Bilderbergerne! Hvem er det ?

Gary Allens bog "None dare call it conspiracy" (Ingen vover at kalde det sammensværgelse)  udkom 1971 i over 5.5 millioner exemplarer på Concord Press.

Den blev af publikum modtaget netop på den måde, som Gary Allen selv beskriver som indledning  i bogen: ”Eftersom ”de etablerede” kontrollerer medierne, vil enhver, der afslører ”the insiders” (de sammensvorne) blive udsat for en kanonade af beskyldninger fra aviser, fagblade, TV og radio. På denne måde bliver man truet med tab af almindeligt borgerligt omdømme, hvis man vover at udbrede den idè, at der er en organisation bag alle de problemer, der for øjeblikket plager landet.”
Og da det første postyr var overstået sænkede tavsheden sig over emnet. Men nu er der gået næsten et halvthundrede år, hvor Gary Allens "insiders", verdens superrigeste mænd har stukket hovederne sammen i hemmelige Bilderbergermøder, hvis indhold ingen måtte røbe. Men efterhånden som  begivenhederne skete viste de sig at hænge utroligt godt sammen med bogens indhold. Brikkerne passede som hånd i handske. Og ved Bildebergkonferencen i Baden-Baden 1991 takkede David Rockefeller verdens massemedier for at de i fyrretyve år havde holdt deres løfte: ikke at røbe noget som helst om Bilderbergmøderne til offentligheden.
Og den 14. september 1994 udtalte samme Rockefeller til FN-kommissionen: "All we need is the right major crisis and the nations will accept the New world Order". Har man midler kan man skabe hvad som helst, også krig og kriser. Mammon er en farlig materie. Vi ved alle, at man kan tjene svimlende summer på selv de værste negativer: kriser, krig, sygdomme, narkotika, ja på så at sige alt, skidt og kanel. Jo mere demoraliseret menneskeheden er, jo lettere.


Men lad os se lidt nærmere på, hvad Gary Allen mener med ”de etablerede” og ”the insiders”, for når han med så stor præcision kan forudsige reaktionen, må han også have nøje kendskab til den organisation, som står bag, og som udløser den. Bogen er ikke skrevet om danske forhold, men om Amerika og internationale forhold.
Gary Allen starter med at føre læseren ind på emnet ved at fortælle om et landskabsbillede fra en børnebog, hvor man får til opgave at finde æslet , der trækker en vogn med en dreng. Køretøjet er snedigt gemt i de streger, der er brugt til landskabet, men når man pludselig bliver opmærksom på det, stikker det frem og er ganske tydeligt. På samme måde prøver massemedierne at vise os et billede, som skjuler virkeligheden. Har man én gang gennemskuet billedet, har man nemt ved at se det en anden gang, og bogens opgave er at afsløre denne virkelighed.
Hvem skulde denne organisation så være, der var så magtfuld, at den var i stand til at styre alle medierne, sidde på det politiske liv og samtidigt holde det hele som en dyb hemmelighed? Der skal utrolig mange penge til for at spille denne komedie, derfor må det være velhavende folk. Hemmeligheden er heller ikke afsløret i den konfrontation, vi har oplevet mellem øst-vest., så derfor må det foregå uden for denne debat, eller også må hemmeligheden styres af folk, som også er i stand til at beherske øst-vest debatten, og hvem kan det være?
Gary Allen beskriver den historiske udvikling tilbage til den enorme industrielle udvikling i slutningen af 1800-tallet i USA, hvor kæmpemæssige formuer blev koncentreret på ganske få hænder og familier; men blev disse karteller og truster ikke brudt ved lov? Det gjorde de, men Gary Allen påviser ganske nøje, at disse love blev igangsat og styret af de samme mænd, som beherskede formuerne. De fik overført formuerne til fonds, som ikke var belastede af skatter og arveafgifter og derfor kunde vokse videre i de samme menneskers hænder. Samtidigt ejede de bag linierne stadig alle firmaer inden for samme branche ved aktieandele og bankvirksomhed.
Alle nye firmaer på vej op har stadig skatterne at slås med og desuden en skjult konkurrent, som de troede antitrustloven havde gjort det af med.
Med så stor pengemidler bag en organisation, som disse mennesker ifølge Gary Allen har dannet, kan man påvirke hele nationen og hele udviklingen i verden. Man kan finansiere en Hitler og starte en krig, som ens egne medborgere skal betale over skatterne, medens man selv leverer våben dertil. Man kan starte tredivernes økonomiske depression og tjene enormt på den, fordi man ved, den vil komme.
Men det interessanteste er vel nok påstanden (henvisning til kildemateriale findes i rigt mål) om, at disse mænd i deres magtbegær også startede kommunismen, fordi denne styreform er den mest effektive måde at opnå magt på.
Ved politiske spil fik man den på benene, og ved økonomiske tilskud til Sovjets femårsplaner, fik man en bastion op at stå, hvorfra man kunde arbejde videre. Arbejdet i Øst var let, fordi den sociale spænding i Rusland var enorm, men i Vest har man haft større problemer med at vinde spillet, fordi befolkningen ikke umiddelbart faldt for kommunismens lokketoner.
I stedet for har man så politiseret inden for de eksisterende partier, og i USA er det lykkedes siden før 2. verdenskrig at beherske administrationen, uanset hvilket parti, drer vandt valget.
Der skal en god fantasi til for at undfange disse teorier, og man skal være komplet ryggesløs for at drive en sådan politik med de mennesker, man lever iblandt. For at bevare denne hemmelighed kan man imidlertid blot lade folket kikke på nogle billeder af en øst-vest konfrontation, som de i øvrigt selv betaler gennem skatterne, og få dem til at tro, det er sagens kerne, medens man selv sidder uden for spillet og trækker i trådene i begge lejre.
Konfrontationen skulde egentlig stå mellem ”the insiders” og den resterende frie verdens borgere!
Mon ikke det er denne hvepserede, nogle mennesker er kommet for tæt på og derved har udløst Gary Allens profeti til virkelighed? Disse mennesker bliver i hvert fald udsat for nogle drøje knubs, og det kan tit være svært at se, hvem der egentlig holder trådene i kampen mod dem.
Ole Hovmand i tidsskriftet AKTION nr. 4/1978. Sidste del af Ole Hovmands omtale af Gary Allens bog, trykt i tidsskriftet AKTION nr. 5, 1978 kommer her:

"I sidste nummer af AKTION redegjorde jeg for forfatteren Gary Allens afsløringer af en konspiration imellem det yderste venstre på verdensplan og højfinansen rettet imod resten af befolkningen med tilhørende spilfægteri for at tilsløre de faktiske forhold. De fleste vil nok nægte at tro, at dette  kan være andet end et tankeflip - et udkast til en kriminalroman eller spionfilm. Skulde flertallet synes, at dette er den nærmeste løsning, må folkene bag konspirationen (hvis den existerer) være geniale og moralsk forsumpede.
"Det halve" havde vi nok gennemskuet, men når sandheden er så fantastisk, tør ingen tro på den for ikke at blive til grin, og det er konspirationens redning.
Det var muligt for Hitler at  skjule for den tyske befolkning, hvilke rædsler der foregik i hans koncentrationslejre (han sad på pressen). Det var jo for nedrigt til at være sandt, og i dag har den menige tyske borger svært ved at overbevise sine europæiske medborgere om, at han ikke vidste, hvad der foregik.
Visse afsløringer har vi dog set:
Prins Bernhard af Holland får i Gary Allens bog megen spalteplads som leder af "the insiders" europæiske afdeling, Bilderbergererorganisationen. (Husk stadig, at bogen er skrevet allerede i 1971). Man kan spekulere over, hvorfor der langt senere kom kompromitterende breve frem fra amerikanske flyfabrikker?
De var imidlertid effektive og uskadeliggjorde Prins Bernhard for evigt.
Enhver forbryderorganisation har også brug for at udøve justits blandt sine egne, og siden Prins Bernhard faldt så let til føje, har der sikkert været mere, og det var der ifølge Gary Allen.

Gary Allen opfordrer ikke sine læsere til at tage kampen op med disse "Verdens mest velhavende socialister" med deres egne våben. Men de skal rammes i deres Achilleshæl, og den er: at så mange mennesker som muligt kender sandheden og gør noget ved det ud  fra deres demokratiske rettigheder, medens det endnu er muligt.

Ingen tyv bryder ind, så længe han har spotlyset på sig.

Disse vore skjulte modstandere og deres medløbere kender alt om organisation og administration, hvordan den skabes og hvordan den ødelægges. Det har de formået verden over, hver gang fornuften stak hovedet frem. Derfor er det vigtigt, at denne ny viden i Gary Allens bog "None dare call it conspiracy" kommer ud til så mange mennesker som muligt, og jeg vil opfordre alle til at læse bogen.

Ole Hovmand

 Stillet over for verdens mere eller mindre belæste befolkninger kunde man måske i 1971 uden større besvær afvise Gary Allens bog som pure fantasi, men nu er der gået så lang tid og sket så mange sære ting, som ingen havde forestillet for bare 35 år siden....  at man nok burde tage fordommenes mørke briller af og studere samfundsforholdene  grundigt fra den kolde krig til invasionen og underkuelsen af Europa.

Spydpigen