Nylig fik jeg en brochure fra en
såkaldt forbrugergruppe i Århus. Det drejede sig om børn på
hospital. Når man har set forholdene i Nigeria under borgerkrigen,
når man har set et hospital i Gambias hovedstad eller har været
inde på en fødeafdeling i Marokko, må man ærlig talt undre sig.
Først og fremmest påstås det i en folder, skrevet af Frode Muldkjær, at ”du
har betalt for hospitalsophold og har dermed ret til at kritisere den
service, du får for pengene”. Det er en yderst tvivlsom påstand,
om de, der har børn på hospitalet, selv har betalt derfor. Den
store del af dem, der er forbrugere af de sociale ydelser, har ikke
på det tidspunkt, hvor de er forbrugere af dem, betalt bare en
brøkdel i skat af det, som de modtager..
Jeg har selv engang haft mit ældste
barn på hospital. Barnet var to år, og jeg var studerende i Århus.
Sengene kostede vel ikke 2000 kroner per dag dengang. Men det vilde
være fuldstændig latterligt, om jeg vilde påstå, at jeg – eller
rettere min kone – dengang gennem de beskedne skatter hun betalte
af sin meget beskedne indkomst, havde betalt for bare en uges
hospitalsophold.. Selvfølgelig skal man ikke falde bagover af
taknemmelighed over, at andre betaler for èn, men når nu argumentet
bruges, må det slås fast med syv-tommer søm, at det ikke er ret
mange, der selv har betalt for den slags,
Læge Helge Holst Kjærgaard, trykt i
AKTION 2.79