Asger Aamund: Det europæiske samarbejde må ændres radikalt, hvis unionen skal overleve.
http://www.berlingske.dk/kommentarer/vi-vil-have-et-nyt-europa
Perspektiv: Vi vil have et nyt Europa
Der eksisterer ingen langsigtede mål for EUs politiske samfund. Ingen drømme, ingen visioner, ingen fremtidsplaner. Europas politiske ledere – her den udenrigspolitiske topfigur Catherine Ashton – agerer som var de kommunaldirektører indesluttet i en national og regional begrebsverden. Foto: John ThysAsger Aamund: EU fungerer ikke politisk og kommer heller ikke til det. Det europæiske samarbejde må ændres radikalt, hvis unionen skal overleve som andet end en markedsplads. Svaret? Federation Light – et let forbund, hvor vi forpligtende samarbejder om det strengt nødvendige og beholder al anden politisk beslutningskompetence hos frie borgere i frie medlemsstater.Af Asger AamundTorsdag den 21. oktober 2010, 22:30Den Hvide Dame optræder første gang på Berliner Schloss i 1625. Siden har genfærdet huseret på dystre herregårde og gotiske slotte fra Bøhmen i øst til Portugal i vest. Nu er Den Hvide Dame set igen. Denne gang i endnu en uhyggelig bygning, nemlig Berlaymont-komplekset i Bruxelles. Spøgelset svæver gennem de lange gange som en hvidlig og tåget kvindeskikkelse uden at efterlade sig spor af identitet og gerning. Den Hvide Dame hedder imidlertid The Right Honourable Baroness Ashton of Upholland og har været EUs udenrigsminister siden 1. december 2009. Endnu et genfærd gør hende selskab; denne gang en mandlig skikkelse, der ligesom Hamlets faders ånd kun viser sig ved yderst sjældne lejligheder. Det drejer sig om Herman van Rompuy, som vist nok er EUs første præsident. Unionens førstemand forlader dog kun sjældent og modvilligt sin dunkle krypt og er derfor mere gennemsigtig og konturløs end selv danske EU-parlamentarikere. Disse to bedrøvelige skikkelser symboliserer med stor klarhed, hvordan moderne europæere oplever det politiske samarbejde i den Europæiske Union. Det politiske EU fremstår i dag som en ruin forladt af Gud og mennesker. Og først og fremmest af politikere. Der eksisterer ingen langsigtede mål for EUs politiske samfund. Ingen drømme, ingen visioner, ingen fremtidsplaner. Europas politiske ledere agerer som var de kommunaldirektører indesluttet i en national og regional begrebsverden. Dag for dag visner vores politiske og kulturelle samhørighed, fordi vi ikke tør forsvare og opdyrke vores græsk-romersk-kristne fællesværdier: friheden, folkestyret og retsstaten.Lissabon-traktatens fødsel var så udmattende og besværlig, at et stiltiende politisk moratorium har sænket sig over Europa. Ingen af de 27 statschefer orker en fornyet debat om fremtidens EU. Også på den korte bane vil den politiske udvikling være præget af forvirring og modstridende interesser. Vi står over for en opslidende magtkamp mellem EU-Kommissionen, Parlamentet og medlemsstaterne. Lissabon-traktaten placerer ikke autoritet og ansvar præcist i EUs kommende struktur, men det gør til gengæld den tyske Forfatningsdomstol i en kendelse fra 30. juni 2009, hvor den reelle magt placeres entydigt hos medlemsstaterne, og hvor EUs institutioner udelukkende kan opnå kompetencer, hvis disse delegeres af medlemsstaterne, som dermed er EU’s eneste kilde til legitimitet. EU som institution kan således ikke tildele sig selv magt og myndighed. Den kendelse finder eurokraterne i Bruxelles ikke specielt spiselig, og der er således allerede en bandekrig i gang om, hvem der skal styre udenrigspolitikken. Skal de kommende EU-ambassadører udpeges af Kommissionen eller af medlemsstaterne? Svaret blæser i efterårsstormen. Den europæiske markedsintegration har dog været en succes og er nu milevidt foran det politiske samarbejde, der derved fremstår som en fiasko. Finanskrisen viste klart, at et velstandssamfund med over 400 millioner borgere er totalt ubeskyttet mod globale økonomiske omvæltninger og nye finanskriser, hvis der ikke etableres en central styring af finanspolitikken. Tilmed er euroen endt som hverken fugl eller fisk. En valuta uden en stat. En stat uden en valuta. Set udefra befinder EU sig overhovedet ikke på den storpolitiske radarskærm. EU har resigneret til en position som et Schweiz i overstørrelse og er ved at efterlade et gigantisk magtens tomrum mellem Rusland og Kina på den ene side og USA på den anden side og krudttønderne i Mellemøsten på den tredje side. EUs katastrofale passivitet kostede over 200.000 menneskeliv under krigen i Jugoslavien; Unionens boykot af Østrig skabte dyb og velbegrundet folkelig mistillid til EUs demokratiske idégrundlag. EUs lunken-fjendtlige holdning til USA og ansvarsflugten fra Irak-krigene, Israel-Palæstinakonflikten, den iranske atombevæbning og den voksende antidemokratiske islamisme er gift for Unionens politiske anstændighed, handlekraft og internationale omdømme.Konklusionen er klar: Politisk EU fungerer ikke og kommer heller ikke til det. Det europæiske samarbejde må ændres radikalt, hvis unionen skal overleve som andet end en markedsplads. I industrien arbejder vi med et begreb, der hedder ’greenfield’: Hvis vi skulle starte vores koncern helt forfra uden hensyn til bestående strukturer, hvordan skulle den så organiseres? Der er nu gryende, men stærke kræfter i Europa der stiller spørgsmålet: Hvis ikke EU eksisterede, hvordan ville vi så organisere fællesskabet i overensstemmelse med den moderne europæiske borgers behov og ønsker? Og svaret er også på vej: Federation Light – det lette Folkeforbund, hvor vi forpligtende samarbejder om det strengt nødvendige og beholder al anden politisk beslutningskompetence hos frie borgere i frie medlemsstater. Der arbejdes nu i tænketanke og i indflydelsesrige interessegrupper med modeller, der kan blive forbilledet for det moderne politiske samarbejde. Et godt bud på den fremtidige struktur kunne se sådan ud: Federation Light bliver forankret i et fuldt parlamentariseret europæisk samfund med de nuværende 27 medlemsstater. Den føderale regering får jurisdiktion og ansvar for sikkerhed og forsvar, udenrigspolitik og diplomati, grænsekontrol og fælles netværk inden for kommunikation, transport og trafik. Ligeledes fælles, overnationale forskningsprojekter og regionale vækstinvesteringer, tekniske fællesnormer og standarder, antitrust- og konkurrenceovervågning samt overordnet finanspolitisk styring. Al anden politisk kompetence forbliver i medlemsstaterne såsom national finanspolitisk styring (skat & offentlig sektor) herunder uddannelse, forskning, kultur og sundhed. Den lette føderationsmodel vil medføre afmonteringen af eurokraternes Europa, men bliver til gengæld et borgernes Europa, som kombinerer individuel frihed og selvbestemmelse med et fælles ansvar for sikkerhed, fred og velstand.
