Nedenstående indlæg kom ikke på den 9. april, men er stadig interessant, Det viser, at Jon Galster, der stædigt hævdede, at den 9. april var aftalt spil, havde ret. Ellers var der heller ikke blevet alt det postyr for at få ham til at holde mund. Nok om det.
Kronikken her blev først skrevet 28 år efter den tyske besættelse..
Den nuværende invasion har en helt anden taktik, som menigmand har svært ved at se og begribe, medmindre de sætter sig ind i strategien for psykologisk krigsførelse. Indvandrerne selv behøver heller ikke at kende til eller forstå. den overornede strategi for erobring af andres territorium.
KNUDÅGE RIISAGER
En underlig aften
I selskab med Furtwängler 7. april 1940
BERLINGSKE TIDENDES KRONIK 7. APRIL 1968
FREDAG den 5te april 1940 havde Wilhelm Furtwängler en koncert i Odd-Fellow Palæet med Det kgl. kapel. Programmet bestod af to Beethoven-symfonier: den 5te og den 6te, men det kom til at gå anderledes. Ingen kunne den aften ane, hvad netop indledningsmotivet til ”Skæbnesymfonien” kom til at betyde for os her i Danmark, kort tid efter. Det blev håbets symbol, kaldesignalet fra den engelske radio, der over kortbølgeprogrammerne sendte meddelelser om, hvad der i virkeligheden foregik ude omkring i den verden, som så brat skulle blive lukket af for os. Vel var tiden formørket af den krig, som havde raset i syv måneder over Europa. Men der var jo på opfordring af den tyske regering, næppe et årstid før, sluttet en ikke-angrebspagt, gående ud på, at det tyske rige i intet tilfælde ville skride til krig mod Danmark og i det hele respektere landets neutralitet. Herudover havde den tyske gesandt, så sent som i august måned, erklæret at Tyskland ville respektere den danske neutralitet under den krig, som efter alt at dømme nu forestod, ligesom Folketinget i januar enstemmigt havde vedtaget, at landets neutralitet skulle opretholdes med de midler, der rådedes over til sikring af rigets fred og uafhængighed. Vinterkrigen i Finland havde gjort et dybt indtryk også på den danske befolkning, men den var allerede afsluttet, og selv om man i det ydre mærkede den europæiske krigs virkninger ved en begyndende rationering af kaffe og te, og temperaturen i folks stuer ikke måtte overstige 18 grader Celsius, så var dette dog kun for lidet at regne, når man tænkte på de lidelser, som de krigsførendes befolkninger måtte udstå.
Alligevel mærkedes en stigende nervøsitet, som især bredte sig de første aprildage ved rygterne om engelsk mineudlægning i farvandene omkring Danmark og Norge, Men troede nogen på en tysk besættelse af Danmark? Det er vanskeligt, så længe efter, at genkalde netop de følelser og forestillinger, som herskende. Måske var det en sangvinsk dansk tankegang, at vi slap nok udenom, som sidst.
Danmark ville ingen røre, det kunne, som det hed, ”ikke betale sig” at ødelægge "spisekammeret” og hertil kom jo de givne forsikringer og traktater, som man ikke var indstillet på at betragte som ”papirlapper”.
Altså: der var, om end ikke fred, så dog ingen fare. Vi gik til koncert og glædede os over den dejlige musik, som den berømte Furtwängler gav os at høre, idet han med mesterskab lod skæbnen banke sine hårde knokkelslag på vor dør. Vidste han noget som helst om, hvad der forestod?
TO DAGE efter denne koncert, søndag den 7de april, havde en af vore store kunst- og musikelskere samlet en kreds af venner til middag i sin bolig i Kvæsthusgade. Disse selskaber var altid præget af en særlig ynde, dels fordi det var interessante mennesker, der mødtes her, dels fordi selve stedet var smukt og traditionsrigt. Her havde komponisten I.P.E. Hartmanns svigerforældre boet. Datteren, Emma Zinn var selv musikalsk og skrev under navnet Fred. Palmer kønne romancer. Den for længst hedengangne handelsfyrstes stuer stod endnu med deres røde, pompeianske vægfelter og malerier over dørkarmene, og fra vinduesnicherne kunne man se ud over havnen med dens brogede lyssignaler fra de bestandigt kommende og sejlende skibe. Hin aften var Wilhelm Furtwängler vist at anse som hædersgæsten. Desuden var til stede statsminister Th. Stauning, forfatteren Svend Borberg, der dengang virkede som teaterkritiker ved Berlingske Tidende, en københavnsk chefredaktør, Johannes V. Jensen – der for øvrigt var svigerfader til husets datter - samt nogle få musikere og musikalske venner.
Man havde, trods de begrænsninger som allerede nødvendiggjordes af de knappere tilf’ørselsforhold, fået en splendid middag med gode vine. Humøret var ikke føleligt trykket af de skyer, der trak op i horisonten – koncerten havde været vidunderligt inspirerende, og Danmark lå dog trods alt, givne tilsagn i betragtning, lunt og sikkert i det farlige sving. Senere fulgte kaffen, på hvis konsistens det næppe sporedes, at der kun var tildelt hver person et kvantum på 600 gram pr. måned, og desuden hjalp tilhørende glas med stærke væsker efter behag til at skjule eventuelle svaghedstegn ved den brune drik.
På den måde var man kommet et stykke ud på aftenen og nærmede sig hvad ”natmaden” angår et koldt bord, der ikke gav middagens yppighed noget efter. Snakken gik livligt og ikke videre lavmælt, da en af deltagerne, da klokken var omtrent en halv time efter midnat, blev kaldt til telefonen. Ingen fandt heri noget, der kunne standse konversationen, som gik på musikalske spørgsmål og andre kunstneriske emner, indtil vi alle, på én gang og ligesom efter en magisk tilskyndelse så hen mod døren til det tilstødende værelse: telefonopringningen var fra Berlin. Danmark ville blive besat af tyske tropper i løbet af 36 timer. Altså inden den 9de april om morgenen, måske før. Jeg ved ikke – og vidste ikke dengang, hvilken autoritet der lå bagved denne meddelelse. Men alle kunne tydeligt fornemme, at det var ramme alvor. Det var et besynderligt øjeblik, som dirrer i erindringen endnu i dag.
FURTWÄNGLER havde forstået, hvad der var sket. Tavsheden, der lignede en art mental lammelse, som havde bemægtiget sig de tilstedeværende, blev afbrudt ved, at han rejste sig og forlod selskabet uden ét ord. Instinktivt må han have fattet, at han måtte bort, måtte træde ud af en kreds af danske venner, der i ham nu pludselig kunne se en repræsentant for den fjendtlige magt, hvis overfald på Danmark ingen var i tvivl om nu ville komme som et lyn fra de mørke skyer, der omgav vort land, men som vi ikke havde troet ville bringe os i fare.
Da Furtwängler var gået, hørte man en brummende lyd fra Staunings skæg. Det lød nærmest, som om han dermed ville skyde tanken fra sig – men kom meddelelsen i mindre grad bag på ham end os andre? Eller mente han, med denne affærdigende tilkendegivelse, at det hele var noget vrøvl? Han blev imidlertid, mens nogle af selskabet brød op og ville hjem. Tilbage blev derfor kun en mindre kreds, som nu ikke længere kunne tilbageholde en diskussion. Forfatteren Svend Borberg kastede sig straks ud i et længere foredrag om det helt usandsynlige og urimelige i meddelelsens rigtighed. Hitler var da ikke en gal mand, han vidste udmærket, hvad det danske spisekammer var værd i den givne situation. Men der var ingen, der rigtigt turde fæste lid til denne forklaring. Og statsministeren forblev tavs. Så gik også han.
Stemningen var naturligvis slået itu. Hvad man end ville tro om meddelelsen, så var situationen i hvert fald dybt alvorlig. Selskabet opløstes derfor i en mærkværdig diffus uorden. Det underlige var, at her var altså en lille klynge, der vidste, hvad der ville ske. Ingen var i tvivl om,at meddelelsen var rigtig. Overholdt tyskerne ikke traktaten, men betragtede den som en lap papir, havde i hvert fald Folketinget besluttet, at neutraliteten skulle forsvares, og der havde været mere end et døgn til at træffe de hertil fornødne foranstaltninger. - Mandagen gik, uden at der skete noget som helst. Men eventuelle forberedelser måtte vel også være hemmelige. Enhver ved nu, at hvis der overhovedet har været foretaget noget, har det snarest været i passiv retning.
TIRSDAG morgen ved daggry den 9. april drønede maskinerne hen over landet, og der var ikke
mere at gøre. Hen på formiddagen tog jeg ind til byen, til min daglige gerning. Da jeg fra
Amagertorv skråede over Christiansborg slotsplads, mødte jeg, idet jeg passerede porten til Udenrigsministeriet, den tyske befuldmægtigede Renthe-Fink, som kom ud af porten fra en konference. Jeg kendte ham godt, havde før i tiden været hans gæst ved receptioner for tyske kunstnere, og han så med et svagt nik genkendende på mig. Det gik som et paralyserende stik igennem min bevidsthed at stirre ham stift i øjnene uden at hilse eller på nogen måde at tilkendegive, at jeg nogensinde havde haft anelse om hans eksistens. Gesandten slog øjnene ned for ligesom at udviske sin hilsen. Jeg véd ikke hvorfor, men jeg rystede over hele kroppen.
Et par dage derefter fik jeg brev fra en af mine tyske venner, som jeg havde kendt i mange år og stadig stod i forbindelse med. Han var ikke nazist. Under den senere del af krigen blev hans eneste barn, en søn, der havde tilkendegivet sin mening om styret, sendt til østfronten i en straffekolonne og kom aldrig tilbage. Brevet var i sin art karakteristisk. Det indeholdt nogle betragtninger om tidens alvor og krigens gru, men sluttede med, at han i hvert fald glædede sig på mine vegne over, at den tyske værnemagt nu på fredelig vis og uden blodsudgydelse havde sikret Danmark mod en invasion fra engelsk side, og at vi herefter kunne føle os trygge over for en sådan invasion af fremmede tropper med alt, hvad dertil kunne følge.
Brevet gemte jeg et stykke tid og skrev så tilbage, at hans opfattelse beroede på en fuldstændig misforståelse. Hans regering havde givet ordre til et overfald på Danmark, og de tyske tropper var alt andet end velsete her i landet. Jeg tilføjede, at da vor korrespondance næppe kunne blive ført som hidtil, måtte vi opsætte en nærmere diskussion til bedre tider. På dette brev modtog jeg intet svar. Og af gode grunde.
En person, som allerede i et års tid havde opholdt sig som videnskabsmand her i Danmark, - han studerede vistnok ”folklore” - og hed Dr. Domes, kom en aften nogle uger senere efter en koncert i Odd-Fellow Palæets mindre sal hen til mig og bad om en samtale under fire øjne. Jeg tænkte nærmest, at han ville give mig en eller anden undskyldende søforklaring på, hvad der var sket. Men det var en ganske anden besked, jeg fik. ”Vi kender Deres brev til Deres kollega” sagde han, ”og det er selvfølgelig ikke kommet videre til ham. Men jeg advarer Dem mod at skrive yderligere, både for Deres egen og for hans skyld”. Det var en utvetydig besked.
SOM årene er gået, har jeg mange gange tænkt tilbage på den underlige aften, halvandet døgn før okkupationen. Og især er det spørgsmål ofte vendt tilbage: var der virkelig ikke flere end den lille håndfuld tilfældigt samlede gæster ved en musikmiddag til ære for en stor tysk kunstner, som fik varslet hin søndag nat? Og hvis der var...
Knudåge Riisager >
