Nutidens Mentalhygiejne

På Snaphanen 28/2 fortalte psykolog Nikolai Sennels om - hvad han kalder -"den voksende specialpædagogiske industri". Dvs den tiltagende kriminalitet, der ledsages af institutioner og behandlingshjem for at få de kriminelle, narkomanerne og andre sociale tabere på ret køl med dyre behandlinger til mange hundrede millioner kroner. Det er ikke nyt. Det har stået på i over en generation,  men de håndgribelige resultater har været sparsomme.

Mon ikke der skulde være en slags sammenhæng mellem "behandlerne" for 40 år siden og nu? Mon ikke de dyrker samme politiske ideologi i dag som dengang? Det tyder det da på.
Nicolai Sennels nævner en Benny Lihme i forbindelse med behandlingshjemmet Solhaven på Farsø. Han har siddet i dets bestyrelse i mange år og er redaktør af magasinet "Social Kritik".
Benny Lihme giver sig af med projektudvikling af pædagogiske tilbud især for mere aggressive unge.  


Lihme underviste på den af Preben Møller Hansen 1974 oprettede kommunistiske "Tidens Højskole" (i -1987-). Han har skrevet en rapport om børn på institution for Socialforskningsinstituttet i 1977 sammen med den noget ældre Kurt Palsvig. Sidstnævnte var blevet sekretær i Landsforeningen for Mentalhygiejne få år efter, at han havde taget sin psykologexamen 1954, og sad i foreningens bestyrelse 1966-73 og kan således ikke være uvidende om de tvivlsomme og ulovlige tiltag foreningen stod for. Kurt Palsvig skulde blive kendt for sine overgreb mod Beckers Vietnambørn og den hårde behandling på de institutioner, han styrede.  
Lihme var o. 1980 ansat på den alternative institution "Majgården" og arbejdede desuden i Galebevægelsen
Han sad i panelet ved MOF - Marxistisk Oplysnings Forbund`s narkohøring i Farum 1981 (økonomisk støttet af kommunen med 1200 kr.). Lihme er meget interesseret i pædagogik og kan umulig være uvidende om Solhavens hårdhændede metoder, som han måske har lært af Palsvig?

På Snaphanen 28/2 fortalte psykolog Nikolai Sennels om - hvad han kalder - "den voksende specialpædagogiske industri". Dvs den tiltagende kriminalitet, der ledsages af institutioner og behandlingshjem for at få de kriminelle, narkomanerne og andre sociale tabere på ret køl med dyre behandlinger til mange hundrede millioner kroner. Det er ikke nyt. Det har stået på i over en generation,  men de håndgribelige resultater har været sparsomme.


Mon ikke der skulde være en slags sammenhæng mellem "behandlerne" for 40 år siden og nu?
Mon ikke de dyrker samme politiske ideologi i dag som dengang? Det tyder det da på.
Nicolai Sennels nævner en Benny Lihme i forbindelse med behandlingshjemmet Solhaven på Farsø. 
Han har siddet i dets bestyrelse i mange år og er redaktør af magasinet "Social Kritik".
Benny Lihme giver sig af med projektudvikling af pædagogiske tilbud især for mere aggressive unge.  


Lihme underviste på den af Preben Møller Hansens 1974 oprettede kommunistiske "Tidens Højskole" (i -1987-). Han har skrevet en rapport om børn på institution for Socialforskningsinstituttet i 1977 sammen med den noget ældre Kurt Palsvig. Sidstnævnte var blevet sekretær i Landsforeningen for Mentalhygiejne få år efter, at han havde taget sin psykologexamen 1954, og sad i foreningens bestyrelse 1966-73 og kan således ikke være uvidende om de tvivlsomme og ulovlige tiltag foreningen stod for. Kurt Palsvig skulde blive kendt for sine overgreb mod Beckers Vietnambørn og den hårde behandling på de institutioner, han styrede.  
Lihme var o. 1980 ansat på den alternative "Majgården" og arbejdede desuden i Galebevægelsen
Han sad i panelet ved MOF - Marxistisk Oplysnings Forbund`s narkohøring i Farum 1981 (økonomisk støttet af kommunen med 1200 kr.). Lihme har været bestyrelsesmedlem i Solhaven i mange år og redigerer Magasinet "Social Kritik", Han er meget interesseret i pædagogik og kan umuligy være uvidende om Solhavens hårdhændede metoder, som han måske har arvet fra Palsvig? 

Her stopper min lille redegørelse for kampen om børnene 1969-1979

Nu har jeg her skrevet en snes indlæg om, hvad der foregik mere eller mindre fordulgt i 70`erne, fordi det pludselig gik op for mig, at der naturligvis måtte være mange, der ikke kendte den kamp, der udspilledes om børnene. Om børnenes TARV, sagde man. Tarv var netop et glimrende nøgleord i dets totale mangel på præcison. Hvad er “tarv”? Forskellig fra barn til barn, fra tidsperiode til tidsperiode...............

Det drejede sig ikke om “tarv”. Det drejede sig om magt. Børn udgør og afgør fremtidens samfundssystem. Derfor er politikere gerne ude efter dem. Alle diktaturer sørger for at børnene indoktrineres i den herskede ideologi. Ønsker nogle politikere at ændre det bestående samfundssystem, så gælder det at få mulighed for at opdrage og påvirke ungerne.
Kære læsere.
Nu har jeg her skrevet en snes indlæg om, hvad der foregik mere eller mindre fordulgt i 70`erne, fordi det pludselig gik op for mig, at der naturligvis måtte være mange, der ikke kendte den kamp, der udspilledes om børnene. Om børnenes TARV, sagde man. Tarv var netop et glimrende nøgleord i dets totale mangel på præcison. Hvad er “tarv”? Forskellig fra barn til barn, fra tidsperiode til tidsperiode...............

Det drejede sig ikke om “tarv”. Det drejede sig om magt. Børn udgør og afgør fremtidens samfundssystem. Derfor er politikere gerne ude efter dem. Alle diktaturer sørger for at børnene indoktrineres i den herskede ideologi. Ønsker nogle politikere at ændre det bestående samfundssystem, så gælder det at få mulighed for at opdrage og påvirke ungerne.


I Danmark havde kommunisterne været engageret som frihedskæmpere mod Hitlers besættelsestropper. Krigen var nu forbi, men som Lenin sagde: Fred er krig med andre våben.
Den kolde Krig var i fuld gang med sin propaganda, ikke lige tydelig for alle, hvis ikke man havde øvelse i at læse mellem linjerne og lidt næse for psykologisk krigsførelse.
Mange synes, at ordet “revolution” er et meget stærkt ord, hvor man tænker på massakre eller guillotinen, men det betyder jo egentlig bare omvæltning. og behøver ikke nødvendigvis at være blodig.
68`ernes revolution var en revolution. Det gamle samfund skulde ud.

Psykolog Eggert Petersen var grebet af den samfundsnedbrydende ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde udtænkt og lod sprede gennem World Federation of Mental Health (i Danmark: “Landsforeningen for Mentalhygiejne”). Han lancerede den i et manifest, udgivet af Socialdemokratiet, hvis ledelse på dette tidpunkt havde bevæget sig over mod kommunismen. De vilde ikke nøjes med lidt korrektion af statsstyrets form. De trængte sig ind på familien, kernefamilien, grundstenen i ethvert samfund. De skar ind til benet, ind på livet af individet i hans bo. Individet skulde ikke bestemme over sig selv og familien. Forældremyndigheden skulde begrænses eller fjernes, forældre skulde ligesom skolelærere på holdningskurser, og børnene skulde opdrages af experter, pædagoger og psykologer. Jo, det var en omvæltning med hjælp fra tvivlsomme NGO-grupper som “BRIS” og Mentalhygiejnen, socialdemokratiets “Trivselsprogram” 1969 og videre til Småbørnskommissionen 1975 og det internatonale Børneår 1979.

Jeg blev faktisk chockeret, da jeg nu kikkede tilbage på 70`erne og genoplevede det. Hvordan var det muligt, at disse revolutionerende og naturstridige tanker på bare ti år nåede til tops i regeringen trods den brede befolknings tilsyneladende modvilje?
Hvordan kunde det ske, at aktivistgrupper, der brugte uparlamentariske og/eller ulovlige fremgangsmåder tilsyneladende arbejdede for politikere, der som deres medkombattanter sad i folketing og regering?
Og hvordan kunde det gå til, at disse politikere kunde godtage disse forhold og få de
fordulgt gennemførte ændringer inkorporeret i samfundssystemet?

I Danmark havde kommunisterne været engageret som frihedskæmpere mod Hitlers besættelsestropper. Krigen var nu forbi, men som Lenin sagde: Fred er krig med andre våben.
Den kolde Krig var i fuld gang med sin propaganda, ikke lige tydelig for alle, hvis ikke man havde øvelse i at læse mellem linjerne og lidt næse for psykologisk krigsførelse.
Mange synes, at ordet “revolution” er et meget stærkt ord, hvor man tænker på massakre eller guillotinen, men det betyder jo egentlig bare omvæltning. og behøver ikke nødvendigvis at være blodig.
68`ernes revolution var en revolution. Det gamle samfund skulde ud.

Psykolog Eggert Petersen var grebet af den samfundsnedbrydende ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde udtænkt og lod sprede gennem World Federation of Mental Health (i Danmark: “Landsforeningen for Mentalhygiejne”). Han lancerede den i et manifest, udgivet af Socialdemokratiet, hvis ledelse på dette tidpunkt havde bevæget sig over mod kommunismen. De vilde ikke nøjes med lidt korrektion af statsstyrets form. De trængte sig ind på familien, kernefamilien, grundstenen i ethvert samfund. De skar ind til benet, ind på livet af individet i hans bo. Individet skulde ikke bestemme over sig selv og familien. Forældremyndigheden skulde begrænses eller fjernes, forældre skulde ligesom skolelærere på holdningskurser, og børnene skulde opdrages af experter, pædagoger og psykologer. Jo, det var en omvæltning med hjælp fra tvivlsomme NGO-grupper som “BRIS” og Mentalhygiejnen, socialdemokratiets “Trivselsprogram” 1969 og videre til Småbørnskommissionen 1975 og det internatonale Børneår 1979.

Jeg blev faktisk chockeret, da jeg nu kikkede tilbage på 70`erne og genoplevede det. Hvordan var det muligt, at disse revolutionerende og naturstridige tanker på bare ti år nåede til tops i regeringen trods den brede befolknings tilsyneladende modvilje?
Hvordan kunde det ske, at aktivister, der brugte uparlamentariske og/eller ulovlige fremgangsmåder kunde blive ansat i kommunale og/eller statslige foretagender og derfra drive deres samfundsnedbrydning i samarbejde med politikere, der som deres medkombattanter sad i folketing og regering? Kære læsere.
Nu har jeg her skrevet en snes indlæg om, hvad der foregik mere eller mindre fordulgt i 70`erne, fordi det pludselig gik op for mig, at der naturligvis måtte være mange, der ikke kendte den kamp, der udspilledes om børnene. Om børnenes TARV, sagde man. Tarv var netop et glimrende nøgleord i dets totale mangel på præcison. Hvad er “tarv”? Forskellig fra barn til barn, fra tidsperiode til tidsperiode...............

Det drejede sig ikke om “tarv”. Det drejede sig om magt. Børn udgør og afgør fremtidens samfundssystem. Derfor er politikere gerne ude efter dem. Alle diktaturer sørger for at børnene indoktrineres i den herskede ideologi. Ønsker nogle politikere at ændre det bestående samfundssystem, så gælder det at få mulighed for at opdrage og påvirke ungerne.


I Danmark havde kommunisterne været engageret som frihedskæmpere mod Hitlers besættelsestropper. Krigen var nu forbi, men som Lenin sagde: Fred er krig med andre våben.
Den kolde Krig var i fuld gang med sin propaganda, ikke lige tydelig for alle, hvis ikke man havde øvelse i at læse mellem linjerne og lidt næse for psykologisk krigsførelse.
Mange synes, at ordet “revolution” er et meget stærkt ord, hvor man tænker på massakre eller guillotinen, men det betyder jo egentlig bare omvæltning. og behøver ikke nødvendigvis at være blodig.
68`ernes revolution var en revolution. Det gamle samfund skulde ud.

Psykolog Eggert Petersen var grebet af den samfundsnedbrydende ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde udtænkt og lod sprede gennem World Federation of Mental Health (i Danmark: “Landsforeningen for Mentalhygiejne”). Han lancerede den i et manifest, udgivet af Socialdemokratiet, hvis ledelse på dette tidpunkt havde bevæget sig over mod kommunismen. De vilde ikke nøjes med lidt korrektion af statsstyrets form. De trængte sig ind på familien, kernefamilien, grundstenen i ethvert samfund. De skar ind til benet, ind på livet af individet i hans bo. Individet skulde ikke bestemme over sig selv og familien. Forældremyndigheden skulde begrænses eller fjernes, forældre skulde ligesom skolelærere på holdningskurser, og børnene skulde opdrages af experter, pædagoger og psykologer. Jo, det var en omvæltning med hjælp fra tvivlsomme NGO-grupper som “BRIS” og Mentalhygiejnen, socialdemokratiets “Trivselsprogram” 1969 og videre til Småbørnskommissionen 1975 og det internatonale Børneår 1979.

Jeg blev faktisk chockeret, da jeg nu kikkede tilbage på 70`erne og genoplevede det. Hvordan var det muligt, at disse revolutionerende og naturstridige tanker på bare ti år nåede til tops i regeringen trods den brede befolknings tilsyneladende modvilje?
Hvordan kunde det ske, at aktivistgrupper, der brugte uparlamentariske og/eller ulovlige fremgangsmåder tilsyneladende arbejdede for politikere, der som deres medkombattanter sad i folketing og regering?
Og hvordan kunde det gå til, at disse politikere kunde godtage disse forhold og få de
fordulgt gennemførte ændringer inkorporeret i samfundssystemet?
Og hvordan kunde det gå til, at sådanne politikere fordulgt kunde gennemføre og inkorporere disse ændringer i samfundssystemet?Kære læsere.
Nu har jeg her skrevet en snes indlæg om, hvad der foregik mere eller mindre fordulgt i 70`erne, fordi det pludselig gik op for mig, at der naturligvis måtte være mange, der ikke kendte den kamp, der udspilledes om børnene. Om børnenes TARV, sagde man. Tarv var netop et glimrende nøgleord i dets totale mangel på præcison. Hvad er “tarv”? Forskellig fra barn til barn, fra tidsperiode til tidsperiode...............

Det drejede sig ikke om “tarv”. Det drejede sig om magt. Børn udgør og afgør fremtidens samfundssystem. Derfor er politikere gerne ude efter dem. Alle diktaturer sørger for at børnene indoktrineres i den herskede ideologi. Ønsker nogle politikere at ændre det bestående samfundssystem, så gælder det at få mulighed for at opdrage og påvirke ungerne.


I Danmark havde kommunisterne været engageret som frihedskæmpere mod Hitlers besættelsestropper. Krigen var nu forbi, men som Lenin sagde: Fred er krig med andre våben.
Den kolde Krig var i fuld gang med sin propaganda, ikke lige tydelig for alle, hvis ikke man havde øvelse i at læse mellem linjerne og lidt næse for psykologisk krigsførelse.
Mange synes, at ordet “revolution” er et meget stærkt ord, hvor man tænker på massakre eller guillotinen, men det betyder jo egentlig bare omvæltning. og behøver ikke nødvendigvis at være blodig.
68`ernes revolution var en revolution. Det gamle samfund skulde ud.

Psykolog Eggert Petersen var grebet af den samfundsnedbrydende ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde udtænkt og lod sprede gennem World Federation of Mental Health (i Danmark: “Landsforeningen for Mentalhygiejne”). Han lancerede den i et manifest, udgivet af Socialdemokratiet, hvis ledelse på dette tidpunkt havde bevæget sig over mod kommunismen. De vilde ikke nøjes med lidt korrektion af statsstyrets form. De trængte sig ind på familien, kernefamilien, grundstenen i ethvert samfund. De skar ind til benet, ind på livet af individet i hans bo. Individet skulde ikke bestemme over sig selv og familien. Forældremyndigheden skulde begrænses eller fjernes, forældre skulde ligesom skolelærere på holdningskurser, og børnene skulde opdrages af experter, pædagoger og psykologer. Jo, det var en omvæltning med hjælp fra tvivlsomme NGO-grupper som “BRIS” og Mentalhygiejnen, socialdemokratiets “Trivselsprogram” 1969 og videre til Småbørnskommissionen 1975 og det internatonale Børneår 1979.

Jeg blev faktisk chockeret, da jeg nu kikkede tilbage på 70`erne og genoplevede det. Hvordan var det muligt, at disse revolutionerende og naturstridige tanker på bare ti år nåede til tops i regeringen trods den brede befolknings tilsyneladende modvilje?
Hvordan kunde det ske, at aktivistgrupper, der brugte uparlamentariske og/eller ulovlige fremgangsmåder tilsyneladende arbejdede for politikere, der som deres medkombattanter sad i folketing og regering?
Og hvordan kunde det gå til, at disse politikere kunde godtage disse forhold og få de
fordulgt gennemførte ændringer inkorporeret i samfundssystemet?

19. Internationalt Børneår 1979

Hvad forestiller det internationle børneårs symbol? - en dreng, der spiller bold i en strålekrans?  

- en mor, der bøjer sig mod sit barn? Eller - ja, nu ser jeg det: det er en  p æ d a g o g, som griber   barnet!

Det Internationale Børneår begyndte teoretisk den 1.1.1979, men i praxis var det allerede i fuld gang efteråret 1978, efter at man den 16. maj i ubemærkethed havde oprettet et kontor under navn af “Nationalkomitè med social- og familieminister Eva Gredal som formand og med repræsentanter for ca. 100 organisationer, foreninger og offentlige myndigheder som medlemmer”. (Eva Gredal blev senere afløst som formand af Erling Jensen). Det praktiske arbejde udførtes af et arbejdsudvalg på 9 unavngivne personer og et sekretariat på 3 navngivne, der skulde udføre de “initiativer, som nationalkomitèen/arbejdsudvalget pålægger” dem.

Arbejdsudvalget besluttede straks at udgive tre ting:

1) en 8-sidet pjece om Børneåret og den organisatoriske opbygning i Danmark.

2) bladet “Børneårs-Nyt”, der skulde sendes til medlemmerne, “relevant” presse, biblioteker,

   politikere, myndigheder, skoler, samt til særligt interesserede enkeltpersoner.

3) et aktivitetskatalog om de aktiviteter, som de tilsluttede organisationer agtede at gennemføre.

Det materiale, der udkom, talte sit tydelige sprog:

For det første måtte man undre sig over, at ikke bare alle kunde være med i den nationale komitè (som finansieredes af skatteborgerne), når det dog gjaldt vore børn.

Medlemsskabet i Nationalkomitèen var gratis, men man skulde “a n m o d e  om optagelse”, som så evt. bevilgedes. Optagelse hindrede ikke, at man siden kunde blive "glemt".

Da man startede i maj 1978, havde man allerede 81 organisationer. Hvor kom de fra? Blev der sendt indbydelser ud under hånden? Eller var de “håndplukkede”? Af hvem? Efter hvilke kriterier?

Inden udgangen af juli var man blevet 97 interesse-organisationer, bl.a. et hav af stærkt venstre-styrede foretagender samt anarkistiske og venstreextremistiske grupper, men Gud bevares - også grupper af kristeligt tilsnit. Det var ikke ukendt taktik på venstrefløjen at inddrage upolitiske, humanitære, kirkelige grupper i deres fællesskab, godtroende mennesker, som man kunde manipulere. De skulde over for omverdenen borge for kvaliteten og umuliggøre enhver kritik udefra.

Men hvordan kunde en “nationalkomitè” i et land med parlamentarisk folkestyre være ganske eensidig? Udover partiet Venstre var der ingen andre borgerlige partier, som kunde tænkes at ville opponere mod alt det røde, hverken Centrumdemokraterne, Kristeligt Folkeparti, Konservativt Folkeparti eller Fremskridtspartiet.

Og man savnede borgerlige grupper som Forældrenes Børnekommission, ALS (Aktive Lyttere og Seere), Artikel 16-Udvalget, Forældreforeningen for narkoramte børn, Fulton, 20-Novembernævnet, DUE (De uafhængige Elever), LIV, L.I.B.E.R. (Landeværn Imod Børns EnsRetning), Børn-Forældre-Frihed og mange flere.

Havde de fået opfordring til at være med? Hvorfor ikke ?

Børneårs-Nyt nr. 1 levede helt og fuldt op til den kolossale overvægt af røde aktivistgrupper. Her var der overhovedet intet fra neutral humanistisk eller kirkelig side, ej heller fra nogen politisk borgerfløj.

Alt var bag en smuk kamouflage gennemsyret af den sædvanlige mentalhygiejniske forældre- og samfundsfjendtlige BRIS-ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde prædiket. 

Samfundet skulde ændres.

18. Børns Vilkår - Børn på Hospital

Selvom BRIS, hvis formål det efter  eget udsagn var at bekæmpe forældremyndigheden og enhver anden myndighed i samfundet, nu gennem sine mentalhygiejniske kontakter i regeringen havde fået sikret sin virksomhed fremover gennem Småbørnskommissionen, fortsatte den  og  dens støtteforening  “Børns Vilkår” deres  indsats. Men der kom også nye til med andre emner, andre synsvinkler. Strategi og mål var dog det samme: det gamle samfundssystem skulde væk, og hertil kunde man bruge børnene.

I begyndelsen af året 1978 var der et såkaldt “Forbrugermøde” på Gentofte Bibliotek med Dorte Bennedsen. De sociale forbrugergrupper gik under navn af “Social Rådgivning og Bistand” og havde  samarbejde med Mentalhygiejnebevægelsen. Formålet var officielt at vejlede de sociale forbrugere.

En sådan “forbrugergruppe” kunde f.ex. være syge medborgere, der “brugte” hospitalerne.

Gjaldt det småbørn, så var det vigtigt, at forældre kunde være så meget som muligt hos deres syge barn. Man arrangerede et tribunal om “Børn på Hospital” sidste weekende i oktober 1978. Men det var som om at noget skulde forties i pressen: hvem stod bag? hvem var indbudt?

Interne, ikke almen-tilgængelige papirer forklarede intensionen: Sygdom - sygdom i al almindelighed - er et udtryk for, at den sygdomsramte - i dette tilfælde altså et barn - ikke er funktionsdygtigt i det miljø, vedkommende lever i. Med andre ord barnet bliver sygt, fordi der er noget galt med hjemmet og familien. Det måtte der gøres noget ved. Det skulde ske ved opfyldelse af en række punkter, hvor man med “specialuddannet personale” som det hed (psykologer, psykiatere?),  og en “kontaktperson”, der skulde træde ind imellem barn og forældre, skulde varetage barnets psykiske behov og pleje.

Den holdningsbearbejdning, som psykolog Eggert Petersen tilrådede i et politisk program for socialdemokratiet 1969, skulde altså påføres børn når de var så ulykkelige at være væk fra far og mor en tid.

Hospitalsopholdet skulde udnyttes af pædagoger og psykologer.

Tribunalet “Børn på Hospital” var ligsom tribunalet “Vold mod Børn” 1976 arrangeret af BRIS-manden Frode Muldkjær.

Københavns Antssygehus i Gentofte skulde have lagt auditorium til, men i sidste øjeblik måtte man forlægge residensen til det nærliggende Kildegårds Gymnasium. Havde man fra hospitalets side fået betænkeligheder ved tribunalets eensidige venstreextremistiske linje?

I hvert fald kunde flytningen ikke skyldes pladsmangel som meddelt i pressen!

Der havde kun meldt sig et halvthundrede forældre, og resten af de ca. 500 deltagere var åbenbart rekrutteret fra pædagogkredse o.l.  Ved indgangen blev de mødt af en demonstration, som - på baggrund af FN`s erklæring om Barnets rettigheder - imødegik BRIS-linjen med pjecer og plakater, bl.a. med vedstående slagord imod BUPL (Børne- og UngdomspædagogernesnLandsorganisation).

Bris-manden Frode Muldkær åbnede mødet. Han havde bedt sin journalistkollega, BRIS-pigen Annette Winding, som redigerede Politikens børneside “MiniPolitiken”, at fremtrylle læserbreve om børns hospitalsophold. Der var imidlertid først nu kommet et godt brev: det vilde blive trykt på søndag, men han havde en kopi. Det var fra “Mette, 10 år”, som således anonymt kunde tjene Muldkjærs sag ved at fortælle, at der på hospitalet havde været sådan en sød pædagog.....

_________________

l                                    l Illustrationen med drengen på hospitalet er hentet fra en pjece fra

l     Vi vil ikke have       l "Forbrugerkomitèen Århus". Pjecen uddeltes af BRIS-folk på

l                                    l tribunalet "Børn på Hospital" 1978.

l            Børn                l

l            Under              l

l            Politisk            l

l            Ledelse          l

l                                    l

l________________ l