Foreningen "Dansk Kultur" fik 10-12 gode år under Slot-Henriksens formandsskab, men ved hans pludselige død 60 år gammel faldt foreningen i - staver, da der ikke var nogen, der kunde påtage sig at lede foreningsarbejdet, arrangere foredrag, få skrevet bøger og pjecer og finde sponsorer til det hele. Blandt alle medlemmerne husker jeg særlig Marianne Breed, som allerede en snes år før stiftelsen af "Dansk Kultur" var i gang med at forsvare den mod 68'ernes nedrivning af samfundet.
Marianne Breed og hendes mand, der var stenfisker, boede i Rødovre og fulgte ivrigt med i de politiske forandringer, som gennemførtes af de kommunist-inficerede socialdemokratiske politikere som undervisningsminister Ritt Bjerregaard, socialminister Eva Gredal, kulturminister Niels Matthiasen m.fl.
Et meget vigtigt punkt i 68'ernes og nævnte politikeres arbejde var at svække forældremyndigheden, retten til selv at bestemme, hvilket livssyn man opdrog sine børn i. Søren Krarup kæmpede bravt for at beholde "kernefamilien", som blev angrebet af marxisterne. Han skrev bogen "Forsvar for Familien" og angreb den nyoprettede "Statens Børnekommission."
Marianne Breed mødte flittigt op, hvor disse ting blev drøftet og fremførte uforfærdet sine meninger om barnets tarv. Her nedenfor kommer et par indlæg af hende, det ene kort, det andet langt, fra det antimarxistiske tidsskrift AKTION, henholdsvis nr. 6/1977 og 7/1977.
Bogtips
Her er et bogtips til forældre både nuværende og kommende og for den sags skyld også til - - ikke forældre.
Søren Krarups bog ”Forsvar for familien”, Gyldendals Forlag 1977, er en bog, der fortjener at blive læst af os alle. Bogen udmærker sig derved, at der også er noget godt at sige om forældre. Et lyspunkt i hverdagen vi jo ikke er forvænte med.
Forældre kan føle sig trængt af dem, som påstår at vide alt om børn - - meget bedre end de selv gør. I sådanne triste stunder kan bogen være en ballast, så man atter kommer i overensstemmelse med sig selv. ”Man er nok ikke så umulig endda”.
Bogen har også den dristighed at gå i rette med ”de påtrængende” og drager deres egnethed i tvivl, en skepsis forældre i større udstrækning må lægge sig på sinde.
Bogens ærinde er ganske enkelt et forsvar for de forældre, der ønsker et familieliv uden indblanding af uvedkommende.
Marianne Breed
Rødovre
Trykt i det antikommunistiske tidsskrift AKTION nr, 6, 1977.
- - - - - - - - - - - -
Hvad vil
Med udgangspunkt i en studiepjece, ”Småbørn i Danmark”, udgivet af den af socialministeriet nedsatte Børnekommission, har oplysningsforbundene i denne vintersæson opfordret småbørnsforældre til at gøre deres indflydelse gældende ved at melde sig til de nedsatte studiekredse. Mange forældre vil sikkert med liv og lyst deltage i disse arrangementer, for selvfølgelig vil forældre det bedste for deres børn, - - - hvis de ellers kan få lov til det uden indblanding af nævenyttige experter - - -.
F.O.F.bruger selve studiepjecen som materiale. Resultatet af gruppernes arbejde vil blive sendt til ”Børnekommissionen”, som har lovet at tage ønskerne med i de videre drøftelser, - - - siger de - -.
A.O.F.har derimod selv udarbejdet et studiemateriale, et dupliceret debasthefte, kaldet ”Hvad vil vi dog med børnene?”, i redaktionen Helle Degn og Erik Stubtoft. A.O.F. er jo knyttet med stærke bånd til socialdemokratiet, og med udarbejdelse af dette debathefte har forbundet gjort et ”propert” stykke arbejde for at få solgt partiets idèer, idet socialdemokratiets inderkreds jo er hovedmændene bag ”Børnekommissionen”.
I arbejdsopgavernes baggrund hedder det bl.a., citat: ”Samfundets forpligtelse og målsætning for barnets oplæring og opdragelse i skolealderen har fundet udtryk i paragraf 2 i lov nr. 313 af 26. juni 1975 i undervisningsminsister Ritt Bjerregaards folkeskolelov. En tilsvarende vurdering af samfundets forpligtelse over for barnet i årene før skolealderen, som er af grundlæggende betydnuing for barnets udvikling, er ikke foretaget”, citat slut. Hvad mon der skjuler sig bag dette tilløb af foretagsomhed?
Minister uden portefeuille, psykolog Lise Østergaard, der startede som formand for ”Børnekommissionen” udtaler, citat: ”Det er blevet børnekommissionen pålagt at vurdere samfundets forpligtelse over for barnet i årene før skolealderen - - -. (videre hedder det:) ”Det er glædeligt, at man gennem nedsættelse af denne kommission understreger en politisk vilje til at beskytte den tidlige barndom” citat slut. Er det ikke en ualmindelig grov foragt for forældres egnethed og evner til selv at varetage forpligtelsen og beskyttelsen af deres børn?”
Agnete Engberg, formand for det såkaldte ”Skolestartudvalg”, er helt ude på overdrevet. Hun mener, de unge familier mere eller mindre er ladt i stikken af samfundet; det er belastende at være forældre; at samfundet burfde have bedre råd til at tage sig af de børn, vi har. Hun tror minsandten, at folk generelt er meget forvirrede. Det er ikke store tanker, fruen nærer om tidens forældre. Efter min bedømmelse virker hendes postulater noget forhastede. Hun siger, citat: ”Vi må gøre os klart, at det er belastende at være forældre. Vi har en depression med arbejdsløshed, og fra 30'erne ved vi, at i sådanne situationer nedsættes folks lyst til at formere sig. Det hænger sammen med en utryghed ved fremtiden, men også med andre ting”. Citat slut.
At være arbejdsløs er trist og kan give mange problemer, ingen tvivl om den ting, men den nød og fattigdom, som prægede 30'ernes håbløshed, har vi dog så nogenlunde fået has på i dag. Hvorfor mon Agnete Engberg ikke nævner et ord om de goder, vi trods alt har nået, - - - - fordi det måske
ikke passer ind i hendes filosofi? Hendes tanker og ideer skulde jo nødigt blive overflødige. Videre siger Agnete Engberg, citat: ”Jeg mener selv, at det med lighed efterhånden er noget, der er accepteret langt ind i de borgerliges række. Jeg tror ikke, at der er ret mange mennesker, som vil være bekendt at stå op og sige, at de ikke går ind for lighed. Men det kan jo fortolkes forskelligt...” citat slut. Frihed, lighed og broderskab er socialdemokratiets slogan. Det er inkonsekvent at tale om frihed og lighed, idet de to begreber modvirker hinanden. Det kan ikke være både frihed og lighed. Det må være enten – eller. Selvom ligheden vælges på bekostning af friheden, behøver det nødvendigvis ikke betyde retfærdighed, idet nogle befolkningsgrupper nyder større ømhed hos politikerne end andre. At friheden har trange kår i dagens Danmark, er rimeligvis årsagen til Agnete Engbergs tro på accepten af ligheden.
Det foranstående var tænkt som en smagsprøve på det, man præsenteres for i A.O.F.s debathefte. Der er også indlæg af socialministe Eva Gredal og Oluf Palme m.fl. Lad mig slutte med et lille udpluk fra Erik Stubtofts bidrag til heftet. Citat; ”Arbejderbevægelsen har altid erkendt et stort medansvar for at give børn og unge gode opvækstmiljøer og rimelige muligheder for aktiviteter.” Citat slut. Det er uklart for mig, hvad Erik Stubfoft mener med deklarationen ”Arbejderbevægelsen”, dog aner jeg noget afgrænset - - - -noget selvforherligende. Erik Stubtoft slutter sit indlæg således, citat: ”Det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvordan disse problemer søges løst. Det kan jo nemlig gøres på mange måder. Vi anser dog grundlaget for løsninger, der bygger på den demokratiske socialismes idegrundlag, som de absolut bedste.” Citat slut. Der slap det ud, demokratisk socialisme - - - det er denne politiske vanskabning A.O.F. skal sælge til forældrene. Staten vil gerne have en slags overforæældremyndighed over vore børn.
Derfor forældre pas på! I ikke bliver den skare politikerne har brug for, når de siger:
”Der er forståelse i befolkningn for....” Thi fagre ord talte de med liste, fagre ord mangt et hjerte friste, fagre ord.
Marianne Breed,
Rødovre
Trykt i det anti-marxistiske tidsskrift AKTION nr. 7.1977
Se videre Artikel 16-udvalgets brev til Børnekommissionen i AKTION 6.78
