(Uden at kende fortiden, forstår man ikke nutiden - og kampen mod forældremyndigheden, siger Spydpigen)
Vi
ved alle, at et hospitalsophold for et lille barn betyder en
fuldstændig omvæltning i dets hidtidige tilværelse; at angsten
for alt det nye og ukendte, som tilmed kan gøre ondt, indebærer en
risiko for, at barnet pådrager sig et alvorligt og langvarigt knæk,
ja, ligefrem kan tage psykisk skade. Derfor udsætter mange forældre
i samråd med deres læge et hospitalsophold eller en større
ambulant behandling længst muligt.
Bestræbelserne
for at inddrage forældrene i pasningen og behandlingen af deres
barn, samt forslaget om ubegrænset besøgstid m.m. er således et
virkeligt positivt initiativ... Men – det er beklageligt at se en
så god sag kædet sammen med STØTTEFONDEN ”BØRNS VILKÅR”, der
står bag det ny tribunal i Gentofte den 28.-29. oktober 1978, og som
det endog er lykkedes at blive tilsluttet Den Danske Nationalkommitè
for det internationale Børneår 1979, hvor også BRIS er med.
Støttefonden
”BORNS VILKÅR” blev som bekendt oprettet efter afholdelsen af et
tribunal i Ballerup den 24.-25. september 1976, det såkaldte
BRIS-Tribunal.”, der under sloganet ”Med Børn skal Land bygges”
søgte dels at skabe stemning for den allerede 4/11 1975 nedsatte
SMÅBØRNSKOMMISSIONs arbejde, dels at slå til lyd for en
afskaffelse af forældrenes revselsesret.
Befolkningens
indstilling hertil blev 23/9 1976 – dagen før ”BRIS-Tribunalet”
i Ballerup – prøvet i TV's program ”Bytinget”, hvor 81% af
deltagerne stemte for Søren Krarups synspunkter : at forældrene
fortsat skal have lov til at give deres børn et klask i halen, hvis
det skønnes nødvendigt, at ansvaret for børnenes opdragelse
påhviler forældrene, og at samfundet skal standse ved familiens
dør.
Alligevel
har man ladet disse selvfølgeligheder indgå i SMÅBØRNSKOMMISSIONENs
arbejde, hvor man i skøn forening med SKOLESTARTUDVALGET og
BØRNEKULTURGRUPPEN søger at få gjort småbørnsopdragelsen til et
samfundsanliggende, fordi man betvivler forældrenes evner som
opdragere og derfor ønsker at forbedre kvaliteten af den omsorg og
opdragelse, børnene har brug for. Efter næstformandens mening
(Agnete Engberg, som samtidig er formand for SKOLESTARTUDVALGET fra
U-90 og medlem af Udvalget for KØNSROLLER og UDDANNELSE) må man derfor holde op med at privatisere småbørnsopdragelsen og lære at sige, at ”ALLE BØRN ER ALLES BØRN”.
U-90 og medlem af Udvalget for KØNSROLLER og UDDANNELSE) må man derfor holde op med at privatisere småbørnsopdragelsen og lære at sige, at ”ALLE BØRN ER ALLES BØRN”.
De
mange rapporter fra det 1. tribunal blev samlet og udgivet i bogform
under titlen ”MED BØRN SKAL LAND BYGGES” af journalist FRODE
Muldkjær, som er kendt for sin tilknytning til BRIS og (sin
uverderheftige, red.) anmeldelse af Becker for vold mod
Vietnambørnene.
Hvis
ikke overskuddet fra bogen, under dække af et navn som Peter
Sabroes, bl.a. gik til at støtte aktioner som den i Todesgade i
Kbh., vilde jeg anbefale alle forældre at læse den, for her lægger
en del af medarbejderne ved STØTTEFONDEN ”BØRNS VILKÅR”s
konsulentvirksomhed ikke skjul på deres syn på danske forældres
evner som børneopdragere.
I
bogen kalder f.eks. den allerede omtalte Agnete Engberg de
hjemmearbejdende kvinder for underskudsmennesker og dårlige
opdragere. Samfundet skal derfor inden for familiens døre, dens
isolation brydes og forældremyndighedsbegrebet løsnes og ændres,
skriver Esther Facius fra BRIS's klagekontor,og Inge Fischer Møller
mener videre, at man gennem en holdningsændring skal nå til
ligefrem at love at sende bud efter Det sociale udvalg, ligesom man
hidkalder en læge, hvis der er sygdom i hjemmet.
Blandt
deltagerne i det 1. tribunal var endvidere Tine Bryld, der så sent
som 4/10 i den rigtige BRIS-stil og for 3. gang i Skole-TV gav 5.-7.
klasse anvisninger på, hvordan de blot skal henvende sig til
Bistandskontoret, hvis de ikke kan enes med deres forældre.
Hvis
disse mange eksperter får magt, som de således har agt, er den
danske befolkning langsomt ved at blive gjort til behandlingsobjekter
fra vugge til grav.
Det
er derfor sørgeligt at se en virkelig god sag som ”BØRN PÅ
HOSPITAL” samt det internationale Børneår 1979 blive misbrugt af
mennesker, der tidligere har stillet sig bag organisationer med en
forældre- og samfundsfjendsk indstilling.
Handelslærer
Hanne Sølvsten
Randers.
Trykt
i tidsskriftet AKTION 10.78