gentaget fra 19.1.15.
"Børnehjem er ikke noget for børn" (oversat fra svensk)
Turismens fremgang og velvillige volontører har gjort børnehjem i fattige lande til en lønsom industri.
Christian kom som rygsæksturist til Kambodja i 2005 og rejste siden derud igen for at starte noget fodboldsvirksomhed som hjælp til børnehjemmet Siem Reap, men "jeg gjorde samme fejltagelse som mange andre" siger han.
Fejltagelsen bestod i at knytte følelser mellem personale og børnene og dermed acceptere status Quo. Men med årene har Christian indset, at ingen børn skulde behøve at være på børnehjem, en opfattelse han deler med mange, også med Kambodjas regering, skønt antallet af børnehjem er steget med 75% siden 2005, fordi børnehjem er blevet forretning!
Stik imod, hvad man gerne tror, er det kun få af børnene som er forældreløse. Flertallet har mindst en forælder i live, og slægt eller naboer, som fuldt ud skulde være i stand til at tage hånd om dem. Det er også den traditionelle løsning, men det kulturelle system er blevet ødelagt.
De fleste børn er ikke dèr for at de skal være der. De er havnet der, fordi fattige kambodianske familier narres til at tro på det som en god løsning.
Børn på landet rekrutteres til børnehjem samtidigt som det er lettere at få finansiering til at starte et børnehjem end til indsatser som gør at børnene kan bo hjemme i sin familie. Christian er i dag involveret i et af World Childhoods 9 støtteprojektet i Kambodja. Det er opbygningen af landets første socialarbejdsenhet på Angkor Hospitalet. Her kan personalet tidligt identificere og følge børn som har været udsat for overgreb og vold.
Gennem omfattende detektivarbejde har Christian og hans kolleger kunnet opspore næsten alle forældre til de overgivne babyer.
"Du skal altså som ung og uudannet tage til den anden side af kloden og arbejde med børn som du ellers aldrig vilde være kommet i kontakt med. I to uger."
I sociale medier beskrives mødet med børnehjemsbørn som overøser volontørerne med kærlighedsfulde knus. Men det er som oftest bare et tegn på, at de er blevet udsat for altfor mange skilsmisser og ikke får chance for at knytte sig trygt til nogen voksen som ikke rejser væk igen. Det eneste, det resulterer i, er, at barnet separeres endnu mere fra sine forældre og kanske pådrager sig skader for livet.
Den, der vil rejse derned for at "gøre en forskel" bør først og fremmest skaffe sig en reel uddannelse. Tag så af sted og lær personalet det derovre. Mennesker som er der for børnenes skyld, som bor der fast og kan sproget og kender kulturen. Vil du hjælpe økonomisk, så vælg en seriøs hjælporganisation, som virkelig arbejder for børnenes bedste, børnenes tarv.
Vi investerer ikke i børnehjem i Sverige, for vi ser det ikke som en løsning overhovedet. Hvorfor skulde vi så gøre det i Kambodja?
Anbefalet af Sofia Olsson, sponseringschef på ICA, Sverige.
*) Christian Larsson er 34 år (i 2014), var altså 25, da han i 2005 som turist kom til Kambodja og fik lyst at gøre noget godt for børnehjemsbørn. Han tog som mange andre fejl af situationen, men blev klogere: "Børnehjem er ikke noget for børn". Om denne erkendelse kom før eller efter hans uddannelse er desværre ikke angivet. Han er uddannet lærer "med sigte på Børne- og ungdomskultur i forandring, specialpædagog, behandlingspædag (og idrætsleder)".
Turismens fremgang og velvillige volontører har gjort børnehjem i fattige lande til en lønsom industri.
I Kambodja er antallet af børnehjem vokset 75 % siden 2005. En udvikling med skadelige virkninger. som World Childhood Foundation og Christian Larsson* gør alt for at modvirke.
Christian kom som rygsæksturist til Kambodja i 2005 og rejste siden derud igen for at starte noget fodboldsvirksomhed som hjælp til børnehjemmet Siem Reap, men "jeg gjorde samme fejltagelse som mange andre" siger han.
Fejltagelsen bestod i at knytte følelser mellem personale og børnene og dermed acceptere status Quo. Men med årene har Christian indset, at ingen børn skulde behøve at være på børnehjem, en opfattelse han deler med mange, også med Kambodjas regering, skønt antallet af børnehjem er steget med 75% siden 2005, fordi børnehjem er blevet forretning!
Mange børnehjem oprettes langs turistruterne og gør reklame for sig selv. Turisterne lokkes med traditionel børnedans imod donationer, eller de kan lege med børnene, tage fotos, give dem godter og legetøj. Børnene bliver en turistattraktion, som hvem som helst kan få adgang til. "Det er mærkeligt. Du skulde jo aldrig lade en busfuld turister storme ind på en svensk forskole" siger Christian. Han kan bekræfte, at børnehjemsbørn bliver sexuelt udnyttet eller mishandlede, og han fortæller om tilfælde, hvor pædofile har startet børnehjem. "Men børnene kan også være heldige at havne hos et godhjertet menneske. - Men selv de børn tager skade af at være på institution og får utrolig svært med som voksne at tilpasse sig samfundet", mener han.
Stik imod, hvad man gerne tror, er det kun få af børnene som er forældreløse. Flertallet har mindst en forælder i live, og slægt eller naboer, som fuldt ud skulde være i stand til at tage hånd om dem. Det er også den traditionelle løsning, men det kulturelle system er blevet ødelagt.
De fleste børn er ikke dèr for at de skal være der. De er havnet der, fordi fattige kambodianske familier narres til at tro på det som en god løsning.
Børn på landet rekrutteres til børnehjem samtidigt som det er lettere at få finansiering til at starte et børnehjem end til indsatser som gør at børnene kan bo hjemme i sin familie. Christian er i dag involveret i et af World Childhoods 9 støtteprojektet i Kambodja. Det er opbygningen af landets første socialarbejdsenhet på Angkor Hospitalet. Her kan personalet tidligt identificere og følge børn som har været udsat for overgreb og vold.
Gennem omfattende detektivarbejde har Christian og hans kolleger kunnet opspore næsten alle forældre til de overgivne babyer.
|
Vi har lært meget om, hvorfor familierne overlader børnene til børnehjemmene. Ofte er det problemer, som de kan få hjælp med, men der er naturligvis også tilfælde, hvor børnene af forskellige grunde ikke skal bo hos forældrene.
Billedet, som Christian fremmaler er alt andet end det som unge mennesker møder i Sverige, hvor kommercielle rejseburauer sælger volontørrejser til børnehjem ved hjælp af billeder af legende og smilende børn omgivet af lige så smilende folk fra Vesten.
"Du skal altså som ung og uudannet tage til den anden side af kloden og arbejde med børn som du ellers aldrig vilde være kommet i kontakt med. I to uger."
I sociale medier beskrives mødet med børnehjemsbørn som overøser volontørerne med kærlighedsfulde knus. Men det er som oftest bare et tegn på, at de er blevet udsat for altfor mange skilsmisser og ikke får chance for at knytte sig trygt til nogen voksen som ikke rejser væk igen. Det eneste, det resulterer i, er, at barnet separeres endnu mere fra sine forældre og kanske pådrager sig skader for livet.
Den, der vil rejse derned for at "gøre en forskel" bør først og fremmest skaffe sig en reel uddannelse. Tag så af sted og lær personalet det derovre. Mennesker som er der for børnenes skyld, som bor der fast og kan sproget og kender kulturen. Vil du hjælpe økonomisk, så vælg en seriøs hjælporganisation, som virkelig arbejder for børnenes bedste, børnenes tarv.
Vi investerer ikke i børnehjem i Sverige, for vi ser det ikke som en løsning overhovedet. Hvorfor skulde vi så gøre det i Kambodja?
Ovennævnte interview med Christian Larsson er skrevet af Camilla Thörnqvist i ICA-bladet "Buffè" nr. 12, 2014 under rubrikken "Mötet", oversat til dansk af Gertrud Galster
Anbefalet af Sofia Olsson, sponseringschef på ICA, Sverige.
*) Christian Larsson er 34 år (i 2014), var altså 25, da han i 2005 som turist kom til Kambodja og fik lyst at gøre noget godt for børnehjemsbørn. Han tog som mange andre fejl af situationen, men blev klogere: "Børnehjem er ikke noget for børn". Om denne erkendelse kom før eller efter hans uddannelse er desværre ikke angivet. Han er uddannet lærer "med sigte på Børne- og ungdomskultur i forandring, specialpædagog, behandlingspædag (og idrætsleder)".
(hvilket jo umiddelbart kunde føre tankerne hen på de mentalhygiejniske marxistinficerede idèer, som kom til at dominere socialsektoren gennem "68-revolutionen", men Christian siger jo selv, at han "gjorde samme fejltagelse som mange andre".
