| Kristian Thulesen Dahls Ugebrev - mandag den 15. september 2014 De åbne hjerters politik? Søndagens valg i Sverige endte med et markant resultat og en grotesk situation. Sverigedemokraternas tilslutning blev mere end fordoblet – partiet gik fra 5,6 procent til 12,9 procent af stemmerne og har nu 49 medlemmer i den svenske Riksdag. De øvrige partier har imidlertid besluttet sig for, at Sverigedemokraternas mandater ikke skal tælle med, når der skal findes flertal i Riksdagen. Derfor indgav statsminister Frederik Reinfeldt i går sin afskedsbegæring, selvom der faktisk er et solidt ikke-socialistisk flertal i den svenske riksdag. Reinfeldt vil hellere ikke være statsminister end at være statsminister med Sverigedemokraternas stemmer. Det betyder, at den største mindretalsgruppe fremover skal regere Sverige. Egentlig grotesk! Det er jo noget mærkeligt noget – og ville vel svare til, at et enigt Folketing besluttede, at Enhedslistens stemmer ikke skulle tælles med efter næste valg. Der er ikke meget samarbejdende folkestyre over sådan en mangel på respekt for vælgernes dom på valgdagen. Som politiker bør man nemlig have en naturlig respekt for vælgerne. Man kan ikke på forhånd sige, at missionen er at holde dette eller hint parti udenfor indflydelse. Akkurat som Poul Nyrup Rasmussen fik ørene i maskinen, da han i 1999 om Dansk Folkeparti udtalte: ”Stuerene bliver I aldrig!” Ethvert partis fornemste opgave må vel være at få mest mulig af sin egen politik igennem og det bør ikke ske ved at udelukke andre på forhånd, men derimod ved at forhandle og søge indflydelse. I valgkampen bedyrede den svenske statsminister Frederik Reinfeldt, at svenskerne skulle åbne deres hjerter for de mange asylsøgere, som banker på Sveriges dør. Det er noget paradoksalt, at den dengang siddende statsminister appellerer til tolerance og åbenhed overfor folk udefra, mens Sverigedemokraterna omgærdes af så stort et had og så stor en modstand, at ingen andre partier vil samarbejde med dem. Hvor er tolerancen og åbenheden henne i forhold til Sverigedemokraterna? Sverigedemokraterna ser herfra ud til at være det eneste parti, der i den svenske valgkamp har vovet at stille spørgsmålstegn ved den hovedløse svenske udlændingepolitik, som ifølge Reinfeldt selv over de kommende fire år vil koste det svenske samfund 48 milliarder svenske kroner ekstra. Sverigedemokraternas leder har igen og igen stillet spørgsmålet, hvordan de øvrige partier, der ser ud til at have parkeret fornuften på den politiske korrektheds holdeplads, vil finansiere de ekstra 48 milliarder kroner. Men intet svar er givet. Enten er spørgsmålet blevet ignoreret eller mødt med den sædvanlige besværgelse om, at Sverige er af de rigeste lande i verden og der derfor skal være råd til - alene i år - at tage imod forventet 80.000 asylansøgere! Ja – det præsenteres ofte ikke engang som en udgift, men udelukkende som en berigelse for det svenske samfund, at der kommer så mange indvandrere på så få år….. Men 48 milliarder kroner er jo altså ikke en lille beskeden portion penge – heller ikke i svensk valuta. Det er et astronomisk højt beløb, som svenskerne altså skal finde ekstra for at kunne løse den enorme opgave, de har valgt at stå foran. Derfor er der en alvorlig risiko for, at den førte indvandringspolitik, som et bredt flertal i Riksdagen fastholder, ender med at give store udfordringer for den svenske økonomi. Når man ser på den svenske situation her fra den anden side af Øresund, så virker det faktisk, som om de fleste svenske politikere fuldstændig har afkoblet enhver realitetssans i dette spørgsmål og bevidstløst stræber efter et idealistisk mål om ”Sverige som humanitær supermagt” som daværende statsminister Reinfeldt har udtrykt det. Spørgsmålet er selvsagt, om det holder. Økonomisk er det noget af en mundfuld, men også kulturelt er det et kæmpe-eksperiment. Og hvis først det går galt, er der ingen vej tilbage! Det synes imidlertid ikke at bekymre de svenske politikere. Der er tanken om Sverige som en ”humanitær supermagt” så fremherskende, at man skal lade som om, at svenskere med en anden holdning simpelthen ikke eksisterer. Svenskerne er grundlæggende et meget autoritetstro folkefærd – langt mere autoritetstro end danskerne. De lader sig i stor grad lede af deres politikere. Men gårsdagens valg viste, at mange svenskere er begyndt at tvivle på, om politikerne nu også har ret. På trods af at svenskerne nærmest er opdraget til at omfavne det multikulturelle samfund, på trods af Moderaternas udenrigsminister, Carl Bildt, dagen før valget advarede svenskerne mod at stemme på Sverigedemokraterna og kaldte partiet fascistisk, på trods af at aviser og medier har sat negativt fokus på partiet i fire år, ja selv på trods af at Sveriges statsdrevne radioavis to dage før valget - efter at have skaffet sig adgang til Sverigedemokraternas leders private kontoudtog - forsøgte at tegne et billede af ham som ludoman, så stemte 12,9 procent af svenskerne stadig på Sverigedemokraterna. Måske det er et signal om, at svenske politikere skal begynde at lytte også til de svenskere, som rent faktisk er bekymret for fremtiden. I stedet for blot at fortælle svenskerne, hvad de skal mene. Politikerne kan ikke lade som om, at 13 procent af vælgerne ikke eksisterer. Flere og flere svenskere er bekymrede for deres land, bekymrede for, at politikerne bedriver idealisme i stedet for at forholde sig til realiteterne og bekymrede for, at politikerne i bund og grund ser stort på hr. og fru Jansson, der betaler prisen for de svenske politikeres stålsatte indvandringspolitik. Så kære svenske politikere: Tag nu og lyt – åben jeres hjerter for de svenske vælgere. Også for de vælgere der i går ikke fulgte jeres råd – men stemte på Sverigedemokraterna. I et demokrati tager man nemlig vælgerne alvorligt! Også de vælgere som stemmer på andre partier end ens eget! Med venlig hilsen Kristian Thulesen Dahl |
