Kristian Thulesen Dahls Ugebrev- mandag den 22. september 2014
Kristian Thulesen Dahls tale ved
Dansk Folkepartis Årsmøde den 20. september 2014
- Det talte ord gælder -
En dansk fremtid med tryghed og tillid
Hold da op! Det er helt vildt! Vi har haft vokseværk. Det er blevet kæmpestort. 1127 delegerede og gæster. 1200 med journalister og ambassadefolk er vi samlet her i dag i Herning Kongrescenter. Helt ærligt gutter, det er helt fantastisk!
Jeg ved godt, at vi sådan lige må trække lidt på jeres tålmodighed, fordi vi har placeret jer lidt anderledes, end I plejer at sidde. De, der har været til årsmøde før, ved jo, at man plejer at kigge herop alle sammen og ikke sådan skulle sidde og rykke på stolen for at kunne kigge herop. Men helt ærligt venner, jeg tror faktisk, at vi alle sammen har det meget godt med, hvis vi sådan skal rykke lidt tættere sammen for, at der kan komme endnu flere til. Og vi er parate til at rykke endnu tættere sammen for, at der kan være plads til endnu flere i Dansk Folkeparti!
Og når vi kigger på vores medlemstal, det er jo også derfor, at vi er så mange her i dag, så er den sidste status, jeg lige tog her i morges, at vi er 14.757 medlemmer. Det er en fremgang på 2693 medlemmer!
Næste år har vi jubilæumsårsmøde, der fylder DF 20 år, og der sætter vi naturligvis lidt ekstra gang i løjerne, så lad os prøve at se, hvor mange vi bliver der. Men sagen er jo, at fremgangen er ikke kommet af sig selv. Fremgangen er kommet af det hårde arbejde, det hårde slid, der lægges hver eneste dag. Mund-til-munden metoden, hvor I fortæller om, hvordan det er at være medlem af Dansk Folkeparti. Hvad man oplever, hvad man synes, der er godt ved det. Derfor synes jeg også lige, at vi ved starten af det her 19. årsmøde skal kigge på sidemanden. Hvis I alle sammen lige tager og kigger på jeres sidekammerat, og I så lige klapper sidemanden på skulderen, og I så lige siger ”tak for indsatsen, godt gået!”.
Det ser godt ud heroppefra!
Sagen er jo, at alle har gjort en indsats for det her. Det er derfor, vi er kommet her i dag. Fremgangen giver selvfølgelig også udfordringer, for vi skal jo også tage godt imod alle de nye, der kommer til. Det ved jeg, at I gør rundt om i jeres lokalforeninger. Og det er selvfølgelig vigtigt, at alle føler sig velkomne.
Jeg tror også, at der er rigtigt mange, der er kommet til os, fordi de er blevet godt og grundigt trætte af Helle Thorning-Schmidt og hendes regering. Og helt ærligt: De skal også være velkomne.
Men til alle, uanset om man er ny eller genganger, så vil jeg bare sige: ”Velkommen til Herning!”. Jeg vil sige: ”Velkommen til Dansk Folkepartis 19. årsmøde”. Jeg vil sige: ”Jeg glæder mig rigtigt meget til en herlig weekend her i Herning med jer alle sammen”. Og når jeg har sagt det, så har jeg en lille tilståelse… Det kan jo være lidt svært i disse tider, men jeg bliver nødt til at sige, at jeg har altid hørt til dem, der har haft et meget positivt syn på Sverige.
Jo, jeg ved godt, at vi har joket sådan med ”Forbuds-Sverige”. Vi har fortalt vittigheder om Sverige, vi har jo blandt andet haft den med: ”Ved I, hvad svenskerne har, som danskerne ikke har?”. Svaret er: ”En god nabo!”.
Vi har ofte besøgt Sverige, og vi har været på Kalmar Slot. Her fortæller jeg jo i timevis, og hvis jeg kunne få lov til det i dagevis, om Kalmar Unionen og hvad der har været fælles gods og fælles historie i de nordiske lande gennem årene. Jeg kan selvfølgelig også med et glimt i øjet fortælle lidt om Margrethe den 1., og hvem det var, der regerede dengang. Men det er selvfølgelig i den spøgefulde afdeling. Vi har også besøgt Pippi-Land i Småland. I ved dér, hvor man ser forestillingerne med Pippi for eksempel om hendes far, der er ude at rejse på de syv have, hendes abe ”hr. Nilsson”, for ikke at sige Kling og Klang, de to politifolk, der prøver at skabe lidt fred og fordragelighed. Man kan også gå ned i området med Emil fra Lønneberg med Far Anton. Ja, normalt er det jo Far Anton, der kommer løbende efter Emil og råber: ”EMIIIIIIIIIIIIIIIIIIILLLLLLLL!!!!”.
Man kan også komme hen til Katholm Gården, hvor Emil fra Lønneberg blev optaget. Her kan man tage en hestevogn op til gården, hvor filmene blev optaget. Jeg har haft sådan en tanke alle de gange, jeg har været på besøg der, at solen altid skinner. Og når man kører op der i hestevognen, så spiser man kanegifler. Det er sådan, det foregår.
Min pointe med det her er jo bare at sige, at der har været noget trygt ved, at det svenske samfund har været sådan der. Ja, så har vi tænkt på Sverige med det der med deres afgiftsstruktur på alkohol og tænkt, det var måske lige lidt kedeligt, men Herregud. For det er jo lidt lige som med Volvoen. Det er sådan en bil, hvor man kan sige, at der er ikke meget spræl i den, men den er tryg og sikker. På den måde har mange danskere haft et forhold til Sverige, som har været baseret på, at det har været et dejligt sted at komme til og et trygt land at besøge. Og der er mange danskere, der har drømt om en nordisk union. Og når vi har diskuteret EU-politik, så er der mange danskere, der har tænkt: Kunne den nordiske union ikke være et alternativ til at være medlem af EU? Og når mange danskere har haft den opfattelse, så er det jo fordi, at der er en masse ting, der binder os sammen. Vi er fælles om kultur, sprog og traditioner, men, og det er jo så det ”men”, der må komme her i dag. For der sker noget afgørende i Sverige i de her år. Det er på en eller anden måde som et familiemedlem, der drager bort for aldrig at vende tilbage. For Sverige har besluttet sig for ikke alene at være et multietnisk land, men også blive et multikulturelt land. Og det er altså en udvikling, der ikke skaber fællesskab. Der ikke skaber sammenhørighed, og der ikke skaber tryghed. Men derimod opsplitning og utryghed. Men i Sverige må de ikke tale om det. De må ikke tale åbent om de udfordringer, der er med det her. I år forventes der op mod 100.000 asylansøgere til Sverige. Den afgående statsminister Reinfeldt, han sagde i valgkampen, at man de næste tre-fire år måtte forvente omkring 340.000 asylansøgere. Det ville koste en ekstraregning på cirka 48 milliarder kroner over de næste tre-fire år. Og helt ærligt venner, også i svensk valuta er det ganske mange penge. Derfor bliver vi nødt til at slå fast, at det valg, som vi oplevede fra dansk side, i Sverige sidste søndag, det var en farce! Det var ikke et demokrati værdigt. Hver ottende svensker holdes nu udenfor. 781.120 svenskere fordi de i de etableredes øjne har stemt forkert. En svensk avis, Expressen, gik så langt, at de gik i sort på deres forside i fordømmelse af disse landsmænd. Og hvorfor? Jo, fordi de her svenskere sætter spørgsmålstegn ved den kurs, som deres land er på. Men til de her 781.120 svenskere, der har stemt på Sverigesdemokraterne, der synes jeg, at vi skal sige: Stå fast på jeres ret til at sige fra! Og hvis de andre partier ikke ændrer kurs, og I i øvrigt holder orden i jeres egne rækker, så vil I få endnu større opbakning i det næste valg i Sverige. Held og Lykke!
Også herhjemme er situationen jo alvorlig, men i forhold til Sverige er der faktisk nogle lyspunkter, som jeg gerne vil nævne. I Danmark har vi det jo nu sådan, at vi taler åbent om de problemer, vi kan se ved indvandringspolitikken. Men det er jo ikke fordi, man ikke i Danmark har forsøgt at skabe såkaldte ”svenske tilstande”. Vi er en del, der husker tilbage til 1999. I Folketingssalen var Poul Nyrup Rasmussen, den socialdemokratiske statsminister, på talestolen, hvor han talte ned mod os, og han sagde de berømte ord: Stuerene bliver I aldrig. De ord var et forsøg på at lukke en nødvendig debat om dansk indvandringspolitik. De ord var møntet på specielt en person for at få hende til at lukke munden og holde op med at tale om problemerne. Han ville sørge for, at hun ikke længere åbnede danskernes øjne for de problemer, som der er. Men Pia, du gav jo aldrig op. Du blev ved, du stod fast. Der synes jeg altså, at vi på dette årsmøde skal se tilbage på 1999 og takke Pia, fordi hun stod fast dengang overfor Poul Nyrup Rasmussen.
Kære Pia, vil du ikke lige rejse dig op?
Nu er vi nået dertil, hvor de fleste i Danmark jo også siger, at de vil en stram indvandringspolitik. At de så fører en anden politik i den praktiske virkelighed, det er jo så vores opgave at være dygtigt nok til at forklare danskerne det. For reelt set må vi jo sige, at regeringen fuldstændigt har opgivet at styre indvandringen. Det er som om, at regeringen ikke aner, hvor den skal hen. Hvad den vil. Det er som om, at der ikke er nogen retning. For det er jo med Helle Thorning-Schmidt, lige som det er med Peter Plys i 100 Meter Skoven. I ved, der hvor Peter Plys siger: ”Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, så er der ingen grund til at skynde sig”.
Men sagen er, at det kan godt være, at det er sådan for regeringen, men vi ved, hvor vi vil hen! Vi ved, hvad vi vil med det danske samfund. Vi vil skabe et samfund, hvor der er tryghed, og hvor der er tillid. Vi vil skabe et samfund, hvor der er fællesskab, og hvor der er samhørighed.
De billeder, som vi så på storskærmen her bag mig, før jeg startede. Det var billeder, som er blevet indsendt af nogle af jer og andre danskere. Billeder, der skal symbolisere deres version af tillid og tryghed. Jeg må erkende, at da jeg sad og så de billeder, både før årsmødet og her i dag, at jeg synes, at de er fantastiske. For hvad er det, som det kræver, at få et samfund med tillid og tryghed? Hvad er det, der skal til, for at vi har det? Ja, det er jo et samfund, hvor der er et stærkt fællesskab. Hvor der er en fælles kultur. Hvor der er fælles normer. Hvor der er fælles grundopfattelser. Hvor der er en grundlæggende fælles opfattelse af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Og det er sådan et fælles fundament, der gør, at når vi er ude og rejse i den store verden, og man møder andre danskere, ja, så er det helt naturligt, at man lige tager en snak. Det er helt naturligt, at man lige joker lidt og måske spørger hinanden: Hvordan er du kommet herned? Nå, du kørte den vej. Og nå, du tog en overnatning undervejs. Det er helt naturligt, fordi man føler et stærkt fællesskab.
Dronningen sagde engang noget i en nytårstale om, at vi var sådan at karakterisere lidt som et stammefolk. Jeg må bare sige, at hvis vi er det, er det så et problem? Eller er det en gave? Ja, når jeg kigger rundt om i verden og ser på de udfordringer, der er, så er det entydigt en gave, som vi skal være glade for.
Så hvis nogen spørger jer, spørger os, hvorfor er Dansk Folkeparti vigtig? Hvad er vores mission? Hvorfor er vi her? Ja, så er svaret, at det er vi, fordi vi vil sikre et Danmark, hvor der i bredest forstand, er tryghed og tillid mellem mennesker. Hvor der er sammenhæng, hvor der er fællesskab, hvor der er samhørighed. Ikke alene i dag, men også om 30 år, også om 50 år, også om 70 år, også om 100 år for vores børn og børnebørn.
Dét er det afgørende for Dansk Folkeparti. Det er derfor, vi er her. Det er derfor, vi kæmper så hårdt for vores idéer.
________________________________________________________________________________
Det var første del af talen. Anden del kommer næste gang
