maj 12, 2015

Wammen, ta` dig sammen!

Christiansborg, den 12. maj 2015/hm
 
PRESSEMEDDELELSE
 
DF: Flådens fartøjer skal repareres på danske værfter
 
Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, har i dag kaldt forsvarsminister Nicolai Wammen i samråd om hans bekymrende beslutning om at sende to kontrakter på ombygning og vedligeholdelse af Søværnets fartøjer på op mod 800 millioner kroner i EU-udbud i stedet for at bevare opgaven på danske hænder, sådan som man hidtil har gjort.
 
- Det er hul i hovedet, at forsvarsministeren sender vedligeholdelsen af Søværnets fartøjer i EU-udbud, og dermed risikerer, at opgaven ikke længere skal varetages af et dansk firma, når EU-retten giver mulighed for, at Danmark bevarer denne vigtige opgave på danske hænder af hensyn til landets sikkerhed, siger Marie Krarup.
 
- Nicolai Wammens mærkværdige beslutning vil koste danske arbejdspladser, men det vil også betyde, at vi risikerer, at Danmark mister kapaciteten til at vedligeholde Søværnets fartøjer selv såvel som dyrebar viden og ekspertise på området. Det er et potentielt sikkerhedsmæssigt problem, hvis vi ikke længere har kapaciteten til at opretholde Søværnets funktionsdygtighed her i landet. Det er naturligvis også derfor, at ingen andre EU-lande har valgt at sende denne type opgaver i EU-udbud, siger Marie Krarup.
 
- Der tegner sig et meget kedeligt billede af, at denne regering går mere op i at være EU-duks end at sikre danske arbejdspladser, siger Marie Krarup.