Nedenstående artikel om Solvognen har jeg hugget fra Gertrud Galsters bog ”5. kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur”.
Solvognen havde udtænkt sig et vel indstuderet teaterstykke i Rebild den 4. juli 1976, og som indledning til festen havde Lene Gram skrevet et digt i ”Information” dagen før. Man ville tydeliggøre den underkuelse, som indianerne og andre naturfolk døjede – og stadig døjer – under på grund af menneskenes pengegriskhed, og forsikre os om, at disse fattige og farvede til slut ville sejre under de røde faner. Til denne happening havde Solvognen sikret sig et større antal heste og ”rødhuder”, samt udforsket Rebild Bakkers muligheder. Vel vidende, at denne aktion og forsøg på at bemægtige sig mikrofonen ville udløse slagsmål med politiet, bar flere af dem blodposer inde på kroppen under tøjet, som de kunne rive hul på for at fingere, at politiet havde såret dem alvorligt og dermed skabe almen ophidselse og stemning mod politiets ”vold”.
Aktionen udløste et vældigt hurlumhej og spektakel under indianerhyl og politiknipler, blodpøle, skrig og panik blandt publikum, og en blodpose blev slynget efter dronningen. (Var det en provokation og hån mod dr. Margrethe? Eller skulle en blodbestænket, ”alvorligt såret” regent få tumulten til at stige til uanede højder?)
Tilsyneladende blev både politi og det dansk-amerikanske publikum fuppet, idet alt umiddelbart og senere talte for, at Solvognen brugte samme taktik i Rebild som ved andre forestillinger og optrådte dobbeltsidigt, d.v.s. både som vilde, hujende indianere og som – ophidset publikum. Politiet havde nok kunnet få fat i flere Solvognsfolk, hvis de havde forstået disse metoder og arresteret de tilskuere, som efter sigende slog løs på indianerne.
Politimester Kaj Harne tøvede med at anlægge sag, men til sidst (måske på grund af vrede i befolkningen?) blev Solvognens folk stævnede for retten i Hadsund den 22. september 1976 kl. 10.00. Jeg nåede frem dagen før efter at have taget del i en mindre happening i Hobro og fandt Solvognen i højt humør. De uddelte løbesedler med invitation til komsammen i kroen her aftenen, før slaget skulle stå. Dér sad jeg så med bajerflaske (man må tilpasse sig) og så på lysbilledforestilling, som var meget dygtigt sat op, idet man hele tiden præsenteredes for to billeder ved siden af hinanden: den fattige, elendige Amerikaner – tit en neger – i et usselt krybind af et hjem og den rige, tomhjernede playboy midt i det søde liv. Åbenbart Jacob Holdts ”Amerikanske Billeder”, som han for pæn betaling plejede at fremvise i sin store ejerlejlighed på Købmagergade i København.
Efter lysbilledforestilllingen blev der spillet og sunget politiske slagsange. En arbejder blandt publikum syntes, at solvognen hellere skulle engagere sig ordentligt i politik, ikke bare synge… Som så mange danskere forstod han ikke disse sanges og happenings betydning.
Da man gik over til mere moderne rytmer, skred jeg. Da jeg var kommet et halvt hundrede meter væk fra kroen, råbte nogen bag mig mit navn, og jeg idiot! Reagerede spontant og vendte mig! Afsløret altså! Nu var det sket. OK, jeg gik tilbage mod de to fyre i mørket. ”Nå”, sagde jeg forbavset og så op på dem, ”kender I også hende?” ”Jamen, det er jo dig…!” mente de. ”Nej”, lo jeg frækt, ”men jeg ligner hende. Det er min kusine…” De tvivlede stadig, så jeg fortsatte: ”jeg bliver tit forvekslet med hende. Hun skriver et hav af læserbreve…”
”Hun nævner vore navne på sin telefonavis”, sagde de. Det var jeg ikke ked af at høre, men beholdt mit pokeransigt: ”Ja, hun driver rundt overalt. Hun har altid været familiens sorte får, fordi hun er sådan en bohême…”. De slugte den åbenbart til sidst.
Næste dag så de mig i retssalens tilhørerloge. Ja, ja. Lidt sjov skulle man have for at holde modet oppe i den ulige kamp.
Det var rigtigt nok. Jeg havde opremset Solvognsfolkenes navne fra retslisten i Københavns Byret 17. april 1975, ligesom jeg siden gjorde det efter retsssagen i Hadsund og lod dem trykke i tidsskriftet AKTION (nr. 1 og nr. 5 1977). Eftersom Solvognsfolk, Christianiaboere, slumstormere etc. altid optrådte anonymt i massemedierne, ville jeg råde bod herpå, da det vel var rimeligt, at skatteborgerne fik at vide, hvem der fik tildelt statsstøtte.
Min fjerne slægtning og navnesøster, arkitekt M.A.A. havde desværre ingen sans for humor, og da jeg fortalte hende mine oplevelser i Hadsund, blev hun så bange for at blive forvekslet med mig, at hun skyndsomt sendte et brev til alle landets aviser, at hun ikke var den Gertrud Galster, der var medlem af Fremskridtspartiet. Det morede mig, eftersom jeg heller ikke var medlem! Hun tog derpå sin mors navn som mellemnavn.
- - - - -
Selve retssagen i Hadsund blev en happening uden den alvor og stilhed, som normalt præger en retssal, en farce i Solvognens tegn. Havde justits- eller kulturministeren en finger med i spillet?Jeg tænkte tilbage på retssagen mod psykolog Karen Berntsen, som var blevet dømt både ved byret og ved landsret og stod i begreb med at anke til højesteret, da justitsminister Orla Møller – rimeligvis gennem Karen Berntsens Eva Gredal-fobindelse – greb ind og reddede hende!
Noget lignende var faktisk også sket få måneder før Rebildhalløjet, da statsminister og Folketinget lod hånt om højesteretsdommen over Christiania. Jeg tænkte videre på den støtte, som Solvognen hidtil havde fået: først en femårig teatertilladelse i 1973 under kulturminister Niels Mathiasen med et statsbidrag på 10.000 kr, som ingen i regeringen anfægtede, skønt Solvognsfolk forklædte som politibetjente optrådte ved NATO-møde i København i juni 1973 og besatte radiohuset, men reddedes af radiorådsformand, Ole Espersen, som ”tilfældigt” opholdt sig i nærheden.
Blandt diverse andre kamouflerede happenings bør vel nævnes Solvognens indsats i forbindelse med Københavns kommunevalg 1974 (”Valborg”), og sammen med Børnemagt deltog de i spektaklerne i og omkring Helligkorskirken på Nørrebro, hvor deres synderligt gode ven, pastor Erik Bock fra Christianias ”Kosmiske Kirke” og Børnemagtslisten udfoldede sig i fuld forvirrethed. Julen 1974 optrådte Solvognen forklædt som julemænd dels ved diskene i Magasin du Nord, hvor de gennemførte en ”Ta´ selv” aktion og stjal varer fra butikken for i stil med Robin Hood – hævdede de bagefter – at give dem til kunderne (som NB næppe var fattige!), dels ved julepjank på Politigården og angreb med rudeknusning, hakker, bor og maling på Arbejdsrettens palæ på Skt. Annæ Plads. Dette store juleshow, som de lod filme, skaffede Solvognen 20.000 kr. fra Statens Kunstfond. Filmen under titlen ”Dejlig er den Himmel blå” og en tilsvarende børnebog spredtes over landet via Statens Filmcentral og Kommunebibliotekerne. Nissedragterne og fotografier vistes på den børneteaterudstilling, som professor i teaterhistorie, Kela Kvam, arrangerede på Frederiksberg Rådhus i 1975.
I februar 1975 ødelagde Solvognen en del inventar i Røddinge Forsamlingshus med en båndsav. En måned senere fik de 10.000 kr. for at optræde i TV med Den alternative Melodi til Grand Prix i Stockholm, og da der ikke havde vist sit tilstrækkelig interesse for deres film ”Dejlig er den Himmel blå”, fik de til trøst 50.000 kr. tildelt i 1976 af filmjuryen (hvor iblandt Svend Aukens daværende kone, Bettina Heltberg, fandtes).
Al den statsstøtte (og rimeligvis mere end her nævnt) lod formode, at nogle i regeringen bevidst udnyttede disse kræfter uden for folketinget for at nedbryde det parlamentariske system og ødelægge alle normer og traditioner, hvad enten det bestod i at skræmme folk væk fra vælgermøder i visse partier eller fra Rebildfest, mens man selv sad på taburetterne og vaskede hænder.
- - - - - - -
Hvorom alting var, politimester Kai Harne havde som sagt tøvet med sagsanlæg, og mens den almindelige lille mand ikke kan få beskikket en forsvarer i simple politisager, så tilkendtes de 29 anklagede Solvognsfolk i Hadsund straks en sådan, nemlig landsretssagfører Chr. Vilh, Hagens, kendt som et meget aktivt medlem af DKP. Her bør måske siges, at Solvognsfolkene ikke nødvendigvis behøvede støtte, idet en del af dem havde gode uddannelser: lektor, civilingeniør, fotograf, forfatter, arkitekt…
Hvorfor sendte statsadvokaten kun sin fuldmægtig, Niels Schrøder? Han var så godtroende, at han blev taget ved næsen! Eller havde han visse pålæg hjemmefra? Han frafaldt straks sin tiltale mod en pige fra Solvognen, fordi hun forklarede, at hun som publikummer i Rebild var blevet revet med af stemningen. Og han førte et vidne, Peter Lorentzen, som efter eget udsagn ”havde været med i Solvognen” engang, men havde kvittet den. Han havde rent tilfældigt været i Rebild som turist. At de anklagede Solvognsfolk ikke kom med en eneste mishagsytring ved at se en ”frafalden” dukke op som vidne imod dem, røbede i sig selv, at der var ugler i mosen, da de ellers ikke var mundlamme i retssalen! Og nu, da det gjaldt, vidnede Lorentzen da heller ikke, som anklageren forventede, imod Solvognen, men tværtimod til fordel for dem og imod det brutale politis overgreb. Solvognsfolk var som før nævnt veltrænede i dobbeltspil.
Det fotomateriale, Solvognen fremlagde i retten fra Rebildspektaklerne, var så omfangsrigt, at enhver kunne forstå, at de ikke bare tilfældigt var kommet over amatørfotos, som var knipset i bakkerne med tanke på en hilsen til tante Maria ”over there” i Minnesota. Næh, det var Solvognsarbejde! Og dygtigt gjort! De kunne ikke være taget af barfodsindianerne, der kom stormende til hest med flag og hujen eller styrtede frem til fods med blodposer under tøjet. De havde haft udstationeret fotografer, hvis opgave det var, på nært hold at følge de enkelte betjentes bevægelser og fyre løs, når disse gik i aktion med knipler og håndgreb. Formålet var at skaffe materiale rettet mod politiet til brug i en eventuel kommende retssag og/eller til propagandafremstød.
Og dommeren? W.Aagaard hed han, og ifølge Jyllands-Posten var det hans første store sag. Formodentlig for at demonstrere sin upartiskhed og bevise, at han ikke var forhåndsindtaget imod Solvognen, sleskede han for de anklagede. Han forhørte sig venligt, om de havde haft en god rejse herover til Hadsund og fået logi, men et stykke inde i retssagen blev han sat grundigt på plads, da en af Solvognsfolkene skulle afhøres. Køligt spurgte den anklagede den smiskende mand i dommersædet: ”Jeg forstår ikke, hvorfor dommeren siger ”du” til os?”
Tableau!
Han fortsatte med ”De”,
De Solvognsfolk, der udeblev fra retssagen i Hadsund, blev ikke yderligere retsforfulgt.
Året efter – i 1977 – fik Solvognen tildelt 132.000 kr.