- mandag den 4. maj 2015
I aften tænder vi lys!
Jeg tager i Mindelunden i aften. Det har jeg gjort i mange år den 4. maj for at deltage i markeringen af Danmarks befrielse. Der er en helt særlig stemning. Ikke uden grund! Rigtig mange danskere så – eller genså – filmen Hvidsten Gruppen i aftes på TV2. Filmen er utrolig. Den går direkte i hjertet. Og da man når slutningen – og henrettelserne af modstandsfolkene fra Hvidsten Kro-gruppen finder sted, er det svært at holde tårerne tilbage. Henrettelserne fandt sted i Ryvangen. Pælene står der. Og det bliver meget nærværende, hvad andre gjorde for, at vi kan leve i frihed. Derfor den helt særlige stemning!
I aften er det 70 år siden, at en af de vigtigste meddelelser i Danmarkshistorien nåede danskernes ører. Meddelelsen om befrielsen! I fem lange og mørke år havde Danmark været besat af Nazityskland, og nu var det endelig slut. Der er ikke noget at sige til, at mange danskere tog ud i den lyse sommeraften for at fejre det glade budskab. Og klokken 8.00 næste morgen ringede kirkeklokkerne freden ind i en hel time, og fejringen af befrielsen ville ingen ende tage.
I aften tændes lys. I aften tages ”mørklægnings-gardinerne” ned. Det skal minde os om den dag for 70 år siden, som blev enden på fem rædselsfulde år. For fortællingen om befrielsen er en vigtig del af os. Den erindrer os om, at vi ikke kan tage vores demokrati og frihed for givet. At det er ubærligt ikke at være herre i eget land. Det er noget, som vi ved i vores hjerter. Det er derfor, at vi tænder lys i aften. Om man så gør det bogstaveligt i vindueskarmene eller i tankerne, hvor man er.
Men historien om befrielsen er ikke kun vores historie, det er en del af verdenshistorien. Og det er også historien om, hvordan allierede soldater med store tab kæmpede sig vej gennem Frankrig og i løbet af aftenen den 4. maj fik sikret sig kapitulationen af de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og altså her i Danmark. Dem skylder vi den allerstørste tak!
I morgen skal jeg tale i Skarrild. Det sker i forbindelse med kransenedlæggelsen på Skarrild Kirkegård, hvor syv allierede flyvere ligger begravet. Deres Lancaster-bomber blev skudt ned nær Skarrild den 27. august 1944, og gode lokale borgere sørgede for, at de blev begravet på den lokale kirkegård. Dette bliver markeret hvert år, og i år deltager Royal Air Force Squadron 57/630 og også efterkommere til den flybesætning, som ligger begravet der. Det er altså veteraner og efterkommere fra blandt andet England, Australien og USA, som deltager i morgen. Flot at der laves sådan et arrangement til ære for dem, der kæmpede!
For hvordan får man sagt ”tak” til disse veteraner på en fyldestgørende måde? Hvordan får man tilstrækkeligt sagt tak til dem, der var villige til at risikere deres eget liv, for at vi andre kan leve i fred og frihed? Være ”herre i eget hus”. Sandheden er, at det kan man ikke. Men jeg vil gøre mit bedste i morgen, vel vidende, at det aldrig kan blive godt nok.
Vi skylder disse mennesker så meget. Vi skylder dem at arbejde og kæmpe for, at deres indsats og offer ikke bliver forgæves. At vi sikrer, at vi fortsat lever i et land, hvor det er os selv, der bestemmer, og hvor der hersker fred og frihed. Det er en indsats, som finder sted i det daglige og i stort og småt.
I aften er det 70 år siden, at budskabet om befrielsen kom. I aften er det tid til at mindes, markere og reflektere. Sæt lys i vinduet - tag en stille tænkepause. Reflekter over betydningen af det, der skete for 70 år siden. Det vil jeg gøre.
Med venlig hilsen:
Kristian Thulesen Dahl
|
