Europæerne synes
ikke ast kunne få ind i deres hoveder, at der er stærke kræfter
som arbejder på, at en af de alvorligste forbrydelser i Vesten –
den, at visse mænd udnytter børn sexuelt – skal lovliggøres (af
hensyn til den islamiske kultur? Eller til almen forråelse og
nedbrydning af samfundet?)
Jeg har være inde
på emnet her på bloggen flere gange, men lad os kikke på filmen
«towellheads»»
Towelheads
Hollywood propaganderer for accept af pædofili
Synopsis: Filmen Towelhead pro
pedofili
Hollywood's
seneste kraftanstrengelse for at portrættere pædofile sympatisk.
John Nolte
I
1999 ved Academy Awards modtog Elia
Kazan,
den berømte instruktør til "On the Waterfront", "A Streetcar Named
Desire", "Øst for Paradis", og mange andre klassikere en hæders Oscar
for sin livslange indsats. Da den 90 årige gik på scenen nægtede
en tredjedel af Hollywoods venstreorienterede at rejse sig og
applaudere, og nægtede at 'tilgive' Kazan hans 40 år gamle "synd,"
der bestod i at han havde angivet nogle navne under sortliste æraen.
Men
blot tre år senere blev der ikke fremført nogen som helst protest
da Oscar prisen for bedste instruktør gik til Roman
Polanski,
en mand der i 1977 blev dømt skyldig i at bedøve med stoffer og
derpå have samleje med en 13 årig pige. Selvfølgelig var Polanski
ikke tilstede for at modtage sin Oscar. Han er stadig i
landflygtighed for at undgå lovens straf.
Er det blot endnu et eksempel på
Hollywood's liberale holdninger? Uheldigvis, desværre, er det meget
mere dybereliggende end som så. Der er en ny borgerrettigheds
tendens i Hollywood: Retten til at have sex med dine børn. Og nu på
fredag, med Towelhead, giver Hollywood med premieren deres næsten
teatralske skub til at normalisere den værste form for seksuel
afvigelse.
Under
'spørgsmål og svar', efter en snigpremiere på Towelhead,
sagde manuskriptforfatter/instruktør Alan
Ball
(Six Feet Under) om
voldtægt af børn, "Samfundet vil have os til at tro at det er
en handling der er ødelæggende, det tror jeg ikke på."
Hvorfor en sådan udtalelse fremsættes er vigtig og kan udledes af
hans film, historien om en 13 årig arabisk pige Jasira (Summer
Bishil), der bliver voldtaget af sin nabo som er reserve i hæren
(Aaron Echart), forulempet af moderens kæreste og seksuelt
manipuleret af Thomas /Eugene Bradley), en klassekammerat. Når det
hele er overstået er ikke blot Jasiras sjæleliv intakt, men hun
lider ikke af nogen form for følelsesmæssige eller psykologiske
skader overhovedet. Faktisk for
at citere Ball, "har erfaringen gjort hende stærkere."
Filmen
slutter i en triumferende note om at den 13 årige er blevet seksuelt
erfaren af misbruget og er klar til at indlede et forhold til den
førnævnte Thomas.
Towelhead
er
den nyeste i det årelange korstog som Hollywood er i gang med for at
fremstille børnemishandlere sympatiskt og at mishandlingerne blot er
endnu et skridt i udviklingen af normale, sunde unges seksualitet.
Hvilket altså vil sige, at børnemisbrugere ikke blot skal
fremstilles som entydige, overskægsvridende afvigere.
I
såvel Stanley
Kubrick's 1962 udgave
og Adrian
Lyne's på samme niveau fine 1997 udgave af Lolita
er Hubert Humbert en pæderast opslugt af begær for den 14 årige
datter af sin udlejer, som han senere gifter sig med, for dog blot at
være lidt nærmere på den unge pige. Efter konens død begiver han
sig ud på en køretur og har en seksuel affære med sin nye
steddatter. Humbert er ikke kun et monster. Til tider er han endog
ynkelig og man har ondt af ham. Men uundgåeligt kan man betragte,
hvordan hele begivenheden afklæder ham al værdighed indtil den
nedbryder og ødelægger ham så følelsesmæssigt, at han er i stand
til at slå ihjel. Den unge Lolita klarer sig ikke meget bedre. Hun
gifter sig med den første mand der frier til hende og ender gravid
og nedbrudt på en beskidt landejendom før hun fylder 18. Se
også denne artikel på Synopsis.
I
1998 skrev og instruerede Todd Solondz indie filmen Happiness,
et indgående eftertænksomt billede på den seksuelle dysfunktion i
en sammenbragt familie. Som et centrum er Dylan
Baker's
uforglemmelige
spil som Bill Maplewood, en fader i forstæderne, ægtemand og
børnevoldtægtsmand. Da han hører at sønnens klassekammerat er
alene hjemme nogle dage, og skønt han kæmper desperat imod sine
tendenser, voldtager Maplewood dog alligevel drengen. Efterfølgende
bliver sagen afsløret for såvel familien som nærsamfundet.
På
samme måde i filmen fra 2004 "Der
Untergang"
afklædes Adolph Hitler uden formildelse af omfanget og uhyrligheden
af hans forbrydelser, Solondz og Baker præsenterer deres
børnevoldtægtsmand som et tredimensionelt væsen uden at bede os om
at have ondt af ham. Indrømmet såvel Downfall som Happiness opdelte
deres publikum i to poler med disse portrætter, men jeg vil hævde
at jo mere realistisk uhyret fremstilles, des mere afskyvækkende er
opførslen.
Der er imidlertid intet der er værd at
forsvare i stømmen af de seneste film, der ikke nærmer sig
afklædningen af disse uhyrer det mindste.
I
2001, gik indie branchen løs med NC-17 L.I.E.,
en Oliver Twistagtigt syn på en problemfyldt overklasseteenagedreng
der finder en mentor i den lokale børnemisbruger
(Brian
Cox).
L.I.E. modtog både begejstrede anmeldelser og vandt adskillige
priser. Selvom det vil være uærligt at mig at sige, at den ikke var
godt lavet, så er det også historien om et forhold mellem en 15
årig dreng og en 50 årig pæderast - et forhold gennemsyret af
seksuelle spændinger og endegyldigt skildret som værende sundt.
Med
The
Woodsmand
fra
2004, bevægede denne syge genre sig tættere på mainstream. Kevin
Bacon spiller en børnemisbruger der vedkender sig sin last og er
dømt for den og fremstilles som det sympatiske offer for
politibetjente og deres lømmelagtige medarbejdere der krænker hans
"borgerrettigheder." Det samme år fremstillede ingen
ringere end Nicole Kidman i Birth
en
enke der er overbevist om, at hendes afdøde ægtemand er
reinkarneret i skikkelse af en ti-årig dreng. Deres nøgenscene
sammen i et badekar var en særlig afskyvækkende måde at overgå de
90 minutters optræden i seksuelle spændinger og længselsfulde
blikke mellem en kvinde i midten af 30'erne ... og en 10-årig knægt.
I
2006 gik Hollywood i gang med endnu to film med
stjerneskuespillerinder i rollerne. I Kate Winslet's
Little
Children,
er Jack Earle Haley den sympatiske misbruger netop løsladt fra
fængsel og offer for forstadshykleriet, fordomme og forulempelser.
Cate Blanchett gik endnu videre med Notes
On A Scandal.
Hun spiller en gift lærerinde involveret i en lummer seksuel affære
med en 15 årig elev. Hendes karakter præsenteres som både fortaler
for og som offer for Judi Dench's "skæbnessvangre tiltrækning."
Værre endnu, sexscenerne mellem den 37 årige Blanchett og den 16
årige skuespiller der spiller hendes elev er erotisk udfordrende,
simuleret, men meget tydelige. På intet tidspunkt standser filmen
for at undersøge den psykologiske skade denne form for forhold har
på drengen.
Den venstreorienterede intolerance i
Hollywood mod rygning (altså den del der er lovlig), enhver og alt
der er borgerligt/konservativt og George W. Bush er gennemført og
alligevel formår de altid at fremstille nuancerne hos samfundets
uhyrer - den sympatiske side hos terrorister og børnemisbrugere.
Men der er noget endnu mere ondskabsfuldt
end blot hykleri igang. Det er et forsøg på at normalisere,
undskylde og fremme den mest afskyvækkende og onde for form seksuel
afvigelse.
pajamasmedia.com/blog/towelhead-and-the-normalization-of-sex-with-children/
Måske
vil denne artikel også interessere. Bøsser
pædofili og Obama!
1143
ord
