oktober 24, 2010

Mosképladsen på Amager symbolsk set et godt valg

Det er meget vigtigt for muham-meda-nere i Europa at få bygget moskéer, store og over-væl-dende, som kan rumme et større antal troende end det, der umiddelbart er behov for – med tanke på udvidelse!
Muselmændene har aldrig nogensinde lidt af ydmyghed over for deres medskabninger, f.eks. deres forsørgere. De lider af en uforståelig overbevisning om deres egen dygtighed og dyder, som imidlertid kun gør sig gældende i emner som lurendrejeri, løgn, taquia, overfald, ”æres”drab, mord, voldtægt etc.

De talte faktisk klart og tydeligt, da de navngav mange af deres moskéer i Europa som ”Erobrermoskéer”. Det er jo nemlig det egentlige sande mål med moskéerne, hvilket også den tyrkiske præsident Recep Erdogan erkendte i en tale: ´Moskérne er vore Kaserner, Kuplerne Stålhjelme og Minareterne Bajonetter´.

Derfor består en moské heller ikke kun af bederum, pænt separeret fra hinanden efter det muhammedanske apartheidsystem: de værdige Adammer for sig og de lavere madammer for sig, et system som vel skal imødegå Adams hemmeligholdte mindreværdskomplexer over for kvinders sejge udholdenhed og notoriske kvindelist, for dermed at styrke hans selvopfattelse af sin merværdi.
Nej, moskéerne rummer mere end bederum – nemlig såkaldte ”kulturafdelinger”, hvis formål ikke nærmere omtales, men som omhandler politiserende indoktrinering eller om man vil propaganda for islamisk 5. kolonne-virksomhed.

Det udpegede sted på Amager, det gamle Batteri 2 fra Artillerikasernen, er derfor symbolsk set et godt valg som tidligere center for krigsuddannelse.
Med en moské risikerer man ikke bare konflikter med de ikke-muslimer, som islam notorisk hader, herunder jøder (frænde er frænde værst! Jøder og arabere er begge semitter!),…men også med sekter inden for islam. (Akkurat ligesom sekter inden for kristendommen kan være i konflikt med hverandre. Dog – som alle turde vide – langt mere brutalt og voldeligt inden for islam: man har til og med exempler på direkte overfald og dødstrusler i moskéer i Norden).

I vor vestlige kulturverden er artilleriets skytshselgen fra gammel tid Sankta Barbara, en af kristendommens første martyrere. (Husk at en kristen martyr er en, der lider døden for sin tro, og ikke på nogen måde kan forvexles med islamiske martyrere, der sprænger sig selv og så mange som muligt andre i luften for selv personligt at nå til det islamiske sexparadis med de 72 længelsfulde jomfruer!).
Skal man fæste lid til helgenlegenderne om Sankta Barbara, satte hendes far hende i fangetårnet, hvor hun måtte udstå megen grusom tortur uden dog at opgive sin tro. Til sidst henrettede faderen hende, men umiddelbart efter denne bøddelgerning ramtes han af lynet. Dette skal være foregået under de store kristenforfølgelser i det tredje århundrede. Da krudtet senere hen nåede fra Kina til Europa, blev hun ikke bare skytshelgen mod lyn og uvejr, men også for uventet brat død og dermed for artillerister i hele den kristne verden.

Hun fremstilles gerne med et tårn som attribut og evt. med et palmeblad eller faderens bøddelsværd og således ses hun på vor eneste bevarede artillerikaserne, kasernen i Varde, der også har arvet Amager Artillerikasernes gamle frontespice.


Med tanke på måsképlanerne er også Barbara et interssant symbol: det betyder nemlig fremmed på græsk og hænger således sammen med ordet barbarisk. På svensk bruges pigenavnet gerne i formen Barbro.
Illustrationen øverst t.h. er Skt. Barbara på Varde Kaserne