Nyt fra DANSK SAMLING Nr. 2 – 2010
”En stiltiende aftale” – da Dansk Folkeparti solgte sin sjæl
Af Marianne Wagner
”Kresten solgte ud sin sjæl til Fanden, da han ville være bedst i dette land til violin at spille”. Således lyder en sang af Lars Lilholt, og nogle hændelser vedrørende Dansk Folkeparti de seneste år fik mi g for nylig til at tænke på de mundrette strofer med den iørefaldende melodi. For ganske som Kresten ville være bedst til at spille violin og gik målrettet efter det, ligeså forekommer det mig, at Dansk Folkeparti vil være bedst i dette land til at være politikere, og man kan frygte, at de har betalt samme pris som Kresten Spillemand.
Ladeporten står åben
Som bekendt er en stram udlændingepolitik den siddende regerings varemærke, og støttepartiet, Dansk Folkeparti, står som garanten for, at der ikke slækkes på den.
For små tre år siden fremkom Venstres Eyvind Vesselbo imidlertid på Danmarks Radios P1 med nogle ubehagelige til; i 2006 var der blevet lukket 46.000 fremmede ind i Danmark mod 36.000 i 2001. Af disse 46.000 var 17.000 mennesker fra u-lande. Til trods for diverse stramninger og skærpede krav var der masser af smuthuller i lovgivningen. Mange af indvandrerne omgik 24-årsreglen ved at komme som arbejdere eller som studerende. Efter nogle måneders ophold i landet opfyldte de og deres ægtefælle således tilknytningskravet. Den regel, som var blevet mest diskuteret i den tid, den borgerlige regering havde været ved magten, virkede altså ifølge Vesselbo ikke. Ladeporten stod åben.
Jeg tillod mig i et par læserbreve i Jyllands-Posten at forholde Dansk Folkeparti disse tal, og en gnaven Peter Skaarup kunne belære mig om, at asyltallene aldrig havde været så lave som nu, og med hensyn til indvandrere, ja, så var de altså kommet til landet under den tidligere regering, og VKO måtte bruge alle deres kræfter på at integrere disse.
Jeg påpegede overfor Skaarup, at jeg ikke havde talt om asylansøgere, men derimod om antallet af indvandrere, der jo altså var stærkt stigende, og jeg spurgte ham om følgende:
”Er det tænkeligt, at de 17.000 indvandrere [fra u-lande] kan blive til rigtig mange de kommende år? Er det tænkeligt, at de bliver rigtigt svære og omkostningskrævende at integrere? Og endelig, er det ansvarligt af DF at give sit samtykke til en politik, der stadig har ladeporten stående åben for indvandrere fra ikke-vestlige lande?”
Endelig måtte Skaarup indrømme, at udover asylsøgere, kom der indvandrere til landet, men de kom mestendels fra Kina, Vietnam og Indien, og disse var en ressource for det danske samfund,”mennesker, der for de flestes vedkommende er kommet hertil for rent faktisk at yde en indsats for det danske samfund”, som han skrev.
Jeg fornemmede en vis uvilje mod at diskutere spørgsmålet, men jeg tænkte i mit stille sind, at Dansk Folkeparti ikke spillede med åbne kort.
Vesselbo slår til igen
I april i år skrev Vesselbo en kronik i Berlingske Tidende, hvor han atter tog antallet af indvandrere op, og han kunne fortælle, at der under VK-regeringen er givet næsten 100.000 flere opholdstilladelser end under Nyrup-regeringen. Problemet er det samme som i 2006; ikke-vestlige indvandrere kommer til Danmark under påskud af at studere, men vil i stedet forsøge at blive i landet. Det giver sig selv, at når der stedse kommer tusinder og atter tusinder af indvandrere til landet, vil det snart få uoverskuelige konsekvenser for danskerne som folk og for samfundet s evne til at fungere ordentligt.
Et par vakse medlemmer af Dansk Folkeparti, Morten Uhrskov Jensen og Michael Pihl, tog Vesselbos tal op i en kommentar, som sluttede således:
”Der må føres en politik, der gør det klart, at Danmark er en nation beboet af ét folk, og at der derfor også er klare grænser for, hvor stor en tilstrømning danskerne kan leve med uden netop at gå i opløsning som folk. Ledelsen i Dansk Folkeparti må gøre op med sig selv, om de vil være statsmænd eller politikere?”
Det var Dansk Folkepartis socialordfører Martin Henriksen, der svarede de to, og svaret faldt ganske tæt på det, Peter Skaarup år tilbage havde givet mig, dog med den indrømmelse, at situationen m.h.t. indvandringen ikke var den bedste. Henriksen slog dog fast, at Dansk Folkeparti nøje fulgte udviklingen, at man stedse forsøgte at lukke huller i lovgivningen, at ikke-vestlige indvandrere kom fra Kina, Vietnam og Indien, og at de kom for at yde en indsats for Danmark. Han anerkendte endvidere, at de åbne grænser i EU var et problem, og at Metock-dommen ligeledes havde gjort det svært at føre en stram udlændingepolitik. Regeringen turde ikke lægge sig ud med vennerne i Bruxelles, skrev Henriksen, og derfor kunne man ikke stille noget op mod problemerne.
Hvor blev pressen af?
Nu var der en situation, der burde gære gefundenes fressen for pressen; en højt profileret udlændingepolitik, der var kørt af sporet, kritik af Dansk Folkeparti fra baglandet, en udlændingeordfører fra partiet, der forhlldt sig tavs, og en socialordfører fra selvsamme parti, der indrømmede, at partiet ikke formåede at gøre noget egentligt virksomt, fordi EU alligevel bestemmer det hele. Det skulle vise sig, at pressen ikke fandt det vigtigt.
For Dansk Folkeparti rettede nemlig på denne tid en skarp kritik mod regeringen for manglende lederskab. Denne kritik kastede pressen sig straks over, som om det var noget nyt, at Dansk Folkeparti er blevet vranten over dette eller hint m.h.t. regeringens måde at lede landet på. Dansk Folkeparti har jo ofte brokket sig over forskellige småtterier, men af en eller anden årsag finder pressen det altid interessant. Dansk Folkeparti er i det hele taget dygtig til at håndtere pressen; partiet får altid fuld opmærksomhed på sine kampagner, det være sig tørklædeforbud for dommere, burkaforbud for alle eller tvangsanbringelse af indvandrerbørn i daginstitution. Således lykkes det altid for partiet at fremstå som regeringens strammere, og med kritikken af regeringstoppens manglende ledelse kunne Dansk Folkeparti vise sig som det stabile støtteparti, der formår at bevare overblikket, medens regeringspartierne er ved at gå i opløsning.
Jo, Dansk Folkeparti er i sandhed dygtigt til at drive politik, man har fået magt, og man ynder at bruge den, men hvad gør den godt for, hvis det, partiet oprindeligt så som sin fineste opgave at bekæmpe, nelmig indvandringen og EU, slet ikke er blevet bekæmpet, men derimod taget til i omfang og styrke?
Dansk Folkeparti og EU
For Dansk Folkeparti har fra begyndelsen af sit samarbejde med regeringen lagt sig selv i lænker. Det kom frem kort efter folketingets vedtagelse af Lissabontraktaten, som var det afgørende slag mod nationalstaterne. Dansk Folkeparti var imod traktaten, men kunne ingenting gøre, da det meste af folketinget var for. Mulighedenfor at samle stemmer nok til at udskrive en folkeafstemning forsvandt hurtigt efter folketingsvalget i 2007, da mange af de nyvalgte folketingsmedlemmer, som ellers var gået ind for en afstemning, lynhurtigt ombestemte sig. Kunne partiet så ikke have forlangt en afstemning mod fortsat at støtte regerinen? Det ville ikke have undgået nogens opmærksomhed, vigtigheden af traktaten ville ikke længere kunne skjules, EU ville komme til debat i det ganske land. Men nej, Dansk Folkeparti valgte at bære sit nederlag med ”rejst pande”, og den 4. december 2007 kom forklaringen, da DR’s Pieter Raunwe (PR) til Orientering udspurgte Søren Espersen (SE) om emnet:
PR: Nu er det jo sådan, at I udgør regeringens parlamentariske grundlag forstået på den måde, at I giver regeringen de sidste mandater til, at regeringen kan være, hvor den er, som regering. Kunne I bruge det til at presse regeringen til, at der kommer en folkeafstemning?
SE: Nej, der har vi altid haft en stiltiende aftale med regeringen siden 2001, at når det drejer sig om EU, så foregår det i Europaudvalget og i det brede flertal. Det har vi accepteret, at det er ikke noget, vi gør til et kabinetsspørgsmål. Der kan regeringen regne med os. Det er ikke altid, vi kan regne med regeringen, men her kan regeringen altså regne med os 100%
PR: Det er altså ikke stiltiende mere?
SE: Nej, det er nu sagt helt åbent, men det er også en fair måde at gøre det på, når vi har det ganske specielle standpunkt, som vi har i forhold til EU, så vil vi ikke fraskrive os muligheden for at få en borgerlig statsminister.
En stiltiende aftale! Dansk Folkeparti VILLE have en borgerlig statsminister, den borgerlige statsminister fandt sig ikke i at blive væltet på spørgsmål om EU, og så skulle han da heller ikke udsætter for det! Altsåbandt Dansk Folkeparti sig selv, om ikke fo rmunden, så for hånden, og vi ser nu en regering, der ikke viil gære op med EU og EU’s udlændingeregler, fordi dens støtteparti ikke vil tvinge den til det. Det gode samarbejde og den hyggelige stemning går altså forud for folk og fædreland.
Hvad skete der med Kresten Spillemand? Han døde, da den smukke Rosinante dukkede op og kærlighed blevsået, for ”han havde ingen sjæl at gi’, den havde Fanden fået.” Ligeledes kan man sige om Dansk Folkeparti, at da kærlighed blev sået, da kærligheden til Danmark og danskerne skulle stå sin prøve, da var der ingen sjæl at gi’, den havde EU fået!
--
