Thi kendes for ret...

Spydpigen

JUNI 26, 2012

Thi kendes for ret...

Den som foretager omskæring af et drengebarn af religiøse grunde, kan straffes for lemlæstelse. Det har Landsretten i Køln besluttet i en vejledende dom trods voldsomme protester fra det jødiske entralråd. Hverken forældremyndighed eller den i grundloven garanterede religionsfrihed kan retfærdiggøre et sådant indgreb. Dermed har en tysk domstol for første gang erklæret sådan religiøs sædvane for strafbar.

I den aktuelle retssag havde en muslimsk læge omskåret en fireårig dreng, hvilket førte til større blødninger.

Kilde: Den tyske blog Politically Incorrect

I angst venten på omskæringsfesten!
















Se også Hammersmedens blog:
http://hammersmeden.wordpress.com/2012/06/26/domstol-i-tyskland-forbyder-religios-omskaering-af-muslimske-og-jodiske-drengeborn/

Thi kendes for ret...

Den som foretager omskæring af et drengebarn af religiøse grunde, kan straffes for lemlæstelse. Det har Landsretten i Køln besluttet i en vejledende dom trods voldsomme protester fra det jødiske entralråd. Hverken forældremyndighed eller den i grundloven garanterede religionsfrihed kan retfærdiggøre et sådant indgreb. Dermed har en tysk domstol for første gang erklæret sådan religiøs sædvane for strafbar.

I den aktuelle retssag havde en muslimsk læge omskåret en fireårig dreng, hvilket førte til større blødninger.

Kilde: Den tyske blog Politically Incorrect

Se også Hammersmedens blog:
http://hammersmeden.wordpress.com/2012/06/26/domstol-i-tyskland-forbyder-religios-omskaering-af-muslimske-og-jodiske-drengeborn/

To negre

I 1846 kom briggen “Ørnen” hjem til København fra den danske koloni på Guldkysten med to negre. Skibets kaptajnløjtnant Krenchel havde fået ordre om at hjælpe den danske guvernør Carstensen på fæstningen “Christiansborg”  med en lokal sag. Negerhøvdingen Adum, som herskede over kongeriget Aqvapim, og hans “minister” Sabah-Akim havde i kamp med en nabostamme dræbt dennes høvding og taget hans to små sønner til fange. Da disse fjendens unger under et tidligere mæglingsforsøg de to stammer imellem, havde generet Adum ved at nippe hårene af hans ben, tog han en grusom hævn mod dem og deres stamme. De skulde ofres. Han lod nogle børn (fra sin egen? eller fra nabostammen?) holde fast på de to høvdingesønner, mens Sabab-Akim skar hovederne af dem. (Lignende hændelser kan man stadig se - uden bedøvelse eller nådessstød! - i muhammedanske områder). Blodet smurtes ud over Aqvapimstammens krigstromme, for i følge deres tro vilde de døde drenge mærke trommeslagene korporligt hver gang den lød.

Kaptajnløjtnant Krenchel og en dertil nedsat kommission dømte de to negre til livsvarig deportering til København. Christianshavnerne har sikkert måbet, da de en dag så de to mørke mænd blive ført i land og indsat i tugthuset “neden Vandet” (hvor nu Lagkagehuset ligger).

Som statsfanger blev de snart overført til to celler i arresthuset bag Kastelskirken. Deres fængselsophold blev ikke så hårdt endda. Jo, på eet punkt. De frøs gudsjammerligt, skønt brændseltildelingen kaldtes rigelig - altså set med nordiske øjne og på en tid, hvor man ikke var forvænt. De lærte lidt dansk og fik lov at gå på voldene ledsaget af en vagt og sad gerne på Prinsessens Bastion (den nærmest nutidens lille havfrue) og så på vandet. Københavnerne lagde tit søndagsturen derud for at få et kik på “de sorte”. Høvdingen og hans minister plukkede gerne cigarskodder op efter borgskabet til en lille smøg.  De vakte ikke bare opsigt som sorte, men også med deres tøj: skødefrakke, vest, høj hat og stok med - elfenbensknop. Adum var vel høvding! Og knoppen et lille stykke Afrika.

Den livsvarige landsforvisning fra Afrika varede imidlertid kun fire år. Så solgte Danmark sin koloni til England, og negrene kunde vende tilbage til deres fædreland. Hvordan det siden gik dem, ved jeg ikke. Men trommen, den kom på Kunstkammeret (ligesom ærten fra H.C.Andersens eventyr) og senere videre til Nationalmuseet, hvor den vist stadig kan ses!

Om at se skæven i sin brors øje, men ikke bjælken i sit eget

Først to ord om Thorbjørn Jagland fra Wikipedia, eftersom vi vel ikke alle sammen kender Norges politikere.

Han er født 1950.Leder af Arbeiderpartiet fra 1992 til 2002, statsminister fra 1996 til 1997, udenrigsminister fra 2000 til 2001. Fra 2005 til 2009 stortingspræsident. 2009 valgt til generalsekretær for Europarådet.

I perioden 2009 til 2011 var Thorbjørn Jagland leder af den norske Nobelpriskomitè. Den første som fik Nobels fredspris under hans lederskab var Barack Obama.

Torbjørn Jagland, en underlig skrue!

Skrevet av Norvald Aasen, Kvammen. Lørdag 23. juni 2012.

I forbindelse med den burmesiske opposisjonelle Aung Sang Suu Kyi sitt besøk i Norge fikk selvfølgelig Torbjørn Jagland også en sjanse til å vise seg frem for verden som leder av det som noen benevner som Nobels nullkomite.


I anledning den norske overklassens middag for den burmesiske damen på Akershus slott, ble Jagland intervjuet av NRK. Her kunne Jagland fortelle at i bilen fra Gardermoen til Oslo hadde han spurt Kyi om hun brukte navnet Myanmar eller Burma på sitt hjemland. Hun svarte da at hun brukte Burma. Myanmar var et navn som generalene som styrte hadde satt på landet uten å spørre folket om rett til å gjøre det. 


Ringte det ikke en bjelle i hode på denne underlige skruen når han fortalte dette? Kanskje satt det noen hundre tusen nordmenn rundt TV-apparatene i de tusen hjem og spurte seg selv om hva Jagland hadde vært med på å gjøre med Norge uten å spørre oss nordmenn om lov? Har han og hans våpendragere spurt oss nordmenn om retten til å forandre Norge og det norske samfunn fra en fredelig nasjonalstat til et multietnisk fremmedsamfunn? Om Jagland har vært med på å gjøre dette uten å innhentet mandat fra oss nordmenn, så er han ikke noe bedre enn generalene i Burma. De som endret navnet på landet til Myanmar uten å spørre folket først!

l:

Kongelig naivitet

Fra Avpixlat
http://avpixlat.info/2012/06/18/islamiseringen-av-hjallbo/ –

Sverige gør, hvad de kan for at tage godt imod såkaldte “ankerbørn”. Når de først er velforankrede kommer hele familien og slår sig ned. 

Et "ensomt kommende “barn”" på  angiveligt 19 år - en somalier eller en etioper - har stjålet kongelige juveler for 855.000 svenske kroner fra den svenske konges søster, prinsesse Christina og hendes gemal, Tord Magnuson. Sistnævnte havde taget sig af Abdulqadir Abdi Osman og havde ladet ham bo i deres lejlighed ved siden af slottet. I en uge var han alene i lejligheden og tømte da deres pengeskab. Han påstod siden, at han havde solgt det til kriminelle i Bergsjön i Gøteborg. En måneds tid senere  stjal han også et diadem fra samme pengeskab. Også dette påstår han at have gjort sig af med, idet han kastede det i vandet ud for Rigsdagen. Det er ikke lykkedes at finde de stjålne ting igen.

Han dømtes for grovt tyveri i to tilfælde ved Stockholms byret til overvågning. Hans “lave alder” reddede ham fra fængsel, og da han havde opholdstilladelse, blev han heller ikke udvist. Man skal jo være venlig og forstående....


Kilde: “Avpixlat”

The rotten heart - et tilbageblik på EU

Har ruttenheten slutad i Bryssel? 

EU-traktaten om upptagning av tio nya stater i EU-unionen undertecknades den 16 april vid foten av Akropolis. Vid ”demokratins vagga”, sa man för att förespegla att EU är en arvtagare till den forntida grekiska demokratin! En förolämpning mot de gamla atenarna!  En grekisk politiker var mera jordnära på TV och uttalade hopp om att EU framöver skulle bli mera öppet.

Tiden är inne för en tillbakablick. Läser man Jean Monnets och Jacques Delors tankar om det EU, de arbetade på, ser man att det från början gällde att nedbryta nationalstaternas suveränitet och smälta allt ihop till en gemensam enhetsstat.

Bernhard Connolly anställdes i EU-kommissionen 1978. Han blev ledare för kommissionens avdelning för monetära uppgifter, men blev så chockerad över hemlighetsmakeriet och händelserna i maktens elfenbenstorn att han ansåg sig tvungen att till varje pris avslöja det.

1995 utkom hans bok ”The rotten Heart of Europe” (Europas ruttna hjärta) om det ”ekonomiska och politiska perverterade samarbete”, som skulle leda till EMU.

Boken väckte uppseende. Utdrag citerades i engelska massmedia den 4 september - samma dag som EU-kommissionen höll sin första presskonferens efter sommarlovet. Naturligtvis riktade journalisterna en massa frågor till kommissionen angående de avslöjanden som Connolly kom med.

De kunde inte svara, eftersom de inte hade läst boken. Men en sak var de övertygade om: mannen skulle sparkas. Och sparkad blev han.  Samtliga dörrvaktare fick hans foto och vägrade honom tillträde, redan innan man hade angett några disciplinära skäl. Dessa kom emellertid och resultatet var på förhand givet.

Connolly hade skrivit boken utan tillåtelse från kommissionen. Han försvarade sig med att den inte innehöll nytt eller otillgängligt material.

På 400 sidor berättade Connolly ingående och välgrundat om ”Europas ruttna hjärta”, valutasamarbetet och det politiska rävspelet. Euron skulle efter hans argumentation lyfta den politiska unionen på plats. Eliten i Frankrike och Tyskland skulle dela makten. De europeiska politikerna dolde inte att de ville skapa ”The United States of Europe”, speciellt inte när de pratade sinsemellan eller var utanför valperioden.

Connolly skriver:

”Redan från de första förberedelserna till Rom-traktaten argumenterade Jean Monnet ihärdigt för att nationalstaterna skulle överlämna makt till en gradvis uppbyggnad av en enhet och en samling av den effektiva byråkratiska eliten i Europas länder, så att man skapade ett kraftfält, där en union inte längre kunde stoppas.  Överlämnandet av makt skulle börja med relativt okontroversiella ekonomiska funktioner och stålproduktionen för att på det viset minska oron för att den nationella suveräniteten blev nedbruten. Man skulle se till att  makten inte skulle kunna föras tillbaka igen.  Detta garanterades genom traktatdoktrinen ”acquis communitaire”, som säkrade att all makt som överlämnats till EU:s samhällsinstitutioner gjordes till permanent EU-lag, medan man samtidigt strök den i medlemsländernas nationella lagsamlingar.”

”I det nya Europa är makt och ansvar tydligen åtskilda. Även där det finns formellt offentligt ansvar, är det inte lagfäst. Den europeiska Centralbanken (ECB) till exempel hävdar att den är ”den mest genomskådliga centralbanken” i världen därför att den trycker en kommuniké efter varje möte i Rådet. Men bankens ansvar är inte lagfäst - det är helt enkelt en politik, som banken har valt av bekvämlighet”.

Frankrike och de flesta andra länderna var emot den så kallade stabilitetspakten, som kunde säkra att centralbanken höll tyglarna fullständigt stramt”.* ”Kampen om vem som skulle utse presidenten för ECB avgjordes: Det blev tills vidare Frankrike. Det blir inga rent automatiska sanktioner mot ett land med ihållande underskott.  Det krävs nu 2/3 av vågmästarrösterna från de aktivt deltagande EMU-länderna för att genomföra sanktioner. Frankrike fick dessutom godkänt ett så kallat ”stabilitetsråd” och på det viset en direkt politisk roll införd i den monetära politiken genom att man nu till exempel skall formulera riktlinjer för växelkurs för Euron."

Glöm allt om den hårda, stabila Euron. Det var endast lockbete för något helt annat. Nationalstaterna skulle fråntas sin suveränitet och EU-staten skulle genomtrumfas. I övrigt kommer den rena ekonomiska stabilitetspakten, införd utan att länderna har ordning i sina ekonomier, att leda till verklig politisk ostabilitet.

Den 12 februari 1998 meddelade 154 tyska ekonomiprofessorer med Wilhelm Hankel som ordförande att Europrojektet var fullkomligt utsiktslöst. Det omtalades samma dag på TV-programmet ”Tagesschau” (från ARD TV). Hankel är professor i penningpolitik och utvecklingsekonomi vid Goethe Universitetet i Frankfurt am Main.

Till slut skall sägas att Connolly i dag är ekonomisk rådgivare för en rad multinationella sällskap och europeiska nationalbanker.

*) Ämnet föll redan till marken på Dublin-toppmötet 1998.

Kilde:  Artikel från bloggen Exilen 4.6.2005

EU fremmer pedofili

Sidste fredag var det Valdemarsdag til minde om slaget ved Reval 1219, hvor Dannebrog ramlede ned fra himlen med sit hvide kors. Et tegn på, at Vorherre vilde skænke os sejr over de hedenske barbarer, men det står ilde til med historiekundskaberne i  dagens Danmark og flagene kunde tælles.
På denne gamle (men halvglemte) nationaldag skulde Østre Landsret afsige dom i den retssag mod Anders Fogh Rasmussens regering, som Folkeafstemningskomitèen af 2010 havde rejst mod den for tiltrædelse af Lissabontraktaten  uden folkeafstemning og dermed afgivelse af suverænitet.

Sagsøgerne med professor Ole Krarup i spidsen havde krævet regeringen dømt for ikke at have overholdt grundlovens § 20, stk. 2 ved at godkende Lissabon-traktaten 
uden en folkeafstemning. I forlængelse heraf krævede sagsøgerne dom for, at tiltrædelsen af Lissabon-traktaten er ugyldig.

Heroverfor krævede regeringen at blive frifundet for anklagen for ikke at have overholdt grundlovens § 20, stk. 2.

Regeringen blev frifundet.
Ikke overraskende, men sikkert havde langt flere end sagsøgerne håbet på, at vi kunde få slut på EU’s rævestreger.

En outsider person mødte op ved Østre Landsret med et andet (her uvedkommende) angreb på EU, nemlig den kendsgerning, at Lissabontraktaten i modsætning til de tidligere traktater har åbnet for lovliggørelse af pedofili i EU, rimeligvis af hensyn til den nye religion, der er kommet ind i EU, som accepterer sådan misbrug af børn.

Det viste sig, at flere af de fremmødte medlemmer i Folkeafstemningskommitèen var uden kendskab til denne detaille, skønt den har været offentliggjort i den danske presse.


Kilder:

http://www.sott.net/articles/show/195998-EU-Making-Legal-Across-Europe

Ayatollah Khomeini's sex-regler for muslimer

Artikel af Niels Erik Söndergaard i Nordjyske Stiftstidende i 2008

P.H. Bering, Nordjyske Stiftstidende 19. july 2009

Samt flyveblade og tidligere omtale her på Spydpigens blog

Änglamakerskor

Den historie fra i går om “Enok” fik mig til at tænke på et ord i den svenske kulturhistorie, som måske ikke kendes længere af Sveriges yngre generationer. “Änglamakerskor” var et øgenavn på visse kyniske kvinder, gerne fattige og forhutlede, som påtog sig jobbet som plejemor for mindre børn. Mod betaling naturligvis. Hvis barnet uheldigvis skulde dø, kunde hun beholde pengene, hun havde fået. Og den fristelse kan altså
have været for påtrængende
Konversationslexikonnet Nordisk Familjebok fra 1934 forklarer, at lovgivningen søger at forhindre sådanne samvittighedsløse gerninger, og at plejebørns forhold er blevet væsentligt forbedret op gennem 1900-tallet.
Om vi i Danmark har haft lignende forhold, aner jeg ikke. Men Familjeboken nævner, at de på tysk kaldtes “Engelmacherinnen”.

Omsorg eller Forsorg

Den stod i bogkassen med de bøger, som biblioteket vilde af med.

Jeg kendte den. Jeg havde læst den - for 30 år siden. Bindet var ikke slidt, siderne sad, som de skulde og lod sig modvilligt vendes. Bogen burde læses igen.

Bagsiden gav i nogle få linjer anelse om indholdet:

Bogen «er først og fremmest beretningen om en børnehjemsdreng og hans skæbne, en varm, jordnær skildring vekslende fra det urkomiske til det dybt tragiske. Men det er tillige en fortælling om mennesket, der ikke vil finde sig i alt, om den sunde naturs oprør mod det pjankede og unaturlige.»

Bogen var «et angreb, en anklage». Den var barn af sin tid, inspireret af de tanker, der som en orm havde boret sig vej ind i forsorgen og skubbet gamle værdinormer ud. Forældres medfødte omsorg blev kritisk endevendt og afløst af kolde kommunale skrivemaskinerapporter fra «experter». Hvor en velbegrundet og velplaceret lussing på nul tid havde kunnet bringe en mindre kontrovers i en familie på plads, skulde nu papirer med nummererede bilag på vandring i en endeløs kommunikationsudveksling mellem skriveborde, til langt større skade end nogen lussing! Sagsbehandlere fik deres faste udkomme, steg i graderne og karrieren.

Historien fra denne følelsesfattige verden var hentet fra en tildragelse i Nordjylland:

Bremssagen fra Aalborg blev muligvis ikke rigtig klarlagt i alle detailler.

Psykiater Ole Brems og hans hustru Lise Brems adopterede op mod 7-8 børn fra udlandet, nogle af dem handikappede. Som adoptant var lægen efter sigende blevet anbefalet af en kollega i København, som ikke kendte ham, men mellem venner.... Hans kone var nok en tidligere patient. I hvert fald led hun af psykiske besvær eller narkoproblemer. Børnene levede ret isoleret fra skolekammeraterne og kom - trods invitation - ikke med til deres fødselsdage. Derimod blev de nok livsforsikrede. Drengen Peter døde, måske også en til...? Papirer, kiste og ligbrænding...  Det ordnede plejefaderen selv. 

Psykiateren fik 2 års fængsel, men måtte i andre to år herefter ikke drive lægepraxis, og det blev fremover ulovligt for læger at udskrive dødsattest for egne familiemedlemmer. Siden fik han nyt navn og nyt udseende. Hans kone Lise fik 4 års fængsel. Nogle siger, at hun begik selvmord dèr.

Bogkassens «Enok» var heftet og bundet og udgivet på Hernovs Forlag 1977, men åbenbart aldrig udlånt fra Gentofte Hovedbibliotek eller dets filialer. Et «M» skrevet med blæk og et stempel «Magasin» angav, at den hørte hjemme i magasinet i kælderen, og datidens lånerkort sad endnu i sin lomme bagerst i bogen uden så meget som et eneste datostempel.

Kort og godt: Sat på plads!

Bogen var således blevet en del af den skrevne histories eget «angreb og anklage»: den skulde – som så meget andet fra 70'erne - ikke læses, ikke gemmes.

«KASSERET» stod der med fed skrift.

Sår på sjælen

Vore danske soldater er vendt hjem fra deres opgaver i Kosovo og Afghanistan med slemme sår på sjælen over, hvad de har oplevet. Ikke overraskende. Alle, der har set de mange grufulde videoer fra sharialandene, har en anelse om, hvor hårdt mennesker kan blive behandlet. Når 10-12-års drenge kan blive beordret til at skære hovedet af en fange, - uden bedøvelse naturligvis, og drengen saver og saver sig gennem hud og blodårer.... og løfter til sidst stolt det blodige hoved op.

Meget apropos bød TV lørdag eftermiddag på en film om lignende problem. Amerikanske soldater fra Vietnamkrigen sidder tilbage med skrækkelige erindringer og skyldfølelser over, at USA svigtede de løfter, de så rundhåndet gav Vietnameserne, for mens amerikanerne flygtede ud af landet, blev urskovenes Montagnardfolk og Vietnameserne ladt tilbage uden hjælp og støtte. Enhver er sig selv nærmest. Krig er grusom og har altid været det.

Filmen viste, hvordan garvede amerikanske soldater livet igennnem sloges med skyldfølelse og samvittighed, selvom de egentlig ikke havde nogen skyld selv. Deres tanker – og dermed deres liv – var naglet fast til synsindtryk, de ikke kunde blive kvit og ikke kunde tale om med ders familie og venner.

Hvordan er det egentlig gået de mange Vietnambørn, som den modige og uforfærdede journalist Henning Becker fik reddet ud af Vietnam i sidste øjeblik? Han bragte dem til Danmark i den tro, at man vilde hjælpe dem dèr. Men vore hjemlige kommunister var ikke begejstrede. De krævede, at de omgående blev sendt tilbage. Helt så galt gik det ikke, for udlandet blandede sig.  

Helsingborg Dagblad mindes...

“Muhammed …....uppfattas som Guds budbärare”  Sludder! Gud er Gud og Allah er Allah, og de er så forskellige som dag og nat.
Muhammed skrev ingenting, for han kunde hverken skrive eller læse, hvilket mange muhammedanere ikke kan den dag i dag. Saudiarabien er langt bagud i oplysning og udvikling i følge FN-rapporter, skrevet af belæste saudiarabere.




Ovenstående illustration er et kirkevindu i Mariakirken i Helsingborg.


Det forestiller et menneske, der styrter ned i helvedes ild.


En passende illustration til ovenstående minde.

15-årige pigebørn jages med "grooming i Sverige

Svensk TV-nyheder fortalte fornylig (8/6 ?), at man trods straffelov om “grooming” kun har haft yderst povert resultat med at finde frem til branchens forbrydere. Da jeg ikke anede, hvad grooming var, måtte jeg søge hjælp på internet, hvor jeg fandt følgende oplysning fra Sverige:

OKTOBER 4, 2010

.

I disse dage anklages en 35-årig mand for sexforbrydelse mod 30 piger. Det er det første gang at “grooming” prøves for retten. Loven trådte i kraft den 1.juli 2009, men har ikke tidligere ført til nogen anklage. I det aktuelle tilfælde er 300 piger blevet afhørt.
Udtrykket “grooming” betyder, at voksne, ofte under falsk navn, aktivt forsøger at skabe en tillidsfuld forbindelse med et barn på internettet i den hernsigt senere at udsætte det for sexuelle overgreb, Et møde på internettet kan til en begyndelse virke uskyldigt, men kan hurtigt forvandles til et mareridt. For dem, der ikke kender til, hvad grooming handler om, anbefaler vi at læse Alexandramanden af Katja Wagner. En mand, som kaldte sig Alexandra dømtes til en lang fængselsstraf for at have luret ialt 58 piger via deres computer. I nogle tilfælde førte kontakterne til, at ofrene udsattes for voldtægt. I en undersøgelse fra BRÅ (Brottsförebyggande Rådet= Kriminalpræventivt Råd) viser det sig, at næsten hveranden 15-årige pige er bleven udsat fort sexkontakter af en voksen via internettet. Problemet er stort.

Ovenstående emne er ikke rart. Jeg ved ikke, hvor udbredt det er i Danmark. I begge vore lande har sexforeninger vundet megen magt, mest måske dog i Sverige, og både svenske og danske myndighederne synes med deres ofte ganske liderlige skolematerialer til sexundervisning at ignorere børns følelser.

I den islamiske præstestyrede kultur er pedofili accepteret. Og det viser sig, at Lissabontraktaten - EU’s grundlov -  med den sædvanlige slappe eftergivenhed  - har indrettet sig herefter og åbnet for lovliggørelse af sexuelt misbrug af mindreårige.

Idræt er politik

Vi ser og hører i overmål om sport hver eneste dag. I det gamle Rom var det gladiatorkampe. Brød og skuespil til det brede folk, så de ikke interesserer sig for statens politik og opdager magtmenneskenes rævestreger i tide.

Her er en artikel om sporten fra 70’ernes Danmark:


“Af irritation!!!” skrev hun, satte streg under og flere udråbstegn og skød sedlen tilbage til spørgeren. Det var svar på det sidste punkt på det spørgeskema, de sad med: hvorfor får man hovedpine? Og det var midt i en time på Gerløv Idrætshøjskoles kursus “Krop og Bevægelse, Sundhed og Samfund”.

Siden forklarede hun sig:
“Jeg har to væsentlige ting at anke over:
1) Kurset er på altfor lavt plan.
2) Det har en politisk holdning, som på mange kan virke anstødelig.
Kritikken gælder NB ikke idrætten, men foredragene er for eensidige og rent politiske og på for umodent plan. Oplægget til gruppearbejde er så banalt, at man simpelthen ikke kan byde folk i en voksen alder sådan noget!
Man forsøger at presse en politisk holdning ned over hovederne på eleverne, til trods for, at  
der intet sted i programmet eller i andet forhåndsmateriale står noget, der antyder en rød holdning. Hertil sender man altså sine unge i deres mest modtagelige alder. Hvordan er deres holdninger efter 6 måneders ophold?
Skal man ikke som lærer belyse et problem fra så mange sider som muligt?”

Sådan sagde hun. Havde hun været en såkaldt “hattedame”, havde jeg næppe heftet mig ved kritiken, men hun var ansat i forsorgen og afholdt på sin arbejdsplads.

Jeg meldte mig til et ugekursus for pensionister for at studere skolen nøjere. Heller ikke her havde programmet røbet den politiske tendens. Det gjaldt ikke legemsøvelserne, som med henblik på deltagernes alder kun udgjorde halvanden time om dagen, men man følte, at de ældre og deres pension skulde “udnyttes” som lettjente penge, og kunde man samtidigt få dem lidt indoktrineret i den “rigtige” retning, var det ingen skade til. “Undervisningen” var for ringe, og den unge kursusleder John - den eneste, der tilsyneladende havde et efternavn trods tidens mode (omend udeladt her) - var uden energi og syntes at satse på en letkøbt løn.

Ove derimod vilde gerne berige eleverne med, hvordan samfundssystemet så ud med hans øjne. Han mente, at politiske ideologier fremover vilde betyde mere end noget andet menneskeligt forhold. Derfor var han forbløffet over, at Østasiens marxistiske lande kunde ryge i totterne på hinanden. Han var begejstret for Kina, som han sammen med folk fra andre idrætshøjskoler nylig havde besøgt, delvist betalt af skatteborgerne. Naturligvis. Ove dyrkede Villy Sørensens “Oprør på Midten”. Den var oversat til mange sprog, internationalt kendt, sagde Ove. Man så H.C.Andersen, Søren Kierkegaard og - Villy Sørensen for sig i ævighedens stråleglans....

Ove manglede interese for at bore i tingene og udforske dem på bagsiden. Mange nymodens lærere tog uvidenskabeligt imod hulkortverdens uendelig mange data uden så meget som at reflektere over, hvem der fodrede datamaskinerne og med hvad?
Med svimlende forbløffelse erfor man, at denne Ove faktisk var forstanderen for Gerløv Idrætshøjskole.

Er kritikken af skolens  daværende ensidighed for hård?
På sine vægge hænger man, hvad man kan lide. Hos Ove hang Janteloven og i vort klasseværelse hang der plancher opfotograferet i stor størrelse fra en svensk bog om idræt, som talte for sig selv (direkte citater i citationstegn, oversat til dansk. Resten er resumè).

“Idræt er politik”. Idræt kan aldrig blive upolitisk. “Idrætsforbundert forsøger derfor at sætte idrætten ind i et mønster for kampen mod kapitalismen. Og det kan kun blive en kamp for socialisme”. Derfor var det naturligt at deltage i demonstration i Båstad imod Chile-tennisspillerne.

“Det vigtigste for en kapitalist er at tjene penge på de varer, som produceres i hans fabrikker”. - Også den borgerlige idræt er blevet en vare. Der er konkurrence. Og der er megen reklame om idrætsredskaber og reklame i forbindelse med idræt. Idrætsforbundet stræber efter at udvikle nye og mere demokratiske former. Idrætten bør indgå i vor hverdag og liv. “Kampen for et socialistisk samfund vil forandre idrætten”. “Tendensen i den borgerlige idræt går imod ensidigt trænede individer”. Den opdeler os i køn, alder, vægt o.s.v. ligesom på arbejdspladsen.

“En socialistisk idræt må stræbe efter at formidle betydningen af to dominerende principper i idrætten: det maximale præstationskrav og konkurrenceprincippet. I stedet må glæden ved at udføre forskellige bevægelser anses for det vigtigste. Sammen med arbejde og solidaritet.” Ved sportsstævner hejer man nationalt, men “vi skal glemme, at Sverige ikke er en enig nation, men består af forskellige klasser, som ikke har fælles interesser.”
I begyndelsen af dette århundrede og ved første Olympiade i moderne tid - 1896 - kunde alle deltage, men “den moderne idræt er et produkt af det kapitalistiske samfund. I begyndelsen var det bare borgere, som havde tid til at drive idræt. Først da arbejderklassen havde tilkæmpet sig kortere arbejdsdag kunde idrætten blived en massebevægelse.”

Blandt skolens lærere og foredragsholdere var der stærk slagside til markant venstrefløj.
Man holdt foredrag imod reklame eller om Berufsverbot imod venstreorienterede aktivister, planlagde rejser til Østens røde Sol i Polen, Tjekkoslovakiet eller Kina, hørte om Cubas herligheder, dyrkede politisk teater eller arrangerede seminarer og møder om, hvordan man skulde komme videre med alle mulige ativiteter og basisgrupper og kollektiver....

Bortset fra pensionistkurserne var det ikke de gode gamle højskolesange, man sang, men “Internationalen” eller for eksempel Benny Holst’s og psykolog Jesper Jensens “Sang om Bevidsthed” fra Danmarx Melodibog: “- andre går og høster frugterne af vores lange dag” og “- vi får ingen anden verden, hvis vi ikke tar den selv”.

Pensionist-ugekurset i 1979 var en lærerig oplevelse af, hvordan man indfanger unge mennesker i en ideologi, som - uden at røbe sin sande natur - forekommer dem spændende, Metoden er nok mere eller mindre den samme overalt på jordkloden, i dag som i går. Men verden er blevet hårdere. En os ganske fremmed ideologi lokker med træningslejre i udlandet og lægger op til at skabe et fjendebillede mod alle, der ikke anerkender samme religiøslignende ideologi, som de selv dyrker, og derfor bør udryddes.

Stadion København