I 1975 brød Sydvietnam sammen under Nordvietnamesernes invasion. I allersidste øjeblik under indtagelsen af Saigon lykkedes det en mand med halvandethundrede børn eller mere (Vietnamesere og Montagnardbørn) at komme ombord i et fly fra den amerikanske ambassade... De landede i Danmark den 29. april 1975. Manden hed Henning Becker.
Snart efter hørte man de rædsommeste ting om denne mand, Henning Becker, der i mange år under den brutale krig i Vietnam havde hjulpet forældreløse børn og andre. Han var alkoholiker, homosexuel, pedofil og kunde naturligvis ikke opdrage børnene ordentligt!
Der måtte givetvis stikke noget under: en forsumpet person kunne ikke have gennemført en så fantastisk redningsaktion og modtaget Albert Schweitzer-prisen. For at se ham an opsøgte jeg ham på Kirsten Lauritzens ejendom i Nordsjælland, hvor de havde fundet husly og menneskelig varme.
Naturligvis faldt Becker uden for systemet! Ellers havde han ikke risikeret liv og velfærd ved en så uegennyttig gerning som at samle unger op fra bombehuller og rendestene i et krigshelvede. Og nu bagvaskede man ham: kunde man ikke finde på brugbare argumenter til at tage børnene fra ham og sende dem tilbage til Vietnam, så kunne man svine ham til. Børnene virkede søde og sympatiske, meget mere velopdragne end normen var i Danmark. Det var vel det, der var forkert, ligesom senere med den dygtige skipper på Fulton. Gammeldags opdragelse var bandlyst på den tid. Becker havde ikke fulgt med i politikken hjemme og vidste ikke, at Danmark var blevet stærkt påvirket af Sovjetpropaganda, mens han var i Vietnam.
Socialminister Eva Gredal og formand for Flygtningehjælpen, psykolog, minister Lise Østergaard vilde sende børnene tilbage til Vietnam, og der udspandt sig en sand krig fra myndighedernes side imod Becker og Beckerbørnene med ulovlige børneværnsaktioner og korporlige politioverfald. Der demonstreredes på Strøget til fordel for Vietnambørnene og imod samfundets grove behandling, men det fortiedes af massemedierne.
Det gik så vidt, at den danske regering modtog et åbent brev fra Frankrig fra Doan Van Linnh, generalsekretær i Foreningen for Menneskerettigheder i Vietnam, som i stærke vendinger kritiserede den barbariske behandling af Beckerbørnene foranlediget af Eva Gredal, Lise Østergaard, Børneværnet i Helsinge og Arne Rohde i Socialstyrelsen
.
Man krævede bl.a. at den danske regering overholdt menneskerettighederne over for børnene og øjeblikkelig indstillede den psykologiske krig imod dem.
Man påtalte, at søskende skiltes fra hinanden, og at de store børn ikke fik lov at rejse bort, f.ex. til Amerika. Man krævede en skriftlig garanti for, at børnene ikke vilde blive sendt tilbage til Vietnam og udtrykte ængstelse for, at vietnamesiske kommunister plantet tæt på børnene kunde udgøre en trussel mod dem.
Men den danske regering gav ingen garantier. Lise Østergaard svarede med en sludder for en sladder.
Borgmesteren i Nice tilbød, at børnene kunne komme derned!
Ingen flygtningebørn er blevet så usselt behandlede som Beckers Vietnambørn. Og ingen er blevet så hånligt bemødt som Henning Becker af Flygtningehjælpens og socialforsorgens ministre Eva Gredal og Lise Østergaard, skønt de i menneskelig storhed og opofrelse ikke nåede ham til sokkeholderen.
Den danske regering havde helst været fri for Becker og hans Vietnambørn. De var jo flygtet fra kommunismen, som man sympatiserede med!
Og de skulde hjem igen, så hurtigt som muligt!
Mon ikke de Vietnambørn, der blev i Danmark, fandt sig vel til rette? Folk fra det fjerne Østen Asiat har vi sjældent besvær med som med andre med herrefolksmentalitet!
Snart efter hørte man de rædsommeste ting om denne mand, Henning Becker, der i mange år under den brutale krig i Vietnam havde hjulpet forældreløse børn og andre. Han var alkoholiker, homosexuel, pedofil og kunde naturligvis ikke opdrage børnene ordentligt!
Der måtte givetvis stikke noget under: en forsumpet person kunne ikke have gennemført en så fantastisk redningsaktion og modtaget Albert Schweitzer-prisen. For at se ham an opsøgte jeg ham på Kirsten Lauritzens ejendom i Nordsjælland, hvor de havde fundet husly og menneskelig varme.
Naturligvis faldt Becker uden for systemet! Ellers havde han ikke risikeret liv og velfærd ved en så uegennyttig gerning som at samle unger op fra bombehuller og rendestene i et krigshelvede. Og nu bagvaskede man ham: kunde man ikke finde på brugbare argumenter til at tage børnene fra ham og sende dem tilbage til Vietnam, så kunne man svine ham til. Børnene virkede søde og sympatiske, meget mere velopdragne end normen var i Danmark. Det var vel det, der var forkert, ligesom senere med den dygtige skipper på Fulton. Gammeldags opdragelse var bandlyst på den tid. Becker havde ikke fulgt med i politikken hjemme og vidste ikke, at Danmark var blevet stærkt påvirket af Sovjetpropaganda, mens han var i Vietnam.
Socialminister Eva Gredal og formand for Flygtningehjælpen, psykolog, minister Lise Østergaard vilde sende børnene tilbage til Vietnam, og der udspandt sig en sand krig fra myndighedernes side imod Becker og Beckerbørnene med ulovlige børneværnsaktioner og korporlige politioverfald. Der demonstreredes på Strøget til fordel for Vietnambørnene og imod samfundets grove behandling, men det fortiedes af massemedierne.
Det gik så vidt, at den danske regering modtog et åbent brev fra Frankrig fra Doan Van Linnh, generalsekretær i Foreningen for Menneskerettigheder i Vietnam, som i stærke vendinger kritiserede den barbariske behandling af Beckerbørnene foranlediget af Eva Gredal, Lise Østergaard, Børneværnet i Helsinge og Arne Rohde i Socialstyrelsen
.Man krævede bl.a. at den danske regering overholdt menneskerettighederne over for børnene og øjeblikkelig indstillede den psykologiske krig imod dem.
Man påtalte, at søskende skiltes fra hinanden, og at de store børn ikke fik lov at rejse bort, f.ex. til Amerika. Man krævede en skriftlig garanti for, at børnene ikke vilde blive sendt tilbage til Vietnam og udtrykte ængstelse for, at vietnamesiske kommunister plantet tæt på børnene kunde udgøre en trussel mod dem.
Men den danske regering gav ingen garantier. Lise Østergaard svarede med en sludder for en sladder.
Borgmesteren i Nice tilbød, at børnene kunne komme derned!
Ingen flygtningebørn er blevet så usselt behandlede som Beckers Vietnambørn. Og ingen er blevet så hånligt bemødt som Henning Becker af Flygtningehjælpens og socialforsorgens ministre Eva Gredal og Lise Østergaard, skønt de i menneskelig storhed og opofrelse ikke nåede ham til sokkeholderen.
Den danske regering havde helst været fri for Becker og hans Vietnambørn. De var jo flygtet fra kommunismen, som man sympatiserede med!
Og de skulde hjem igen, så hurtigt som muligt!
Mon ikke de Vietnambørn, der blev i Danmark, fandt sig vel til rette? Folk fra det fjerne Østen Asiat har vi sjældent besvær med som med andre med herrefolksmentalitet!
