Nordkorea er på tale i disse dage. Jeg har ikke glemt dem!
I 1976 afsløredes det, at Nordkorea drev narkohandel gennem deres ambassader i Skandinavien med kurerposten, og diplomaterne blev udvist fra alle tre lande for deres forbrydelse. Der blev afholdt en demonstration imod ambassaden på Granhøjen i Gentofte, bl.a. med støtte fra legetøjsforhandler Johannes Rønberg
Som andre kommunistiske ambassader vendte Nordkoreanerne på Granhøjen det døve øre til i lukket tilknappethed. Villaen lå hen som et ubeboet hus uden mindste reaktion på ringeklokke eller demonstranternes megafontale.
Hos uropatruljen så jeg nogle af de poser hash, man havde opsnappet fra kurérposten. De var ensartede, af bestemt vægt, vistnok 1 kg, pakket i jute eller lærred med statsstempel udenpå som garanti for kvaliteten. De fra Norden udviste diplomater blev ifølge pressen ikke retsforfulgt i deres hjemland, men tværtimod forfremmet og belønnet. Der er flere eksempler på, at narkosmugling var en trafik, som kommunistiske stater anvendte i kampen mod kapitalismen, ligesom England havde brugt opium imod Kina på 1800-tallet, men Nordkorea var vist i mange år den eneste stat, som var blevet grebet på fersk gerning. I begyndelsen af 1980 meddelte den officielle narkorapport fra FN, at en ofte benyttet indførselsvej for narko til Vesteuropa var gennem - Øst-Berlin (Sic! DR program 1, 1. febr. 1980). Værd at lægge mærke til i betragtning af Berlinmur, kontrol og vagt! I TV omkring 1990 har tidligere officerer fra Cuba og andre tilsyneladende velinformerede folk fortalt om Cubas narkohandel, og hvad med Panama og Colombia...?
Oktober 1981 kunne man se Nordkoreas Kim Il Sung hænge med røde bånd og stjerne midt i Gentoftes Rådhushal. Ambassaden havde fået overladt hallen til - kulturudstilling! Troede borgmester Jørgen Godtfredsen i grænseløs naivitet, at det drejede sig om kunsthåndværk...? Og kunne han ikke huske, at netop hans partis ungdom havde demonstreret imod ambassadens narkohandel? Kunsthåndværk var der ikke meget af: et lille bord med opsætning af fjer, broderier og malerier og lidt keramiske skåle, som end ikke røbede en fattig afglans af Koreas engang så berømte keramik. Derimod bugnede lange borde med alverdens kommunistiske propaganda om Nordkoreas herligheder og frem for alt om deres vidunderlige fører, Kim Il Sung. Jeg besøgte naturligvis udstillingen, forsynede mig med så megen propaganda, jeg kunne slæbe - om ikke for andet, så for at tilintetgøre det, sådan som jeg plejede i slige situationer, men også for eventuelt at finde materiale til flere fejder. Jeg fik fat i et tryk, hvis store bogstaver: Den Demokratiske Folkerepublik Korea, kunne bruges som hoved på en ny pjece, så den umiddelbart kom til at tage sig tilforladelig ud, som var den fra Nordkoreas ambassade. Den repeterede den skarpe protest fra demonstrationen 1976 mod Nordkoreas narkohandel.
Jeg uddelte denne tryksag til alle, der gik ind på rådhuset. Det var ikke mange, men effekten var så meget større! Den ivrige hash-modstander, Lise Tønsberg, hjalp mig med arbejdet.
Da Nordkoreanerne opdagede vor løbeseddel, som folk tog med sig ind til udstillingen, bad de rådhuspersonalet stoppe uddelingen, men blev i stedet for belært om ytringsfriheden i Danmark og om, at pjeceuddelingen var lovligt anmeldt. Så greb de til andre metoder: de stillede sig op på rådhustrappen dels med truende miner, dels med hånlatter, og knipsede et hav af portrætbilleder af os to pjeceuddelere som en art psykisk pression, men da det ikke bed på os, så ringede de efter forstærkning fra ambassaden. Et par koreanere overfaldt mig på rådhustrappen for at fravriste mig de pjecer, jeg havde i hånden, men af gammel vane fra min barndoms skoletid slog jeg igen og forsøgte med et brydertag at få krænget koreanerens hoved under armen... I det samme kom rådhusbetjenten styrtende, idet en udstillingsgæst havde opfattet episoden og fandt det groft nok med disse Nordkoreanere. Rådhusbetjenten søgte at forklare dem noget om demokrati i Danmark, men forgæves. (Se Berlingeren 7.10.81).
Nu prøvede Koreanerne en anden taktik: de tilbød penge for pjecerne, og da dette heller ikke gav resultat, tilkaldte de en ny mand fra ambassaden, en ret rundmavet herre, der begyndte en slags teaterforestilling - sådan på skoledrengeniveau. Han stillede sig op og pegede på os med højlydt fnisen og sagde på gebrokkent dansk: „Du er gammel!“, så hostede han mig direkte op i ansigtet og pustede cigaretrøg ind i hovedet på mig, skubbede til mig, forsøgte at spærre mig vejen og stirrede mig minutlang tid ind i øjnene. Da han stadig kom til kort, slog han om og forsøgte at indlede en samtale, men jeg fandt det unødvendigt at snakke med en så ukultiveret person. Hans velnærede og tunge korpus tillod ham ingen konkurrencemulighed i pjeceuddeling, hvor jeg snart smuttede forbi ham på den ene led og snart på den anden, og han måtte give op.
Jeg følte mig imidlertid ikke tryg ved koreanerne og måtte til stadighed være på vagt. En af dem stillede sig truende op foran mig og gjorde med hævet hånd mine til karatens håndkantslag, men jeg truede igen. Jeg måtte hele tiden vogte mig for ikke at stå på den åbne kørebane lige foran rådhustrappen, for det lå i luften, at Koreanerne, hvis bil stod med næsen imod mig, ikke ville gå af vejen for en „trafikulykke“. Jeg måtte holde øje med deres manøvrer og bjerge mig i sikkerhed bag de lave jernstolper.
Næste dag havde Koreanerne fået en henstilling fra rådhuset om, at man ikke måtte overfalde folk eller genere dem, men inde på rådhuset forsøgte de at fralokke folk den pjece, de havde fået udenfor. Og da jeg siden - uden pjecer - ville kikke mere på udstillingen, mente de sig berettiget til at bortvise mig fra rådhushallen: de pegede mod udgangen og bad rådhusbetjenten smide mig ud, og igen måtte de belæres om, at man ikke kunne udvise kommunens borgere fra deres eget rådhus.
Trist, at et land med så gammel kultur repræsenteredes af så ukultiverede personer! Det understregede kun den narkokriminalitet, de tidligere ambassadefolk havde lagt for dagen.
Dette gamle foto er fra Berlingske Tidende 7.10.1981. Desværre kom journalisten forsent til at tage billede af overfaldet på trappen. Aktivisten t.v. er Gertrud Galster og t.h. ses Lise Tønsberg.
