AF KASPER STØVRING 9. MAJ 2015 om Ulrik Høy
En røst fra fortiden kunne for nylig høres i radioen. Røsten tilhørte Weekendavisens skribent frem til 2012, Ulrik Høy. Poul Pilgaard Johnsen fra Radio24syv havde inviteret den 70-årige Høy i studiet i anledning af udgivelsen af bogen ”Høy på ord” med nogle af Høys bedste klummer.
En røst fra graven var det ikke, for hold da op, der var liv i Høy! ”Platuglen” har altid været en af landets allerbedste skribenter: Dannet, skarp, morsom, følsom, ironisk, sarkastisk og en forbilledlig stilist i den halvdistance – Høy var engang en dygtig atlet – som avisklummen er. Høy er et musisk menneske, og man tilgiver gerne den slags mennesker deres tossede indfald. Som dengang Høy i Helle Thorning-Schmidt så fremtidens store statsleder. Men det skal det ikke handle om her.
Det skal derimod handle om et bestemt tema, der optog mig, da jeg hørte programmet og genlæste klummerne. Nemlig, om der er visse erfaringer, vi ganske enkelt ikke gør os mere, ikkekan gøre os mere, og som betyder, at vi ikke kommer i berøring med afgørende dimensioner af livet, afgrunde af rædsel såvel som himmelske højder.
Ulrik Høy er en god, gammel reaktionær, og dem skal man passe særlig godt på. De har nemlig bud til tiden, usamtidige og utidssvarende bud, må det tilføjes, som kan forekomme både sære og skandaløse. Det er reaktionære tanker, som mangler i tiden, og som tiden altså har brug for. Som når Høy fejrer en tid, vi ikke kender længere, i fine erindringsbilleder fra barndommen i 1950’ernes Silkeborg.
Det var dengang, autoriteten var intakt. Når der var uro i stuen, sænkede far Jyllands Posten et par centimeter, så hans skilning kom til syne. Så blev der ro, fortæller Høy. Det var dengang, dyderne og pligterne var selvfølger, dengang både Gud og far residerede uantastet. Gode tider, forstår man.
Det var også tiden før psykoanalysens gennembrud. Da Høy som dreng begyndte at stamme, tog mor ham til lægen, der imidlertid kunne berolige: ”Deres søn fejler ikke noget. Det er bare psykisk”. Bare psykisk! Hvor heldig har man lov at være at vokse op i den tid, udbryder Høy, og vi andre må misunde ham. For nu fejler vi alle noget, er ”psykiske” fra morgen til aften.
Det var også før den seksuelle frigørelse. I 50’erne var der ingen fuldbyrdet erotik, det var simpelthen forbudt. ”I de unge år”, skriver Høy, ”var der flere bøger end damer, flere stille stunder i julelampens skær end seksuelle julelege, mere snerydning end fellatio, også om sommeren, mere Chopin og sublimeret smerte end hurtige knald over disken.”
I dag er der uforpligtende knald, porno og selvtilfredsstillelse over alt, én stor selfie-business. Det betyder, at unge mennesker er forhindret i at komme i berøring med kunsten og litteraturen og dens vældige skat af indsigter og oplevelser. Ufuldbyrdet erotik er en kostelig erfaring, som den reaktionære Høy siger. For den åbner for sangskatten, lyrikken og de store romaner i litteraturhistorien. Den skat rummer nemlig noget langt mere værdifuldt end hurtige, uforpligtende knald. Det handler her om eros, om den åndelige længsel og åndelige kærlighed, som vi især møder hos de store romantikere.
Ulrik Høy indskriver sig i en veritabel kongerække af reaktionære skribenter. En af dem var litteraten Aage Henriksen, der har talt om et andet tab, der også angår det erotiske. Da præventionsmidlerne blev opfundet, blev hele det erotiske område – der før var forbundet med død, fryd og afgrunde – gjort farbart, ja, blev gjort til en harmløs legeplads. Men samtidig, har Henriksen pointeret, forsvandt også ”et gådefuldt kraftfelt”, en kilde til poesiens og fantasiens rige verden.
Eller tag en anden af de reaktionære konger, den amerikanske professor Allan Bloom, der mente, at den seksuelle frigørelse medførte et kolossalt dannelsestab. Eros bliver nemlig ikke længere forædlet og ledt op mod højere mål. I stedet for at læse mesterværkerne og lytte til de store symfonier hengiver de unge sig til primitiv rockmusik med al dens hyl og skrål og bejaelse af den øjeblikkelige udløsning. Årsagen? ”De unge genkender rockens rytme som samlejets”. Derfor går de unge i stå som mennesker allerede i puberteten, hvor eros melder sig. De mister, ja, musikaliteten i livet. De har mere sex på hjernen end eros i kroppen, som Villy Sørensen skrev.
Og mens vi er ved Sørensen – når man i en af hans noveller fra 50’erne læser om en dreng, der klatrer op i et højt, loddent og glat træ, der blomstrer hvidt foroven, så ser man straks sublimeret seksualitet i klar symbolsk tale: pubertet, stådreng, orgasme og vågnende driftsliv. Jeg har imidlertid som underviser ved universitetet flere gange erfaret, at de studerende finder en sådan læsning noget overdreven; når der stipuleres symbolanalyse, står de af. Men de har jo også travlt med at udleve driften i byture hver torsdag, fredag og lørdag.
Frigørelse og psykoanalyse var altså på programmet i den generation, der erobrede hegemoniet efter 50’erne. Det var Klaus Rifbjerg og de kultur- eller nyradikale kumpaner. Har skulle der gøres op, udleves, overskrides og overskides i lange baner. Nu var det ikke Martin A. Hansens Løgneren, men derimod Rifbjergs Den kroniske uskyld, der blev bibelen for flere generationers gymnasieelever og -lærere. Dens banaliserende psykoanalytiske skematik har Rune Selsing skrevet om her.
Ulrik Høy har utvivlsomt ret i, at 50’erne ikke kommer igen. Han har også ret i, at fuldbyrdet erotik hæmmer kontakten med den dybere eros. Men han har næppe ret i, at unge i dag slet ikke kan komme i forbindelse med eros og dermed poesien. Der findes nu som dengang sensitive mennesker, enspænderne og indadvendte – de psykiske! – der finder skatten og gør sig kostelige erfaringer.
[Dette indlæg er en forlænget udgave af dagens klumme i Politiko]
Utidssvarende tanker til tiden | Kulturkamp
Utidssvarende tanker til tiden | Kulturkamp
En røst fra fortiden kunne for nylig høres i radioen. Røsten tilhørte Weekendavisens skribent frem til 2012, Ulrik Høy.
Se på kulturkamp.blogs.berlingske.dk
