januar 11, 2008

Hu hej vilde dyr

Måske skyldes det den svenske folkekarakters tilbøjelighed til det autoritære, at Sveriges socialisme – i forhold til den danske - altid har ligget nærmere den sovjetiske. Kommunistpartiet var støtteparti for den socialdemokratiske regering i ”folkhemmet”. Da Berlinmuren revnede ændrede man godt nok den officielle benævnelse fra kommunistparti til ”Vänstern”.

Denne baggrund er åbenbart årsagen til, at kristne friskoler er ugleset af de politisk-korrekte og ofte sværtes, men det overfald, som anklagemyndighed og politi udvirkede den 7/1var dog et nummer for sig selv:
Politiet havde i byen Flen i Södermanland hørt, at et barn (børn ?), som gik på skolen, var blevet mishandlet hjemme. I stedet for at henvende sig på normal vis på skolen for at høre, om lærerne eventuelt havde iagttaget eller hørt om noget sådant eller på anden vis kendte til dette, indkaldte man forstærkning fra nærliggende byer og rykkede ud med 4-5 politibiler. En halv snes betjente stormede ind på skolen og pågreb fem forbløffede klasselærere, som blev bragt til politistationen til forhør!!!

Skolepersonalet og rektor var himmelfaldne og spørger om det er den normale fremgangsmåde ved afhøring af mulige vidner? Forhørene varede fra 20 minutter til to timer med spørgsmål som: kender du begrebet skammekrog? Hvormange børn har I selv? Hvad mener I om smæk?

Det viser sig, at sagen gjaldt en familie til en 13-års dreng på skolen. Forældrene skal have indrømmet, at de har slået drengen. Og han skal have sagt, at skolens lærere ”holdt med forældrene”, men man havde NB ikke nogen bekræftelse på begivenhederne i hjemmet og ingen mistanke til skolen og dens lærere.

Anklageren, som havde givet tilladelsen til politiaktionen, vaskede sine hænder så godt han kunde, men man kommer ikke uden om, at det var en højst mærkværdig aktion, ikke mindst i betragtning af den enorme kriminalitet vi ellers har i Sverige, hvor politiet i mange tilfælde må undlade at efterforske sagerne på grund af manglende personale og sparsomme økonomi.