Svensk demokrati skal gås efter i sømmene
14. september. 20143
Er Sverige et demokrati? Tåbeligt spørgsmål, vil de fleste nok svare, for kan man overhovedet tænke sig noget mere demokratisk end Astrid Lindgreens, ABBAs, IKEAs og Olof Palmes fædreland? Demokrati er nærmest statsdoktrin i Sverige, og indvandringskritiske partier mødes som regel med en påstand om, at de er ”udemokratiske”. Det er man nemlig, hvis man ikke deler den officielle holdning til masseindvandring og multikulturalisme.
I dag går svenskerne til valg, og valgkampen raser i landet, hvor debatterne er mudrede og præget af de syv etablerede partiers kamp mod det indvandringskritiske parti, Sverigedemokraterne (SD). De syv partier med statsminister Fredrik Reinfeldt i spidsen er enige om, at holde SD uden for indflydelse, hvilket den seneste valgperiode i sig selv er et bevis på. Her indgik Reinfeldt og hans regering en aftale med Miljöpartiet om gratis sundhedsydelser og skolegang til illegale indvandrere for at ”straffe” SDs vælgere.
Man kan med en vis ret indvende, at denne tilgang til politik ikke har meget med demokrati at gøre. Den ligger milevidt fra den danske måde at samarbejde på i Folketinget, hvor der heldigvis er ikke er tradition for at udelukke større dele af vælgerskaren. Men den mentalitet, som præger svensk politik, rejser desværre også alvorlige spørgsmål ved det svenske demokrati. Her tænker jeg på selve stemmeafgivningen ved de enkelte valgsteder. Her skal vælgeren i fuld offentlighed tage en seddel fra det parti, han eller hun ønsker at stemme på, og medbringe den i stemmeboksen.
Nu kunne en vælger i princippet tage en seddel fra hvert parti og dermed forsøge at skjule valghandlingen – men en sådan fremgangsmåde vil i sig selv vække mistanke om, at den pågældende vælger har til hensigt at stemme på et ”udemokratisk” og fremmedfjendsk parti. Så det forekommer sjældent. Et andet problem er, at det er de enkelte partiers ansvar at sørge for at fremsende de rigtige valgsedler til de pågældende valgsteder, hvorfra de ofte ”forsvinder” sporløst. Det sker, når politiske modstandere enten gemme sedlerne bort eller smider dem ud. En anden form for chikane forekommer, når der byttes rundt på valgsedler, således at der på et afstemningssted i Stockholm pludselig ligger en valgseddel med navne på kandidater fra Kalmar, der i sagens natur er ugyldig på stedet.
Den danske valgforsker Jørgen Elklit slog i 2010 fast, at det svenske valgsystem ikke lever op til internationale standarder, hvilket på daværende tidspunkt fik mig til at fremsætte en skriftlig erklæring i Europa-Parlamentet. Det kom der naturligvis ikke det store ud af, da formentligt en del parlamentarikere i Bruxelles betragter det svenske system som et slags forbillede. Men det ændrer ikke ved, at vi her i Skandinavien står med et stort demokratisk problem i Nordens største land.
Svensk demokratiopfattelse har mere til fælles med DDR end med vestlige standarder. Også i DDR havde man flere partier, som dog alle var underlagt ”Den Nationale Front” – en paraplyorganisation under kommunistpartiet. Det gav et skin af demokrati, men havde intet med demokrati at gøre. I Danmark kan vi ikke være ligeglade med manglen på demokrati hinsides Øresund. Svenske interesser og danske interesser lader sig ikke adskille. Det svenske valgsystem skal derfor gås grundigt efter i sømmene, og ideelt burde internationale observatører granske valgsystemet i Sverige. Jeg vil gå videre med sagen i Europa-Parlamentet, og i Dansk Folkeparti vil vi ligeledes i Folketinget opfordre regeringen til at tage sagen op med deres svenske kolleger på ministerplan. Danmark kan ikke stiltiende se til, at demokratiet trædes under fode i vores naboland.
I dag går svenskerne til valg, og valgkampen raser i landet, hvor debatterne er mudrede og præget af de syv etablerede partiers kamp mod det indvandringskritiske parti, Sverigedemokraterne (SD). De syv partier med statsminister Fredrik Reinfeldt i spidsen er enige om, at holde SD uden for indflydelse, hvilket den seneste valgperiode i sig selv er et bevis på. Her indgik Reinfeldt og hans regering en aftale med Miljöpartiet om gratis sundhedsydelser og skolegang til illegale indvandrere for at ”straffe” SDs vælgere.
Man kan med en vis ret indvende, at denne tilgang til politik ikke har meget med demokrati at gøre. Den ligger milevidt fra den danske måde at samarbejde på i Folketinget, hvor der heldigvis er ikke er tradition for at udelukke større dele af vælgerskaren. Men den mentalitet, som præger svensk politik, rejser desværre også alvorlige spørgsmål ved det svenske demokrati. Her tænker jeg på selve stemmeafgivningen ved de enkelte valgsteder. Her skal vælgeren i fuld offentlighed tage en seddel fra det parti, han eller hun ønsker at stemme på, og medbringe den i stemmeboksen.
Nu kunne en vælger i princippet tage en seddel fra hvert parti og dermed forsøge at skjule valghandlingen – men en sådan fremgangsmåde vil i sig selv vække mistanke om, at den pågældende vælger har til hensigt at stemme på et ”udemokratisk” og fremmedfjendsk parti. Så det forekommer sjældent. Et andet problem er, at det er de enkelte partiers ansvar at sørge for at fremsende de rigtige valgsedler til de pågældende valgsteder, hvorfra de ofte ”forsvinder” sporløst. Det sker, når politiske modstandere enten gemme sedlerne bort eller smider dem ud. En anden form for chikane forekommer, når der byttes rundt på valgsedler, således at der på et afstemningssted i Stockholm pludselig ligger en valgseddel med navne på kandidater fra Kalmar, der i sagens natur er ugyldig på stedet.
Den danske valgforsker Jørgen Elklit slog i 2010 fast, at det svenske valgsystem ikke lever op til internationale standarder, hvilket på daværende tidspunkt fik mig til at fremsætte en skriftlig erklæring i Europa-Parlamentet. Det kom der naturligvis ikke det store ud af, da formentligt en del parlamentarikere i Bruxelles betragter det svenske system som et slags forbillede. Men det ændrer ikke ved, at vi her i Skandinavien står med et stort demokratisk problem i Nordens største land.
Svensk demokratiopfattelse har mere til fælles med DDR end med vestlige standarder. Også i DDR havde man flere partier, som dog alle var underlagt ”Den Nationale Front” – en paraplyorganisation under kommunistpartiet. Det gav et skin af demokrati, men havde intet med demokrati at gøre. I Danmark kan vi ikke være ligeglade med manglen på demokrati hinsides Øresund. Svenske interesser og danske interesser lader sig ikke adskille. Det svenske valgsystem skal derfor gås grundigt efter i sømmene, og ideelt burde internationale observatører granske valgsystemet i Sverige. Jeg vil gå videre med sagen i Europa-Parlamentet, og i Dansk Folkeparti vil vi ligeledes i Folketinget opfordre regeringen til at tage sagen op med deres svenske kolleger på ministerplan. Danmark kan ikke stiltiende se til, at demokratiet trædes under fode i vores naboland.
