november 08, 2015

Uden danskhed, intet Danmark

 Af Søren Krarup, fhv. MK (DF), forfatter og debattør.
7. november 2015, 20:30

Politikernes ligeglade, overfladiske uddeling af dansk indfødsret til tusinder og atter tusinder, som ikke taler ordentligt dansk, som intet ved om dansk kultur og som ofte udtaler deres foragt for det egentlige og bærende i det danske folks liv, kalder jeg en national katastrofe.
Forfatteren Aydin Soei har ret, når han i sin kronik i Berlingske 2.november skriver, at den af de Radikale og Socialdemokratiet førte indvandringspolitik i 1990erne lægger op til, at Danmark deles i to nationer, og at den ene halvdel risikerer at blive til en social og demokratisk underklasse. Dette kan blive konsekvensen af den politik, som Poul Nyrup Rasmussen (S) og Marianne Jelved (R) førte før århundredskiftet.
For den så ganske bort fra det, der er Danmarks situation og virkelighed. At Danmark beboes af et folk. At dette folk har fælles sprog, historie og kultur, og at denne folkelighed eller nationalitet forudsætter det nationale fællesskab. At nationen er forudsætningen for folket.
Hvad er indfødsret? Hvad betyder det, når paragraf 44 i Grundloven siger, at »ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov«.
Det betyder naturligvis, at det danske folk udgør et sluttet fællesskab, som fremmede kan få adgang til, når de overtager folkets sprog, kultur og historie, men at denne overtagelse også er forudsætningen for indfødsret. Paragraf 44 i Grundloven forudsætter nationen – sådan som hele Danmarks eksistens og identitet gør det. Uden danskhed intet Danmark. Uden dansk sprog, kultur og selvbevidsthed intet dansk folk.
Det er dette danske folk, som paragraf 44 i Grundloven forudsætter og beskytter.
Derfor er den foragt for Danmark og det danske folk, som udlændingeloven af 1983 har som udgangspunk,t og som blev praktiseret i 1980ernes og 90ernes radikale og socialdemokratiske politik, en grov og afstumpet vold imod alt, hvad der bærer Danmark og det danske folk, og som grundlovsfædrene understregede med paragraf 44 i Grundloven af 1849.
Det var ganske vist ikke dem, der begyndte. Den danske virkelighed går tilbage til Danmarks begyndelse, som igen går tilbage til den tidlige middelalder, sådan som Adam Wagner har dokumenteret det i sin nye og fremragende bog »Danskhed i Middelalderen«. En indlysende selvfølgelighed, som havde ligget til grund for kongens og regeringens politik i århundrederne, men som i 1776 understreges i den første indfødsretslov, som Ove Høegh-Guldberg giver på kongens vegne, og hvor han understreger det selvfølgelige, at »landets børn skal nyde landets brød«.
På denne baggrund bliver paragraf 44 i Grundloven af 1849 til, og den første formand for det første indfødsretsudvalg var N.F.S. Grundtvig, som 22. marts 1850 forelægger den første indfødsretslov og udtaler, at hvis et folk ikke lægger den allerstørste vægt på sit modersmål og sin nationalitet, så vil dette folk ende med at give sig i de fremmedes hænder og få samme skæbne som slaver. I denne første indfødsretslov var der ti fremmede, som fik indfødsret, seks skandinaver, en englænder og tre tyskere, som for adskilliges vedkommende havde deltaget som danske soldater i Treårskrigen, var gift i Danmark og havde ejendom i Danmark.
Med denne omhu tildelte grundlovsfædrene indfødsret.
Kan en sådan virkelighed ikke give nutidens radikale og socialdemokratiske politikere en fornemmelse af den foragt for det bærende og virkelige i det danske folk og den danske eksistens, som forvandlingen af Danmark til et indvandrerland betyder?
Udlændingeloven af 1983 er en national katastrofe. Politikernes ligeglade, overfladiske uddeling af dansk indfødsret til tusinder og atter tusinder, som ikke taler ordentligt dansk, som intet ved om dansk kultur og som ofte udtaler deres foragt for det egentlige og bærende i det danske folks liv, kalder jeg en national katastrofe.
Det var på grund af denne katastrofe, jeg blev politiker og medlem af indfødsretsudvalget i 2001 for at afvende.
Derfor kom der i 2002 til at stå som indledende paragraf i aftalen om indfødsret: »Det er en betingelse for optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, at ansøgerne lover troskab og loyalitet mod Danmark og det danske samfund og erklærer at ville overholde dansk lovgivning og respektere grundlæggende danske retsprincipper«. Sådan!
Dermed begyndte vi at vende en katastrofal udvikling, som forrådte og undergravede Danmark.
Det betyder ikke, at Aydin Soei og andre fremmede ikke kan blive danske statsborgere, men det betyder, at de skal være danske statsborgere og ikke andet. Dansk indfødsret er grundlaget for Danmark – ikke en tilfældig og ligegyldig detalje, som ingenting betyder.
Men sådan har det været i årtier. Sådan søgte udlændingeloven af 1983 og de efterfølgende ministerier at forvandle Danmark til et indvandrerland.
Men dette land er Danmark, det er en nation beboet af et folk, og vil man have hjemme i Danmark, skal man kvalificere sig til det ved at lære folkets sprog, ved at lære folkets kultur at kende, ved at være loyal og tro mod dansk skik og brug.
Dette er dansk indfødsret.

Indsendt af kl.