maj 20, 2010

Obama svigter

Både under Bill Clinton og George Bush prioriteredes religionsfrihed i amerikansk udenrigspolitik. USA har en særlig kommission, hvis eneste opgave det er at overvåge og støtte religionsfrihed rundt om i verden. Hver amerikansk ambassade har en person, hvis opgave det er at følge religionsfrihedens udvikling i det pågældende land. USA's ambassade i Stockholm skrev blandt andet rapport om præsten Åke Green og religionsfriheden i Sverige.

Men Obama har ladet lederstillingen i denne kommission stå tom i over et år. En tydelig og tragisk markering af, at han ikke anser religionsfriheden for vigtig – trods det at 70 % af verdens befolkninger lever i lande, hvor de risikerer at blive forfulgt for deres tro. Der findes andre alvorlige indikationer på, at Obama – og Hillary Clinton – lader religionsfriheden udhule. Begge to har talt om frihed til at fejre gudstjeneste i stedet for at tale om religionsfrihed. Det lyder måske ikke så farligt, men det er en afgørende skævvridning i betydningen. Religonsfrihed indebærer at have lov at have en tro og at udtrykke den offentligt og sammen med andre. Samt retten til at skifte religion.

Retten til at fejre gudstjeneste privatiserer religionen og giver ikke udtryk for ret til at udtrykke den offentligt – på gader, i aviser, i almen debat. Det er denne slags begrænset religionsfrihed, som råder i islamiske lande. Du kan være kristen, men kun med begrænsede rettigheder.
Præsident Obama mener, at han har skaffet et nyt internationalt samtaleklima og bedre mellemstatslige relationer. Hans ivrige flirten med islam og islamiske lande er vel kendt. Men hvad er der kommet ud af det? Er menneskerettighederne i islamverdenen blevet forbedret? Er der mere religionsfrihed i dag end for et år siden? Lytter lederne i islamverdenen på Obama, og samarbejder man mere for demokrati og mod terrorisme? Nej, nej og nej.Obamas forsøg på at føre dialog med Iran har ikke resulteret i, at Irans kernevåbenambitioner er mindsket. Nej, Iran fortsætter sin kollisionskurs imod resten af verden og i trods mod USA, og er også en dødelig trussel mod Israel og hele Mellemøsten.

Desuden ser de demokratiske kræfter i Iran Obama som en, der svigter. Under George Bushs tid mente man , at USA var en støtte i kampen mod det islamiske diktatur, men nu mener mange iranere, at Obama har vendt dem ryggen og deres stræben efter demokrati og frihed.
Vidste du, at islam formede USA? Sandsynligvis ikke, eftersom det er usandt. Men det sagde Barack Obama i en tale i det tyrkiske parlament for ca. et år siden. Han udtrykte også sin store taknemmelighed for det, som islam havde bidraget med ved formningen af USA.

Men var det muslimer, som sejlede over Atlanterhavet for at grundlægge et samfund, hvor religionsfrihed og ligestilling råder? Fandtes der en eneste muslim, da selvstændighedserklæringen deklareredes om, at alle mennesker er skabt lige med ukrænkelige rettigheder, blandt andet retten til liv og frihed? Var det koranen som lå til grund for den amerikanske konstitution? Dér fastslås det, at staten ikke skal styres af en religiøs institution, og at ytringsfriheden er umistelig – stik imod hvad der er tilfældet i islamiske lande.Præsident Obama får klart dumpekarakter når det gælder kampen for religionsfrihed. Han mangler i høj grad forståelse af islam og vigtigheden af at støtte de demokratiske kræfter i islamverdenen.

Kilde: lederen i Världen i dag
Af Mats Tunehag