Inden jeg forlader Karmelitterklosteret skal vi lige høre om Kristian den Andens lille due, Mor Sigbrits datter, Dyveke. Et er kæresteri, et andet politik. Kristian giftede sig af praktiske grunde med den habsburgske prinsesse Elisabeth, søster til (den senere) kejser Karl V, men det var Dyveke, han elskede. Da skibet med den purunge, forventningsfulde Elisabeth nåede til Helsingør hørte hun her for første gang om Dyveke, inden de sejlede videre.
Dyveke overværede fra Hvidøre
kongsgård modtagelsesceremonien nedenfor på pynten, hvor der nu
står en statue af Knud Rasmussen. Den 14-årige Elisabeth var
beklemt og søsyg.
Habsburgerslægten nede i Tyskland
kunde ikke rigtigt acceptere Kristians frille og klagede over
forholdet, og hvordan var det også at Kristian så ud! Som en røver
med et stort mørkt skæg! Det burde han barbere af! Men Kristian
kunde man ikke kommandere med! Skægget blev, og Dyveke blev.
Så pludselig døde Dyveke! Rygterne
svirrede, at hun var blevet forgivet med giftige kirsebær. Det var nok adelsmanden Torben Oxe, der havde sendt hende dem, måske som
fortørnet og forsmået bejler ? Var det det habsburgske hof, der
stod bag? Rigsrådet frifandt Torben Oxe, men Kristian var skinsyg og
overbevist om sagens rette sammenhæng og vilde have hævn. "Er
Torbens hals end så tyk som en tyrs. han skal dog miste den!"
Kongen manipulerede lidt med retsordningen. Torben var
slotsbefalingsmand på Københavns slot og dermed undergivet
gårdsretten (hustugten ), så kongen lod ham dømme af 12 kongelige
bønder fra Solbjerg landsby. Den gamle retsformel lød "Ikke
vi, men hans egne gjerninger dømme ham". Han havde "besmittet"
kongens seng. Det hørte vi ikke i underskolen og vilde heller ikke
have forstået, for dengang var der ingen, der vilde pervertere
ungerne med sex.
Torben Oxe blev henrettet på Skt.
Gertruds Kirkegård i København 1517. I dag minder kun navnet Skt. . om stedet. (Skt. Gertrud havde et vist
hedensk præg af dødsgudinde, og i Helsingør var det Skt.
Gertrudsgildet, som tog sig af at begrave de strandvaskere, der måtte
komme. Hun beskyttede vejfarende og hendes kapeller lå gerne tæt
ved byernes indfaldsport, så man kunde takke hende for at være
kommet godt frem. Noget kloster har hun ikke haft i København. Det
er en moderne restaurant-reklame!)
Dyveke blev ifølge overlevering
begravet i Karmelitterklosteret. Man ved ikke exakt hvor. Der skal
have været en tradition for at spytte på et sted i den oprindelige
portindgang. Kongen takkede karmelittermunkene ved at skænke dem
Skt. Jørgensgården vest for datidens København (jvf. Skt. Jørgens
Sø). Skt. Jørgensgårdene lå altid uden for
byerne, beregnet til isolering af de spedalske, hvilket førte til,
at sygdommen døde ud. Udgifterne hertil klaredes af gårdenes
landbrug. Da sygdommen var på retur kunde karmelitterordenen i
stedet bruge pengene til et seminar for alle theologer. Datidens kendte
ivrige debattør Poul Helgesen blev første forstander, men seminaret
varede ikke længe, for Poul Helgesen holdt en politisk
dunder-prædiken på Johannes halshuggesesdag i 1522 og alle forstod
hentydningen. Kongen blev rasende og tog sin gave, Skt. Jørgensgården tilbage - skønt den var givet dem til "ævig tid". Slut. Punktum. Seminaret lå dèr, hvor nu
Valkendors Kollegium ligger.
På Nationalmuseet er der et midterstykke af en altertavle fra Karmelitternes klosterkirke, Skt. Mariæ, fra ca. 1520. Den forestiller dommedag.
Nederst ses de ædle givere: Kristian 2 og hans Elisabeth i bøn.
Yderst til højre sidder en grædende kvinde alene (- så vidt, jeg husker - hun er desværre ikke med på billedet -), som folketraditionen
fortolker som Dyveke. Det er jo altid kvinderne, der har skylden, og mange af dem er på vej ned i helvedet.
