sofia Jupither sammenligner Egners fornøjelige og festlige tekst med -- højreextrem retorik!.
Folk och rövare i Kamomilla stad av Thorbjörn Egnér.


Hun skriver 9 januari 2013 
”Är det inte på tiden, efter att ha låtit Thorbjörn Egner leva i 100 år, att ta steget in i 2000-talet och begrava honom för alltid”, frågar hon, efter att ha sett föreställningen. Chocken blev stor när hon fick uppleva en pastellfärgad stad befolkad av glada, manschauvinistiska rövare som kidnappat en kvinna som hushållerska.
”Folk och rövare i Kamomilla stad kommer att försvårar arbetet för mångfald och jämställdhet i kommande generationer”, skriver Jupither.


Enligt Sofia Jupithers krönika har man lärt sig följande av att se föreställningen: ”Ett samhälle fungerar bäst om alla är lika, alla är glada och övrigt sköta sig själva. Män kan inte städa eller laga mat. Kvinnor är glada att se efter mannen och kräver ingenting i gengäld utom en liten ros då och då. Den största katastrofen är att vara annorlunda och inte tillhöra en homogen grupp. Utlänningen blir exotisk och spännande om det sitter i en bur, och det måste krävs starka och orädda män för att rädda valpar och belöningen är en känsla av behörighet och en kvinna.”


Thorbjörn Egner son, Björn Egner, tycker att Jupither missuppfattat flera saker.
- Jupithers slutsats är att mannen behöver en hushållerska för att få ordning i hemmet. Men det visar sig ju egentligen att när hushållerskan, tant Sofia, kommer så är det ju de själva som tvingas städa upp. Det är egentligen en helt motsatt moral, säger Björn Egner till NTB.
Trond Berg Eriksen, professor i idéhistoria, tycker att Sofia Jupither saknar känsla för humor, och att utspelet är typiskt svenskt.
- Varför ska vi inte le åt dessa gammeldags uppfattningar av kvinnor och främlingar i dag? säger han till Aftenposten och menar att invandringsdebatten i Sverige är belagd med munkavle.
- Debatten förekommer inte eftersom man är så livrädd för att inte ha den rätta åsikten, säger Trond Berg Eriksen.



Det er længe siden, at jeg har set Røverne i Kardemomme By, men nu tog jeg bogen frem, og med tanke på
Sophia Jupithers og tante Sofies fællessang i ensartet vrede, fik jeg ekstra megen fornøjelse af stykket.

Avisen "Verdens Gang" har ladet deres læsere stemme om 3 spørgsmål i sagen: 
 Hvad mener du?

1. Jupither har en pointe
   
2. Nej, det er bare noget vrøvl 
   
3. Ved ikke
   

- over 97 %  stemte på forslag nr. 2 (de andre for små til overhovedet at kunne markeres)

PS
Vi havde for resten engang en norsk professor i teatervidenskab på Københavns Universitet, husker jeg. Hun hed Kela Kvam og var tydeligt nok af samme politiske retning som Jupither og stod for redaktionen af  "Europæisk Avantgarde Teater", Odense Universitetsforlag. Hun var meget positivt indstillet til alle de mange socialistiske experimentale gruppeteatre, som vrimlede frem i 70'erne, og arrangerede deres udstilling på Frederiksbergs Rådhus. Udstillet var bl.a. børneteaterstykket "Bim, bam, busse, min moar har....", illustreret med et dinglende preservativ. Borgmesteren, en konservativ slapsvans, inviede festlighederne med borgmesterkæde og det hele. Kela Kvam overtog sin meningsfælle Arne Skovhus's* job i Teaterrådet i 1980 (ved hans død). Hun var også med i 3-mandsudvalg til bedømmelse af en kandidat til professorstilling i litteratur, hvilket gav anledning til en kronik i Berlingeren den 16.9.1978, "Marxistisk Strategi", af Billeskov Jansen. 

*) Arne Skovhus, først i SF, siden i VS, var utrættelig i sin kamp imod "finkulturen" gennem masser af artikler i pressen og arbejde for de politiske teatre gennem sin direktørpost ved Fiolteatret og som chef for Statens Teaterskole..

Journalist Mazetti mangler vilje til forhåndsstudier...

Jeg er blevet opmærksom på en svensk journalist Katarina Mazetti (er efternavnet ikke oprindeligt med to "z") som skriver om svensk folkekultur i ICA-Kuriren. og det kommer hun rigtigt skidt fra, for hun synes ikke bare blottet for forkundskaber, men også for viljen til at tilegne sig dem, og det er meget værre. Det kan Kuriren næppe være tjent med.

Da hun er besjælet af den moderne pk-indlærte opfattelse af svensk kultur, tror hun, at en sådan kultur slet ikke findes, men blot er nogle lån fra forskellige verdenshjørner. "Några plagg!" 

og den viden prøver hun at påføre folket. Hun mener åbenbart, at folkedragter bare var "några plagg" og, at en "romantisk designer" for 100 år siden gav udkast til de forskellige landsdeles folkedragter! Mon ikke hun husker forkert, for der var faktisk for - ja, hvad kan det være - ti-tyve år siden en slags konkurrence om at tegne "nye folkedragter". Du gode!

Folkekultur vokser af sig selv. Dragterne har ofte rødder i højere stænders moder fra ældre tider. Folkekulturen voksede ud af den svenske muld og formedes på husmors væv i storstuen. Sindrige opsætninger og mønstre. Lokale landsbymuseer kan vise adskilligt. Påvirkning fra andetsteds? Ja, naturligvis, gensidige påvirkninger, ud og ind og om igen. Jeg husker fra min (korte) studietid hos Sigurd Erixon i Stockholm efter krigen, at man da tog afstand fra de nymodens idèer, der trængte sig på, at ville lave en folkedragt for hele Sverige, en rædselsfuld tanke uden respekt for det hjemmevævede gedigne tyget.... Det blev til Flagkjoler!

Mazzetti synes også at tro, at Lucia er relativ ny i Sverige. Men Lucia er naturligvis som andre katolske helgener kommet til Norden samtidigt med pavekirkens kristendom. Her er lidt om Luciakulten i Norden:

Den foregik især ved Santa Maria-kirken i Skara.

På gamle runestave og kalenderstave er Luciadagen, Lussimesse, en vigtig dato. Lucianatten ansås tidligere, för den gregorianske tidsregning, som årets längste nat med mange myter og trolddom. Helligaftenen gik med gilde og folkelege, og ofte vågede man natten igennem, eller man tog varsler af, hvem der skulle blive ens ägtemand.

”Nu har jag ställt mina sko som T att jag min fästman kan få se.”

I Norge begyndte ”lussefärden”, det natlige ridt fra Asgård, gennem hele juletiden.

På Luciadagen begyndte dagen at blive längere,  

Luciamorgen kunne de yngre kvinder byde gårdens folk på fläsk eller ost, ”lussibiten”, og öl, senere blev til til glög eller kaffe. Hun kaldtes da hele dagen ”Lussi eller Lussibrud og måtte ikke nävnes ved sit rette navn.

”Lussikatt” er et kultbröd, som menes indfört af Gustav 2. Adolf til holländere i Göteborg.

Også kaldet ”Dövelskatt” (Djävels Kat)

Ved Skt. Lucia begyndte fasten med fisk, så alt köd skulle väre färdigt inden, ligesom i övrigt alt udendörs bondearbejde, samt bagning og brygning.

Lucias navn af lux = lys, hvilket gav sammenblanding med Lucifer = lysbärerern (opr. Om Babylons Konge), siden = Fanden, ”Lusseper”, som man skulle vogte sig for.

Man vågede gerne imod Lucifer natten til den 13. december, og man åd väldigt om natten lige för fasten satte ind.

Undertiden klädte man sig ud: mänd som Lucia-brude, og kvinder som mänd.

Ved skoleterminen (13. december) sang skoledisciplene med lys i händerne og én af dem udklädt som engel i hvid kjole og evt. med lyskrone.

Kirkefolk ville ändre på sådan overtro og göre festen kristen i begyndelsen (?) af 1700-tallet.

Förste omtale af Luciafest skal have väret 1764 med ”lussibete” (fläsk og brändevin).

1848 fik vi en Lucia med lyskrone og kaffebakke.

I 1928 indförer Stockholms Dagblad Lucia-konkurrence, og den udvalgte red det år julen ind på Skansen

Poul Løhde

http://blogs.jp.dk/frontalt/2013/01/04/angaende-politidirekt%c3%b8r-poul-l%c3%b8hde/

Fra Mikael Jalvings blog på JP

Angående politidirektør Poul Løhde

Dato: 4. januar, 2013

Nu er der som bekendt ingen lov mod dumhed, men måske skal vi gøre en undtagelse for den fynske politidirektør Poul Løhde. Vi trænger til en Lex Løhde. Den mand er dummere, end politiet burde tillade.

Skriv jer hans navn bag øret, hvis I nogensinde kommer i klammeri med pansere eller andre spradebasser ovre på den grønne ø. Fyn er fin, men det er Fyns Politi ikke. Giv agt, Poul Løhde kan finde på alt muligt – og jeg vil ikke blive overrasket, hvis det kommer frem, at politidirektøren både har været castet til dommer i X-Factor og gået på den berømte gøglerskole AFUK. Åhja, Uffe Elbæk. Som tiden dog går.

Hvad har mon vakt min vrede? Det har I sikkert gættet, og jeg mener naturligvis, at jeg er lovligt undskyldt. Hvis man ikke har lov til at kalde Poul Løhde en nytårshat, så må vi se at få loven ændret.

Poul Løhde er en nobel jurist uddannet fra Aarhus Universitet i 70’erne og som bekendt manden bag ansættelsen af dialog-muslimen Asmaa Abdol-Hamid, som set på DR 2 og berygtet for meget andet.

Denne formummede kvinde, der nægter at give hånd til laverestående væsener som f.eks. mænd, er tilsyneladende såconnected med den hårde kerne i bandernes Vollsmose, at hun nu har fået sin daglige gang på politigården i Odense. Hvad hun skal der? Jo, hun skal hjælpe med at få en dialog i gang med de hårde drenge, som politiet ikke selv kan håndtere.

Og hvorfor kan politiet så ikke det?

Fordi politiet ikke vil, tør eller kan – og fordi politikerne, både lokale og genierne inde på Christiansborg, ikke tør, vil elle kan give dem flere beføjelser, f.eks. til at skyde med skarpt, bruge knipler eller tage passende midler i brug, når de bliver angrebet med sten eller andet kasteskyts, eller når skadestuen på Odense Sygehus vandaliseres af unge kulturberigere, der leder desperat efter anden kulturberiger, hvis liv de frygtelig gerne ville afkorte.

Når sådan noget sker, så udløser det ikke justits, men handlingsplaner og millioner af skattekroner til integrationskonsulenter, inklusionsspecialister og andre fredtegrever fra den vildtvoksende industri, der lever højt og flot af den galopperende kulturberigelse og kapitaliserer vores kollektive selvbedrag.

Sådan er Danmark gået hen og blevet: en stor kommune af samdrægtig forståelse. Et flæbende naivt ekkokammer. Eller for at sige det med Elbæk: en gøglerskole. Hvor politiet på Fyn nu skal til at like forbryderne og vice versa.

Mig ikke forstå.

Det gør filosoffen Kai Sørlander til gengæld – og jeg sakser derfor lidt fra hans bevidsthed i dagens udgave af Weekendavisen (ikke online).

Det er postmodernismen, Sørlander kritiserer. Men det kunne ligeså godt være Fyns Politi. For når dialog med bestemte samfundsgrupper pludselig bliver en kerneopgave for ordensmagten, så takseres håndhævelsen af den offentlige orden som en form for vold.

Nu skal der snakkes. Magten vil med andre ord ikke være magt, men stræber nu i stedet efter at blive en ven, du kan nå eller et sted, hvor du kan søge ansættelse. Det er derfor, Asmaa skal hjælpe politiet. Det er et af de første, men klare tegn på, at politiet afvæbner sig selv. Selbstverzwergung, som tyskerne siger: at gøre sig selv til en dværg.

Ligesom den postmoderne teori hviler Fyns Politi under Poul Løhdes ledelse på den tvivlsomme konstruktion af ”det andet” og ”den anden” (læs: muslimske indvandrerdrenge eller bøller), som har martret universitetsverdenen så længe, jeg kan huske.

For disse ”andre” gælder der særregler. De skal have særbehandling – ikke bare af skolevæsen og andre civile institutioner, men tillige af politiet. Disse ”andre” bliver dermed i myndighedernes opfattelse til en slags over- eller undermennesker – og er ikke inkluderet i ”vi” eller ”os alle sammen”. De er hævet over normaliteten, det trivielle, det almindelige. Kai Sørlander korrigerer denne fejltagelse, når han skriver:

”Rationelt set skal den anden ikke først og fremmest forstås som den anderledes, men som den ligeværdige – med de forpligtelser, som det indebærer”.

Sådan ville det være, hvis Poul Løhde ikke var Georg Gearløs og Asmaa ikke hans Lille Hjælper. Det er de desværre. Og derfor svigter Fyns Politi kravet om ligeværdighed til fordel for et politisk opportunt hensyn til en fuldstændig ugennemskuelig andethed.

Man får helt lyst til at citere Dronningen: Gud bevare Danmark.

Snusket sangtext

Skal man tage det her på bloggen?

Når jeg tænker tilbage på 70`ernes snuskede børnebøger, så må det være OK for mange menneskert - dog  ikke for mig selv!

Advarsel: moderne uhøvisk sangtekst! Ikke for sarte sjæle, der stammer fra før 68-revolutions-opdragelse. Politically Incorrect skriver:

Den østrigske musikgruppe “Erste Allgemeine Verunsicherung“ (EAV - “Første almindelige For-usikring”) står for åndelige og humoristiske texter og kønne melodier. I deres album “Landet behøver nye helte” fra 2010 offentliggjorde de den politisk højst ukorrekte sang “Supertyrken”. Man kan ikke holde op med at undre sig over, hvor megen islamkritik og rammende beskrivelse af typisk tyrkiske Macho-forhold, der kan få plads på en tysk CD. Ikke så sært, at det østrigske Ugemagazin  “News” stillede det obligatoriske spørgsmål, om sangen ikke var “racistisk”?

Nu er den opdateret med heftig muslimsk reaktion!

Sangerne Klaus Eberhartinger og gitaristen Thomas Spitzer er ikke bare højtbegavede musikere, men også intelligente og vittige “børn af tiden”, hvad jeg oplevede ved et interview efter en koncert i Østrig slutningen af 1990’erne som reporter for Bayerns Journal. Også “Supertyrken” er anstrengende for lattermusklerne.

Den tyske text kan findes via  http://www.pi-news.net/index.php?s=EAV   og dèr kan man også finde frem til køb af den omtalte CD’er, hvis man vil belønne deres mod at tale imod det politisk korrekte.

Flertallet har ikke krav på asyl

Åbent brev fra Nacka den 28 december 2012 til

Sveriges Radio,  att: P1:s programchef

Redaktionen för Studio 1

1. I ett inslag  i Studio 1 den 26 december medverkade ett finskt krigsbarn vid namn Irma Rönnbäck, som  hjälper  ensamkommande unga män – på PK–svenska  regelmässigt benämnda ”barn” – bl a som god man. Hon sade sig göra detta för att ”betala tillbaka” för den hjälp hon som krigsbarn fått i Sverige. Om hon känner detta behov är det givetvis  det svenska folket hon skall ”betala tillbaka” till och inte till somalier, afghaner och andra som tar sig hit för att under sken av asylbehov parasitera på de svenska skattebetalarna.
Möjligen borde reportern Randi Mossige Norberg (?)  ha påpekat denna självklarhet.

2. Med anledning av SR:s ständigt återkommande snyftreportage om enskilda s k ”flyktingöden” undrar jag än en gång om kravet på saklighet och opartiskhet inte längre finns inskrivet i direktiven för public service-radion?
Bl a agerar SR gång på gång överdomstol  i av Migrationsverket och migrationsdomstolarna i laga ordning  fattade avvisningsbeslut  på ett sätt som bör betraktas som ”övergrepp i rättssak.”  På vems mandat gör Sveriges radio detta?
Bland de faktauppgifter som åtminstone någon gång borde komma fram är att  94,5  procent  - eller 1 166 307 personer - av dem som söker asyl/uppehållstillstånd i Sverige saknar asylskäl enligt FN:s flyktingkonvention.[1]

För redaktionens kännedom bifogar jag även ett uttalande från en handläggare på Migrationsverket: ”Generellt skulle jag säga att 75 procent av de asylsökande saknar verkliga skäl att beviljas uppehållstillstånd  så som det stipuleras i Utlänningslagen. Av de resterande 25 procenten skulle jag säga att drygt hälften överdriver (ljuger) om sina asylskäl. Uppskattningsvis 10 procent av de asylsökande skulle jag bedöma har skäl som uppfyller lagens krav och då är jag nog ändå generös. Av dem som fått PUT idag skulle jag säga att 90-95 procent inte borde ha fått det.” [2]

Dessutom vet ansvariga myndigheter – och än mindre Sveriges Radio -  inte vilka som beviljas asyl/uppehållstillstånd  och i förlängningen medborgarskap, eftersom 95,6 procent av de asylsökande saknar ID-handlingar. Uppgiften är från 2008. Med den ständigt ökande invandringen torde det idag vara ännu fler som tar sig in i landet utan att kunna identifieras. Tabell 1 

Med vänlig hälsning

Inger-Siv Mattson, f d internationell sekreterare vid ett statligt forskningsråd

Alphyddevägen 55, 131 35 Nacka

PS Jag är tacksam om Studio1-redaktionen vill ha vänligheten att vidarebefordra mitt brev till Irma Rönnbäck. DS

Tabell 1  Antal procent  som saknar ID-handlingar

2005	91,4 %
2006	90,3 %
2007	93,9 %
2008	95,6 %

Vurderinger og Valg

Fra den svenske blog  Avpixlat 6.1.2013, oversat til dansk af Spydpigen

http://avpixlat.info/2013/01/06/min-vag-fran-tokvanstern-till-miljopartiet-och-slutligen-till-sd/


Min vej fra galmands-venstre til Miljøpartiet og til slut til Sverigedemokraterna

eller om man vil: Fra Syvkløveren til SD

Jeg kommer fra et middelklassemiljø. Mine forældre var idealister som troede på det kommende socialistiske samfund. Det samfund skulde gøre ende på egoismen og udnyttelsen af mennesker i hårdt arbejde mod ussel løn. At alle sådanne samfundsexperimenter havde ført  til diktatur  og folkemord vilde man ikke se. Det affærdigedes som "borgerlig propaganda".

På samme måde affærdiges i dag, her i vort land, alle advarsler om, hvad den nuværende masseindvandring fra os ganske fremmede kulturer vil føre til. Og typisk nok er det det nuværende Venstre - arvtageren fra mine forældres afholdte "Sveriges kommunistiske parti", som ved metamorfose blev til "Venstrepartiet" - som går i spidsen for denne løgne- og forførelseskampangne.

Men tilbage til min historie. Da jeg gik i gymnasiet oplevede jeg stimulanser i en usædvanlig dynamisk tidsperiode i samfundet. Dels var der hippibevægelsen, som stod for en blødere og mere afslappet måde at forholde sig til andre mennesker på, og dels var der den politiske venstrebevægelse. Det var årene omkring 1968. Selvom jeg følte mig tiltrukken af hippibevægelsens afslappethed og varme, blev jeg skuffet over den, da jeg efterhånden opdagede at alle disse hippier syntes at misbruge forskellige stoffer. Det virkede som om deres afslappede godmodighed stadig krævede på fyldning af hash, LSD og lignende ting.

I stedet havnede jeg for en tid i det maoistiske venstre. Fra mine forældre havde jeg arvet den idealistiske forhåbning om et bedre og "venligere" samfund, hvor egennytten ikke skulde styre alt. Og på den tid var der ikke rigtigt trængt nogen kundskab ud om, hvad der skete i Kina under Mao, på samme måde som indsigten om diktaturet i det kommunistiske Sovjetimperiet, hvilket gjorde det lettere at glorificere Maos Kina som et socialistisk foregangsland.

Men...den periode varede ikke længe for mig. Som student i Uppsala stødtes jeg snart bort af sekterisme og fanatisme hos disse mennesker, og en dag traf jeg en kvinde, som gennem sin stærke integritet viste mig en anden måde at forholde sig på. Det var som at vågne af en drøm. Hvad mig angik ophørte altså al kontakt med venstrefløjen, da jeg vågnede fra alle de illusioner jeg havde overtaget fra mine forældre og begyndte at se virkeligheden på en mere moden måde.

Desværre...endte det ikke sådan for mange af mine tidligere meningsfæller i det maoistiske venstre, "galmandsvenstren". Mange vågnede åbenbart aldrig fra sine illusioner, men tog dette destruktive tankegods med sig i sine erhvervskarrierer. Og de nedbrydende følger af denne dragesæd ser vi tydeligt i dag. Selv valgte jeg at studere naturvidenskab på universitetet, og derfor så jeg ikke, hvad der var ved at ske. Jeg havde fuldt op at gøre med mine studier, og de gamle venstrekredse vilde jeg ikke have noget at gøre med.  Jovist, det blev ensomt, men det var bare til at bide tænderne sammen og gå videre.

Maoisterne derimod søgte over til - lad os sige mere "idèbaserede" uddannelser. Tydeligt nok infiltrerede man specielt i samfundsfagene, at dømme efter de oplysninger som siver ud derfra. Desuden skaffede man sig efterhånden indflydelse i massemedierne. Alt i alt har venstreinfiltrationen i det svanske samfund gødet jorden for den vanvittige  masseindvandringspolitik, vi nu rammes af. Det handler om at man f.ex. har haft held til at ophøje visse værdibaserede og højst diskutable idèer til rang af dogmer, som der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved.

En sådan dogme er "multikulturalismen". Den går ud på, at alle kulturer er lige værdifulde. Ingen er bedre eller dårligere end andre. Og eftersom vor vesterlandske kultur har været så dominerende, så skal den nu straffes ved at trykkes ned! Derfor exempelvis denne glorificering af den menneskefjendtlige religion, islam.

Maoisterne, som nu er omformet til et "PK-venstre", kan lide islam, fordi det minder dem om deres hemmeligt elskede kommunisme, og for at den desuden mest forekommer i tilbagestående lande langt væk fra det hadede Europa. Derfor udnævner man islam til sin yndlingsreligion, hvis spredning i Sverige på alle måder skal gøres lettere ligesom for andre hadede repræsentanter af den vesterlandske kultur.

Tilbage igen til min egen historie: jeg har altid været interesseret i miljøspørgsmål, og derfor plejede jeg i mange år at stemme på Miljøpartiet, selvom jeg allerede fra begyndelsen syntes, at de virkede en anelse tågede. Men jeg syntes, at MP dog var et friskt pust i politikken, så jeg havde et visst overseende med deres naivitet. De andre partier fandt jeg ikke tiltrækkende, Venstre havde jeg gjort op med og højrefløjen virkede altfor egoistisk.

På grund af mit fag kom jeg i slutningen af 1980'erne til at leve fem år i USA. Da jeg kom hjem til Sverige slog det mig, hvor forandret det var.  Pludseligt var der vældigt mange folk fra andre kulturer på byens gader. Eftersom jeg havde boet i USA i nogle år var jeg klar over den utryghed, som kan opstå i et etnisk uensartet samfund. I USA må man f.ex. vide besked med, hvilke bydele og gader, som er "sikre" at færdes i forskellige tider på dagen. Volden ligger lige under.overfladen og kan explodere i ansigtet på den, der ikke tager sig i agt. Derfor blev jeg lidt ilde berørt ved den etniske uensartethed (heterogenitet) som pludselig var så tydelig i Sverige, men slog det ud af hovedet med at jeg gjorde mig bekymringer uden anledning.

Tiden gik, og jeg hørte stadigt mere om, hvordan bydele i Sverige er blevet til etniske enklaver for indvandrere, "gettoer", hvor etniske svenskere ikke længere vilde bo. Desuden lagde jeg mærke til hvordan al kritik af indvandringspolitikken mødtes med usaglige følelsesmæssige påstande om "fremmedfjendtlighed" osv. Jeg følte stadig stærkere, at noget var fuldkommen forkert i vort samfund. Argumenterne fra den "politisk-korrekte" side begyndte at minde om det dogmatiske galmands-venstre, jeg engang for længe siden havde taget afstand fra.

Det der blev det afgørende og fik mig til at blive alvorligt interesseret i SD og siden til at ansøge om medlemsskab, var da jeg blev fysisk overfaldet af en muslimsk nabo, som havde fået den idè, at jeg skulde have skrevet noget anonymt til ham. Her i Sverige plejer vi at kunne rede sådanne misforståelser ud gennem saglig diskussion, men denne muslimske indvandrer gik det ikke at ræsonnere med.

Jeg har haft det meget dårligt med den oplevelse, og den har fået mig til at indse, hvor alvorlig situationen er i Sverige allerede nu. Alle andre politiske partier - undtagen SD - fortsætter ligesom lemminger at fare blindt frem mod afgrunden - KUN SD har et realistisk syn på dette livsafgørende samfundsspørgsmål.

Sunnyman

Mikkel Ræv, han skrev et brev.....

Nytårsgudstjenesten fra DR-kirken blev en pinlig oplevelse.
Sognepræst Flemming Pless er en skamplet på præstestanden. Han forklarer, at de fremmede gæster, han inviterer til at deltage, er gode mennesker. Inden er han dog blevet gjort bekendt med imamen Naveed Baigs meritter, som skulle udelukke enhver adgang til repræsentation i en folkekirke. Pless afviser alle fordømmelser af manden, der ellers inviterer og tolker en anden rabiat imam, der prædiker had og mord på os, både kristne og jøder.

Københavns biskop, der ligesom forgængeren er meget islam-imødekommende, burde som Pless smides ud af kirken som frafaldne, der ikke længere husker deres præsteløfte. Islam er kirkens hovedfjende!

Men hvad sagde imamen denne aften?

"Mangfoldighed anerkendes og forklares i Islam." Mens han udtaler ordene, turer hans trosfæller overalt i de muslimske lande rundt og dræber kristne og jøder. Man brænder kirker ned over hovedet på menighederne i et blindt raseri, idet man ikke tolererer folk, der ikke anerkender deres falske profet, Muhammed. Lignende terror foregår i Sverige, England, Holland og Frankrig bl.a.

Han fortsætter:

"Det er de samme medmenneskelige dynamikker og impulser der driver os. Vi ønsker alle sammen fred, harmoni og velvære. Vi ønsker det bedste for os selv, vores børn og deres fremtid. Vi føler alle sammen kærlighed, glæde og håb, ligesom vi også føler vrede, angst, frygt og magtesløshed. Disse følelser deler vi med hinanden som Adams børn."

Der er noget, der tyder på, at han ikke selv kender sin religion - eller måske siger han sådan noget, netop fordi han kender den. I islam er der nemlig en paragraf, der siger, at hvis det kan tjene muslimernes sag, så skal de lyve for fjenden. Det er "taqija", som bruges overalt i Vesten, som de er ved at erobre.

Efter denne nytårsgudstjeneste sidder der sikkert et par mio. danskere, der nu mener, at muslimerne er da rare og medgørlige folk, som vi har gjort uret gennem tiderne. Dette syn kan kun opstå, hvis man ellers ikke ved noget om islam.

Andre udtalelser fra Baig: "Danske muslimer er en naturlig del af det danske samfund." … "Som Danmarks største minoritetsreligion har muslimer også en pligt til netop at gøre dette fødeland og hjem til et sikker[t], fredelig[t] og velhavende sted for alle. Det kan der ikke være to meninger om." … "Vi har brug for en ny dagsorden i Danmark." … "Nærvær, kærlighed, barmhjertighed og ømhed for den anden. Det er vejen frem."

Muslimer bliver aldrig en naturlig del 
i noget som helst vestligt samfund! 
Trangen til at gøre det til et sikkert 
sted kunne de ellers roligt begynde 
at øve sig i. Så længe, man ikke 
kan færdes på gader og i S-tog 
uden at blive overfaldet, jøder ikke 
kan gå ud uden at være i livsfare, 
kvinder må frygte voldtægt, så længe 
bidrager Det Radikale Venstres 
gæster ikke til noget godt i Danmark.

Baig har dog helt ret i, at vi har brug 
for en ny dagsorden i Danmark. Det 
er bare hverken hans eller Vestagers 
dagsorden, der skal gennemføres.

Poul Berg



Motivet med Ræven, der prædiker for de gæs, og snupper en gåsesteg med hjem, er ikke ualmindeligt i vore kalkmalerier. Mange mennesker er så godtroende, at de lader sig allehånde binde på ærmet, i stedet for at åbne øjnene og vurdere. Men det går ikke altid godt for Mikkel. Får gæssene fat i ham, klynger de ham op. 

Fornuftig Pige !

Sveriges extrem-venstrefløjs-nyhedsbureau. EXPO, har øget sine angreb på SD`erne efter disses fremgang i meningsmålingerne. Svenskerne bør ikke tænke selv. Det gør EXPO.

Expo.se/2013/sd-politiker-vill-begransa-muslimers-barnafodande_5578.html

Annika Rydh,MB (SD) i Älmhult, har på partiets lokale hjemmeside, taget et verdensomfattende problem op, som har været berørt utallige gange: jordklodens demografi! Menneskeheden vokser i uhyggelig grad idet man i store dele af verden avler børn på samlebånd uden mindste ansvar for om man kan brødføde dem, give dem en ordentlig opvækst og tilstrækkelige kundskaber. Ansvarsløs levevis rammer ikke bare de personer, der er direkte implicerede, men også hele den øvrige del af menneskeheden. Overbefolkning skaber fattigdom og alt hvad dermed følger: sygdomme, manglende skolegang etc. Ansvarsløshed findes naturligvis ikke kun i den muslimske del af verden, men det er nu engang disse "fremmede" som trænger sig nærmest på, så det er da naturligt, hvis Rydh nævner dem. 

Expo lyder vildt forarget over, at Annika Rydh gerne "vill begränsa" denne ansvarsløse børneavl. Det er der mange, der gerne vil, men det er desværre ikke umiddelbart muligt, og mens græsset gror...  

EXPO har mange års erfaringer på bagen, hvordan man kan manipulere med texter, og det gør de selvsagt i det aktuelle angreb på Rydh, hvor de ligesom antyder at der skulle være noget ulovligt eller umoralsk i at "påstå" noget ubehageligt om fremtiden! F.ex. at "islam tar över världen om 50 år...". (Nogle tror det kan ske tidligere. Det er meget afhængigt af vor egen slaphed). 

At islam skulde have en "dold agenda" om sådan overtagelse er uvæsentligt, eftersom islamister mange gange har erklæret det aldeles åbent, og alle tegn i sol og måne tyder på det samme.

Expo falder over Annika Rydhs oplysninger: de viser "falske siffror", men undgår at komme nærmere ind på hvad og hvor. Expo fifler med texten for at fremkalde bestemte opfattelser hos læseren. Her er nogle exempler: "SD i Älmhult har på sin sajt publiceret flere kritiske indlæg" og hvad så? Er det forbudt? Hvem kritiserer? 

"I augusti förra året publicerades en artikel som beskrev invandrare från Mellanöstern och Afrika som lögnare och kriminella". Og var de ikke det?

"I mars skrev Annika Rydh att asylsökanden som klagat på mögel i sitt boende "kräver för mycket".
Hvad krævede de? 

Og samme Rydh er engang blevet grebet i at bruge ordet "neger". Jamen dog! Hvor frygteligt.

Mand jer op!

Ærkebiskop og Kardinal Joachim Meisner holdt den 28. december 2012 en kamp-prædiken

i Kølner Domkirken, som nok også kunde sige ikke-kristne noget. Temaerne var kristenforfølgelsen, Barnløsheden i Tyskland, Familiesituationen og bortødslen af skattepengene.
Kardinalen brugte sådan "grimme begreber" som “det tyske folk” og ved slutningen af hans andet punkt sagde han: vi skal og må ikke først og fremmest agte på hvad der er politisk-korrekt, men på hvad der er gudhengiven politisk tænken, tale og handling.

Kilde: Politically Incorrect

Spydpigens kommentar:
Det er helt rart at se en knyttet næve i forbindelse med de biskoppelige ord i stedet for den bløddyrssnak, vi ofte hører både i den protestantiske kirke og i den katolske. Hvad mening er der i at gå ind for noget, når man alligevel ikke tør? Dit Ja skal være et Ja, og dit Nej et Nej. Der er sikkert folk i vore nordiske lande, som tror, at katolikkerne er bedre forankrede i kristendommen end protestanterne, men sådan er det ikke. Også i den katolske kirke giver de efter for muselmændenes pres og holder undertiden "blandede" gudstjenester, et værre mix-marx, og vi hart da også set billede af paven (var det den nuværende? eller den forrige?), der kyssede koranen!!! Med alle dens bud om at slå andre troende ihjel! Hvordan har kristne kirkefolk det med de brutale kristenforfølgelser, som nu er begyndt at hærge verden? Vågner de om natten ved tanken om, at de officielt tier og lader tingene gå deres skæve gang, hvor de vel burde tale? Er myrderierne og kirkeafbrændingerne dem ligegyldige? Er det dem en trøst at kristendommen igen får en masse martyrere? Og at det ikke er dem selv det i første omgang går ud over?

Den marxistiske forankring

I indlægget i går om Breivik citeredes Fjordmand for følgende oplysning: 

"Tanken om å ta barna fra mødrene på generell basis har en viss marxistisk forankring, men normaltsett ikke i så utpreget grad som hos Breivik. Faktisk gikk selv ikke brutale totalitære bevegelser som kommunistene eller nazistene vanligvis så langt i praksis, selv om de kom nærmest dette."

Denne "forankring" kommer til udtryk i De 45 kommunistiske lagtidsmål. Disse fremkom i USA´s Kongresrapport af 10. januar 1963. De er taget fra bogen ”Den nøgne kommunist” af W. Cleon Skousen, som begyndte sine indgående studier af kommunisterne inden sine 16 års tjeneste i ”The federal Bureau of Investigation”. Disse mål blev samlet fra rapporterne efter Kongreshøringerne og ved hjælp af tilgængelige bøger af ex-kommunister.

Punkt 41 lyder således:  "Skab behov for børneopdragelse uden for forældrenes ”negative” indflydelse. Ophjælp fordomme, mentale blokeringer og hæmninger hos børn for at undertrykke forældrenes indflydelse."

BRIS, Børns Rettigheder i Samfundet, med øgenavnet  BarneRov I Samfundet, blev stiftet 1969 som en slags underafdeling af World Federation of Mental Health. De ønskede efter eget udsagn at være en 5. kolonne og presssionsgruppe mod forældre, skole og enhver myndighed, idet de altid tog 100% parti for barnet, hvad enten det havde ret eller ej. BRIS modtog statsstøtte, indtil de blev afslørede som den marxistiskcelledannelse, de var.

Breiviks tankegods fra psykiater Chisholm

Spydpigens Kommentar til Fjordmands grundige artikel om massemorderen Breivik:

http://snaphanen.dk/2012/12/28/tegneseriefiguren-breivik-en-reality-tv-massemorder/

http://www.blogger.com/blogger.gblogID=29813462#editor/target=post;postID=
110356932400503884

Det er vel ikke helt sjældent, - at børn når de når pubertetens biologiske frigørelsesproces for at blive selvstændige individer, uafhængigt af forældrene, - vender sig helt fra forældrene i vrede. Bakkes de op i denne udviklingsproces af kammerater eller af voksne, bliver resultatet måske afhængigt af disse venners ansvarsfølelse og karaktèr.

Vi så i 70'erne, hvordan umodne pubertetsbørn blev groft udnyttet politisk af den lovstridige (men statsstøttede!) organisation BRIS, Børns Rettigheder i Samfundet, som lokkede børn til at løbe væk hjemmefra, gemme sig for politiet og siden kræve bolig og underhold af kommunen.

BRIS og deres Moderforening, Landsforeningen for Mentalhygiejne (World Federation of Mental Health) stod for en ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde udtænkt i USA og fik spredt til alverden via psykiatere, psykologer og socialrådgivere i den grad, at den i dag gennemsyrer socialsektoren i vore nordiske lande og sandsynligvis også i andre vestlige lande. Chisholm idè var, at børn skulde fjernes fra forældrene for gennem "experter" at blive formet til et nyt menneske med et nyt sind for gennem denne proces at nå frem til en ny (og bedre!) verden.

"Breivik antyder direkte i det såkalte manifestet at barn bør bli fjernet fra deres mødre allerede ved fødselen av," skriver Fjordmand og fortsætter: "Dette er lettvint blitt avskrevet av massemediene som “anti-feminisme”". Vidste de norske journalister ikke hvor langt man var nået med den forældrefjendske og familiefjendske tankegang? Vilde de undgå at komme ind på dette for ikke at genere marxismens fremgang i statsorganerne. Det kan være Breiviks egne tanker, men kan også være nået Breivik gennem socialsektorens tankeverden, som i høj grad bygger på ovennævnte psykiater Chisholms ideologi.

"Tanken om å ta barna fra mødrene på generell basis har en viss marxistisk forankring, men normalt sett ikke i så utpreget grad som hos Breivik," skriver Fjordmand. "Faktisk gikk selv ikke brutale totalitære bevegelser som kommunistene eller nazistene vanligvis så langt i praksis, selv om de kom nærmest dette."

Når de ikke gik helt så langt, var det vel en intern erkendelse af, at man næppe vilde kunne få befolkningerne med på sådanne "bisarre" forslag at skulle afstå deres børn til staten.

Under 68'ernes "revolution" var der voldsomme angreb på kernefamilien og på forældremyndigheden, ikke bare i medierne, bl.a. i DR's «Bytinget», men overalt, hvor 68'erne kunde komme til at påvirke fra vuggestue til universitet.

På Landsforeningen for Mentalhygiejnes generalforsamling i 1972 hånede dets direktør, professor Poul Bonnevie, begrebet "kyllingeforældre"! De skulde ikke selv opdrage deres børn, for det kunde de ikke, og NU havde vi uddannede "experter".

Tankerne havde rod i psykiater Chisholms ideologi og desværre har befolkningerne i vore nordiske lande endnu ikke forstået hvor gennemgribende denne marxistiske tankegang stadig er i socialsektoren, som jo også har økonomisk interesse i det bisarre forslag.

Illustrationen er fra BRIS-bladet