august 28, 2014

En sex år gammel artikel om det demoraliserede Vesten - og meget apropos til skandalerne om det islamiske børnemisbrug i byen Rotherham i England 2014.



Skal vi acceptere og lovliggöre pedofili ?
Hvis ikke, må vi vågne op NU!

synopsis
27. oktober 2008
Bøsser, pædofili og Obama
'Bøsser' pædofili og Obama
--------------------------------------------------------------------------------
En udfordrende artikel, som kan give anledning til megen kritik og debat. Men ingen - ingen - vil røre ved emnet. Jeg har ikke fundet et eneste sted på dansk, hvor emnet tages op.

--------------------------------------------------------------------------------
LINDA HARVEY

Jeg har undret mig over, hvad Kevin Jennings foretager sig nu om dage. Jennings er grundlæggeren af, og gennem langt tid leder, af den radikale homoseksuelle forening GLSEN, Bøsser (Gay), lesbiske, Hetero (Straight) udddannelses netværk. GLSEN's mision har været at placere "bøsse" klubber og træningsprogrammer i så mange skoler som muligt. GLSEN hævder nu at der eksisterer 4000 "bøsse-hetero alliancer," selvom dette antal er tvivlsomt.


Under alle omstændigheder er det alt for mange. Gruppens mål er at placere disse klubber på alle skoler i USA, fra børnehaver til afsluttende klasser. Hvis du synes det er naragtigt at en børnehave skulle være interesseret i en "bøsse" klub så er du ikke alene om det.


Men Jennings beskæftiger sig nu med andre vigtigere sager. Han er nu underdirektør for Obama's kampagne fundraising for "LGBT", dvs. "lesbiske, bøsser, biseksuelle og kønskiftede." Du kan høre Jennings fremføre den rettighedsorienterede retorik i to interview med Joe Solmonese fra Human Rights Campaing (Mennekserettighedskampagnen) på websitet "LGBT for Obama."

Deres samtale, der ser tilbage på Jennings arbejde, dvæler ved emnet om at forhindre at "homoseksuelle" børn bliver mobbet. Jennings konstruerede denne Trojanske hest til brug for skolerne trods det at ethvert samfund har virkemidler til at gribe ind overfor skoler, hvor mobning finder sted uden at skulle tilpasse sig denne "bøsse" dagsorden. Dette røgslør skjuler den pornografiske virkelighed af GLSEN's "støtte" til børn under Jennings ledelse.


Husk bogen "Queering Elementary Education," der på bagsiden svømmer over med Obama's "sociale retfærdighed" ved kollegaen Bill Ayers? Nuvel, den samme bogs forord er skrevet af Jennings. Efter at have undersøgt GLSEN i årenes løb har jeg fundet forfærdende ting, der kun kan siges at være korrumperende for børns seksualitet. Des mere opmærksomt man læser GLSEN's materiale, jo værre bliver det.


Omtrent enhver slags seksuel handling man kan forestille sig er åbenbart acceptabelt og endog værdig til at blive "hyldet" af enhver elev eller lærer, uanset alder, når det kommer an på GLSEN. GLSEN støtter også 'kønsforvirring,' gennem - drenge i pige tøj, og piger i drengetøj, selv i grundskolen.


Er det den slags "skolereform" Obama har i tanke?


Noget af GLSEN's anbefalede læsemateriale billiger helt tydeligt kriminelle seksuelle kontakter mellem voksne og mindreårige. Mange sådanne hændelser er beskrevet i erotiske og nostalgiske vendinger. Jeg mangler endnu at se "advarsler" om hændelserne i disse bøger, hvilket igen helt sikkert vil føre til, at tusinder af sårbare børn bliver ført i forkert retning. Jeg skrev i detaljer om det i 2002. Dog tilbydes de omtalte bøger, og mange andre lige så omdiskutable, stadig af GLSEN på deres hjemmeside.


Problemet begynder med Jenning's egne skriverier i bøger som "En ud af 10 lærere." Jennings' drømmeverden er en, hvor erklærede "bøsse" lærere tjener som rollemodeller med indflydelse på elevernes seksuelle opførsel. I den første udgave af denne bog, henviser Jennings, selv tidligere lærer, til sit møde med en mandlig elev med homoseksuelle tendenser.


Henimod afslutningen på mit første år, i løbet af foråret 1988, kom Brewster ind på mit kontor angiveligt efter at have fået nogle råd af mig... jeg havde ikke hørt fra ham længe. "Brewster har noget han har behov for at tale med dig om," intonerede hun (sekretæren) ildevarslende...som følge af et indskydelse spurgte jeg pludselig, "Hvad var hans navn?".... Brewster's øjne åbnedes ganske kort og så kom der i en lind strøm en historie om hans forhold til en ældre mand han havde mødt i Boston. Jeg lyttede, viste min sympati, tilbød at give anvisninger og råd. Han forlod mit kontor med et smil på læben...("One Teacher in 10: Gay og lesbiske undervisere fortæller deres historier," Alyson Publications, 1994.)

Hvad anbefalede Jennings Brewster, der fik ham til at smile? Det lyder som om han bekræftede hans teenage/voksne homoseksuelle forhold, istedet for at kontakte drengens forældre eller myndigheder. Er det lige præces den slags 'visdommens håb' Obama's konsulenter benytter for at udforme deres uddannelsespolitik? Børnelokkere som implementører af "social retfærdighed"?


Bogen at "At vokse op som bøsse/lesbisk," anbefalet på GLSEN websitet til børn i alderen 7 - 12 år, beskriver på en meget malerisk måde to 10 årige drenges seksuelle samvær (s. 99-100). I den samme bog tænker en voksen navn, ved navn Eliot, tilbage på sin ungdom:


Min første erfaring var med en meget ældre mand, en af Derek's faders venner ...da jeg var 15, må han have været 29, 30....jeg forførte ham....det var en heftig nat. Vi gjorde det hele.

Dette kan kun være den varmeste fantasi for pædofile og pæderaster - forestillingen om, at en ung forfører dem.

En anden GLSEN anbefalet bog, "Regnbue Drengene," skildrer en episode med homoseksuel sex mellem en af hovedpersonerne, en 17 årig dreng og en 29 årig mand han lige har mødt via Internettet (s. 148). Igen med stor indflydelse på børn.


Ustabil seksuel aktivitet og homoseksuelle eksperimenter er endnu et tema i bøger anbefalet af GLSEN. " Min seksualitet er lige så ustabil, ubestemmelig, udefinerbar og foranderlig som floden der løber mod nord. .....Seksualitet er ikke sort eller hvidt... den er grå..... Jeg kan ikke karakterisere mig selv så enkelt..." skriver en 16 årig i "Revolutionary Voices: En multikulturel ung bøsses antologi" (s. 167).


En pige skriver i samme bog: "Jeg er 15 år gammel lesbisk kunstner og aktivist. Jeg har fået flammende lyserødt hår og en lidenskab for sex med begge køn" (s. 28).


Jeg kunne blive ved og ved, desværre. GLSEN siden "Book Link" introduktion fastslår, at udvalget skal tjene som anbefaling til ...."at give styrke til vor mission om, at skaffe sikre skoler for alle LGBT elever."


Så afslutningsvis, det er altså, hvad der menes med "sikre skoler": masser af mærkværdig, tidlig sex hos børn, nogle af dem med voksne.


Obama bør fjerne Kevin Jennings omgående fra hans stilling.Vælgerne har behov for nogle svar på følgende spørgsmål:


Tror Obama, at børn er født "som bøsser" og er i stand til at erkende deres identitet i de tidligste klasser og deltage i en "bøsse" klub? Kevin Jennings gør.


Tror Obama på, at samstemmende forhold mellem en 15 årig og en 29 årig er OK? Jenning mener det.


Tror Obama en "sikker" skole er en, hvor man ikke kan kritisere homoseksuel opførsel? Det gør Jennings.


Tror Obama at, med CDC der rapporter om HIV antallene, der stiger med omkirng 12 procent om året for de mandlige 13-24 årige, der har sex med mænd (MSM), at vi så stadig ikke må fortælle vore drenge at de skal afholde sig fra homosekuelle handlinger? Vil han udnævne studie forbundsregerings embedsmænd? Kevin Jennings ville gøre det.


Tror Obama at børn i alderen 9-10 år kan afgøre, at de er født i den forkerte krop og ønske at skifte køn, og at skolerne skal støtte denne formodning? Det gør Jennings.


Tror Obama at den krisne moralstandard, der ikke anbefaler homoseksualitet, skal undertrykkes og beskrives som værende "hadefuld" i offentlige udtalelser, herunder i skolerne? Jennings - ja.


Tror Obama at, hvis 'ægteskab' af samme køn bliver lovligt, at denne nye 'lov' så skal skovles ned i halsen på alle børn og deres forældre gennem undervisning i offentlige skoler? Det gør Jennings.


Tror Obama at "social retfærdighed" og "skolereformer" kræver, at eleverne ikke alene tolererer, men godkender homoseksualitet og kønsskifte? At "afsky" faktoren ganske enkelt ikke skal tillades, fordi den afspejler hykleri? Det gør Jennings.

Hvis vi ønsker et totalitært, panseksuelt samfund, med de medfølgende sygdomme, dårligt fungerende, og med misbrug og ikke plads til ædelhed, godhed og gamle traditioner, så skal vi stemme på Obama med alle hans forskellige revolutionsforkæmpere, herunder Jennings.

Hvis du på den anden side vil have et andet Amerika, da er det på tide at gøre indsigelse nu.




Indsendt af Olsen kl. 08:07  
Etiketter: Familie, Kultur og Politik, Medier og bedrag., Obama
0 kommentarer:
Send en kommentar















Spydige tegninger

Tuse Kirke er fyldt med Isefjordsmesterens herlige kalkmalerier fra midten af 1400-tallet. Godt at de ikke er blevet ødelagt ved reformationen.

Man får et kik ind i datidens hverdag, hvor kvinderne brygger øl og kerner smør, hyrderne hygger sig med sækkepibe, adelen morer sig med jagtfalke, og skolepiltene læser lektier. I djærve tegninger stikles der til menneskets dårlige sider.















Ingen undgår dommedagen, hvor de goder kommer i paradiset og de onde i helvedes ild. Helvede ses som et uhyggeligt svælg, hvor luerne står ud af gabet på et kæmpe-uhyre. De onde er bundet sammen med et reb. De drages og skubbes ned i ilden af ondt grinende djævle. Men se på flokken! Der er både konge- og hertugkroner,  bispehue og en mand med munketonsur - - Maleren undlader ikke at vise sin mening om magtens folk, både inden for og uden for kirken. Det er ikke helt ualmindeligt i vore kalkmalerier at finde sådanne spydigheder.

Apropos husk at der er demonstration på onsdag 3/9 ved den svenske ambassade i København for den glade gadekunstner, der er blevet idømt fængsel for at vise sine meninger.

Statens spild af borgernes tid


Bevidst spild af borgernes tid   (opr. fra tidsskriftet AKTION 1978)

Formanden for den af socialminister Eva Gredal oprettede Børnekommission, Lone Dybkjær (RV), er begejstret over at have fået over 200 svar på opfordringen til befolkningen om at give deres besyv med ud fra Børnekommissionens ideer (i moderne sprog: på Børnekommissionens præmisser!).

117 andre jubler over at få respons på dette og hint, som de på samme måde med mere eller mindre nedladende overbærenhed kaster ud for folket...

Er der grund til at juble?

Er sandheden ikke den, at den ene del af svarene kommer fra (pk) pressionsgrupper, der ønsker dette eller hint gennemtrumfet, mens den anden del kommer fra andre, som trods dagliglivets arbejdsbyrde føler sig pisket tvunget til at tage til genmæle i håb om at undgå at få påtvunget i hvert fald nogle af disse ideer?

Hvor meget tid spilder vi ikke på al den snak, som vi i selvforsvar er presset til at gennemlæse og tage til orde imod?

Mens landet går under, spilder man borgernes tid med alle mulige rødlige ideologier...
...eller bedre sagt: med al den debat, pression og tidsspilde udhuler man bevidst livskraften i det danske samfund...!


Og Lone Dybkjær er begejstret!

august 27, 2014

Yttrandefrihet!



Dommen over Dan Park er rent til Wansbeck! Se Spydpigen 22. august: www.spydet.blogspot.se

Nu bliver der demonstration foran den svenske ambassade i København onsdag den 3. september kl. 17. Alle friske sjæle, mød op på Skt. Annæ Plads 15 A (= hjørnet af Amaliegade) og vis magthaverne i Sverige, at Ytringsfriheden er grundlaget for
demokrati.
Uden ytringsfrihed, ingen demokrati!


http://snaphanen.dk/2014/08/27/demonstration-for-dan-park-sveriges-ambassade/

ISLAMISBRUG

Spydpigen har advaret om og om igen. Pædofili er  godtaget i islam! Ayatollah Komeini skrev i sin sex-rådgivning, at en mand kunne have glæde af et barn helt ned til baby-alderen.

1.400 børn sexmisbrugt på 16 år i engelsk by!

http://snaphanen.dk/2014/08/26/uk-1-400-born-misbrugt-pa-16-ar/
Se også video.

Af Pakistanere og indvandrere fra Kashmir. Dette er vel at mærke i kun én engelsk by med kun 256.000 indbyggere, mindre ned Århus, men det er naturligvis at finde i enhver by, der er ramt af muslimsk indvandring. 1400 er endda et konservativt skøn. Nu står de bangebuksene og defaitisterne med smerten og børns velbegrundede mistillid til voksne. De har forrådt deres land, deres landsmænd og de mest forsvarløse – deres børn.

De har – hele vejen op til Tony Blair – erklæret en afmægtig, engelsk arbejderklasse krig pr. stedfortræder. på samme måde som svenske mangfoldighedspolitikere har erklæret landets kvinder krig med 6.000anmeldte voldtægter – i virkeligheden omkring 60.000, hvor myndighederne ikke vil opgive etniciteten på forbryderne. Ofrenes svar synes bare at være “nå”. De går til slagtebænken uden at protestere og de virkeligt skyldige går fri – indtil videre.

Når et land vil ofre sine børn på denne måde, er det ikke parat til at forsvare noget. England er til døden sygt. Danske medier er syge, at de ikke meddeler etniciteten på forbryderne. Alle engelske gør, de er præget af sagens tragik og alvor.  Hele rapporten: Independent Inquiry into Child Sexual Exploitation in Rotherham (1997 – 2013) Independent inquiry CSE in Rotherham PDF.

Around 1,400 children were sexually exploited in one town over a 16-year period, a damning report has said. The report on events in Rotherham, South Yorkshire, between 1997 and 2013 found that in more than a third of these cases the youngsters were already known to agencies. It said there had been “blatant” collective failures by Rotherham council’s leadership.
Professor Alexis Jay, who wrote the report, said she found examples of “children who had been doused in petrol and threatened with being set alight, threatened with guns, made to witness brutally-violent rapes and threatened they would be next if they told anyone”.
Prof Jay said: “They were raped by multiple perpetrators, trafficked to other towns and cities in the north of England, abducted, beaten and intimidated.” She said she found that girls as young as 11 had been raped by large numbers of men.
The report said failures of the political and officer leadership of Rotherham Council over the first 12 years she looked at were “blatant” as the seriousness of the problem was underplayed by senior managers and was not seen as a priority by South Yorkshire Police. Prof Jay said police “regarded many child victims with contempt”.More than 1,400 children abused in Rotherham sex abuse scandal ~ but No measures over abuse inaction. Rotherham child abuse scandal: 1,400 children exploited, report finds.  Betrayed by the PC cowards: Damning report reveals 1,400 girls were abused by sex gangs because social workers and police feared racism claims – so did nothing. Journalist:‘I was called a liar and a racist for exposing this sex gang abuse horror.‘

En englænder kommenterer det således:
But be under no illusion. In EVERY town in the country where there is a large Pakistani presence this kind of thing is widely prevalent. It’s common knowledge amongst residents. Car loads of Asians cruise the streets at night looking for vulnerable kids ; cheap takeaways are amongst the places where the abuses take place . It is endemic .
Police, social workers, the councillors all know the truth . Too much cowardice amongst them and I’m afraid the Asian community already pull the strings politically .
In my lifetime I fully expect Muslim communities in parts of Britain to announce UDI. There’s already ghettos in our cities in which our laws and policing do not apply. We’ll have all have a choice to make soon – fight or accept the balkanisation of GB and mass population movements . One thing is certain – THEY will never accept OUR rule of law. Everything Muslims do in the political sphere is to further the advancement of their culture .

Hjemmet i højsædet

Modhug mod knægtelse af forældremyndigheden (fra AKTION 1979)

Længe har kendte personer som Tine Bryld, Agnete Engberg, Inge Fischer Møller og mange flere af eksperteliten gravet og gødet jorden med socialistiske gødningspiller. De har talt til forældres og socialarbejderes følelser. De har, oh, så realistisk gjort dem bekendt med ”barnets situation”, barnet i hjemmet og på hospitalet. Rørende som disse eksperter spiller op på møder og tribunaler!
Børn er det kæreste, vi forældre ejer, børn, legende børn – vi vil da alt godt for vore børn. Så lad os tage disse eksperter til vore hjerter: de vil give os gode råd!

Men p a s  p å! Eksperterne har noget i baglommen! En lille pakke med rød sløjfe – socialisme!
Hvormange forældre ser det?

Det er altid de samme navne fra de samme kredse, som udtaler sig, bestemmer, styrer, og de ser alle tiders chance i ”det internationale børneår” (1979). ”Børns Vilkår”? Tror man da ikke, at forældre selv kan tænke og er klar over deres børns situation?

Velfærdet nedbryder os og dysser os i søvn med døvende midler. Vi må ad lovgivningens vej standse det ræs. Finde nye ukendte veje. Vi er alle ansvarlige. Velstanden må ikke gøre os til ”robotter”. Staten ofrer en masse penge på ”velfærdet”: man vil puste ånd og kultur i os i fritiden på institutioner. Alle vegne tages vi hjælpsomt under armen. Vi kastes fra den ene analyse til den anden. Man sønderbryder vort kulturmønster og fjerner vort eget initiativ og ansvar. Splittede familier tjenes der på. At være ulykkelig er blevet en sygdom. Psykologiske gætterier fylder bøger og massemedier. Aldrig har så mange vidst så meget om, hvad der er galt med alle de andre. Der er mennesker, der vil bryde alt det bestående itu. De har deres muldvarpegange overalt, helt op til ministerkontorer og i et hav af udvalg og kommissioner.

Hjemmet må ikke værne om og videregive traditioner. Men familien må igen have en chance.
Giv penge til den hjemmearbejdende mor. De rodløse nøglebørn er blevet hjemløse: de er kastebolde for socialistiske lejre og selvbestaltede psykologer, der forsøger at knække ”Danmarks rygrad”.

Børnepædagog Inge Flinker Nielsen i tidsskriftet AKTION nr. 1/1979 (”Børneåret” 1979).


Her er igen en, der fordømmer den ujuridiske dom over ytringsfriheden og gadekunstneren Dan Park i det multikulturelle kaos i Malmø:

22.42 (for 12 timer siden)

Kære Gertrud,
Hvor har du igen ret i dine betragtninger om disse begreber.
Dommen er baseret på vrøvl, som ikke kan stå alene.

V.H.  -  Jørgen.

Jørgen Dahl Grønbæk

august 26, 2014

En Dan Park plakat fra  Malmø. Den viser tre "ensomkommende flygtningebørn" i tre barnevogne, der råber "Gi'  os vælling!




Vore børn er vore børn

Lille barn, hvis er du, hvad koster du?


Det konservative partis Folkeligt Oplysningsforbund (F.O.F.) i Kongens Lyngby arrangerede den 1.2.1978 en høring om ”problemerne omkring de små børn”. Den lokale presse anmeldte mødet under en citatoverskrift fra pjecen ”Små børn i Danmark”, udgivet af den under socialminister Eva Gredal oprettede Småbørnskommission: ”Lille barn, hvis er du? Hvad koster du?” Den sidste linje af citatet, som kan få det til at vende sig inden i en 

forælder: ”Hvem betaler?” var klogelig udeladt af avisen.

Avisen bebudede et ”alsidigt panel”, som i øvrigt benævnedes som ”sagkyndigt”. Bestod det alsidige i, at alle paneldeltagerne kom fra Eva Gredals småbørnskommission? Panelet bestod af følgende personer, som er omtalt i tidligere numre af tidsskriftet AKTION: Lone Dybkjær, Helle Degn, Per Schultz Jørgensen, Palle Simonsen og Zachau-Christiansen.

Mødet blev afviklet uden nogen sympati-tilkendegivelse eller applaus fra salen og uden epokegørende udtalelser fra panelet, hvilket ikke forhindrde Berlingske Tidende i at skrive meget positivt om Småbørnskommissionen i en ret stor artikel. Til gengæld glimrede samme avis med sit fravær ved det pressemøde i København, som Forældrenes Børnekommission holdt to dage efter i anledning af udgivelsen af deres lille bog ”Vore Børn er vore børn”, - et vægtigt modstykke til den gredalske BRIS-ideologi. Den bristende nyhedsformidling og manglende forståelse for, hvad der rører sig i tiden og i befolkningen, har bestyrket mange læsere i den opfattelse, at initiativer og oplysninger til værn for dansk folkestyre skal kues, og at Storkøbenhavn ikke længere har en fri alsidig presse. På denne baggrund forstår man, at mange Københavnere tegner abonnement på aviser uden for hovedstaden.

Da Berlingeren - måske efter klager - endelig vågnede op og anmeldte ”Vore børn er vore børn” var det en – nedsabling! Enten er journalist Lisbeth Lumby ”med på holdet” eller også er hun totalt uvidende om, hvad der foregår bag kulisserne.


AKTION nr. 2/1978

august 25, 2014

Tack Gertrud!

Din utvärdering av Dan Parks dom var strålande, balanserad och klarsynt!!
Det är många som ser det som en rent politisk dom och inget annat. Dan Park har absolut inte utgjort eller varit något hot mot det "svenska rikets säkerhet"! Men ändå ses han som en sådan och får ett straff som en storsvindlare, en pedofil eller en som sexuellt ofredar barn och kvinnor och bedragare.

Domen saknar rimlighet och proportion och det du så riktigt påpekar, är just domstolens ledamöter, som alla är lekmannadomare, dock inte domstolens ordförande, där dessa fått sin plats som en prestigefull reträttplats som tack för "förtjänstfullt arbete åt sitt politiska parti". Inte fan går de politiska ränder ur bara för att de hamnar i Tingsrätten. Det är klart som korvspad, att deras domar är starkt färgade av de egna politiska åsikterna och deras partipolitiska tillhörigheter.

Nu hade Dan Park suttit i nästan två månaders arrest - med restriktioner. Denna tid ska avräknas på de sex månader fick - kvar är då fyra månader och så ska han liksom alla andra dömda i det här landet, ha 25 % rabatt på hela strafftiden vilket blir 1,5 månad. En liten  men ändå lättnad för honom. Sedan så kommer ju att han blev tilldömd ett skadestånd till några av de han porträtterat i sina tryck och fotomontage.

Att en del av dessa avbildade är rikta skitstövlar och våldsverkare har tydligen ingen betydelse i det här landet, där man alltid gör förbrytarna till offer och offren till förbrytare.

Jo, jag håller också med dig att hans gatukonst ibland är rätt svår att förstå. Hans sätt att "ställa ut" har ju varit på stolpar och el-skåp runt om i stan. Det var därför som Henrik Rönnqvist tipsade honom att sätta sina "konstverk" inom glas och ram och hänga ut dem i ett konstgalleri tillsammans med Lars Wilks olika tavlor, som minst är lika provocerande, men dessa är mot islam och muslimer. Tydligen går det väldigt bra att göra en sådan skillnad som verkligen kan uppfattas som godtycklig eftersom det är i betraktarens ögon som avgörandet ska göras.

Vissa människor kan i det här landet utnyttja sin personliga känsla av "Kränkthet" och tjäna stora pengar och publicitet på det. Andra är inte så känsliga av sig och struntar i det och är man svensk "svensk" så är det omöjligt att kunna få känna sig kränkt. Det är bara förbehållet våra allt större minoritetsgrupper. Så vem är det som är diskriminerad?

Så i det här landet gör domstolen skillnad på "konst" och konst. Det går bra att provocera med sin konst eller sitt sätt att uttrycka det man känner eller tycker mot vissa men inte mot andra? Det är något som inte stämmer, något som haltar i det här pk-landet.

Mvh
Bosse H

august 23, 2014

Vore børn er vore børn


Fortsat om Statens Børnekommission contra forældremyndighed
Sognepræst Søren Krarup tog den handske op som Statens Børnekommission kastede og tog til genmæle mod det slagord, de havde taget fra et gammelt ægyptisk digt. Han imødegik deres ideologi og angreb med  stiftelse af "Forældrenes Børnekommission" og bogen "Vore børn er vore børn".

Det gælder familien

Fra Forældrenes Børnekommission foreligger nu debatpjecen ”Vore Børn er vore Børn”. Titlen er et svar på det ægyptiske digt ”Jeres børn er ikke jeres børn”, hvormed Socialministeriets Børnekommission lancerede sit debatoplæg ”Småbørn i Danmark” sidste år (= 1977).

Foruden en kritisk gennemgang af de tanker og forslag, der er fremsat i den officielle børnekommissions debatoplæg, indeholder pjecen en vurdering af to andre børnepolitiske initiativer, undervisningsministeriets skolestartudvalg og kulturministeriets børnekulturudvalg, Desuden bliver bistandslovens procesform vedrørende tvangsfjernelse og andre ”hjælpeforanstaltninger uden samtykke” skarpt angrebet som en trussel mod retssikkerheden, ligesom man peger på, at den gensidige underretningspligt mellem offentlige myndigheder, skoler og praktiserende læger om klienters forhold gør tavshedspligten illusorisk.

Endelig indeholder ”Vore børn er vore børn” et indlæg om den generelle fare for ensretning i et expertstyret samfund, samt en rapport fra en hjemmegående husmor, der tager til genmæle mod den dom, Socialministeriets Børnekommissions næstformand Agnete Engberg har afsagt over hende og hendes medsøstre som ”underskudsmennesker”, der ikke magter opdragelsen af deres egne børn.


AKTION nr. 2/1978 (året før Børneåret).

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -


Boganmeldelse


Det gælder familien 6.77

Bogtips

Her er et bogtips til forældre både nuværende og kommende og for den sags skyld også til - - ikke forældre.
Søren Krarups bog ”Forsvar for familien”, Gyldendals Forlag 1977, er en bog, der fortjener at blive læst af os alle. Bogen udmærker sig derved, at der også er noget godt at sige om forældre. Et lyspunkt i hverdagen vi jo ikke er forvænte med.

Forældre kan føle sig trængt af dem, som påstår at vide alt om børn - - meget bedre end de selv gør. I sådanne triste stunder kan bogen være en ballast, så man atter kommer i overensstemmelse med sig selv. ”Man er nok ikke så umulig endda”.

Bogen har også den dristighed at gå i rette med ”de påtrængende” og drager deres egnethed i tvivl, en skepsis forældre i større udstrækning må lægge sig på sinde.

Bogens ærinde er ganske enkelt et forsvar for de forældre, der ønsker et familieliv uden indblanding af uvedkommende.


Marianne Breed
Rødovre


Sprogforbistring og åndsforbistring

At rase, race, jeg raser, rasere. raset, raceren, rasende, raseren, racist, sidste rasist, racisme, bilrace, raseri, hunderace, rasende racister raserer riget....

For en halv snes år siden skete der flere overfald på ensomt boende i Smålands store skovområder, og befolkningen blev med god grund opskræmt over de fremmede, der trængte ind i deres liv. De henvendte sig til justitsminister Bodstrøm (S) og bad ham komme og høre om sagen, men det havde han ikke tid til. Han skulde til fodbold. Men efter en navneunderskriftindsamling imod vold så politikeren Reinfeldt en chance for at vinde gehør for Moderaterne og kom sporenstrengs ned til Hinneryd i "glesbygden". Han hørte om de brutale overfald og folks angst, og at de ikke kunde værge for sig, da selv en enkel trusel med et uladt jagtgevær vilde være en forbrydelse. Endsige at trykke det af!


Og der kom flere fremmede - og flere endnu og stadig flere. De dyrkede deres egen religion af grænseløs gruelighed, for med deres indtrængen i Sverige havde de fået religionsfrihed (hvad de faktisk aldrig havde haft før) og det gav dem stort set lov til at dyrke deres omfangsrige koranske racisme. De råbte racistiske hånord til pigerne, spyttede eller tissede på deres ofre, voldtog dem og hærgede, røvede og myrdede. Det gav deres bloddryppende religion dem lov til, nej, rettere sagt, befalede dem.
Reinfeldt var i mellemtiden blevet statsminister. Han gjorde som Bodstrøm. Han gjorde ingenting. Racismen blev værre. Forholdene blev værre.
Kun en enkelt gruppe, som skiltede med en blå blomst, talte imod udviklingen, imod racismen, imod den fremmede "religion", imod overtagelsen af Sverige.

Jeg er imod racisme, sagde Reinfeldt med "godhedsfolkets" dæmpede tone og alvorlige ansigt. Jeg kan ikke med racisme! 
Jeg hørte det selv på TV forleden. Han kunde ikke med racisme. Denne hjertenskære mand.


- så den her gruppe, der skilter med en blå blomst, skal bort!

Og så skal vi rigtigt tage imod folk fra Mellemøsten og Afrika. Det vil koste 48 milliarder kr. - otteogfyrretyve milliarder! Det kan vi klare, men ikke mere, så der bliver ikke penge til noget andet.

Åbn jeres hjerter, I gode svenskere! hjælp muslierne, sagde Reinfeldt
Han er fuld af fornuftig logik: han hader racister. Islams grundholdning er superracistisk, ergo elsker han muslimer mere end svenskere.



august 22, 2014

Retssikkerhed viger for politik

Jeg kender kendte ikke Dan Park og heller ikke hans «kunst», og jeg vilde muligvis være gået glip af den, hvis ikke den havde givet anledning til så megen ballade. Nu har jeg måttet slå ham op på internettet og ser, at den er temmelig blandet og ikke altid umiddelbart tydelig for ukyndige. Jeg har moret mig over nogle ting, ikke kunnet forstå andre ting og vilde måske tage afstand fra andre igen, som jeg ikke har set. Og næppe heller bruge ordet «kunst».Nu er det jo komplet ligegyldigt, hvad jeg synes om Dan Parks kunst, for sagen drejer sig jo ikke om mig og mit.  Han må jo have gjort noget meget, meget alvorligt, når man kan få 6 måneders fængselsstraf for det.

Jeg kender ikke tilstrækkelig til hans kunst, jeg har derimod gennem årene og gennem bagdøren fået en ikke helt ringe indsigt i samfundet, statsmagten og dens rødpolitiserende udøvere. Som en del af samfundet har lovgivning og retsvæsen – ligesom alt andet – ændret karaktèr op gennem 1900-tallet og videre frem, altså i den lange opløsningsperiode efter anden verdenskrig, hvor samfundet konstant er blevet bombarderet med samfundsundergravende krav, som kan henføres til den diktatoriske ideologi, vi kender fra vor omfangsrige Østersø-nabo.

«Retten i Malmø skriver i sin dom over Dan Park, at en person, der bruger sin ytringsfrihed også har en pligt til at undgå uberettigede udsagn, der er krænkende for andre og som ikke bidrager til den offentlige debat.»

Den dom er altfor leddeløs og ustabil, for hvad står der?


Pligt, ansvar og hensyn er moralske begreber, som er blevet hårdt og hånligt angrebet – i hvert fald fra 60'ernes frie opdragelse, så hvordan skulde mennesker i dag have nogen større forståelse for disse begreber (selvom de nu og da trækkes frem som «europeiske værdier» i en og anden kampagne!).

«Uberettigede»? Hvem afgør det? I den aktuelle globale verdenssituation er vi omringet af had og trusler, der siger sparto til, hvad vi hidtil har hørt og set i vore nordiske lande og som spreder almen angst.

Dommens løsagtighed understreges yderligere af ordet «krænkende». Findes der noget ord, nogen sætning, noget billede, noget kropssprog, noget blik - som ikke kan udlægges som «krænkende»? Dette ord har i dag en høj prioritet i retsvæsenet trods al mangel på juridisk bevislighed. Derfor kan ordet kun bruges ved de domstole, hvor dommerne er politisk korrekte og kender deres «pligt». Hvordan afgør man krænkethed og dens omfang? Findes der et måleapparat? Ordet er analogt med lignende ord, som i retssammenhæng ikke giver retssikkerhed: f.ex. «skøn» - efter nogens skøn, hvis skøn? socialrådgiverens skøn, Statens skøn? Eller ordene «barnets tarv». Hvad er barnets tarv? I Europa fjernes tusindvis af børn fra hjemmet på sådan løs indicie. En del af dem får erstatning i penge bagefter, for tabt barndom, fordi statsafgørelsen var forkert og direkte til skade for barnet (f.ex. ved misbrug, jvf. Sverige).

«Ikke bidrager til den offentlige debat». Jo, det gør den da. Det ser man jo her. Men den har sværere ved at komme frem i Sverige på grund af ovenfor nævnte ideologi i massemedierne.

«Ifølge byrettens dom var Dan Park (og Henrik Rönnquists) eneste formål med udstillingen at provokere». Jamen , det er da ikke forbudt! Det er da et ganske almindeligt trik i politik.

Dommen er altfor politisk. Retsvæsenet må give borgerne større retssikkerhed!

Jeres børn er ikke jeres - fortsat

Den af Eva Gredal i 1975 oprettede Børnekommission var en skræmmende magtfuld organisation, som skulde føre kontrol med landets familier. Den bestod af en Hovedkommission  og fire underkommissioner eller udvalg, ialt 70-75 mennesker, hvoraf en væsentlig del var fra myndighedskontorer. De er nævnt i tidsskriftet AKTION.



Hvad vil vi de dog med børnene?

Med udgangspunkt i studiepjecen, ”Småbørn i Danmark”, udgivet af den af socialministeriet nedsatte Børnekommission, har oplysningsforbundene i denne vintersæson (1977-78) opfordret småbørnsforældre til at gøre deres indflydelse gældende ved at melde sig til de nedsatte studiekredse. Mange forældre vil sikkert med liv og lyst deltage i disse arrangementer, for selvfølgelig vil forældre det bedste for deres børn, - - - hvis de ellers kan få lov til det uden indblanding af nævenyttige experter - - -.

F.O.F.bruger selve studiepjecen som materiale. Resultatet af gruppernes arbejde vil blive sendt til ”Børnekommissionen”, som har lovet at tage ønskerne med i de videre drøftelser, - - - siger de - -.

A.O.F.har derimod selv udarbejdet et studiemateriale, et dupliceret debasthefte, kaldet ”Hvad vil vi dog med børnene?”, i redaktionen Helle Degn og Erik Stubtoft. A.O.F. er jo knyttet med stærke bånd til socialdemokratiet, og med udarbejdelse af dette debathefte har forbundet gjort et ”propert” stykke arbejde for at få solgt partiets idèer, idet socialdemokratiets inderkreds jo er hovedmændene bag ”Børnekommissionen”.

I arbejdsopgavernes baggrund hedder det bl.a., citat: ”Samfundets forpligtelse og målsætning for barnets oplæring og opdragelse i skolealderen har fundet udtryk i paragraf 2 i lov nr. 313 af 26. juni 1975 i undervisningsminsister Ritt Bjerregaards folkeskolelov. En tilsvarende vurdering af samfundets forpligtelse over for barnet i årene før skolealderen, som er af grundlæggende betydnuing for barnets udvikling, er ikke foretaget”, citat slut. Hvad mon der skjuler sig bag dette tilløb af foretagsomhed?

Minister uden portefeuille, psykolog Lise Østergaard, der startede som formand for ”Børnekommissionen” udtaler, citat: ”Det er blevet børnekommissionen pålagt at vurdere samfundets forpligtelse over for barnet i årene før skolealderen - - -. (videre hedder det:) ”Det er glædeligt, at man gennem nedsættelse af denne kommission understreger en politisk vilje til at beskytte den tidlige barndom” citat slut. Er det ikke en ualmindelig grov foragt for forældres egnethed og evner til selv at varetage forpligtelsen og beskyttelsen af deres børn?”

Agnete Engberg, formand for det såkaldte ”Skolestartudvalg”, er helt ude på overdrevet. Hun mener, de unge familier mere eller mindre er ladt i stikken af samfundet; det er belastende at være forældre; at samfundet burfde have bedre råd til at tage sig af de børn, vi har. Hun tror minsandten, at folk generelt er meget forvirrede. Det er ikke store tanker, fruen nærer om tidens forældre. Efter min bedømmelse virker hendes postulater noget forhastede. Hun siger, citat: ”Vi må gøre os klart, at det er belastende at være forældre. Vi har en depression med arbejdsløshed, og fra 30'erne ved vi, at i sådanne situationer nedsættes folks lyst til at formere sig. Det hænger sammen med en utryghed ved fremtiden, men også med andre ting”. Citat slut.

At være arbejdsløs er trist og kan give mange problemer, ingen tvivl om den ting, men den nød og fattigdom, som prægede 30'ernes håbløshed, har vi dog så nogenlunde fået has på i dag. Hvorfor mon Agnete Engberg ikke nævner et ord om de goder, vi trods alt har nået, - - - - fordi det måske
ikke passer ind i hendes filosofi? Hendes tanker og ideer skulde jo nødigt blive overflødige. Videre siger Agnete Engberg, citat: ”Jeg mener selv, at det med lighed efterhånden er noget, der er accepteret langt ind i de borgerliges række. Jeg tror ikke, at der er ret mange mennesker, som vil være bekendt at stå op og sige, at de ikke går ind for lighed. Men det kan jo fortolkes forskelligt...” citat slut. Frihed, lighed og broderskab er socialdemokratiets slogan. Det er inkonsekvent at tale om frihed og lighed, idet de to begreber modvirker hinanden. Det kan ikke være både frihed og lighed. Det må være enten – eller. Selvom ligheden vælges på bekostning af friheden, behøver det nødvendigvis ikke betyde retfærdighed, idet nogle befolkningsgrupper nyder større ømhed hos politikerne end andre. At friheden har trange kår i dagens Danmark, er rimeligvis årsagen til Agnete Engbergs tro på accepten af ligheden.

Det foranstående var tænkt som en smagsprøve på det, man præsenteres for i A.O.F.s debathefte. Der er også indlæg af socialministe Eva Gredal og Oluf Palme m.fl. Lad mig slutte med et lille udpluk fra Erik Stubtofts bidrag til heftet. Citat; ”Arbejderbevægelsen har altid erkendt et stort medansvar for at give børn og unge gode opvækstmiljøer og rimelige muligheder for aktiviteter.” Citat slut. Det er uklart for mig, hvad Erik Stubfoft mener med deklarationen ”Arbejderbevægelsen”, dog aner jeg noget afgrænset - - - -noget selvforherligende. Erik Stubtoft slutter sit indlæg således, citat: ”Det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvordan disse problemer søges løst. Det kan jo nemlig gøres på mange måder. Vi anser dog grundlaget for løsninger, der bygger på den demokratiske socialismes idegrundlag, som de absolut bedste.” Citat slut. Der slap det ud, demokratisk socialisme - - - det er denne politiske vanskabning A.O.F. skal sælge til forældrene. Staten vil gerne have en slags overforæældremyndighed over vore børn.

Derfor forældre pas på! I ikke bliver den skare, politikerne har brug for, når de siger: ”Der er forståelse i befolkningn for....” Thi fagre ord talte de med liste, fagre ord mangt et hjerte friste, fagre ord.

Marianne Breed,
Rødovre


Trykt i tidsskriftet AKTION 7.77

august 21, 2014

Eva Gredals Christiania-experiment hindrer cykelsti

Chistiania har nu i seks år spærret for en cykelsti, som skulde hjælpe folk at konme fra det østlige Amager til det indre København.

Her er "Pedersen-cyklen" fra Christiania. Den stammer så vidt jeg husker i virkeligheden fra
England.





Civilingeniør og filminstruktør Nils (Johan) Vest og hans partner, Britta Lillesø, er gamle røde kendinge, «fyrtiotalister» som svenskerne siger.  De deltog i Solvognens happenings, bl.a. i julemandshalløjet i Magasin du Nord 1974, hvor de blev arresteret. Politiets anklage ved byretten i april 1975 angik overtrædelse af politivedtægten om «støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende optræden, som er egnet til at forstyrre den offentlige orden».
Solvognsskuespillerne blev ikke sigtet for tyveri, fordi varehuset ikke vilde rejse anklage, skønt de efter sigende havde beviserne i orden.
De to var også med ved indianerangrebet på Rebildfesten i 1976, hvor både politiet og retsvæsenet dummede sig ved at fremvise en ualmindelig naivitet både under selve angrebet og i den påfølgende retssag i Hadsund.

Nils Vest har lavet mange film, både dokumentariske (historie og arkitektur) og ren propaganda bl.a. nogle for Statens Filminstitut om Christiania, Hudegrundens marxistiske børnehave på Vesterbro og om palæstinenserne. Sidstnævnte film «Et undertrykt folk har altid ret» blev bl.a. vist på bibliotekerne og betaltes af Filinstituttet med 178.000 kr.  I efteråret 1976 påtaltes filmens ensidige indhold som diskriminerende over for jøder, fuld af usandfærdigheder og temmelig propagandistisk. Sagen kom op i folketinget, bl.a. ved MF'erne Gerda Møller og Arne Melchior. På grund af filmens manglende sandruhed måtte Statens Filmcentral gå med til at trække den tilbage eller sørge for en ny, stærkt revideret udgave.

Nils Vest var desuden med til at stifte «Røde Øje  A/S», der skulde finansiere et filmprojekt, «Hvem myrder hvem?», som skulde være led i «en ny socialistisk kulturpolitik». Her havde han selskab af bl.a. Tine Bryld, læge Peter Ege, psykiater Frits Schjøtt og J. Vedel Petersen. Bag dette filmprojekt stod en
større medlemsskare i OOA =
Organisationen til Oplysning om Atomkraft.

Fra BRIS-ideologi til Børnekommission

Spydpigen fortsætter her emnet om den fremadskridende indskrænkning af forældremyndigheden og mulige afskaffelse til fordel for statsopdragelse.  



SMÅBØRNSKOMMISSIONEN
Af  Gertrud Galster

Trykt i tidsskriftet VOR SKOLE maj 1977

   I 1974 bragte VOR SKOLE en artikel om den forældrefjendske organisation BRIS, der fik øgenavnet ”BarneRov I Samfundet.” Den kan vi lade ligge til en anden god gang, for de fleste har vist på nuværende tidspunkt kendskab til denne samfundsundergravende gruppe, men her er dens fortsættelse:

   Som man vil huske opstod BRIS i 1969 som en aflægger af Landsforeningen for Mentalhygiejne, og gennem moderforeningen, der før nød det bedste ry, fik de fine forbindelser til indflydelsesrige folk i nøglestillinger, således at deres ideologi - svøbt i søde ord - kunne få grobund i bl.a. socialsektoren. Sådan gik det til, at en avisnotits i oktober 1973 fortalte om en selvbestaltet forskergruppe, der - i lidt forblommet, men dog gennemskueligt sprog - opfordrede regeringen til foranstaltninger, der kunne føre til kontrol med familien og politisk opdragelse af børn. Såvel selve forskergruppen som dens anbefalere fra ”det psykologiske, sociale og medicinske område” viste stærk slagside til mentalhygiejniske og såkaldt venstresnoede kredse, mens forældre slet ikke var repræsenteret. På en skitse over et strukturprojekt for en småbørnskommissions virke så man Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut som en vigtig faktor.

En måned efter kom der valg og ny regering. Idéen med småbørnskommissionen blev skrinlagt, men derfor lå man ikke på den lade side. Jorden skulle gødes. PR i alle massemedierne, Mentalhygiejnikere og BRIS-folk griflede løs. Teatre, film, radio og TV kørte i samme rille: forældre kunne ikke klare problemerne, de var isolerede, ukyndige og reaktionære - kort sagt umulige, mens børn var kuede og mishandlede. Bibliotekerne bakkede op på utallige måder, f.eks. med bogmærkerne ”Underkuet” og ”Børn har også ret”, hvor man - begyndende med BRIS-bladet - anbefaler en masse litteratur, der ikke kan levne tvivl om hensigten.

 Men samtidigt var der en voksende modstand hos stadig flere forældre, der med ængstelse havde iagttaget og måske direkte følt, hvordan Mentalhygiejnikere og BRIS-folk forsøgte at bemægtige sig deres børn, hvad enten dette skete ved direkte påvirkning eller gennem den af Mentalhygiejnen løsslupne narkobølge, øldrikkeri eller den stigende ligegyldighed over for traditioner, kultur, religion og livsholdning og over fornæsten (hærværk, vold og anden kriminalitet). Mentalhygiejnens hele holdning tegnede sig klart, bl.a. i formandens, professor Poul Bonnevies lille spottende bemærkning på generalforsamlingen: Forældre i gamle dage troede, de kunne opdrage deres børn selv, disse kyllingemødre....men nu var man rigtignok kommet længere, havde fået eksperter...! Uviljen mod denne regeren over alt og alle blev håndgribelig ved kuppet i Landsforeningen for Mentalhygiejne i juni 1974. Dette kup fik en enorm moralsk betydning. Man fik tillid til, at man kunne øve modstand, at det endnu ikke var forsent. Det følgende år led Eggert Petersens Mentalhygiejniske Verdenskongres et øredøvende nederlsg. Samtidigt var der kommet så mange afsløringer frem om foreningens hele virke og dens umiskendelige sammenhæng med anarkistiske celledannelser som BRIS, Solvognen, Christiania o.l., at foreningen måtte ophøre i juni 1976.

   I mellemtiden havde man atter fået ny regering, og i slutningen af 1975 udnævnte socialminister Eva Gredal lige så stille psykolog Lise Østergaard til leder af den af BRIS og BRIS-ideologerne ønskede småbørnskommission. Eva Gredal og Lise Østergaard havde begge arbejdet nær sammen med psykolog Eggert Petersen i Mentalhygiejnen. Med Lise Østergaard skulle kommissionen have gode kort på hånden. Alligevel var det nær gået galt. Fanden kom i begyndelsen af 1976 til at stikke benet så langt frem, at man skimtede hestehoven. Det skyldtes journalist Henning Beckers vietnamesiske flygtningebørn.

Bris som ifølge sit program altid tager 100 % parti for barnet - hvad enten dette har ret eller ej - imod forældre, skole eller anden myndighed, kneb her udenom og bekendte derved kulør: børn støttes kun af BRIS, hvis de er imod forældrene og kan udnyttes som revolutionære brikker imod kernefamilien. Men disse vietnambørn hang med hele deres hjerte ved deres redningsmand og plejefar. En mand fra BRIS – journalist Frode Muldkjær, der underviser i samfundsforhold på Thy Højskole (i 1970´erne) – anmeldte Becker for ”vold” ud fra en avisartikel af Flygtningehjælpens leder, Lise Østergaard, og Beckerbørnene udsattes derefter for en magthaverbrutalitet, som næppe noget barn i Danmark hidentil. De hjerteskærende skrig gav mere genlyd i inden- og udenlandsk presse end godt var for Mentalhygiejnen, BRIS og Flygtningehjælpen. Det gjaldt nu om at dysse sagen ned og få folk til at glemme de psykiske lidelser, disse børn led i angst for en uvis skæbne. De var isoleret i deres sprog og kultur, og nogle af dem endog spærret inde i eneceller, berøvet enhver trøst fra det eneste menneske, de havde tillid til i denne verden.

Man forsøgte at strø sand fra evighedens tavse ørken over sagen, og Lise Østergaard anslog en mildere tone over for Becker. Men Flygtningehjælpens fiasko ved sidste juleindsamling (1976) tydede på, at befolkningen ikke havde glemt skrigene og tårerne, skønt PR-kampagnen var kørt støt videre.

   Fra Bibliotekscentralen udsendte man en børne-pjece ”Snak om vold”, hvori det hedder ”Forældre mishandler næppe deres børn af lyst, alligevel er børnemishandling ret udbredt. Når vi bruger ordet børnemishandling, mener vi dermed ikke alene den fysiske, korporlige mishandling i form af tæv, men ligeså meget det, man kalder den ufrivillige tankeløse vold mod barnets sind og udviklingsmuligheder: ligegyldighed, manglende varme og ømhed, afvisning og tilsidesættelse af barnet, begrænsninger i dets udfoldelsesmuligheder, manglende stimulering osv.” Ud fra denne forklaring kan ingen sige sig fri for at have øvet vold. Hvor mange har ikke ind imellem været nødt til at ”afvise” et barn? Hvor tit har man ikke i en given situation måttet begrænse et barns
udfoldelsesmulighed?

   Pjecen er i tråd med den af Socialstyrelsen (?) udsendte pjece ”Osse dit ansvar” (NB trykt uden angivelse af tryksted eller ansvarlig redaktion!). Ifølge denne pjece skal man anmelde naboer eller andre for vanrøgt af børn, og den forklarer udtrykkeligt, at ”vanrøgt” også kan være af ”psykisk art” uden at man – naturligvis – kan definere, hvad dette indebærer. Er det forældres krav om, at barnet skal gå i skole eller i seng eller læse lektier? Er det aftenbønnen eller psalmeverset?
   Sådan kunne man anmelde Becker for ”vold”. Vi kan allesammen anmeldes! Hvis det passer ind i den mentalhygiejniske krig, der hærger vort land.

   I en bibliotekspublikation fandt jeg disse linjer: ”Vold er ikke altid vold. Vi må lære at skelne og bruge volden rigtigt. Vi må lære at lede den ind i rigtige baner, hvor den er retfærdig. Så er vold nemlig ikke vold, men blot et nødvendigt middel.”

   Det forklarer fremfærden mod Beskerbørnene:
Den 13. nordiske børneforsorgskongres (juni 1976) under Eva Gredals og Lise Østergaards auspicier sluttede med en begejstret udtalelse om, hvor dejligt der nu var i Vietnam efter befrielsen. Så glade børn som dér havde man aldrig set noget sted i verden.
   PR-aktiviteterne tog til. Det var som om, man lagde op til noget..
.
Så lød det første skud: Mentalhygiejnikeren journalist Erik Nørgaard skulle i TV-programmet ”Bytinget” debattere revselsesret med sognepræst Søren Krarup.
   Søren Krarup vandt, men den harme, der bagefter lød fra alle mentalhygiejnikere, røbede den store skuffelse. Bytinget skulle som det første angreb have skudt så alvorlig bréche i muren, at en erobring og tilintetgørelse af højborgen: kernefamilien  og forældremydnighed, - pligt og - ansvar skulle gøres til et nemt bytte for de efterfølgende stormtropper. I hælene på bytinget fulgte nemlig - som forhånd planlagt - næste skudsalve: BRIS-tribunalet i Ballerup. Det var tilrettelagt af ovennævnte BRIS-mand Frode Muldkjær med Mentalhygiejnikere og BRIS-folk i panelet: Tine Bryld, Esther Facius, Sven Heinild, Birgitte Oxdam, Egon Clausen osv.  Selvom de - naturligvis - kom til det ønskede resultat, at forældremyndigheden og revselsesretten må væk, havde skudsalven ikke den effektivitet, den skulle have haft. Bytingets udfald havde taget brodden af den, skønt mentalhygiejniske journalister gjorde deres bedste for at bakke sagen op i massemedierne.

  Snart fulgte skudsalve nr. 3, den, der skulle have været en sejrsfanfare. Nu endelig kundgjorde man, at man i slutningen af 1975 havde oprettet en småbørnskommission under ledelse af professor Lise Østergaard. Nu fik man navne og pæne ord om kommunismens hensigt og mål. Nu skulle tiden være gunstig. Foruden Lise Østergaard, der er nært knyttet til Eggert Petersen og Eva Gredal, sidder der følgende personer i kommissionen: Agnete Engberg Helmstedt, Lis Møller, Inga Sørensen, Jacob Vedel Pedersen, Henning Friis, Helle Degn, Zachau Christiansen og Poul Perch. Nogle var allerede med i den i 1973 af BRIS anbefalede forskergruppe og i BRIS-tribunalet i Ballerup.
   Undervisningsinspektør Agnete Engberg synes at have været primus motor til kommissionen. Hendes mand er naturligvis specielt interesseret, thi - som rektor for et børneforsorgsseminarium - sidder han i rektorforsamlingen for alle landets børneforsorgsseminarier og må varetage forsorgspædagogernes interesser, sådan som også deres fagorganisation BUPL gør det. Ved henvendelse til regeringen i 1973 anbefalede rektoren naturligvis varmt sin kone.

   Om Agnete Engberg Helmstedts mentalhygiejniske linje hersker der ikke tvivl. Hun har bl.a. i ”Uddannelse” 1971, nr. 9, røbet sin holdning: ”Adskillige mennesker har endnu den opfattels, at f.eks. børneopdragelse kan udføres af enhver”, men sådan er det ikke - efter Agnetes Engbergs mening. Hun nedvurderer ganske almindelige menneskers evne til at opdrage eget afkom, skønt de dog - grundet det nære slægtsskab og samliv - burde have særlige forudsætninger. Disse ”Vi-alene-vide”-Mentalhygiejnikere må man vogte sig for. De lader hånt om, at psykologi alene kan fungere som statistisk videnskab. De tror, at de på universitetet har fundet de vises sten til lykkens evangelium for hele menneskeheden, og de er så besjælede af denne tro og så skråsikre i deres ophøjede viden, som var de ægte fascister, kommunister, nazister eller missionærer i Columbus´s kølvand. Uden respekt for anderledes tænkende.
   Da vejen næppe  var så farbar for småbørnskommissionen som ønsket, arbejdede BRIS videre bag kulisserne. For at få penge oprettede man fondet ”Børns Vilkår”. Bag det står Mentalhygiejnikere og BRIS-folk som bl.a. Esther Facius, Sv. Heinild, Tine Bryld, Egon Clausen, Agnete Engberg, Henrik Sidenius, Annette Winding, Frode Muldkjær m.fl.

   Men pludselig åbnede valgresultatet i februar 1977 nye muligheder: en taburet til Lise Østergaard gav BRIS-ideologien en ministerpost mere, uden at nogen bemærkede de sære forhold, der lå bag. Man siger, der er dannet ”en ny socialdemokratrisk mindretalsregering”. NEJ: BRIS´s og Mentalhygiejnens ideologi er ikke socialdemokratiets. Den er noget andet, for sig selv, noget som siver ind på tværs og – er på tværs. BRIS erkender åbenlyst i sit program, at de er langt ude til venstre for socialdemokratiet, at de er en pressionsgruppe og ønsker at være en 5. kolonne, og at deres mål er at ændre det danske samfund. De arbejder dels gennem lukkede grupper som aktivister, og dels gennem folk i nøglestillinger, der bevidst eller ubevidst lader sig bruge.

Danske forældre: Pas på jeres børn. Danmarks børn er Danmarks fremtid.
Politikere! Pas på familien, på fri mænds arv, pas på folkestyret og Danmarks selvstændighed.

Lærer Gertrud Georgsdatter Galster.


Litteratur: Diverse artikler og kronikker af Lise Østergaard, Agnete Engberg, Frode Muldkjær, Tine Bryld, Søren Krarup, Kr. Jordansen m.fl.

Peder Hove: ”Der hænger han” 1972. Svend G. Johnsens artikel om ”Psychiatria minor” i Yngre Læger 1959, nr. 19.
Diverse bibliotekspublikationer, radioudsendelser, BRIS´s og Mentalhygiejnens egne skrifter m.m.

Ønskes der dokumentation for de i artiklen fremførte synspunkter, kan henvendelse ske til lærer Gertrud Galster

Red./C.J.Gräs

Statsministeren i agterstavnen