Alle var Charlie, men ingen Pamela Geller

Alle var Charlie, men ingen er Pamela Geller

Vælger man ikke at stå skulder ved skulder med jihadisternes fredelige ofre, lader man dem i stikken og svækker deres modstandskraft. Præcis som jihadisterne ønsker det.
.
Forestil dig, at Charlie Hebdo havde været et satirisk magasin, der lå til højre for den politiske midte.
Forestil dig, at bladets yndlingsoffer var socialistpartiet, og at magasinet hårdt og ubarmhjertigt havde hånet, spottet og latterliggjort venstrefløjen gennem årtier.
Forestil dig, hvordan reaktionen på massakren på et sådant blad ville have været. Ville store menneskemængder have bevæget sig rundt i Paris under parolen: »Je suis Charlie«? Ville politikere, mediepersonligheder og forfattere fra højre til venstre have hyldet bladet? Ville hjemlige aviser, der står for den grelleste form for eftergivenhedskurs, have udnævnt sig selv til ”Charlie”?

Den forløbne uge gav et klart og utvetydigt svar på dette hypotetiske spørgsmål.
Det ville ikke ske. Knap var nyheden om søndagens uhyggelige angreb på ytringsfriheds-arrangementet i Texas løbet ind, før medierne begyndte at svømme over med fordømmelse af – de angrebne.
»Utroværdig«, »demagogisk«, »hadefuld« lød det om arrangøren, højrefløjsdebattøren Pamela Geller.
Dansk PEN’s nye præsident, Per Øhrgaard, fik ligefrem en dårlig smag i munden – vel at mærke over det fredelige arrangement, der blev udsat for terror. Det var nemlig Muhammed-tegninger, der her blev udstillet, og det er meget slemt, forstod man på PEN-præsidenten.
Det udtalte han til DR, der stædigt lever i den illusion, at Dansk PEN er landets fremmeste organisation til forsvar for det frie ord, og derfor altid kun stikker PEN en mikrofon, når det frie ord angribes. For at sætte trumf på ensidigheden, lod man også den venstreekstreme forsker Chris Holmsted Larsen komme med en grundig mistænkeliggørelse af arrangementet. Ifølge Holmsted Larsen, der pryder sin Facebook-profil med et foto af en kommunistisk massemorder, var Geller og co. kun glade for den ballade, arrangementet har forårsaget:
»Det giver jo en masse omtale, og den omtale er ofte et mål i sig selv ved arrangementer som denne udstilling af Muhammed-tegninger.«
De opsøger altså selv terroren. Ergo skal vi ikke have ondt af dem. Ifølge denne logik må Geller jo være jublende lykkelig over, at Islamisk Stat netop har udstedt en fatwa imod hende og angiveligt lovet at sende alle »deres løver ud for at slagte hende«.
Mediebilledet hamrede det med andre ord fast: Når denne skøre, højreorienterede blogger udsættes for et terrorangreb, er det vigtigste ikke at vise solidaritet, men at lægge afstand. Kilometerlang afstand.

Vi er Charlie, men absolut ikke Pamela Geller.
Det er ikke bare hykleri, men hykleri af den farlige slags. For vælger man ikke at stå skulder ved skulder med jihadisternes fredelige ofre, lader man dem i stikken og svækker deres modstandskraft. Præcis som jihadisterne ønsker det.
Så selvfølgelig bør vi i denne uge alle sammen sige »Vi er Pamela Geller«, ligesom vi alle sagde »Vi er Charlie« i januar.
Betyder det så, at jeg er enig med Pamela Geller i alt hvad hun siger? Overhovedet ikke. Den farverige blogger har alverdens holdninger, og de er bestemt ikke alle lige kloge eller gennemtænkte for at sige det mildt. Men i denne sag har hun ikke bare vist stort mod og været tæt på at betale en høj pris, hun har også klart og tydeligt talt det frie ords sag i en amerikansk presse, der er rede til at ofre retten til religionskritik på den gode tones alter.

På samme måde fortjener Charlie Hebdo også hyldest, selv om bladet i 1990'erne lavede en gennemført udemokratisk kampagne for at få partiet Front National opløst ved lov.
De færreste ytringsfrihedsforkæmpere er pletfri, men sjovt nok forsvinder pletterne, når forkæmperne er venstreorienterede, mens de vokser til gigantiske størrelser, når vi har med højreorienterede at gøre.

Katrine Winkel Holm i Midt Imod, JP 9.5.2015
Katrine Winkel Holm, teolog og forfatter, medudgiver af Tidehverv og formand for Ytringsfrihedsselskab