11. BRIS fortsat

Tankeløst og ganske overfladisk set kunde BRIS`s formål måske lyde besnærende: man var Altid på barnets side, 100 %, hvad enten barnet havde ret eller ej, mod forældrene, mod skole, mod samfundet….”
Trods den diktatoriske formulering og trods enkelte vågne personers protester og nogle avisartiklers afsløringer forstod de borgerlige politikere i daværende VKR-regering åbenbart ikke, hvad der var på færde, eller de ignorerede det i den tro, at det bare var ligegyldigt ordskvalder fra hashomtåget ungdom?


Men da Danmark i 1971 igen fik en socialistisk regering, var det frit frem. Personer der gik ind for "Børns Rettigheder i Samfundet" (- det lød jo smukt! -) var jo næsten selvskrevne til at blive ansat i socialsektoren. Socialminister Eva Gredal var jo selv et vigtigt medlem i BRIS`s moderforening, Landsforeningen for Mentalhygiejne og hyldede dermed dens "psychiatriske" ideologi (se Spydpigen nr. 8 ). Hertil kom så socialdemokratiets "trivselsprogram", som netop betonede, at man skulde sørge for:

”Forældremyndighedens begrænsning, bl.a. ved retslig ligestilling af børn og voksne (f.eks. med hensyn til voldsanvendelse),

(Oversat til klarsprog betyder det i praxis, at al irettesættelse og vejledning kan falde væk, for forældre har ikke mere at skulle have sagt end LillePeter)


 - og videre skulde man sørge for

"sikring af børnenes økonomiske uafhængighed af forældre gennem uddannelsesløn, nedsættelse af den personlige myndighedsalder til 15 år samt etableringen af ungdomspensioner, som børn og unge kan vælge som gruppe i stedet for familiegruppen – for så vidt de synes, at de dér trives dårligt."

Det kræver vist ikke nøjere forklaring. Børn og unge skulde kunne få økonomiske støtte af staten til at flytte hjemmefra, f.eks. ved pubertetsbesvær.

Kontroverser mellem børn og myndigheder vilde naturligvis især komme frem i den vanskelige pubertetsalder, hvor man gør oprør og løsriver sig. Måske troede naive politikere, at BRIS bare vilde prøve at se konflikterne fra barnets side og tale dets sag for at nå frem til en acceptabel situation. Men det var ikke meningen. De vilde hjælpe barnet til at få sin vilje igennem, hvad enten det havde ret eller ej. Et umyndigt og umodent pubertetsbarn kan imidlertid ikke overskue følgen af sit eget oprør. Man lokkede og/eller opfordrede børn til at løbe hjemmefra. Man forklarede, at de kunde få penge og husly hos kommunen. Man kunde skrive til barnet uden at forældrene vidste om, hvad det gik ud på. Personer, grupper eller organisationer kunde helt eller halvt anonymt opfordre børn til at komme med i BØRNEMAGT eller på anden måde deltage i samfundsnedbrydning.

10. BRIS fik øgenavnet BARNEROV I SAMFUNDET

Formanden for Landsforeningen for Mentalhygiejne, professor Poul Bonnevie, sagde med en hånlig tone ved generalforsamlingen 1972 (eller var det 1973?): Kyllingemødre troede jo før i tiden, at de kunde opdrage børnene, men nu har vi experter! 


Udtalelsen svarede til World Federation of Mental Health`s internationale målsætning, sådan som stifteren, psykiater Brock Chisholm, havde sagt (se Spydpigen 8): 

"Vi må af med vore forældres fejlagtige gamle adfærdsmønstre og opdrage børnene i endrægtighed. Kan det ikke gøres med det gode, må det tvinges igennem.”

Blandt alle afdelinger og sideskud i det mentalhygiejniske netværk i Danmark blev organisationen BRIS, Børns Rettigheder i Samfundet den afdeling som mest utilsløret praktiserede denne målsætning. Det var ikke teoretisk snak, men håndgribelige (og ofte også ulovlige) handlinger. BRIS oprettedes af mentalhygiejnikere på Mentalhygiejnens kontor i Fredericiagade i 1969, året efter 68`ernes revolution.

Nedenstående artikel er hentet fra det kristelig tidsskrift ”Vor Skole” 1974. BRIS arbejdede som en art 5. kolonne imod staten og kernefamilien. I FN`s menneskerettigheder står der udtrykkeligt i § 16:

”Familien er Samfundets naturlige og fundamentale Enhedsgruppe og har krav på Samfundets og Statens Beskyttelse.”

Ødelægger man grundstenene i samfundenes byggemateriale, kernefamiliegrupperne, så ødelægger man samfundene. Dette var målet. Men officielt var det kamoufleret.

Fra tidsskriftet "Vor Skole"

”Det er en kunst at kunne forme sproget, så læserne forstår en text på deres egen umiddelbare måde og begejstret  tilslutter sig en idé, som i virkeligheden rummer noget helt andet end de tror. I simplere form kalder man sådan manipulation bondefangeri. Med honning i munden giver man det udseende af, at BRIS vil redde børn mod alverdens uret i et humant opofrende arbejde for barnets tarv. Søde fløjtetoner fra rottefængerens fløjte – i bevidsthed om, at den brede befolkning ikke vindes med forældrefjendske programmer. Der må camouflage til, og selv et forældrefjendsk projekt må – absurd nok – spille på forældrefølelser: kærlighed til børnene. Derfor taler man (kernefamiliemodstanderne) om at ”tæve ungen”, når barnet får smæk på halen, og i stedet for klø, bruges ordet ”vold”. Det skal hos læserne fremkalde et billede af børnemishandling, som man véd, alle vil tage afstand fra. Men selv inden for den forkætrede børnepsykiatri erkender man (hvad i øvrigt alle forældre véd), ”at der kan være visse situationer, som en mor eller far ikke kan overskue, og som derfor giver anledning til et klask bagi på barnet. Man kan f.eks. tænke sig den situation, at et lille barn er løbet ud på kørebane med risiko for at blive kørt over og vil gøre det igen, selv om moderen søger at forklare barnet, at det ikke må.”

"Men BRIS nøjes ikke med tendentiøs fremstilling i en forældrefjendsk kampagne. De omgås letfærdigt med sandheden. Således har de såvel på tryk som i radio ladet forstå, at det er lovfæstet, at børn er forældres ejendom uden anden juridisk rettighed end at blive forsørget af forældrene, hvilket efter BRIS´s udsagn betyder: ingen rettigheder! ”Barnet er retsløst”, hævder de uden skamrødme over at fare med falsk tale. ”Fra 0 til 18-årsalderen betragtes børn som enhver anden ejendom underlagt forældrenes hals- og håndret (sic!), påtvungen forældrenes valg i påklædning, uddannelse, livssyn, boligform, omgangskreds.”

/…./

"Når BRIS som anført åbenlyst og hæmningsløst fører falsk tale, hvad forleder os da til at fæste mindste lid til de komplet ukontrollable undersøgelser og rapporter, de laver?

Hvad er meningen med BRIS´s virke? Hvad er deres program?

De siger selv: ”Grundtanken bag dannelsen af foreningen var erkendelsen af et behov for en organisation, der principielt stillede sig på barnets eller den unges side over for samfundet, hvad enten det var myndigheder, skoler og andre institutioner, eller det var forældrene. Vi mener, at der var behov for en uafhængig pressionsgruppe, der kunde optræde som børnenes og de unges forhandlere over for samfundet m.m.”

Altid på barnets side, 100 %, hvad enten barnet har ret eller ej, mod forældrene, mod skole, mod samfundet….”

Det gjaldt at angribe og nedbryde kernefamilien ved at tilintetgøre forældreretten og således ødelægge det bestående samfund. Det var Mentalhygienens ideologisk hovedmål, fostret i en psykiaterhjerne! Psykiater Brock Chisholms naturstridige idéer slugtes råt af psykologernes dengang fremadbrusende pseudovidenskabelige forskning. Og politikerne bed på krogen.

   Fortsættes.

9. Socialdemokratiets "trivselsprogram" fra 1969

Denne blog har tidligere omtalt Socialdemokratiets Trivselsprogram fra 1969, men lad os bare repetere! Det afspejler Mentalhygiejnens ideologi. Lederne i socialdemokratiet gjorde sit til at sprede den. Partiets menige medlemmer kendte den næppe, eller havde ikke funderet over ordene i teksten og forstået dem til bunds. 

Læs, tænk og vurdèr! Skulde du ville have det sådan?

2. Familiemiljøet

a) Der sikres individet mere frihed fra tvang og frygt og større frihed til selvudfoldelse, gennem

1) lettere adgang til indgåelse og opløsning af ægteskaber.

2) indførelse af retten til fri abort, samt retten til, fra den sexuelle modenhedsalder: dels selv at bestemme sit sexualliv og dels at anvende passende forebyggende midler, der gratis stilles til rådighed med behørig vejledning.

3) Der sikres (jfr. Pkt. 1 om boligmiljø) de nødvendige og tilstrækkelige serviceinstitutioner for den moderne familie – fra børnehaver og vuggestuer over fritidsklubber og ungdomshjem til de ældres klubber – foruden muligheder for individuelle anordninger – f.eks. til børnepasning i familiepleje o.l.

b) Der gøres en anstrengelse for at etablere en reel lighed mellem familiemedlemmerne, d.v.s. mellem kønnene og mellem generationerne, gennem 1) afskaffelse af forsørgerbegrebet og sikring af kønnenes økonomiske ligestilling. 2) Indførelse af realistiske muligheder for kvinders beskæftigelse ud fra deres behov (jfr. Punkt 4 d om Arbejdsmiljøet), samt for efteruddannelse af kvinder i alle aldre.

3) Forældremyndighedens begrænsning, bl.a. ved retslig ligestilling af børn og voksne (f.eks. med hensyn til voldsanvendelse), sikring af børnenes økonomiske uafhængighed af forældrene gennem uddannelsesløn, nedsættelse af den personlige myndighedsalder til 15 år samt etableringen af ungdomspensioner, som børn og unge kan vælge som gruppe i stedet for familiegruppen – for så vidt de synes, at de der trives dårligt. 

c) Der gøres en anstrengelse for at skabe trivselorienterede familier, dels gennem iværksættelse af de foregående punkter, dels gennem en organiseret uddannelse til opdragere – og til at være ægtefæller.

d) Der åbnes juridiske og socialt-økonomiske muligheder for nye familieformer, bl.a. kollektiver.

e) Familiens og det enkelte familiemedlems ret til rum lovfæstes. 

f) Der skabes individuelle og kollektive beskæftigelses-muligheder for familien, i boligen, i kvarteret og i bydelen.

3) Uddannelsessystemet

a) Ved bygning og indretning af skoler anlægges ikke kun effektivitetsbetragtninger, men også trivselsbetragtninger. Der kan i den forbindelse specielt peges på betydningen af at opbygge skolen i små selvstyrende sociale enheder. Generelt set må man i højere grad søge at indrette skolen efter børnenes behov – og ikke ud fra lærernes og andres behov, herunder prestigebehov.

b) Skolens traditioner på det metodemæssige, pædagogiske og moralske område tilpasses nutiden, bl.a. gennem holdningskurser for lærerkollegiet.

c) I fortsættelse heraf indføres en konsekvent medbestemmelsesret for børnene på alle trin, ikke alene med hensyn til stofvalg og stof- og metodeanvendelse, men også med hensyn til styringen af de sociale grupper, fra den enkelte klasse over årgangen til hele skolen.

Skolens højeste myndighed er skolenævnet, hvor der er ligelig repræsentation af forældre, alle på skolen ansatte og elever. I øvrigt undersøges muligheden af – gennem kontrollerede forsøg – for inden for skolens rammer – jfr. også skolenævnet – at arbejde med direkte demokrati.

d) Læreruddannelsen ændres ud fra foranstående synspunkter samt ud fra det synspunkt, at det klassiske dannelsesideal, der er videncentreret, nu må forlades til fordel for et metodecentreret ideal.

e) Generelt set må der skabes en trivselsskole, hvis første nære mål er, at eleverne trives, for derigennem at kunne forberede dem til det stadig mere fremherskende fritidssamfund, som afløsning af den eksisterende arbejdsorienterende pligt- og tilpasningsskole.

f) Alle eksaminer i den hidtil gældende form afskaffes i den 12-årige enhedsskole og i stedet for indføres der prøver i overenesstemmelse med moderne undervisnings - og

arbejdsformer; prøver der må afspejle elevernes udvikling og modenhed og som i højere grad kan anvendes som vejledning for eleverne selv, således at konkurrence-indholdet afsvækkes.

g) De samme principper, der her er anført for skolen, overføres så vidt muligt på alle andre uddannelsessystemer.

h) Alle uddannelser åbnes for alle med de nødvendige forudsætninger uanset alder, og der indføres fuld stipendiestøtte for alle under uddannelse, uanset alder og tidligere uddannelse.

i) Såkaldte højere uddannelser, f.eks. universitets-uddannelser tilrettelægges efter tilvalgsprincippet, således at hver enkelt studerende kan vælge at gennemgå en række kurser, som han eller hun sammenfatter til en helhed (jfr. Pkt 4.j om arbejdsmiljøet).

j) i stedet for de nugældende eksaminer ved uddannelser ud over den 12-årige skole indføres prøver for de enkelte kurser, baseret på en vurdering af ”bestået/ikke bestået” af

elevgruppen (1 stemme), lærergruppen (1 stemme) og samfundsrepræsentanter (1 stemme).

k) Skoler og andre uddannelsessteder åbnes uden for undervisningstiden for alle interesserede, og de bygges således, at de er egnede til at blive centre også for fritidsaktiviteter.

4) Arbejdsmiljøet

Herfra bringer jeg kun et eneste punkt:

a) Der sikres alle fra den personlige myndighedsalder (15 år) en minimumsløn, uanset om man arbejder, uddanner sig eller rekreerer sig, svarende til den til enhver tid gældende 

folkepension.

Fortsættes. Næste gang om BRIS,  BarneRov I Samfundet.

8. Det er ikke nok at sige, at Mentalhygiejnen var en kommunistisk celledannelse.

Alle - men især forældre - bør studere Mentalhygiejnens ideologi, som den lykkedes at sprede overalt i afgørende dele af samfundet. Bindegale tanker, udtænkt af en psykiater!

Mentalhygiejne

I 1909 stiftedes USA’s Nationale Komité for Mental Hygiejne: ”Vi skal skabe et nyt menneskesind og en ny jord i løbet af ét slægtled,” hed det entusiastiskt. Rockefeller Foundation støttede bevægelsen.

I 1945-47 dannedes Verdenssammenslutningen for Mentalhygiejne (World Federation of Mental Health (WFMH)). Dens målsætning var at fremme den størst mulige mentale velvære blandt alle folkeslag. Stifteren, psykiater Brock Chisholm, sagde: ”Den eneste psykologiske kraft, som kan fremkalde ukritiske holdninger er moralitet, - forestillingen om ret og vrang.

I mange generationer har vi bøjet nakken under syndsbevidstheden. Vi har slugt de giftige visheder, som vore forældre, søndags- og dagskolelærere har fodret os med. Men det er først i den senere tid, at man har fundet ud af, at sådan noget fremkalder neuroser og manglende følelsesmæssig modenhed til at være borger i et demokrati. Vi må af med vore forældres fejlagtige gamle adfærdsmønstre og opdrage børnene i endrægtighed. Kan det ikke gøres med det gode, må det tvinges igennem.”

I 1948 introduceredes bevægelsen i Danmark med stiftelsen af Landsforeningen for Mentalhygiejne, hvis kerne udgjordes af psykologer, psykiatere og socialrådgivere. I 1961 blev psykolog Eggert Petersen direktør for foreningen og oprettede nogle år senere ”Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut” med sig selv som direktør og forskningsleder, idet han dog forblev i bestyrelsen for moderforeningen, nu som generalsekretær.

Forskningen bestod af sociale undersøgelser i samfundet med det formål gennem resultater og rapporter at påvirke politikerne. Landsforeningen og Forskningsinstituttet fik et katastrofalt tag i danske psykoterapeuter, samt i de radikale politikere og 68’erne. Man fulgte Chisholms ideologi: man måtte af med alt det gamle, forældrenes fejlagtige adfærdsmønstre og opdrage børnene på en ny måde. Man måtte nedbryde kernefamilien og slå en brêche mellem forældregenerationen og børnene.

Tavistock

Bevægelsen brugte (bruger?) tavistock-hjernevask. Alle tavistock-teknikker har ét eneste mål: At nedbryde den enkeltes sjælelige styrke og gøre ham hjælpeløs over for påvirkning og indoktrinering. Enhver teknik, som egner sig til at nedbryde familieenheden og de af familien indprentede tanker om religion, ære, fædrelandskærlighed og sexuel adfærd bruges af tavistock-udøverne som våben til at kontrollere masserne, - til at gøre dem til ukritisk modellervoks. (Man skulle snart høre om velfungerende mennesker, der på firmaers ”psykologkurser” brød totalt sammen.)

Tavistocks stifter, Rees, blev første formand for WFHM. Han opfordrede til konstant propagandapres på universiteter, skoler, kirker, lægevidenskab og medicinstuderende, tjenestemænd og fagforeningsledere: ”Vi har gjort nyttige angreb på en række professioner. De 2 letteste af dem er naturligvis lærerprofessionen og kirken. De 2 sværeste er retsvidenskab og medicin. Hvis vi skal infiltrere andre menneskers erhverv og sociale tiltag, tror jeg, at vi må infiltrere de demokratifjendtlige og organisere en slags 5. kolonneaktivitet”.

Massehjernevaskteknikker udvikledes og blev først brugt af amerikanerne på krigsfanger i Korea. Tavistock Instituttet med hovedkvartér i London beskæftiger sig med kulturvidenskab, økonomi, organisationsadfærd, politisk videnskab, psykoanalyse, psykologi og psykiatri.

De retningslinier, som deres profet, Sigmund Freud, fastlagde for at kontrollere mennesker, gjorde instituttet til verdens centrum for ideologi og rådgivning i forbindelse med oprettelse af organisationer.

Den danske Velfærdsideologi.

I tiden 1950-1968 fordobledes danskernes velstand. Da ideologi bider dårligt på rige folk, blev de kulturradikales, 68’ers og de mentalhygiejniske ideologer bange for at miste magten. Men ved kolossale skatter overførtes velstanden fra borgernes lommer til statskassen til fortsat udbyggelse af mentalhygiejnisk velfærd.

Man fik tryghed fra vugge til grav, skabte et morskabs- og lykkesamfund med garanti for trivsel ved frådseri, pjat og bagateller i stedet for åndsliv. Og som erstatning til dem, der ikke fandt det så morsomt - lykkepiller! Livskvalitet blev en rettighed - ellers er det jo ”samfundets skyld”!

Dette samfund kan man nu ikke mere tænke væk - og ideologerne har derved sikret deres magt over os og vore sjæle.”

Mentalhygiejnens ideologi kom ganske tydeligt frem i: 

1) Socialdemokratiets Trivselsprogram, et forslag til et nyt politisk samfundsprogram i ti punkter 1969, hvor alle borgere skulde "trives". "Trivselsprogrammet" var udformet af psykolog Eggert Petersen, formand for "Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut" Se Spydpigen 2 i denne miniserie om Mentalhygiejnen, den 7.      februar).

2) BRIS, Børns Rettighededer i Samfundet, stiftet 1969. 

Begge dele vil blive omtalt fremover.

Fortsættes!

7. En 5. kolonne

Nu efter generalforsamlingen 1972 forstod jeg, at Mentalhygiejnebevægelsen var en kommunistisk celledannelse, en 5.-kolonne om man vil. Og jeg prøvede at finde nogen, der vilde sætte sig ind i problemet og være med til at tilintetgøre foreningen. Men der skulde gå endnu to år, inden der kom et gennembrud ved et kup under generalforsamlingen 1974. Herom senere.

I mellemtiden må jeg fortælle om «Mentalhygiejnisk forening for Børne- og Undomsforsorg» (Flygtigt nævnt i Spydpigen nr. 1 i denne artikelserie).

Enhver politisk idè kaster sig gerne over børn, som er forsvarsløse ofre for indoktrinering og som kan virkeliggøre de politiske idèer 10-20 år senere som voksne. Vi kender det bedst fra diktaturlande, men i virkeligheden findes det nok overalt. "Gud, Konge og Fædreland" hed det i min generation.

Ovennævnte Forening var en miniature forening, oprettet i 1962 (under Eggert Petersens formandsskab!) som en meget vigtig del af Moderforeningen. Det var en lukket forening, som man ikke bare kunde melde sig ind i. Den var på højst 40 personer, idet man indtil 1975 kun havde rekrutteret medlemmer fra moderforeningens bestyrelse. Men reelt udgjorde foreningen kun en halv snes aktive personer, der var kendt for politisk samfundnedbrydende virksomhed: Tine Bryld, hendes fætter Peter Ege, Eggert Petersen, Egon Clausen, Ole Nygaard Jensen m.fl. Disse få personer - eller rettere deres miniature forening – styrede altså moderforeningen, Landsforeningen for Mentalhygiejne, og modtog på et år 15 millioner i statsstøtte til deres virke (NB i 70`ernes valuta!). Det bestod i mentalhygiejniske rådgivningsklinikker forskelige steder i landet for børn og unge, samt driften af de i politirapporterne stadig nævnte narkocentre, som ikke kunde fremvise noget virkeligt resultat, men som holdt hånden over narkotika og kriminalitet. Det afsløredes under en retssag, at den store statsstøtte og så videre også befordredes til Christiania og BRIS. Foreningen overholdt tilsyneladende ikke egne vedtægter, og det turde være tvivlsomt, om foreningen rent juridisk kom legalt igennem opløsningen af moderforeningen 1976, eftersom den jo udgjorde selve bestyrelsen?

"Mentalhygieknisk Forening for Børne- og Ungdomsforsorg" udgjorde altså den inderste kerne, hjertet om man vil, i Mentalhygiejnebevægelsen. 
Socialstyrelsen havde tidligere haft indsigt i foreningens virke og en slags kontrol med den, eftersom de skulde godkende foreningens vedtægter, men efter at Mentalhygiejnen i 1976 opløstes, var det tilsyneladende ikke muligt at få oplysninger fra Socialstyrelsen. Spørgsmål desangående forblev ubesvarede. Hvor diminutiv end "Mentalhygiejnisk Forening for Børne- og Ungdosmforsorg" end var, så nød den givetvis gennem nøglepersoner og forbindelser til de højeste myndigheder og regering, en særlig beskyttelse. og forblev vistnok en lukket forening. I hvert fald findes nævnte Mentalhygiejniske Rådgivningsklinikker for børn og unge mig bekendt stadig.

I mellemtiden gik Gerda Vindings Forening i opløsning på grund af indre stridigheder, baseret på politik, sladder og mistillid. Og 19. marts 1973 afholdt foreningen sin sidste generalforsamling.

Nogle dage efter modtog jeg anonymt nogle fotokopier, som angiveligt var brevvexling mellem Eggert Petesen og Gerda Vinding. Ægte eller ikke ægte? Man kan lave meget fup med fotokopier og andet. Jeg lod dem gennem en militærmand sende videre til PET eller FET, desuden til "Minut", et ikke særligt agtværdigt blad, men det eneste blad dengang, som kunde tænkes at ville bringe det. Redaktør Hans Hetler satte det da også stort op under overskriften "Anvender Eggert Petersen ganske gemen afpresning?"

Det var muligvis grunden til at jeg nu fik besøg af civilklædt politi, idet der efter sigende var indgivet anmeldelse imod mig angående nogle breve. Da jeg fortalte, at de var videresendt til PET eller FET, hørte jeg aldrig mere til dem.

Hvad var det dog altsammen for noget?

6. Generalforsamlingen blev oprørt

Dèr sad jeg så (- lidt alene) ved generalforsamlingen i en forening, jeg dårligt nok kendte ud over deres narkocentre. Som allerede nævnt i tidligere indlæg (nr. 3) var det her jeg vendte mig imod, at Tine Bryld kom ind i bestyrelsen eftersom hun accepterede hash og havde oprettet sprøjterum! Der lød et brøl fra forsamlingen omkring mig med formanden i spidsen, professor i socialmedicin Poul Bonnevie: "Det er ikke ulovligt!"  Al diskussion affærdigedes som upassende, da Tine Bryld ikke selv var til stede. I øvrigt,

sagde man, havde undervisningsminister Knud Heinesen lige udnævnt hende til narkokonsulent! Jeg fremturede: Peter Schiøler stod bag udnævnelsen, og han var uvederhæftig! (som omtalt i Folketinget. Se Spydpigen nr. 4, noten).

Der lød et nyt brøl af forargelse over min udtalelse.

Jeg var chockeret. Over dette - og andet, som jeg senere skal vende tilbage til.

Jeg begyndte så småt at forstå, at politik ikke bare var noget, der foregik på Christiansborg med de regler, man havde læst i samfundskundskab i gymnasiet.

Gerda Vinding var som nævnt blevet mere og mere passiv og begyndte at sige, at narkoproblemerne nu var overstået, at Christiania havde bedret sig, at hendes forening kunde ophæves, og at man alligevel ikke skulde oversætte og udgive den bog, som den svenske psykiater Nils Bejerot havde skrevet, for faktisk havde han ikke forstået en pind af det hele.... Gerda Vinding havde heller ikke tid til at hilse på William O`Brian, som havde skabt USA`s førende narkobehandlingscentre "Daytop" og besøgte Danmark 1972.

Da man nærmede sig EF-afstemningen, kom hendes politiske ståsted ind i billedet, og hun kom med politiske stiklerier til egne foreningsmedlemmer, blandet med hysteriske udtalelser om, at hun vilde udvandre til Australien, og at danskerne vilde blive tvangsdeporterede under EF...!

Den 8/9 1972 bragte JyllandsPosten en artikel om "Langelandsmanifestet". forfattet af Ebbe Reich Kløvedal* og Henning Prins Kløvedal* (fot) og trykt i Mentalhygiejnens medlemsblad "Mentalhygiejne", redigeret af forfatter Svend Holm. Bladet blev ved denne særlige lejlighed distribueret gennem EF-modstandernes pressetjeneste. At manifestet var marxistisk fremgik både af tekst og ophavsmænd og dem, der bakkede op. Jeg var ganske vist endnu så grøn, politisk set, at jeg dengang ikke kendte alle navne, men Mentalhygiejnen havde efterhånden lagt kortene på bordet: de var en politisk gruppe på yderste venstrefløj.

Efteråret 1972 udgav Socialdemokratiet et narkodebatoplæg. Jeg stejlede, da jeg så listen over medarbejdere: her stod direktøren for Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut, Eggert Petersen, psykiaterne Mogens Jacobsen*, Fini Schulsinger* m.fl. under ledelse af Bernhard Tastesen (se noten i Spydpigen 4). Finlæste man debatoplægets tekst og spørgsmål, var linjen klar: hash skulde godtages på linje med en frokostøl. De to politifolk, overassistent MF Otto Mørch og lederen af Uropatruljen, Erik Mathiesen, der nævntes blandt medarbejderne, og som åbenbart skulde borge for kvaliteten, fralagde sig offentligt ethvert ansvar: de havde været inviteret til et møde, men havde aldrig været med til at forfatte nogen tekst

og havde end ikke set denne, før debatheftet udkom!

Jeg deltog selv i et socialdemokratisk partimøde under Tastesens ledelse. Intetsigende! Partimedlemmerne var halvgamle, rare koner, der kom for at nyde en hyggeaften og en kop kaffe uden begreb om dit eller dat.

Noter:

*) Kløvedal: navnet var - ligesom Løvetand - ikke et fysisk, men et ideologisk slægtskab. Ebbe Reich 

    turde vist være almen kendt. Henning Prins, f. 1939 som  Henning Gry Hansen, gift med karikatur-

    tegner Anne-Marie Steen Petersen (bl.a. i Politiken). Henning Prins var VS`er fra 1967. Sammen med

    Leif Varmark bladet HÆTSJJ, hvilket navn var et lån fra Leif Panduros Holdningsløse Tidende, hvor

    det optrådte som et nys. Bladet overtaget af Ole Grünbaum og Bjørn Nørgård. Prins blev uddannet

    dekoratør, var initiativtager til Thylejrens hashkult i "Det ny Samfund" og til "Gruppe 61" og "Sorte

    Fane". Han kom i bestyrelsen for VenstreSocialistern og i redaktionen af bladet "SKUB", udgivet af

    Socialistisk Kulturfront. Det tryktes først hos organisationen KRIM (forening for indsatte), siden hos

    Socialistisk Dagblad.

    Henning Prins Kløvedal var værdsat gæst i Ritt Bjerregaards kaffeklub og blev siden ansat i DR.

    Han boede en tid på Esplanaden 5 i Kbh., men jeg ved ikke, om det i JyllandsPosten 24.10.1977

    nævnte Top-venstrefløjsmøde 6.11.1977 foregik hos ham?

*) Mogens Jacobsen hørte til de politiserende psykiatere på venstrefløjen med et letfærdigt forhold til

    hash. Positiv til daværende Christiania og med i OOA.  Landsretssagfører Chr.V. Hagens, 

    medlem af DKP, ønskede sin østtyske spionklient, Jörg Meyer, undersøgt hos Mogens Jacobsen for

    hos ham at få dokumentation for mentale skader, påført Meyer af politi og domstole.

    Jacobsens kone var ansat ved Den Sociale Højskole i Randersgade i Kbh.

*) Fini Schulsinger, professor i psykiatri, stod for en af Mentalhygiejnens kredsudvalg og gik ind for

    Christiania. Han kom siden ind i bestyrelsen for lokalkreds af Sindslidendes Vel (ca. 1974 ?) og i

    Sindslidendes Fond indvalgt af Dansk Psykiatrisk Selskab. Hans kone var psykolog.

5. Narkotikadebatten rasede

 Psykolog Eggert Petersen igen.
Her med skæg som vi vist bedst husker ham.

De foregående indlæg har handlet om "Landsforeningen for Mentalhygiejne", nogle af dens mest markante medlemmer og dens narkobehandlingscentre, men vi skal høre lidt mere om tidens narkodebat.

Da jeg som tidligere nævnt i 1971 gik ind i kampen mod narkotika, vidste jeg så at sige intet, absolut intet om politik, end ikke hvem der regerede landet som statsmiister! Kun at kongen hed Frederik den 9. Jeg havde altså meget at lære, men havde den fordel, at jeg ikke på forhånd havde forsvoret mig til noget parti eller klistrede fast i nogen opfattelse. 

Jeg tog kontakt med en meget engageret kvinde, Lise Tønsberg, som samlede underskrifter ind for forhøjet strafferamme for narkotika, for at ikke Danmarks vage indstilling skulde lokke narkohandlerne hertil. Med talegaver og venners hjælp fik hun samlet over 100.000 underskrifter mod narkotika, som blev afleveret til regeringen, som formodentlig smed det hele i papirkurven. Lise Tønsberg henvendte sig også direkte til Nordisk Råd, og de andre nordiske lande bakkede hende op.

Vore skiftende justitsministre: Knud Thestrup, K. Axel Nielsen, Karl Hjortnæs, Nathalie Lind havde skiftende holdninger, men under Orla Møller forhøjedes strafferammen til 10 år, dog for hash ikke over 6 år. 

Lise Tønsberg og jeg meldte os begge ind i den nye forening, "Landsforeningen til Bekæmpelse af Hash og Narkotikamisbrug".  Gerda Vinding lagde ikke skjul på,at hun var venstreorienteret, men hvad kom det mig ved? At kæmpe mod narkotika var jo ikke politisk.....troede jeg. Gerda Vinding var god til at organisere og få en kvindegruppe til at skrive læserbreve og artikler til aviserne. Jeg selv besøgte flere skoler i Storkøbenhavn for at høre, hvordan det stod til med narko, og opdagede, at rektorerne helst undgik emnet for skolens gode navn og rygtes skyld. Evt. narkoproblemer holdt de derfor for sig selv, og således fik de narkoramte elevers forældre heller ikke noget at vide!

Jeg holdt adskillige foredrag ude i landet, på højskoler, biblioteker o.l. og uddelte foldere om risikoen ved narkotika. Man skulde tro, at kamp mod stofmisbrug vilde få støtte fra alle sider, men sådan var det ikke. Læserbrevene fik vi tit i hovedet igen med den sædvanlige floskel: "man kunde desværre ikke finde plads."  Politisk debat for og imod narkotika rasede over hele landet. Det handlede ikke så meget om sundt eller usundt, mere om hvad narkotika  kunde bruges til politisk - nemlig samfundsomvæltning. En venstreextrem gruppe, Zenith, der bestod af pædagoger o.l. vilde sprede hash gennem skolerne og psykisk og politisk påvirke ungdommen. Var det sandt?

Et års tid eller halvandet efter, at Gerda Vinding havde startet sin forening, var det som om hun sløjede af og begyndte at miste interessen. Jeg mærkede, at jeg blev hende en torn i øjet, når jeg foreslog at granske modpartens intentioner og agerende. Så langt skulde vi ikke gå!

Det kunde jeg ikke leve med! Det var gået op for mig, at rådgivnings- og narkobehandlingscentrene ikke var statslige eller kommunale, men private! Hvem stod bag dem? Mentalhygiejnen? Hvad var det for noget?

Der skulde netop være generalforsamling.

Psykolog Karen Berntsen havde efter krigen angiveligt haft den opgave at undersøge nazister psykisk. Hun blev leder af Mentalhygiejnens narko "behandling"

4. Tine Bryld - hende må vi høre mere om

Tine Bryld, f. 1939, datter af læge dr. med. Erik Begtrup, gift 1961-68 med Claus Bryld,  universitetslektor, senere Professor på RUC (Roskilde Universitetscenter) og 1975 med arkitekt  Arne Gaardmand (d. 2008). Hun tog socialrådgiverexamen 1965 og blev straks leder af “De Unges Rådgivning” (netop oprettet af Dansk Kvindesamfunds Ungdomskreds (specielt til hende?). Desuden ansat på Mødrehjælpen. Siden rådgiver for unge i det narkofyldte Projekthus* og nært knyttet til Ungdomsringen (formand Bernh. Tastesen*). Aktivt medlem af organisationen BRIS, som lokkede børn hjemmefra (se længere frem). Ansat på Mentalhygiejnens narkokontaktcener under psykolog Karen Berntsen, hvor hun som andre ansatte dækkede over narkohandel og accepterede hash. Sammen med sin fætter, læge Peter Ege*, initiativ til sprøjterum for stiknarkomaner. Udnævnt til narkokonsulent (“håndplukket” af Peter Schiøler*) for en treårig periode af undervisningsminister Knud Heinesen uden, at stillingen var blevet opslået. Stillingen var uden kontor og kontortid og uden telefon. Hun blev af undervisningsministeriet udlånt 60 % af tiden til socialministeriet (d.v.s. til sin kollega Eva Gredal) som kontaktled til Christiania, som hun altid støttede (bl.a. ved en tvivlsom vidneforklaring i landsretten) - ligesom hun støttede BZ-erne. Hun var medunderskriver på Christiania-Ægypten-narkorejse-projektet i 1973 (læs om projektet i tidsskriftet AKTION nr. 1 i 1977).

Som narkokonsulent for Frederiksberg Kommune (påtvunget kommunen ovenfra!) viste hun sig ikke i sin stilling, hvilket kommunen ikke insisterede på, da man åbenbart helst var fri for hende. Undervisningsminister Tove Nielsen (V) forlængede (efter pres?) Tine Brylds narkokonsulentstilling med endnu et år - frem til Bistandslovens ikrafttræden.

Da Tine Bryld i 1972 blev indvalgt i bestyrelsen for Landsforeningen for Mentalhygiejne blev hun samtidigt efter reglerne medlem af “Mentalhygiejnisk Forening for Børne- og Ungdomsforsorg”, som omtales længere fremme.

Tine Bryld havde altid god adgang til og omtale i massemedierne, langt ind i borgerlig presse,  i Bibliotekcentralens boganmeldelser, “Alt for Damerne”s socialbrevkasse, bladet “Menneske, Stof, Samfund” og først og sidst i Danmarks Radio, hvor hun som radiovært for sit ungdomsprogram `Tværs” på P 4, drev sin politik og samlede materiale til sine bøger.  Politisk lagde hun aldrig skjul på, at samfundssystemet var umuligt og burde ændres i socialistisk retning. I 1975 var hun MF-kandidat for VS (hvis kampmetoder efter partiets egne udtalelser skulde være uparlamentariske).  Venstrefløjen uddelte i høj grad lovord og priser til hinanden til styrke for deres position. Tine Bryld modtog adskillige, bl.a. “Alt for Damernes” Gyngestolpris, PH-prisen, Boghandlermedhjælperprisen, Ingrid Jespersens legat m.m.

Tine Bryld sad ligesom sin fætter Peter Ege i Mentalhygiejnens bestyrelse, da foreningens virke blev afsløret af statsrevisionen og gik sin undergang i møde 1975-76.

Hvor velanskrevet Tine Bryld var hos venstrefløjens journalister for sit politiske engagement i nedrivning af det nedarvede samfund fremgik med al tydelighed i massemedierne, da hendes død natten til Skærtorsdag 2011 omgående blev udsendt gennem Ritzau.

Noter:

 *) Projekthus, siden bare kaldet “Huset”, oprettedes af Kbh.s Kommune i Rådhusstræde-Magstræde. Tanken var, at det skulde kunne benyttes af al ungdom uafhængigt af politisk ståsted, men det blev straks domineret af en meget aktiv venstrefløj, og i den første periode af udflippede unge, der her købte og indtog narkotika, indtil politiet greb ind. Venstrefløjen anså huset for deres, spillede teater, lavede udstillinger etc. Og her var efter sigende et stort venstrefløjsarkiv. (“Projektfabrik” var derimod navnet på Nobels gamle nedlagte tobaksfabrik på Christianshavn tæt ved Christiania, som i begyndelsen af 70`erne var en ren narkohule).

*) Bernhard Tastesen, MF (A), sad i Præsidiet for Lands-foreningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen. Han var ven med Tine Bryld og fortaler for Christiania. Under hans formandsskab for Ungdomsringen gjordes et fremstød for at lære unge at drikke på rimelig måde - som det hed -  noget som også narkokonsulent Peter Schiøler arbejdede på. Tastesen medvirkede til udformning af Socialdemokratiets Narkodebatoplæg, der lidt kamufleret gik ind for fri hash.

 *) Peter Ege, f. 1941, var ivrigt engageret på venstrefløjen: i det socialsistiske Søndagsbladet, Politisk Revy, Naturkampen (fra Forlaget Demos), Røde Øje (et film A/S-Projekt pro OOA = Organisationen til Oplysning om Atomkraft.

Peter Ege blev (via kusine Tine Bryld) misbrugerkonsulent under Mentalhygiejnen og sammen med hende oprettede han et sprøjterum for stiknarkomaner på Mentalhygiejnens narkocenter på Nørrebrogade. Det blev dog lukket af politiet, inden det var åbnet. Senere kom der igen sprøjterum og sprøjter på alle offentlige toiletter i Storkøbenhavn. I 1994 blev han socialoverlæge i Kbh.s Kommune og kom med i alverdens udvalg, bl.a. i Sundhedsstyrelsen og Narkotikarådet.  Han gik ind for legalisering af hash og fri heroin til de mest belastede misbrugere og mener, at han dermed har fået antallet af narkomaner til at falde. 

Peter Ege er fortsat narkokonsulent ved en metadonklinik og sagkyndig rådgiver for Sundhedsstyrelsen. Dansk Selskab for Addiktiv Medicin hylder ham som ”dansk misbrugsbehandlings nestor”.

Kilde: Kristeligt Dagblad 16.7.2011 og Tidsskriftet AKTION nr. 7, 1977.  

*) Peter Schiøler, f. 1923, søn af Victor Schiøler, student 1941, 11 år senere mag.scient.

Skiftende stillinger. Chefnarkokonsulent under undervisnings-ministeriet. Nært samarbejde med Mentalhygiejnen. Blev hårdt angrebet fra forskellige sider for manglende kvalifikationer, uvidenskabelighed, dårligt arbejde og uheldige karakteregenskaber (bl.a. manglende sanddruhed). Ved forespørgsel i folketinget desangående i 1971 ved folketingsmedlem Kaj  Moltke, svarede undervisningsminister Helge Larsen så undvigende, at det blev anset for en devaluering af Peter Schiøler. Det forhindrede ikke, at Peter Schiøler året efter udnævnte Tine Bryld som sin “håndplukkede” medarbejder  som  narkokonsulent  under  undervisningsministeriet. 

Peter Schiøler bærer sin del af det tunge ansvar for ungdommens ødelæggelse med narkotika i 70`erne og det tiltagende ungdomsdrikkeri, som han i 1977 vilde imødegå med - tegnede samlemærker! (Se illustrationen!)

En anden indsats i samarbejde med Mentalhygiejnen bestod i snagende spørgeskemaer til alle landets skolebørn i 1971, men den blev standset af højlydte protester fra rektorer og lærere. En mindre aktion af samme slags blev senere smuglet ind ad bagdøren i 12 skoler i Storkøbenhavn. Den var lavet af Tine Bryld og Eggert Petersen.

(Peter Schiølers søster, Marianne Schiøler, var psykiater ved Herstedvester Psykopatforvaring, hvilket medførte samarbejde med Kriminalforsorgen og H.H.Brydensholt. Hun sad i bestyrelsen for Landsforeningen for Mentalhygiejnen  - en periode endog som formand. Og deltog en tid i Tine Brylds ungdomsprogram i radioen.)

Indsendt 9.2.12 

3.

Hvorfor og hvordan jeg kom på sporet af Mentalhygiejne-bevægelsen.

Narkotika fandt indpas i Danmark under Den kolde Krig i sidste halvdel af 1960´erne. Fra 1971 var jeg engageret i kampen mod narkotika og fik bl.a. gennem den samtidigt oprettede
Landsforening til Bekæmpelse af Hash og Narkotikamisbrug indsigt i narkoproblemerne, argumenterne for og imod og kontakt med hjælpeløse forældre samt ofre blandt pubertetsbørn og unge. Formanden for nævnte forening var Gerda Vinding (gift med professor Martin Ottesen på Carlsberg Forskningslaboratorier). Hun hørte efter egen udtalelse med på den politiske venstrefløj, men dette til trods havde hun humanistisk engageret sig mod narkotika, da en narkoramt skolekammerat til hendes søn havde brændt sig ihjel med benzin. Hendes politiske engagement sejrede tilsyneladende over humanismen efter ganske få år, så hendes forening opløstes.

Narkotika var et højspændt politisk samfundsproblem. Narko dyrkedes eller fremstilledes hovedsagelig i kommunistiske lande, som brugte det dels som direkte våben mod Vesten eller anvendte de store indtægter til guerillakrig o.l.
Den danske befolkning vidste stort set intet om narkotika og dets virkninger eller mulighed for helbredelse af narkomaner. “Behandlingscentrene” kunde ikke bevisligt fremvise  gode resultater, men afsløredes ind imellem som rene narkosalgssteder

Da jeg til min overraskelse opdagede, at disse ”behandlingscentre” ikke var statslige eller kommunale, men blev drevet privat af ”Landsforeningen for Mentalhygiejne”, meldte jeg mig ind i denne forening. Den faste hovedbestanddel af medlemmerne var - som tidligere nævnt - tre fagkategorier: psykologer, psykiatere og socialrådgivere, der gennem deres fagforeninger var globalt indmeldt. Øvrige medlemmer havde kun interesse for foreningen ved deres medlemskontingent.

Allerede ved den første generalforsamling i 1972, forstod jeg, at noget var alvorlig galt fat.
Der skulle vælges folk til bestyrelsen. Man foreslog en statsansat kvindelig ”narkokonsulent”, om hvem jeg allerede vidste en del, bl.a. at hun rådede ulykkelige forældre til at ryge hash sammen med deres pubertetsbørn. Jeg gjorde generalforsamlingen opmærksom på denne interessante detalje, men blev øjeblikkelig afvist, og ”narkokonsulenten” blev indvalgt i bestyrelsen.

Det var Tine Bryld.

De næste par år gik med at udforske Mentalhygiejnens røde politiserende virksomhed.

Illustration: Lions fremstillede en nål "NEJ til narkotika"

2. Eggert Petersen, professor i psykologi

Nogle bloglæsere har bedt mig om hellere at skrive hver dag, i stedet for at vente en uge. Det vil jeg så gøre, så jeg fortsætter nu her:

2. Eggert Petersen (fot)

Inden jeg fortsætter historien om Landsforeningen for Mentalhygiejne og Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut og de mange sideskud, må jeg nok fortælle lidt mere om Eggert Petersen.
Han var søn af købmand H.C.Petersen og Marie Eggertsen i Bovrup og giftede sig i 1955 med pressefotograf Marianne Woldbye, datter af redaktør Ernst Woldbye.

Efter studenterexamen i 1945 kom han ind i marinen, som han forlod som orlogskaptajn i 1961. Samtidigt med sin karriere i søværnet blav han cand.psych. i 1956 og kunde afprøve sine psykolog-idèer indenfor marinen, i mathsektionen under militærpsykologisk tjeneste og i søværnskommandoens personaleafdeling. “Søværnet må tilpasse sig ungdommen, ikke omvendt!” Tilsyneladende var der flere, der trak vejret overordentligt lettet, da han forlod marinen.

I stedet blev han i 1961 direktør for Landsforeningen for Mentalhygiejne. Denne forening, der med rundhåndet millionstøtte fra staten skulde udvikle sig under hans ledels til en 5.-kolonne-organisation, blev en fantastisk ideologisk og økonomisk expansiv tumleplads for psykologen og hans tilhængere. Efter en vel tilrettelagt PR-kampagne over hele landet i Mentalhygiejnens navn oprettedes “Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut” med Eggert Petersen selv som direktør 1966 som tidligere nævnt. I Landsforeningen fortsatte han samtidigt som generalsekretær. Han blev dr.phil. og underviste som lektor ved Københavns Universitet i sociologi med socialpsykologi 1966-69. 


Som Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut "forsker" og næstformand i Studenterrådgivningens bestyrelse m.m. har Eggert Petersen haft nært samarbejde eller samspil med bl.a. Ole Nygaard Jensen, Birgitte Diderichsen, Eva Gredal, Lise Østergaard, Kjeld Olesen, Jesper Florander, Henrik Jespersen, Tine Bryld, Karen Berntsen, Kurt Palsvig, Holger Horsten og et væld af andre navne fra Mentalhygiejnen, som har gjort sig bekendt ved direkte eller indirekte samfundsundergravende virksomhed. 

Mentalhygiejnebevægelsen havde mange kontakter i samfundet.

I 1968 blev Eggert Petersen konsulent i udvælgelsesspørgsmål (om u-lands-frivillige) for Mellemfolkeligt Samvirke. Og i 1969 kom han ind i Kortfilmrådet. Desuden med i organisationen OOA (Oplysning om Atomkraft).

Eggert Petersen har skrevet et hav af artikler og bøger, bl.a. om atombomben og forsvaret, hvilket - Fra Søe-Lieutnant-Selskabet - gav 2 medailler, som han ikke afslog, skønt han ellers var imod flidspræmier i skolen, der kunde “fremme skadelig konkurrencementalitet”!


Eggert Petersens skriverier og foredrag drejede sig gerne om samfundsforhold, psykologi og rapporter på grundlag af “Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut”, men “Trivsel” og “trivsels-undersøgelser” blev hans store nummer. 


I 1969 udgav “Socialdemokratiets Trivselsudvalg” hans pjece “Hvordan skabe trivsel i det moderne industrisamfund”. I ti punkter kunde man her læse, hvordan danskernes liv fra vugge til grav skulde forme sig efter en diktatorisk eensporet linje, som afslørede partiets visioner. Gik man socialdemokratiet på klingen desangående, undskyldte de sig med, at det bare var “et debatoplæg”, men ingen parti kommer naturligvis med forslag, de ikke selv går ind for!


Socialdemokratiets "Trivselsprogram" vakte polemik


Da Forskningsinstituttet (- trods formodentlig støtte ved pengetransaktioner fra statskassen via veninden Eva Gredal -) kom i økonomiske vanskeligheder, måtte det knyttes til et universitet eller lignende, hvis det skulde overleve. Formanden for Landsforeningen for Mentalhygiejne, professor P.Bonnevie forhandlede med Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd. Et ny-opfundet professorat i “arbejdspsykologi” ved Århus Universitet blev tilbudt Eggert Petersen, der måtte slå til for at redde sin “trivsels-levevej”, skønt han havde bedt om at måtte blive i København.


Eggert Petersen kaldte sig selv “bevidstgjort socialdemokrat”. I sin ihærdighed for at indføre sit “elagitære” samfund, hvor profit var afskaffet, og alle trivedes, glemte Eggert Petersen midt i sin “bevidstgjorthed”, at han selv “ikke var lige”, men var en af de dyrt betalte mentalhygiejniske pampere, der red på ryggen af folket og dikterede dem sine meninger. I Gladsaxe blev han vraget som MF-kandidat for socialdemokratiet, men overtog siden Helle Degns kandidatur i Hellerup-kredsen, dog uden resultat.

Eggert Petersens virke og avancementer gav indtryk af, at han var “plantet” og “protegeret”. Det forekom nemlig helt usandsynligt, at han selv ved sin viden og formåen skulde have været i stand til at nå frem til nogen større position i samfundet. Videnskabsmænd rystede på hovedet, betegnede ham som naiv og kaldte offentligt hans forskning for fup og fiduseri. Thomas Nielsen fra LO erklærede, at Eggert Petersen var fuldkommen afsporet, og Ekstrabladet talte om at smide penge ud til naturlæge Eggert Petersen...


Når vigtige partimedlemmer (kald dem pampere eller elefanter) som halvgamle mister folkets hyldest, er det ikke ualmindeligt, at de sendes ned til en plads i EU-parlamentet, som derfor har fået øgenavnet “Elefantkirkegården”. Her havnede Eva Gredal, Eggert Petersen, Poul Nyrup Rasmussen....


Ingen har dog gjort Trivsels-Eggert og hans Mentalhygiejne så grundigt og læsterligt til grin som den socialdemokratiske borgmester i Hinnerup, folkeskolelærer og forfatter, Vilhelm Lytken og John Carlsen med dere mesterlige teaterfarce “Trivslernes Hærgen i de nordlige Provinser” på Cafèteatret.

Psychiatrien har altfor megen magt i samfundet og ønsker tilsyneladende at få endnu mere. Derfor føler jeg mig kaldet til at genstarte min blog, Spydpigen, www.spydet.blogspot.com og tage fat igen.
I den kommende tid vil jeg her bringe nogle gamle artikler om emnet. Man skal være velkommen til at videresende dem.

1.
Forkundskaber ere nyttige...

For at kunne have rette udbytte af oplysninger om samfundsnedbrydningen (under Den kolde Krig) er forkundskaber ikke bare nyttige, men nødvendige. Derfor her tre ord om tre foretagender:


Landsforeningen for Mentalhygiejne daterer sig fra (- nogen siger) 1938, (andre:) 1948 og er
tilsluttet World Federation of Mental Health. De tre globalt-indmeldte faglige sammenslutninger:
1. Dansk Psykiatrisk Selskab, 2. Dansk Psykologforening og 3. Dansk Socialrådgiverforening gav foreningen en stærk politisk slagside, ikke mindst da tidligere officer i søværnet, psykolog Eggert Petersen, tog fat. Han gennemførte storstilede propagandafremstød, der førte til oprettelse af Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut med ham selv som direktør. Instituttets "forskning" bestod i væsentlig grad af spørgeskemaer med mere eller mindre ledende spørgsmål. På denne måde opnåede man 1) kontrol med tanker ude i befolkningen, samt 2) et indsamlet materiale i den af instituttet ønskede retning, som man kunde bruge til at styre samfundsudviklingen med fremover ved at lægge det til grund for lovforslag og lignende, samt endelig 3) offentlig støtte til forskningen. Socialrådgiver Eva Gredal var et vigtigt medlem af foreningen, og hævet op på socialminster-taburetten kunde hun sørge for finansiering og expansion af foreningen.

Landsforeningen for Mentalhygiejne avlede døtreforetagender som Mentalhygiejnisk Forening for Børne- og Ungdomsforsorg, BRIS (= Børns Rettigheder i Samfundet) og Trekroner-Aktiv, som omtales i det følgende. Landsforeningen for Mentalhygiejnes mål og midler stak efterhånden altfor tydeligt i øjnene, og afsløringer af foreningens virke - bl.a. foretaget af statsrevisoratet - førte til, at foreningen måtte ophæve sig selv juni 1976 og overgive boet insolvent til skifteretten.

Men foreningens nøglepersoner fortsatte deres samfundsundergravende virksomhed på alle felter i vort samfund.                    

Kilde: Tidsskriftet AKTION, nr. 2 i 1977

Fortsættes her næste mandag 13/2 2012






































rådgiverforening gav forening