juni 30, 2006

Oluf Palme, denne nydelige svenske statsminister

Oluf Palme, denne nydelige svenske statsminister har fået opkaldt veje efter sig i Danmark. Mon ikke det er på tide at få ændret vejnavnene, så ikke Palmes uhyrligheder smitter af på det danske socialdemokrati?

”I hele perioden fra Vikingetiden til 29. juni 2006, har intet og ingen gjort så megen skade på Sverige og de omkringliggende lande, især Norge og Danmark, som den tidl. svenske statsminister Oluf Palme og hans forkvaklede socialdemokrati. Må de riste i Allah's helvede...”, skriver Minut 29.6.06.

Ja vist, med mellemrum dukker der sager og skandaler op fra Oluf Palmes regeringstid.

Palme var f.eks. direkte årsag til, at et stort svensk industriprojekt med Saudiarabien gled over på saudiaraberen Mohammed Al Amoudi til en spotpris, som kom til at danne basis for en virksomhed i milliardklassen og opkøb af Sveriges industrier m.m. Al Amoudi er god for 25 milliarder sv.kr. og 65 milliarder sv. Kr. på internationalt plan. Han ejer Sveriges (Nordens ?) største olieraffinaderi i Lysekil og benzinselskabet Preem.

Kilde: Dagens Industri

Hvor lavt det stod til med Palmes privatliv, er kommet frem i svensk presse nu: på en kendt bordel, hvor flere svenske toppolitikere havde deres gang, benyttede statsministeren sig også af to mindreårige piger på 14 år.

Da bordellet også havde polske piger, som muligvis i virkeligheden var spioner, advaredes statsministeren af chefen for SÆPO (d.v.s. Sveriges PET). Sagen kom frem i rigsdagen, men afvistes af Palme med en lodret løgn.

Kilde: Världen idag.


juni 29, 2006

Solvognen i Rebild 4. juli

Nedenstående artikel om Solvognen har jeg hugget fra Gertrud Galsters bog ”5. kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur”.

Solvognen havde udtænkt sig et vel indstuderet teaterstykke i Rebild den 4. juli 1976, og som indledning til festen havde Lene Gram skrevet et digt i ”Information” dagen før. Man ville tydeliggøre den underkuelse, som indianerne og andre naturfolk døjede – og stadig døjer – under på grund af menneskenes pengegriskhed, og forsikre os om, at disse fattige og farvede til slut ville sejre under de røde faner. Til denne happening havde Solvognen sikret sig et større antal heste og ”rødhuder”, samt udforsket Rebild Bakkers muligheder. Vel vidende, at denne aktion og forsøg på at bemægtige sig mikrofonen ville udløse slagsmål med politiet, bar flere af dem blodposer inde på kroppen under tøjet, som de kunne rive hul på for at fingere, at politiet havde såret dem alvorligt og dermed skabe almen ophidselse og stemning mod politiets ”vold”.

Aktionen udløste et vældigt hurlumhej og spektakel under indianerhyl og politiknipler, blodpøle, skrig og panik blandt publikum, og en blodpose blev slynget efter dronningen. (Var det en provokation og hån mod dr. Margrethe? Eller skulle en blodbestænket, ”alvorligt såret” regent få tumulten til at stige til uanede højder?)

Tilsyneladende blev både politi og det dansk-amerikanske publikum fuppet, idet alt umiddelbart og senere talte for, at Solvognen brugte samme taktik i Rebild som ved andre forestillinger og optrådte dobbeltsidigt, d.v.s. både som vilde, hujende indianere og som – ophidset publikum. Politiet havde nok kunnet få fat i flere Solvognsfolk, hvis de havde forstået disse metoder og arresteret de tilskuere, som efter sigende slog løs på indianerne.

Politimester Kaj Harne tøvede med at anlægge sag, men til sidst (måske på grund af vrede i befolkningen?) blev Solvognens folk stævnede for retten i Hadsund den 22. september 1976 kl. 10.00. Jeg nåede frem dagen før efter at have taget del i en mindre happening i Hobro og fandt Solvognen i højt humør. De uddelte løbesedler med invitation til komsammen i kroen her aftenen, før slaget skulle stå. Dér sad jeg så med bajerflaske (man må tilpasse sig) og så på lysbilledforestilling, som var meget dygtigt sat op, idet man hele tiden præsenteredes for to billeder ved siden af hinanden: den fattige, elendige Amerikaner – tit en neger – i et usselt krybind af et hjem og den rige, tomhjernede playboy midt i det søde liv. Åbenbart Jacob Holdts ”Amerikanske Billeder”, som han for pæn betaling plejede at fremvise i sin store ejerlejlighed på Købmagergade i København.

Efter lysbilledforestilllingen blev der spillet og sunget politiske slagsange. En arbejder blandt publikum syntes, at solvognen hellere skulle engagere sig ordentligt i politik, ikke bare synge… Som så mange danskere forstod han ikke disse sanges og happenings betydning.

Da man gik over til mere moderne rytmer, skred jeg. Da jeg var kommet et halvt hundrede meter væk fra kroen, råbte nogen bag mig mit navn, og jeg idiot! Reagerede spontant og vendte mig! Afsløret altså! Nu var det sket. OK, jeg gik tilbage mod de to fyre i mørket. ”Nå”, sagde jeg forbavset og så op på dem, ”kender I også hende?” ”Jamen, det er jo dig…!” mente de. ”Nej”, lo jeg frækt, ”men jeg ligner hende. Det er min kusine…” De tvivlede stadig, så jeg fortsatte: ”jeg bliver tit forvekslet med hende. Hun skriver et hav af læserbreve…”

”Hun nævner vore navne på sin telefonavis”, sagde de. Det var jeg ikke ked af at høre, men beholdt mit pokeransigt: ”Ja, hun driver rundt overalt. Hun har altid været familiens sorte får, fordi hun er sådan en bohême…”. De slugte den åbenbart til sidst.

Næste dag så de mig i retssalens tilhørerloge. Ja, ja. Lidt sjov skulle man have for at holde modet oppe i den ulige kamp.

Det var rigtigt nok. Jeg havde opremset Solvognsfolkenes navne fra retslisten i Københavns Byret 17. april 1975, ligesom jeg siden gjorde det efter retsssagen i Hadsund og lod dem trykke i tidsskriftet AKTION (nr. 1 og nr. 5 1977). Eftersom Solvognsfolk, Christianiaboere, slumstormere etc. altid optrådte anonymt i massemedierne, ville jeg råde bod herpå, da det vel var rimeligt, at skatteborgerne fik at vide, hvem der fik tildelt statsstøtte.

Min fjerne slægtning og navnesøster, arkitekt M.A.A. havde desværre ingen sans for humor, og da jeg fortalte hende mine oplevelser i Hadsund, blev hun så bange for at blive forvekslet med mig, at hun skyndsomt sendte et brev til alle landets aviser, at hun ikke var den Gertrud Galster, der var medlem af Fremskridtspartiet. Det morede mig, eftersom jeg heller ikke var medlem! Hun tog derpå sin mors navn som mellemnavn.

- - - - -

Selve retssagen i Hadsund blev en happening uden den alvor og stilhed, som normalt præger en retssal, en farce i Solvognens tegn. Havde justits- eller kulturministeren en finger med i spillet?Jeg tænkte tilbage på retssagen mod psykolog Karen Berntsen, som var blevet dømt både ved byret og ved landsret og stod i begreb med at anke til højesteret, da justitsminister Orla Møller – rimeligvis gennem Karen Berntsens Eva Gredal-fobindelse – greb ind og reddede hende!

Noget lignende var faktisk også sket få måneder før Rebildhalløjet, da statsminister og Folketinget lod hånt om højesteretsdommen over Christiania. Jeg tænkte videre på den støtte, som Solvognen hidtil havde fået: først en femårig teatertilladelse i 1973 under kulturminister Niels Mathiasen med et statsbidrag på 10.000 kr, som ingen i regeringen anfægtede, skønt Solvognsfolk forklædte som politibetjente optrådte ved NATO-møde i København i juni 1973 og besatte radiohuset, men reddedes af radiorådsformand, Ole Espersen, som ”tilfældigt” opholdt sig i nærheden.

Blandt diverse andre kamouflerede happenings bør vel nævnes Solvognens indsats i forbindelse med Københavns kommunevalg 1974 (”Valborg”), og sammen med Børnemagt deltog de i spektaklerne i og omkring Helligkorskirken på Nørrebro, hvor deres synderligt gode ven, pastor Erik Bock fra Christianias ”Kosmiske Kirke” og Børnemagtslisten udfoldede sig i fuld forvirrethed. Julen 1974 optrådte Solvognen forklædt som julemænd dels ved diskene i Magasin du Nord, hvor de gennemførte en ”Ta´ selv” aktion og stjal varer fra butikken for i stil med Robin Hood – hævdede de bagefter – at give dem til kunderne (som NB næppe var fattige!), dels ved julepjank på Politigården og angreb med rudeknusning, hakker, bor og maling på Arbejdsrettens palæ på Skt. Annæ Plads. Dette store juleshow, som de lod filme, skaffede Solvognen 20.000 kr. fra Statens Kunstfond. Filmen under titlen ”Dejlig er den Himmel blå” og en tilsvarende børnebog spredtes over landet via Statens Filmcentral og Kommunebibliotekerne. Nissedragterne og fotografier vistes på den børneteaterudstilling, som professor i teaterhistorie, Kela Kvam, arrangerede på Frederiksberg Rådhus i 1975.

I februar 1975 ødelagde Solvognen en del inventar i Røddinge Forsamlingshus med en båndsav. En måned senere fik de 10.000 kr. for at optræde i TV med Den alternative Melodi til Grand Prix i Stockholm, og da der ikke havde vist sit tilstrækkelig interesse for deres film ”Dejlig er den Himmel blå”, fik de til trøst 50.000 kr. tildelt i 1976 af filmjuryen (hvor iblandt Svend Aukens daværende kone, Bettina Heltberg, fandtes).

Al den statsstøtte (og rimeligvis mere end her nævnt) lod formode, at nogle i regeringen bevidst udnyttede disse kræfter uden for folketinget for at nedbryde det parlamentariske system og ødelægge alle normer og traditioner, hvad enten det bestod i at skræmme folk væk fra vælgermøder i visse partier eller fra Rebildfest, mens man selv sad på taburetterne og vaskede hænder.

- - - - - - -

Hvorom alting var, politimester Kai Harne havde som sagt tøvet med sagsanlæg, og mens den almindelige lille mand ikke kan få beskikket en forsvarer i simple politisager, så tilkendtes de 29 anklagede Solvognsfolk i Hadsund straks en sådan, nemlig landsretssagfører Chr. Vilh, Hagens, kendt som et meget aktivt medlem af DKP. Her bør måske siges, at Solvognsfolkene ikke nødvendigvis behøvede støtte, idet en del af dem havde gode uddannelser: lektor, civilingeniør, fotograf, forfatter, arkitekt…

Hvorfor sendte statsadvokaten kun sin fuldmægtig, Niels Schrøder? Han var så godtroende, at han blev taget ved næsen! Eller havde han visse pålæg hjemmefra? Han frafaldt straks sin tiltale mod en pige fra Solvognen, fordi hun forklarede, at hun som publikummer i Rebild var blevet revet med af stemningen. Og han førte et vidne, Peter Lorentzen, som efter eget udsagn ”havde været med i Solvognen” engang, men havde kvittet den. Han havde rent tilfældigt været i Rebild som turist. At de anklagede Solvognsfolk ikke kom med en eneste mishagsytring ved at se en ”frafalden” dukke op som vidne imod dem, røbede i sig selv, at der var ugler i mosen, da de ellers ikke var mundlamme i retssalen! Og nu, da det gjaldt, vidnede Lorentzen da heller ikke, som anklageren forventede, imod Solvognen, men tværtimod til fordel for dem og imod det brutale politis overgreb. Solvognsfolk var som før nævnt veltrænede i dobbeltspil.

Det fotomateriale, Solvognen fremlagde i retten fra Rebildspektaklerne, var så omfangsrigt, at enhver kunne forstå, at de ikke bare tilfældigt var kommet over amatørfotos, som var knipset i bakkerne med tanke på en hilsen til tante Maria ”over there” i Minnesota. Næh, det var Solvognsarbejde! Og dygtigt gjort! De kunne ikke være taget af barfodsindianerne, der kom stormende til hest med flag og hujen eller styrtede frem til fods med blodposer under tøjet. De havde haft udstationeret fotografer, hvis opgave det var, på nært hold at følge de enkelte betjentes bevægelser og fyre løs, når disse gik i aktion med knipler og håndgreb. Formålet var at skaffe materiale rettet mod politiet til brug i en eventuel kommende retssag og/eller til propagandafremstød.

Og dommeren? W.Aagaard hed han, og ifølge Jyllands-Posten var det hans første store sag. Formodentlig for at demonstrere sin upartiskhed og bevise, at han ikke var forhåndsindtaget imod Solvognen, sleskede han for de anklagede. Han forhørte sig venligt, om de havde haft en god rejse herover til Hadsund og fået logi, men et stykke inde i retssagen blev han sat grundigt på plads, da en af Solvognsfolkene skulle afhøres. Køligt spurgte den anklagede den smiskende mand i dommersædet: ”Jeg forstår ikke, hvorfor dommeren siger ”du” til os?”

Tableau!

Han fortsatte med ”De”,

De Solvognsfolk, der udeblev fra retssagen i Hadsund, blev ikke yderligere retsforfulgt.

Året efter – i 1977 – fik Solvognen tildelt 132.000 kr.

Svensk regering satser på muhammedanerne

Den 28. juni bragte Blekinge Läns Tidning nedenstående artikel (her oversat til dansk):

Diskrimineringsombudsmandens indlæg i Blekinge Läns Tidning 23. juni (”Der er plads til gamle svenske traditioner”), viser med al tydelighed, at det er lovgivningen - altså politiske beslutninger -, som ligger bag myndighedernes overraskende udspil om at stryge skoleafslutninger i kirkerne. Mellem linjerne læses også en indforståethed med ombudsmandens udtalelser om adventlysestagen og hans accept af halalslagtning.

Dette er givetvis et følsomt kapitel før rigsdagsvalget i september, især for regeringspartiet, som har presset på i disse spørgsmål. Nu føres der bogstavlig talt borgerkrig mellem de ansvarlige, hvor diskriminationsombudsmanden kaster skylden på lovene, mens socialdemokratiet lægger ansvaret på de enkelte myndigheder. Lige som i Lukas 11:18 kan folket derfor spørge sig selv: Hvis Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan så hans rige bestå?

Mest alvorligt er dog nok afsløringerne af de tætte bånd, der er knyttet mellem socialdemokraterne og Det muslimske broderskab, sådan som det tydeligt dokumenteredes på TV´s ”Uppdrag granskning” (Opgave granskning). Her gnubbede partiets topfigurer sig op ad islamistiske frontfigurer, som er åbenlyst antisemitiske, afskyr demokrati og forsvarer æresmord i deres egen kreds. Efter hændelserne den 11. september 2001 er islam blevet Venstrepartiets (= regeringens støtteparti, det tidligere kommunistpartis) favoritreligion, og man omfavner villigt diktatorerne i arabverdenen, bare de er fjendtligsindede mod USA.

Ytringsfrihed og demokrati står ikke højt i kurs hos disse muslimske allierede. Til og med i Danmark findes der en udbredt skepsis blandt invandrede muslimer. I en undersøgelse fornylig anså hele 51 procent af dem, at hensynet til religiøse regler og traditioner vejede tungere end ytringsfrihed. Kun ti procent var af modsat opfattelse. Det er ikke usandsynligt, at de samme forhold gælder i det fordringsløse og yderst indvandringsliberale Sverige. Det er altså i dette snuskede vand at socialdemokrater driver stemmefiskeri og håber på ved stadige indrømmelser

– på befolkningens bekostning – at få støtte hos den hurtigt voksende islamiske minoritet.

Debatten om skoleafslutning i kirken viste, at den brede befolkning nu endelig begynder at reagere imod, at deres kultur så tydeligt sættes på porten. Som det er nu, er det nok, at en enkelt elev med en vis religion føler sig krænket over at gå i kirke, for at stoppe en svensk tradition. Om så hele skolen i øvrigt har en anden mening, så nytter det ikke noget. Er det demokrati?

Det eneste man kan gøre som skatteborger er at sende et signal til magthaverne ved valget i september, at denne udvikling ikke er acceptabel.

Göran Persson

Bräkne-Hoby

juni 27, 2006

Et klip fra THE FINAL JIHAD

Den afsluttende hellige krig

Et opråb fra ISLAMIC WORLD.NET

Muslimske brødre og søstre

I Allahs navn kaldes I til jihad

Denne erklæring markerer begyndelsen af en verdens-omspændende islamisk hellig krig. At sende et så alvorligt kald til det Muslimske Verdenssamfund (ummah) må skyldes virkelig alvorlige forhold. Derfor er det rigtigst at forklare anledningen tydeligt.. Netop nu er kampen mod Satan ved at blive tabt. I moderne sprogbrug vil det sige kampen mod den vestlige sekulære materialisme.

Vi må dybt i vore hjerter erkende, at indflydelse af den vestlige sekulære materialisme, er Satans indflydelse.

Vestlig sekulær materialisme

fører os bort fra vore bønner,

fører os bort fra vor islamiske kultur,

fører os bort fra vor islamiske økonomiske system,

fører os bort fra vor islamiske uddannelsessystem,

fører os bort fra vore islamiske værdier,

vender vore tanker bort fra Allah og

røver vore børn fra en islamisk fremtid.

Vestens sekulære materialisme giver os et samfund af kriminalitet, vold, stofmisbrug, alkoholisme prostitution, pornografi, homosexualitet, udbytning af mennesker og resurser og reducerer livet til en tilstand af meningsløs tomhed. Vestlig sekulær materialisme skaber ateistiske tanker i vore børn, disrespekt for forældre og ældre, håbløshed, ligegyldighed over for uddannelse, nedværdigende animalistisk livsstil, kun focuseret på den mest rå nydelse af kødets lyst. Ved du ikke, at det netop er dét Satan allermest ønsker?

Oversat fra Engelsk 15.3.2006

Jørgen D. Grønbæk, Holstebrovej 65, Skive

Spydpigens komentar: Jo tak, vi ser med bekymring, hvor kriminel og umoralsk Vesten er blevet med muhammedanernes indtog!

juni 25, 2006

Tanker ved midsommerlegene

Hvis midsommerdagen ikke falder på en fredag, flytter svenskerne den til den nærmeste fredag, for der skal være mulighed for at hvile ud oven på den lyse nats sværmeri. Midsommerfesten er og bliver en dejlig fest i al naturens grønne frodighed. Forældre og børn med blomsterkrans om håret leger gamle folkelege omkring majstangen: Så går vi rundt om en enebærbusk, Vi er musikanter alt i fra Skaraborg, Tre små koner de skulle ud og gå…

Ingen fremmede er mødt op. Integration er en by i Rusland. Så ingen ”krænkes”, når alle ungerne nøffer lattermilde rundt i ringen til harmonikaens toner om ”smågrisene, smågrisene er morsomme at se…”. Hvorlænge får vi lov at beholde vore traditioner? Muhammedanernes griseforfølgelse begyndte for nogle år siden i Europa. Af hensyn til deres grisefobi forbød en skole i England, at eleverne hørte eventyr om grise, mens nogle banker undsagde sparegrisene. I Norge fjernede man billedet af en glad gris på børneafdelingen på Kristiansands sygehus og i Danmark bandlyste Nationalmuseet en bog om grisens kulturhistorie (”Rene Griserier”). Nu har Tyrkisk TV afvist Disneys film om Peter Plys og hans venner, fordi tyrkiske børn ikke tåler at se Grislingen.

Solen skinner, det blå-gule flag smælder i vinden, og folkedansere underholder, mens vi nyder kaffen.

Hvorlænge får de lov at dyrke denne livsbekræftende glæde, gå kæde i dansen og række hånden frimodigt frem mod skiftende kavalerer og damer?

Vil alt forsvinde, når muhammedanerne tager over og påtvinger os burka´en?

Åh, hvor er den gængse livsopfattelse i Norden dog åben, glad og venlig!


juni 23, 2006

Oriana Fallaci for retten i Bergamo


Den internationalt kendte journalist, Oriana Fallaci, dyrker ikke den dræbende selvcensur. Hun har hele livet kæmpet for sin frihed, - selv nu, hvor hun når som helst kan dø af cancer.

Hun bor i New York, men har også hus i sin hjemegn, Toscana.

Hun har de sidste år talt lige ud af posen mod det diktatur, islam står for. Hendes bøger blev revet væk i Italien og er oversat til mange sprog, men endnu hverken på dansk eller på svensk (selvcensur? Politisk korrekthed?)

De meget sarte og ømtålelige islamister fandt bøgerne ”krænkende”. Det lykkedes formanden for det muslimske samfund i Italien, Adel Smith, i 2005 – trods modstand fra justitsministeriet og tilhængere af ytringsfriheden – at få presset igennem, at der skulle rejses sag imod Fallaci og Rcs International Publications i New York for krænkelse af islam i 18 sætninger i bogen ”Fornuftens Styrke” (”La Forza della Ragione”)

Sagen begyndte nu den 9. juni, men blev straks udsat til den 26. juni, altså nu på mandag. Retssagen finder sted i Bergamo, fordi bogen er trykt dér hos ”Le Nuove Arti Grafiche”.

Udsigten til retssag gjorde ikke Fallaci mundlam:

Da Muhammedgalskaben rasede i februar skrev ”Toscanas Avis” og ”Bergamos Ekko” 23.2.06, at Oriana Fallaci i det italienske konsulat i New York fik overrakt en guldmedaille af formanden for Toscanas regionalråd. Dér sagde hun, at hun havde villet lave en tegning af Muhammed ”med hans 9 koner - blandt andet den lille pige, som han giftede sig med 70 år gammel - hans 16 konkubiner og en kamel i burka. Men blyanten knækkede ved kamelen..,

- men næste gang går det nok bedre” tilføjede hun.

Oriana Fallaci er indædt modstander af moskébyggeriet i Elsadalen ved Colle d`Elsa, tæt ved de middelalderlige perler, Siena og San Gimignano.

”Jeg sprænger den i luften!” sagde hun til ugebladet ”New Yorker”. Jeg vil ikke se en moské tæt ved mit hjem. Jeg vil ikke se en minaret på 24 meter i en egn, hvor (Toscanas berømte kunstner) Giotto har færdedes, når jeg ikke engang må have et kors på mig eller have en bibel med i deres land”.

Hvis jeg lever så længe, skal jeg opsøge mine anarkistvenner i (marmorindustribyen) Carrara og få dem til at skaffe mig sprængstoffer, så jeg kan sprænge den i luften.

Hun har allerede tidligere angrebet byggeriet i sin bog ”Apocalypse”, et postsciptum til hendes trilogi om verdens tilstand efter den 11. september.

Oriana Fallaci lægger ikke skjul på, at Europa risikerer at blive en islamisk koloni. Hun definerer islamismen som den nye ”nazifascisme”, som det er umuligt at gå på kompromis med.

Borgmesteren i Colle Val d`Elsa kalder moskéen et ”kulturprojekt”. Vi lever i harmoni her, selvom vi er forskellige.

Det er bare et islamisk center (uden minaret), som viser den naturlige udvikling gennem engagerede mennesker. Et kulturcenter, hvor man også kan bede. Det er en åben dialog. Hvis Oriana Fallaci vil deltage, er hun velkommen. Vi vil skabe et sted, hvor forskellige kulturer kan leve sammen…

En gyser af de helt store!

Det Muslimske Fatwa-Råd for Europa

forbereder en særlig lovgivning for muslimer, der skal stå over nationalstaternes love.

I den anledning bragte DR et interview af Jan Jakob Florian med forskningsassistent Tina Magaard fra Århus Universitet. Hun advarer om risikoen på længere sigt, for muslimer der vælger at følge en særlig forfatning, vil uundgåeligt komme i konflikt med den gældende lovgivning i det enkelt land.

Magaard : ”Det er en del af en udvikling, som er startet allerede for mange år siden, hvor muslimske ledere i Europa begyndte at komme med fatwaér, som de mener europæiske muslimer skal respektere. Og der skal man være klar over hvad det betyder. Det betyder jo at i tilfælde af konflikt mellem den danske grundlov eller den franske konstitution på den ene side, og den muslismske på den anden, så vil imamerne mene at muslimerne skal adlyde den islamiske konstitution.

P1: Foreløbig er det fremtidmusik, men bag ambitionerne ligger årtiers indsats. Det begyndte med at islamister og imamer begyndte at komme i kølvandet på gæstearbejderne, flygtninge og migranterne, for at vinde kontrol over dem. De satte ind med at genskabe religiøsiteten blandt indvandrene og havde i et vist omfang held til det. Derefter gik de i gang med at påtvinge muslimerne fundamentalistiske værdier og mønstre på familieplanet, forklarer Tina Magaard:

Magaard: I starten var det familielivs-fatwaér. Det var fatwaér der retfærdiggjorde vold mod kvinder, som skabte en hierarkisk, patriarkalsk familieorden, og når du skaber den familiekultur, kan du i det lange løb gøre det nemmer for unge mennesker at mene, at vold i det offenlige rum er tilladt. Og når du også skaber den ide, at du har det patriakalske system, med en mandlig muslim som leder, som børnene skal vokse op med i imamernes øjne, betyder det senere – og det er det skridt vi kommer til nu – at så siger imamerne, at skal der være autoritet ude i samfundet, skal den være mandlig og den skal være muslimsk.

P1: Med disse principper knæsat, er det i et vist omfang lykkedes at oprette mekanismer til kontrol af den muslimske indvandrerbefolkning, og i visse tilfælde med støtte fra de intetanende myndigheder, som blot var glade for at have fået samarbejdspartnere og hjælp til at holde bøllerne nede.

Magaard : Man begynder at overvåge hinanden om man ”opfører sig islamisk”, og der spiller man også på nogle psykologiske mekanismer, hvor man giver unge mænd eller fædre en form for politifunktion, som valoriserer dem. Det gør at de går op i deres funktion med en vis enthusiasme. Det fører til at du sender signalet til muslimske miljøer, at en politiautoritet og myndighed er kun gyldig så længe det er mandlige muslimer der udfører den. Det betyder at du giver en del af politiets voldmonopol fra dig, og det kan i det lange løb være temmelig farligt for staten. For i en civilstat som Danmark, der ligger magtmonopolet 100 % hos politiet.

P1: Imamerne og islamisterne opfatter samarbejdet med myndighederne som en overdragelse af magt. Nu er det dem der bestemmer, og deraf idéen om en særlig forfatning for europas muslimer, som det Europæiske Fatwa Råd har tænkt sig at udstede og derefter påtvinge også flertallet af modvillige muslimer.

Magaard: Man kan frygte at hvis sådan en konstitution bliver taget alvorligt af bare 10 % af muslimerne, så vil de søge at trække de andre ind under den med trusler og lokkemidler. Hvis det lykkes, - det ved vi jo ikke endnu – vil vi uundgåeligt komme ud i nogle juridiske konflikter. Og i og med at den lovgivning de vil give muslimerne , er en lovgivning som retfærddiggør vold i Islams navn, så kan man ikke udelukke at der kan komme væbnede konflikter i Europa om hvilken konstituionel ramme der skal gælde. For eksempel har der lige været en konference i London som hed ”Europa i Islam”. Før det snakkede man jo om ”Islam i Europa”, så talte man om en ”Europæisk Islam” . Nu taler man om ”Europa i Islam” – det vil sige at det hierarkiske forhold er blevet vendt om.

P1 morgen interview min 5:29

via

Snaphanen

Ved læsning af ovenstående bør man i baghovedet have liggende, at EU satser på, at dette år (”Multikulturåret”) bliver det afgørende år for sammensmeltningen af EU og de arabiske lande til ”EURABIA. Og at det stærke, revolutionære Muslimske Broderskap er af samme mening.

Man bør videre huske på, at hverken EU eller FN i 2006 støttede det vigtigste af alle vore livsværdier: ytringsfriheden – grundlaget for alt demokrati.

Vi har også set, at verdenssamfundet ikke interesserer sig for islams voldelige erobringer af områder i Afrika og andetsteds. De tier og samtykker.

Det betyder, at Europas befolkninger må se i øjnene, at de er uden beskyttelse fra deres politikeres side, som af angst driver selvcensur og giver efter for islam.

Muhammedanere i Europa har allerede en vis tid presset på i de enkelte lande for at få et eget retssystem for muhammedanere og på den måde få sharialoven ind ad bagdøren og dermed en særstilling som en stat i staten.

Til en vis grad anvendes sharialoven allerede her i Norden, nemlig inden for familieretten ved skilsmisse mellem muslimer.

Vi har hørt om kvinder, der er blevet dømt til stening i Nigeria. Islams expansion i Nigeria og to forskellige retssystemer i landet giver enorme spændinger og opsplitninger af befolkningen

Når vi herhjemme spørger imamer om de går ind for sharialovens straffemetoder, får man et sibyllisk svar…

Men jo – når sharialoven bliver almen lov…

juni 18, 2006

Ytringsfriheden er for oppositionen

Det er sørgeligt og meget foruroligende, at så få danskere forstår betydningen af ytringsfrihed (jfr. Rambøll-undersøgelse i JyllandsPosten).

Men velfærden har for længe siden dysset folk i søvn med brød og skuespil. Tilfredse mennesker har ikke brug for ytringsfrihed. Ytringsfrihed er stiftet af hensyn til dem, der er i opposition.

Hvad skal den brede befolkning brokke sig over, når den ikke aner, hvad der foregår bag kulisserne? For hvormange danskere har fattet indholdet af den trussel, som islam udgør, og konsekvensen når de tager magten.

Det er vigtigt, at alle blogs arbejder på at blotlægge alle de skæbnesvangre politiske fortielser, som EU-politikerne har gennemført uden om befolkningerne. Jeg tænker på alle mere eller mindre hemmeligholdte aftaler og løfter til de arabiske lande. Massemedierne gransker jo ikke disse forhold. Tvært imod! De tier og samtykker.

juni 16, 2006

Racisme nod svenskere

Er sharialovens en menneskeret?

Sharialovens familieret bruges allerede ved danske domstole!!! (F.ex. Kbh.s Byret)

En retsregel pålægger danske domstole at anvende islamisk lovgivning i mange islamiske skilsmissesager, idet man skal bruge den lovgivning, der gælder i det land, hvor manden boede, da parret blev gift.

Med indvandringen kommer der stadig flere sager af denne art. Modsat dansk lovgivning bygger sharialoven på grundlæggende forskelle mellem kønnene: en gift kvinde kan nemlig ikke eje parrets værdier.

Islamisterne ønsker netop at bruge denne del af shariaslovgivning til at sprænge vort lovsystem med - for så at fortsætte med andre dele af shariaen, indtil den er fuldbyrdet med al den barbariske blodige brutalitet, som den indeholder.

Shariaens familieret er nøglen til dhimmificering. Bæk Simonsen og andre islamister ved, at vi ynkes over de muslimske kvinders ufrie stilling i ægteskabet og gerne vil hjælpe dem til bedre forhold f.ex. i forbindelse med en skilsmisse.


Kilde: Artikel af Ulrikke Moustgaard, JP 29.3.03

Hverken hadit eller hadat

Skønt EU´politikerne (herunder de danske) fuldt ud indser, at EU-befolkningerne ikke er stemt for fælles forfatning under en diktatorisk EU-storstat, fortsætter de ufortrødent med kurs mod vedtagelse – evt. tvangsgennemførelse – af den forkastede forfatning, Flere og flere af dem dyrker selvcensur eller taler med to tunger. EU trolovede sig tidligt med de arabiske lande uden at fortælle, hvad det ville medføre. Politikerne troede åbenbart, at de kunne narre deres egne befolkninger til at hoppe på limpinden ved at indpakke retorikken i fin emballage. Den gik ikke! og nu forsøger Baroso at indbilde os, at islam slet ikke er det islam, der er baseret på koranen og Muhammeds syner og hadith.

EU-politikernes tale er dermed blevet globalt-kaotisk nonsens, hverken hadit eller hadat.

De har kun én gud i hovedet, og det er mammon og storhandel: Den brede befolkning rager dem en papand. Sådan handler storfinansens topfolk, og politikerne køber den!