Info til kandestøber Jensen.
ADVARSEL: meget ubehageligt læsestof!
Tyrkiets erobring af Cypern på 1500-t.
Grusomme TV-billeder gled forbi mit indre blik, da jeg i Oriana Fallacis bog ”Fornuftens Styrke” læste om den tyrkiske general Lala Mustafas erobring af det kristne Cypern o. 1570. Hun fortæller, hvordan tyrkerne begik en af de mest skændige nedrigheder, som islam – den selvindbildte kultur - nogensinde har besudlet sit navn med: den venezianske patricier og senator Marcantonio Bragadinos pinefulde død. Bragadino var høvedsmand på fæstningen Famagusta, da Cypern blev overfaldet af en overlegen tyrkisk styrke. Han forsvarede øen med sammenbidt udholdenhed, indtil krudtet slap op. Så overgav han sig mod frit at kunne forlade fæstningen. Men tyrkerne overholdt ikke kapitulationsvilkårene! Ifølge islam må man bedrage ”de vantro”.
Efter at have underskrevet kapitulationspapirerne begav Bragadino sig til Lala Mustafa for at diskutere de nærmere bestemmelser for den fremtidige fred. Og da han var en mand, der lagde vægt på formen begav han sig derhen med behørig pomp og pragt. Det vil sige til hest, på en udsøgt pansret ganger og klædt i senatets violette toga, samt ledsaget af fyrre bøsseskytter i gala samt af den meget smukke page Antonio Quirini (søn af admiral Quirini), som holdt en prægtig parasol over hans hoved. Men om fred talte man sandelig ikke. For efter en allerede aftalt plan bemægtigede de tyrkiske janitscharer sig straks pagen Antonio og lukkede ham inde i Lala Mustafas serail, eftersom Mustafa yndede at voldtage unge drenge. Derpå omringede de de fyrre bøsseskytter og huggede dem i stykker med krumsablerne. Bogstavlig talt i stykker. Til sidst smed de Bragadino ud af sadlen og skar straks næsen og ørerne af ham. Lemlæstet på denne måde tvang de ham til at bøje sig for sejrherren, som dømte ham til at blive flået levende. Exekutionen foregik 13 dage efter i overværelse af alle cyprioter, som havde fået ordre på at møde frem. Mens janitscharerne hånede hans skamferede ansigt, måtte Bragadino flere gange drage rundt i byen med sække med affald, samt slikke jorden hver gang han gik forbi Lala Mustafa. Han døde, mens de flåede huden af ham. De blodige rester af kroppen blev parteret. Og Lala Mustafa gav ordre til, at huden skulle udstoppes med strå og laves til en dukke. Den blev anbragt overskrævs på en ko og blev endnu en gang trukket rundt i byen for så at blive hejst op i råen på admiralskibet.
Til islams berømmelse!
Senere blev den udstoppede dukke anbragt på Tøjhuset i Istanbul (tidl. Konstantinopel), indtil Bragadinos sønner købte den.
(Kilde: Fallacis ”La forza della ragione”, Rizzoli 2004)
