Nu ser man og hører man, hvad man ikke tidligere vilde se og høre. Oriana Fallaci advarede Italien og Italienerne, men de forstod det ikke. Dengang.
Oriana Fallacis bog ”La forza della ragione” (”Fornuftens kraft”) udkom på Forlaget Rizzoli 2004 med en dedikation til "de døde i Madrid", fra blodbadet den 11. marts.
Oriana Fallaci tog fat, hvor hun slap i 2001 med sin bog "La rabbia e l`orgoglio” (”Vreden og Stoltheden”), I ærgrelse over, at magtens folk ikke havde taget hende alvorligt. Hun vendte tilbage til bogen fra 2001. Et opgør med islam, et råb til Vesten om at vågne op, inden det er forsent!
Bogen var blevet revet væk!. Men magtens folk havde ikke lyttet!. De lod verden bryde sammen om hende i et ramaskrig af forargelse.
Fallaci havde talt hen i vejret som en Cassandra. Hun sammenlignede de anklager, trusler, forfølgelser, beskæmmelser, hun havde været genstand for siden udgivelsen af ”La rabbia e l`orgoglio” med middelalderens inkvisition i hendes fødeby Firenze, hvor filosofen Messer Francesco da Ascoli i 1327 havde dristet sig til at skrive et polemisk skrift, som bragte ham - vraget og forhånet - på kætterbålet.
Oriana Fallaci føler noget nær den samme smerte ved den mentale udstødelse af det politisk-korrekte samfund, fulgt af hån og spot i avisspalterne og ved pøbelens sammenstimlen.
Hun havde bare fortalt sandheden, spejdet ind i fremtiden. Men magtens folk ville ikke lytte. Derfor kom hun nu igen. Oriana Fallaci havde en styrke, som vi andre små Cassandraer ikke har: hun har for længe siden vist os sin overlegne fortællekunst, sin indsigt og kløgt... Hun har nået et stade, hvor hun er så godt som urørlig. Modstanderne kan hidse sig op og hyle i kor, politianmelde for krænkelse af de forvrøvlede love om ”xenofobi”, ”racisme” etc., kræve hendes bøger beslaglagt og hende selv stillet for retten. Hun havde mulighed som ingen anden for at tage til genmæle og gendrive urimelige beskyldninger. Hun behøvede ikke som andre Cassandraer nære frygt for sit daglige levebrød, hvis hun ikke rettede ind i det politisk-korrekte geled.
"Fornuftens kraft" fortæller ikke bare om islams gamle drøm om at tilegne sig Europa. Bogen er først og sidst en afsløring af, hvordan Europa bliver til Eurabia af de europeiske lederes egen fri vilje uden, at de spørger den brede befolkning. Den fortæller om de grundlæggende betingelser for islams overtagelse af Europa som en slags gave uden krigsførelse. Uden disse forudsætninger ville det aldrig være lykkedes for islam.
Hvad er det vor tids Cassandra peger på? Det er de borgerlige partiers absorbering af venstrefløjens synspunkter under den kolde krig, en udvanding af de borgerlige værdier. Det var som om samfundet blev angrebet af en aidslignende sygdom, af en regnbuefarvet holdningsløshed, hvor alt er lige godt, ligestillet, ligeværdigt eller om man vil - ligegyldigt.
68´ernes holdningsløshed vandt indpas overalt og gennemsyrede samfundet: i politikken, i uddannelsessektoren fra vuggestue til universitet, i massemedierne, i kirkerne...
Entusiastiske fredsfolk, som trods evindelige krigshandlinger og massakre på kloden tror på evig verdensfred, vil have lammet til at græsse ved siden af løven. Ensrettet fred, bestemt af nogle, og ikke af andre, ligesom under den kolde krig. Multifred er utopi, ligesom kommunismen og umma.
Pladderhumanisme uden realitetssans.
Holdningsløsheden indoktrineres stadig i hele undervisningssektoren, hvor fag som historie, religion, oldtidskundskab, biologi, musik, gymnastik forsømmes eller forsvinder.
Massemedierne, hvis opgave det er at holde befolkningen informeret, undgår altfor ofte reelle oplysninger og dybdeboringer og glimrer med omskrivelser, forvanskninger og fortielser. Sødsuppe-beretninger!
Fallaci konkluderer, at de gamle politiske højrefløje i Europa ikke existerer mere. Netop det er grunden til al slattenhed i Europa, som gjorde, at politikerne uden videre sluttede traktat med de arabiske lande under oliekrisen, blindt gik med på deres krav og således begyndte udleveringen af Europa til islam.
Oriana Cassandra lider ikke under den ”masochistiske” tanke ”at vende den anden kind til”. Hun ved, at det betyder underkastelse. Hun er rystet over de europæiske love om ”racisme, xenofobi etc.”, som kvæler ytringsfriheden og baner vej for et islamisk diktatur, vi aldrig vil kunne slippe ud af igen.
Europas demokratiske love er skabt af og til Europas demokratiske befolkninger og ikke til en udefrakommende fuldkommen modsat rettet kultur. Islams herrementalitet udnytter hæmningsløst vore demokratiske love til at sikre sig selv ståsted, magt og indflydelse så at sige på et falsk grundlag og afskaffe demokratiet. Europas egne politikere har spillet Europa i hænderne på islam og fortsætter spillet. Nådesløst afslører Fallaci ikke bare de europæiske politikeres svigefuldhed, dumhed, falskhed og laden-stå-til, men også den katolske kirkes holdningsløshed og hykleri fra præsteskabet til pavestolen, uddannelsessektorens manglende viden og kundskabsfattige indoktrinering samt massemediernes manglende vilje til at finde frem til sandheden, hvilket er journalisternes fornemmeste opgave.
Politikerne fabler om integration og ligestilling samtidigt med at de lukker øjnene for de fremmedes overtrædelser af de love, som urbefolkningerne straffes for.
Fallaci gennemgår og afslører forholdene i England, Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien, Holland, Skandinavien og – Tyrkiet, og forklarer, hvorfor et vellykket udfald af USA´s krig mod Sadam er en umulighed.
Politikerne synes at tro på utopien og kræver, at vi andre også tror på den, skønt det eneste islam i knapt halvandet tusinde år har vist sig dygtig til er at invadere, erobre og underkue andre befolkninger. I dette er de uovertrufne.
Fallaci beskriver den eviggyldige sandhed, at samarbejde og medløberi først og fremmest skabes gennem frygt. Hvormange tilsluttede sig ikke nazismen, fascismen, maoismen, pol pot styret af ren og skær frygt? Frygten for at udelukkes fra uddannelse, frygten for at miste sit levebrød, sine egne eller konens avancementsmuligheder, frygten for at ens børn skal blive mobbede i skolen, frygten for hærværk på hus og bil, for overfald eller likvideringer...
Frygten får folk til at tie. Overvinder Europas befolkning ikke frygten, så er der ingen vej tilbage. Så forbliver Europa et Eurabia, hvor vore efterkommere vil lide under fordummelse og underkuelse. Som dhimmier skal de med arbejde og skatter bære et barskt herrefolk på deres skuldre og tvinges til at antage deres religion og brutale livssyn.
Det er ikke vore tvetungede politikere, men det brede folk i Europa, urbefolkningen, som står med benene plantet i mulden og endnu har sund bondefornuft, som kan forandre forholdene. De forstår måske ikke til bunds, hvad der er galt, og at de selv har stemt personer frem, som svigagtigt har forrådt dem, men de føler ind til marven af deres knogler, at der er noget voldsomt galt fat, som kun de kan ændre.
Skæbnen ligger i deres hænder.
Oversat fra italiensk af Gertrud Galster
