Svenske TV-nyheder afslørede forleden, hvor dårligt det står til inden for hospitalsvæsenet – noget som stadig flere svenskere mærker. I dette tilfælde gjaldt det neurologiske sygdomme som MS = multipel sklerose
En mand, som havde mistet en væsentlig del af sin rørlighed og nu kørte i rullestol kunde ikke få den behandling, som kunde have bedret på hans situation.
Der råder stor mangel på neurologer og Sverige får ikke de nye behandlinger så hurtigt som andre lande.
Skønt man ved, at det gælder at komme hurtigt i gang med medicin, der kan sinke sygdomsudviklingen, er der alt for lang ventetid – også imellem kontrolbesøgene. Mens den gennemsnitlige ventetid i de øvrige lande er 244 dage må svenske MS-patienter med nedsat rørlighed vente dobbelt så længe. Svenskere kan blive behandlet i udlandet, men må så selv betale.
Mange tror, at man som svensk får den behandling, man har brug for, men det er ikke tilfældet, forklarede en neurolog. Hospitalerne i Sverige har en ”stenhård ekonomi”.
Og hvorfor er økonomien mon blevet så ”stenhård”? Det kan vel ikke hænge sammen med, at uhyre masser af fremmede, som officielt kaldes ”flygtninge” uden at være det, strømmer ind over landets grænser med myndighedernes accept?
