Det er min pligt at ytre mig.
Rachel er blevet truet, hængt ud og beskyldt for racisme - men hun skriver sine læserbreve og er ligeglad med truslerne
Af Christina Frederiksen
Brændende flag og ambassader i Mellemøsten under Muhammed-krisen, gjorde for alvor Rachel Adelberg Johansen til en glødende tilhænger af ytringsfriheden. -Det var ligesom en øjenåbner. Vi har en lang tradition for satire og religionskritik i Danmark, og pludselig kommer der nogen og siger, at dét og dét må vi ikke tegne. Jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne være rigtigt, at der var nogen, som ville dræbe på grund af en tegning. Men på den måde blev tegningen med bomben i turbanen alligevel en selvopfyldende profeti, siger den 39-årige sygeplejerske Rachel Adelberg Johansen fra Odense. Hun har siden dengang meldt sig ind i Trykkefrihedsselskabet og sidder i dag i bestyrelsen. Hun nævner også den islamiske dødsdom over Salman Rushdie og mordet på den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh, når hun fortæller om, hvorfor ytringsfriheden optager hende så meget. Rachel Adelberg Johansen ser det som sin pligt at forsvare den grundlovssikrede ret. Hun skriver blandt andet læserbreve, og hun frygter ikke repressalier fra de islamister, hun kritiserer i sine læserindlæg.
-Jeg har ikke haft nogen overvejelser omkring at skrive indlæg. Jeg er tilhænger af frihedssamfundet, og jeg skal have lov til at udtale mig ligesom alle andre inden for lovens rammer, siger Rachel Adelberg Johansen, som understreger, at hun udtaler sig som privatperson -og ikke på Trykkefrihedsselskabets vegne. Det er ikke kun i avisen, at Rachel Adelberg Johansen kæmper imod, hvad, hun mener, er en islamisering af samfundet. I 2007 var hun i medierne, da hendes barns folkeskole ville indføre muslimske spiseregler. Bliver beskyldt for at være udemokratisk
-Jeg sad i skolebestyrelsen, og så gik det op for mig, at man havde vedtaget, at det kød, der fremover blev serveret, skulle være halal, og at svinekød skulle væk. Det er klart, at det kunne jeg ikke acceptere. Jeg gik til pressen og endte med at vinde over skolebestyrelsen. Det var da en sejr for mig, men jeg mener primært, at det var en sejr for de verdslige institutioner, fortæller Rachel Adelberg Johansen, som mener, at kampen for ytringsfriheden også kommer hendes egne tre børn til gode.
-Men jeg synes, at det er for snævert at sige, at jeg gør det på mine børns vegne. Dog mener jeg, at vi bærer et stort ansvar for at levere et ordentligt samfund videre til vores efterkommere, siger Rachel Adelberg Johansen. Rachel Adelberg Johansen bekymrer sig ikke om, hvad andre mener om hende, og hun kan sagtens håndtere at blive kaldt både det ene og det andet.
-Jeg er nogle gange overrasket over de ting, man kan blive kaldt. I Fyens Stiftstidende er jeg blevet kaldt udemokratisk. Jeg er også blevet kaldt islamofob, jeg er blevet beskyldt for at have menneske-fjendske holdninger, og det er blevet insinueret, at jeg er racist, fortæller Rachel
Adelberg Johansen.
Beskyldningerne preller dog af på hende.
Loyal over for friheden
-Jeg ved, at de beskyldninger ikke har hold i virkeligheden.
Nogle af mine bedste venner er af ghanesisk, somalisk og iransk oprindelse. Jeg tror, atmine modstandere løber tør for argumenter, og så forsøger de at forplumre debatten med den slags beskyldninger, siger Rachel Adelberg Johansen, som også har fået et anonymt trusselsbrev i postkassen.
-Men jeg får også utrolig mange positive tilkendegivelser fra folk, som læser mine indlæg. Og i min omgangskreds får jeg at vide, at jeg har civil kurage, siger Rachel Adelberg Johansen.
Hun har svært ved at sige, hvor hendes debattør-gen stammer fra. Men hun har tidligere rejst rundt i Mellemøsten og Indonesien, og hun mener, at det har haft stor betydning for hendes syn på islam .
-Jeg har set, hvordan manglende frihed gennemsyrer det offentlige rum i de lande, og hvordan religion gennemsyrer alt. Og så er jeg begyndt at granske, hvorfor de mest frie samfund i verden er placeret i vesten og ikke i Mellemøsten, siger Rachel Adelberg Johansen og tilføjer: -Hvis ikke jeg ytrede mig, ville jeg være illoyal over for den frihedskultur, som vores forfædre har kæmpet for.
Jeg prøver at leve efter et citat af den irske filosof Edmund Burke, som sagde, at for at ondskab får succes, kræver det, at gode mennesker undlader at handle. Jeg mener simpelthen, at anti-demokratiske kræfter og ligegyldigheden med vores egen vestlige kultur skal bekæmpes, siger Rachel Adelberg Johansen.
Kilde: klip fra UgeAvisen Odense 02.06.2010 1. sektion Side 16
Stor tak til Rachel for hendes kamp.