10. - den anden form for krig.

Nu har jeg i flere indlæg belyst 70`ernes uanstændige propaganda overfor vore forsvarsløse børn. En propaganda, som støttedes meningsmæssigt og økonomisk af staten, en fordægt kamp mod landets ikke-marxistiske forældre!


Se Kalle Linds video:
http://www.youtube.
com/watch?vö=Payy25n4Jernes vo 




I dag den 28. maj 2012 har hollænderen Guus Kuijer, modtaget Astrid Lindgrens børnebogspris, den såkaldte Almapris, i Stockholm ifølge tidligere meddelelse. Se, hvad han siger i Dagens Nyheter (?):


....han har inte kunnat skriva för barn på sex år. Det avslöjade den holländske författaren Guus Kuijer när han den 22. maj mötte den svenska publiken i Kulturhuset i Stockholm.

- Sedan filmregissören Theo van Gogh mördades i Holland skriver jag om religiös fundamentalism - för vuxna. Jag vill inte besvära barnen med det temat, sade Guus Kuijer.
Han fick Almapriset för att han ”med fördomsfri blick och intellektuell skärpa” gestaltar problemen i det moderna samhället och de stora livsfrågorna i böcker för barn. Men i dagsläget är det litteratur för vuxna som gäller.

Den 69-årige författaren har konsekvent tackat nej till intervjuer inför sitt Sverigebesök, men har däremot inget emot att möta sina läsare. På Kulturhuset i Stockholm berättade han personligt om sitt liv, sitt skrivande och sina influenser - från barnboken ”Emil och detektiverna” av Erich Kästner, till Ingmar Bergmans filmer.






Spydpigen håber, at denne lille serie om børnebøger får folk til at indse, at de ikke bare kan
boltre sig i med statens trivsels underfholdning i form af "brød og skuespil", men er nødt til at sætte sig grundigt ind i, hvad psykologisk krig indebærer. Læs og lær om det her. Kik tilbage på Spydpigens indlæg den 17. januar 2011.


Og vågn så op og gå til modstand mod enhver begyndende diktatur-tanke, ligesom nedenstående og mange andre har gjort det og gør det på forskellige felter.

Bog om de politiske kræfter  bag nedbrydningen af samfundssystemet i 70`erne - med navns nævnelse.

Derfor blev vi som vi blev

Erhard Jacobsens "Aktive Lyttere og Seere"
afspillede døgnet rundt Danmarks Radios
programmer for at kunne føre bevis for de
ansatte journalisters venstrevredne
propaganda etc.

Kampen mod oprettelse af
moskèer og islamiske skoler
til nedbrydning af dansk
kultur og islams overtagelse
af landet.

Folket ender i
Kattens klør.






Billedet t.h. er en
illustraion fra den
schweiziske udgave
om Psykologisk
Krigsførelse:


"Den anden form for krig er så farlig, fordi den
ikke umiddelbart bliver erkendt som krig.
Krigen er camoufleret. Den udspiller sig under
dække af fredstilstand og skjuler sig under
formen af indre omvæltning.
Begyndelsen er ringe og tilsyneladende harmløs -
slutningen er så bitter som selve krigen."

9. Var Socialdemokratiet et værn mod kommunisme?

 I denne miniature-serie om den marxistiske indoktrinering af børnene fra 68`ernes revoluton og fremefter har jeg nævnt nogle ganske få røde navne. Der kunde nævnes mange, mange flere, som har bidraget til nedbrydningen af samfundet og politisk påvirkning af andres børn. Demokrati rummer i sig selv sin egen udslettelse, idet det skal give plads for alle meninger.


Når dette er sagt, så glem ikke, at vi som vælgere selv var/er skyld i udviklingen. De såkaldte borgerlige politikere - ikke mindst de konservatve - var tilsyneladende mere optaget af at være “pæne” mennesker end at gå til aktiv modstand mod den evigt fremadlistende kommunisme. Og mange var for naive. Se Bent Jensens bog om ”Stalinismens fascination”. Grænseløs naivitet er ikke på nogen måde knyttet til begrænset intelligens. Den trives fuldgodt hos veluddannede. Den skyldes vel en grundløs godhjertethed, der ikke kan tro ilde om sin næstes eventuelle lumskebuxeri.

Socialdemokratiet anså man langt ind i borgerlige kredse som en sikkerhed mod kommunisme. Havde arbejderbefolkningen det godt, kunde kommunisme ikke udvikles, mente man.. Men det var netop “eliten” i socialdemokratiet - akademikerne - som indførte kommunismen i sociademokratiet , ikke folket, ikke arbejderne og funktionærerne...,  men Auken familien, Niels Matthiassen, Ritt Bjerregård, Ole Espersen, partiets “trivsels-ideolog” psykolog Eggert Petersen m.fl

 Således blev socialdemokratiet ikke noget værn mod kommunismen, men befordrede netop dens ideologi. 
Uden de  kommunistvenlige socialdemokratiske ministre og en sovende opposition havde 68`erne næppe kunnet ødelægge så meget som de gjorde/gør.







Hvis man så bare have lært noget af det? Havde forstået, at islams erobringsstrategi - trods alle forskelle - i høj grad minder om kommunisternes, og at de valgte borgerlige politikere sover lige så sødt og trygt i dag som dengang. 
Det gælder som før at overbevise naive danskere med propaganda - til fordel for indførelse af et diktatur. Al diktatur kendetegnes ved begrænsning og afskaffellse af individuel frihed.


Derfor må vi ikke sige dit og sige dat.


De mennesker, der slås for noget, en ideologi eller en religion, har 
en psykisk ballast, der overgår den, som mennesker har, der ikke vèd eller ikke forstår, at de har noget at kæmpe for.
Du kan give en person et våben, men har han ikke viljen til at kæmpe, så bliver det derefter. Troen på, at man kæmper for en eller anden gud (ligegyldig hvem) giver en særlig styrke, som yderligere kan øges ved et gennem propaganda oparbejdet had.

I en svensk børnebog viser en illustration,
at den femårige Lotta sover trygt under
et stort billede af hendes idol Karl Marx.

Billedet nederst t,h. taler for sig selv

Billedet nederst t.v. er en tegning fra Berlingeren, dengang Børnemagt fra Christiania under ledelse af en
"pædagog" ødelagde et marmorrelief på Frihedsstøtten i København med maling, som de havde medbragt.
"Pædagogen" blev ikke retsforfulgt!

8. "Voldtaget af staten"

Men det blev ikke ved sexbøgerne. Fanden stak igen hoven frem og så en mulighed for at give sig på børnene uden mindste respekt for dem og deres forældre. NGO-foreningen “Sex og Samfund” fremstillede en cd-rom, kaldet “Sexstarz” om alle mulige (og umulige) sexscener.
Trods venstrefløjens begejstrede jubel over dette samvitiighedsløse produkt havde sundhedminister Lars Løkke Rasmussen rygrad og mod nok til at nedlægge forbud mod cd-rom`en i skoleundervisningen. Er der frihed til at fremstille en sådan cd-rom, så må der også være frihed for at få det stukket i næsen. Vi er jo ikke alle ens og skal ikke være det i et demokrati.

Siden lavede man også sådan en cd-rom i Sverige. Den kendte svenske journalist, Julia Cæsar, skrev en kronik om den: "Voldtaget af Staten":
http://snaphanen.dk/2011/01/29/s%C3%B8ndagskronik-valdtagen-av-staten/

Venstrefløjens angreb på det danske og det svenske samfund ligner hinanden. Med indpodning af liderlighed og syge tanker i vore børn skulde de ”kapitalistiske” samfund nedgøres.

Men sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) hoppede ikke på den vildmand, men afviste det foreslåede undervisningsmateriale, CD-skiven ”Sexstarz” 2004.  Fornærmet og vred svarede Venstrefløjen igen ved at sprede sin snuskede CD-skive via internettet, for børnen vilde og skulde de nå. Torben Weinreich og Søren Vinterberg havde jo for længe siden forklaret og vist, hvordan man kom bag om ryggen på forældrene.
Forældremyndigheden var smuldret væk, ikke mindst ved de borgerlige partiers utrolige ligegyldighed med, hvad venstrefløjen foretog sig, ja, endog ofte med borgerlig accept!

Hvem var manden bag ”Sexstarz”?

Han hedder Per Holm Knudsen (PHK) og han er rigtignok en sød dreng.

1971 fik PHK udgivet billedbogen "Sådan får man et Barn" på Borgens
Forlag. Det var hans første og indebar kun nogle få gadeudtryk. Borgens forlag blev snart avantgarde i børnebøger med plat gadesprog og liderlige ord i henhold til Torben Weinreich og Søren Vinterberg. - 

PHK´s billedbog vandt pris fra kulturminister, Niels Matthiasen, og PHK fortsatte genren.














1974 udkom hans ”Connie og Bolighajen” på Borgens Forlag, nydeligt anmeldt af Morten Haslund i den kommuniststyrede fagforening, BUPL´s blad ”Børn og Unge” nr. 44, 1974. Bogen kom med på Svend Åge Laursens  L.I.B.E.R.-udstilling til skræk og advarsel for forældregenerationen.  Der kom mange protester mod bogen, bl.a. i Berlingske 20.9.74 fra Malin Lindgren: ”Porno-politisk medicin for de mindreårige” (petting, onani, samlejer).

Ved et skolebibliotekarmøde 1978, hvor PHK sad i panelet, udtalte han:
jeg er marxist. Jeg har et evangelium…” , og han uddelte spørgeskemaer om sex til deltagerne, som mange besvarede, enten de nu var med på noderne eller var ”brugbar naive” (?).


I 1973 nævntes PHK i det røde tidsskrift ”Unge Pædagoger” som kontaktmand for ”Socialistisk Lytter og Fjernseer Forbund” med adresse på Nørrebro København. Rimeligvis var han med i bestyrelsen af Forbundet allerede fra dets stiftelse 1972 (men i hvert fald fra april 1974). Dermed havde han et bagland i ryggen, da han angreb DR for en borgerlig udsendelse om Vietnamkrigen.
Snart rasede der en kulturkamp mellem Danmarks Radios røde journalister og Erhard Jacobsens ”Aktive Lyttere og Seere” (ALS, stiftet 1976). ALS´s båndoptagere kørte dag og nat for at samle håndgribelige beviser på statsradioens  marxistiske propaganda.  
ALS prøvede at forhindre, at småbørns tanker - forledt af røde extremisters agitation med omdigtede børnesange o.l. - kom til at kredse om alt, der var neden for navlen.

Som sex-fixeret har PHK skrevet flere historier om kønsroller som f.eks. ”Børnelokkeren” og  ”Og så kan man ikke bliver soldat”.

I 1978 blev han indvalgt i byrådet i Hammel på en tværsocialistisk liste og siden genvalgt for endnu én periode. Han har stadig bopæl i Hammel, hvorfra han udgyder sig om sex og psyke, underviser i sex på hjemmesider etc.
I ”Børneåret” 1979, som jo var en ensidig kæmpe propagandaforestilling for landets røde fløj, støttet af regeringen, holdt PHK foredrag om børnelitteratur og opdragelse.

”Sexstarz”-CD skiven, som sundhedsminister Lars Løkke afviste, blev lavet af Per Holm Knudsen i samarbejde med NGO-gruppen Sex og Samfund, som vistnok startede meget pænt med familieplanlægning, men siden udartede, som det ofte går med NGO´erne. Efter at have dyrket sex i tredive år, kalder PHK sig nu psykoterapeut  og sexolog og er medlem af Psykoterapeut Foreningen.


Spydpigen holder på Frihed for individet, forudsat at man ikke generer nogen. Altså Frihed til at dyrke sine egne platte ord, men også andres Frihed fra anmassende sjofle udtryk.

7. Sex-sex- sex

Plakat om sex fra Bibliotekscentralen  i Danmark, tegnet af børnebibliotekar Ulla Harne.
Opsat på Børnebibliotek. 




Diverse sex-info var totalt blottet for kærlige følelser. Det var kold og klam sex-funktion.

Fra plakat 
fra 
Baggårdsteatrets
"Ska  vi komme sammen", To en
halv times samleje 
fra DDR.

  Baggårdsteatret havde 
to vidt forskellige plakater 
til denne forestilling:  
en harmløs 
til forældre 
og skoler,,,,


og vedstående til børn og andre....














Baggårdsteatret havde to vidt forskellige plakater 
til denne forestilling:  en harmløs for forældre og 
skoleinspektører......


og ovenstående til børn og andre....




 Svensk sex-oplysning.
 Sverige har to magtfulde 
 sex-foreninger som gør, 
 hvad de kan for at lære 
 børnene alt i faget.
Se den svenske video
fra Kalle Lind, forfatteren 
til "Proggiga Barnböcker":
http://www.youtube.
com/watch?vö=Payy25n4Jvo

YouTube - Videoer fra denne e-mai




Tegneren 
Egon Clausen 
er tidligere 
blevet
omtalt her 
på
bloggen 
29.4.2008

6. Frihed til contra Frihed fra

I sidste indlæg - nr. 5 i denne serie om 68`ernes kulturrevolution - hørte vi om L.I.B.E.R.
en børne- og forældreorganisation, som  søgte at værne mod uønsket indoktrinering og ensretning af børnene. Foreningen havde baggrund i indoktrineringsdebatten fra 1974.

Et særlig vellykket emne til nedbrydningen af samfundet var/er sex, meget attraktivt for børn i puberteten. Emnet indgår i de kommunistiske langtidsmål:

24: Afskaf alle love vedrørende pornografi ved at erklære dem for ”censur” og et brud på ytringsfriheden og pressefrihed.

25: Nedbryd kulturelle normer om moral ved at ophjælpe pornografi og utugtighed i bøger, blade, film, radio og TV.

26: Omtal homosexualitet, degeneration og sexuel omgang i flæng som ”normale, naturlige og sunde”.



40: Nedvurdér familien som begreb. Fremelsk kønslig omgang i flæng og gør det let at blive skilt.

41: Skab behov for børneopdragelse uden for forældrenes ”negative” indflydelse. Ophjælp fordomme, mentale blokeringer og hæmninger hos børn for at undertrykke forældrenes indflydelse.

Kære læser, måske synes du ikke om udtrykkene nedenfor på denne side og næste indlæg, men de blev påtvunget skolebørn i 70`erne og derfor kan også du læse dem og gøre dig dine tanker om skolepolitikken.
Politikerne stiller presseetiske krav, når det drejer sig om egen person, der stilles etiske krav til brug af reklame o.l., men aldrig har der på Christiansborg kunnet dannes flertal for etiske krav, når det drejer sig om, hvad vore børn præsenteres for i vore skoler. Der er f.ex. gennemført tvungen sexualundervisning i skolerne. I disse timer kan børnene udsættes for en bog, som Munksgaards ”Pornografi Trivi”, der hovedsagelig anvendtes i gymnasiet, men undertiden også i folkeskolen. I bogens forord står der bl.a.: I 1969 vedtog folketinget at tillade alle former for pornografi. Formålet var at give den enkelte borger så stor frihed som muligt. Det vil sige frihed til selv at bestemme, om du vil læse pornografi og se pornobilleder eller ej.
Men med den “metodefrihed”,  man gav lærerne, kunde disse frit vælge materiale, og nogen valgte faktisk porno. Eleverne havde altså ikke individuel “frihed til selv at bestemme”, om de vilde læse pornografi og se pornobilleder.  
I samme skolebog kunde børnene få indsigt i hvordan et samleje går for sig: “....Mandens er som regel af enorme dimensioner, bankende og jernhård. Kvindens er lille, snæver. Blød og våd – altså ikke rigtigt skabt til en penis. Men dette misforhold er faktisk en lækkerbidsken for Weekend Sex. I det lille snævre hul kan manden så hamre, støde, presse og hugge sit bankende jern helt til roden. Kvinden skriger og stønner og føler sig helt udblokket og udspillet, forsvarsløs og prisgivet, glad og veltilfreds.”
I den efterhånden uddøde religionsundervisning kunde børnene udsættes for antireligiøse bøger som ”Kammerat Jesus”, som det også er lykkedes at blande pornografi ind i. Bogen brugtes bl.a. på Greve Amts Gymnasium som klassesæt, så forældrene ikke så bogen. Ved klage til undervisningsminister Ritt Bjerregaard viste det sig, at med Folketingets billigelse kunde sådanne bøger anvendes i undervisningen. Det vilde L.I.B.E.R. skabe debat om.
Egentlig skulde undervisningsmaterialet godkendes af skolens forældrevalgte skolenævn, men det var en narresut, for hvordan skulde forældrene have mulighed for at sætte sig rigtigt ind i dette emne? De fulgte gerne tillidsfuldt den aktuelle lærers forslag uden anelse om, hvad der foregik.
L.I.B.E.R. vilde ikke have bøgerne forbudt.
-Det vilde jo være censur. Et forlag må da trykke, hvad de vil. Kunde en psykolog eller pædagog bruge materialet, så havde forlagt sikret sig økonomisk grundlag for at producere bøgerne.
Psykologer og pædagoger forsikrede befolkningen om, at de altid ”kæmpede på børnenes side”,  “for børnenes rettigheder” og værnede om børnenes ret til selv at bestemme o.s.v. Men når alt kom til alt, så var det jo disse psykologer og pædagoger, som indførte dette sølle uetiske og kulturforladte bogmateriale som eksempelvis er citeret ovenfor.

5. L.I.B.E.R. gik til angreb.

 

      Billeder fra svenske børnebøger i 70 erne

L.I.B.E.R. gik til angreb.

I Danmark lagde arbejdsmand Svend Åge Laursen, MB i Solrød, navn til en udstilling med de   uanstændige børnebøger. Han havde egen erfaring, hvordan politikere ikke mindst fra socialdemokratiet vilde bestemme over hans fem børns (- og alle andre børns) opdragelse og uddannelse. Men hans børn skulde lære noget, og han fik startet landets største privatskole i Solrød 1975.  

I 1976 kom bogudstillingen L.I.B.E.R. Liber betyder på latin både bog og fri, men af hensyn til et svensk bogfirma var vi tvungne at sætte punktummer imellem bogstaverne, så navnet kunde tolkes som “Landeværn Imod Børns EnsRetning”. Vi vilde Ikke have censur her, men oplysning til de uvidende forældre om bøgerne og at disse bøger ikke altid lå i skoletasken, men opbevaredes som klassesæt på skolen, uden for forældrenes rækkevidde.

Laursen lejede en skurvogn, så udstillingen kunde vises i forskellige dele af landet. Massemedierne - gjorde, hvad de kunde for at nedgøre den folkelige modstand mod venstrefløjens overgreb mod børnene.  Vi kom i den absurde situation, at sjofle tekster og billeder i børnebøger - for anstændighedens skyld - ikke måtte citeres hverken i byråd eller i folketing og ikke omtales i massemedier eller vises i TV. Således forblev de så godt som ukendte for forældrene og fandtes kun for voksne på de offentlige toiletter! Det vil sige i "Familieværnets Telefonavis", som oprettedes i 1975 af Gertrud Galster, kunde hun uhindret læse op af børnebøgerne og fortælle om de røde samvittighesløse "experter" i børnehaver og skoler. To gange var der i folketinget forsøg på at få denne informationsvirksomhed stoppet.

Trods udstilling og telefonavis m.m. forblev forældregenerationen stort set uvidende om hvad der foregik. Det var skuffende, at mennesker som man forventede havde en vis moralkodex eller gjorde en indsats for børn, stort set viste sig ligeglade med, hvad landets børn opdroges til.

Nok er denne uanstændige indoktrinering af andres børn blevet meget indskrænket og afdæmpet, men udslukt er den ikke. Den har derimod skiftet indhold lidt. Nu gælder det ikke blot kommunisme alene, men en anden diktaturideologi, som i råhed og brutal  vold synes at overgå alt, vi tidligere har set.

-- og fra danske!

4. Mer indoktrinering

Desværre ligger Spydpigen stille ind imellem på grund af min manglende
tekniske kundskaber, når Google ændrer på programmerne. Fortsat fra
forrige indlæg:

4. Mer indoktrinering af børnene i 70`erne.

Vi hørte i forrige indlæg om hvordan nogle avantgarde-personer (mis)brugte børn i henhold til de kommunistiske langtidsmål i deres kamp mod forældremyndighed og demokrati for at gøre samfundet kommunistisk. De havde mange medløbere, ikke mindst inden for pædagog- og psykologkredse


Var der da ingen opposition imod venstrefløjens angreb på forældremyndighed og indoktrinering af børnene? vil man spørge. 

Jo-o, lidt, men den kunde ikke hamle op med venstrefløjen. Kommunistbegejstringen fandtes langt ind i journalisternes rækker og uden oplysning om hvad der foregik i samfundet, var enhver modstand lammet. Socialdemokratiet både i Sverige og i Danmark var gledet ud til venstre med politikere, der var mere kommunistiske end socialdemokratiske, som f,ex. Ole Espersen, Ritt Bjerregaard, Eva Gredal, Niels Matthiassen m.fl. Og psykolog Eggert Petersen havde tilmed fået partiet til at foreslå et "trivselsprogram" med umiskendelige kommunistvurderinger. De borgerlige politikere snorksov og forstod ikke revolutionstaktikken. 


Sveriges situation var nok værre, eftersom befolkningen allerede i årtier var blevet indoktrineret med at tro blindt på "Folkhemmet". Som man kan læse på ovennævnte forfatter Kalle Linds bog om “Proggiga barnböcker” “undanhöll massmedia information till allmänheten” - ligesom i Danmark.



"Inget i mänskligheten skulle derimod undanhållas barnen. Barnen skulle inte skyddas mot några intryck. De skulle få reda på allt, både politik och sex, alla baksidor av människolivet som t.ex. boken ”Vad händer i Grekland?” med läskiga illustrationer av våld, tortyr och likvideringar, som vad ångest anbelangar sätter Brödarna Grimms sagor i skuggan.
Den danska boken ”Älle, bälle, bolle”, skriven speciellt för småbarn, blev naturligtvis översatt till svenska med de rätta vulgära orden för könsdelarna.
Innehållet i de ”proggiga” barnböckerna var sjukt och perverst, men uppfattades på den tiden som ”normalt”, säger Lind. Det har han på sätt och vis rätt i. Helt enkelt därför att massmedia undanhöll all kritik av denna samhällsutveckling, som var en del av den smygande revolution, som skulle leda till en marxistisk stat. Många – om inte de flesta (?) - journalister var införstådda med utvecklingen eller intresserade sig inte för barnböcker.

Jo jo minsann. De som stod bakom det smygande marxistiska revolutionsförsöket var inte dumma. De hade redan arbetat så bra bakom kulisserna, att de hade ett rejält tag om massmedia och många anhängare i landets myndigheter. Många fyrtiotalister kom på så vis också själva in i landets större eller mindre styrande organ."

3. Søren Vinterberg

Søren Vinterberg er magister i litteratur og anmeldte børnebøger ved Information. Han er gift med 

bibliotekar Ingerlise Vinterberg,

Vinterberg var meget aktiv forkæmper for den forældrefjendske, anarkistiske organisation BRIS i nært samarbejde med Esther Facius, der sad i bestyrelsen for Landsforeningen for Mentalhygiejne (se side 184 i Gertrud Galsters bog “5. Kolonne”). Han lavede en masse propaganda for BRIS, dels som medlem af redaktionen af deres blad, dels gennem artikler andetsteds, f.ex.i det socialistiske
tidsskrift BIXEN, dels gennem radio og TV og ved møder.


Sammen med Esther Facius forfattede han den pjece, som BRIS i massevis lod uddele til skolebørn i efteråret 1973 med oplysninger om, hvordan de skulde komme hjemmefra, væk fra forældrenes opsyn.. Mange aviser tog til orde mod dette angreb på forældre og forældremyndighed, både i artikler og i ledere, ligesom der kom reaktioner fra befolkningen, der gav genlyd op i folketinget. Her begyndte man at overveje, hvorvidt det var rimeligt at fortsætte med offentlig støtte til BRIS.


Skønt BRIS - og dermed Søren Vinterberg - ikke skyede noget middel for at nå målet: at ændre samfundet radikalt, kom han ligesom sine meningsfæller til tops under den socialdemokratiske regerings beskyttelse. Søren Vinterberg fik plads i Kulturminister Niels Matthiassens Børnekulturudvalg.

Sammen med Toni Liversage redigerede han “Børn, Litteratur, Samfund” med bidrag fra bl.a. psykolog Agnete Diderichsen (knyttet til “Kommunistiske Pædagoger” og kendt for artikler i Land ogFolk og Information) og Jette Lundbo Levy, der var med til oprettelsen af “Røde Øje”.
Endvidere skrev han en debatbog om kønsroller og sammen med Torben Weinreich bogen “Børnelitteratur-Klassekultur”, ligesom han var medforfatter til “Børnemarked” fra Borgens Forlag.
Var han ikke berygtet for sit arbejde i BRIS, så blev han  det med idè-programmet til Borgens børnebogskonkurrence. Uden skrupler af nogen art dikterede han sammen med Weinreich en pjece med opskrift på, hvordan man med sjofelheder i sprog og indhold kunde påvirke børns følelser og lede dem derhen, hvor man ønskede. Vinterberg og Weinreich ikke bare dikterede indholdet af børnebøger i Borgens konkurrence, de sad også selv i dommerkomitèen sammen med to venner,
Iben Melbye og forlagets direktør Ole Thestrup (- var han mon i familie med den Thestrup som frigav pornoen?).
Bent Haller fulgte dommmerkomitèens ønsker med “Katamaranen” og vandt.

Som nævnt sad Vinterberg i kulturministerens Børnekulturudvalg. Ikke så overraskende passerede “Katamaranen” videre fra Borgens vinderpris til Statens Kunstfonds litterære kulturpris som den første børnebog, der skal have opnået en belønning på over 200.000 kr. (NB i 1973!). Ganske vist var Børnekulturudvalget ikke Kunstfondens triumvirat, men alligevel - ! Forfatteren Martin Elmer skrev: “Der er tale om en politisk sympatitilkendegivelse fra Kunstfondens røde kabinet. Velbekomme!”

Kilde: Tidsskriftet AKTION 3, 1978.








< 100% BRIS-Opfattelse af almindelige forældre

2. Hvordan kom man uden om forældrene?

Som nævnt gjaldt det at få børnene indoktrineret med de 45 kommunistiske langtidsmål. Den mest aktuelle paragraf i den henseende er nr. 41:


"Skab behov for børneopdragelse uden for forældrenes ”negative” indflydelse. Ophjælp fordomme, mentale blokeringer og hæmninger hos børn for at undertrykke forældrenes indflydelse.”

Hvordan kan man det?

Svaret finder vi i Danmark. I en tydelig forklaring fra Torben Weinreich:
I bogen «Børne-og Ungdomsbogen i Lokalsamfundet» skriver han, hvordan man via æteren kan omgå den forældrestyrede og beskyttede opdragelse, altså ignorere forældremyndigheden. Man kan omtale og anbefale børnebøgerne direkte til børnene i radioens og TV`s  børneprogrammer, som forældre kun meget sjældent ser.
I samme bog beretter Torben Weinreich om sit Osted-projekt, der ikke opnåede den ønskede kulturstøtte, da den fornødne tillid til hans arbejde ikke syntes at være til stede.

Torben Weinreich startede sin karriere ved Askovgården socialcenter på Nørrebro 1966. Efter lærerexamen var han nogle år pædagogmedarbejder ved Roskilde Amts skolecentral (i dansk og dramatik), desuden ansat ved skoleradioen og medredaktør af det socialistiske blad BIXEN (om miljøer og medier for børn). Han blev cand. pæd. 1974 og kastede sig over børnelitteratursociologi.

I det anti-kommunistiske tidsskrift AKTION nr. 2, 1978, fortælles om hans psykiske overgreb på børn, der førte ham til elitens top som professor i børnelitteratur.

Han har skrevet børnebogen ”Arbejdsløs” (tegninger af Claus Deleuran) m.m. og flere bøger om dramatik, bl.a. ”Dramatik i Orienteringsundervisningen”, udgivet af Børnehaveklasseforeningen i samarbejde med Pædagogisk Landsforening for Orientering (PLO). Heri gøres rede for målet: dramatik skal ikke bare øge sanse- og kropsbevidstheden, men ”denne bevidsthed må bruges til noget f.eks. til at bryde ”det autoritære og kommercielle mønster””. Ifølge bogen når børnene individuel frigjorthed ved ”en mere styret arbejdsform i starten”, hvorved de snart vil føle ”at have mulighed for at indgå i den aktuelle sammenhæng på linie med de andre.” Dramatik skal føre til udadvendt aktivitet, thi ”formålet må være individets frigørelse i en proces, der indebærer arbejdsklassens frigørelse.”

Sammen med Søren Vinterberg fra den mentalhygiejniske organisation BRIS har Torben Weinreich skrevet ”Børnelitteratur-Klassekultur” og meget andet,, bl.a. i BIXEN, eller gennem eget forlag TIU og som børnebogsanmelder ved Brugsforeningens blad SAMVIRKE (!).

På tale om tegneserier i danskundervisningen er det tankevækkende at se, hvor ihærdigt han påtaler den triste leflen for lave instinkter som vold, kriminalitet, penge- og sexbegær osv., samtidigt med at han og hans medarbejdere i kamp mod folkestyre og forældre bevidst bruger og anbefaler sådanne ting uden nogen som helst skrupler over for børnene eller deres forældre (se nedenfor!).

”Hvordan får vi bedre børnebøger”, spørger han i SAMVIRKE, 1976. Spørgsmålet lyder som en vittighed på baggrund af Weinreichs og Vinterbergs forfattervejledning til forlaget BORGENs børnebogskonkurrence. 
I denne vejledning opfordredes børnebogsforfattere til at skrive om politisk arbejde af forskellig art, f.eks. elevrådsarbejde, landproletariatet (= husmænd som specialarbejdere), aktioner på arbejdspladserne, revolutioner, terror, massagepiger, homosexuelle drenge, hor og vold. ”Vel skal der være ”saglig” og ligesom skrabet faktapræget litteratur om bl.a. arbejdsløshed, men der skal også være mord, voldtægt, selvmord (vi må genopvække en slags orgiastisk expressionisme/futurisme for børn). Ja, det begynder sgu helt at ligne et program, men OK: så er det et program. Har vi ikke tid til at finde øloplukkeren, så lad os da for fanden smadre halsen på flasken!”

Bent Haller viste sig som et skrupelløst redskab, der fulgte anvisningerne fra Weinreich og Vinterberg, der sammen med to trosfæller, Iben Melbye og Borgens direktør, Ole Thestrup, udgjorde dommerkomitéen. Haller havde således alle chancer for at vinde - og vandt da også med bogen KATAMARANEN. Den vakte forældreharme og postyr i flere kommuner, hvor bibliotekarerne indkøbte den eller lærere tog den i brug.

Weinreich og hans extremist-venner sigtede mod et bestemt politisk mål. Det skulle nås. Med anstændige eller uanstændige midler! Han brugte Mentalhygiejnens ideologiske taktik: han greb fat i børnene bag forældrenes ryg.
En pjece fra den forældrefjendske organisation BRIS (Børns Rettigheder I Samfundet, med øgenavnet ”BørneRov I Samfundet) hovererede med, at de havde ”kontakt til børnebogsforlag”.



BORGEN !

Kilde: Tidsskriftet AKTION 1977 og 1978

Indsendt af gertrud kl. 23.1.09 Links til dette indlæg