november 30, 2015

Mer' EU? Nej Tak !

 


- mandag den 30. november 2015

Så er det næsten NU... På torsdag falder afgørelsen!

Nu er der bare tre dage til, at vi skal stemme om afskaffelsen af vores retsforbehold. At vi skal sige ja eller nej tak til, at Danmark skal afgive endnu mere suverænitet til EU. For det er i bund og grund det, som afstemningen handler om.

Mange er naturligt nok i tvivl. Mange spørger; hvad handler afstemningen egentlig om? Nogle tror, den blot handler om Europol - for det er det, som ja-siden forsøger at gøre afstemningen til.

Men bare lige et par eksempler på, hvad vi også stemmer om:

Vi stemmer om, hvorvidt vi skal bevare muligheden for at melde os ud af Schengen-samarbejdet og dermed genindføre permanent grænsekontrol. Med et ja er den mulighed væk!

Vi stemmer om, hvorvidt et flertal i Folketinget kan lade EU bestemme Danmarks asyl- og udlændingepolitik. Siger vi ja torsdag, er der intet længere juridisk til hinder for, at EU kan overtage asyl- og udlændingepolitikken. I dag står retsforbeholdet fornuftigvis i vejen for det!

Lad mig slå fast, at afstemningen IKKE handler om, hvorvidt Danmark fremover skal deltage i Europol-samarbejdet. Det kan vi fortsætte med at gøre, uanset om det bliver et ja eller et nej på torsdag. Med et nej skal der blot forhandles en parallelaftale på plads - det har vi halvandet år til - og mange andre lande, der ikke engang er EU-medlemmer, har en sådan aftale. Alligevel har ja-siden fremstillet det som om, det nærmest er en umulighed at få en sådan aftale. Derfor har vi også slået fast, at vi i foråret 2017 kan holde en ny afstemning alene om Europol og hvis danskerne ønsker det dér, kan vi så tilvælge alene Europol - og så fortsætter Danmark helt uændret i Europol fra sommeren 2017, hvor det skifter karakter fra et mellemstatsligt samarbejde til et overstatsligt. Så uanset ja eller nej torsdag kan vi altså fortsætte i Europol!

Ja-siden har forsøgt at bruge Europol som løftestang til at få afviklet HELE retsforbeholdet og dermed fjerne det værn, som forbeholdet ellers er i forhold til at sikre dansk suverænitet. Den tekst som ja-siden har aftalt - og som er baggrunden for afstemningen torsdag - fortæller, at disse EU-glade partier vil have Danmark "så tæt på kernen i EU som muligt". Det er klart, at når man har en sådan målsætning, står forbeholdene i vejen - så skal de væk!

Så det, som du derfor skal spørge dig selv om på torsdag, er: Ønsker jeg, at Danmark skal afgive mere magt til EU? Ønsker jeg, at EU skal bestemme endnu mere i og over Danmark? Eller ønsker jeg, at vi skal være herre i eget hus?

Din stemme er vigtig!

Meningsmålinger siger den ene dag, at ja-siden vinder. Næste dag, at nej-siden vinder. Det eneste, vi kan være sikre på, er, at der i målingerne er rigtig mange tvivlere. Det er derfor fuldstændig åbent, hvad afstemningen ender med. Også derfor er det vigtigt at stemme! DIN stemme kan være afgørende!


Så der er mange gode grunde til ikke bare personligt at få sagt ”nej tak” på torsdag, men også at hive fat i familie og venner og opfordre dem til at gøre det samme. Det vi vælger til et folketingsvalg, kan vi lave om igen ved det efterfølgende. Men afgivelse af suverænitet sker kun én gang. Så bliver du aldrig spurgt igen....

Derfor er afstemningen så afgørende for Danmarks fremtid.

God valgdag på torsdag!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl